Anmeldelse af “SOVIET BUS STOPS” (2022) af KRISTOFFER HEGNSVAD. Filmen er en hyldest til de unikke busstoppesteder der blev opført i Sovjet.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Christoffer Herwig er en canadisk fotograf som slog sit navn for en bredere offentlighed, da han udgav den første bog om busstoppesteder i det hedengangne Sovjetunionen i 2015.

Han spiller hovedrollen som sig selv i Hegnsvads dokumentarfilm. I mere end 15 år har han gjort det til sit speciale at dokumentere disse specielle værker. Som oftest kan kategoriseres i området mellem kunst, håndværk, og arkitektur.

Soviet Bus Stops

Det som giver roadmovien drama og fremdrift er fotografens møde med naturen og lokalbefolkningen. Samt det at største del af filmen er optaget om efteråret og vinteren. Her kan vejret spille ind som en aktiv aktør i de oftest hullede veje, han kører på i sin jagt efter et nyt motiv.

Vi oplever blandt andet hovedpersonens nørdede passion på vej mod en busstopsted. Den befinder sig på en snebeklædt bjergtop i Georgien. Hvad skal han gøre, når bilen har sat sig fast i sneen. Skal han droppe projektet? Eller prøve at komme i mål?

Efter at være blevet trukket fri af et andet køretøj, kan han fortsætte turen indtil han ser en øde og forladt stykke arkitektur som de fleste nok ikke ville have i deres sind, som værende en vigtig destination.

I Georgien møder han også den anerkendte, men også kontroversielle kunster Zurab Tsereteli, fordi mange mener han blev overbetalt for sine mange skulpturelle kunstværker.

De kan eksempelvis ses mange steder i Tbilisi. Samt i Rusland, hvor han var en af de ti rigeste mennesker som boede i nabolandet ved årtusindeskiftet.

På sin rejse rundt i de gamle socialistiske sovjetrepublikker, kommer han i kontakt med to gamle håndværkere Enu Mäela og Jüri Konsap i Estland. De konstruerede en busstop som er inspireret af en edderkop uden foran den møbelfabrik de arbejdede for.

Grunden til at de opførte den var ikke forbundet med at glæde styret, men derimod lokalbefolkningen i en tid hvor det var knap med økonomiske ressourcer.

Mange unikke værker

Det som er det mest fascinerende ved filmen er dog at se de mange busstoppesteder som stadig står der. Mange af dem er i fare for at blive revet ned, dels pga. dårlig stand, men også fordi de minder folk om en tid som de gerne vil fortrænge.

Mange folk som Christoffer Herwig har mødt på sin vej, er derfor også meget skeptiske over hvorfor han vil fotografere dem. Og, ofte skal han komme med en overbevisende forklaring om at det ikke er fordi han ønsker at nedgøre dem. Men det modsatte. At skildre dem inden de forsvinder.

Efterskrift

I Sovjetunionen hyldede de ensretningen. Også i valget af byggematerialer, som gerne skulle være standardiseret.

Busstoppestederne står med deres individuelle karakterer som en slags modsvar mod denne ideologi. Da de med deres mangfoldige udtryk, vidner om en hyldest til noget dybt menneskeligt, da de udtrykker en kreativitet som ikke kan være maskinskabt.

At de så er blevet opført, skyldes måske en ikke farlig reaktion mod den herskende totalitære ideologi, da nogle af dem blev opført med midler fra den lokale regions pengekasse. Andre pga. privat initiativ. Men fællesnævneren er at de kun kan opleves i de gamle postkommunistiske lande, og derfor fremstår som kulturarv.

Håbet for den georgiske arkitekt Nana Zaalishvili er dog også at de bliver bevaret, da man ikke bare kan slette historiens gang.

Hvad der så helt konkret vil ske med på den lange bane er dog svært at spå om. Men i en tid hvor gamle socialistiske modernistiske bygningsværker får en revival, kan det være at de bliver beskyttet på den ene eller anden måde.

Christoffer Herwigs arbejde med at sprede kendskabet til denne skæve forsamling af små skulpturelle arkitektoniske værker langs vejene, tjener derfor en stor applaus.