For nogen er Laibach geniale samfundskritikere. For andre er de provokerende. Og i aften blev dette mix udløst i Filmstudion i Göteborg.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I mere end fire årtier har det slovenske kunstkollektiv Laibach udfordret publikums forståelse af politik, propaganda, kunst og massepsykologi gennem en kompromisløs blanding af industrial musik, totalitær æstetik og filosofisk performancekunst.

Hvilket fra bandets begyndelse til nu også har gjort dem til et af Europas mest fascinerende og misforståede musikprojekter.

Laibach

Laibach blev grundlagt i 1980 i den slovenske industriby Trbovlje, som dengang var en del af det socialistiske Jugoslavien. Gruppen opstod i et miljø præget af kulminer, tung industri og politisk kontrol. Forhold som hurtigt blev centrale elementer i deres æstetik og lyd.

Selve navnet “Laibach” er kontroversielt., da det er det tyske navn for Ljubljana, som Nazityskland benyttede sig af under deres besættelse af Slovenien i Anden Verdenskrig.

Allerede her etablerede gruppen den strategi, som siden har defineret dem, hvilket konkret vil sige at bruge historisk og politisk ladede symboler uden at forklare sig entydigt.

Laibach blev hurtigt forbudt af de jugoslaviske myndigheder. Blandt andet på grund af deres brug af uniformsæstetik, propagandalignende plakater og aggressive sceneshows. Men forbuddet gjorde dem kun mere mytiske.

Kunsten at overidentificere sig med magten

Laibach har altid været vanskelige at placere politisk. Da de fremstår ofte som autoritære, militaristiske og næsten fascistoide i deres visuelle udtryk. Men pointen er netop, at publikum aldrig får den komfortable forklaring på, hvad der er ironi, og hvad der er alvor.

Gruppen arbejder med det, filosoffer og kulturkritikere senere har kaldt “overidentifikation”: De tager magtens symboler så ekstremt alvorligt, at magtens absurditet bliver synlig.

Deres koncerter indeholder typisk elementer af marchrytmer, uniformsæstetik, gigantiske symboler, propaganda-lignende visuals, dybe autoritære vokaler.

Resultatet er både dragende og foruroligende. Publikum bliver tvunget til at konfrontere deres egen fascination af autoritet, nationalisme og massepsykologi.

Laibach kritiserer ikke magt ved at stå udenfor den. De går ind i dens æstetik og spejler den tilbage i ekstrem form.

Industrial musik møder totalitær opera

Musikalsk bevæger Laibach sig mellem industrial, elektronisk musik, neoklassiske arrangementer og teatralsk pop. Deres lyd er monumental, mekanisk og ofte overraskende melodisk.

Mange moderne bands skylder dem mere, end de måske selv vil indrømme. Især tyske Rammstein har tydeligt arvet Laibachs marcherende rytmer, dybe barytonvokal og militaristiske sceneshow. Men hvor Rammstein primært fungerer som underholdende chokrock, arbejder Laibach på et mere konceptuelt og filosofisk plan.

Gruppen har også klare forbindelser til pionerer som Kraftwerk og Throbbing Gristle. Fra Kraftwerk har de videreført fascinationen af teknologi, maskiner, koncept og identitet. Og, fra Throbbing Gristle har de lånt industrial musikkens chokæstetik og performancekunst.

Laibach har dog videreudviklet disse elementer ved at kombinere det med geopolitik, ideologikritik og historisk symbolik.

“Opus Dei” og gennembruddet

Laibachs internationale gennembrud kom med albummet Opus Dei fra 1987. Her transformerede de popsange til nærmest totalitære hymner.

Særligt deres version af Opus-hittet “Life is Life” blev nærmest ikonisk. Den joviale stadionpop blev omdannet til noget, der lød som en marcherende propaganda-sang fra et dystopisk imperium.

Det samme skete med Queens “One Vision”, som Laibach omdøbte til den tysksprogede “Geburt Einer Nation”. Resultatet var både absurd morsomt og ubehageligt overbevisende.

Laibach afslørede dermed, hvor tæt massepop og propaganda egentlig kan ligge på hinanden.

Nationalisme, kapitalisme og geopolitik

Gennem årene har Laibach konstant ændret fokus, men altid med samfundets magtstrukturer som centrum.

Albummet Kapital fra 1992 behandlede overgangen fra kommunisme til kapitalisme i Østeuropa og beskrev markedskræfterne som en ny form for ideologisk kontrol.

I 2006 udgav de det ambitiøse værk Volk, hvor hvert nummer tog udgangspunkt i en nationalhymne fra forskellige lande. Albummet undersøgte nationalismens følelsesmæssige kraft og de myter, moderne stater bygger deres identitet på.

På Spectre fra 2014 rettede de blikket mod overvågning, neoliberal politik og samtidens protestbevægelser. Her blev lyden mere synthpop-orienteret og overraskende catchy, uden at de opgav deres politiske skarphed.

Musick: AI og kulturel overstimulering

Laibachs seneste album, Musick fra 2026, er måske deres mest samtidige værk til dato.

Hvor gruppen tidligere analyserede staten, nationen og kapitalismen, undersøger de nu selve kulturmaskinen. Hvilket vil sige streamingplatforme, sociale medier, algoritmer og AI-genereret musik.

Titlen fungerer som et ordspil mellem “music” og “sick” – en reference til den moderne oplevelse af både at være afhængig af musik og samtidig overmættet af konstant digital stimulering.

Albummet blander industrial med hyperpop, Eurodance og bevidst kitschede popreferencer. Laibach bruger elementer fra moderne mainstreamkultur som et spejl, der viser samtidens algoritmiske masseproduktion af følelser og identitet.

Det er både satire og imitation. Og præcis som altid hos Laibach er det svært at afgøre, hvor kritikken slutter, og fascinationen begynder.

Det umulige/mulige møde med Nordkorea

Et af Laibachs mest omtalte projekter fandt sted i 2015, hvor gruppen som et af de første vestlige bands nogensinde spillede koncert i Nordkorea.

Valget af repertoire gjorde situationen endnu mere surrealistisk. Blandt andet fremførte de sange fra musicalfilmen The Sound of Music. Et værk, som nordkoreanske myndigheder accepterede som relativt “ufarligt”.

Projektet blev dokumenteret i filmen Liberation Day og står i dag som et næsten perfekt billede på Laibachs metode. Dybt alvorlig, absurd humoristisk og kulturelt grænseoverskridende på samme tid.

Stadig relevante efter fire årtier

Mange bands fra industrial-scenen er blevet nostalgiske museumstykker. Laibach føles derimod stadig farlige.

Deres koncerter i 2026 beskrives af anmeldere som intense, teatralske og visuelt overvældende. Publikum fremhæver især gruppens evne til at integrere AI-tematikker, sociale medie-referencer og moderne popæstetik i deres sceneshows uden at miste den mørke autoritet, der altid har defineret dem.

I en tid præget af algoritmer, politisk polarisering og konstant digital manipulation virker Laibachs projekt næsten mere aktuelt end nogensinde.

For måske er deres egentlige budskab ikke politisk i traditionel forstand. Måske handler det snarere om, hvor let mennesker formes af billeder, rytmer, slogans og fællesskaber.

Og netop derfor bliver Laibach ved med at fascinere: De viser os ikke bare magten. De viser os vores egen fascination af den.

Efterskrift

På scenen i Filmstudion i Gøteborg behandlede de slovenske legender nutidens popæstetik, hvor det nu er algoritmerne der styrer vores bevægelser, lige fra vi skriver indlæg og liker opslag på sociale medier, til vores overdrevne brug af intetsigende memer og animererede gif-kommentarer, som på en gang er meget overfladisk, men meget kendetegnende for den metaironiske kultur vi lever i.

Efter en underholdende og meget farverigt, hvor danserne forsøgte at få at os til at danse den samme sløre TikTok dans, så startede de anden del af koncerten med Tanz fra deres industrielle dage i firserne med en mørk æstetik, og understregede deres pointe med at der ikke er langt fra totalitære politiske magter til nutidens brug af AI til at få folk til bevæge sig i samme takt.

Vi fik heller ikke den udgave af Geburt einer Nation som de havde stillet os i udsigt i første del, hvilket kan tolkes som en af mange valgløfter politikerne aldrig holder, imens de leverede et langt instrumentalt medley over deres bagkatalog.

Hvor dette træk er en selvfølge blandt politikere, så er det nærmest en dødssynd, hvis musikgrupperne ikke spiller de numre de bliver hyret på. På denne måde leverede Laibach både en underholdende koncert, men også en oplevelse, hvor man har samme oplevelse, som den statement, som de ud af det siger Bono har udtalt sig om dem: I don’t really get it!