Anmeldelse af filmen OASIS: DON’T LOOK BACK IN ANGER (2026) af Will Lovelace og Dylan Southern. Gallagher-brødrernes genforening på scenen.
|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET
Der var mange, der havde opgivet håbet. Efter 16 års bitterhed, offentlige skænderier og gensidige stikpiller virkede tanken om at se Liam og Noel Gallagher stå sammen på en scene igen nærmest utænkelig.
Men i 2025 skete det, som Oasis-fans verden over havde drømt om: Brødrene fandt sammen, og Oasis var tilbage.
Genforeningen blev mere end et musikalsk comeback. Den blev et møde med fortiden for tusindvis af fans, der havde ventet på at høre de velkendte sange live igen.
For Oasis er ikke bare et rockband. Deres musik er blevet en del af mange menneskers liv, minder og ungdom.
Men historien handler også om to brødre, der både har haft brug for hinanden og haft svært ved at være i samme rum.
Det er denne modsætning, dokumentarfilmen Oasis: Don’t Look Back in Anger fra 2026 tager fat på.
Med genforeningen som omdrejningspunkt ser filmen tilbage på bandets historie og undersøger, hvorfor musikken stadig har så stor betydning.
Det er en fortælling om konflikter, fællesskab og den særlige forbindelse mellem et band og dets publikum.
Fra Manchester til verdensscenen
Oasis opstod i Manchester i begyndelsen af 1990’erne og blev hurtigt et af de vigtigste navne i britpop-bevægelsen.
Med rå guitarer, store melodier og en selvsikker attitude ramte bandet en tidsånd. De kom fra en arbejderklassebaggrund og sang om drømme, frustrationer og ønsket om et bedre liv.

Noel Gallagher skrev størstedelen af sangene, mens lillebror Liam blev bandets karismatiske frontfigur med sin karakteristiske stemme.
Sammen havde de en musikalsk kemi, som filmen gør til en central del af fortællingen.
Men forholdet mellem brødrene var langt fra problemfrit. Deres rivalisering og skænderier blev en del af bandets identitet, og i 2009 forlod Noel gruppen efter endnu en konflikt.
Derfor er genforeningen så bemærkelsesværdig. Den handler ikke blot om at spille gamle hits igen, men om at vende tilbage til noget, der længe har været brudt.
Sangene fortæller historien
En af filmens vigtigste virkemidler er musikken. Sangene fungerer ikke kun som underholdning, men er med til at fortælle historien om Oasis og deres udvikling.
I numre som Columbia, Hello og Bring It On Down mærker man energien fra et ungt band, der vil frem i verden.
Musikken er rå og insisterende, mens Cigarettes & Alcohol indfanger følelsen af at være ung, rastløs og utilfreds med hverdagens begrænsninger. Sangen blev et kampråb for dem, der drømte om noget større.
Filmen bruger de velkendte numre til at skabe forbindelse mellem bandets fortid og genforeningen.

Når sangene igen lyder fra scenen, vækker de ikke kun minder om Oasis’ storhedstid, men også om den tid og de oplevelser, fansene forbinder med musikken.
Men Oasis var aldrig kun attitude og store guitarer. I Slide Away møder vi en mere følsom side af bandet. Her fylder kærlighed og længsel, og sangen viser, at Noel Gallagher også kunne skrive melodier med stor følelsesmæssig dybde.
To brødre: En musikalsk kraft
Forholdet mellem Liam og Noel er en af de mest interessante elementer i Oasis’ historie. De har været hinandens største musikalske styrke, men også en kilde til konstant konflikt.
Det gør Acquiesce til en særlig interessant sang i sammenhængen. Den kredser om behovet for et andet menneske og om den forbindelse, der kan eksistere, selv når forholdet er kompliceret.
Sangen kan næsten høres som et billede på brødrene: De er forskellige og støder sammen, men deres musikalske samarbejde har en styrke, som ingen af dem alene kan genskabe på samme måde.
Dokumentaren får dermed genforeningen til at handle om mere end nostalgi. Når brødrene igen står på scenen sammen, bliver deres fælles historie nærværende.
Publikum ser ikke bare to musikere, men to mennesker, der efter mange års konflikt igen deler det, de oprindeligt skabte sammen.
Når sangene bliver fælleseje
Oasis’ betydning stopper ikke ved brødrene. Den lever i høj grad videre hos publikum, og det er en vigtig del af filmens fortælling.
Wonderwall er måske det tydeligste eksempel. Sangen er blevet en klassiker langt ud over rockmusikkens verden og forbindes med kærlighed, ungdom og personlige minder. Den har fået sit eget liv, fordi mennesker har knyttet deres egne historier til den.
Det samme gælder Live Forever, som rummer en grundlæggende tro på livet og på, at noget kan vare ved. Sangen er blevet et symbol på håb og fællesskab – også i svære tider.
Når dokumentaren sætter fokus på publikums forhold til musikken, bliver det tydeligt, hvorfor genforeningen har så stor betydning.
For nogle fans er koncerterne en mulighed for at genopleve ungdommen. For andre er det første gang, de oplever Oasis live.
Musikken bliver et fælles sprog mellem generationer, og bandets historie vokser sig større end musikerne selv.
At se tilbage uden vrede
Filmens titel er hentet fra Don’t Look Back in Anger, en af Oasis’ mest kendte sange. Men den fungerer også som en nøgle til dokumentarens fortælling.
For hvad vil det egentlig sige at se tilbage uden vrede, når fortiden har været præget af så mange konflikter?
Sangen har gennem årene fået en betydning, der rækker langt ud over bandet. Efter terrorangrebet ved Manchester Arena i 2017 blev den blandt andet et stærkt symbol på fællesskab og solidaritet.

Den viste, hvordan musik kan samle mennesker og give dem et fælles udtryk for sorg og sammenhold.
I filmens sammenhæng får titlen derfor en særlig betydning. Den handler ikke om at glemme fortiden, men om at finde en måde at leve med den på.
Det passer godt til historien om to brødre, der efter mange års uenighed igen står sammen omkring musikken.
Musikken er det, der står tilbage
Oasis’ genforening er naturligvis også en stor kommerciel begivenhed, men dokumentarens fortælling peger på noget, der rækker længere end billetsalg og stadionkoncerter. For fansene handler det om at genopleve musikken og de følelser, der følger med.
Det mærkes måske tydeligst i Champagne Supernova. Med sin drømmende lyd og sit store omkvæd skaber sangen en stemning, der både er nostalgisk og tidløs. Den viser, hvordan Oasis kunne skabe musik, der føles større end sin egen tid.
Oasis: Don’t Look Back in Anger handler derfor om mere end et band, der vender tilbage til scenen.
Den handler om, hvordan musik kan overleve konflikter, tidens gang og personlige brud.
Filmens styrke ligger i forbindelsen mellem bandets historie, sangenes betydning og publikums følelser.

For selv efter alle skænderierne, bruddene og de mange års stilhed er der én ting, der stadig samler Liam, Noel og deres fans: musikken.
Den lever videre i menneskerne, der lytter til den, og i fællesskabet, når tusindvis af stemmer synger med på de samme omkvæd. Og det er måske den vigtigste pointe i dokumentaren: Nogle gange er musikken stærkere end konflikterne.
SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Morrissey
Den gamle forsanger i The Smith gæstede Goteborg til stor glæde for weltschmerz-folket.

Primal Scream
Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła.

Tricky
Filmstudion i Gøteborg havde besøg af Trip Hop pioneeren Tricky og polske Marta Złakowska.


Skriv et svar