|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I mere end fire årtier har det slovenske kunstkollektiv Laibach udfordret publikums forståelse af politik, propaganda, kunst og massepsykologi gennem en kompromisløs blanding af industrial musik, totalitær æstetik og filosofisk performancekunst.

Hvilket fra bandets begyndelse til nu også har gjort dem til et af Europas mest fascinerende og misforståede musikprojekter.

Laibach

Laibach blev grundlagt i 1980 i den slovenske industriby Trbovlje, som dengang var en del af det socialistiske Jugoslavien. Gruppen opstod i et miljø præget af kulminer, tung industri og politisk kontrol. Forhold som hurtigt blev centrale elementer i deres æstetik og lyd.

Selve navnet “Laibach” er kontroversielt., da det er det tyske navn for Ljubljana, som Nazityskland benyttede sig af under deres besættelse af Slovenien i Anden Verdenskrig.

Allerede her etablerede gruppen den strategi, som siden har defineret dem, hvilket konkret vil sige at bruge historisk og politisk ladede symboler uden at forklare sig entydigt.

Laibach blev hurtigt forbudt af de jugoslaviske myndigheder. Blandt andet på grund af deres brug af uniformsæstetik, propagandalignende plakater og aggressive sceneshows. Men forbuddet gjorde dem kun mere mytiske.

Kunsten at overidentificere sig med magten

Laibach har altid været vanskelige at placere politisk. Da de fremstår ofte som autoritære, militaristiske og næsten fascistoide i deres visuelle udtryk. Men pointen er netop, at publikum aldrig får den komfortable forklaring på, hvad der er ironi, og hvad der er alvor.

Gruppen arbejder med det, filosoffer og kulturkritikere senere har kaldt “overidentifikation”: De tager magtens symboler så ekstremt alvorligt, at magtens absurditet bliver synlig.

Deres koncerter indeholder typisk elementer af marchrytmer, uniformsæstetik, gigantiske symboler, propaganda-lignende visuals, dybe autoritære vokaler.

Resultatet er både dragende og foruroligende. Publikum bliver tvunget til at konfrontere deres egen fascination af autoritet, nationalisme og massepsykologi.

Laibach kritiserer ikke magt ved at stå udenfor den. De går ind i dens æstetik og spejler den tilbage i ekstrem form.

Industrial musik møder totalitær opera

Musikalsk bevæger Laibach sig mellem industrial, elektronisk musik, neoklassiske arrangementer og teatralsk pop. Deres lyd er monumental, mekanisk og ofte overraskende melodisk.

Mange moderne bands skylder dem mere, end de måske selv vil indrømme. Især tyske Rammstein har tydeligt arvet Laibachs marcherende rytmer, dybe barytonvokal og militaristiske sceneshow. Men hvor Rammstein primært fungerer som underholdende chokrock, arbejder Laibach på et mere konceptuelt og filosofisk plan.

Gruppen har også klare forbindelser til pionerer som Kraftwerk og Throbbing Gristle. Fra Kraftwerk har de videreført fascinationen af teknologi, maskiner, koncept og identitet. Og, fra Throbbing Gristle har de lånt industrial musikkens chokæstetik og performancekunst.

Laibach har dog videreudviklet disse elementer ved at kombinere det med geopolitik, ideologikritik og historisk symbolik.

“Opus Dei” og gennembruddet

Laibachs internationale gennembrud kom med albummet Opus Dei fra 1987. Her transformerede de popsange til nærmest totalitære hymner.

Særligt deres version af Opus-hittet “Life is Life” blev nærmest ikonisk. Den joviale stadionpop blev omdannet til noget, der lød som en marcherende propaganda-sang fra et dystopisk imperium.

Det samme skete med Queens “One Vision”, som Laibach omdøbte til den tysksprogede “Geburt Einer Nation”. Resultatet var både absurd morsomt og ubehageligt overbevisende.

Laibach afslørede dermed, hvor tæt massepop og propaganda egentlig kan ligge på hinanden.

Nationalisme, kapitalisme og geopolitik

Gennem årene har Laibach konstant ændret fokus, men altid med samfundets magtstrukturer som centrum.

Albummet Kapital fra 1992 behandlede overgangen fra kommunisme til kapitalisme i Østeuropa og beskrev markedskræfterne som en ny form for ideologisk kontrol.

I 2006 udgav de det ambitiøse værk Volk, hvor hvert nummer tog udgangspunkt i en nationalhymne fra forskellige lande. Albummet undersøgte nationalismens følelsesmæssige kraft og de myter, moderne stater bygger deres identitet på.

På Spectre fra 2014 rettede de blikket mod overvågning, neoliberal politik og samtidens protestbevægelser. Her blev lyden mere synthpop-orienteret og overraskende catchy, uden at de opgav deres politiske skarphed.

Musick: AI og kulturel overstimulering

Laibachs seneste album, Musick fra 2026, er måske deres mest samtidige værk til dato.

Hvor gruppen tidligere analyserede staten, nationen og kapitalismen, undersøger de nu selve kulturmaskinen. Hvilket vil sige streamingplatforme, sociale medier, algoritmer og AI-genereret musik.

Titlen fungerer som et ordspil mellem “music” og “sick” – en reference til den moderne oplevelse af både at være afhængig af musik og samtidig overmættet af konstant digital stimulering.

Albummet blander industrial med hyperpop, Eurodance og bevidst kitschede popreferencer. Laibach bruger elementer fra moderne mainstreamkultur som et spejl, der viser samtidens algoritmiske masseproduktion af følelser og identitet.

Det er både satire og imitation. Og præcis som altid hos Laibach er det svært at afgøre, hvor kritikken slutter, og fascinationen begynder.

Det umulige/mulige møde med Nordkorea

Et af Laibachs mest omtalte projekter fandt sted i 2015, hvor gruppen som et af de første vestlige bands nogensinde spillede koncert i Nordkorea.

Valget af repertoire gjorde situationen endnu mere surrealistisk. Blandt andet fremførte de sange fra musicalfilmen The Sound of Music. Et værk, som nordkoreanske myndigheder accepterede som relativt “ufarligt”.

Projektet blev dokumenteret i filmen Liberation Day og står i dag som et næsten perfekt billede på Laibachs metode. Dybt alvorlig, absurd humoristisk og kulturelt grænseoverskridende på samme tid.

Stadig relevante efter fire årtier

Mange bands fra industrial-scenen er blevet nostalgiske museumstykker. Laibach føles derimod stadig farlige.

Deres koncerter i 2026 beskrives af anmeldere som intense, teatralske og visuelt overvældende. Publikum fremhæver især gruppens evne til at integrere AI-tematikker, sociale medie-referencer og moderne popæstetik i deres sceneshows uden at miste den mørke autoritet, der altid har defineret dem.

I en tid præget af algoritmer, politisk polarisering og konstant digital manipulation virker Laibachs projekt næsten mere aktuelt end nogensinde.

For måske er deres egentlige budskab ikke politisk i traditionel forstand. Måske handler det snarere om, hvor let mennesker formes af billeder, rytmer, slogans og fællesskaber.

Og netop derfor bliver Laibach ved med at fascinere: De viser os ikke bare magten. De viser os vores egen fascination af den.

Efterskrift

På scenen i Filmstudion i Gøteborg behandlede de slovenske legender nutidens popæstetik, hvor det nu er algoritmerne der styrer vores bevægelser, lige fra vi skriver indlæg og liker opslag på sociale medier, til vores overdrevne brug af intetsigende memer og animererede gif-kommentarer, som på en gang er meget overfladisk, men meget kendetegnende for den metaironiske kultur vi lever i.

Efter en underholdende og meget farverigt, hvor danserne forsøgte at få at os til at danse den samme sløre TikTok dans, så startede de anden del af koncerten med Tanz fra deres industrielle dage i firserne med en mørk æstetik, og understregede deres pointe med at der ikke er langt fra totalitære politiske magter til nutidens brug af AI til at få folk til bevæge sig i samme takt.

Vi fik heller ikke den udgave af Geburt einer Nation som de havde stillet os i udsigt i første del, hvilket kan tolkes som en af mange valgløfter politikerne aldrig holder, imens de leverede et langt instrumentalt medley over deres bagkatalog.

Hvor dette træk er en selvfølge blandt politikere, så er det nærmest en dødssynd, hvis musikgrupperne ikke spiller de numre de bliver hyret på. På denne måde leverede Laibach både en underholdende koncert, men også en oplevelse, hvor man har samme oplevelse, som den statement, som de ud af det siger Bono har udtalt sig om dem: I don’t really get it!

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Genesis P-Orridge

Genesis P-Orridge var en banebrydende britisk personlighed indenfor kunst, musik og køn.

Lær mere

Kraftwerk

Med Autobahn var det muligt for Kraftwerk at nå ud til et bredere publikum.

Lær mere

Björk

En storslående visuel og musikalsk udfordrende koncert med den islandske kunstner.

Lær mere

Indlægget Musik: Når Propoganda bliver kunst – Laibach live i Filmstudion blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Begge bydele ligger på den vestlige del af Kura floden som løber i gennem den georgiske hovedstad. Her er den gamle bydel og velhaverkvarteret Vake placeret.

Mtatsminda distiktet

Under den stærk trafikeret og flersporede rundkørsel på Heltepladsen, er der en stor samling af street art. Disse er blevet frembragt efter at kommunale medarbejderere malede de eksisterende malerier over med hvid maling marts-maj i 2024.

Luka Japaridze

Street artisten har i mange af sine værker en meget genkendelig touch, da de minder om raderede tryk. Oftest med reference til historiske figurer.

På Heltepladsen kan man se hans store værk, som viser ryttere med sværd på vej mod kamp mod døden. En ældre kvinde med en kniv. Samt en yngre herre som signalerer fred, selvom han også er våbenbærende.

Vi kan også se en blond langhåret topløs kvinde som holder et hjerte i sin højre hånd. Og en adelsmand som kæmper mod en skelet.

Der er også tekstruller, hvis indhold er på latin. De omkranser et sværd og en lanse. Derudover er der et stort hjerte hvorpå der stor Amor.

Et andet værk som Luka Japaridze har udført på heltepladsen er dette futuristiske maleri hvor en mandlig og en kvindelig figur kigger i hver deres retning.

Adjaranet

Charlie Chaplin, Darth Vader, og en Karl Marx lignende skikkelse træder frem i værket som Adjaranet har stået bag.

Strukturen i maleriet er bygget op med en masse navne på folk, som er skrevet med småt.

Hobogang

Kunstneren fra Kosovo er repræsenteret i de fleste store central og østeuropæiske byer. Specielt i græske Thessaloníki.

I Tbilisi bliver en ældre kvinde portrætteret i hans værk. Samtidig med at hun holder en stor diamant i hendes hænder, spytter hun ild ud af hendes mund.

Andre værker på Heltepladsen

Et andet stort værk på Heltepladsen er dette legende værk, som er lavet med udført med en let airbrush tilgang.

Her kan man se en snegllignende væsen med et menneskehoved i en metallisk ridderdragt. Og en metal insekt svære i rummet. På det andet maleri holder en organisk figur et sværd og har sit hoved beskyttet med en helsluttende hjlem.

På siderne kan man en buttet fisk og noget som minder om en mellemting mellem en kapsel og en blomst. Derudover har en baby et kæmpehjelm på sit hoved.

På et andet maleri ses en mand med en stor frakke (med georgisk skrift) som er igang med at sprøjte vand ind en rund cirkel.

Det sidste street art værk fra heltepladsen er denne runde lyserøde kvindelignende figur, som har store øjenviper og grønt blomstret hår.

Kærlighedsbroen

I tunnelsystemet som er i forlængelse af Kærlighedsbroen i Tbilisis centrum er der også mange farverige malerier som er med til at lyse det op.

Gagosh er en politisk street artist som blandt andet har behandlet Ruslands annektering af nogle georgiske områder i sine værker. Her retter han en kritik mod bystyret som ikke bryder sig om street art.

Vi kan også se en blond pige med en blå hue, hvilket er et særsyn i et land med mange hvor de flest har sort eller mørkebrunt hår. Ved siden af hende er der et ældre ægtepar, hvor manden ryger cigar og hans hustru læner hovedet på hans skulder.

Der er også malerier af dyr. Som eksempelvis en hest og en kolibri. Derudover er der en stamme af mennesker som opfordrer til at slappe af.

Inden jeg forlader Kærlighedsbroen så jeg disse to portrætter af unge kvinder, hvoraf den ene læser en besked.

Sololaki

I den gamle bydel af Tbilisi er det begrænset med street art værker. Men der er blandt andet denne menneskelignende figur som er malet på en rød husmur.

På en garageport kan man se en balletdanser som gør et hop, imens to katte på nogle piedestaler kan se hvad hun laver.

På en anden port kan man se nogle store valmuer som kunstneren Gosha art har lavet for en kunde.

Vake distiktet

I nærheden af Universitetet i velhaverkvarteret Vake er hegnene som omkranser en byggeplads beklædt med street art.

Et par klassiske sorte Conversesko binder ikke bare skoene til fødderne på en person, men også til nogle andre malerier der alle er farvelagt med friske forårsfarver.

På de fleste af dem er skildret nogle hvide blomster på primært et grønt baggrund med gule elementer.

Midt i alle blomsterne er der også placeret et stort stykke elektonik i det grønne landskab.

Værket bliver afsluttet med nogle birketræer, en summende bi med store vinger, og teksten Glad Bedrøvet.

Sår ikke andre mennesker

Et stort maleri som er på det samme plankeværk som blomstermotiverne er denne socialrealistiske portræt.

I det ses en pige som ligger ned og er i sovende position, dog i vågen tilstand. Hvad hun tænker på er svært at sige.

På en indgangsport til et boligområde er der malet denne hvide abstakte komposition på et blågråt baggund.

Sportsstjerner

I et gangsystem under en trafikeret vej i forlængelse af Vake parken i Tbilisi kan man se nogle sportsstjerner blive hyldet.

Ved at se på georgiske athleter som bliver skildret på murværket får jeg en fornemmelse af at det primært er i kampsport at Georgien er gode indenfor.

Samt at holddiscipliner såsom basketball og rugby er populære sportsgrene i det kaukasiske land.

Der er også blevet fundet plads til internationale sportsstjerner indenfor eksempelvis boksning og basket.

I Georgien er fodboldspillerne Cristiano Ronaldo fra Portugal og Lionel Messi fra Argentina også blevet bemærket.

Popstjerner

I den anden af de tre sidetunneler til midterpunktet i de underjordiske gangsystemer bliver gamle popmusikere hyldet.

Kunstnerne som bliver æret, er Bob Marley, og hans religiøse nummer One Love. The Doors med Jim Morrison som forgrundsfigur og deres dystre Riders On The Storm. Og den karismatiske forsanger Freddie Mercury i Queen og gruppens gennembrudshit Bohemian Rhapsody.

Vi bliver også præsenteret for John Lennon og sanglinien If you want to be a hero well just follow me fra nummeret Working Class Hero. Guitarlegenden Jimi Hendrix og hans ikoniske Voodoo Child fra 1965 bliver også skildret. Ligesom den gamle frontmand David Gilmour fra Pink Floyd og deres sang High Hopes.

Jazz-komponisten Miles David og hans følsomme It Never Entered My Mind bliver også æret. Ligesom Ray Charles og hans store pophit og kærlighed til hans hjemstat Georgia on My Mind også bliver det. Endelig bliver den store popsangerinde Whitney Houston som udødliggjorde I Will Always Love You mindet i Tbilisi.

Tegneseriefigurer

I den sidste tunnelgang i det underjordiske gangsystem i Vake-kvarteret i Tbilisi er fokuset på populære tegneseriefigurer

Her kan man blandt andet se karakterer fra løvernes konge, Fedtmule, Dumpo, Sonic the Hedgehog, med flere.

Midtergang

Det som binder de tre tunnelgange sammen er den cirkelformede midtergang. Her er der mulighed for at få noget at drikke og spise i nogle af de små boder når de er åbne.

Streetarten i Mtatsminda og Vake kvarterne af Tbilisi virker ikke ligeså vilde i udtrykket som eks. i Chugureti. Eller er af ligeså høj kunstnerisk kvalitet såsom i Varketili bydelen. Derimod synes de afstemt med miljøet som er i Tbilisis dyreste bydele.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Street Art i Chugureti

I Tbilisis hipsterkvarter Chugureti trives gadekunsten i et mere råt miljø.

Lær mere

Street Art i Tirana

Albaniens hovedstad er et vibrerende mekka for Street Art som udfolder sig på mange måder.

Lær mere

Street Art i Varketili

Langt ude i en af de østlige forstæder i Tbilisi findes byens bedste Street Art.

Lær mere

Indlægget Georgien: Street Art i Tbilisi (Del III) – Mtatsminda og Vake blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.