Anmeldelse af RIEFENSTAHL (2024) af Andres Veiel. En af tysk films allermest kendte filminstruktører bliver behandlet i en ny dokumentarfilm.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Leni Riefenstahl (1902-2003) var en tysk filminstruktør, fotograf, skuespiller og danser, der kunstnerisk slog igennem med nazipropagandafiilmene Viljens triumf (1935) og Olympia I og II (1938), hun instruerede.

Filminstruktører såsom George Lucas, Quentin Tarantino, og vores egen Lars von Trier, har alle ladet sig inspirere sig af Leni Riefenstahl.

Flere scener af Star Wars er nærmest taget direkte fra Viljens Triumf. Og rent teknologisk har instruktørerne gjort brug af hendes dengang innovative metoder med at skyde en film.

Bl.a. ved at have mange kameraer opstillet i forskellige positioner under indspilningen af en scene. Denne metode benyttede Lars von Trier sig af da han lavede Dancer in the Dark.

Efter krigen og resten af hendes dage skulle hun forholde sig til hendes fortid. Her fastholdt hun hendes uskyld, da hun hævdede ligesom mange andre tyskere at hun ikke anede hvad der foregik.

Denne påstand Andres Veiel gør op med i hans nye dokumentarfilm om Leni Riefenstahl, som hovedsagelig er bygget på nye materialer om hende.

Ved sin død i 2003 efterlod hun 700 kasser med masser af film, billeder, lydoptagelser, manuskrifter, breve og noter.

I 2016 blev alt dette nu gjort tilgængelig for offentligheden. Og, i 2018 startede Veiels hold med at gennemgå materialet.

Leni Reifenstahl

Som ung ønskede Riefenstahl at blive danser, men en skade gjorde en ende på den karriere.

Dette førte hende ind i en ny retning hvor hun kastede blikket på det at være filmskaber både bagved og foran kameraet, da hun i sin debutfilm ”Det blå lys” fra 1932 både var instruktør og skuespiller.

”Det blå lys” var en såkaldt bjergbestigningsfilm, som var meget populære at lave i disse år. I filmen kan man se en ung atletisk Riefenstahl på herorisk vis sætte livet på spil oppe i bjergene.

En af kommentarerne til filmen var at hvis nazisterne så den, så ville de være bjergtaget af den. Riefenstahl tager derefter kontakt med Adolf Hitler, som ved deres første møde lover hende at hun vil komme til at lave deres film, hvis de kom til magten, da han synes meget godt om filmen.

Med nazi propagandafilmene ”Viljens triumf fra 1935 og de to Olympiade film fra 1938 slog hun sit navn fast som filminstruktør, ikke bare i Tyskland. Men også udenfor landets grænser, hvor bl.a. Mussolini ønskede at hun lavede en film for ham.

Efter krigen sad hun under arrest men bliver løsladt kort tid efter. Dette betød dog ikke at hun gik ustraffet hen, da hendes karriere som filminstruktør var over, da folk enten ikke ville, eller kunne samarbejde med hende.

I starten af halvfjerdserne gjorde hun sig bemærket igen som fotograf. Hvilket blev til nogle fotobøger om Nuba-folket i Sudan, som pressen mente var fascistoide da de fokuserede meget på skønheden i menneskekroppen.

Efter et langt liv døde hun som 101-årig i 2003. I hendes hjem efterlod hun masser af materialer, da hun optog alt. Ikke bare film og billeder. Men også eksempelvis telefonsamtaler.

Det er dette materiale som primært er kildemateriale til Veiels nye film Riefenstahl.

En sygeliggørelse af folket

Andres Veiels nye film om Leni Riefenstahl er en advarsel imod den politiske højreradikalisme, som ikke bare finder sted i hans hjemland, men også i f.eks. i USA i disse år.

I den sidste telefonsamtale Riefenstahl fører i filmen, kommer hun ind på at det vil tage en eller to generationer i Tyskland at genopdage sin rolle med hensyn til moral, dyd og orden.

Disse tanker er ifølge instruktøren ikke så fjernt fra det Donald Trump fortæller hans MAGA-bevægelse om immigranter, som efter præsidentens mening ødelægger amerikansk blod.

Facistisk æstetik

I P1 radioprogrammet K-Live på DR bakker forfatter og filmkonsulent Steen Bille op om Veiels udlægning af Riefenstahl.

Da hun ifølge konsulenten dyrkede kroppen og overmenneskeidealet, som er et fascistisk udtryk der her finder sit udtryk i billeder.

”Fascismen eller nazismen, har idealet om den sunde krop eller det sunde folk. Og alt det som ikke er sundt skal udryddes. Det har ikke en plads i folket.

Derfor så myrdede nazisterne handikappede mennesker. Myrdede dem som de betragtede som fjender. Nemlig jøder, sintier, romaer, og homoseksuelle mennesker. Alt hvad der stak en smule ud.

Trump påpeger også at der er en sygdom i folket. Og sygdommen er de illegale indvandrere.

Eller indvandrende fra Haiti, der spiser alle de retskafne amerikaneres kæledyr. Så er det den samme æstetik.

Det er den samme dæmonisering af alt dette som ikke er en del af, det som de siger, en naturlig del af folkekroppen.

Det er en sygdom, en bacille, en virus. Som skal ud. Og, som skal væk. Nazisterne slog dem så ihjel og Trump nøjes så med at udvise dem”.

Derudover køber Bille heller ikke Riefenstahls påstand om at det med at lave en film såsom Viljens Triumf bare var bestillingsarbejde fra nazisterne.

Hvilket kun var noget som hun udførte fordi hun ville følge ordrer. Det mener Tysklandskenderen ikke holder på nogen måde. Da han pointerer at der altid følger et moralsk ansvar som spiller med i de valg der foretages.

Tysk dobbeltmoral

Veiels film klæder Riefenstahl af til skindet. Da han nøgternt holder hendes fornægtelser op mod fakta, som han dokumenterer med materialer fra hendes egne efterladenskaber.

Dermed afsiger han ikke sin dom over den tyske filminstruktør, da han lader det op til biografpublikummet at tage stilling.

I midten af halvfjerdserne var hun inviteret med til en tv-talkshow, hvor værten diskuterede nazisttiden med de inviterede gæster. Her fastholdt Riefenstahl sin uskyld, da hun ikke vidste hvad der foregik.

Dette udsagn blev straks dementeret af en anden af de inviterede gæster, som sagde at de vidste udmærket godt hvad der foregik. Og, da både hun og Riefenstahl var fyldt 30 da nazisterne kom til magten, så kan de ikke frasige sig deres medansvar.

et talerør for dem som fornægtede virkeligheden

Efter tv-showet fik Leni Riefenstahl mange opmuntrende ord fra de ophidsede tv-seere som tog stærkt afstand fra den anden gæsts holdninger i studiet.

Dette forstår Sten Bille godt hvorfor de gjorde: ”Riefenstahl var jo talerør for dem som sagde vi fulgte bare ordrer.

Og så synes de at hun var en genial filminstruktør. Og det var så nok til at sige at hun bare var udsat for en heksejagt. Frygtelig. Frygtelig. Frygtelig.

Det skal vi redde hende for. Vi skal sige at vi står bag hende. At vi vil styrke hende. At vi vil gå imod hendes fjender. Det er jo ikke så svært at forstå, fordi de kæmpede jo alle sammen med deres skyld.

Det er jo svært at leve med som almindelig nutidig tysker at sige at min far, min farfar, min oldefar var med i det her.

At de var skyldige. At de stod og hev folk ind i gaskamrene. Som så blev fejet væk af dem som fik lov til at overleve. Det er svært.

Jeg kan godt forstå at man har ledt efter en nem udgang fra det her. Og ikke at skulle føle sig skyldig på sin families vegne.

Men der synes jeg at det nutidige Tyskland har gjort rigtigt meget for at arbejde med en skyldkultur som ikke belaster den enkelte. Men man som efterfølgende nation efter Naziriget er nødt til at forholde sig til det her”, afslutter Sten Bille.

Efterskrift

I filmens afslutning lægger instruktøren op til at det som Riefenstahl gerne vil huskes for er hendes første film ”Det blå lys”, hvor hun klatrer i bjergene. Da hun i sine sidste optagelser er en tur op i bjergerne.

Dette giver mening ud fra den betragtning at succesen med at lave de efterfølgende nazipropagandafilm også havde en stor personlig omkostning for hende efter krigen, selvom hun undgik at blive sendt i fængsel.

Der fik hun, modsat andre tyskere, aldrig lov til at slippe for at forholde sig moralsk til sin fortid. Selvom mange almindelige borgere stadig bag de indre linjer bibeholdt de samme politiske meninger de havde under nazitiden.

At nazispøgelset ikke bare stoppede i 1945, og at det kan komme igen, synes dermed at være en af Veiels pointer med filmen som fortjener et stort publikum.