Anmeldelse af URSUS FABRIKKENS SYMFONI (2018) af Jasmina Wojcik. I den eksperimentelle dokumentarfilm bliver gamle fabriksarbejdere hyldet.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Da jeg flyttede til Warszawa i 2018, var første destination den vestlige bydel Ursus. I denne i dag identitetsløse del af den polske hovedstad er hovedparten af bygningerne højhuse, der er designet for arbejdere. Og som flyder ind i hinanden.

Sådan har det dog ikke altid været. For det som området er kendt for, og som har givet dets navn, var traktorfabrikken Ursus.

Da produktionen var på det højeste i tiden under kommunisme, blev der skabt 100 traktorer om dagen. Og, 21.000 mennesker arbejdede i denne periode rundt omkring på fabrikkens 170 hektar store areal.

Efter kommunismens sammenbrud faldt produktionen kraftig. Mange medarbejdere blev afskediget. I 2003 gik fabrikken konkurs. Og i dag er der meget få synlige tegn i Ursus på dens eksistens.

Ursus Fabrikkens Symfoni

Oprindelig ville Jaśmina Wójcik lave en mere traditionel dokumentarfilm, hvilket var baseret på interviews med nogle af de gamle fabriksmedarbejdere.

Men efter at have filmet optagelserne erfarede hun at mange af de bevægelser de havde gjort dagligt i mange år, stadig var at finde i kroppen på dem. Og, som dermed var en integreret af deres identitet.

Efterfølgende skiftede hun spor, hvilket endte med at blive en hyldestsymfoni for fabrikkens medarbejdere.

Filmen består af tre dele. I den første del bliver der fokuseret på samtalerne med fabriksmedarbejderne.

Efterfølgende ser vi dem på vej mod det gamle fabriksområde, inden der langsomt opstår musik, der er baseret på lydene på deres arbejdsgøremål.

Det hele kulminerer med en traktorballet, hvor 20 Ursus traktorer finder sammen i en form for dans.

Efterskrift

Før jeg tog i biografen, havde jeg forventning om at se en mere faktuel dokumentar som indførte på en mere rationel måde ind til fabrikkens storhedstid og fald og betydning for samfundet. Samt hvor det hele foregik.

Men bortset fra nogle udsagn om at de fik maden serveret af fabrikken og der var plads til en årlig udlandstur for alle dens medarbejdere til et andet postkommunistisk land.

Samt nogle visuelle skildringer af de faldefærdige bygninger som stadig bevidner traktorfabrikkens skæbne. Så var det meget lidt af indholdet som levede op til mine forhåndsforventninger.

Til gengæld så erfarede jeg at ordet symfoni ikke bare var en smart tilføjelse på filmens titel. Men selve essensen af filmen, der efter en forrygende musikalsk ouverture, kulminerer med en musikalsk afslutning baseret på medarbejdernes lyde.

På denne måde kommer Jaśmina Wójcik i mål med sin socialistisk realistiske dokumentar, der er dedikeret til de mennesker som slidte længe og hårdt for at opbygge Polens moderne status.