Der er kunstnere, som bruger resten af karrieren på at gentage den plade, der gjorde dem berømte. Og så er der Tricky, der går egne veje.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Siden Maxinquaye udkom i 1995, har Adrian Thaws brugt næsten lige så meget energi på at undslippe albummets skygge, som han brugte på at skabe det.

Det er paradoksalt, for netop Maxinquaye står i dag som et af de mest betydningsfulde britiske album fra 1990’erne.

Hvilket er et værk, der sammen med nogle af dem som Massive Attack og Portishead udgav var med til at definere det, verden senere døbte triphop. Men Tricky har altid hadet at blive sat i bås.

Den urolige pioner

I begyndelsen lød det, som om nogen havde slukket lyset i hiphop. Hvor andre rappere fyldte rummet med selvsikkerhed, hviskede Tricky.

Hans stemme var ikke en frontfigur, men endnu et instrument blandt støvede beats, dub-basser, skæve guitarer og en næsten klaustrofobisk produktion.
Maxinquaye var ikke bare en plade. Den var en stemning.

Samarbejdet med Martina Topley-Bird skabte en af de mest særegne vokaldynamikker i moderne populærmusik.

Hvor hendes stemme svævede rent og næsten uskyldigt over musikken, lød Tricky som en mand, der rappede inde fra sit eget hoved.

Rastløsheden som drivkraft

Men succesen blev samtidig begyndelsen på et livslangt opgør med forventninger.

Hvor mange af hans samtidige begyndte at raffinere deres lyd, gjorde Tricky det modsatte.

Pre-Millennium Tension blev mørkere. Angels With Dirty Faces blev mere rå.
Juxtapose flirtede med amerikansk hiphop. Siden fulgte rock, blues, punk, industrial, soul og eksperimenterende elektronisk musik.

Kritikere har ofte været uenige om kvaliteten af de enkelte udgivelser, men de fleste er enige om én ting: Tricky har aldrig lavet den samme plade to gange. Det har gjort diskografien ujævn, men også bemærkelsesværdigt modig.

Hvor andre kunstnere beskytter deres brand, har Tricky konsekvent saboteret sit eget.

Marta Złakowska – Den nye kreative akse

Hvis Martina Topley-Bird var stemmen bag 1990’ernes Tricky, er Marta Złakowska blevet stemmen for den modne udgave.

Samarbejdet begyndte i anden halvdel af 2010’erne, men har gradvist udviklet sig til noget langt større.

På Fall To Pieces var hendes vokal allerede central, og siden har de udgivet fælles materiale og udviklet et samarbejde, hvor Marta ikke blot synger sangene, men er med til at definere deres følelsesmæssige udtryk.

Den nye single Out Of Place peger samtidig mod albummet Different When It’s Silent, hvor Tricky igen søger væk fra nostalgi og mod en mere minimalistisk, punket og guitarpræget lyd.

Different When It’s Silent

Det er også derfor, den aktuelle turné har delt anmelderne. De, der accepterer Trickys præmis, oplever noget helt andet. På scenen står han sjældent i centrum. Lyset er næsten slukket. Publikum ser mest en silhuet. Hans egen vokal ligger ofte dybt nede i mixet.

I stedet overlader han pladsen til Marta Złakowska og den nye samarbejdspartner Mitch Sanders, mens han selv bevæger sig rundt som en skyggefigur. Mere som dirigent end frontmand. Hvilket er et radikalt opgør med rockstjernens rolle.

En splittet anmelderskare

Derfor er anmeldelserne næsten som et spejl af Trickys karriere. I Bristol beskrev Bristol 24/7 koncerten som “mørk, grumset og overraskende intim”.

Anmelderen mente, at Marta og Tricky havde fundet den stærkeste scenekemi siden Martina Topley-Bird, og roste de nye sange for at passe naturligt ind mellem klassikerne.

Sonic Abuse gik endnu længere og kaldte koncerten en “dark masterclass in intensity”. Her blev Trickys kompromisløse tilgang fremhævet som et bevidst kunstnerisk valg: Han giver publikum det, de har brug for. Ikke nødvendigvis det, de forventer.

I Paris blev den stramt koreograferede koncert beskrevet som usædvanligt professionel, hvor Marta og Mitch Sanders delte vokalerne, mens Tricky fungerede som den mørke kraft, der holdt forestillingen sammen. Anmelderen fremhævede især finalen med “Vent” som et fascinerende klimaks.

Men Hamburg viste bagsiden. Her blev koncerten kritiseret for et hårdt lydmix, næsten uforståelig vokal og en varighed på blot omkring 35 minutter. Flere publikummer forlod ifølge anmeldelsen salen frustrerede, da de forventede ekstranumre, som aldrig kom.

Den samme kamp som altid

Det interessante er, at præcis den konflikt har fulgt Tricky i over 30 år. Publikum kommer for Maxinquaye. Tricky kommer for at spille den musik, han laver nu. Han har aldrig ønsket at være et nostalginavn.

Tværtimod virker det næsten, som om han aktivt forsøger at gøre det umuligt at konsumere ham som et museum. Selvom der også bliver plads til de gamle hits.

Derfor synger Marta ofte mere end ham. Derfor står han i mørket. Derfor bliver sangene omarrangeret. Derfor er koncerterne korte.

En kunstner uden facit

Mange musikere bliver med alderen rundere. Tricky er snarere blevet mere kompromisløs. Det oplevede folk også her til aften i Gøteborg.

Han har aldrig haft den kommercielle stabilitet, som hans samtidige fra Bristol har opnået. Til gengæld har han bevaret noget, som er langt sjældnere: en vedvarende rastløshed.

Når man ser ham på scenen i 2026, er det ikke en veteran, der genopfører sin storhedstid.

Det er stadig den samme kunstner, som i 1995 nægtede at følge reglerne.
Forskellen er blot, at stemmen, der engang kom fra Martina Topley-Bird, nu kommer fra Marta Złakowska.

Og måske er det netop den største styrke ved Tricky. Han forsøger ikke at genfinde fortiden. Han forsøger stadig at undslippe den.

Hvilket fra bandets begyndelse til nu også har gjort dem til et af Europas mest fascinerende og misforståede musikprojekter.