Anmeldelse af filmen DEN NYE TRIUMFBUE (2025) af Stéphane Demoustier, som handler om den danske arkitekt Von Spreckelsens livsværk i Paris.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Ligesom landsmanden Jørn Uzton forlod Johan Otto von Spreckelsen også det projekt som satte dem på det arkitektoniske landkort i utide.

Von Spreckelsen boede i sin barndom i Morvilles Gård i domkirkekvarteret i Viborg. Efter at være sprunget ud som student fra byens katedralskole fortsatte han studierne på arkitektskolen i København.

Læs også: Viborg Katedralskole – Uddannelse af unge i 1000 år

Som 53-årig vandt han arkitektkonkurrencen om at designe et nyt kommunikationscenter i Pariserbydelen La Défense. Hvilket med tiden blev til det monument som vi i dag kender som Den Nye Triumfbue.

Den Nye Triumfbue

CV’et var på det tidspunkt meget begrænset for Von Spreckelsen. Da han ud over at have tegnet et hus til sig selv, også kun havde tegnet fire kirker i Danmark.

Men Præsident Mitterand var begejstret for vinderforslaget. Og inden længe er Von Spreckelsen, der er spillet af Claes Bang, i fuld gang med at få projektet gennemført.

Læs også: Musik: Serge Gainsbourg (Del VI) – Paris blev stille

Dels med fuld økonomisk support fra den franske stat. Og på hjemmefronten og arbejdet af hans kone, hvis rolle bliver fremført af Sidse Babett Knudsen.

Læs også: Film: The Duke of Burgundy – Sidse Babett som Dominatrix

Arbejdet med at få byggeriet gennemført bliver dog en vanskelig proces for den uprøvede danske arkitekt, som hurtig får hænderne fulde.

Teknokratiet sejrer

Dette afspejles specielt i forhold til hans tætteste samarbejdspartnere, den franske stjernearkitekt Paul Andreu, der bl.a. har tegnet Charles de Gaulle og Orly lufthavnene i Paris. Og som Von Spreckelsen nu havde ansat til at styre projektet. Samt til Præsident Mitterands arkitektoniske rådgiver Jean-Louis Subilon.

I filmen bliver de begge fremstillet som nogle teknokrater, som agerer bremseklodser for den danske arkitekts vision. Hvilket giver anledning til mange konflikter, da Johan Otto von Spreckelsen bliver mere og mere mistroisk overfor deres reele motiver er. Frem for at lytte til, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre.

Men det bliver værre endnu for byggeriet. For efter at den socialistiske regering taber valget til de borgerlige midt i processen, så skal der skæres kraftigt på projektet. Dette får von Spreckelsen til at gå op i limningen. Bl.a. da det går op for ham at han ikke kan få den marmor som han først havde udset sig.

Da han føler sig snigløbet af hans partnere. Og af konen der flytter tilbage til Danmark efter et raserianfald fra hans side, vælger han til sidst at kaste håndklædet i ringen inden det store monument er gennemført.

Måneder efter ser han Den Nye Triumfbue. Den er nu ved at blive færdiggjort. Rædselsslagen over det han ser, får han en slagtilfælde og falder om på en bænk.

I virkelighedens verden var han ved sit dødsleje på et dansk hospital stadigvæk fortrøstningsfuld over projektets endeligt, inden han dør af kræft to år før dens indvielse i 1989.

Kritik af filmen

Selvom filmens instruktør påpeger før filmen går i gang, at samtalerne mellem Von Spreckelsen ægteparret og til nøglemedarbejderne er opdigtet. Så har det på ingen måde formidlet de efterladte familiemedlemmer som er rasende over den måde de bliver fremstillet på i filmen. Noget som de føler er alt for overfladisk, firkantet, og forkert.

Modsat, så har den dansk-franske filmproduktion høstet gode anmeldelser i Frankrig . Her bliver specielt Claes Bang fremhævet for sit fine spil som den radikale arkitekt. Som på ingen måde har tænkt sig at gå ind i nogen form for kompromiser, selvom virkeligheden banker på med nogle krav, der ikke er yderst urimelige.

Sidse Babett Knudsen leverer endnu en stabil præstation som altmuligkvinden, der både fungerer som konsulent og kone for manden. Inden hans sindstilstand bliver mere og mere kaotisk da han for alvor møder modstand fra den franske statsadministration. Hvilket hun også får at føle.

Derudover leverer de franske skuespillere Swann Arlaud, som også er kendt herhjemme for filmen Frit Fald, hvor han i rollen som advokat også har rollen som en rådgivende person, og Xavier Dolan, et godt indtryk, som dem der skal holde projektet på sporet.

Læs også: Frit Fald – Et ægteskabelig drama med døden til udfald

Efterskrift

Selvom Von Spreckelsens familiens indvendinger imod filmen er forståeligt, da hovedpersonen bliver iscenesat som en inkompetent idealist uden realistisk sans for hvad et byggeprojekt i den størrelsesorden indebærer, så er det bemærkelsesværdig at de ikke med et ord i interviews nævner den danske ingeniør Erik Reitzel, som Von Spreckelsen havde indsendt vinderforslaget med. Og, som var hjernen bag de komplicerede tekniske beregninger der skulle løse de store konstruktionsmæssige udfordringer.

I filmen bliver Reitzel heller ikke nævnt, da det er Paul Andreu, som tillægges æren for denne del af projektet. Ligesom Andreus rolle først kommer til syne efter Von Spreckelsens afgang, da han i samarbejde med Erik Reitzel fører projektet i mål.

Menneskehedens Triumfbue, der skulle hylde menneskelige værdier såsom fred, frihed og menneskerettigheder, bliver på den denne måde udfordret i filmen, da der var ligeså meget kamp og drama i processen, som Den Gamle Triumfbue hylder.