|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Leni Riefenstahl (1902-2003) var en tysk filminstruktør, fotograf, skuespiller og danser, der kunstnerisk slog igennem med nazipropagandafiilmene Viljens triumf (1935) og Olympia I og II (1938), hun instruerede.

Filminstruktører såsom George Lucas, Quentin Tarantino, og vores egen Lars von Trier, har alle ladet sig inspirere sig af Leni Riefenstahl.

Flere scener af Star Wars er nærmest taget direkte fra Viljens Triumf. Og rent teknologisk har instruktørerne gjort brug af hendes dengang innovative metoder med at skyde en film.

Bl.a. ved at have mange kameraer opstillet i forskellige positioner under indspilningen af en scene. Denne metode benyttede Lars von Trier sig af da han lavede Dancer in the Dark.

Efter krigen og resten af hendes dage skulle hun forholde sig til hendes fortid. Her fastholdt hun hendes uskyld, da hun hævdede ligesom mange andre tyskere at hun ikke anede hvad der foregik.

Denne påstand Andres Veiel gør op med i hans nye dokumentarfilm om Leni Riefenstahl, som hovedsagelig er bygget på nye materialer om hende.

Ved sin død i 2003 efterlod hun 700 kasser med masser af film, billeder, lydoptagelser, manuskrifter, breve og noter.

I 2016 blev alt dette nu gjort tilgængelig for offentligheden. Og, i 2018 startede Veiels hold med at gennemgå materialet.

Leni Reifenstahl

Som ung ønskede Riefenstahl at blive danser, men en skade gjorde en ende på den karriere.

Dette førte hende ind i en ny retning hvor hun kastede blikket på det at være filmskaber både bagved og foran kameraet, da hun i sin debutfilm ”Det blå lys” fra 1932 både var instruktør og skuespiller.

”Det blå lys” var en såkaldt bjergbestigningsfilm, som var meget populære at lave i disse år. I filmen kan man se en ung atletisk Riefenstahl på herorisk vis sætte livet på spil oppe i bjergene.

En af kommentarerne til filmen var at hvis nazisterne så den, så ville de være bjergtaget af den. Riefenstahl tager derefter kontakt med Adolf Hitler, som ved deres første møde lover hende at hun vil komme til at lave deres film, hvis de kom til magten, da han synes meget godt om filmen.

Med nazi propagandafilmene ”Viljens triumf fra 1935 og de to Olympiade film fra 1938 slog hun sit navn fast som filminstruktør, ikke bare i Tyskland. Men også udenfor landets grænser, hvor bl.a. Mussolini ønskede at hun lavede en film for ham.

Efter krigen sad hun under arrest men bliver løsladt kort tid efter. Dette betød dog ikke at hun gik ustraffet hen, da hendes karriere som filminstruktør var over, da folk enten ikke ville, eller kunne samarbejde med hende.

I starten af halvfjerdserne gjorde hun sig bemærket igen som fotograf. Hvilket blev til nogle fotobøger om Nuba-folket i Sudan, som pressen mente var fascistoide da de fokuserede meget på skønheden i menneskekroppen.

Efter et langt liv døde hun som 101-årig i 2003. I hendes hjem efterlod hun masser af materialer, da hun optog alt. Ikke bare film og billeder. Men også eksempelvis telefonsamtaler.

Det er dette materiale som primært er kildemateriale til Veiels nye film Riefenstahl.

En sygeliggørelse af folket

Andres Veiels nye film om Leni Riefenstahl er en advarsel imod den politiske højreradikalisme, som ikke bare finder sted i hans hjemland, men også i f.eks. i USA i disse år.

I den sidste telefonsamtale Riefenstahl fører i filmen, kommer hun ind på at det vil tage en eller to generationer i Tyskland at genopdage sin rolle med hensyn til moral, dyd og orden.

Disse tanker er ifølge instruktøren ikke så fjernt fra det Donald Trump fortæller hans MAGA-bevægelse om immigranter, som efter præsidentens mening ødelægger amerikansk blod.

Facistisk æstetik

I P1 radioprogrammet K-Live på DR bakker forfatter og filmkonsulent Steen Bille op om Veiels udlægning af Riefenstahl.

Da hun ifølge konsulenten dyrkede kroppen og overmenneskeidealet, som er et fascistisk udtryk der her finder sit udtryk i billeder.

”Fascismen eller nazismen, har idealet om den sunde krop eller det sunde folk. Og alt det som ikke er sundt skal udryddes. Det har ikke en plads i folket.

Derfor så myrdede nazisterne handikappede mennesker. Myrdede dem som de betragtede som fjender. Nemlig jøder, sintier, romaer, og homoseksuelle mennesker. Alt hvad der stak en smule ud.

Trump påpeger også at der er en sygdom i folket. Og sygdommen er de illegale indvandrere.

Eller indvandrende fra Haiti, der spiser alle de retskafne amerikaneres kæledyr. Så er det den samme æstetik.

Det er den samme dæmonisering af alt dette som ikke er en del af, det som de siger, en naturlig del af folkekroppen.

Det er en sygdom, en bacille, en virus. Som skal ud. Og, som skal væk. Nazisterne slog dem så ihjel og Trump nøjes så med at udvise dem”.

Derudover køber Bille heller ikke Riefenstahls påstand om at det med at lave en film såsom Viljens Triumf bare var bestillingsarbejde fra nazisterne.

Hvilket kun var noget som hun udførte fordi hun ville følge ordrer. Det mener Tysklandskenderen ikke holder på nogen måde. Da han pointerer at der altid følger et moralsk ansvar som spiller med i de valg der foretages.

Tysk dobbeltmoral

Veiels film klæder Riefenstahl af til skindet. Da han nøgternt holder hendes fornægtelser op mod fakta, som han dokumenterer med materialer fra hendes egne efterladenskaber.

Dermed afsiger han ikke sin dom over den tyske filminstruktør, da han lader det op til biografpublikummet at tage stilling.

I midten af halvfjerdserne var hun inviteret med til en tv-talkshow, hvor værten diskuterede nazisttiden med de inviterede gæster. Her fastholdt Riefenstahl sin uskyld, da hun ikke vidste hvad der foregik.

Dette udsagn blev straks dementeret af en anden af de inviterede gæster, som sagde at de vidste udmærket godt hvad der foregik. Og, da både hun og Riefenstahl var fyldt 30 da nazisterne kom til magten, så kan de ikke frasige sig deres medansvar.

et talerør for dem som fornægtede virkeligheden

Efter tv-showet fik Leni Riefenstahl mange opmuntrende ord fra de ophidsede tv-seere som tog stærkt afstand fra den anden gæsts holdninger i studiet.

Dette forstår Sten Bille godt hvorfor de gjorde: ”Riefenstahl var jo talerør for dem som sagde vi fulgte bare ordrer.

Og så synes de at hun var en genial filminstruktør. Og det var så nok til at sige at hun bare var udsat for en heksejagt. Frygtelig. Frygtelig. Frygtelig.

Det skal vi redde hende for. Vi skal sige at vi står bag hende. At vi vil styrke hende. At vi vil gå imod hendes fjender. Det er jo ikke så svært at forstå, fordi de kæmpede jo alle sammen med deres skyld.

Det er jo svært at leve med som almindelig nutidig tysker at sige at min far, min farfar, min oldefar var med i det her.

At de var skyldige. At de stod og hev folk ind i gaskamrene. Som så blev fejet væk af dem som fik lov til at overleve. Det er svært.

Jeg kan godt forstå at man har ledt efter en nem udgang fra det her. Og ikke at skulle føle sig skyldig på sin families vegne.

Men der synes jeg at det nutidige Tyskland har gjort rigtigt meget for at arbejde med en skyldkultur som ikke belaster den enkelte. Men man som efterfølgende nation efter Naziriget er nødt til at forholde sig til det her”, afslutter Sten Bille.

Efterskrift

I filmens afslutning lægger instruktøren op til at det som Riefenstahl gerne vil huskes for er hendes første film ”Det blå lys”, hvor hun klatrer i bjergene. Da hun i sine sidste optagelser er en tur op i bjergerne.

Dette giver mening ud fra den betragtning at succesen med at lave de efterfølgende nazipropagandafilm også havde en stor personlig omkostning for hende efter krigen, selvom hun undgik at blive sendt i fængsel.

Der fik hun, modsat andre tyskere, aldrig lov til at slippe for at forholde sig moralsk til sin fortid. Selvom mange almindelige borgere stadig bag de indre linjer bibeholdt de samme politiske meninger de havde under nazitiden.

At nazispøgelset ikke bare stoppede i 1945, og at det kan komme igen, synes dermed at være en af Veiels pointer med filmen som fortjener et stort publikum.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Beuys

Veiels dokumentar om hans berømte landsmand skildrer ham både som kunstner og politiker.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Riget

Lars von Triers tv-serie Riget satte nye standarder for hvordan en tv-serie kan opleves.

Lær mere

Indlægget Film: Riefenstahl – Genial filminstruktør eller nyttig nazistisk idiot? blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

David Borenstein er en Amerikansk film og TV instruktør som er bosat i København, hvor han til daglig har sin base.

I forbindelse med årets Millennium Docs Against Gravity Film Festival i Warszawa kiggede han forbi Kinoteka i det store Kultur og Videnskabspaladset i den polske hovedstad, som var en gave af Stalin.

Mr. Nobody Against Putin

Pasha arbejder som skolelærer på den skole i Rusland han selv gik i som barn. Her har han tjansen som skolens eventkoordinator.

Dette betyder også at han skal sørge for at få videofilmet alle større begivenheder på skolen på video.

Men efter at Rusland indledte krigen i Ukraine i slutningen af februar 2022 så voksede arbejdsbyrden betydelig for ham. Da styret i Moskva nu har et ønske om at danne alle børn og unge til at blive gode russiske patrioter.

Udover at undervisningens indhold bliver anderledes, så skal der nu sendes videodokumentation til det russiske undervisningsministerie, som skal kontrollere om alt nu foregår på rigtig vis.

Pasha har det dårlig med de nye tiltag da han ikke har lyst til at blive brugt som et nyttig instrument i at danne børnene til at blive gode patrioter.

Dette fører også til at han kommer i kontakt med David Borenstein som køber hans ide om at få lavet en dokumentar om hvad der sker på de russiske folkeskoler. Og, hvor han er hovedpersonen i den.

Oplægget fra Borenstein er at han skal filme alt hvad han synes er interessant. Dette fører også til at han begynder at filme udenfor skolen i Karabash. Byen som er kendt for at sin store forurening, og hvor gennemsnitsalderen er 38 år pga. det.

I takt med at krigen forsætter, så ændrer Rusland taktik på slagmarken, hvilket medfører større tab. Og Putins stigende mistro til sin egen befolkning gør også at nu kan forrædere af moderlandet kan forvente store fængselsdomme.

På skolen mærker de konsekvenserne af krigen, da nogle af dens ældre elever bliver sendt til Ukraine. Og, det er ikke alle som vender hjem i live.

I sommeren 2024 efter skolen har holdt afslutningsfest, så flygter Pasha ud af Rusland. Dels pga. han ikke kan forlige sig med det der sker i Rusland, men også fordi han frygter for sit eget liv.

Efterskrift

Efter både den morsomme og rørende film var vist var der tid til at høre mere om Mr. Nobody Against Putin fra instruktørens egen mund.

Her fortalte David Borenstein at den største udfordring med at få lavet filmen var sikkerhedsspørgsmålet.

Da han aldrig havde mødt Pasha var det så en person han kunne stole på. Havde han reelle hensigter? Og, hvad med ske med ham, hvis han blev opdaget?

Undervejs i processen blev optagelserne sendt med enkrypterede filer. BBC som har med indover, har stor erfaring med det, pga. deres russiske netværk.

Så da Borenstein mødtes med Pasha for første gang, hvilket var dagen efter at han var flygtet, var størstedelen allerede redigeret og klippet sammen til en film, der i store træk ligner det færdige resultat.

Arbejdet med at få det lavet færdig fortsatte det næste halve års tid. Her var Pashas indspark meget brugbare for at få rettet forskellige misforståelser omhandlende indholdet i filmen.

I dag lever Pasha i Europa. Han kan leve de næste 1½-2 års tid for den løn han har fået for at være en del af filmproduktionen. Og, Borenstein regner med at Pashas ansøgning om at blive anerkendt som politisk flygtning i EU går igennem.

Pasha er gået i gang med at lære engelsk og vil engagere sig aktiv i kampen mod Putin i samarbejde med andre russere i eksil.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

20 dage i Mariupul

Dokumentaren om de indledende dage af Ruslands invasion af Ukraine vandt en Oscar.

Lær mere

Godnat, Hr. Stalin

En af historiens mest grusomme diktatorer bliver stadig husket i hjembyen Gori.

Lær mere

Viktor

En ung døv ukrainsk mand drømmer om at kæmpe mod Rusland på slagmarken.

Lær mere

Indlægget Film: Mr. Nobody Against Putin – Dannelsen af nye elever i Rusland blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen blev vist i Kino Muranow i Warszawa som en del af den årlige internationale Millennium Docs Against Gravity Film Festival.

Tilstede i Gerard salen var også filmens franske instruktør Olivier Sarbil, og lyddesignerne Peter Albrechtsen og Nicolas Becker fra henholdsvis Danmark og Frankrig.

Introduktion

Olivier Sarbil har igennem to årtier arbejdet med at dokumentere krig på film, så det var ikke en ny oplevelse for ham at skulle lave Viktor.

Arbejdet med at filme i krigszoner indebærer også en stor risiko for mediefolk. Dette oplevede Sarbil i 2012 da han var i Libyen.

Her fik han blev han ramt omkring håndleddet og fik skudt sin ørering af, hvilket påvirkede hans hørelse. Efterfølgende blev han indlagt på et hospital i ni måneder før han var fit igen.

Så det at skulle lave en film om en døv persons ageren under krig var i høj grad en personlig motivation for dokumentaristen.

Viktor

Instruktøren fandt Viktor på Facebook i en gruppe for ukrainske døve. Efter at have vurderet forskellige henvendelser var han ikke i tvivl om at det var ham som skulle have rollen da det var noget han kunne føle.

Filmen handler om en person som drømmer om at blive en stor kriger der skal være med til at kæmpe mod Rusland, efter landets fuldskala invasion af Ukraine og over et år frem.

Viktor bliver dog afvist af hæren da det ikke bare handler om at kunne skyde, men at det i høj grad handler om kommunikation, og det vil være et problem da han er døv.

Han bliver så alligevel tilsluttet en gruppe soldater med at fotografere og den måde ligesom filmens instruktør være med at dokumentere krigen.

Filmen blev til over flere måneder. I denne periode brugte Sarbil meget tid på ikke bare at filme, men også at observere Viktor og hans mor i hverdagen.

For at få en bedre forståelse af Viktors tanker og følelser bad han ham om skriftligt at besvare nogle spørgsmål han stillede.

Dette mundede ud i 52 A4 siders tekst. Heraf har instruktøren valgt at bruge 1½ side af disse til brug for en voice over i filmen.

Filmens lydside

Det der gør den sorte hvide dokumentar unik, er primært dens lydside. Arbejdet med at få lavet et koncept for hvordan dette skulle implementeret i filmen kom de to lyd designere ind på.

Her fortalte Peter Albrechtsen bl.a. om at ideen med at lave lyden sådan det svarede til hvordan Viktor oplevede verdenen, opstod allerede før filmoptagelserne startede.

I filmen er der tre forskellige strukturer for hvordan lyden bliver behandlet, Viktor i hjemmet med sin mor, Viktor som samuraikriger, og Viktor som pressefotograf.

Nicolas Becker fulgte op på dette ved at tilføje at for filmholdet var det vigtigste i filmen ikke dens handling. Men det at kunne ramme en døv menneskes oplevelse af hvordan de sanser verdenen det vigtigste.

Inden Olivier Sarbil fastslog at selvom en person er døv er det ikke ensbetydende med at alt er stille.

Efterskrift

Efter filmen var blevet fremvist kunne biografpublikummet se et panel. Denne bestod at de tre filmfolk, og en fra festivalen. Derudover var der en som oversatte fra polsk til engelsk og vice versa. Samt en døveoversætter.

På et tidspunkt bliver der spurgt fra festivalpersonens side om det er rigtigt at nogle af Viktors venner er til stede i salen.

Efter fem-seks døve ukrainske kvinder har rakt hånden op, bliver de spurgt om de har nogle spørgsmål til panelet. Det havde de dog ikke. Men de fortalte med et stort smil på læberne, at de alle sammen kommet pga. ham.

Dette var en situation som alle i salen fandt morsomt. Dette skyldes.den komplekse kommunikationsrække, hvor først to som forstår døvesprog kommunikerer med hinanden.

Efter det blev det så oversat til polsk og efterfølgende engelsk. Men hvor der er vilje, så er der vej. Også i en tid med krig – og fred.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Transnistrien

Der er Sovjet nostalgi for alle rubler i udbryderrepublikkens hovedby Tiraspol.

Lær mere

20 dage i Mariupul

Dokumentaren om de indledende dage af Ruslands invasion af Ukraine vandt en Oscar.

Lær mere

Mr. Nobody Against Putin

Propaganda og krigstræning blev en del af russiske skoleelevers læreplan i 2022.

Lær mere

Indlægget Film: Viktor – En døv ukrainsk mands kamp mod Rusland blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

Som titlen Apolonia, Apolonia antyder handler det om Apolonia, hvis mor kommer fra Polonia (det latinske ord for Polen), og som flygtede fra Sovjettidens Polen til Vesten for at leve et usikker liv i landflygtighed. Før det, havde hendes forældre flygtet fra Belarus til Polen, pga. Stalin.

Polonia kan også betyde den polske diaspora, hvilket giver god mening i filmen, da der i dag lever over 20 millioner polakker et andet sted end i hjemlandet, ligesom det også giver mening at Polonia er et hunkønsord, da hovedpersonen Apolonia Sokol er en feministisk kunstmaler, som nu samtidig med den jævnaldrende Lea Glob, er ved at slå kunstnerisk igennem, godt hjulpet på vej af dette værk.

Et portræt af et menneske som por-trætter andre mennesker

Optagelserne til denne film startede i 2009 og blev afsluttet i 2022. Og ligesom filmens titel Apolonia, Apolonia peger i forskellige retninger, så går der også meta i plottet, da den unge filmskolestuderende, der fik stillet opgaven at lave et portræt over et menneske, vælger at portrættere et menneske, som primært portrætterer hendes venner på det hvide lærred.

Som ganske lille pige kunne Lea ikke se det store i portrætkunsten, og hun lod sig kun male af bedstefaren, når han gav hende fem kroner i timen for at sidde stille. Nu bliver hun så draget ind i en rejse, som kommer til at vare 13 år, hvor alle hendes optjente penge bliver brugt på projektet, og som kommer til at skildre overgangen fra teenagealderen til det at blive voksen.

Samtidig med er det også en rejse som får filminstruktøren til at værdsætte malerkunsten, da hun erfarer hvad der ligger til grund for portrætterne, der alle rummer en unik historie, der måske ikke kommer frem til overfladen, ved første gennemsyn.

Mødet med Femen-aktivisten Oksana Shachko

Filmen starter i Paris. Efter at havde boet i Danmark siden hun var 8 år gammel, flytter Apolonia til Paris, for at bo i hendes barndomshjem, som er et undergrundsteater tæt ved Montmartre, som hendes franske far bestyrer. Tiden i Danmark var en sælsom oplevelse for Apolonia, som føler sig udstødt, og som keder sig bravt i København.

I teatret mødes intellektuelle og bohemeagtige mennesker, og aktivister, såsom FEMEN, den ukrainske feministiske gruppe, såsom en af medstifterne, Oksana Shachko, som flytter ind i teatret, og bliver en central del af filmen, da hun ligesom Apolonias familie på morens side, har været på flugt, og som har slaviske rødder.

Og, det at hun er en kunstnerisk aktivist, som både udstråler skrøbelighed og rebelskhed og vilje, er noget som Apolonia kan spejle sig i, og som er med til at forme hende som kunstner og menneske.

Ved specielt at fremhæve hendes rolle i portrættet, skræller Lea Glob, mange andres påvirkninger af Apolonia væk, men som på den anden side, er med til at styrke fortællingen om Apolonias baggrund, og hendes kunstneriske motivvalg, som oftest behandler aktivisme og kvinders vilkår i en mandsdomineret verden.

Ved at Glob ikke gør et stort nummer ud af Shachkos baggrund i FEMEN, gør også at fortællingen om Apolonia bliver mere stærk, i og med at Shachko oplever den samme ensomhed og frustration over at bo i et andet land end det land hun føler sig hjemme.

Men, den overdriver også den betydning som de to kvinder indøver på hinanden, trods den tætte relation der opstår, da de hver især har deres egen omgangskreds samtidig med, hvilket filmen ikke kommer ind på.

Skridtet fra Beaux-Arts de Paris til kunstverdenen

Apolonia, som brændende ønsker at bliver kunstner med stort K, bliver som 21-årig optaget på en af Europas bedste kunstskoler Beaux-Arts de Paris.

Konkurrencen mellem de vordende kunstnere er stor, og selvom det er tydeligt for enhver at hun rummer et stort talent, og som arbejder hårdt for sagen, så lykkedes det hende ikke at blive udvalgt som en af de 80 ud af 200 fra afgangsårgangen som efter endt eksamen bliver indbudt til at være en del af den præstigefyldte afgangsudstilling, hvor alle de ypperste personligheder indenfor Fransk kunst vil komme og se værkerne.

LÆS OGSÅ: The Brutalist: at skabe i en verden fyldt med had

Hun skal derfor finde en anden vej, for at kunne slå sit navn fast og samtidig med få noget brød på bordet. At vejen frem til den anerkendelse hun i dag har fået, hvor hun bliver betragtet som en af de vigtigste i generationen af nye franske kunstnere, har bestemt ikke været nemt, kommer Lea Glob også ind på i filmen, som dog godt kan ærgre sig lidt over at hun ikke købte nogle malerier af hende, imens hun var på vej frem.

Men, hun nåede dog at få købt en skitse som Apolonia havde lavet, hvilket bliver brugt i filmen til at illustrere hvordan kunstneren er i gang med at lægge en maske på sig selv, samtidig med at beskuer verdenen.

Ironisk nok, så er det Danmark, som hjælper Apolonia Solok afgørende på vej. Dette skyldes nok det faktum, at i Danmark er der en større forståelse for kvinders rettigheder end i eks. Frankrig og Polen, samt at begreber som køn og identitet er hotte emner pt. hvor maleriet er ved at komme tilbage i søgelyset indenfor kunsten. Og, så ikke mindst timingen, for selvom Globs APOLONIA, APOLONIA ikke modtager en Oscar, så har den vundet mange priser og blevet indstillet adskillige gange kloden rundt.

Fornyeligt afsluttede det store danske kunstmuseum Arken, den første store soloudstilling med Apolonia Sokol, hvor Lea Globs dokumentar APOLONIA, APOLONIA blev vist hver dag, og en ny, mindre udstilling med hendes værker bliver snart indviet på Christianshavn. Ligesom hendes gamle forbindelser i USA har fået øjnene op for den fransk-polske kunstner.

Modsat, så har Apolonia Sokol også hjulpet Lea Glob godt på vej. Ofte har den generte danske filminstruktør i interviews nævnt, at en af grundene til at hun filmede Apolonia i 13 år, var fordi hun gav hende styrke undervejs. Og, i kølvandet på den opmærksomhed og berettigede opmærksomhed som APOLONIA, APOLONIA har fået, kan Glob nu se en lys fremtid forme sig.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Ny kunst i Dortmund

Tre unge bud på hvad kunstscenen i Dortmund for tiden indeholder.

Lær mere

Gallery of God

En kulsort komedie om en gruppe kunststuderende i Göteborg.

Lær mere

Afterimage

En film om maleren Władysław Strzemiński, som blev et offer for kommunismen.

Lær mere

Indlægget Film: Apolonia, Apolonia – Kunst, Feminisme og Aktivisme blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.