Anmeldelse af FADEREN, SØNNERNE OG HELLIGÅNDEN (2025) af Christian Sønderby Jepsen. En film om kunsten med at bryde social arv.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen er opfølger til “Testamentet” fra 2011 der handler om en stor økonomisk arv som brødrene Henrik og Christian står til at modtage da deres velhavende farfar dør.

Deres far vælger så at spille de to brødre ud om hinanden og selv løbe med de mange millioner kroner, hvilket splitter familien.

I “Faderen, Sønnerne & Helligånden” prøver Henrik mange år senere at klinke skårene ved at invitere både hans bror, og deres fælles far, til sønnen Alexanders konfirmation i Viborg Domkirke.

Christian takker ja, alt imens hans far Preben vælger ikke at dukke op. Dette begræder barnebarnet Alexander i sin takketale i Skals forsamlingshus. Han er af den holdning at ”… vennerne vælger du selv, men familien er dit fyrtårn. Familie, de forsvinder ikke”.

Og, netop det problemfyldte forhold der er i den midtjyske familie er omdrejningspunktet i Christian Sønderby Jepsens nye film, som handler om social arv, og dens udfordringer.

Brødrene Ernst

Brødrene er det som samfundet stempler som sociale tabere. Henrik har i over et årti været uden arbejde.

For at dulme smerterne over den følelseskolde far og moren som døde af druk, ryger han hash og spiller computerspil det meste af dagen. Dette føler han en glæde ved da det giver ham en følelse af kontrol.

Han er gift med Ceci som i lighed med hans mor også har trang til flasken, er nu begyndt at stille krav til ham.

Hun synes han er en dårlig rollemodel overfor børnene, og mener ikke han kan bruge ”undskyldningen om en hård opvækst” som forklaringsmodel på hvorfor han går derhjemme.

Broderen Christian er ligesom Henrik også mærket for livet. Efter at faderen tilegnede sig brødrenes millionarv, har han siddet syv år i spjældet for vold. Og levet fem år på gaden. Konen er gået fra ham og taget børnene med sig.

Efter mange års adskillelse er konfirmationsfesten den anledning som bringer dem sammen igen da de har en fælles forståelse for den arv de bærer i kroppen.

Alexander Ernst

Alexander, som nu er startet på gymnasiet i Viborg, er nu begyndt at ryge hash sammen med Henrik, og spille Metallica inspireret musik i hans band.

Som tiden går, så stiger fraværsprocenten i gymnasiet. Og Ceci som prøver at udleve hendes ambitioner gennem ham, presser nu på for at få ham til at gennemføre studiet.

Dette har dog ikke den store positive virkning, da han er træt af at hun sprøjter vand på ham om morgenen, og han overvejer nu kraftig at flytte hjemmefra, da han ikke bliver respekteret som person.

En dag ryger han på lederens kontor. Og han skærer det ud i pap for ham at nu skal møde regelmæssig op til timerne, for ellers vil han blive smidt ud.

Faderen, Sønnerne & Helligånden

Efter at Henrik og Christian forgæves har prøvet at få deres far i tale. Ved bl.a. at tage ud til hans hjem, og over telefon, så glider de langsomt fra hinanden igen.

Henrik, der længe har været under pres fra konen, starter i et beskæftigelsesprojekt.

Her skal han rengøre fortovene, hvilket er et job han er glad for, da det også er noget han føler han kan kontrollere, samtidig med at han taber sig lidt.

Senerehen lykkedes det for ham at komme i voksenlære som elektriker, efter at han generhvervede kørekortet efter at have mistet det.

Hashmisbruget kommer han til livs ved at smadre drivhuset. Samtidig med tillægger han sig en ny frisure, hvor noget af hans lange hår ryger, samtidig med at skægget falder.

En søgen efter en ny familie

Storebroderen Christian går en anden vej, da han bliver mere og mere involveret i en højreradikal nationalistisk kristen organisation som hedder Hellige Danmark.

De hader indvandringen af fremmede til Danmark og muslimer i særdeleshed. Da organisationen er en del af en europæisk bevægelse, bliver han sendt en tur til Serbien for at blive genfødt.

Her kommer han straks på bølgefod med hans kontaktperson. Han fortæller at under borgerkrigen i Ex-Jugoslavien som var han med til bombe moskeer i Bosnien.

Døbt i en sø bliver han også. Og kommer tilbage til Danmark med fornyet kraft. Men uden broderens accept af hans nye gøremål.

Alexander bringer håb for fremtiden

I den afsluttende eksamen på Gymnasiet i Viborg lykkedes det Alexander at score sig et 12-tal, og han kan derfor tage sin hue på med stolthed.

Både Henrik og Ceci har også svært ved at tage armene ned, da han er den første i familien som bliver student.

I nogle af filmens sidste replikker siger Henrik at han er kommet videre. Og at han er parat til at tilgive faderen for sin opvækst.

Derudover ønsker han mere kontakt med både ham og Christian. Dermed får dokumentaren en ren Disneyfilms afslutning.

Efterskrift

Med ”Faderen, Sønnerne & Helligånden” er det lykkedes for Christian Sønderby Jepsen at skabe et troværdigt portræt af nogle mennesker og deres komplekse personligheder. Samtidig med at han undgår at stigmatisere Ernst-familien.

Her er instruktøren gået udenom sensationspressens virkemidler, der oftest vil sætte dem i bås som værende samfundsnassere. Eller som rockere der skræmmer små lokalsamfund fra liv og sans.

Når politikere spiller med på pressens tråd. Så er de også med til at skabe en større afstand imellem Christiansborg og det enkelte menneske. Og, resultatet ses på valgdagen, da folket ikke finder sig længere i at blive trådt på.

Selvom det er den sørgelige historie det er filmens alt afgørende materie, Så er det også i den part af dokumentaren er at den er stærkest. Og hvor den gør mest fyldest. Hvilket også gælder overfor andre mennesker i samme livssituation.

At det så lykkedes for familien at komme videre, og at filmen ender lykkelig er selvklart en god historie. Men det er netop i denne udfasning som ikke virker ikke så godt gennemarbejdet.

Dette trækker dog ikke ned i helhedsindtrykket af filmen. Der både fortjener at blive vist i undervisningssystemet og for landets beslutningstagere.