|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Grundlaget for museet blev lagt i 1865, da Göteborgs Konstförening skænkede sin kunstsamling til det daværende Gøteborgs Museum i Ostindiska huset. Samlingen bestod især af datidens populære Düsseldorf-maleri og blev kernen i det, der senere udviklede sig til Göteborgs konstmuseum.

I begyndelsen af 1900-tallet fik museet en afgørende drivkraft gennem kunsthistorikeren Axel L. Romdahl. Han opbyggede samlingerne gennem internationale kontakter og støtte fra velhavende donatorer i Gøteborg.

Da samlingerne voksede, blev de gamle lokaler for små. I forbindelse med planlægningen af Gøteborgs 300-årsjubilæum udskrev byen i 1916 en arkitektkonkurrence om det nye kulturcentrum på Götaplatsen.

Museumsbygningen blev tegnet af Arvid Bjerke og Sigfrid Ericson og opført til Jubilæumsudstillingen i 1923. Selve museet åbnede dog først i 1925, efter at interiørerne var færdige, og kunstværkerne var installeret.

Arkitekturen er inspireret af romersk antik og svensk 1920’er-klassicisme. De syv store buer mod Götaplatsen er blevet et af Gøteborgs mest genkendelige vartegn.

En væsentlig del af museets samling skyldes donationer fra Gøteborgs handels- og industrifamilier. Blandt de vigtigste bidragydere var samlere som Pontus Fürstenberg og Göthilda Fürstenberg. Også opførelsen af museumsbygningen blev hjulpet af private donationer, især fra bankmanden Jonas Kjellberg.

Göteborgs konstmuseum

Museet blev udvidet i 1968 med nye udstillingssale og plads til moderne kunst. I 1996 fik det en ny entré med blandt andet Hasselblad Center.

I 2017 blev bygningen fredet som kulturhistorisk monument (“byggnadsminne”), hvilket understreger dens betydning for svensk arkitektur og Gøteborgs identitet.

I dag regnes museet blandt Nordens førende kunstmuseer med stærke samlinger af nordisk kunst samt værker af kunstnere som Edvard Munch, Anders Zorn, Claude Monet og Pablo Picasso.

Når det skrøbelige bliver monumentalt

I Same Moment of Pleasure på Göteborgs konstmuseum arbejder den finske kunstner Hanna Vihriälä med materialer, som de fleste af os normalt overser. Plastperler, sliksnore, syntetiske overflader, industrielle genstande og dekorative detaljer bliver hos hende ikke blot råstoffer, men bærere af en særlig form for poesi.

Resultatet er en udstilling, der kredser om et paradoks: Hvordan kan noget så flygtigt og skrøbeligt fremstå monumentalt? Og hvordan kan noget tilsyneladende overdådigt samtidig virke sårbart?

Same Moment of Pleasure

Allerede ved indgangen møder man værker, der udfordrer forventningen om, hvad skulptur kan være. Objekterne fremstår ved første øjekast som umiddelbart tilgængelige. Farverne er stærke, formerne dragende, materialerne genkendelige. Men jo længere man opholder sig i rummet, desto mere ustabile bliver betydningerne.

En hængekøje lover hvile uden at kunne bære nogen. Et luksuriøst køretøj fremstår både som statusobjekt og skrøbelig konstruktion. Kattefigurer med lysende blikke bevæger sig mellem det humoristiske og det urovækkende. Intet er helt, hvad det giver sig ud for at være. Det er netop her, udstillingen finder sin styrke.

Vihriälä arbejder ikke med symboler i traditionel forstand. Hun leverer ingen klare budskaber og ingen entydige fortolkninger. I stedet skaber hun situationer, hvor beskueren hele tiden må genforhandle sit forhold til det sete. Værkerne lokker med deres umiddelbare skønhed, men nægter at forblive dekorative.

Materialerne spiller en afgørende rolle. Plastperler og syntetiske overflader forbindes ofte med masseproduktion, hobbykultur eller kitsch. Hos Vihriälä gennemgår de en næsten alkymistisk transformation. Gennem et ekstremt tidskrævende håndværk ophøjes de til noget, der både virker værdifuldt og skrøbeligt.

På den måde udfordrer udstillingen også vores forestillinger om værdi. Hvad gør et materiale betydningsfuldt? Er det dets oprindelse, dets pris eller den opmærksomhed, der investeres i det?

Der ligger en stille kritik af samtidens forbrugskultur i disse spørgsmål, men den formuleres aldrig direkte. Kunstneren foretrækker antydning frem for erklæring. Derfor opleves udstillingen heller ikke som politisk i traditionel forstand. Dens styrke ligger snarere i dens evne til at skabe tvivl om de ting, vi normalt tager for givet.

Lys spiller en særlig rolle gennem hele udstillingen. Refleksioner, glimt og skinnende overflader giver værkerne en næsten scenografisk karakter. Beskueren træder ind i et rum, hvor tingene konstant synes at være i bevægelse, selv når de står stille. Det er en kunst, der kræver langsomhed.

Udstillingen lægger op til nærvær

I en tid, hvor billeder forbruges med hastige blik på skærme, insisterer Same Moment of Pleasure på nærvær. Værkerne afslører sig ikke på et øjeblik. De åbner sig gradvist, lag for lag, gennem observation.

Måske er det derfor, udstillingen gør så stærkt indtryk. Den handler ikke blot om objekter, men om opmærksomhed. Om glæden ved at se. Om den korte stund, hvor verden fremstår mere mærkelig, mere kompleks og mere levende, end vi troede.

Titlen Same Moment of Pleasure peger netop mod denne erfaring. Et flygtigt øjeblik af nydelse, fascination eller forundring. Noget, der ikke kan fastholdes, men som alligevel bliver hængende længe efter besøget er slut. Det er en sjælden kvalitet. Og det er den, der gør udstillingen værd at opleve.

Kroppen mellem ideal og frihed: En udstilling om det blik, vi aldrig slipper fri af

Udstillingen Kropp. Ideal, blick, frihet tager udgangspunkt i et af kunsthistoriens ældste motiver, menneskekroppen, men bruger det til at stille et aktuelt spørgsmål: Hvem har retten til at definere, hvordan en krop skal se ud, og hvordan den skal betragtes?

Udstillingen er bygget op omkring tre begreber: ideal, blik og frihed. Strukturen er enkel, men effektiv.

Først konfronteres beskueren med de klassiske idealer. Antikkens harmoniske proportioner, 1800-tallets akademiske nøgenstudier og de skulpturelle kroppe, der gennem århundreder har fungeret som målestok for skønhed.

Herefter flyttes fokus mod blikket. Hvem der ser, hvem der bliver set, og hvilke magtforhold der opstår i mødet mellem kunstværk og beskuer.

Til sidst åbner udstillingen sig mod samtidens mere mangfoldige forestillinger om identitet, køn, seksualitet og kropslig frihed.

Det bemærkelsesværdige er, at museet undgår den moraliserende tone, som ofte præger nutidige udstillinger om identitetspolitik og repræsentation.

Kropp. Ideal, blick, frihet

Værkerne præsenteres ikke som facitlister over rigtige og forkerte holdninger. I stedet inviteres publikum til selv at reflektere over de idealer, de møder.

Samtidig opstår der en interessant spænding i udstillingens grundfortælling. På den ene side søger den at problematisere de klassiske kropsidealer.

På den anden side viser den ufrivilligt, hvor stærkt disse idealer stadig lever videre.

De marmorskulpturer og akademiske nøgenfigurer, som skulle repræsentere fortidens normer, virker påfaldende aktuelle i en tid præget af sociale medier, fitnesskultur og konstant visuel selviscenesættelse.

Dermed bliver udstillingen ikke kun en historie om fortiden. Den bliver også en fortælling om Instagram, influencerkultur og den moderne besættelse af kroppen som projekt.

De stærkeste øjeblikke opstår netop, når historiske og samtidige værker får lov til at spejle hinanden. Her bliver det tydeligt, at kampen om kroppen ikke er ny. Det nye er blot de platforme, hvor den udspiller sig.

Udstillingen er dog ikke uden svagheder. Når den bevæger sig ind i temaet frihed, bliver perspektivet bredere, men også mindre præcist.

En udstilling som vil for meget

Ønsket om at inkludere mange forskellige erfaringer kan til tider få helheden til at fremstå fragmenteret. Man savner indimellem en tydeligere sammenhæng mellem de mange stemmer.

Endnu mere påfaldende er fraværet af kroppen som arbejdende og økonomisk størrelse.

Kroppen fremstilles primært som identitet, begær og repræsentation. Men kroppen er også arbejde, sygdom, slid, alderdom og social klasse.

Disse dimensioner fylder overraskende lidt i en udstilling, der ellers ønsker at undersøge kroppens plads i samfundet.

Alligevel lykkes Kropp. Ideal, blick, frihet med noget væsentligt. Den minder os om, at kroppen aldrig er neutral.

Den er altid genstand for vurdering, længsel, kontrol og fortolkning. Hver generation tror, den har frigjort sig fra fortidens idealer, men opdager siden, at den blot har skabt nye.

Måske er det netop udstillingens vigtigste pointe: Frihed består ikke i at slippe for blikket. Frihed består i at blive bevidst om det.

Efterskrift

Göteborgs konstmuseum er et stort galleri, hvis udstillinger både bærer præg af de historiske donationer gennem tiderne, men samtidig med også prøver at spejle den samtid vi lever i.

Særudstillingerne om kvinder og fotografi, om optisk leg, samt om krop og identitet er hver for sig relevante, men sikkert mere for et kvindeligt end et mandligt publikum.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Matters of dirt and longing

I maj 2026 kunne besøgende hos Röda Sten se årets afgangsudstilling fra HDK-Valand

Lær mere

GYS! Er den levende?

ARKENs udstilling om mennesket og kroppen i en tid, hvor robotter er på fremmarch.

Lær mere

Laibach

Når Propoganda bliver kunst. Laibach live i Filmstudion i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Göteborgs konstmuseum i Göteborg blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Eksempelvis handler Non-Violence om fred, Bältespännarna om kamp, Karin Boye om litteratur og refleksion. Alt imens Johanna symboliserer håb, vækst og troen på fremtiden.

Carl Fredrik Reuterswärd: Non-Violence

Skulpturen Non-Violence i Gøteborg er skabt af den svenske kunstner Carl Fredrik Reuterswärd.

Den blev oprindeligt skabt i 1980 som en reaktion på mordet på John Lennon. Reuterswärd var dybt rystet over drabet og ønskede at skabe et stærkt symbol mod vold.

Skulpturen viser en stor bronzerevolver. Een Colt Python .357 Magnum med løbet bundet i en knude.

Ideen er enkel men kraftfuld. Våbnet er gjort ubrugeligt. Knuden symboliserer afvæbning, fred og ikke-vold.

Kunstneren forestillede sig et våben, der bogstaveligt talt var sat ud af kraft. Den knyttede pistol blev dermed et visuelt svar på volden og et håb om fredelige løsninger på konflikter.

Med tiden er værket blevet et internationalt fredssymbol. Den mest kendte udgave står foran FN’s hovedkvarter i New York City, hvor den blev opstillet som gave fra Luxembourg. Der findes i dag adskillige kopier rundt om i verden, herunder flere i Sverige.

Den knudrede pistol i Gøteborg

Den version, som mange besøgende ser i Gøteborg, står på Kungsportsavenyn og blev opstillet i 1997. Den fungerer både som et kunstværk i byrummet og som en påmindelse om fred, tolerance og modstand mod vold.

Kort fortalt så er Den Knudrede Pistol ikke blot en skulptur af en pistol. Den er et af verdens mest genkendelige symboler på idéen om, at konflikter bør løses uden vold.

Johan Peter Molin: Bältespännarna

Skulpturen i Gøteborg blev skabt af den svenske billedhugger Johan Peter Molin. Værket blev modelleret i 1850’erne og regnes som hans kunstneriske gennembrud.

Den viser to mænd, der kæmper med knive, mens de er bundet sammen om livet med et bælte.

Motivet bygger på den mytologiske nordiske kampsport der handler om at dele bælte, hvor modstanderne blev bundet sammen og tvunget til at kæmpe på tæt hold.

Historikere er usikre på, om denne kampform nogensinde har eksisteret i virkeligheden, men den var en del af den romantiske forestilling om Nordens fortid i 1800-tallet.

Historien bag værket

Molin arbejdede på skulpturen fra 1840’erne og færdiggjorde den til en udstilling i Paris i 1859.

Den blev senere vist i London i 1862, hvor den vakte stor opmærksomhed og gjorde Molin kendt uden for Sverige.

På soklen fortæller relieffer historien bag kampen: De to mænd kæmper om den samme kvinde.

Rundt om reliefferne findes ornamenter med runeindskrifter og tekstuddrag fra den oldnordiske Edda, hvilket understreger værkets nationalromantiske inspiration.

Efter Paris-udstillingen, blev den første version blev opstillet i Gøteborg, men den var støbt i zink. I 1914 blev den erstattet af den nuværende bronzeskulptur, som står i Bältespännarparken ved siden af Stora Teatern og Avenyn.

Bältespännarna er et af Sveriges mest kendte nationalromantiske kunstværker. Den kombinerer dramatisk bevægelse, nordisk mytologi, runer og fortælling i ét værk og blev et symbol på 1800-tallets interesse for nordisk historie og identitet.

Peter Linde: Karin Boye

Skulpturen som står uden for Göteborgs Stadsbibliotek forestiller den svenske digter og forfatter Karin Boye.

Den er skabt af den svenske billedhugger Peter Linde og blev opstillet ved biblioteket i 1987.

Skulpturen blev til på en lidt usædvanlig måde. Peter Linde fik først til opgave at lave en Karin Boye-skulptur til Huddinge, hvor Boye boede som ung.

Efter at have afsluttet den officielle bestilling kunne han ikke slippe fascinationen af Boye og fortsatte derfor arbejdet på eget initiativ.

Den figur, som senere kom til Göteborg, blev således skabt af kunstnerens egen interesse og ikke som et bestillingsværk.

Initiativet til at få skulpturen støbt i bronze kom fra Karin Boye-selskabet i Göteborg, mens finansieringen blev sikret gennem Charles Felix Lindbergs donationsfond.

Placeringen ved Stadsbiblioteket var naturlig, fordi Karin Boye blev født få hundrede meter derfra ved Vasaplatsen, og fordi biblioteket er et af byens vigtigste kultursteder.

Skulpturen er blevet et af Göteborgs mest populære kunstværker. Mange forbipasserende sætter blomster i hendes hånd eller giver hende tørklæder, huer og andre små gaver.

Med tiden er statuen nærmest blevet et symbol på biblioteket og på Boyes fortsatte betydning for læsere i Sverige.

Karin Boye var især kendt for digte som Ja visst gör det ont og romanen Kallocain. Hendes værker kredser ofte om frihed, identitet, kærlighed og menneskelig udvikling, temaer som mange mener afspejles i den ranke, eftertænksomme figur foran biblioteket.

Per Hasselberg: Såningskvinnan

Skulpturen Såningskvinnan, som de fleste gøteborgere kalder “Johanna i Brunnsparken”, blev skabt af den svenske billedhugger Per Hasselberg og indviet den 21. juli 1883 i Brunnsparken.

Den regnes som Gøteborgs næstældste offentlige skulptur og den første offentlige statue i byen, der forestiller en kvinde.

Skulpturen viser en ung kvinde, der sår frø ud over jorden. Hun står på toppen af en stor fontæne omgivet af svaner og løvehoveder, hvor vandet strømmer ned i bassinet. Motivet symboliserer vækst, håb, frugtbarhed og fremtidig fremgang.

Johanna i Brunnsparken

I slutningen af 1800-tallet ønskede flere af Gøteborgs fremtrædende borgere at udsmykke byen med et monumentalt springvand i Brunnsparken.

Kunstværket blev finansieret gennem private donationer fra blandt andre Pontus Fürstenberg, John West Wilson og medlemmer af Kjellberg-familien.

Den samlede pris var omkring 40.000 svenske kroner, hvilket var et betydeligt beløb på den tid.

Hvorfor kaldes skulpturen for “Johanna”? Der findes to populære versioner. Her går den første på at modellen for skulpturen kan have været balletdanserinden Johanna Ekstein.

Den anden forklaring, nævnes dog ofte som den mest sandsynlige, da den blev indviet på Johannadagen den 21. juli.

Såningskvinnan blev skabt i en periode, hvor Gøteborg voksede hurtigt som handels- og industriby.

Den sående kvinde symboliserer, at byen “sår” frøene til fremtidig velstand. De flyveklare svaner og de stærke løver omkring fontænen understøtter budskabet om styrke, vækst og optimisme.

I mere end 140 år har “Johanna” været et af de mest kendte mødesteder i byen. Mange göteborgere bruger stadig udtrykket “Vi ses vid Johanna” som et naturligt mødested midt i Brunnsparken. Skulpturen blev restaureret i 2015–2016 for at bevare den for fremtidige generationer.

Jan Steen: Charles Felix Lindberg

Monumentet af Charles Felix Lindberg blev opstillet i 1989 på Charles Felix Lindbergs Plats, lige ved Kungsportsavenyn, som også er opkaldt efter ham.

Statuen viser ham spadserende gennem byen i lang frakke, høj hat og med stok i hånden.

Charles Felix Lindberg var en af Gøteborgs mest betydningsfulde velgørere. Han blev født i Gøteborg i 1840 og opbyggede en stor formue som købmand, skibsreder og industrimand.

Han ejede blandt andet et af byens største handelshuse og havde interesser inden for eksport, import og skovindustri.

Da han døde i 1909, efterlod han ingen børn eller nær familie. I sit testamente skænkede han derfor hele sin formue på mere end to millioner kroner, hvilket var et enormt beløb på den tid, til Gøteborg.

Pengene skulle bruges til at “pryde og forskønne” byen. Donationens størrelse var uden fortilfælde og førte til oprettelsen af Charles Felix Lindbergs donationsfond.

Fonden

Charles Felix Lindbergs donationsfond har gennem mere end hundrede år finansieret en stor del af Gøteborgs offentlige kunst.

Mange af de skulpturer, springvand og kunstværker, man møder rundt omkring i byen, er helt eller delvist betalt af fonden.

Man kan derfor sige, at selv om Lindberg ikke var kunstner, har han haft enorm betydning for Gøteborgs byrum. Uden hans donation ville mange af byens mest kendte kunstværker aldrig være blevet til.

I slutningen af 1980’erne mente Gøteborgs kommune, at manden bag så mange af byens kunstværker fortjente sit eget monument.

Opgaven gik til Jan Steen, som valgte at fremstille Lindberg som en almindelig, elegant byborger på gåtur frem for som en ophøjet helt på en piedestal. Det giver statuen et usædvanligt menneskeligt præg.

Charles Felix Lindberg en af de få personer, der hædres primært for sin gavmildhed. Hans største bedrift var ikke at regere, opfinde eller erobre, men at give sin formue tilbage til den by, han elskede

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Havnebyen Gøteborg

Havguden Poseidon beskytter Sveriges port til Kattegat og Nordsøen mod uheld.

Lær mere

Gøteborgs personligheder

Siden Gustav II Adolf i 1621 grundlagde Gøteborg har mange store skikkelser præget byen.

Lær mere

Skulpturerne på Olof Palmes plats

Socialdemokratiets ide om Folkhemmet bliver holdt i hævdt i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Monumenter og Skulpturer i Göteborg (Del V) – Avenyn blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.