Anmeldelse af filmen PRIMAVERA (2025) af Damiano Michieletto. En film om udlængsel, håb, frihed, magt og berømmelse.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmens hovedperson Cecilia bor på Venedigs største børnehjem Ospedale della Pietà i starten af det 18. århundrede.

De mest talentfulde af børnene deltager også i børnehjemmets strygerensemble. Et af verdens mest anerkendte.

Det er her at den rødhårede præst Antonio Vivaldi bliver genansat som musiklærer, dirigent og komponist. Han skal fastholde interessen for de rige mæcener som støtter hjemmet. Da det i disse år mærker en stigende konkurrence fra ensemblet på Incurabili under ledelse af Nicola Porpora.

Efter at Cecilia bliver udvalgt til at være emsemblets førsteviolinist af Vivaldi sker der ting og sager. Dels mærker hun lærerens engagement i hende. Og misundelsen fra nogle af de andre musikere. Specielt fra Laura som blev forbigået.

Vivaldis møde med Frederik IV

Jævnligt spiller teenagerne for hjemmets rige velgørere ved specielle lejligheder. Men en dag rygtes det at den danske konge Frederik IV vil komme og se dem performe live.

Dette møde ser Vivaldi som en chance for rigdom og berømmelse. På under et døgn skriver han Violinsonate, Opus 2, specielt for den danske konge.

Selvom den festglade og pigeglade Frederik IV var draget igennem Europa med dæknavnet Greven af Oldenborg under Den Store Nordiske Krig, blev hans virkelig identitet hurtigt afsløret i Venedig.

Læs også: Nya Älvsborgs Fästning i Göteborg – Tordenskjolds aftryk

Byens styre sørgede for at der blev arrangeret gigantiske, pompøse fester, herunder en historisk regatta på Canal Grande og en storslået maskebalkultur.

Men også Ospedale della Pietà tog godt imod ham med bal inden han skulle overvære musikken som han forelskede sig i, ligesom han lige skulle have at vide hvem Cecilia var, hvilket Vivaldi ikke syntes godt om, da han ville gerne have haft kongens fulde opmærksomhed.

Det forliste ægteskab

I Primavera bliver vi introduceret til figuren Sanfermo som vil skænke børnehjemmet en stor sum penge som medgift hvis han kan få Cecilia som brud.

Men den unge kvinde som hverken tænder på rigdom, magt og berømmelse, men frihed og hendes karriere som musiker, er ikke meget for det arrangerede ægteskab som hjemmets ledelse prøver at presse hende ind i.

Så, da hun vælger at miste sin mødom til en simpel grønthandler, og dermed ikke er jomfru mere, ryger ægteskabet sig en tur.

Krigshelten Sanfermo, der føler sig ydmyget over den blanke afvisning, kvitterer hårdt og brutalt foran børnehjemmets ledelse at brække både hendes håndled og hånd sådan hun ikke er i stand til at kunne spille i den fortstående koncert, og måske for altid.

Juditha triumphans

Stykket er en markering af afslutningen af krigen, og skulle på en måde også markere brylluppet mellem Sanfermo og Cecilia, eller melllem Hæren og Kunsten,

I stedet for kommer Juditha triumphans mere til at virke som en ansats til Cecilias flugt og kommende frihed, og Vivaldi som modtager en stående applaus for værket, samtidig med at han kan se hans udkårne er forsvundet ud i det blå.

I de næste 40 år forsætter Vivaldi stillingen ved Ospedale della Pietà, men dør fattig som en kirkerotte. Hans navn og efterskrift synes i mange år at være gået tabt, men 200 år efter får hans værk De fire årstider, med Primavera, endeligt den anerkendelse og berømmelse han havde sukket over hele livet igennem.

Efterskrift

Primavera minder i stil om Konklave. Her bliver man også inviteret ind i en maskespil med fine bordeauxrøde uniformer og mystik.

Men hvor Konklave fokuserer på magtspillet, så er det overklassens dekadente livsførelse som bliver sat til vægs i mødet med den fattige Vivaldi og børnehjemmets beboere.