Anmeldelse af den danske dokumentarfilm “ENDELØSE NAT” (2025) som omhandler poprockbandet Miss B. Haven af TORBEN SKJØDT JENSEN.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Miss B. Haven var et dansk band som eksisterede fra 1986-1997. Bandet bestod af Lise Cabble, Mette Mathiesen, Anne Vig Skoven, Lene Eriksen og Minna Grooss.

I dag, hvor musikken mere bliver solgt på begreber, som køn, krop og seksualitet, ville bandet nok være blev præsenteret som et lovende LBQT-band. Fremfor om det var et punk, rock, pop, eller heavy band, som i den grad definerede tøjsmag og identitetsopfattelsen for den ungdom der voksede op i firserne.

Hvornår denne ide med at sætte folk i bås skiftede karakter vides ikke. Men et godt bud kunne være fra midten af halvfemserne. Her besvarede eks. en Lars H.U.G. spørgsmålet fra en journalist om hans plade Kiss & Hug from a Happy Boy skulle findes under rock, pop, eller jazz i pladebutikken, med at den kunne han finde under Kiss & Fuck!

Hvor bands som TV-2, Gnags og de kvindelige solister som udsprang fra Shit & Chanel var med til at gøre Århus til Danmarks rockhovedstad i firserne.

Så var det bands som Mercyful Fate, Sort Sol, Disneyland After Dark (D-A-D), The Poets, Gangway, og Miss B. Haven i København, der havde en mere international appeal. Selvom pladesalget var begrænset.

Clinic Q

Det er ikke første gang at Torben Skjødt Jensen beskæftiger sig med populærmusikken fra firserne. Det gjorde hans også i filmene Som et strejf (1993), som er en generel introduktion til perioden, og City Slang Redux (2011), der kredser om tilblivelsen af Lars Hugs mest eksperimenterende plade til dato.

I Endeløse Nat er det Miss B. Haven, som har sigtekornet på. Filmen er hovedsagligt bygget kronologisk op. Så den første figur vi bliver præsenteret for er frontfiguren Lise Cabble.

Her hører vi om hvordan hendes barndomsdrøm som gik på at kunne danne et band, der kunne blive ligeså populære som The Rolling Stones, udvikler sig fra teenageværelset indtil hun sammen med resten af medlemmerne i den kvindelige punkgruppe Clinic Q får en pladekontrakt i starten af firserne.

Udover Lise Cabble bestod kollektivet af Gitte Trier, Dorte Kopp-Rasmussen og Suzanne Unruh. Og, det var specielt sidstnævnte der var primusmotor i at få pladekontrakten i hus, efter at hun havde kimet adskillige selskaber ned.

Deres album Aye blev indspillet i Sweet Silence Studios, hvor bl.a. også Gasolin, C.V. Jørgensen og Kliche havde indspillet plader under ledelse af Flemming Rasmussen.

Efterfølgende blev de signet af Århus Musik Bureau samtidig med TV-2. Unruh fornemmede at deres management nok kun havde overskud til at gøre en 100 procent indsats for den ene af grupperne, og thaj, det var ikke anmelderroste Clinic Q. Nok fordi deres musik appellerede til en for smal målgruppe.

Dette betyder at Gitte Trier og Dorte Kopp-Rasmussen træder ud af bandet, og ind kommer Finn Verwohlt og Hilmer Hassig ind for en kort bemærkning. Inden de beslutter sig for at bandet kun skulle bestå af kvinder. Hvilket igen, førte Mette Mathiesen og Anne Vig Skoven ind i bandet.

Fødslen af Miss B. Haven

Med tilføjelsen af de to nye medlemmer besluttede de sig for at genopfinde sig selv til det der blev til Miss B. Haven.

Teksterne skulle dog stadig være på engelsk. Dette skabte problemer i forhold til pladeselskaberne, som ville have dem til at synge på dansk.

Og, da de tog til London for at få musikbranchen til at tage imod dem var svaret at de kunne godt lide musikken. Men de krævede til gengæld at de flyttede til metroploen, hvilket de ikke havde lyst til.

Finn Verwohlt, som bl.a. var kendt for sit samarbejde med Lars Hug, blev deres producer. De første par indspilninger de kom med til plademanageren var bestemt ikke OK. Så han blev ved at skubbe dem kreativt, indtil der var tre numre, han var ved at falde baglæns over. Ikke bare musikalsk, men specielt tekstmæssigt.

Og, da numrerne Coco, Læg dig ind under himlen, og Alt er dit, blev råspillet i P3 af Monika Krog Meyer, begyndte der at ske noget. Så det var en tilfreds Ernst Jørgensen som efter en del ventetid kunne se sin investering blive til en økonomisk gevinst, da debutpladen solgte pænt.

Den internationale drøm

I 1987 spillede Miss B. Haven for et stort publikum på Roskilde Festivalen. Og året efter udkom On Honeymoon. Et album som Finn Verwohlt også var inde over som producer. Denne gang dog lidt mere ud på sidelinjen da kvinderne nu selv ville styre produktionsprocessen mere.

Dette album var også min primære indfaldsvinkel til bandet, da jeg fik pladen i julegave. Og, efterfølgende hørte den meget den næste halve års tid, efter at jeg en uge senere var flyttet til København, hvor jeg boede hos en pensioneret sømand, som også havde kassereren fra Rødovre Ishockeyklub til at bo der som lejer.

Selvom den i filmen bliver præsenteret som en lidt svagere album end debutpladen, så synes jeg stadig den dag i dag at den holder. Måske fordi den er med at fremkalde nogle billeder fra den periode i mit liv.

Da den næste plade Nobody’s Angel udkom købte jeg den kort tid efter den var udkommet. Indholdet var engelsksprogede versioner af de bedste numre fra deres to første udgivelser. Og, var produceret af Jeff Lyhne fra Electric Light Orchestra.

Grunden til at der nu var en international stjerne indover var fordi de nu var blevet signet af Warner, som i starten investerede både tid og penge ind i projektet, indtil et nyt management trådte til tre måneder efter.

Pladen solgte ikke specielt godt. Og, da de ikke boede i London, og var tilgængelig overfor presse, og andre gode kontakter, døde drømmen om det internationale gennembrud.

Det kommercielle gennembrud i Danmark

Bandet lagde dog skuffelsen hurtig bag sig, da de med den mere poppede album Mellem hjerter og spar, der var produceret af Andy Piercy, og som udkom i 1991, nåede ud til hele den danske befolkning.

For Ernst Jørgensen, som nu fungerede som bandets manager, så var den deres mest geniale pladeudgivelse.

For mig personligt, så havde jeg en mere ambivalent forhold til albummet. For selvom jeg nynnede med på numre som ”Til sommer” og ”Vent til vi ses igen”, så var det nok blandingen imellem lyd, tekst, og den måde som de blev markedsført på, som jeg synes var noget hult. Så, jeg fik aldrig købt pladen.

Og, da Suk & Stads, der var produceret af Richard Gottehrer, som bl.a. havde arbejdet med Blondie, fra 1994 udkom, tænkte jeg at det nok var mere af samme skuffe.

Det eneste jeg kunne huske da jeg så filmen, var at jeg havde set coveret i et musikmagasin. Men, måske skulle jeg give den en lyt i en af de nærmeste dage, for de brudstykker som blev præsenteret i Skjødts film, lød meget overbevisende.

Ligesom min bevidsthed om Miss B. Haven var ved at glide ud, så gled bandet også stille og langsomt fra hinanden i 1997.

Fra punk til Eurovision

Efter en skuffende 23. plads til Tommy Seebach i Dublin i 1993 med ”Under stjernerne på himlen” kunne Danmark ikke deltage i den næste udgave af Eurovision Song Contest året efter.

Dette betød også at Danmarks Radio prøvede at gentænke Dansk Melodigrandprix. I 1995 blev Musik Event ’95 introduceret. Og, det nye koncept var meget omfattende. Og, radikalt anderledes end hvad seerne forstod ved MGP.

Bl.a. var det lykkedes DR at få etablerede sangskrivere såsom Anne Linnet, Lars Muhl, Jascha Richter (Michael Learns To Rock), Elisabeth, m.fl. til at bidrage med sange.

Lise Cabble og Mette Mathiesen fra Miss B. Haven var også med på holdet af sangskrivere, og deres bidrag ”Fra Mols til Skagen” som blev fremført af den gamle The Poets sangerinde Aud Wilken, der var kendt fra det mere punkede undergrundsmiljø i København, vandt konkurrencen.

Selvom vindersangen nåede en flot femteplads i Dublin (som igen var værtsby for ESC), og fremstår som en moderne Grandprix klassiker, så gentog DR aldrig Musik Event konceptet igen. Måske fordi det havde mistet den modsat MGP havde mistet den folkelige appeal.

Sejren i Malmø

Dette afholdt dog ikke makkerparret Lise Cabble og Mette Mathiesen at prøve igen. Da de i både 2000 (hvilket var det år Brødrene Olsen vandt det hele med ”Smuk som et stjerneskud” / ”Fly on the Wings of Love”) og 2002 havde skrevet en sang til en anden tidligere The Poets medlem, Sanne Gottlieb.

Efterfølgende har Lise Cabble skrevet sange til den store sangdyst mange gange. I 2013 var hun med på det hold som skrev ”Only Teardrops” til Emmelie de Forest. Et nummer der som bekendt for de fleste danskere vandt Eurovision Song Contest i Malmø. Og, som gjorde Cabble i stand til at købe en ny bil efterfølgende.

Derudover har hun også været med til at vinde Dansk Melodigrandprix i 2011 og 2019 med numrene ”A Friend in London” og ”Love Is Forever”, hvilket også gjorde en god figur ved ESC.

Efterskrift

Det der bærer Torben Skjødts dokumentar oppe er interviewene med bandets medlemmer. Som alle, på nær Anne Vig Skoven, der døde i 2013, er tilstede i samme rum.

Miss B. Haven er i dag en del af den danske populær musik historie når der ses tilbage på hvad der skete i firserne og halvfemserne.

Deres drøm om et internationalt gennembrud lykkedes dog først da bandet var ved at gå i oplæsning, og trådte fra scenens rampelys. Hvor det var Aud Wilken og Emmelie de Forests optrædner ved ESC som den dag i dag giver økonomisk output til speciel Lise Cabble.

For de andre medlemmer af bandet, så det stadig inden for de kreative fag hvor pengene kommer fra. Uanset om det er som lærer. Eller som radiovært i DR.

Rent karriermæssigt har det på ingen måde været en Endeløs Nat. For selvom de aldrig blev de nye Stones. Så blev de noget andet. Og, måske også noget bedre.