Den rumænske film instruktør Cristian Mungiu afholdte en masterclass i forbindelse med Warszawa Film Festivalen 4.1 den 11 Oktober 2025.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Cristian Mungiu slog sit navn fast internationalt i 2007 da han med sin film 4 Måneder, 3 Uger og 2 Dage vandt Guldpalmen ved Cannes Film Festivalen.

Filmen, som handler om et rumænsk samfund i 1980erne, hvori abort var illegalt, og derfor forgik under yderst risikable forhold, var med til at bane vejen for rumænsk film i nullerne.

Her var Mungiu, bl.a. sammen med Corneliu Porumboiu, der instruerede 12:08 Øst for Bukarest (2006), og Cristi Puiu, instruktøren bag Hr. Lazarescus død (2005), med til at sætte scenen for den rumænske new wave indenfor filmverdenen.

Det fik danske filmkritikere til at tale varmt om rumænske film, hvor disse socialrealistiske film, slog fødderne væk under dem.

Modsat, så kom Mungiu under sin masterclass i forbindelse med årets Warszawa Film Festival indpå, at udover italienske neorealistiske film fra fyrrene, så var det Dogme95-konceptet, og specielt filmene Festen (1998) af Thomas Vinterberg, og hans dogmebror Lars von Triers Breaking the Waves (1996), som han er filmisk set er inspireret af.

Dette skyldes at de var radikalt anderledes i deres måde at fortælle en historie på end de rumænske film i halvfemserne, som efter hans mening var meget konventionelle.

Cristian Mungiu

Selvom det efterhånden er en hel del år siden at Munguis navn var på alles læber, så er han langt fra glemt. Inden han trådte ind i biografsalen foran et talstærkt publikum, så havde han givet interviews til pressen.

Som ung vidste han at han gerne ville fortælle historier til andre. Men var ikke bevidst om igennem sprogelig medie han skulle gøre det.

Efter at have studeret engelsk litteratur på universitetet i hjembyen Iasi, arbejdede han efterfølgende nogle år som lærer og journalist.

At det så var filmen der blev hans endelige levevej, var ikke et 100 procent bevidst valg fra hans side. Dette skyldes at der kun var få rumænske filminstruktører da han voksede op. Samtidig med var det langt fra en skikker økonomisk vej til at få brød på bordet.

Bortset fra den mere eksperimenterende debutfilm Occident har hans stil kredset om at lave socialrealistiske film.

Som den primære inspiration til hans film er det oftest nyhedshistorier, dokumentarfilm, og historier som han hører blive fortalt fra famile, venner, og bekendte.

Mungius Masterclass

I sin Masterclass havde han udvalgt to lange filmklip, hvori kameravinklen er fastfrosset. Og som begge var kendetegnet ved at der er mange folk som taler ind over i hinanden.

Det første eksempel var en scene fra 4 Måneder, 3 Uger og 2 Dage. Heri ser man hovedrolleindehaveren, som er en ung kvinde sidde ved et middagsselskab sammen med sin kæreste. Ved siden af dem sidder nogle ældre mennesker og taler på kryds og tværs med hinanden.

Dramaet i denne scene består primært i at det unge par ikke er med i samtalen, hvilket er underlig, da de er placeret midt i selskabet.

15 år scenen er det i det andet eksempel, taget fra filmen R.M.N., i en langt større forsamling at kommunikationen foregår. Her er hundredvis af landsbybeboere samlet i en kirke i Ditrău, som ligger i Transsylvanien.

Et stort flertal at dem ønsker at tre bagere fra Sri Lanka som arbejder i det lokale bageri skal smides ud af landet. Og alt imens den stærkt racistiske samtale kører i kirkesalen, så er der nogle enkelte som forsvarer dem.

Det der var svært i begge scener var at gøre dem realistiske. For hvordan styrer man at et manuskrift bliver efterlevet, samtidig med at den ikke bliver kunstig og steril?

Løsningen ifølge Mungui var at skifte taktik undervejs og lytte til hvad statisterne bød ind med af ideer og tanker.

Så efter at have gennemset den første dags optagelser af den 15 minutter lange scene i kirken, blev oplægget til anden dagen at replikkerne skulle fordeles til flere, samt at der manuskriftet blev skilt ad og samlet på en ny måde. Derudover var det nu tilladt for statisterne at afbryde skuespillerne, når de sagde noget.

Efterskrift

Cristian Mungiu er ikke bange for at lave kontroversielle film, som giver stof til eftertanke. Ligesom han ikke er bange for at komme med markante holdninger.

Hans film, ligesom R.M.N., er ikke noget som politisk korrekte mennesker i Rumænien bryder sig om at se, da de er bange for at udlandet vil se landet som en samling facistiske landsbytosser.

Men Mungiu som mener at hvis man vil ændre virkelighedens verden, må man møde folket hvor de er, også tale med dem, hvis noget skal forandres, fremfor at kigge øjnene den anden vej.

I tillæg til dette statement, siger Mungiu, at der i disse år er der på den måde er en lignende undertrykkelse af folks meninger, som det også blev set under kommunisttiden. Og, det er grundlæggende forkert.

Hans job er ikke at filme smuk rumænsk natur, og lave turistfilm, som han udtrykker det, men at udvælge noget stof til en film som finder interessant, og så er det frit slag for andre at fortolker hans værker som de vil.

Hans kollegaer i filmbranchen får også en kæberasler med på vejen. Da Mungiu mener at man ikke skal lave film for sin egen fornøjelses skyld, da det handler om at kunne lave noget som fanger folks opmærksomhed, og giver dem lyst til at tage en tur i biograffen.

Og, der postulerer han, at det er der 80 procent af kollegaerne i artfilm branchen som ikke i stand til at levere. Hvilket han mener er en skam, da det efterhånden kun er midaldrende mennesker som gider at tage en tur i biograffen nu om dage.

Masterclassen er slut. På vej ud af biografsalen var der til en hyggesnak imellem instruktøren og nogle af hans fans.