Sarajevo vil gerne fremstille sig selv som et mødepunkt, hvor mange forskellige kulturer lever side om side i harmoni med hinanden.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Synspunktet bliver ligesom så mange andre steder på kloden dog udfordret af fundamentalistiske nationalistiske, etniske, og religiøse holdning.

Dette gælder også for Sarajevo, som er en by der både fungerer som hovedstad for landet Bosnien-Hercegovina.

Samt, for delstaten Føderationen Bosnien-Hercegovina, der i dag hovedsageligt består af bosniakker og kroater.

Sarajevos Rose

Ligesom mange andre steder i de eks-jugoslaviske lande, bliver borgerkrigen som opløste føderationen markeret i Sarajevo.

Oftest er det med brug af skulpturer og monumenter der fortæller om de forskellige etniske befolkningsgruppers grusomheder mod hinanden.

Sådan er det ikke i Sarajevo, som på en mere stille, men også mere blodig måde, hvor de mange Sarajevos roser markerer stedet hvor en person blev skudt.

Disse markeringer får folk til at huske rædslerne, men også at reflektere om borgerkrigen på en mere ikke fordømmende tilgang, hvor forskellige nationaliteter bliver hængt ud.

Kært barn har mange navne

Sarajevo er blevet kaldt for ”Europas Jerusalem”, pga. mange forskellige trossamfund er repræsenteret i byen.

Men, også for ”Porten hvor Øst møder Vest” fordi både vestligt og østligt byggestil kommer til syne her, uden at det samtidig med bliver alt for skizofrent.

Sarajevo er en by med diversitet

Byen ligger nede i en dal omgivet af bjerge, så man kan hurtig få pulsen op at køre hvis man bevæger sig lidt væk fra centrum.

I det ene øjeblik føler du at du render rundt i Den Store Bazar i Istanbul. For så minuttet efter, at rende rundt i Habsburgsk miljø, med jugendhuse.

Som så igen er suppleret med socialistiske bygninger opført i tiden under Jugoslavien. Inden du ender i noget der minder om London, med store glas kontorbygninger.

Det er et sted, hvor dine sanser konstant bliver stimuleret, og hvor du kan mærke historiens vingesus.