|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Leni Riefenstahl (1902-2003) var en tysk filminstruktør, fotograf, skuespiller og danser, der kunstnerisk slog igennem med nazipropagandafiilmene Viljens triumf (1935) og Olympia I og II (1938), hun instruerede.

Filminstruktører såsom George Lucas, Quentin Tarantino, og vores egen Lars von Trier, har alle ladet sig inspirere sig af Leni Riefenstahl.

Flere scener af Star Wars er nærmest taget direkte fra Viljens Triumf. Og rent teknologisk har instruktørerne gjort brug af hendes dengang innovative metoder med at skyde en film.

Bl.a. ved at have mange kameraer opstillet i forskellige positioner under indspilningen af en scene. Denne metode benyttede Lars von Trier sig af da han lavede Dancer in the Dark.

Efter krigen og resten af hendes dage skulle hun forholde sig til hendes fortid. Her fastholdt hun hendes uskyld, da hun hævdede ligesom mange andre tyskere at hun ikke anede hvad der foregik.

Denne påstand Andres Veiel gør op med i hans nye dokumentarfilm om Leni Riefenstahl, som hovedsagelig er bygget på nye materialer om hende.

Ved sin død i 2003 efterlod hun 700 kasser med masser af film, billeder, lydoptagelser, manuskrifter, breve og noter.

I 2016 blev alt dette nu gjort tilgængelig for offentligheden. Og, i 2018 startede Veiels hold med at gennemgå materialet.

Leni Reifenstahl

Som ung ønskede Riefenstahl at blive danser, men en skade gjorde en ende på den karriere.

Dette førte hende ind i en ny retning hvor hun kastede blikket på det at være filmskaber både bagved og foran kameraet, da hun i sin debutfilm ”Det blå lys” fra 1932 både var instruktør og skuespiller.

”Det blå lys” var en såkaldt bjergbestigningsfilm, som var meget populære at lave i disse år. I filmen kan man se en ung atletisk Riefenstahl på herorisk vis sætte livet på spil oppe i bjergene.

En af kommentarerne til filmen var at hvis nazisterne så den, så ville de være bjergtaget af den. Riefenstahl tager derefter kontakt med Adolf Hitler, som ved deres første møde lover hende at hun vil komme til at lave deres film, hvis de kom til magten, da han synes meget godt om filmen.

Med nazi propagandafilmene ”Viljens triumf fra 1935 og de to Olympiade film fra 1938 slog hun sit navn fast som filminstruktør, ikke bare i Tyskland. Men også udenfor landets grænser, hvor bl.a. Mussolini ønskede at hun lavede en film for ham.

Efter krigen sad hun under arrest men bliver løsladt kort tid efter. Dette betød dog ikke at hun gik ustraffet hen, da hendes karriere som filminstruktør var over, da folk enten ikke ville, eller kunne samarbejde med hende.

I starten af halvfjerdserne gjorde hun sig bemærket igen som fotograf. Hvilket blev til nogle fotobøger om Nuba-folket i Sudan, som pressen mente var fascistoide da de fokuserede meget på skønheden i menneskekroppen.

Efter et langt liv døde hun som 101-årig i 2003. I hendes hjem efterlod hun masser af materialer, da hun optog alt. Ikke bare film og billeder. Men også eksempelvis telefonsamtaler.

Det er dette materiale som primært er kildemateriale til Veiels nye film Riefenstahl.

En sygeliggørelse af folket

Andres Veiels nye film om Leni Riefenstahl er en advarsel imod den politiske højreradikalisme, som ikke bare finder sted i hans hjemland, men også i f.eks. i USA i disse år.

I den sidste telefonsamtale Riefenstahl fører i filmen, kommer hun ind på at det vil tage en eller to generationer i Tyskland at genopdage sin rolle med hensyn til moral, dyd og orden.

Disse tanker er ifølge instruktøren ikke så fjernt fra det Donald Trump fortæller hans MAGA-bevægelse om immigranter, som efter præsidentens mening ødelægger amerikansk blod.

Facistisk æstetik

I P1 radioprogrammet K-Live på DR bakker forfatter og filmkonsulent Steen Bille op om Veiels udlægning af Riefenstahl.

Da hun ifølge konsulenten dyrkede kroppen og overmenneskeidealet, som er et fascistisk udtryk der her finder sit udtryk i billeder.

”Fascismen eller nazismen, har idealet om den sunde krop eller det sunde folk. Og alt det som ikke er sundt skal udryddes. Det har ikke en plads i folket.

Derfor så myrdede nazisterne handikappede mennesker. Myrdede dem som de betragtede som fjender. Nemlig jøder, sintier, romaer, og homoseksuelle mennesker. Alt hvad der stak en smule ud.

Trump påpeger også at der er en sygdom i folket. Og sygdommen er de illegale indvandrere.

Eller indvandrende fra Haiti, der spiser alle de retskafne amerikaneres kæledyr. Så er det den samme æstetik.

Det er den samme dæmonisering af alt dette som ikke er en del af, det som de siger, en naturlig del af folkekroppen.

Det er en sygdom, en bacille, en virus. Som skal ud. Og, som skal væk. Nazisterne slog dem så ihjel og Trump nøjes så med at udvise dem”.

Derudover køber Bille heller ikke Riefenstahls påstand om at det med at lave en film såsom Viljens Triumf bare var bestillingsarbejde fra nazisterne.

Hvilket kun var noget som hun udførte fordi hun ville følge ordrer. Det mener Tysklandskenderen ikke holder på nogen måde. Da han pointerer at der altid følger et moralsk ansvar som spiller med i de valg der foretages.

Tysk dobbeltmoral

Veiels film klæder Riefenstahl af til skindet. Da han nøgternt holder hendes fornægtelser op mod fakta, som han dokumenterer med materialer fra hendes egne efterladenskaber.

Dermed afsiger han ikke sin dom over den tyske filminstruktør, da han lader det op til biografpublikummet at tage stilling.

I midten af halvfjerdserne var hun inviteret med til en tv-talkshow, hvor værten diskuterede nazisttiden med de inviterede gæster. Her fastholdt Riefenstahl sin uskyld, da hun ikke vidste hvad der foregik.

Dette udsagn blev straks dementeret af en anden af de inviterede gæster, som sagde at de vidste udmærket godt hvad der foregik. Og, da både hun og Riefenstahl var fyldt 30 da nazisterne kom til magten, så kan de ikke frasige sig deres medansvar.

et talerør for dem som fornægtede virkeligheden

Efter tv-showet fik Leni Riefenstahl mange opmuntrende ord fra de ophidsede tv-seere som tog stærkt afstand fra den anden gæsts holdninger i studiet.

Dette forstår Sten Bille godt hvorfor de gjorde: ”Riefenstahl var jo talerør for dem som sagde vi fulgte bare ordrer.

Og så synes de at hun var en genial filminstruktør. Og det var så nok til at sige at hun bare var udsat for en heksejagt. Frygtelig. Frygtelig. Frygtelig.

Det skal vi redde hende for. Vi skal sige at vi står bag hende. At vi vil styrke hende. At vi vil gå imod hendes fjender. Det er jo ikke så svært at forstå, fordi de kæmpede jo alle sammen med deres skyld.

Det er jo svært at leve med som almindelig nutidig tysker at sige at min far, min farfar, min oldefar var med i det her.

At de var skyldige. At de stod og hev folk ind i gaskamrene. Som så blev fejet væk af dem som fik lov til at overleve. Det er svært.

Jeg kan godt forstå at man har ledt efter en nem udgang fra det her. Og ikke at skulle føle sig skyldig på sin families vegne.

Men der synes jeg at det nutidige Tyskland har gjort rigtigt meget for at arbejde med en skyldkultur som ikke belaster den enkelte. Men man som efterfølgende nation efter Naziriget er nødt til at forholde sig til det her”, afslutter Sten Bille.

Efterskrift

I filmens afslutning lægger instruktøren op til at det som Riefenstahl gerne vil huskes for er hendes første film ”Det blå lys”, hvor hun klatrer i bjergene. Da hun i sine sidste optagelser er en tur op i bjergerne.

Dette giver mening ud fra den betragtning at succesen med at lave de efterfølgende nazipropagandafilm også havde en stor personlig omkostning for hende efter krigen, selvom hun undgik at blive sendt i fængsel.

Der fik hun, modsat andre tyskere, aldrig lov til at slippe for at forholde sig moralsk til sin fortid. Selvom mange almindelige borgere stadig bag de indre linjer bibeholdt de samme politiske meninger de havde under nazitiden.

At nazispøgelset ikke bare stoppede i 1945, og at det kan komme igen, synes dermed at være en af Veiels pointer med filmen som fortjener et stort publikum.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Beuys

Veiels dokumentar om hans berømte landsmand skildrer ham både som kunstner og politiker.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Riget

Lars von Triers tv-serie Riget satte nye standarder for hvordan en tv-serie kan opleves.

Lær mere

Indlægget Film: Riefenstahl – Genial filminstruktør eller nyttig nazistisk idiot? blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Pga. at dårlig net forbindelse i toget skulle jeg igennem en masse sikkerhedstjek, og det endelig lykkedes at trænge igennem og se billetten på hotellet synes alting at være OK. Desværre var der så ikke muligt at komme på WiFi udenfor den store UFO-lignende Tauron-arena, så jeg tænkte hvad skulle jeg så gøre.

Men, jeg fornemmede hurtigt at der var en hel del andre som havde samme problem, da sikkerhedsvagterne pegede dem i retning mod billetlugerne. Der kunne jeg så få billetten i en printet udgave efter at have forevist ID.

Så, alt imens at jeg nu troede at det ville være nemt for mig at finde mt sæde, så var der ingen anvisning til sektor B (hvor jeg skulle sidde), kun til A og C, så jeg spurgte en vagt om hvor B var at finde. Du skal bare tage en elevator op til den, og da jeg steg ud, kunne jeg se at B var det normale VIP-område med rødt gulvtæppe og SKY-bokse inde i restauranten, og kort tid efter var jeg at finde det rigtige sted.

Her kunne jeg så sidde og vente på at koncerten gik i gang. Over højtaleren lød det at pga. artisten fandt det forstyrrende hvis folk tog billeder under koncerten, så ville hendes hold tage nogle billeder og lægge på hendes sider på nettet, som vi så kunne se og benytte hvis vi ville.

Rent visuelt lignende koncerten i Krakow de andre hun har givet på hendes Cornucopia tour, bortset fra at hendes outfit var knapt så ekstravagant.

I restauranten havde jeg mødt en Björk look-a-like som hun så ud da hun brød igennem til de store masser i starten af halvfemserne. Efter bruddet med det legesyge band Sugarcubes, udsendte hun albummet ”Debut”.

Politiken var ikke særligt begejstrede for pladen, som skulle blive en af de mest skelsætterne udgivelser indenfor den alternative pop i årtiet, og kvitterede i deres overskrift med at sige: ”Sidste nyt fra den islandske skrigeballon”. Anmelderen har nok sidenhen fortrudt de hårde ord.

Sidenhen kom singlen ”It’s Oh So Quiet”, hvor man i videoen til den, kan se at sangerinden løber op ad en mur og laver en saltomortale. Dette ”move” synes Lars von Trier godt om, så han inviterede hende til at spille hovedrollen i filmen ”Dancer in the Dark” som bl.a. blev belønnet med De Gyldne Palmer i Cannes, og hvor Björk fik en pris for bedste kvindelige hovedrolle i hendes første og sidste film.

Læs også: Lars von Trier: Før Riget Exodus

Under optagelserne til filmen løb sangerinden bogstaveligt talt væk fra produktionen, og var væk i tre dage indtil hun vendte tilbage igen, pga. hun havde fået nok af den danske instruktør. Filmens producer Peter Aalbæk har senere udtalt at hvis hun var blevet væk i en dag til, så måtte filmholdet slutte produktionen da de mistede ½ million kroner per dag.

Modsat mange andre nutidige kunstnere, så er Björk ikke bange for at give sine politiske meninger til kende: I videoen til ”Declare Independence” har den islandske sangerinde påført sig et grønlandsk og færøsk flag på sine skuldre, alt imens hun insisterer: ”Don’t let them do that to you. Start your own currency- Make your own stamp. Protect your language”.

Sangen var ikke ment som en speciel kritik af Danmark, men af alle lande som søger at udøve magt over andre. Dette bragte hun hende i konflikt med Kina, da hun ville have at Tibet skal være et frit land, og i den aktuelle krig i Mellemøsten er hjertet med palæstinenserne, som siden 1947 er blevet drevet ud af store dele af det landområde som de besad.

Under koncerten kommer der også først et budskab om at vi skal værne om vores klima og miljø, inden den unge svenske aktivist Greta Thunberg får ordet i tidsrummet mellem at bandet har afsluttet koncerten og inden det skal tilbage og give nogle ekstranumre. Og, i en by som Krakow, hvor man i sporvognene kan blive opdateret om hvor god luftkvaliteten pt. er, i en af Europas byer med størst luftforurening, går dette budskab rent ind.

Læs også: Før ESC 2024: Sverige i Eurovision Song Contest

Siden velmagtsdagene i 90erne er Björk blevet meget personlig i hendes albumudgivelser, som nu kan handle om bruddet med en ekskæreste og tabet af sin mor. Men, hvis der er en ting hun ikke gider at tale om, når hun bliver interviewet, så er det spørgsmål om hende selv, hvilket er et sympatisk træk, da hun ”har sagt, hvad der er at sige om det”, og så må journalister og andre selv bearbejde stoffet.

Under koncerten er hendes første personlige talte statement da også et ”tak”, da hun havde fremført hendes numre i hovedsættet. Som beskuer til dette show, der mest af alt minder om en opførelse du kan opleve i Det Kongelige Teater, er det svært at genrebestemme, da hun ubesværet eksperimenterer med at sammensætte dem på en ny måde i numrene.

Anden gang hun bevæger sig væk fra dem er inden det sidste nummer bliver præsenteret, her er det så alle hendes musikere, som får et ”tak”. Og, ”tak”, vil jeg også sige til artisten, for en mageløst koncertoplevelse.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Fever Ray

En af de mest hotte svenske artister igennem to årtier præsenterede nye sange i Warszawa.

Lær mere

Maustetytöt

Hele den finske ambassade i Warszawa var tilstede da de to søstre gav koncert i byen.

Lær mere

Kraftwerk

Med Autobahn var det muligt for Kraftwerk at nå ud til et bredere publikum.

Lær mere

Indlægget Polen: Björk koncert i Krakow blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den prisbelønnede og banebrydende danske tv-serie på er dog på ingen måde lige så uhyggelig og grusom som de ugerninger ”Das Reich” foretog sig under Anden Verdenskrig.

Det er også selvom du ikke ser nogle patienter som forlader Rigshospitalet i København som sunde og raske mennesker.

Den komiske tv-serie tegnede med de synlige referencer til Nazityskland, et satirisk portræt af det danske kongeriges mentale tilstand dengang.

Das Reich

Den svenske overlæge Stig Helmer, foretager eksempelvis en fejloperation af pigen Mona som gør hende hjerneskadet, og ikke til at redde.

Fra tid til anden lykkedes det hospitalet at udskrive en patient. Dette sker for den clairvoyante Fru Drusse. Men på vej væk fra Riget, så bliver hun påkørt af en af dens ambulancer, og indlagt igen.

I dette syge hospitalsmiljø, står karaktererne nærmest stå i kø for at være yderst usympatiske.

Det er derfor i samfundets bund, som er gemt væk langt under jordens overflade, at de virkelige helte findes.

Her møder vi de to opvaskere med downs-syndrom. Der i rollerne som de alvidende fortællere, nærmest er taget ud af den græske oldtid. Da de varsler os alle om, hvad der vil ske inden så længe.

Det er også her Fru Drusse holder til. Hun får hjælp af de sympatiske portører i sin søgen efter spøgelserne i de lange kældergange.

Et opgør med oplysningstidens tro på objektivitet, videnskab og fornuft

På en overordnet plan er ”Riget” et frontalt angreb på oplysningstidens hovmodsagtige tro på en fremtid, fyldt med objektivitet, videnskab og fornuft.

I stedet for er det sygelige banaliteter, såsom troen på det subjektive, åndelige og religiøse, som regerer.

Læs også: The Zone of Interest: Auschwitz, et paradis på jord

Dette illustreres bl.a. i scenen med den rationelle, men også lettere vanvittige Professor Bondo.

Han gennemgår en risikabel operation i forskningens navn, hvori en kræftsyg lever bliver implanteret i hans krop. Samt i de humoristiske scener med overlægerne og deres okkulte logemøder.

Desværre døde nogle af de mest markante skikkelser i ”Riget”, kort tid efter at ”Riget II” var udkommet i 1997.

Dette betød også at den afsluttende ”Riget III” blev skrinlagt, og de mange cliffhangere som ”Riget II” rummede, desværre ikke blev fulgt ordentligt til dørs.

Men nu åbner dørene til ”Riget” endelig op på ny. Det sker i morgen når DR sender ”Riget Exodus”, der fik premiere sidste år. Nu bliver serien formentligt afsluttet med maner.

Nye standarder for hvordan en Tv-serie kunne se ud

I sin samtid satte ”Riget” med sin aktive brug af håndholdte kameraer, og dynamiske klipning, samt det grumsede sepia-agtige udtryk, nye innovative standarder for hvordan en tv-serie kunne skrues sammen.

Tv-serien blev skabt ved først at filme på location. Så blev optagelsen ført over på et videobånd. For så at blive filmet i igen i 16mm på det lærred, som det blev fremvist på.

Da den skulle distribueres var der en redegørelse for at sådan skulle den se ud. For at berolige folk at det ikke var en dårlig kopi, som de forskellige tv-selskaber havde modtaget.

Folkekære Matador skuespillere som gale medarbejdere på Riget

Teknologien, og brugen af den, spiller en stor rolle i tilblivelsen af både denne, men også generelt i en produktion af Lars von Trier.

Riget var dog aldrig blevet en stor folkelig succes uden de store skuespiller præstationer.

Mange af de medvirkende skuespillere var også at finde i tv-serien ”Matador” fra 1978. Som primært giver et portræt af hvordan det bedre borgerskab tog sig ud i 1930ernes og 1940ernes Danmark.

For mange af dem betød det en comeback, da de havde svært ved at få seriøse filmroller, ironisk nok pga. tv-serien, som havde placeret dem i en bestemt bås.

Trier, der blev betragtet som en instruktør som var god til at tænke i koncepter, men ikke kunne instruere personer, fik gjort dette ry gjort til skamme i Riget.

Her får han virkelig skuespillerne til at skinne. Og de fik en tiltrængt oprejsning, da de virkelig leverer varen i ”Riget”.

Efterskrift

For dansk filmindustri var Danmarks Radios udgivelse af tv-serien Riget, et afgørende vendepunkt.

For selvom filmene ”Babettes Gæstebud” og ”Pelle Erobreren” i henholdsvis 1988 og 1989 havde vundet en Oscar for bedste udenlandske film.

Så var der stort set ingen lande udenfor Norden som havde lyst til at købe danske produktioner i starten af halvfemserne.

Da det statslige medieselskab DR mødte den nærmest fallerede filmproducent Peter Aalbæk og den kontroversielle filminstruktør Lars von Trier gav de dem et godt tilbud.

Tv-selskabet tilbød de to herrer, at de kunne få rettighederne til at sælge ”Riget” til alle andre lande udenfor Norden.

Det fortrød DR nok bagefter i bagklogskabens klare lys. For som bekendt gik det noget anderledes. Og danske filmproduktioner kunne nu sælges overalt på kloden.

Riget er stadig den dag i dag et stort økonomisk guldæg for Zentropa, hvilket også dengang bevirkede at Lars von Trier fik en større grad af kunstnerisk frihed til at lave sine fremtidige film.

Hvilket blandt andet tæller publikumsfavoritten Breaking the Waves (1996), Dancer in the Dark (2000), som både han og Bjørk blev belønnet for i Cannes, og mesterværket Dogville (2003).

Derudover kan ”Dogme95-manifestet” nævnes, som både han, og sine tre dogme-brødre kreerede året efter udgivelsen af ”Riget I” i 1994.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Gallery of God

En kulsort komedie om en gruppe kunststuderende i Göteborg.

Lær mere

My Secret Cyberlove

Roberts sex robot Diana ødelægger ovnen i det bageri som han har med sin mor.

Lær mere

Björk

En storslående visuel og musikalsk udfordrende koncert med den islandske kunstner.

Lær mere

Indlægget Film: Før Riget Exodus af Lars von Trier blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.