Morrissey gav koncert i Partille Arena udenfor Gøteborgs centrum til stor begejstring for publikum, der flere gange råbte hans navn.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Steven Patrick Morrissey har gennem mere end fire årtier været en af populærmusikkens mest markante og samtidig mest polariserende stemmer.

Hans karriere er en sjælden kombination af stor kunstnerisk konsekvens, lyrisk særpræg og en konstant spænding mellem mainstream-succes og bevidst afstandtagen fra den.

Gennembruddet i 80erne med The Smiths

Morrisseys musikalske gennembrud kom i 1982 med dannelsen af The Smiths sammen med Johnny Marr. Gruppen blev på få år definerende for britisk alternativ rock.

Hvor samtidens pop og postpunk ofte lænede sig mod elektronik eller politisk slogans, byggede The Smiths deres lyd på en mere klassisk guitarbaseret struktur. Men med en ny form for følelsesmæssig og sproglig kompleksitet.

Johnny Marrs guitar var melodisk, arpeggio-baseret og inspireret af både 60’ernes pop og postpunkens minimalisme:

Morrisseys vokal var teatralsk, sarkastisk og sårbar på samme tid. Og, tekstuniverset var præget af ensomhed, social fremmedgørelse, humor og kulturel referencebevidsthed.

Med albums som The Queen Is Dead (1986) og Meat Is Murder (1985) cementerede gruppen sin status. Især “There Is a Light That Never Goes Out” og “How Soon Is Now?” blev ikoniske sange, der stadig definerer britisk indie-rock.

Solokarrieren: Klassisk sangskrivning og kontrovers

Efter opløsningen af den banebrydende gruppe i 1987 indledte Morrissey en solokarriere, der hurtigt viste sig at være langt mere end et efterslæb fra The Smiths.

Allerede debutalbummet Viva Hate (1988) viste en ny retning: mere poleret produktion, større fokus på klassisk popstruktur og en tydeligere vokal i centrum. Hits som “Suedehead” og “Everyday Is Like Sunday” etablerede ham som soloartist.

I 1990’erne bevægede han sig mellem britpop-bølgen og sin egen outsiderposition. Albums som Your Arsenal (1992) og Vauxhall and I (1994) bliver af mange betragtet som kunstneriske højdepunkter:

Hvor Your Arsenal, der er produceret af Mick Ronson (som er kendt for sit samarbejde med David Bowie), var mere rock-orienteret og glam-inspireret, så var Vauxhall and I mere moden, reflekterende og lyrisk stram i sit udtryk, og af mange kaldt hans bedste soloalbum

2000’erne: Comeback og ny loyal fanskare

Efter en periode med labelproblemer og lavere kommerciel synlighed vendte Morrissey stærkt tilbage med You Are the Quarry (2004).

Her ramte han igen en bredere offentlighed med sange som “Irish Blood, English Heart”, hvor hans politiske og kulturelle identitet blev tydeligere end før.

Musikalsk kombinerede han klassisk britisk guitarrock, moderne indie-produktion
med en stadig stærk vokal og melodisk sans.

Efterfølgende albums som Ringleader of the Tormentors (2006) og Years of Refusal (2009) viste en mere rå og direkte rocklyd.

I de senere år har Morrissey bevæget sig endnu længere væk fra mainstream-industrien, men samtidig fastholdt en loyal global fanskare.

Albums som World Peace Is None of Your Business (2014), Low in High School (2017) og I Am Not a Dog on a Chain (2020) viser en kunstner, der stadig eksperimenterer med mere orkestrale arrangementer, politiske og kulturelle temaer, og en blanding af crooner-tradition og moderne rock.

Koncerten i Gøteborg

Bienvenue en Suède, Morrissey. Publikums begejstring for den engelske stilikon var ikke til at tage fejl af da han endelig entrede scenen ved 9-tiden efter at have underholdt os med musikvideoer af sine personlige musikpræferencer i 40 minutter.

De tæller bl.a. Cherry Bomb med The Runaways. She’s the One af Ramones. Where Have All the Flowers Gone? fremført af Marlene Dietrich. Fade To Grey af Visage. David Bowies Rebel Rebel. Kraftwerks Autobahn. Og, Girls Were Made To Love And Kiss af Anthony Newley.

Han indledte koncerten, primært med smagsprøver fra sin nye album ”Make-Up Is a Lie”. Her har titelnummeret fra albummet endnu engang nået en Top-10 placering, ligesom BBC endnu engang, ifølge Morrissey ikke gider at spille den.

Det blev også tid til nogle af sine egne klassikere, såsom ”Suedehead”, ”First of the Gang to Die” og ”Everyday Is Like Sunday” inden han som det eneste ekstranummer sluttede af med The Smiths evergreenen ”There Is a Light That Never Goes Out”.

Dette fik følelserne til at boble lidt for meget for publikum, der mange gange under koncerten havde råbt Morrissey. Her sprang to mænd op på scenen for at kramme idolet, hvilket de dog ikke fik lov til af vagten, som førte dem tilbage ud over scenekanten.

Da koncerten var afsluttet, var folk generelt set tilfredse med at have fået det de var kommet efter. Hvilket vil sige en kunstner, der igennem hele karrieren har udtrykt en forkærlighed for outsiderfigurer, både i musik og lyrik, der blander ironi, melankoli og kulturelle referencer, og som bliver leveret med en vokalstil, der balancerer mellem crooner-tradition og dramatisk fremførelse.

Efterskrift

Morrisseys karriere er sjælden, fordi den ikke følger den typiske kurve fra indiehelt til klassisk legacy-artist. I stedet har han bevaret en konstant spænding mellem pop, kunst og provokation.

Fra The Smiths’ melankolske guitarunivers til hans soloalbums teatralske crooner-rock står han tilbage som en kunstner, der aldrig har forsøgt at blive tilpasset – men i stedet har insisteret på at definere sin egen plads i musikhistorien.