|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Leni Riefenstahl (1902-2003) var en tysk filminstruktør, fotograf, skuespiller og danser, der kunstnerisk slog igennem med nazipropagandafiilmene Viljens triumf (1935) og Olympia I og II (1938), hun instruerede.

Filminstruktører såsom George Lucas, Quentin Tarantino, og vores egen Lars von Trier, har alle ladet sig inspirere sig af Leni Riefenstahl.

Flere scener af Star Wars er nærmest taget direkte fra Viljens Triumf. Og rent teknologisk har instruktørerne gjort brug af hendes dengang innovative metoder med at skyde en film.

Bl.a. ved at have mange kameraer opstillet i forskellige positioner under indspilningen af en scene. Denne metode benyttede Lars von Trier sig af da han lavede Dancer in the Dark.

Efter krigen og resten af hendes dage skulle hun forholde sig til hendes fortid. Her fastholdt hun hendes uskyld, da hun hævdede ligesom mange andre tyskere at hun ikke anede hvad der foregik.

Denne påstand Andres Veiel gør op med i hans nye dokumentarfilm om Leni Riefenstahl, som hovedsagelig er bygget på nye materialer om hende.

Ved sin død i 2003 efterlod hun 700 kasser med masser af film, billeder, lydoptagelser, manuskrifter, breve og noter.

I 2016 blev alt dette nu gjort tilgængelig for offentligheden. Og, i 2018 startede Veiels hold med at gennemgå materialet.

Leni Reifenstahl

Som ung ønskede Riefenstahl at blive danser, men en skade gjorde en ende på den karriere.

Dette førte hende ind i en ny retning hvor hun kastede blikket på det at være filmskaber både bagved og foran kameraet, da hun i sin debutfilm ”Det blå lys” fra 1932 både var instruktør og skuespiller.

”Det blå lys” var en såkaldt bjergbestigningsfilm, som var meget populære at lave i disse år. I filmen kan man se en ung atletisk Riefenstahl på herorisk vis sætte livet på spil oppe i bjergene.

En af kommentarerne til filmen var at hvis nazisterne så den, så ville de være bjergtaget af den. Riefenstahl tager derefter kontakt med Adolf Hitler, som ved deres første møde lover hende at hun vil komme til at lave deres film, hvis de kom til magten, da han synes meget godt om filmen.

Med nazi propagandafilmene ”Viljens triumf fra 1935 og de to Olympiade film fra 1938 slog hun sit navn fast som filminstruktør, ikke bare i Tyskland. Men også udenfor landets grænser, hvor bl.a. Mussolini ønskede at hun lavede en film for ham.

Efter krigen sad hun under arrest men bliver løsladt kort tid efter. Dette betød dog ikke at hun gik ustraffet hen, da hendes karriere som filminstruktør var over, da folk enten ikke ville, eller kunne samarbejde med hende.

I starten af halvfjerdserne gjorde hun sig bemærket igen som fotograf. Hvilket blev til nogle fotobøger om Nuba-folket i Sudan, som pressen mente var fascistoide da de fokuserede meget på skønheden i menneskekroppen.

Efter et langt liv døde hun som 101-årig i 2003. I hendes hjem efterlod hun masser af materialer, da hun optog alt. Ikke bare film og billeder. Men også eksempelvis telefonsamtaler.

Det er dette materiale som primært er kildemateriale til Veiels nye film Riefenstahl.

En sygeliggørelse af folket

Andres Veiels nye film om Leni Riefenstahl er en advarsel imod den politiske højreradikalisme, som ikke bare finder sted i hans hjemland, men også i f.eks. i USA i disse år.

I den sidste telefonsamtale Riefenstahl fører i filmen, kommer hun ind på at det vil tage en eller to generationer i Tyskland at genopdage sin rolle med hensyn til moral, dyd og orden.

Disse tanker er ifølge instruktøren ikke så fjernt fra det Donald Trump fortæller hans MAGA-bevægelse om immigranter, som efter præsidentens mening ødelægger amerikansk blod.

Facistisk æstetik

I P1 radioprogrammet K-Live på DR bakker forfatter og filmkonsulent Steen Bille op om Veiels udlægning af Riefenstahl.

Da hun ifølge konsulenten dyrkede kroppen og overmenneskeidealet, som er et fascistisk udtryk der her finder sit udtryk i billeder.

”Fascismen eller nazismen, har idealet om den sunde krop eller det sunde folk. Og alt det som ikke er sundt skal udryddes. Det har ikke en plads i folket.

Derfor så myrdede nazisterne handikappede mennesker. Myrdede dem som de betragtede som fjender. Nemlig jøder, sintier, romaer, og homoseksuelle mennesker. Alt hvad der stak en smule ud.

Trump påpeger også at der er en sygdom i folket. Og sygdommen er de illegale indvandrere.

Eller indvandrende fra Haiti, der spiser alle de retskafne amerikaneres kæledyr. Så er det den samme æstetik.

Det er den samme dæmonisering af alt dette som ikke er en del af, det som de siger, en naturlig del af folkekroppen.

Det er en sygdom, en bacille, en virus. Som skal ud. Og, som skal væk. Nazisterne slog dem så ihjel og Trump nøjes så med at udvise dem”.

Derudover køber Bille heller ikke Riefenstahls påstand om at det med at lave en film såsom Viljens Triumf bare var bestillingsarbejde fra nazisterne.

Hvilket kun var noget som hun udførte fordi hun ville følge ordrer. Det mener Tysklandskenderen ikke holder på nogen måde. Da han pointerer at der altid følger et moralsk ansvar som spiller med i de valg der foretages.

Tysk dobbeltmoral

Veiels film klæder Riefenstahl af til skindet. Da han nøgternt holder hendes fornægtelser op mod fakta, som han dokumenterer med materialer fra hendes egne efterladenskaber.

Dermed afsiger han ikke sin dom over den tyske filminstruktør, da han lader det op til biografpublikummet at tage stilling.

I midten af halvfjerdserne var hun inviteret med til en tv-talkshow, hvor værten diskuterede nazisttiden med de inviterede gæster. Her fastholdt Riefenstahl sin uskyld, da hun ikke vidste hvad der foregik.

Dette udsagn blev straks dementeret af en anden af de inviterede gæster, som sagde at de vidste udmærket godt hvad der foregik. Og, da både hun og Riefenstahl var fyldt 30 da nazisterne kom til magten, så kan de ikke frasige sig deres medansvar.

et talerør for dem som fornægtede virkeligheden

Efter tv-showet fik Leni Riefenstahl mange opmuntrende ord fra de ophidsede tv-seere som tog stærkt afstand fra den anden gæsts holdninger i studiet.

Dette forstår Sten Bille godt hvorfor de gjorde: ”Riefenstahl var jo talerør for dem som sagde vi fulgte bare ordrer.

Og så synes de at hun var en genial filminstruktør. Og det var så nok til at sige at hun bare var udsat for en heksejagt. Frygtelig. Frygtelig. Frygtelig.

Det skal vi redde hende for. Vi skal sige at vi står bag hende. At vi vil styrke hende. At vi vil gå imod hendes fjender. Det er jo ikke så svært at forstå, fordi de kæmpede jo alle sammen med deres skyld.

Det er jo svært at leve med som almindelig nutidig tysker at sige at min far, min farfar, min oldefar var med i det her.

At de var skyldige. At de stod og hev folk ind i gaskamrene. Som så blev fejet væk af dem som fik lov til at overleve. Det er svært.

Jeg kan godt forstå at man har ledt efter en nem udgang fra det her. Og ikke at skulle føle sig skyldig på sin families vegne.

Men der synes jeg at det nutidige Tyskland har gjort rigtigt meget for at arbejde med en skyldkultur som ikke belaster den enkelte. Men man som efterfølgende nation efter Naziriget er nødt til at forholde sig til det her”, afslutter Sten Bille.

Efterskrift

I filmens afslutning lægger instruktøren op til at det som Riefenstahl gerne vil huskes for er hendes første film ”Det blå lys”, hvor hun klatrer i bjergene. Da hun i sine sidste optagelser er en tur op i bjergerne.

Dette giver mening ud fra den betragtning at succesen med at lave de efterfølgende nazipropagandafilm også havde en stor personlig omkostning for hende efter krigen, selvom hun undgik at blive sendt i fængsel.

Der fik hun, modsat andre tyskere, aldrig lov til at slippe for at forholde sig moralsk til sin fortid. Selvom mange almindelige borgere stadig bag de indre linjer bibeholdt de samme politiske meninger de havde under nazitiden.

At nazispøgelset ikke bare stoppede i 1945, og at det kan komme igen, synes dermed at være en af Veiels pointer med filmen som fortjener et stort publikum.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Beuys

Veiels dokumentar om hans berømte landsmand skildrer ham både som kunstner og politiker.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Riget

Lars von Triers tv-serie Riget satte nye standarder for hvordan en tv-serie kan opleves.

Lær mere

Indlægget Film: Riefenstahl – Genial filminstruktør eller nyttig nazistisk idiot? blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

Tóth blev som ung uddannet fra Bauhausskolen i Dessau. Efter at have skabt store modernistiske bygninger i Ungarn, overlevede han holocaust under krigen.

László Tóths første møde med Lee Van Buren

Første stop bliver hos familiemedlemmet Attila, der driver en møbelforretning som tilbyder arkitekttegnede løsninger. Her får László ophold og arbejde.

En af de første opgaver for ham bliver at redesigne bibioteket hos den velhavende familie Lee Van Buren.

Selvom opgaven bliver løst tilfredsstillende, bliver arbejdet i den grad ikke værdsat af familiens overhoved Harrison. Efterfølgende vil han ikke betale for renoveringen.

Dette fører også til et brud mellem Attila og László, der må indkassere et stort økonomisk tab.

Harrison genoptager kontakten til Tóth

Harrison er nu kommet sig over chokket over det nyistandsatte bibliotek, som han er begyndt at holde meget af. Specielt efter at nogle af hans arkitekturkyndige venner har lovprist det.

Han kontakter derfor László, da han har et projekt i hoved som han vil tilbyde ham. Derfor inviterer han ham til en fest hjemme i privaten.

Tóth, der nu har et usselt hårdt arbejde, og som er blevet heroinmisbruger, takker ja til invitationen.

Middagsselskabet

Ved middagsselskabet svarer László undvigende til forsamlingen på spørgsmålet om hvad han lavede i Europa før han kom til USA. Da sårene langt fra er helet fra krisens rædsler.

Til gengæld er han ikke bleg for at fremhæve at mange af de bygningsværker han lavede før krigen, stadig står der.

Efter middagen er over sidder Harrison og fører en samtale med László. Da han gerne vil vide hvad hans mening er om arkitektur.

Han fåer et visionært svar som i den grad tilfredsstiller ham. Kort tid efter tilbyder han derfor László at han skal tegne en stor og monumental forsamlingsbygning, som skal ære hans afdøde mor.

Et liv via dolorosa

Lászlós liv som indtil nu i store træk har været en hård prøvelse for ham, går i gang med opgaven.

Her erfarer han at processen med at skabe hans første store brutalistiske bygningsværk i Amerika også bliver en tur via dolorosa,

I en sen alder modtager en stor hyldest i forbindelse med arkitekturbiennalen i Venedig i 1980.

Kusinen som holder åbningstalen til udstillingen om hans værker, siger at det som altid har været en drivende kraft i alle hans bygningerne i efterkrigstiden er mindet om holocaust.

Til slut runder hun af med at sige, at for László Tóth så er hans læresætning i livet altid været, at “Uanset hvad de andre prøver at sælge dig, er det destinationen, ikke rejsen”.

Dermed bliver det kendte citat af den danske eksistensfilosof Søren Kierkegaard, om at “Målet er intet, vejen er alt” twistet 180 grader rundt.

László Tóths karakter er inspireret af Marcel Breuer

László Tóth, hvis karakter er delvis inspireret af den ungarske-tyske Bauhaus studerende og mesterlærer Marcel Breuers liv. Dette ses specielt i de møbler han skaber efter ankomsten til USA.

En anden lighedspunkt er at Marcel Breuer også flyttede til staterne. Her opførte han mange store modernistiske bygningsværker som eftertiden stadig kan se.

En musikalsk intermezzo

Adrien Brody som spiller László Tóth i “The Brutalist”, spillede også hovedrollen i Roman Polanskis Oscar-vindende film “Pianisten” fra 2002.

Her spiller han den polsk-jødiske klassisk musikalske begavelse Wladyslaw Szpilman, der overlevede holocaust i Warszawa.

Efter krigen var han med at skabe et minde om sig for sin eftertid, da han skabte en af Polens største musikfestivaler i Sopot. Polens svar på Skagen som ligger ved Østersøen, midt imellem Gdansk og Gdynia.

På nogle punkter minder de to film om hinanden. I “Pianisten” så er det Szpilmans polske venner, som i mange år under krigen hjalp ham med at overleve.

Inden det så i de sønderbombede ruiner af Warszawa, er en nazist som i den sidste ende skåner hans liv.

Han hjælper ham med mad og drikke, efter han er blevet betaget af Szpilmans evner ved klaveret.

Læs også: Polen: Mødet mellem Pianisten og Nazisten i Warszawa

I “The Brutalist”, så er det i første omgang et familemedlem i USA som hjælper Tóth med at overleve.

Inden det så bliver Harrison Lee Van Buren, der bliver redningsplanken for Tóth, der var på vej ud i et omfattende heroinmisbrug.

Efter krigen så skaber de to store kunstneriske personligheder deres eget monument for eftertiden. Szpilman indenfor musikken. Og, Tóth indenfor arkitekturen.

Udover det, så behandler begge film anti-semitismen. Men, hvor det i “Pianisten” drejer sig om holocaust under krigen, så er det fremmedhadet i efterkrigstiden, der bliver skildret i “The Brutalist”.

Her er det brutale arkitekturudtryk i den grad med til at opsætte rammerne for handlingen.

Da det ifølge instruktøren Brady Corbet er den mest omdiskuterede arkitektform, der har set verdenen. Og, som i den grad har splittet folk gennem tiderne.

Skuespilspræstationer udover det sædvanlige

Med “The Brutalist” har Brady Corbet slået sit navn fast som instruktør. Filmen har allerede vundet et hav af priser. Senest prisen for bedste film ved Golden Globes.

Her modtog Corbet prisen for bedste instruktør, imens Adrien Brody også blev belønnet med prisen for bedste mandlige hovedrolle.

Grunden til det er lykkes Brady Corbet at skabe en så vellykket film som “The Brutalist”, skyldes primært at skuespilpræstationerne er eminente i filmen.

Det skyldes sikkert det faktum at han har kunnet trække på sine erfaringer som skuespiller. Nogle husker ham måske i rollen som voldtægtsofferet Tim i Lars von Trier filmen “Melancholia”.

Adrien Brody

Af mange filmkritikere bliver Adrien Brody rost for sin præstation som László Tóth,. Som i sin skabelsesproces af monumentet er tæt på at skræmme alle sine nærmeste fra sig, i sit forsøg på at nå det ypperste.

Kulminationen sker da Harrison, der efter en natlig bytur i Italien voldtoger ham og gør ham syg. Efterfølgende skal han også gennemleve de traumer som skyldes dette overgreb.

Men det er ikke kun Brody som fortjener ros. Guy Pearce, leverer en mesterlig præstation som mæcenen Harrison Lee Van Buren.

Guy Pearce

Han holder masken hele vejen igennem filmen, hvor biografpublikummet i lighed med Tóth fornemmer at også han bærer rundt på nogle mørke personlige historier.

Sandsynligvis er han opvokset i et hjem uden kærlighed. Hvortil at det udtryk som Tóth vil give monumentet også passer ind i Harrisons ønske om at portrættere og hylde moderen, dels med ynde, men også med afsky.

Felicity Jones

Felicity Jones, som nogle måske husker fra “Rogue One: A Star Wars” filmen, hvor hun spillede hovedrollen som Jyn Erso, fortjener også en stor applaus.

I “The Brutalist” spiller hun rollen som Lászlós intelligente og kærlige kone Erzsébet Tóth, der pga. krigen er havnet i en kørestol.

Som filmen udvikler sig, bliver hun dog i stand til at rejse sig op fra den som en anden Lazarus.

Dette gør hende også i stand til, med dyb foragt i stemmen, at fortælle Harrison nogle sandheder, hvilket får nogle katastrofale konsekvenser.

Et brutalt efterspil

I dag lever vi i en tid, hvor USA med en kommende Præsident Donald Trump i spidsen, vil gøre op med indvandringen til føderationen. Dette skal ske ved at smide millioner af migranter ud af staterne.

Samtidig med, hvor hadet til de fremmede er stigende i mange lande kloden over, så er “The Brutalist” også en kommentar til denne udvikling.

For selvom en karakter som Harrison Lee Van Buren ikke kan siges at være en yderliggående højreradikal skikkelse, da han bl.a. er belæst og hyrer László Tóth til at arbejde for sig, så mærkes hverdagsracismen fra hans side i filmen.

På den måde kommer han til at repræsentere mange af de skikkelser som virker til at være liberale og åben overfor modernisme, til at være et skrækeksempel på hvad der kan ske, hvis der ikke bliver sat nogle etiske regelsæt op i interaktionen imellem mennesker.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Modernistisk Arkitektur i Skopje (Del II)

I denne anden del af modernistisk arkitektur i Skopje er fokuset på Brutalisme.

Lær mere

Nationalbiblioteket i Pristina

Biblioteket skulle forene de to store etniske grupper i Kosovo

Lær mere

Unité D’Habitation

Beboelsesbygningen af Le Corbusier i Marseilles anses som starten på stilretningen Brutalisme

Lær mere

Indlægget Film: The Brutalist – At skabe i en verden fyldt med had blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I dag figurer Nikola Tesla som nationalhelt i Kroatien, hvor han blev født i det daværende Østrig-Ungarn. Og i Serbien, hvor han opvoksede.

I begge lande er der museer, som er opkaldt efter ham. Ligesom lufthavnen i Beograd, og et amerikansk bilmærke også er det.

Tilmed er han blevet betegnet som ”robotteknologiens far”, fordi Nikola Tesla var den første person til at anvende radiobølger til at dirigere bevægelser af en robotbåd i en vandpøl.

Før denne hændelse indtraf var radiobølger ukendte for menneskeheden.

Inde på Nikola Teslas Tekniske Museum i Zagreb, er der et særskilt laboratorie, som omhandler hans frembringelser. En gang om dagen bliver de vakt til live igen, når de bliver demonstreret.

Og, det har sikkert været lige så sjov en oplevelse igennem alle årene fra museets start for godt og vel 65 år siden til i dag, at se nogle elevers (eller andre frivilliges) reaktioner.

Både når de bliver spærret inde i et bur, og efterfølgende får stød. Eller når de kan være med til at transmittere og tænde et ”STAR WARS-sværd”.

Højdepunktet i demonstrationen i Nikola Tesla Tekniske Museum er dog fremvisningen af TESLA-transformatoren, hvor der virkelig kommer gang i de elektriske svingninger.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Pierre-Jaquet Drozs automater

En af de helt store milepæle i robothistorien er de tre musikalske automater af Pierre-Jaquet Droz.

Lær mere

Heinz Nixdorf MuseumsForum

I den midttyske by Paderborn ligger verdens største computermuseum.

Lær mere

Zagreb

Zagreb er ikke fortid, det er nutid. Hovedbyen i Kroatien fremstår i dag som en moderne storby.

Lær mere

Indlægget Kroatien: Robotteknologiens far Nikola Tesla blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.