Anmeldelse af den norske prisbelønnede romantiske komediefilm “VERDENS VÆRSTE MENNESKE” (2021) af JOACHIM TRIER.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I ”A Clockwork Orange” fremsiger den eksistentialistiske præst filmens plot. Den går ud på at hvis et menneske ikke har det frie valg, så er det ikke længere et menneske.

I den norske prisbelønnede film ”Verdens værste menneske” har hovedpersonen Julie (Renate Reinsve) masser af frie valg. Problemet for hende er at hun ikke kan tage beslutninger. Blandt andet om hvilken retning hendes liv skal gå. Og konsekvensen af dette er at hun zapper rundet mellem uddannelser og kærester.

Ligesom Alex i Kubricks berømte klassiker, så er Julie styret af hendes impulsive drifter. Her tager ingen af dem ansvar for sine handlinger overfor sine omgivelser.

Den voldelige og sexgale hovedkarakter i det originale manuskript til ”A Clockwork Orange” af Anthony Burgess synes dog at komme videre i tilværelsen. I bogens sidste kapitel foretager han et modent valg, da han vælger at droppe sine kriminelle aktiviteter til fordel for at vil være far til et barn.

Julie dderimod, hun har det stadigvæk svært med at agere som et ansvarsfuldt menneske i den norske films afslutning.

Og, det er det med ikke at kan tage ansvar for at sætte en retning for sit liv, der har været hovedmotivationen for Joachim Trier i sit portræt af Julie.

Da han er af den holdning at hvis man opvokser i et rigt og trygt samfund som det norske, så burde man at være i stand til bedre at tage vare på sig selv.

Aksel

På mange måder er Julie ikke verdens værste menneske. Hun er en velbegavet ung kvinde der har en naturlig skønhed, og som er nem at kommunikere med for alle, da hun hverken er snobbet eller snæversynet.

I gymnasiet var hun en mønsterelev som fik gode karakterer. Men efter skiftet til universitetet, hvor der i højere grad bliver lagt vægt på de studerendes selvstændighed, så dropper Julie først ud af lægestudierne og derefter psykologistudierne, inden hun nu ønsker at blive fotograf.

Med sin umiddelbare attitude har hun nemt ved at tiltrække sig det modsatte køns opmærksom og efter et par one-night stands, er det så tegneserieforfatteren Aksel (Anders Danielsen Lie) hun ender med i sengen efter en bytur.

Da han ønsker at droppe hende om morgenen, så bliver hun forelsket i ham, og inden længe er hun flyttet ind i hans hjem.

På mange måder er han den diametrale modsætning til Julie, da han dels er meget ældre end hende. Samt fordyber sig i det med at lave undergrundstegneserier med kant. Og, hvis han ikke gør det, ønsker at få et barn med Julie. Hvilket hun dog ikke er meget for.

Eivind

Julies anden store flamme i filmen er den jævnaldrende Eivind (Herbert Nordrum), som hun møder til en privatfest hun crasher, efter at have forladt Aksels bogreception før tid.

I Eivind finder hun en fyr, som på mange måder er ligesom hende selv. Da han også arbejder i et beskedent job. Hun som bogsælger og han som resturationsmedarbejder i en cafe. Og, nærer bestemt ingen tanker om at sætte børn til verdenen.

En dag beslutter hun sig for at slå op med Aksel, som dog hurtig fornemmer at dette valg ikke er gennemtænkt fra hendes side. Og spørger hende om hvorfor hun vil destruere deres forhold. Hvilket hun ikke er i stand til at svare på.

Verdens værste menneske

Efter at Julie har været sammen med Eivind i et godt stykke tid, ser hun tilfældigvis Aksel blive grillet i tv af en feminist pga. hans mandschauvinistiske tegneserier.

Da hun fornemmer den intellektuelle side af ham og hans kamp for at kunne ytre sig frit aner man er hun bliver tændt på ham igen.

Dette giver sig konkret til udtryk da hun begynder at overfalde Eivind for ikke at være den store kunstneriske begavelse, selvom han gør alt for at gøre hende glad.

Begyndelsen til enden for hendes forhold til Eivind indtræffer da hun hører at Aksel er blevet indlagt på hospitalet pga. kræft.

For at få den sidste tid sammen med ham, nu på venskabelig base, slår hun op med Eivind. Og, med hans død, synes det at være en øjenåbner for Julie i endelig at tage lidt mere styring over hendes eget liv.

Efterskrift

Kvindens frigørelse fra manden har været et tema som der er skildret mange i de seneste par årtier.

Eksempelvis i TV-2 sangen ”Rejsen til Rio” fra 1990. Her drømmer kvinden frihed. Og drager afsted langt væk fra mand, børn og forpligtelser til Rio for at slå sig løs. Problemet er bare den at hun allerede er ”forbandet fri”. Men samtidig med ikke har forstået at der med frihed følger en forpligtigelse at tage den og sine omgivelser seriøs.

Nogle år senere synes den århusianske popgruppe at kvinderne bliver lidt for smarte, da de nu kårer årets skvat.

I Joachim Triers film har jeg det lidt med samme måde. At hverken Aksel eller Eivind for alvor tør at træde i karakter overfor Julie og give hende noget modspil. Men også den tanke at hvorfor skulle de gøre dette. Fordi ligger der ikke også et ansvar på Julies egne skulder i hendes møde med de to velmenende gutter.

Dette fornægter dog ikke i at Trier med sin film har givet et godt indblik i hvordan mennesket interagerer sammen i mellemklassen i nutidens Norge.