Engang for længe siden boede nogle af verdens rigeste familier, herunder Rothschild, Nobels og Siemens i Sololaki-kvarteret i Tbilisi.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I dag er det billedskønne og idylliske Sololaki-kvarter, det område af Tbilisi som de fleste turister primært opholder sig i når de besøger Georgiens hovedstad.

Første stop på turen bliver dog over den modsatte bred af floden Kura som løber igennem Tbilisi, i Rike parken.

Rike parken

Parken er en af de nyeste anlæg i midtbyen. Hvis man ser den ovenfra i fugleperspektiv dannes der et et storslået kort over Georgien. I dette kort er regionsgrænserne i landet markeret af de bugtende stier parken.

Når vejret bliver varmere. Er Rike parken et samlingspunkt for kunstnere som sælger deres værker til turister. Senere i løbet af oktober måned, bliver der også afholdt et stort kulinarisk arrangement, hvor du kan smage traditionelle georgiske retter.

En ny moderne svævebaneanlæg findes også i anlægget. Her kan de rejsende for 15 kroner komme en tur over Kura-floden og den gamle Sololaki bydel op til Narikala-fæstningen på toppen af Sololaki-højen.

Sololaki

Det oprindelige navn på området, som betyder kanal eller akvædukt, er inspireret af de mange kanaler, der er gravet op for at vande haverne i kongefamilens ejendom.

Storhedstiden for Sololaki var tidsperioden fra det sene 19. til det tidlige 20. århundrede. Her opdagede globale forretningsmænd Tbilisi, fordi de søgte efter formuer i oliefelterne i Aserbajdsjan.

Problemet for personer som Nobels, Siemens og Rothschild var at kunne få adgang til verdenshavene gennem Det Kaspiske Hav, som Aserbajdsjan grænser ud til. Dette bevirkede at de så muligheder i Tbilisi.

På den smalle Sololakigade på toppen af Sololaki-højen, er det første man ser, efter at have passeret souvenirsælgende, det store Georgiernes mor monument.

På vej ned af højen på de smalle og til tider skrøbelige stier, kan man se hele Sololaki-kvarteret som det ser ud fra oven.

Øvre Bethlehemskirken

Den første stop var ved Øvre Bethlehemskirken, som ligger på skråningen af ​​Sololaki-højen.

Kirken er en kopi af den basilika hvor Jesus blev født i byen Betlehem. Som en del med at anlægge kirken blev der hentet noget Betlehemsjord fra Palæstina.

Det menes at den første religiøse bygning blev opført i det 5. århundrede af den navnkundige konge Vakhtang Gorgasal, Og, at hans mor Sagdukht blev begravet her.

Kirken, som i den nuværende udgave blev færdiggjort i det 18. århundrede var indtil 1994 en armensk kirke. Nu fungerer den som en georgisk-ortodoks kirke.

Betlehemsudsigtspunktet

Ikke så langt væk fra Øvre Bethlehemskirken er der et udsigtspunkt som er kendt for sin betagende panoramaudsigt over Georgiens hovedstad.

Her kan man i ro og fred observere byens blanding af moderne og historisk arkitektur i Sololaki og tilstødende områder af den ganle bydel.

I det fjerne kan jeg se Treenighedskatedralen, der blev bygget mellem 1995 og 2004. Det er den tredjehøjeste østlige ortodokse katedral i verden og en af ​​de største religiøse bygninger i verden målt i alt areal.

Til højre for den er der et stort modernistisk beboelseslejlighed som blev opført under Sovjettiden. På denne måde er både religiøse og ikke-religiøse bygninger synlige på lang afstand, som et vidnesbyrd om tidernes skiftende gang.

ICOMOS Georgien

Ved siden af Betlehems-udsigtspunktet kan man se hovedkvarteret for ICOMOS Georgien, der er en NGO som blev stiftet i 1993.

ICOMOS arbejder for at fremme en høj professionel standard for bevaring af bygninger. Dette gøres ved videnspredning, oplysning, og pilotprogrammer på nationalt, regionalt og internationalt niveau.

BetlehemsGadetrappen

På vej ned fra udsigtspunktet passerer jeg den karakteristiske Betlehemstrappe, som blev designet af arkitekten Timote Beloi i 1850.

Projektet blev implementeret som en donation til byen af den tbilisiske håndværksunion Amkaris, og forbinder byens historiske distrikter.

Gudiashvilipladsen

Pladsens historie går tilbage til 1785. Her blev den nævnt for første gang i en byfornyelsesplan. På dette tidspunkt var pladsen omgivet af huse med fladt tag. Men fra starten af 1800-tallet startede opførelsen af ​​Tbilisi-husene med altaner.

Nogle af disse kan stadig ses. Bl.a. bygningen for Georgiens Litteratur og Det Blå Hus. Disse bygninger husede engang kronprinsen af ​​Rusland og de vigtigste medarbejdere i den russiske hær.

I 2018 gennemgik Gudiashvilipladsen en omfattende restaurerering. ‘i 2018. Dette betød bl.a. at huse fra 1500-tallet blev ført tilbage til deres oprindelige udseende.

På pladsen blev der stillet bænke op på det gamle torv, så Tbilisis beboere og besøgende udefra, kunne få et bedre udsigt til arkitekturen på dette historiske sted.

Sololaki-kvarteret

I kvarteret kan man se charmerende bygninger i forskellig forfatning. Nogle er meget velholdte, imens andre savner lidt omsorg og pleje. Da vinduerne ikke længere er placeret i bygningen.

Gia Abesadze-gaden er opkaldt for at ære en doktor som mistede livet i forbindelse med en folkelig opstand i 1991.

Det, der dog slår mig mest når jeg vandrer rundt i gaderne er den stilhed som er. Fordi alle andre steder i byen, kan man ikke undgå lyden af den tunge traffik og mængden af de mange mennesker i bybilledet. Men det kan man her midt i turistland.

Kato-kvarteret

I dette område, som ligger nær Rezo Gabriadze Marionetteater, kan man b.la. se Kari St. George-kirken på Kong Erekle II-pladsen.

Det var her at kong Vakhtang Gorgasali fik opført St. Archangels kirken i det 5. århundrede. Den blev destrueret i slutningen af det 14. århundrede pga. mongolerne angreb Tbilisi.

Kirken som stammer fra det 18. århundrede fungerer i dag som en hofkirke. Dette kan også ses i dets navn, da Kari betyder Hof.

Ved middagstid åbner kirken, og den inviterer byens fattige og hjemløse til en omgang frokost.

Lidt længere nede af den samme gade hvor kirken er placeret er der et område, hvor lokale kunstnere sælger deres værker til turister. Disse er dog ikke af en særlig høj kvalitet.

Abanotubani

Abanotubani er kendt for sine svovlholdige bade, og navnet betyder bogstaveligt talt badedistrikt.

Den spiller en vigtig del af Tbilisis hovedstad. For det var her at kongen af ​​Iberia (Som Georgien hed tidligere), Vakhtang Gorgasalis falk landede.

Dette førte til opdagelsen af ​​de varme kilder og efterfølgende til grundlæggelsen af ​​en ny hovedstad, som blev til Tbilisi.

Kong Erekles bad og Georgisk badekultur

Siden det 18. århundrede har Kong Erekles bad været i drift . Først var det den berømte kong Erekle II’s private badested, men nu er det åbent for alle.

I øjeblikket er Kong Erekles bad det bedst rehabiliterede bad i Tbilisi og leverer svovlbadetjenester i luksusklassen. Du kan bruge poolen, mens væggene der er dekoreret med smukke sten, vil transportere dig tilbage i tiden.

Før i tiden gik folk i bad og blev der i timevis, da det var et sted at opbygge relationer.

De samme bade, der blev brugt dengang er stadig i brug i dag, og er stadig ret populære blandt både lokale og turister.

Metekhikirken

Metekhikirken er en georgisk-ortodoks kristen kirke, som er beliggende på breden af Kura-floden på Metekhi-klippen, overfor den gamle bydel i Tbilisi.

Meget af den eksisterende struktur går tilbage til middelalderen og blev bygget mellem 1278 og 1289 under kong Demetrius II af Georgien,

Efter at Georgien blev en del af det russiske imperium, blev fæstningen som var blevet ophørt ved siden af kirken til et fængsel. Og fangerne ridsede deres navne på kirkens facade.

I 1921, i begyndelsen af ​​sovjettiden blev der oprettet et fangelejr på kirkens område. Her blev der jævnligt begået henrettelser af fanger.

Befæstninger blev ødelagt i 1937, og kirken var også planlagt til at blive revet ned, men på grund af lokale protester overlevede den.

Efterskrift

Sololaki og den gamle bydel af Tbilisi kan ses på en halv dag. Men, hvis man vil prøve at tage et svovlbad, eller tage en tur i botanisk have, mm. Samt slendre langsomt igennem gaderne, vil det selvfølgeligvis tage længere tid.

Men som det forhåbenligt fornemmes af ovenstående tekst, så rummer bygningerne, stederne mange unikke historier, som fortæller brudstykker af Georgiens 3000 år som stat.