|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen er langt mere end en optagelse af David Bowies koncert på Hammersmith Odeon i London den 3. juli 1973. Den er et vidnesbyrd om den aften, hvor Bowie symbolsk dræbte den figur, der havde gjort ham til verdensstjerne.

I dag står koncerten som et af rockhistoriens mest ikoniske øjeblikke. Ikke blot fordi Bowie var på toppen af sin karriere, men fordi han valgte at afslutte sin mest succesfulde skikkelse netop på højden af dens popularitet.

Ziggy Stardust – en rockstjerne fra det ydre rum

Da David Bowie skabte Ziggy Stardust i 1972, var det langt mere end endnu et kunstnernavn. Ziggy var en gennemført rollefigur.

En androgyn, flamboyant og karismatisk rockstjerne, der ifølge albummets løse fortælling kom til Jorden, mens menneskeheden kun havde fem år tilbage.

Ziggy blev både profet, frelser og superstjerne, men blev til sidst opslugt af sin egen berømmelse.

Historien fortælles aldrig direkte i filmen. Den udspiller sig gennem sangtekster, sceneshow, kostumer og Bowies egen optræden.

Publikum skulle ikke blot høre musikken – de skulle opleve Ziggy som en levende figur.

Det var netop denne blanding af science fiction, kabaret, rockmusik og kønsmæssig tvetydighed, der gjorde Ziggy Stardust til et kulturelt chok.

Bowie udfordrede tidens forestillinger om maskulinitet og seksualitet, samtidig med at han skabte et af rockhistoriens mest genkendelige visuelle univers med ildrødt hår, kraftig makeup og ekstravagante kostumer inspireret af japansk mode og avantgardeteater.

En koncert med en skjult afslutning

Da Bowie og The Spiders from Mars gik på scenen denne sommeraften i 1973, vidste publikum ikke, at de overværede Ziggys sidste optræden.

Koncerten åbner eksplosivt med Hang On to Yourself og titelnummeret Ziggy Stardust. Publikum møder straks den figur, de er kommet for at se. Selvsikker, teatralsk og større end livet selv.

Men efterhånden udvikler koncerten sig til noget mere end en parade af hits. Bowie blander sange fra tidligere album med nyt materiale fra Aladdin Sane. Undervejs bliver stemningen mørkere.

Changes fungerer næsten som en kunstnerisk programerklæring. Selvom sangen er skrevet flere år tidligere, bliver omkvædet “Ch-ch-ch-changes” nærmest et løfte om, at endnu en forvandling er på vej.

Midterdelen af koncerten bliver mere teatralsk. Jacques Brels My Death introducerer temaer om dødelighed og afslutning, mens Cracked Actor, Time og The Width of a Circle kredser om berømmelsens pris, seksualitet, identitet og forfald.

Set i bakspejlet virker sætlisten næsten dramaturgisk opbygget. Publikum mærker det måske ikke bevidst, men Ziggy er allerede ved at gå i opløsning.

Øjeblikket der blev legendarisk

Efter et hæsblæsende forløb med Let’s Spend the Night Together, Suffragette City og Velvet Undergrounds White Light/White Heat tror publikum, at koncerten nærmer sig sin afslutning.

Så stopper Bowie op. Han siger de ord, der siden er blevet en del af rockhistorien:
“Not only is it the last show of the tour, but it’s the last show that we’ll ever do.”

Publikum tror et øjeblik, at David Bowie annoncerer sin pensionering. Selv flere medlemmer af bandet bliver overraskede.

Først senere går det op for omverdenen, at Bowie talte om Ziggy Stardust. Det sidste nummer bliver derfor ikke blot endnu en sang. Rock ‘n’ Roll Suicide bliver Ziggys begravelse.

Sangen handler om ensomhed, desperation og håb, men i koncertens sammenhæng bliver den et symbolsk farvel til en figur, der havde ændret rockmusikken.

Musikken begyndte allerede før Bowie gik på scenen

Et ofte overset element i koncertfilmen er musikken før og efter selve koncerten.
Publikum mødes af Wendy Carlos’ elektroniske fortolkning af Beethovens Niende Symfoni fra Stanley Kubricks A Clockwork Orange.

Efter koncerten høres igen musik, som forbindes med filmen. Som eksempelvis den pompøse Pomp and Circumstance.

Valget var langt fra tilfældigt. Bowie var stærkt inspireret af Kubricks film. Dens blanding af futurisme, vold, dekadence og klassisk musik passede perfekt til Ziggy-universets dystopiske atmosfære.

Allerede før koncertens første tone bliver publikum derfor placeret i en kunstig, nærmest teatralsk virkelighed.

A Clockwork Orange fungerer som en ouverture. Den fortæller publikum, at de er trådt ind i et univers, hvor rockkoncerten er blevet til teater.

Bowie spiller både Ziggy og David Bowie

En af koncertfilmens store styrker er, at den viser spændingen mellem personen David Bowie og figuren Ziggy Stardust.

Når Bowie synger Moonage Daydream, er han den kosmiske rockstjerne. Under Cracked Actor bliver han den dekadente og selvdestruktive berømthed. I My Death fremstår han som cabaretkunstner.

Og i Rock ‘n’ Roll Suicide bliver han næsten en prædikant, der rækker armene ud mod publikum som en frelser.

Det er netop denne evne til konstant at skifte rolle, der senere skulle blive Bowies kunstneriske varemærke.

Hvorfor dræbte Bowie Ziggy?

For mange virkede beslutningen uforståelig. Ziggy Stardust var en enorm succes. Albummet solgte, koncertturnéerne var udsolgte, og Bowie var blevet en international stjerne. Men netop derfor ønskede han at stoppe.

Bowie havde en næsten instinktiv modvilje mod at gentage sig selv. Han mente, at kunstnere risikerede at blive fanget af deres største succes, og han nægtede at lade Ziggy definere resten af hans karriere.

Samtidig var rollen begyndt at opsluge ham. Bowie har senere fortalt, at grænsen mellem personen David Jones og figuren Ziggy Stardust efterhånden blev vanskelig at opretholde.

Turnélivet, berømmelsen og et stigende stofmisbrug gjorde perioden psykisk belastende. Ved at “dræbe” Ziggy kunne han begynde forfra.

Kort tid efter fulgte Diamond Dogs, den amerikansk inspirerede soul på Young Americans, den aristokratiske Thin White Duke og senere Berlin-trilogien med Brian Eno og den tyske krautrock som musikalske mentorer.

Ingen af disse perioder ville sandsynligvis have været mulige, hvis Bowie var blevet ved med at være Ziggy.

Mick Ronson: Den oversete stjerne

Selv om Ziggy Stardust and the Spiders from Mars bærer David Bowies navn, ville Ziggy-universet næppe have haft samme gennemslagskraft uden guitarist Mick Ronson.

Hans skarpe, melodiske guitarspil gav sangene deres dramatiske kraft, og hans arrangementer på pladedgivelserne som ofte var med strygere og komplekse harmonier, løftede Bowies idéer fra rockmusik til musikalsk teater.

I koncertfilmen er samspillet mellem Bowie og Ronson tydeligt. De bevæger sig rundt om hinanden, udveksler blikke og deler scenen som to hovedpersoner i samme forestilling.

Under numre som Moonage Daydream og The Width of a Circle er Ronsons guitar ikke blot akkompagnement, men en medfortæller. Han giver Ziggy en lyd, der både er aggressiv, romantisk og futuristisk.

Efter opløsningen af The Spiders from Mars kom Ronson aldrig helt ud af Bowies skygge, men koncertfilmen står tilbage som et varigt vidnesbyrd om, hvor afgørende han var for Ziggy-periodens kunstneriske succes.

D.A. Pennebakers kamera: En dokumentar midt i teaterforestillingen

Instruktøren D.A. Pennebaker var allerede kendt for musikdokumentarer om blandt andre Bob Dylan og Monterey Pop Festival.

Hans stil var præget af det observerende dokumentarblik. Kameraet registrerer begivenhederne, snarere end at iscenesætte dem.

Det mærkes tydeligt i koncertfilmen. Kameraet dvæler ved Bowies ansigtsudtryk, glider hen over Ronsons koncentrerede guitarspil og vender jævnligt tilbage til publikums reaktioner.

De unge fans, mange iført glitter og farverigt tøj, synger med, græder og rækker hænderne mod scenen, som var de til en religiøs ceremoni.

Filmen er teknisk ujævn. Billedet er til tider mørkt, klipningen hektisk og lyden langt fra perfekt.

Men netop disse ufuldkommenheder giver den en autenticitet, som mange moderne koncertfilm mangler. Man føler ikke, at man ser en nøje koreograferet produktion; man føler, at man er til stede den aften, hvor historien udspiller sig.

En koncertfilm, der blev større end koncerten

Da filmen endelig udkom i 1979, havde Bowie allerede genopfundet sig selv flere gange. Mange kritikere mente dengang, at filmen teknisk var ujævn, men de fleste var enige om, at dens historiske betydning langt oversteg dens tekniske mangler.

I dag regnes Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som en af de vigtigste koncertfilm nogensinde.

Ikke nødvendigvis fordi den viser Bowies bedste koncert. Men fordi den dokumenterer det øjeblik, hvor en kunstner frivilligt opgav den figur, som havde gjort ham udødelig.

En arv, der rækker langt ud over glam rock

Da Bowie afsluttede Ziggy Stardust i 1973, satte han samtidig en ny standard for, hvad en rockkunstner kunne være.

Han viste, at en koncert kunne være et sammenhængende kunstværk, hvor musik, kostumer, lys, fortælling og scenepersona smeltede sammen.

Denne idé fik enorm betydning for senere generationer. Kunstnere som Madonna, Prince, U2 og Lady Gaga har alle arbejdet med gennemførte scenefigurer og konceptuelle turnéer, hvor koncerterne fungerer som dramatiske fortællinger snarere end blot en række sange.

Også kunstnere som Trent Reznor fra Nine Inch Nails, Marilyn Manson og Arcade Fire har peget på Bowie som en vigtig inspirationskilde, når det gælder sammensmeltningen af rockmusik, performancekunst og identitet.

I dag, hvor store koncertproduktioner ofte er minutiøst planlagte multimedieoplevelser, kan det være svært at forstå, hvor nyskabende Ziggy-turnéen var.

I begyndelsen af 1970’erne var det stadig usædvanligt, at en rockmusiker optrådte som en fiktiv karakter gennem en hel koncert. Bowie gjorde scenen til et teater. Og rockstjernen til en rolle, der kunne skabes, udvikles og afsluttes.

Mere end en koncertfilm

Det er fristende at se Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som et nostalgisk tilbageblik på glam rockens storhedstid.

Men filmens egentlige styrke ligger et andet sted. Den viser en kunstner, der bevidst afslutter sit mest succesfulde projekt, fordi han frygter at blive fanget af det.

Netop derfor føles koncerten stadig moderne. Den handler ikke kun om musik, men om identitet, forandring og modet til at give slip på det, som andre forventer af én.

Da David Bowie sang de sidste linjer i Rock ‘n’ Roll Suicide, tog han ikke blot afsked med Ziggy Stardust. Han demonstrerede, at kunstnerisk fornyelse kræver viljen til at lade selv de største succeser dø.

Det er måske derfor, koncertfilmen stadig fascinerer. Den dokumenterer ikke blot afslutningen på en epoke. Den viser fødslen af den David Bowie, som resten af verden kom til at kende: kunstneren, der aldrig stod stille.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Delia Derbyshire

Delia Derbyshire var en af de helt store pionerer indenfor elektronisk musik i tresserne.

Lær mere

Primal Scream

Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła.

Lær mere

Morrissey

Den gamle forsanger i The Smith gæstede Goteborg til stor glæde for weltschmerz-folket.

Lær mere

Indlægget Film: Da Bowie dræbte: Ziggy Stardust and the Spiders from Mars blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Netop ankommet til denne Tsjernivtsi, som indtil 2. verdenskrigs afslutning var rumænsk. Og før det en del af det store Østrig-Ungarnske rige.

Jeg må blankt erkende at jeg ikke havde hørt om byen før, indtil for ganske nyligt.
Men i aften blev jeg klogere. Lufthansbygningen er ikke meget større end Roskilde Staionsbygning Og når man ankommer til den skal man gå igennem security, hvis udstyr mest af alt minder om noget fra firserne.

Gaderne er ligeså hullet som en sti, hvilket gør køreturen med den flinke udljer til noget af en rutschebanetur, indtil at den får sin afslutning i en bygning i centrum af byen.

Der er der en boligkarre med en låsetype jeg ikke har set før. Ud af ti knapper skal man holde de tre af dem nede, samtidig med at du åbner den, og så wupti er du indenfor. Og indenfor er der et tv med over 200 forskellige kanaler, så der er nok at se på her i løbet af weekenden.

Tsjernivtsi Rådhus

Rådhuset blev opført af den polsk-østrigske arkitekt Andreas Mikulicz von Radecki i nyklassicistisk stil mellem 1843-1847.

Bygningen, som har tre etager, bliver rundet af med et 50 meter to-etagers højt tårn, der har et gyldent spir med en kobberkugle og lille flagstang i toppen.

Hvilket var den typiske udssende et rådhus kunne have i Kongeriget Galicien og Lodomerien, der lå i den nordøstlige del af Habsburgernes rige.

Kobylianska Dramateateret

Teaterbygningen fra 1905 er tegnet af det østrigske arkitektfirma Ferdinand Fellner & Helmer, som også stod bag Operaen i Odesa.

Langs siderne af bygningen ses relieffer af store tyske kulturpersonligheder, såsom eksempelvis Ludwig van Beethoven, Joseph Haydn, Johann Wolfgang von Goethe, Wolfgang Amadeus Mozart, Franz Schubert og Friedrich Schiller. I 1907 blev der tilføjet en skulptur af sidstnævnte foran teatret.

Efter 1. Verdenskrigs afslutning hvor Østrig-Ungarn blev splittet op i atomer, betød også at Bukovina regionen først tilsluttede sig Den Vestukrainske Nationalrepublik. Men hurtig derefter blev erobret af Rumænien, som styrede området i mellemkrigsårerne.

Dette betød også at rumænske nationalister tvang det lokale tyske samfund i Tsjernivtsi til at fjerne Schiller skulpturen i deres kamp mod den østrigske kulturarv.

I Molotov-Ribbentrop-pagten, blev det aftalt af Sovjetunionen skulle have Nordbukovina. Og, det blev det efter 2. verdenskrig hvor den sydlige del af Bukovina blev rumænsk.

I 1854 blev teatret omdømt til Kobylianska Dramateateret. Og, et monument af forfatterinden Olha Kobylianska blev rejst foran bygningen.

Kobylianska var født i Bukovina i 1863. Hun er kendt som værende en feminist, der var inspireret af George Sand og Friedrich Nietzsche. Og, som kunne tale tysk, ukrainsk og polsk flydende.

I 1891 flyttede hun til Tsjernivtsi, hvor den biseksuelle forfatterinde udgav hendes vigtigste værker. Deriblandt en om hvordan et forhold mellem to af samme køn kan kureres. Hvilket var radikalt læsestof dengang.

Hun støttede også Oktoberrevolutionen, og var en stor fortaler for at Bukovina blev en del af Sovjet. Hvilket kort tid før hendes død i 1942 bragte hende i problemer med de rumænske myndigheder.

Sankt Mariaspladsen

På markedspladsen kan du bl.a. se et springvand, der erstattede den historiske brønd, som engang forsynede halvdelen af ​​byen med vand.

Det er også her du kan se en tre meter lang Gulliver-cykel, og et blomsterur, der bidrager til dens unikke karakter.

Mad og Drikke

Om aftenen kan man tage en tur på Freedom Bar, som er en amerikansk inspireret bar, hvor der også er muligt at få noget at spise.

Interiøret i baren er specielt. Her kan du se motorcykler på nogle af bordene, og, en mannequindukke i fuld størrelse med en cowboyhat på.

Belysningen er kørt i blå og røde farver, som skinner på de mange Route 66 skilte som hænger på væggende.

På den sidste aften i byen var det tid til at prøve byens bedste kødrestaurant. Og, en afslutning med en god bøf, serveret med kartoffelmos og salat, løftede stemningen før take off dagen efter tidligt om morgenen.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Slottet i Kamianets-Podilskyi

Fæstningsværket er opført i den historiske by Kamianets-Podilskyi i Ukraine.

Lær mere

Den Khotynske Fæstning i Khotyn

Fæstningsværket i Khotyn er med på listen over Ukraines syv vidundere.

Lær mere

Tsjernivtsi Universitet

Den tjekkiske arkitekt Josef Hlávka tegnede universitet som i dag er en del af verdensarven.

Lær mere

Indlægget Ukraine: Tsjernivtsi – Her kører bilisterne lige ud når de er fulde! blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.