Anmeldelse af filmen “ASTEROID CITY” (2023) af Wes Anderson. Handlingen udspiller sig i en ffække i et prærielandskab i 1950ernes USA.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Det seneste filmudspil fra Wes Anderson hedder Asteroid City. Dens skrevne handling udspiller sig i en lille fiktiv flække i et prærielandskab i 1950ernes USA. Her foregår der prøvesprængninger af atombomber et sted i nærheden.

Asteroid City

I Asteroid City samles fremtidens lyse unge stjerner indenfor naturvidenskaben. De bliver kørt til destinationen af en enlig forælder, for at modtage diplomer for deres kunnen.

Alt imens livet går sin stille gang i landsbyen, så stjæler rumvæsener dens kendetegn, en lille asteroide, hvilket bevirker at det amerikanske militær indfører et lockdown.

Da rumvæsenerne, igen ud af det blå, vender tilbage og afleverer det igen, ophører forbuddet mod at forlade byen, og folk kan drage videre i deres tilværelse.

En metahandling i handlingen

Giver denne handling mening? Måske, måske ikke. Så Anderson, har samtidig med, introduceret biografpublikummet en anden parallel historie som udstiller sig backstage.

Her iscenesætter og reflekterer produktionsholdet over filmen Asteroid City som de ved at producere.

Og, alt imens denne meta-film, som er den, vi udenfor lærredets rækkevidde, løbende iagttager, så begynder skuespillernes frustrationer over den film, som de er medvirkende i at tage form.

En af hovedrolleindehaverne af filmen brokker sig over manuskriptet, som han ikke forstår en kuk af, og derfor ikke har det godt med at spille.

Det gør ikke noget, siger instruktøren, bare bliv ved med at spille skuespillet. Selvom, det dog skal tilføjes, at du vil vide når det er tid til at komme ud af byen i en fart.

En morgen er kvinden, han har flirtet med på afstand, væk. Han beslutter sig derfor at samle sine fire børn, køre væk fra Asteroid City, og filmen nærmer sig sin afslutning.

Efterskrift

I en tid hvor Gud synes for længst at være død. Og vi selv skal finde mening i tilværelsen. Så kan en film som Asteroid City virke vanvittig irriterende, for hvad er filmens budskab?

Er det at kommentere COVID-19 nedlukningen af samfundet? Eller at portrættere den vestlige verdens frygt for Rusland, med iscenesættelsen af kunstige væsener, og prøvesprængninger af atombomber i vores baghave?

Eller, handler filmen slet og ret om, at der er mange ting i livet som vi ikke forstår. Samtidig med, at det er ikke noget vi skal frygte, fordi det er et menneskeligt vilkår at leve i den essentielle uvished. Hvor vi i tiden efter Nietzsche, end ikke kan stole på at naturvidenskaben kan give os sikre svar på tilværelsen.