Den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole i Tbilisi blev tegnet af Nikoloz Lasareishvili i 1976 og stod færdigopført to år senere.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I den nordlige del af Tbilisi kan man se det brutalistiske bygningsværk, som i dag er i meget forfalden tilstand.

Den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole

Inden jeg tog afsted hjemmefra var det en af de bygninger som jeg gerne ville se under min tur til den georgiske hovedstad.

Men om morgenen på sidste rejsedag afskrev jeg at se den, fordi jeg ikke tidsmæssigt ville kunne nå det.

At det så alligevel lykkedes skyldes et uheld. Jeg nåede ikke at stige af bybussen i rette tid. Og, næste stop lå flere kilometer væk.

Efter at være hoppet af bussen kunne jeg ligepludselig se den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole på en bakketop.

Nu da jeg var så tæt på, besluttede jeg mig for at droppe noget af den mere turistede område af Tbilisi for at bevæge mig op for at se den tidligere uddannelsesinstitution.

Livet går af krogede veje

Heldigvis havde solen skinnet i en hel del dage. Vejen opad bakken var derfor knastør, og ikke glat på nogen måde.

Det betød også at jeg kom frem på de krogede veje uden større problemer, da mine sko ikke lige pludselig gled i nogle uventede retninger.

Da jeg kom tættere på, kunne jeg se den karakteristiske auditorium af den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole rejse sig stolt på højen.

Tidligere var der på auditoriumet monteret en stor relief som blev kaldt for Tbilisi Batman. Relieffen var udført af den berømte kunstner Zurab Tsereteli.

Men i løbet af 2018 og 2019 blev den fjernet af ukendte gerningsmænd. Og, ingen ved hvad der er hændt med relieffen.

I dag er bygningen Et flygtningecenter

I forlængelse af auditoriumet huser de tidligere undervisningslokaler i hovedblokken i dag flygtninge.

Først blev det beboet af georgiske flygtninge fra Abkhasien efter Sojvetunionens sammenbrud i starten af 1990erne.

Efter den russisk-georgiske krig i 2008 blev stedet hjemsted for flygtninge fra Samachablo. Begge grupper bor i bygningen side om side med skillevægge og separate indgange.

I barndommens korridorer

Alt imens jeg går rundt om den store auditorium, så er det ikke det pulviserende liv fra de studerende som fylder pladsen.

Derimod er mere vindens lyde og trafikken fra hovedpulsåren som jeg bemærker samtidig med at stedet minder om et af de rum jeg som barn holdt af at udforske.

For hvad gemmer der sig af historier inden i de forfaldne bygningsværker? Vil der lige pludselig komme en person som vil råbe og skrige af en?

Da jeg bevæger mig ind i den nedre del af auditoriumet prøver jeg at forestille mig hvordan rummene har set ud da bygningen var fuldt funktionsdygtig.

Ligepludselig kan jeg se en trappe som fører opad i bygningen. Da jeg går op ad den, finder jeg hurtig ud af at opgangen er afspærret. Og, at jeg derfor skal vende om igen.

I et af de tilstødende lokaler finder jeg en masse tøj og soveposer. Et tegn på at der har levet hjemløse her fornylig. Og, som måske stadig holder til her.

Efter at have set alle de rum der er tilgængelige i de fugtige lokaler, beslutter jeg mig for at bevæge mig ud af bygningen igen.

Nye bygninger skyder frem

Udenfor kan jeg se nogle af de nye bygninger som bliver opført i nabolaget. Som er en varsel mod en ny tid for Georgien.

Men som også samtidig med er en afstandstagen til de gamle socialistiske modernistiske bygningsværker. Noget som ikke mange georgiere ønsker at bevare, og derfor lader forfalde.

Alt imens jeg kan se nye højhuse skyde frem i horisonten, kan jeg høre to gøende hunde som vil have mig til at gå væk fra deres territorie.

Efterskrift

I en tid hvor brutalismen vinder større anerkendelse og hvor interessen for den arkitektoniske stilart vokser, så er der også ildsjæle i Georgien som ønsker at bevare den bygningsmæssige arv fra Sovjet.

I 2018 blev der oprettet en arbejdsgruppe INHABIT! som organiserede en konference for at bevare disse bygninger.

I samarbejde med Tbilisi Arkitektur Biennale udarbejdede Thomas Ibrahim, kunstneren Gio Sumbadze, og arkitekterne Givi Machavariani og Claudio Vekstein med at bringe liv ind i bygningen.

Det første tiltag var at gøre auditoriumet tilgængelig ved at tilføje det en trappe. Området omkring det blev rengjort for første gang i årtier. Og der er blevet afholdt forskellige workshops i lokalerne til glæde for børnene i området.

Selvom disse tiltag er glædelig, så kan de gode tanker hurtig forsvinde igen hvis der ikke løbende bliver fulgt op omkring projektet i den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole.