|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen er langt mere end en optagelse af David Bowies koncert på Hammersmith Odeon i London den 3. juli 1973. Den er et vidnesbyrd om den aften, hvor Bowie symbolsk dræbte den figur, der havde gjort ham til verdensstjerne.

I dag står koncerten som et af rockhistoriens mest ikoniske øjeblikke. Ikke blot fordi Bowie var på toppen af sin karriere, men fordi han valgte at afslutte sin mest succesfulde skikkelse netop på højden af dens popularitet.

Ziggy Stardust – en rockstjerne fra det ydre rum

Da David Bowie skabte Ziggy Stardust i 1972, var det langt mere end endnu et kunstnernavn. Ziggy var en gennemført rollefigur.

En androgyn, flamboyant og karismatisk rockstjerne, der ifølge albummets løse fortælling kom til Jorden, mens menneskeheden kun havde fem år tilbage.

Ziggy blev både profet, frelser og superstjerne, men blev til sidst opslugt af sin egen berømmelse.

Historien fortælles aldrig direkte i filmen. Den udspiller sig gennem sangtekster, sceneshow, kostumer og Bowies egen optræden.

Publikum skulle ikke blot høre musikken – de skulle opleve Ziggy som en levende figur.

Det var netop denne blanding af science fiction, kabaret, rockmusik og kønsmæssig tvetydighed, der gjorde Ziggy Stardust til et kulturelt chok.

Bowie udfordrede tidens forestillinger om maskulinitet og seksualitet, samtidig med at han skabte et af rockhistoriens mest genkendelige visuelle univers med ildrødt hår, kraftig makeup og ekstravagante kostumer inspireret af japansk mode og avantgardeteater.

En koncert med en skjult afslutning

Da Bowie og The Spiders from Mars gik på scenen denne sommeraften i 1973, vidste publikum ikke, at de overværede Ziggys sidste optræden.

Koncerten åbner eksplosivt med Hang On to Yourself og titelnummeret Ziggy Stardust. Publikum møder straks den figur, de er kommet for at se. Selvsikker, teatralsk og større end livet selv.

Men efterhånden udvikler koncerten sig til noget mere end en parade af hits. Bowie blander sange fra tidligere album med nyt materiale fra Aladdin Sane. Undervejs bliver stemningen mørkere.

Changes fungerer næsten som en kunstnerisk programerklæring. Selvom sangen er skrevet flere år tidligere, bliver omkvædet “Ch-ch-ch-changes” nærmest et løfte om, at endnu en forvandling er på vej.

Midterdelen af koncerten bliver mere teatralsk. Jacques Brels My Death introducerer temaer om dødelighed og afslutning, mens Cracked Actor, Time og The Width of a Circle kredser om berømmelsens pris, seksualitet, identitet og forfald.

Set i bakspejlet virker sætlisten næsten dramaturgisk opbygget. Publikum mærker det måske ikke bevidst, men Ziggy er allerede ved at gå i opløsning.

Øjeblikket der blev legendarisk

Efter et hæsblæsende forløb med Let’s Spend the Night Together, Suffragette City og Velvet Undergrounds White Light/White Heat tror publikum, at koncerten nærmer sig sin afslutning.

Så stopper Bowie op. Han siger de ord, der siden er blevet en del af rockhistorien:
“Not only is it the last show of the tour, but it’s the last show that we’ll ever do.”

Publikum tror et øjeblik, at David Bowie annoncerer sin pensionering. Selv flere medlemmer af bandet bliver overraskede.

Først senere går det op for omverdenen, at Bowie talte om Ziggy Stardust. Det sidste nummer bliver derfor ikke blot endnu en sang. Rock ‘n’ Roll Suicide bliver Ziggys begravelse.

Sangen handler om ensomhed, desperation og håb, men i koncertens sammenhæng bliver den et symbolsk farvel til en figur, der havde ændret rockmusikken.

Musikken begyndte allerede før Bowie gik på scenen

Et ofte overset element i koncertfilmen er musikken før og efter selve koncerten.
Publikum mødes af Wendy Carlos’ elektroniske fortolkning af Beethovens Niende Symfoni fra Stanley Kubricks A Clockwork Orange.

Efter koncerten høres igen musik, som forbindes med filmen. Som eksempelvis den pompøse Pomp and Circumstance.

Valget var langt fra tilfældigt. Bowie var stærkt inspireret af Kubricks film. Dens blanding af futurisme, vold, dekadence og klassisk musik passede perfekt til Ziggy-universets dystopiske atmosfære.

Allerede før koncertens første tone bliver publikum derfor placeret i en kunstig, nærmest teatralsk virkelighed.

A Clockwork Orange fungerer som en ouverture. Den fortæller publikum, at de er trådt ind i et univers, hvor rockkoncerten er blevet til teater.

Bowie spiller både Ziggy og David Bowie

En af koncertfilmens store styrker er, at den viser spændingen mellem personen David Bowie og figuren Ziggy Stardust.

Når Bowie synger Moonage Daydream, er han den kosmiske rockstjerne. Under Cracked Actor bliver han den dekadente og selvdestruktive berømthed. I My Death fremstår han som cabaretkunstner.

Og i Rock ‘n’ Roll Suicide bliver han næsten en prædikant, der rækker armene ud mod publikum som en frelser.

Det er netop denne evne til konstant at skifte rolle, der senere skulle blive Bowies kunstneriske varemærke.

Hvorfor dræbte Bowie Ziggy?

For mange virkede beslutningen uforståelig. Ziggy Stardust var en enorm succes. Albummet solgte, koncertturnéerne var udsolgte, og Bowie var blevet en international stjerne. Men netop derfor ønskede han at stoppe.

Bowie havde en næsten instinktiv modvilje mod at gentage sig selv. Han mente, at kunstnere risikerede at blive fanget af deres største succes, og han nægtede at lade Ziggy definere resten af hans karriere.

Samtidig var rollen begyndt at opsluge ham. Bowie har senere fortalt, at grænsen mellem personen David Jones og figuren Ziggy Stardust efterhånden blev vanskelig at opretholde.

Turnélivet, berømmelsen og et stigende stofmisbrug gjorde perioden psykisk belastende. Ved at “dræbe” Ziggy kunne han begynde forfra.

Kort tid efter fulgte Diamond Dogs, den amerikansk inspirerede soul på Young Americans, den aristokratiske Thin White Duke og senere Berlin-trilogien med Brian Eno og den tyske krautrock som musikalske mentorer.

Ingen af disse perioder ville sandsynligvis have været mulige, hvis Bowie var blevet ved med at være Ziggy.

Mick Ronson: Den oversete stjerne

Selv om Ziggy Stardust and the Spiders from Mars bærer David Bowies navn, ville Ziggy-universet næppe have haft samme gennemslagskraft uden guitarist Mick Ronson.

Hans skarpe, melodiske guitarspil gav sangene deres dramatiske kraft, og hans arrangementer på pladedgivelserne som ofte var med strygere og komplekse harmonier, løftede Bowies idéer fra rockmusik til musikalsk teater.

I koncertfilmen er samspillet mellem Bowie og Ronson tydeligt. De bevæger sig rundt om hinanden, udveksler blikke og deler scenen som to hovedpersoner i samme forestilling.

Under numre som Moonage Daydream og The Width of a Circle er Ronsons guitar ikke blot akkompagnement, men en medfortæller. Han giver Ziggy en lyd, der både er aggressiv, romantisk og futuristisk.

Efter opløsningen af The Spiders from Mars kom Ronson aldrig helt ud af Bowies skygge, men koncertfilmen står tilbage som et varigt vidnesbyrd om, hvor afgørende han var for Ziggy-periodens kunstneriske succes.

D.A. Pennebakers kamera: En dokumentar midt i teaterforestillingen

Instruktøren D.A. Pennebaker var allerede kendt for musikdokumentarer om blandt andre Bob Dylan og Monterey Pop Festival.

Hans stil var præget af det observerende dokumentarblik. Kameraet registrerer begivenhederne, snarere end at iscenesætte dem.

Det mærkes tydeligt i koncertfilmen. Kameraet dvæler ved Bowies ansigtsudtryk, glider hen over Ronsons koncentrerede guitarspil og vender jævnligt tilbage til publikums reaktioner.

De unge fans, mange iført glitter og farverigt tøj, synger med, græder og rækker hænderne mod scenen, som var de til en religiøs ceremoni.

Filmen er teknisk ujævn. Billedet er til tider mørkt, klipningen hektisk og lyden langt fra perfekt.

Men netop disse ufuldkommenheder giver den en autenticitet, som mange moderne koncertfilm mangler. Man føler ikke, at man ser en nøje koreograferet produktion; man føler, at man er til stede den aften, hvor historien udspiller sig.

En koncertfilm, der blev større end koncerten

Da filmen endelig udkom i 1979, havde Bowie allerede genopfundet sig selv flere gange. Mange kritikere mente dengang, at filmen teknisk var ujævn, men de fleste var enige om, at dens historiske betydning langt oversteg dens tekniske mangler.

I dag regnes Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som en af de vigtigste koncertfilm nogensinde.

Ikke nødvendigvis fordi den viser Bowies bedste koncert. Men fordi den dokumenterer det øjeblik, hvor en kunstner frivilligt opgav den figur, som havde gjort ham udødelig.

En arv, der rækker langt ud over glam rock

Da Bowie afsluttede Ziggy Stardust i 1973, satte han samtidig en ny standard for, hvad en rockkunstner kunne være.

Han viste, at en koncert kunne være et sammenhængende kunstværk, hvor musik, kostumer, lys, fortælling og scenepersona smeltede sammen.

Denne idé fik enorm betydning for senere generationer. Kunstnere som Madonna, Prince, U2 og Lady Gaga har alle arbejdet med gennemførte scenefigurer og konceptuelle turnéer, hvor koncerterne fungerer som dramatiske fortællinger snarere end blot en række sange.

Også kunstnere som Trent Reznor fra Nine Inch Nails, Marilyn Manson og Arcade Fire har peget på Bowie som en vigtig inspirationskilde, når det gælder sammensmeltningen af rockmusik, performancekunst og identitet.

I dag, hvor store koncertproduktioner ofte er minutiøst planlagte multimedieoplevelser, kan det være svært at forstå, hvor nyskabende Ziggy-turnéen var.

I begyndelsen af 1970’erne var det stadig usædvanligt, at en rockmusiker optrådte som en fiktiv karakter gennem en hel koncert. Bowie gjorde scenen til et teater. Og rockstjernen til en rolle, der kunne skabes, udvikles og afsluttes.

Mere end en koncertfilm

Det er fristende at se Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som et nostalgisk tilbageblik på glam rockens storhedstid.

Men filmens egentlige styrke ligger et andet sted. Den viser en kunstner, der bevidst afslutter sit mest succesfulde projekt, fordi han frygter at blive fanget af det.

Netop derfor føles koncerten stadig moderne. Den handler ikke kun om musik, men om identitet, forandring og modet til at give slip på det, som andre forventer af én.

Da David Bowie sang de sidste linjer i Rock ‘n’ Roll Suicide, tog han ikke blot afsked med Ziggy Stardust. Han demonstrerede, at kunstnerisk fornyelse kræver viljen til at lade selv de største succeser dø.

Det er måske derfor, koncertfilmen stadig fascinerer. Den dokumenterer ikke blot afslutningen på en epoke. Den viser fødslen af den David Bowie, som resten af verden kom til at kende: kunstneren, der aldrig stod stille.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Delia Derbyshire

Delia Derbyshire var en af de helt store pionerer indenfor elektronisk musik i tresserne.

Lær mere

Primal Scream

Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła.

Lær mere

Morrissey

Den gamle forsanger i The Smith gæstede Goteborg til stor glæde for weltschmerz-folket.

Lær mere

Indlægget Film: Da Bowie dræbte: Ziggy Stardust and the Spiders from Mars blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

IRLAND: Emmy: Laika Party

Der er dømt 120 procent kawaii når norske Emmy stiller op med Laika Party for Irland i ESC 2025.

Nummeret som blev fundet for let for det norske melodigrandprix, handler om Laika som var det første dyr som blev sendt i kredsløb i rummet i 1957.

Hunden som døde nogle timer efter opsendelsen, håber Emmy nu har en stor fest oppe i himmelen.

Det er alt sammen meget naivt og sødt på samme tid. Specielt også når man ser sangerindens sceneoptræden sammen med hendes lettere kitschede dansere og robotmanden som spiller på keyboard.

Bookmakernes vurdering

Nummeret som minder om noget der er blevet undfanget i 90erne spår bookmakerne pt. til lige netop at kvalificere sig fra semifinale to som nummer 10, foran bl.a. Danmark på 12. pladsen. Og jeg er ikke uenig i deres skøn.

LUXEMBOURG: Laura Thorn: La poupée monte le son

I år er det 60 år siden Luxembourg vandt det internationale melodigrandprix med Poupée De Cire, Poupée De Son.

Sangen som blev fremført af den 16-årige France Gall og skrevet af Serge Gainsbourg var et meget anderledes vindernummer. Da det i modsætning til de andre sange var en up tempo komposition i en samtid med masser af stillestående ballader.

Nummeret, som gjorde både sangerinde og komponist kendt udenfor Frankrigs landegrænser, er senere hen blevet genindspillet af mange andre kunstnere, såsom bl.a. Belle & Sebastian, Arcade Fire og The Divine Comedy.

I forbindelse med 50-års jubilæet for Eurovision Song Contest som blev afholdt i 2005 i København frasagde France Gall at opføre mit favoritnummer fra konkurrencen.

Hvilket skyldes at hun følte at Gainsbourg i tresserne havde ydmyget hende offentligt specielt på grund af nummeret ”Les sucettes”. Hun troede at hun sang om en pige som er glad for slikkepinde. Men i virkeligheden handler sangen om oralsex.

Læs også: Serge Gainsbourg (Del II) – Les Sucettes

Poupée De Cire, Poupée De Son var også kontroversiel. Da sangen kan tolkes at hun er hans uintelligente dukke, der ikke aner hvad hun synger om, og som han styrer.

Læs også: Serge Gainsbourg (Del I) – Sangdukken

Dette vil sangskriverne og konceptmagerne bag Luxembourgs bidrag i 2025 gøre op med. Så de søgte efter en anden ”dukke” der kunne fremføre deres nummer. Og hende fandt de i Laura Thorn, som er en 25-årig sanglærerinde.

La poupée monte le son, som på dansk kan oversættes til dukken skruer op for lyden, handler om en rebelsk dukke som ikke vil finde sig i at blive manipuleret med. Og som ikke længere vil smile og holde mund når hun bliver bedt om det.

Dukken vil derfor tage kontrol over hendes eget liv. Og hvis dukkeføreren ikke fatter dette, så må han gå hjem til sin mor.

Senere i nummeret bliver der sunget en strofe som kan forstås som både en hilsen til pladebranchens folk dengang, og Trumps Amerika i dag.

Ny instruktionsmanual.
Jeg kan klare alt uden dig.
Det er en anden opsætning, en anden æra.
Jeg lader min stemme blive hørt, så frem for alt.
Leg ikke bugtaler.

Inden hun slutter af med at konstatere:

Ny instruktionsmanual.
Jeg er nu alene, afhængig af mig selv.
Du forstår, det er tegnet på en anden æra.
Jeg lader min stemme blive hørt for at trigge dig.
Det elektriske stød.

Bookmakernes vurdering

Luxembourg er med sine fem sejre en af de helt store lande i Eurovision Song Contest. Kun overgået af Irland og Sverige. Og, dette er på trods af at de ikke var med i konkurrencen fra 1994-2024.

Hvor Poupée De Cire, Poupée De Son blev en popklassiker, så er det tvivlsom om nogle husker La poupée monte le son nogle dage efter at ESC 2025 er blevet afviklet.

Selvom bookmakerne tror at nummeret kvalificerer sig til fra semifinalen til finalen. Så bedømmer de det til at være det 31. bedste bud på en vinder ud af de 37 deltagerne sange.

De tester pt. derfor andre versioner af nummeret, bl.a. denne hvor Laura Thorn har skiftet lillepigeuniformen ud med en voksens kvindes outfit når hun er ude at more sig nattelivet.

POLEN: Justyna Steczkowska: Gaja

Polen debuterede i 1994 med Edyta Górniaks sang To nie ja, som sluttede på en flot anden plads. Året efter var det så tid til Justyna Steczkowska. En anden ung sangerinde der ligesom Górniak efterfølgende blev en etableret popstjerne i Polen.

Nummeret Sama sluttede som nummer 18, hvilket er noget af det eneste som Steczkowska kan huske fra Dublin i dag, da hun blev meget skuffet over det.

Men hun har ikke noget at skamme sig over, fordi det eksperimenterende folk pop nummer med tiden blevet til en Eurovision klassiker.

I år vender sangerinden, fotomodellen og fotografen Justyna Steczkowska så tilbage til ESC 2025 efter 30 års pause fra sangkonkurrencen med et helt andet udtryk og budskab.

Hvor Sama var en selvrefleksion om det at være alene, så er Gaja en mere udadvendt sang om Moder Jord. Og vel at mærke en Moder Jord som lider og ikke har det godt.

For Steczkowska så handler det om at behandle jordkloden ordentlig, fordi den også har følelser. Samt at det er på tide at give hende noget respekt. Fordi hun respekterer os så meget. Og gør så meget godt for os.

Derudover rejser nummeret nogle store spørgsmål såsom, hvor er det at sjælene rejser hen når de har forladt os? Hvad er meningen med livet og med kærligheden? Samt hvad vil det sige at være et levende væsen på jorden?

Bookmakernes vurdering

Diverse fanforummer for Eurovision har taget godt imod hende rundt omkring i Europa. Og bookmakerne føler sig også rimelig sikker på at hun vil kvalificere sig til finalen, hvor de skønner hende til at ende som nummer 20. Hvilket er cirka den samme placering som da hun deltog for 30 år siden.

Selvom budskabet i Gaja er stærkere end Sama i en tid hvor Europa også i 2024 mærkede konsekvenserne af klimakrisen, så tror jeg ikke på at Gaja vil blive et nummer som folk vil huske i eftertiden, da den er alt for mainstream.

Jeg tror dog i lighed med bookmakerne også på Justyna Steczkowska vil kvalificere sig til finalen.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Før ESC 2025 (Del II)

Anmeldelse af Estland, Australien, og Finlands bidrag til ESC 2025 i Basel.

Lær mere

Før ESC 2025 (Del III)

Anmeldelse af Østrig, Ukraine, og Litauens bidrag til ESC 2025 i Basel.

Lær mere

Før ESC 2025 (Del IV)

Anmeldelse af Albanien, Sverige, og Storbritanniens bidrag til ESC 2025 i Basel.

Lær mere

Indlægget Eurovision: Før ESC 2025 – Fra Junior MGP til Moder Jord blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.