Anmeldelse af den svenske dokumentarfilm “CORNELIS VREESWIJK: NOGLE GÅR RUNDT I UDTRÅDTE SKO” (2023) af MAGNUS GERTTEN.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Cornelis Vreeswijk oplevede Anden verdenskrigs rædsler som den udspillede sig i Holland. Og i perioden efter dens afslutning valgte hans mor murbrokkerne fra, og søgte til Sverige, hvor hun søgte efter et bedre fremtid sammen med sine børn.

I skolen var den unge Cornelis Vreeswijk kendt som en genert og indadvendt type, men da han langsomt kom i kontakt med det spirende visesangermiljø, og kom på scenen med sin guitar, forsvandt hæmningerne.

Filmen er en kommentar til hans liv fra at han blev landskendt og elsket i Sverige op igennem tresserne. Til nedturen i halvfjerdserne og starten af firserne, hvor han gik i hundene, til den store genrejsning i årene op til hans død i 1987, fortalt igennem interviews med hans allernærmeste.

Gennembrudet i tresserne

Da hans første kone Ingalill Rehnberg mødte ham, var han fattig som en kirkerotte, da han kun ejede nogle få stykker klæder. Men det frafaldt hende ikke fra at blive tiltrukket trubaduren som altid havde et godt øje for de små i samfundet. Og, inden de fik set sig om var de gift.

Det var på Vispråmen Storken at han løb ind i lederen af alle visesangerne, Gösta “Skepparn” Cervin. Han synes godt om sin jævnaldrende kollega, og opfordrede ham til at gøre noget ved sangen.

At Skepparn så også levede et udsvævende liv med narkohandel og med hang til alkohol, var ikke noget som skilte dem ad, da Vreeswijk var en åndelig sjælsfælle. Og, allerede fra starten på hans karriere, bliver den heftige alkoholindtag skildret.

I 1965 udkom Vreeswijks første album, som blev en stor succes i Sverige, da den solgte 30-40.000 plader, hvilket var meget fint.

Berømmelsen gør også at han nu drager land og rige rundt, og indlogerer sig på de bedste hotelværelser når han ankom til en ny by. Vreeswijk var også rundhåndet med at give hans kammesjukker fri alkohol, og nye kvinder begyndte at komme ind i hans tilværelse.

Bl.a i kollektivet hvor han boede. Her fik han opbygget et godt venskab med den lille pige Fatima. Og, senerehen, da hun var blevet voksen, også et kortvarigt forhold med hinanden. På en af sine turneer begynder han at ses med en anden kvinde, og denne relation dræber ægteskabet med Ingalill.

Nedturen i halvfjerdserne

Halvfjerdserne begyndte egentligt meget godt for Cornelis Vreeswijk. I 1970 bliver han gift med Bim Warne som han er styrtende forelsket i.

Et album bliver tilegnet hende. Og, han beslutter sig for, både at blive stoffri og lægge alkoholen på hylden. Men også at flytte i en kæmpe villa på landet i Skåne.

Alting kører derudaf, og Bim synes at den lille familie har det godt. Men så en dag, går det hele galt.

Parret havde fået tildelt et program på SVT, hvor de var værter, og skulle snakke med nogle gæster som de kender og inviterede til at være med i studiet.

Problemet er bare den for den jaloux Vreeswijk at Bim stjælte showet, da hun er nærmest født ind i værtsrollen, hvilket han ikke var.

Efter programmet går gæsten med Vreeswijk på en værtsfuld, og da han kommer yderst bedugget hjem om morgenen udsætter han Bim for hustruvold. Og med et kæmpe sæbeøje i hovedet flygter hans kone til en kammerat, imens han selv også bor en uges tid hos en af hans nære venner.

Dette bliver starten på en karrieremæssig men også social deroute for Cornelis Vreeswijk som flytter til Holland, og siden hen til København et

Comebacket i firserne

I firserne flytter Vreeswijk tilbage til Sverige, hvor de bestemt ikke står med åbne arme for at byde ham velkommen.

Allerede på vejen hjem, bliver han stoppet af politiet. Han er ikke fuld, men han ryger et par måneder i spjældet fordi han kører uden kørekort, og besidder et våben.

Tilbage i friheden, prøver nogle gode kammerater at hjælpe ham tilbage til livet. Deres analyse var, at han kun fungerede ordentligt når han stod på en scene.

Derfor skaffede de ham nogle jobs, lige fra et mindre flatterende arbejde som musikant i et indkøbscenter, til nogle andre små arrangementer.

De prøvede også at få den musikbranche som havde tjent millioner af svenske kroner på ham i tale. Alle gad ham ikke. Nogle sagde han var færdig. Og, andre igen, mente at han var for besværlig at arbejde sammen.

Men de unge som var til punk, var begyndt at lytte til hans gamle viser. Og, da rockmusikeren Ulf Lundell inviterede ham med på scenen under en af hans store koncerter, var Vreeswijk på vej tilbage i varmen igen. Og, pladeselskaberne ville igen udgive hans sange.

Inden han trækker stikket for sidste gang, når han forbi Roskilde Festivalen. Her spiller han på Orange scene foran 20-25.000 begejstrede mennesker. Noget, som alligevel gør et stort indtryk på den gamle singer songwriter, som ikke gad eventen.

Ligesom da han læser en artikel i en avis, hvor han sammenlignes som det svenske svar på Bob Dylan og Jacques Brel. Og, kommer med formaningen om at samfundet skulle være bedre til at passe på deres store kunstnere.

Dette fik ham til at lyse op i en tid, hvor leverkræften begyndte at få bugt med hans liv.

Till Fatumeh, rapport från de osaligas ängder

Sygdommen får ham til at ville lave det allersidste album. Hvilket er en plade, der er tilegnet Fatima. Men som også er en advarsel om at bruge narkotika og alkohol som en vigtig del af ens livsførelse.

Ligesom Vreeswijk har Fatima levet et liv med stofmisbrug. Men om det var pladeindspilningen, eller visheden om hendes gamle vens snarlige død, som gjorde at hun fandt en vej ud af mørket, vides ikke. Ligesom om Cornelis Vreeswijk nåede at få beskeden før han for en sidste gang åndede ud. Efter et alt for kort, kunstnerisk bohemeliv.

I dag regnes hollænderen som en af de helt store svenske kunstnere på linje med Bellman og Taube. Hans arv bliver holdt i live pga. der med jævne mellemrum kommer nye udgivelser om hans liv. Eksempelvis i form af nye plader, bøger, og film, som er med til at indramme trubadurens virke på jord.