Anmeldelse af LIFT LADY (2024) af Marcin Modzelewski. Kortfilmen skildrer Mzia Sabanadze der arbejder som elevatoringeniør i Nutsubidze.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

For et par måneder siden besøgte jeg Nutsubidze, som er nogle brutalistiske boligblokke i den vestlige del af Tbilisi.

Det som gør dem kendt, også udenfor Georgiens grænser, er himmelbroerne som forbinder beboelseslejlighederne i 14. etagers højde.

Her bor Mzia Sabanadze i entreen i et lille kontrolrum sammen med sine katte, og sørger for at hjælpe beboere og gæster af bygningen med at benytte sig af højhusenes elevatorer.

Så da jeg skulle op til broerne kontaktede hun mig også. Jeg forstod hende ikke, men jeg gik ud fra at hun ville fortælle mig at jeg skulle putte en mønt i elevatoren for at kunne benytte den som er specielt beregnet til gæster.

Lift Lady

Den nu over 70-årige kvinde Mzia Sabanadze har i de seneste 18 år arbejdet som elevatorbestyrer. Førhen har hun deltaget som snigskytte mod den russiske aggression i Abkhasien.

Det fandt sted i tiden lige efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor Georgien igen var blevet en selvstændig nation.

Hun blev dog selv ramt, og måtte trække sig fra krigshandlingerne. Nu i hendes karrieres efterår ser hun en stor ære i at brugerne af elevatorerne får den bedst mulige oplevelse.

En dag virker elevatorerne dog ikke. Efter at hun i første omgang selv har prøvet at fikse dem uden held kontakter hun nogle håndværkere som ignorerer hendes opkald.

Dette fører til at hun besøger rådhuset i Tbilisi hvor hun beklager sig over situationen. Og næste morgen kommer håndværkerne, hvilket både glæder hende, og de beboere som er trætte af at skulle gå op ad trapper til 14. etages højde.

Filmen som også viser hendes tab af både ægtemand og en kat, lyser dog op i kortfilmens afslutning, hvor naboerne inviterer hende på en festlig komsammen.

Efterskrift

Lift Lady undlader at fortælle at elevatorkvinden ligesom mange af den ældre generation stadigvæk ser op til Stalin, hvilket nok er et bevidst fravalg fra den polske instruktørs side. Da det vil ødelægge glansbilledet af at hun har kæmpet mod russerne.

Ligesom i mange postkommunistiske lande, så viser filmen at der er en stor grad af bureaukrati i nutidens Georgien. Som bl.a. fører til at et problem som ikke burde tage flere timer om at løse, bliver til en større udfordring.

Det der løfter dokumentaren kun varer 23 minutter så når man at mærke Mzia Sabanadzes personlighed. Og, jeg håber at hun stadig er i live næste gang jeg skal forbi de berømte beboelseslejligheder i Tbilisi.