Midt i det grønne Örgryte-kvarter i Gøteborg ligger Sankt Sigfridsgatan. En gade, der ved første øjekast virker stille og næsten anonym.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Men bag de ensartede træfacader gemmer der sig en vigtig fortælling om, hvordan Gøteborg i begyndelsen af 1900-tallet forsøgte at gentænke sig selv som by.

Husene på Sankt Sigfridsgatan i Örgryte er derfor ikke “blot “bare” boliger. De er et fysisk udtryk for en ny måde at tænke byliv, sundhed og arkitektur på.

Rækkehusene på Sankt Sigfridsgatan

I slutningen af 1800-tallet voksede Gøteborg hurtigt som industriby. Arbejdere strømmede til, og boligbehovet blev løst gennem tætte bebyggelser som landshövdingehusene i områder som Majorna. Disse kvarterer var effektive, men ofte trange og præget af dårlige lys- og luftforhold.

I begyndelsen af 1900-tallet opstod der derfor en ny erkendelse: byen måtte planlægges bedre. Gøteborgs stadsingeniør Albert Lilienberg trådte i denne periode ind på scenen, da han blev en central figur i udviklingen af nye boligområder, som var inspireret af internationale idéer om havebyer.

Trädgårdsstaden Örgryte

Området omkring S:t Sigfridsgatan blev planlagt i 1920’erne som en del af Örgryte trädgårdsstad (haveby), hvilket var tænkt som en bevidst kontrast til den tætte industriby.

Her var principperne klare. Boligerne skulle have adgang til lys, luft og grønne omgivelser. Gader skulle følge landskabet og ikke et stift gitter. Og, arkitekturen skulle være menneskelig set i forhold til skala til bygningerne.

Resultatet blev et kvarter, hvor byen og naturen smelter sammen – og hvor rækkehusene spiller en central rolle.

Rækkehusene – en ny boligform

Rækkehusene, eller “radhusene” på S:t Sigfridsgatan blev opført imellem 1922-1928 som en slags mellemting mellem villa og etagebyggeri. De repræsenterede en social og arkitektonisk innovation:, da de var billigere end de fritliggende villaer, men samtidig med gav mere privatliv og kvalitet end lejligheder.

Hver bolig havde egen indgang, små forhaver, og direkte kontakt til gaden. Det skabte en ny form for naboskab, som var mere åben, men stadigvæk privat.

Arkitekturen – 1920’ernes klassicisme i træ

Arkitektonisk er rækkehusene præget af den såkaldte “1920’er-klassicisme” (Swedish Grace), som var udbredt i Sverige i perioden. Typiske træk indenfor stilretningen er symmetriske facader, enkle, harmoniske proportioner, småsprossede vinduer, og tegltage med lav hældning.

Det, der er specielt ved husene i på Sankt Sigfridsgatan er den stærke fokusering på materialet træ, hvilket var usædvanlig i en tid hvor mange byer gik mod mursten og beton.

Ved at fastholde den nordiske tradition for træbyggeri. i en ny og forfinet, urban version gav det husene, som bl.a. er tegnet af N. Olsson, O. M. Holmén og J. J. Solberg, en varme og en blødere overgang mellem bygning og landskab.

Byplanen – helheden er afgørende

Det er ikke kun husene i sig selv, der gør området særligt. Det er samspillet mellem bygninger, gader og grønne rum.

Gaden er ikke lineær og monoton. Den følger terrænet og skaber variation i perspektiv og oplevelse. De små forhaver fungerer som overgangszoner mellem det private og det offentlige.

Dette var en bevidst strategi: at skabe en by, der var tænkt som at skulle føles levende og organisk, frem for mekanisk.

Rækkehusene på Sankt Sigfridsgatan markerer dermed et vigtigt skifte i Gøteborgs udvikling, da det er et tidligt eksempel på helhedsorienteret planlægning, hvor arkitektur og landskab tænkes sammen.

Målet var at sociale befolkningsgrupper fra tætbebeboede bydele, skulle have flere muligheder for at udfolde sig, da området repræsenter en ny prioritering af sundhed, lys og grønne omgivelser.

Sammenlignet med de ældre kvarterer i Majorna er forskellen tydelig. Hvor bygningerne i bydelen Majorna er tæt og gentagende, er S:t Sigfridsgatan åben og varieret. Hvor gårdrummene er skjulte, er grønne områder her synlige. Denne kontrast gør området til en slags levende arkitekturhistorisk dokument.

Efterskrift

Rækkehusene på S:t Sigfridsgatan er langt mere end velbevarede boliger fra 1920’erne. De er et konkret udtryk for en ny vision for byen – en vision hvor menneskets trivsel, naturens tilstedeværelse og arkitektonisk kvalitet går hånd i hånd.

De fortæller historien om et Gøteborg i forandring: fra industriby til moderne, planlagt storby. Og netop derfor står de i dag som et af de mest overbevisende eksempler på, hvordan arkitektur kan forme, ikke bare bygninger, men også måden, vi lever på.