|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

For et par måneder siden besøgte jeg Nutsubidze, som er nogle brutalistiske boligblokke i den vestlige del af Tbilisi.

Det som gør dem kendt, også udenfor Georgiens grænser, er himmelbroerne som forbinder beboelseslejlighederne i 14. etagers højde.

Her bor Mzia Sabanadze i entreen i et lille kontrolrum sammen med sine katte, og sørger for at hjælpe beboere og gæster af bygningen med at benytte sig af højhusenes elevatorer.

Så da jeg skulle op til broerne kontaktede hun mig også. Jeg forstod hende ikke, men jeg gik ud fra at hun ville fortælle mig at jeg skulle putte en mønt i elevatoren for at kunne benytte den som er specielt beregnet til gæster.

Lift Lady

Den nu over 70-årige kvinde Mzia Sabanadze har i de seneste 18 år arbejdet som elevatorbestyrer. Førhen har hun deltaget som snigskytte mod den russiske aggression i Abkhasien.

Det fandt sted i tiden lige efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor Georgien igen var blevet en selvstændig nation.

Hun blev dog selv ramt, og måtte trække sig fra krigshandlingerne. Nu i hendes karrieres efterår ser hun en stor ære i at brugerne af elevatorerne får den bedst mulige oplevelse.

En dag virker elevatorerne dog ikke. Efter at hun i første omgang selv har prøvet at fikse dem uden held kontakter hun nogle håndværkere som ignorerer hendes opkald.

Dette fører til at hun besøger rådhuset i Tbilisi hvor hun beklager sig over situationen. Og næste morgen kommer håndværkerne, hvilket både glæder hende, og de beboere som er trætte af at skulle gå op ad trapper til 14. etages højde.

Filmen som også viser hendes tab af både ægtemand og en kat, lyser dog op i kortfilmens afslutning, hvor naboerne inviterer hende på en festlig komsammen.

Efterskrift

Lift Lady undlader at fortælle at elevatorkvinden ligesom mange af den ældre generation stadigvæk ser op til Stalin, hvilket nok er et bevidst fravalg fra den polske instruktørs side. Da det vil ødelægge glansbilledet af at hun har kæmpet mod russerne.

Ligesom i mange postkommunistiske lande, så viser filmen at der er en stor grad af bureaukrati i nutidens Georgien. Som bl.a. fører til at et problem som ikke burde tage flere timer om at løse, bliver til en større udfordring.

Det der løfter dokumentaren kun varer 23 minutter så når man at mærke Mzia Sabanadzes personlighed. Og, jeg håber at hun stadig er i live næste gang jeg skal forbi de berømte beboelseslejligheder i Tbilisi.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Brutalistisk Arkitektur i Tbilisi

Hovedkvarteret for Bank of Georgia er en af mange gode eksempler på Brutalisme i Tbilisi.

Lær mere

Godnat, Hr. Stalin

En af historiens mest grusomme diktatorer bliver stadig husket i hjembyen Gori.

Lær mere

Nutsubidze Himmelbroerne

Broerne som forbinder de brutalistiske bygningerne er blevet et nyt hotspot i Tbilisi.

Lær mere

Indlægget Film: Lift Lady – Kvinden som bestyrer elevatorerne i Nutsubidze blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I den nordlige del af Tbilisi kan man se det brutalistiske bygningsværk, som i dag er i meget forfalden tilstand.

Den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole

Inden jeg tog afsted hjemmefra var det en af de bygninger som jeg gerne ville se under min tur til den georgiske hovedstad.

Men om morgenen på sidste rejsedag afskrev jeg at se den, fordi jeg ikke tidsmæssigt ville kunne nå det.

At det så alligevel lykkedes skyldes et uheld. Jeg nåede ikke at stige af bybussen i rette tid. Og, næste stop lå flere kilometer væk.

Efter at være hoppet af bussen kunne jeg ligepludselig se den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole på en bakketop.

Nu da jeg var så tæt på, besluttede jeg mig for at droppe noget af den mere turistede område af Tbilisi for at bevæge mig op for at se den tidligere uddannelsesinstitution.

Livet går af krogede veje

Heldigvis havde solen skinnet i en hel del dage. Vejen opad bakken var derfor knastør, og ikke glat på nogen måde.

Det betød også at jeg kom frem på de krogede veje uden større problemer, da mine sko ikke lige pludselig gled i nogle uventede retninger.

Da jeg kom tættere på, kunne jeg se den karakteristiske auditorium af den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole rejse sig stolt på højen.

Tidligere var der på auditoriumet monteret en stor relief som blev kaldt for Tbilisi Batman. Relieffen var udført af den berømte kunstner Zurab Tsereteli.

Men i løbet af 2018 og 2019 blev den fjernet af ukendte gerningsmænd. Og, ingen ved hvad der er hændt med relieffen.

I dag er bygningen Et flygtningecenter

I forlængelse af auditoriumet huser de tidligere undervisningslokaler i hovedblokken i dag flygtninge.

Først blev det beboet af georgiske flygtninge fra Abkhasien efter Sojvetunionens sammenbrud i starten af 1990erne.

Efter den russisk-georgiske krig i 2008 blev stedet hjemsted for flygtninge fra Samachablo. Begge grupper bor i bygningen side om side med skillevægge og separate indgange.

I barndommens korridorer

Alt imens jeg går rundt om den store auditorium, så er det ikke det pulviserende liv fra de studerende som fylder pladsen.

Derimod er mere vindens lyde og trafikken fra hovedpulsåren som jeg bemærker samtidig med at stedet minder om et af de rum jeg som barn holdt af at udforske.

For hvad gemmer der sig af historier inden i de forfaldne bygningsværker? Vil der lige pludselig komme en person som vil råbe og skrige af en?

Da jeg bevæger mig ind i den nedre del af auditoriumet prøver jeg at forestille mig hvordan rummene har set ud da bygningen var fuldt funktionsdygtig.

Ligepludselig kan jeg se en trappe som fører opad i bygningen. Da jeg går op ad den, finder jeg hurtig ud af at opgangen er afspærret. Og, at jeg derfor skal vende om igen.

I et af de tilstødende lokaler finder jeg en masse tøj og soveposer. Et tegn på at der har levet hjemløse her fornylig. Og, som måske stadig holder til her.

Efter at have set alle de rum der er tilgængelige i de fugtige lokaler, beslutter jeg mig for at bevæge mig ud af bygningen igen.

Nye bygninger skyder frem

Udenfor kan jeg se nogle af de nye bygninger som bliver opført i nabolaget. Som er en varsel mod en ny tid for Georgien.

Men som også samtidig med er en afstandstagen til de gamle socialistiske modernistiske bygningsværker. Noget som ikke mange georgiere ønsker at bevare, og derfor lader forfalde.

Alt imens jeg kan se nye højhuse skyde frem i horisonten, kan jeg høre to gøende hunde som vil have mig til at gå væk fra deres territorie.

Efterskrift

I en tid hvor brutalismen vinder større anerkendelse og hvor interessen for den arkitektoniske stilart vokser, så er der også ildsjæle i Georgien som ønsker at bevare den bygningsmæssige arv fra Sovjet.

I 2018 blev der oprettet en arbejdsgruppe INHABIT! som organiserede en konference for at bevare disse bygninger.

I samarbejde med Tbilisi Arkitektur Biennale udarbejdede Thomas Ibrahim, kunstneren Gio Sumbadze, og arkitekterne Givi Machavariani og Claudio Vekstein med at bringe liv ind i bygningen.

Det første tiltag var at gøre auditoriumet tilgængelig ved at tilføje det en trappe. Området omkring det blev rengjort for første gang i årtier. Og der er blevet afholdt forskellige workshops i lokalerne til glæde for børnene i området.

Selvom disse tiltag er glædelig, så kan de gode tanker hurtig forsvinde igen hvis der ikke løbende bliver fulgt op omkring projektet i den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Nutsubidze Himmelbroerne

Broerne som forbinder de brutalistiske bygningerne er blevet et nyt hotspot i Tbilisi.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

Brutalistisk Arkitektur i Tbilisi

Hovedkvarteret for Bank of Georgia er en af mange gode eksempler på Brutalisme i Tbilisi.

Lær mere

Indlægget Georgien: Tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.