Så er det så småt ved at være Eurovision tid igen. Denne gang er værtslandet for ESC 2026 den klassiske musiks højborg Østrig.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I år vender Eurovision Song Contest tilbage til Wien. Men siden Conchita Wursts sejr i 2014 taler mange folk om at vi er på vej ind i en ny verdensorden. Og, den liberalisme som Conchita Wurst symboliserede er nu på vej ud for en mere konservativ dagsorden.

Dette paradigmeskifte ses også i musikvideoerne fra årets deltagerlande, hvori mange er optaget i mørke kontekster. Som dermed også virker som en slags metafor for den tid vi lever i.

EBU har siden 2023 forsøgt at neddrosle begreber som diversitet og inklusion til fordel for at det som forener os, er musikken. Og, det skal forstås bogstaveligt talt, for da årets svenske deltager FELICIA ytrede at hun ikke synes at Israel skulle deltage i årets ESC, så blev kvinden der lider af social angst, offentlig udskammet af EBU.

Det skete da unionen forlangte at hun kun holdt sig til at tale om musik og ikke måtte tale om musik. Efterfølgende bad de SVT om at sørge for at hun får noget medietræning.

Hvor der tidligere har været mange LGBTQ+ deltagere er feltet mere indskrænket i år. Ligesom de tekster som handler om kvinder. Ikke handler så meget om emancipation. Men i stedet for om deres rolle som gode og beskyttende mødre.

I krisetider har folk det med at vælge forskellige former for eskapisme. Nogle finder håb i nostalgien. Andre i gotikken med masser af smerte og hjerte. Endelig er der nogle prøver at flygte fra hverdagens trivialiteter.

Udfordringer i en krisetid

For ORF har det heller ikke været en nem opgave at stå for arrangementet i år for hvem vil komme og hvem vil boykotte ESC i år. Til positivsiden tæller det at de mere konservative signaler fra EBU har fået tre lande til at vende tilbage i konkurrencen. Imens fem lande har valgt konkurrencen fra i år pga. Israels deltagelse.

Selvom EBU og ORF vil nedtone dette forhold, så vidner det om at der stadig er kaotiske forhold i forhold til ESC. Hvilket startede med at tre autoritære lande, Ungarn, Belarus og Rusland, begyndende fra 2019-2022, af forskellige årsager ikke er at finde længere i konkurrencen.

Det som EBU kan trøste sig med, er at Eurovision Song Contest førhen har gennemgået alvorlige kriser i dens 70-årige historie, og overlevet dem alle.

Østrig i Eurovision Song Contest

Alpelandet debuterede i 1957. Siden da har Østrig deltaget 57 gange. I dette indlæg har jeg valgt seks historiske bidrag og årets sang. Grunden til at det netop blev disse numre skyldes primært at der er nogle spændende historier knyttet til dem.

Jeg har derfor udeladt to vindersange. “Merci, Chérie” af den legendariske østrigske sanger Udo Jürgens, der optrådte tre år i træk fra 1964-1966. Og, sidste års vindersang ”Wasted Love” af JJ, da denne allerede er blevet omtalt i en anden blog.

Derudover er der heller ikke vundet plads til nogle af de østrigske sange jeg har lyttet mest til.

Dette drejer sig om “Sonntag” af Mess (1982). “Hurricane” af Westend (1983). “Kinder dieser Welt” af Gary Luz (1985). “Loin d’ici” af Zoë (2016). Og, “My Little World” af Waterloo and Robinson (1975), som jeg har fået ørerne op for de sidste par år. Til gengæld er der så blevet plads til nogle andre.

KAROL GOTT: Tausend Fenster (1968)

I 1968 startede Alexander Dubček ”Foråret i Prag”. Han ønskede at reformere det kommunistiske system, så det blev mere demokratisk. Og gav større frihed til borgerne.

For at støtte liberaliseringen af samfundet i Tjekkoslovakiet valgte ORF,at sende Karol Gott, afsted til London. Den Gyldne Stemme fra Prag skulle fremføre”Tausend Fenster”. Hvilket endte som nummer 13 ud af 17 deltagere.

Nummeret, der var skrevet af Østrigs første ESC-vinder Udo Jürgens, var meget symbolsk. Den handler om naboer, der ikke kender hinanden. Hvilket var en skjult reference til jerntæppet i sangen.

Derudover bruges vinduer som et billede på, at mennesker får en mulighed for at se verdenen. Tænke frit. Og få nye perspektiver på tilværelsen.

I sin samtid blev sangen ofte tolket som et billede på Dubčeks reformer. Hvor folket håbede på mere åbenhed. Og mindre censur i Tjekkoslovakiet.

SCHMETTERLINGE: Boom boom boomerang (1977)

Protestgruppen Schmetterlinge stillede i 1977 op for Østrig. Det skete da de i London sang “Boom Boom Boomerang”.

Nummeret er dels en satirisk kommentar til Eurovision. Men er også en kritik af hvordan musikindustrien producerer hits på.

I stedet for at synge en klassisk kærlighedssang gør teksten grin med konkurrencens formel og gentagelser.

Hovedidéen er, at mange Eurovision-sange er ens og forudsigelige. At de bruger de samme banale ord og rim. Samt at sangen skal være let at huske og gentage. Dette medfører at sangskrivere og producenter konstruerer en simpel melodi som er skabt efter den samme opskrift.

Derfor bruger Schmetterlinge enkle ord. Gentager omkvædet mange gange. Og prøver at lave noget der kommer tilbage som en boomerang (en ørehænger). Ved at gøre det, så bliver kunstneren nærmest reduceret til et produkt. Hvori producenter og branchefolk bestemmer hvad der skal synges.

Dermed kritiserer sangen ikke kun Eurovision, men også popindustriens kommercialisering og den måde kunstnere kan blive brugt som redskaber i et markedsapparat.

Boom Boom Boomerang ses i dag som et tidligt eksempel på meta-pop i Eurovision Song Contest, da den kritiserer hitmaskinen, samtidig med at den deltager i Europas største popkonkurrence.

I sin samtid synes nogle at den var morsom og intelligent. Andre mente at sangen var for ironisk og gjorde for meget grin med konkurrencen. I østrigsk og tysk presse blev sangen beskrevet som en satirisk venstreorienteret kulturkritik om hitfabrikation og pladeindustriens kynisme i jagten på en popsucces.

Mange tv-seere fangede dog ikke disse pointer da teksten primært blev fremført på tysk. Og at satiren var ret subtil. Derfor blev den opfattet som en lidt fjollet popsang, der var for kabaretagtig og teatralsk med de marionetlignende figurer på scenen. Ud af 18 bidrag, endte Schmetterlinge med at få en 17. Plads.

SIMONE: Keine mauern mehr (1990)

En måneds tid efter at Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov i 1989 havde givet Østtysklands leder Erich Honecker dødskysset, faldt Berlinmuren. En sneboldeffekt startede og rullede igennem mange kommunistiske lande som oplevede et politisk magtskifte i de følgende uger, indtil det kulminerede i Rumænien da Ceaușescu-parret i julen blev henrettet.

Da Eurovision Song Contest nogle måneder senere stemplede ind for første og sidste gang i Jugoslavien i 1990, så var det et Europa som var præget af en stor grad af lykkefølelse, da der var et stort håb om fred, åbenhed og sammenhold.

Det handlede nu om at bryde de barrierer som i årtier havde været mellem mennesker på de to sider af Jerntæppet. Samt det forhold om nu at lægge de politiske og følelsesmæssige skel bag sig og se fremad.

I den italienske vindersang ”Insieme: 1992” sang Toto Cutugno om vigtigheden om at forene Europa i EU to år senere (Hvilket Danmark i første omgang dog ikke vil ratificere). Og, mange andre landes bidrag handlede om frihed i et nyt Europa.

Det gjaldt også for det østrigske bidrag “Keine Mauern mehr”, som blev fremført af Simone Stelzer. Et nummer som samtiden dengang betragtede som en klassisk, lidt højtidelig popballade om den nye politiske situation i Europa. Og, som sluttede midt i feltet da den blev nummer 10.

Optimismen efter Berlinmurens fald forduftede dog et års tid efter, da borgerkrigen i Eksjugoslavien brød ud. Og, i dag er der blevet bygget en ny lang mur gående fra Finland ned til Slovakiet.

ALF POIER: Weil der mensch zahit (2003)

Peter, Sue & Marc stillede op for Schweiz fire gange. I 1971 deltog de med et fransksproget nummer. I 1976 blev nummeret udført på engelsk. Tre år senere i 1979 var det på tysk. Og da de optrådte i 1981, var det på italiensk med nummeret Io Senza Te.

Østrig stillede i 2003 op i ESC med kabaretkunstneren og standupkomikeren Alf Poier. Han fremførte et dadaistisk inspireret nummer med det sloganagtige budskab ”Fordi menneskeheden er den, der tæller”.

På scenen i Riga leverede han en absurd satirisk kritik af moderne samfund, hvor han kombinerede naive tegninger, sang, nonsens-filosofi og provokation. Pointen var at vise offentligheden, hvor arbitrær kultur, kunst og argumention kan være.

Tilmed var ”Weil der mensch zahit” en skarp kritik af politisk korrekthed og moralsk selvhøjtidelighed. For hvor tit møder vi ikke mennesker som fremhæver humanistiske værdier, men som i praksis handler stik modsat.

I sangteksten spiller dyr en central rolle som satiriske metaforer. Da de bruges til at kommentere menneskelig adfærd og samfundets værdier.

Poier mener at dyr opfører sig mere ærligt og naturligt end mennesker, da de følger deres instinkter. Mennesket derimod, taler om moral og humanisme, men opfører sig ofte hyklerisk ved at gøre brug af slogans som ”Weil der mensch zahit”. Dermed bliver dyrene et spejlbillede på menneskets selvmodsigelser, da både dyr og andre mennesker i virkeligheden bliver dårligt behandlet.

Kabaret og Stand-Up som et politisk redskab

Med sin optræden ved Eurovision Song Contest skrev Alf Poier sig ind i en lang tradition i tysktalende lande. Både på den østrigske og tyske kabaretscene opereres der fra scenekanten i langt højere grad med filosofisk og politisk satirisk indhold, end den man kan opleve i dansk stand-up, der oftest er bygget op omkring personlige oplevelser og hverdagsobservationer. Og, som sætter inspirationen fra amerikansk comedy ind i en dansk kontekst.

Grunden til denne forskel skyldes primært den historiske kontekst. I begyndelsen af 1900-tallet i Wien var Karl Kraus en toneangivende kunstner, der brugte kabareten til at kritisere presse, propaganda og angribe politisk hykleri. Dermed blev kabaret fra dag et en platform for intellektuel samfundskritik. Dette mønster er forsat til i dag, hvor lange monologer, filosofiske refleksioner, og politiske analyser gennemsyrer den østrigske stand-up.

I Danmark derimod, udviklede kabareten sig i af starten af det 20. århundrede primært på Nørrebros teater. Der bestod indholdet typisk af lette satiriske sketches, karikaturer af politikere og samfundstyper, og humoristiske sange. Senere hen dyrkede Cirkusrevyen I en lang årrække ordspil og genkendelige hverdagssituationer, hvor det var Dirch Passer og Kjeld Petersen som stod for underholdningen. Fokuseringen på hverdagshumor bygget op omkring personlige erfaringer er forsat til i dag hvor Casper Christensen, Anders Matthesen og Mick Øgendahl har stået for denne udvikling.

Hvor man i Danmark mere har lagt vægt på revykultur, folkelig satire og senest personlig stand-up, så er det mere den filosofiske og politiske kabaret man ser i Østrig og Tyskland.

Europa tog godt imod Alf Poier

Modsat Schmetterlinge, der i 1977 endte med at få en bundplacering, så lykkedes det Alf Poier i 2003 at få Europa til at grine, da han endte med at få en flot 6. plads.

CONCHITA WURST: Rise Like a Phoenix (2014)

I 2014 stillede Østrig op i København med den skæggede Drag Queen Conchita Wurst, som vandt Eurovision med nummeret “Rise Like a Phoenix”.

Allerede før showet gik i gang på Refshaleøen var der underskriftsindsamlinger i lande såsom Rusland og Belarus, der gik på at artisten ikke skulle have lov til at optræde. Eller i det mindste, redigeres ud af tv-udsendelsen, fordi man fandt hendes fremtoning stødende.

Den armenske deltager Aram var heller ikke positivt stemt, da han først udtalte at Wursts livsstil “ikke var naturlig”. For så efterfølgende at trække udtalelsen tilbage med en undskyldning, hvortil han supplerede at hans tidligere kommentarer havde været ment som en joke.

Modsat så opfordrede vestlige medier som New Statesman og International Business Times deres læsere til at stemme på Wurst, da det også var en stemme imod russisk homofobi og transfobi.

Og, inde i de gamle B&W-produktionshaller hvor ESC blev afholdt, var der en gigantisk pibekoncert da Ruslands repræsentanter Tolmachevy Sisters gik på scenen, af samme årsag.

LGBTQ+ samfundet bliver forfulgt i Rusland

Dette skyldtes den såkaldte “anti-LGBT propaganda-lov” der blev gennemført i Rusland i 2013. Officielt hed den ”Lov med det formål at beskytte børn mod information, der går ind for en benægtelse af traditionelle familieværdier”.

Selv om loven oprindeligt officielt kun gjaldt for mindreårige, var det nu muligt for det autoritære styre i Moskva at straffe folk som spredte “propaganda af ikke-traditionelle seksuelle forhold” til børn og unge.

Konkret kunne lovens håndhævere nu censurere enhver positiv eller neutral fremstilling af LGBTQ+-personer i medier og kultur. Herunder kunst, film, reklamer, bøger og offentlige demonstrationer. Hvilket også betød at de nu kunne arrestere aktivister, og lukke organisationer, der talte om LGBT-rettigheder.

Disse tiltag ses af menneskerettighedsorganisationer som en fortsættelse af Putin-regeringens strategi med at fremstille LGBT-rettigheder som ubehagelige vestlige værdier og beskytte “traditionel familie” som fundamentet for det russiske samfund. Og, en måde på at institutionalisere diskrimination og skabe et klima, hvor homofobi blev socialt acceptabelt eller endda opmuntret.

Senere hen er der yderligere strammet op på anti-LGBT propaganda-loven, som nu gælder alle.

Delte meninger om Wursts sejr

“Rise Like a Phoenix” fik mange stemmer, specielt fra de vesteuropæiske lande, samt Georgien og Ukraine, som Rusland i 2008 og 2014 havde udført militære aktioner i.

Efterfølgende var kritikken mod Conchita Wursts sejr hård, specielt i stærkt konservative kredse, især i Østeuropa.

Den daværende formand for Tyrkiets udenrigsudvalg, Volkan Bozkır, bemærkede at “Gudskelov deltager vi ikke længere i Eurovision”.

Jarosław Kaczyński, lederen af Polens nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti, sagde, at “Conchita Wurst er et symbol på det Europa, jeg ikke ønsker. Mit Europa er baseret på kristne værdier”.

Ruslands vicepremierminister Dmitrij Rogozin skrev på Twitter, at resultatet “viste tilhængere af europæisk integration deres europæiske fremtid: en skægget pige.

Næstformanden for Ruslands Kommunistparti, Valerij Rashkin, mente, at “Det seneste Eurovision-resultat udviskede vores tålmodighed. Vi kan ikke tolerere denne endeløse vanvid”.

Endelig erklærede ultranationalisten Vladimir Zhirinovsky, “Der er ingen grænser for vores forargelse. Det er slutningen på Europa” og tilføjede senere, at “For halvtreds år siden besatte den sovjetiske hær Østrig. Vi begik en fejl ved at befri Østrig. Vi burde være blevet.”

Wursts reaktion på kritikken

Som reaktion på disse kritikere udtalte Conchita Wurst: “Det er så latterligt! For mig ville en perfekt verden være, når vi ikke behøver at tale om seksualitet, hvor man kommer fra, hvad man tror på. Er det det værste, politikerne tænker?”.

Set i det lys, er den James Bond-agtige sang ”Rise Like a Phoenix” et yderst relevant vidnesbyrd om at basale menneskerettigheder stadig står svagt. I teksten møder vi en Kristus-lignende figur, som kan være et billede på kunstneren selv, der rejser sig som en føniks ud af asken, med styrke og selvtillid efter at være blev slået ned.

TEYA & SALENA: Who The Hell Is Edgar? (2023)

Sangen er en humoristisk kritik af den moderne musikindustri og livet som kvindelig sangskriver.

Teksten leger med idéen om, at den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe “sidder i kroppen” på sangens fortæller, og skriver sangen for hende.

Hvilket kan tolkes som en metafor for, hvordan kreativitet kan føles som om den kommer fra et “spøgelse”. Men også at hvis det er en mand som har skrevet sangen, så er det mere værd end hvis en kvinde har gjort det tilsvarende.

Men hvor kunstneren i Schmetterlinges sang Boom boom boomerang var reduceret til kun at optræde som en marionetdukke, da musikbranchen tager sig af resten. Så tjener kunstneren nu ingenting for sin optræden.

På Spotify får sangskriveren “zero dot zero zero three” dollars (0,00316 $ pr. stream). Eller stort set ingenting.

I Liverpool blev Teya & Salena heller ikke belønnet for deres ”Who The Hell Is Edgar?” da den endte på en beskeden 15. plads, efter på et tidspunkt at have været betragtet som en sort hest til at vinde konkurrencen.

Til gengæld fik den ene halvdel af duoen oprejsning da Taya (Teodora Špirić) sammen med Thomas Thurner og JJ skrev den østrigske vindersang i 2025 ”Wasted Love”, som sidstnævnte sang til sejr i Basel.

COSMÓ: Tanzschein (2026)

Østrig stiller i år op med Cosmó, som blev født som Benjamin Gedeon i nabolandet Ungarn for 19 år siden.

“Tanzschein” er humoristisk kommentar til de mange diskoteker hvor folk ikke danser. Men har mere travlt med at se cool ud eller at filme sig selv, end at turde slippe sig selv løs på dansegulvet.

Derfor er det vigtigt at uddele “Tanzschein” som kan forstås som en slags invitation til de folk som vil danse. Og, dermed også medvirke til at andre får lyst til at være en del af et fællesskab som er kreative og har det sjovt.

Tanzschein i et historisk perspektiv

Selvom “Tanzschein” er et ordspil som Cosmó har opfundet, så har ideen om noget der minder om det, eksisteret længe.

For at kunne deltage i nogle bestemte baller eller dansearrangementer skulle man i nogle østrigske byer i det 19. århundrede have en slags officiel tilladelse eller medlemskort.

især 1800- og begyndelsen af 1900-tallet skulle man i nogle byer faktisk have en slags officiel tilladelse eller medlemskort for at deltage i bestemte baller eller dansearrangementer.

Udover at have fået tildelt en invitation skulle personen kunne danse nogle bestemte danse, som eks. vals, og følge meget strenge sociale regler, for at kunne deltage.

Nogle østrigske kulturkommentatorer mener derfor at “Tanzschein” også er en kommentar til Wiens gamle, aristokratiske dansekultur, hvori der er en kontrast og sammenhæng mellem klassiske baller og moderne klubber. Samt ideen om, at man stadig skal føle, at man skal have en “tilladelse” for at være med.

Derfor rammer sangen en ret typisk østrigsk selv-ironi, hvori landet med de elegante wienervalse sender en absurd klubsang om danse-licenser.

For at opsummere, så kan Tanzschein ses som en humoristisk klubsang om at bryde nogle sociale barrierer og turde slippe sig selv løs.