I filmen møder vi gymnasielæreren Paul Hunham som skal tilbringe julen sammen med eleven Angus Tully og køkkenchefen Mary Lamb.

The Holdovers

Paul Hunham er en ældre gymnasielærer i Oldtidskundskab. Han hylder den traditionsfyldte kostskoles gamle idealer om at det er fagfagligheden, der skal bane vejen frem for dens elever.

På den måde lægger han sig ud med de studerende, der ikke har samme høje idealer om de gamle grækere og romeres livsførelse som ham selv.

Dette kommer konkret til udtryk i den sidste eksamen før jul. Her dumper han hele klassen.

Skolens rektor er heller ikke begejstret da skolen bliver finansieret af deres rige forældre. Så han beder ham om at ændre deres karakterer, sådan at de alle består. Hvilket Hunham dog afviser at gøre.

Oplysningstiden versus Romantikken

På mange måder er Hunham, den diametrale modsætning til John Keating i DØDE POETERS KLUB.

Da Keating ikke har meget til overs for oplysningstidens idealer om at det er fornuften, som samfundet skal være styret af.

I starten lykkedes romantikkens projekt godt for Keating, som får eleverne til både at gribe dagen og pennen.

Men det ender katastrofalt, da han ikke magter at tage ansvar på et afgørende tidspunkt. Hvilket indirekte forårsager en af hans elevers død. Og han accepterer derfor uden kamp efterfølgende at blive sat på plads af skolens ledelse.

De sammenbragte

Hunham har ikke noget familie. Han påtager sig ansvaret for at tage sig af de elever som ikke har mulighed for at komme hjem og fejre jul med deres familier.

Dette er selvsagt ikke noget som The Holdovers er begejstrede for. Da de mener at han er en nazist som burde være i Argentina.

Angus Tully er en begavet, men også en meget utilpasset elev, der til dagligt har Hunham som lærer. Han ender med at blive den eneste elev tilbage på skolen.

Dermed skal han tilbringe de næste mange dage sammen med Hunham og køkkenchefen Mary Lamb.

LÆS OGSÅ: The Zone of Interest: Auschwitz, et paradis på jord

Livets lærdom

Dette forløber ikke overraskende nok ikke uden problemer. Mødet mellem de tre ensomme, men også meget direkte mennesker, der alle har haft sorg inde på hjertet, er fyldt med spændinger.

Dette fører til at der opstår mange situationer, som får dem til at lære meget om livet, og hinanden.

Hvor, Tully kommer til at forstå, at før han ”… afviser noget som kedeligt eller irrelevant”, så skal han huske, ”at hvis du virkelig vil forstå nutiden eller dig selv, skal du begynde i fortiden. Dermed vil du indse, historie er ikke blot studiet af fortiden. Det er en forklaring på nutiden”.

Så lærer Hunham, at det ikke kun drejer sig om det fag-faglige kundskaber, men også om at kunne aflæse sine medmenneskers følelser, når han løbende bliver irettesat af Lamb.

Efterskrift

Kieslowskis RØD, handler om broderskab. Her møder vi en aldrende pensioneret dommers møde med en ung fotomodel.

Hvis den store aldersforskel ikke var til stede, ville det sikkert være starten på en hed kærlighedsaffære. Men ender i fælles forståelse, inden vejene skilles igen. I

I THE HOLDOVERS kunne dette også være begyndelsen på et varmt venskab imellem lærer og elev. Men også her ringer virkeligheden også på døren, da juleferien er slut, og eleverne er tilbage på skolen.

THE HOLDOVERS er en af de film, som der forventes at hive en Oscar-statue hjem. og dette forstår undertegnede godt, da den både er en meget morsom, men også en meget rørende film.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Gallery of God

En kulsort komedie om en gruppe kunststuderende i Göteborg.

Lær mere

Afterimage

En film om maleren Władysław Strzemiński, som blev et offer for kommunismen.

Lær mere

Licorice Pizza

En musikalsk hyldest til livet i 1970erne af Paul Thomas Anderson.

Lær mere

Indlægget Film: The Holdovers – Forstå nutiden i lyset fra datiden blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Made of Plastic. it’s Fantastic

Mattel, et af verdens allerstørste legetøjsvirksomheder, er nu ude med en film, som handler om Barbie, deres mest ikoniske og bedst sælgende produkt.

Efter at have oplevet en lavere omsætning igennem en lang årrække, vendte skuden for ca. 10 år siden, da de begyndte at lancere mange forskellige typer af Barbie, og hendes faste følgesvend Ken.

Og, fornyelig lancerede de så ”Den almindelige Barbie”, der i sit udgangspunkt, afviger en del i sit væsen fra den klassiske, og mere konservativ stereotypiske dukke, da denne ikke lever op til nogle perfekte idealistiske og total urealistiske drømmescenarier for nutidens piger.

Når man ser filmen ”Barbie”, så minder den da også mest om en gennemtænkt reklamefilm, hvor virksomheden er i øjenhøjde med sit købende publikum anno 2023, der ikke bare vil nøjes med en tam produktpræsentation af dukken, og dets tilbehørsprodukter.

Men, som også gerne vil kunne mærke legetøjskorporationens holdninger og sjæl, fortalt i et mere artistisk og anarkistisk udtryk, hvor der er plads til lidt selvironi, bragt til live af den feministiske instruktør Greta Gerwig i hendes fortælling om at Mattel ikke kun er sat i verdenen for at berige pigers dannelsesrejse henimod en plads i voksensamfundet, men som derimod i langt højere grad kun gør det for at skabe økonomisk profit.

Læs også: My Secret Cyberlove: En kitschet kærlighedshistorie

Men, som også gerne vil kunne mærke legetøjskorporationens holdninger og sjæl, fortalt i et mere artistisk og anarkistisk udtryk, hvor der er plads til lidt selvironi, bragt til live af den feministiske instruktør Greta Gerwig i hendes fortælling om at Mattel ikke kun er sat i verdenen for at berige pigers dannelsesrejse henimod en plads i voksensamfundet, men som derimod i langt højere grad kun gør det for at skabe økonomisk profit.

Noget af det der gør, at man glemmer at det er reklamefilm som man i gang med at overvære, er den stærke stilistiske og æstetiske sans som Gerwig fremviser, hvilket igen er noget der leder tankerne hen på en instruktør a la Wes Anderson, og hans store gennembrudsfilm til masserne, ”The Grand Budapest Hotel”.

Barbie i ideernes verden og fænomenernes verden

Samtidig med, så er der er mange filosofiske og intertekstuelle referencer, ikke bare til Platon, og hans tanker om henholdsvis ideernes verden og fænomenernes verden, i den klassiske 3-akts film, som på Hegelsk maner, er delt op i en tese, antitese, og en syntese.

Her oplever vi i første akt Barbies matriarkalske samfund i fantasilandet. I andet akt træder vi ind i Kens patriarkalske samfund, der er baseret på nogle erfaringer han gør sig i den virkelige verden. For så i tredje akt, at mødes et eller andet sted på midten i den afsluttende del af filmen, hvor der både er plads til at Barbie og Ken bedre kan udfolde sig i det nye samfund som opstår.

Så, det er ikke bare hovedrollerne som udvikler sig i filmen, det gør samfundet også.

”Barbie” er også en film som leder tankerne hen mod romantikken, men blot med omvendt fortegn.

For, idealverdenen for Barbie og Ken, synes ikke at være ideernes verden, men derimod fænomenernes verden, der på trods af sine mange besværligheder, og det faktum, at mennesket ikke lever foreviget, rummer en anden eksistentiel dybde, end den overfladiske livsførelse de til daglig praktiserer i Barbieland.

At de to verdener hænger dualistisk sammen, ses for det første ikke bare i portrætterne af Barbie og Ken, men også i det faktum, at deres liv i lige så høj grad hænger sammen med pigerne som leger med dem.

For, nok kan dukkerne skabe drømme og udvide pigernes indlevelse og forestillingsevne på vej mod et voksentilværelse, hvilket er positivt, men hvis de eks. er i dårligt humør, så går det ud over dukkerne. Og, vice versa.

Samtidig med, for det andet, så er det der sker i Barbieland / Kendom, også medvirkende til hvilke produkter som Mattel spytter ud på markedet, hvilket instruktøren serverer på en elegant måde til filmens seere.

En anden, underholdende pointe i dette sammenspil imellem den virkelige og den uvirkelige verden, som en film som denne er en eksponent for, var eks. at før man kunne træde ind i den store udsolgte biografsal, hvor der var plads til ca. 1000 gæster, så var der en fotostand, forestillende en stor legetøjsæske, hvor de kvindelige pink/hvidklædte biografpublikummer, kunne træde ind, og lade sig blive foreviget som deres helt egen Barbiepige.

For så en time senere, inde i salen, at kunne se en scene i filmen, hvor den øverste ledelse hos Mattel, prøver at få deres Barbiedukke tilbage, og binde hende til æsken, da de ikke vil have hende til at løbe frit rundt ”i den virkelige verden”, da dette vil ødelægge deres business. Her smelter mennesket og produktet bogstaveligt sammen i kapitalismens masse.

dårlig personinstruktion af dygtige skuespillere

Margot Robbie, som nogle måske husker for hendes birolle som Roman Polanskis gravide kone Sharon Tate i Tarantinofilmen ”Once Upon a Time in Hollywood”, og Ryan Gosling, der som den autistiske hovedperson i ”Lars and the Real Girl” forelsker sig i en Lolitadukke, spiller de to hovedroller som henholdsvis Barbie og Ken i filmen.

Og, selvom de på sin vis leverer varen, som den smarte kvindelige dukke, der engang imellem hænger ud med sin knap så smarte mandlige dukke, så fornemmer man at instruktøren Gerwig ikke er lige så stærk i sin personskildringer, som til det konceptuelle, som hun fuldt ud behersker. Det er sjældent at man kan identificere sig med dem, og for alvor leve sig ind i dukkernes personligheder på samme måde, som det eks. tog sig ud i det fine sammenspil, som Ryan Gosling havde med Emma Stone i ”La La Land”, der sjovt nok også foregår i Los Angeles.

Dukkerejsen år 2023

Der er mange underholdende momenter i filmen. Det var svært for undertegnede ikke at lade være med at grine højlydt af filmens anslag, som er et link til Stanley Kubricks klassiske åbningsscene i ”Rumrejsen år 2001”. Her ses små piger banke deres babydukker ned mod jorden, inden de møder den store Barbiedukke, for så at kaste babydukken op, og ud i rummet.

Senere i filmen, hvor Ken har fået gennemtrumfet en revolution i Barbieland, og fået lavet sit eget nye Kendom, hvor det nu er mændene som sætter dagsordenen, er Barbiedukkerne med et, blevet forvandlet til nogle kvinder, der i lighed med filmen ”Dukke-kvinderne” ikke har andet for øje, end at opvarte det modsatte køn.

Her render han så rundt med nogle mærkelige forestillinger om hestens vigtige magtposition og rolle i dette mandsdomineret samfund. Hvis man ikke kan se det morsomme i det, eller i Barbielands feministiske drømmeunivers, hvor fyrene fremstår som tilbehørsprodukter, så må man godt nok være meget mavesur.

Efterskrift

Selvom den sidste del af filmen godt kan virke lidt rodet i sit udtryk, så lykkedes det Gerwig, ikke bare at få ført alle sine historier til en ende, men også at få dem rundet af med endnu et tankevækkende indspark, og overraskende afslutning. Tilmed, så har hun også formået at bevare sin kunstneriske integritet i mødet med Mattel, som i lighed med biografpublikummet i Warszawa, også må have klappet i deres hænder, da de overværede slutproduktet blive vist første gang.

Læs også: Scrapper: Skrab dig ind under huden til en ung piges hjerte

Om legetøjskoncernen, så nu vil sælge flere Barbiedukker, pga. filmen, vil stå som et ubesvaret spørgsmål, men jeg er sikker på at den meget gratis omtale filmen genererer, og det, at den også kan ”nå ud” til sådan en som eks. undertegnede (som aldrig har skænket Barbie mange tanker før), også er medvirkende til at dukkens brand (og dermed også dens værdi) vil blive forstærket.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Poor Things

Emma Stone er forrygende i rollen som “Frankensteins sexmonster” Bella Baxter.

Lær mere

Anora

En sexarbejder drømmer om guld og grønne skove efter at have mødt en russisk oligark.

Lær mere

Triangle of Sadness

Ruben Östlunds Cannes vindende film om overklassens magt og afmagt

Lær mere

Indlægget Film: Barbie – En fyldt biografsal klædt i pink og hvidt blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.