I den vestlige del af Tbilisi kan man besøge Nutsubidze Himmelbroerne som er en af den georgiske hovedstads mest særegne turistattraktioner.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

De brutalistiske beboelseslejligheder og himmelbroerne blev designet af de georgiske arkitekter Otar Kalandarishvili og Gizo Potskhishvili. Og, blev opført i årene 1974-1976.

Nutsubidze Himmelbroerne

Et par hundrede meter fra metrostationen Statens Universitet på den lange Nutsubidze vej i Tbilisi ligger højhusene som jeg vil besøge.

Efter at have studeret bygningerne som er forbundet til hinanden med himmelbroerne, var det tid til at finde indgangen til den første af højhusene.

Elevatordamen

For at komme op på Nutsubidze Himmelbroerne skal jeg med en elevator, som er specielt beregnet til turister, op til 14. etage.

Ved siden af elevatoren bor den 70 årige elevatoroperatør Mzia Sabanadze sammen med sine to katte.

For at benytte mig af elevatoren skal jeg bruge en 20 tetri mønt (som i værdi svarer til 50 ører) for at komme op. Og, det tilsvarende beløb for at komme ned igen.

Selvom det står beskrevet på engelsk at man skal proppe mønten ned i en metal postboks inde i elevatoren kommer den venlige ældre dame ud, og forklarer mig på georgisk hvad jeg skal gøre.

Når hun inde i sin lejlighed kan høre at jeg har betalt, så sørger hun for at elevatoren starter med at fragte en op.

Da jeg er steget ud på 14. etage kan jeg se at brandtrappen er aflukket. Så der er absolut ingen grund til at prøve at bevæge sig op af den.

Broerne

Den primære årsag til at arkitekterne besluttede sig for at der skulle være et brosystem er pga. den stejle stigning i området.

Det skulle derfor være let at bevæge sig rundt i området. Og til at starte med var ideen at mange højhuse skulle forbindes. Men pga. økononiske udfordringer så blev det kun til tre højhuse.

Inspirationen til brosystemet fik de to arkitekter fra den historiske georgiske landsby Shatili.

Da jeg krydser Nutsubidze Himmelbroerne så hæfter jeg mest ved at de er blevet renoveret her fornylig.

For på de billeder jeg har set på nettet, så var det nogle rustne, nærmest faldefærdige konstuktioner som matchede højhusenes udtryk der havde printet sig i min nethinde.

Men “Better save, than sorry”. Og, da jeg gik på broerne følte jeg mig 100 procent tryk, da de sorte gitterværk udstrålede sikkerhed.

Den omgivende arkitektur

Der er en god udsigt udover den vestlige del af Tbilisi fra broen. Her kunne jeg se et område som er under forvandling.

For samtidig med at de gamle beboelseslejligheder fra Sovjettiden stadig er meget synlig, så bliver der i disse år opført mange nye højhuse.

Disse nye boligprojekter vil med tiden også lægge et pres på de beboere som har boet i de højhuse som huser Nutsubidze Himmelbroerne siden indvielsen i 1978.

Efter at være nået hele vejen over, så kunne jeg se at det også er muligt at bestige broerne den anden vej rundt. Da der kører minibusser fra det offentlige trafiksystem op i området.

Over broerne en gang til

For ikke at fare vild i området besluttede jeg mig for at gå tilbage samme vej som kom, da det ville føre mig sikkert tilbage til metrostatioen.

På det længste brostykke kunne jeg se to andre turister bevæge sig over broen. De havde taget sommertøjet på, da der var 27 grader på denne dag medio marts.

I den tredje bygning var der en nedlagt galleri, som beskæftigede sig med Street Art. Og på murene var der stadig spor af nogle af deres aktiviteter.

Her kunne jeg bl.a. se et stenciltryk af en kvinde, samt en hvid tre-dimensionel figur som var påført muren.

Nu var det tid til at krydse den sidste brostykke i Nutsubidze Himmelbroerne inden jeg skulle med elevatoren ned igen.

På vej ud af bygningen mødte jeg igen Mzia Sabanadze. Hun kyssede den ene af hendes to katte, som hun holdte, på hovedet.

Efterskrift

Selvom Nutsubidze Himmelbroerne på ingen måde kan siges at være et “must see” i Tbilisi, som rummer stedet mange stærke fortællinger.

Bygningerne er dels en dokumentation for tiden da Georgien var en del af Sovjetunionen, men også et eksempel på brutalistisk beboelsesbyggeri.

I mødet med den gamle elevatoroperatør som har haft jobbet i 18 år, mærker du anden menneskelighed, end den gribske taxachauffører møder dig med lige efter at du er landet i lufthavnen.

I Georgien er der nogle historier som går på at nogle af dem har opkrævet 300 georgiske lari (750 kr) for at transportere en turist til centrum.

Dette er det samme beløb som Mzia Sabanadze i 2024 får udbetalt af staten om måneden. Hvilket er et sum hun hverken kan leve eller dø af.

Læs også: Film: Lift Lady – Kvinden som bestyrer elevatorerne i Nutsubidze

Men hun modtager dig med en anden varme og indlevelse end taxachaufførerne der har dollartegn i øjnene når de ser dig. Og, det er vigtigt at påskønne i en tid hvor det synes at handle om noget for noget.