På Lindholmen i Göteborg ligger Backa Teater, der i snart et halvt århundrede har udfordret forestillingen om, hvad scenekunst for unge er.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Backa Teater er ikke kendt som et sted for let underholdning eller pædagogisk forenkling af indholdet.

Tværtimod har teatret igennem årtier opbygget sig et ry som en af Europas mest kompromisløse og kunstnerisk ambitiøse scener med et specielt fokus på unge mennesker.

Backa Teater

Backa Teater blev grundlagt i 1978 under navnet Skolteatern. Initiativet kom fra en gruppe teaterfolk, herunder Eva Bergman, som ønskede at skabe scenekunst specifikt for børn og unge. Men uden at gå på kompromis med kvalitet eller kompleksitet.

I de første år var teatret omrejsende og spillede på skoler og midlertidige scener. Senere fik det base i Backa-området, hvilket gav teatret det navn, det i dag er kendt under.

Siden 2007 har det haft hjemme i en tidligere industribygning på Lindholmen, på en rå og fleksibel scene, der i dag er en af Europas største såkaldte “black box”-scener.

Denne udvikling afspejler teatrets egen kunstneriske rejse: fra et pædagogisk projekt til en internationalt anerkendt institution.

Et opgør med “børneteater”

Det, der først og fremmest adskiller Backa Teater fra mange andre teatrer, er dets grundlæggende syn på publikum. Her betragtes unge ikke som nogen, der skal skånes eller undervises, men som mennesker, der kan, og vil konfronteres med livets kompleksitet.

Forestillingerne tager fat på emner som identitet, seksualitet, vold, ensomhed og samfundets strukturer. Det sker uden filter og uden den tryghed som traditionelt børne- og ungdomsteater ofte tilbyder. Resultatet er scenekunst, der ikke nødvendigvis er behagelig. Men som er dybt engagerende.

Produktioner som “5 Boys.com” og “War Sum Up” illustrerer denne tilgang. Her kombineres fysisk intensitet, musik og stærke visuelle virkemidler med tematikker, der spejler unges virkelighed i en kompleks verden.

Kroppen, rummet og risikoen

Backa Teaters æstetik er lige så markant som dets tematiske fokus. Hvor den klassiske teater ofte er tekstbåret og struktureret omkring dialog, arbejder Backa i høj grad med kroppen, lyden og rummet som centrale elementer.

Forestillingerne er ofte fysisk krævende, både for skuespillere og publikum. Musik spiller en fremtrædende rolle. Og scenografien udnytter den industrielle arkitektur til at skabe immersive oplevelser, hvor grænsen mellem scene og sal kan opløses.

Denne tilgang indebærer en kunstnerisk risiko. Ikke alle forestillinger er let tilgængelige, og nogle kan virke provokerende. Men netop denne villighed til at udfordre er en del af teatrets identitet.

Anerkendt teater for ungdomsteater

I dag nyder Backa Teater bred anerkendelse, både i Sverige og internationalt. Det fremhæves ofte som en af Europas førende scener for ungdomsteater og har modtaget adskillige priser for sin kunstneriske kvalitet.

Samtidig har det en særlig position i samfundet. Teatret ses ikke blot som en kulturinstitution, men som et rum for refleksion og dialog. Eller et sted, hvor unge kan spejle sig i og konfronteres med de spørgsmål, der præger deres liv.

Men anerkendelsen er ikke uden forbehold. Netop fordi teatret insisterer på at tage svære emner op og udfordre sit publikum, kan det også skabe debat. Nogle forestillinger har været kontroversielle, og ikke alle publikummer finder formen umiddelbart tilgængelig.

Alligevel er det netop denne spænding mellem kunstnerisk ambition og publikums forventninger, der holder teatret relevant.

Efterskrift

I en tid, hvor meget kulturproduktion søger mod at være letfordøjelig og bredt appellerende, står Backa Teater som et modstykke. Det insisterer på, at unge mennesker fortjener kunst, der tager dem alvorligt, også når det er svært.

Det er denne konsekvens, der har gjort teatret til en central aktør i Gøteborgs kulturliv og til en vigtig stemme i den europæiske scenekunst.

Backa Teater er ikke for alle. Men for dem, der er villige til at lade sig udfordre, tilbyder det noget sjældent: teater, der ikke blot underholder, men som insisterer på at blive taget alvorligt – og som til gengæld tager sit publikum lige så alvorligt.