Anmeldelse af THE SUBSTANCE (2024) af Coralie Fargeat. Demi Moore fik et comeback i body horror komedien om evig skønhed på og bag facaden.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den canadiske sociolog Erving Goffman beskæftigede sig med hvordan mennesket agerede. Eksempelvis ved et busstoppested, på et møntvaskeri, og en strand.

Han er mest kendt for begrebsparret ”Frontstage” og ”Backstage”, som er to udtryk vi kender fra teaterverdenen. Her spiller skuespillerne et indøvet spil på scenen, imens de bag tæppet forbereder det næste træk. På samme måde mener han at mennesket agerer til daglig.

Frontstage og Backstage

I filmen The Substance oplever vi både den glitrede side, og den knap så charmerende side af filmindustrien. Som den udspiller sig front og backstage i nutidens USA.

Her møder vi den midaldrende Elisabeth Sparkle som er spillet af den i dag 62-årig Demi Moore. Efter at have været en feteret skuespillerinde i sine unge år, ernærer hun sig som aerobics instruktør i et tv-show i dag.

En dag fortæller hendes chef at hun er blevet for gammel til at varetage jobbet. Og fra da af begynder det at gå ned ad for den smukke kvinde. Som dog stadig har en fan i en gammel klassekammerat.

Sparkle, som lever alene i et stort penthouse lejlighed, begynder nu at betvivle sin egen skønhed. Om brysterne og ballerne nu sidder som de skal, når hun kigger sig i spejlet inde i badeværelset.

Den endimensionelle karakter, som udover sit gode udseende og kropslig figur, ikke synes at være en synderlig interessant person at være sammen med, begynder nu på kuren The Substance, da hun ønsker at få et yngre jeg.

The Substance

Kuren gør det muligt for Elisabeth at få en dobbeltgænger af hende selv, som også fysisk og psykisk synes at symbolisere det jeg hun engang var i sine unge dage.

For at gå igennem programmet The Substance bliver hun spaltet i to. Det andet menneske hun føder i hendes badeværelse, er Sue, som er i hendes tyvere, da hun kommer til verdenen.

Efter en audition overtager Sue jobbet som værtinde på det tv-show Elisabeth bestyrede indtil hun blev fyret og bliver straks en succes.

Seertallet ryger i vejret. Og inden længe så bliver hun hyret til at være værtinde på Det store Nytårsshow, hvilket vil kræve fuld opmærksomhed fra hende.

Succesen har dog en bagside. Da både Sue og Elisabeth giver næring til hinandens kroppe, så suger Sue energien ud af Elisabeth, der hurtig bliver forhandlet til en gammel grim krøbling, da hun ”bliver glemt” af Sue.

For at The Substance skal fungere optimalt kræver det at både Elisabeth og Sue overholder aftalen om at give den anden liv efter 7 uge. Og, det er den dødssynd som Sue begår i jagten på magt og succes, da hun ikke følger planen.

Glamourens bagside

Filmen The Substance er en lammende kritik af filmbranchen. For udover den intetsigende duo Elisabeth og Sue, der bygger deres liv på en løgn, så gør dens pengemænd det også.

Hvilket specielt kommer til udtryk som produceren Harvey agerer på. Selvom han optræder meget kort i filmen, formår Dennis Quaid at give karakteren personlighed og det udtryk som instruktøren Coralie Fargeat har villet med filmen.

Slutscenerne minder om The Great Rock’n’roll Swindle. Her begynder Sid Vicious, bassisten fra Sex Pistols, med sin pistol i hånden, fra scenekanten at skyde løs på det fine, bonerte publikum som sidder i teatersalen foran ham.

På lignende måde chokerer Elisabeth og Sue, der nu er smeltet sammen som et vansiret monster at skabe panik og frygt, til nytårsshowet, og dermed også sætte en filmbranche på plads, hvor der ikke er plads til grimhedens æstetik.

Efterskrift

Selvom mange kritikere regnede med at Demi Moore, efter mange år i glemslen, ville blive belønnet med en Oscar for bedste skuespillerinde, så blev hun ligesom i filmen forbigået.

Måske fordi filmens budskab alligevel er for stærk for Hollywood, der er begyndt at se mere positivt på indieproduktioner i de seneste par år.