|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I år vender Eurovision Song Contest tilbage til Wien. Men siden Conchita Wursts sejr i 2014 taler mange folk om at vi er på vej ind i en ny verdensorden. Og, den liberalisme som Conchita Wurst symboliserede er nu på vej ud for en mere konservativ dagsorden.

Dette paradigmeskifte ses også i musikvideoerne fra årets deltagerlande, hvori mange er optaget i mørke kontekster. Som dermed også virker som en slags metafor for den tid vi lever i.

EBU har siden 2023 forsøgt at neddrosle begreber som diversitet og inklusion til fordel for at det som forener os, er musikken. Og, det skal forstås bogstaveligt talt, for da årets svenske deltager FELICIA ytrede at hun ikke synes at Israel skulle deltage i årets ESC, så blev kvinden der lider af social angst, offentlig udskammet af EBU.

Det skete da unionen forlangte at hun kun holdt sig til at tale om musik og ikke måtte tale om musik. Efterfølgende bad de SVT om at sørge for at hun får noget medietræning.

Hvor der tidligere har været mange LGBTQ+ deltagere er feltet mere indskrænket i år. Ligesom de tekster som handler om kvinder. Ikke handler så meget om emancipation. Men i stedet for om deres rolle som gode og beskyttende mødre.

I krisetider har folk det med at vælge forskellige former for eskapisme. Nogle finder håb i nostalgien. Andre i gotikken med masser af smerte og hjerte. Endelig er der nogle prøver at flygte fra hverdagens trivialiteter.

Udfordringer i en krisetid

For ORF har det heller ikke været en nem opgave at stå for arrangementet i år for hvem vil komme og hvem vil boykotte ESC i år. Til positivsiden tæller det at de mere konservative signaler fra EBU har fået tre lande til at vende tilbage i konkurrencen. Imens fem lande har valgt konkurrencen fra i år pga. Israels deltagelse.

Selvom EBU og ORF vil nedtone dette forhold, så vidner det om at der stadig er kaotiske forhold i forhold til ESC. Hvilket startede med at tre autoritære lande, Ungarn, Belarus og Rusland, begyndende fra 2019-2022, af forskellige årsager ikke er at finde længere i konkurrencen.

Det som EBU kan trøste sig med, er at Eurovision Song Contest førhen har gennemgået alvorlige kriser i dens 70-årige historie, og overlevet dem alle.

Østrig i Eurovision Song Contest

Alpelandet debuterede i 1957. Siden da har Østrig deltaget 57 gange. I dette indlæg har jeg valgt seks historiske bidrag og årets sang. Grunden til at det netop blev disse numre skyldes primært at der er nogle spændende historier knyttet til dem.

Jeg har derfor udeladt to vindersange. “Merci, Chérie” af den legendariske østrigske sanger Udo Jürgens, der optrådte tre år i træk fra 1964-1966. Og, sidste års vindersang ”Wasted Love” af JJ, da denne allerede er blevet omtalt i en anden blog.

Derudover er der heller ikke vundet plads til nogle af de østrigske sange jeg har lyttet mest til.

Dette drejer sig om “Sonntag” af Mess (1982). “Hurricane” af Westend (1983). “Kinder dieser Welt” af Gary Luz (1985). “Loin d’ici” af Zoë (2016). Og, “My Little World” af Waterloo and Robinson (1975), som jeg har fået ørerne op for de sidste par år. Til gengæld er der så blevet plads til nogle andre.

KAROL GOTT: Tausend Fenster (1968)

I 1968 startede Alexander Dubček ”Foråret i Prag”. Han ønskede at reformere det kommunistiske system, så det blev mere demokratisk. Og gav større frihed til borgerne.

For at støtte liberaliseringen af samfundet i Tjekkoslovakiet valgte ORF,at sende Karol Gott, afsted til London. Den Gyldne Stemme fra Prag skulle fremføre”Tausend Fenster”. Hvilket endte som nummer 13 ud af 17 deltagere.

Nummeret, der var skrevet af Østrigs første ESC-vinder Udo Jürgens, var meget symbolsk. Den handler om naboer, der ikke kender hinanden. Hvilket var en skjult reference til jerntæppet i sangen.

Derudover bruges vinduer som et billede på, at mennesker får en mulighed for at se verdenen. Tænke frit. Og få nye perspektiver på tilværelsen.

I sin samtid blev sangen ofte tolket som et billede på Dubčeks reformer. Hvor folket håbede på mere åbenhed. Og mindre censur i Tjekkoslovakiet.

SCHMETTERLINGE: Boom boom boomerang (1977)

Protestgruppen Schmetterlinge stillede i 1977 op for Østrig. Det skete da de i London sang “Boom Boom Boomerang”.

Nummeret er dels en satirisk kommentar til Eurovision. Men er også en kritik af hvordan musikindustrien producerer hits på.

I stedet for at synge en klassisk kærlighedssang gør teksten grin med konkurrencens formel og gentagelser.

Hovedidéen er, at mange Eurovision-sange er ens og forudsigelige. At de bruger de samme banale ord og rim. Samt at sangen skal være let at huske og gentage. Dette medfører at sangskrivere og producenter konstruerer en simpel melodi som er skabt efter den samme opskrift.

Derfor bruger Schmetterlinge enkle ord. Gentager omkvædet mange gange. Og prøver at lave noget der kommer tilbage som en boomerang (en ørehænger). Ved at gøre det, så bliver kunstneren nærmest reduceret til et produkt. Hvori producenter og branchefolk bestemmer hvad der skal synges.

Dermed kritiserer sangen ikke kun Eurovision, men også popindustriens kommercialisering og den måde kunstnere kan blive brugt som redskaber i et markedsapparat.

Boom Boom Boomerang ses i dag som et tidligt eksempel på meta-pop i Eurovision Song Contest, da den kritiserer hitmaskinen, samtidig med at den deltager i Europas største popkonkurrence.

I sin samtid synes nogle at den var morsom og intelligent. Andre mente at sangen var for ironisk og gjorde for meget grin med konkurrencen. I østrigsk og tysk presse blev sangen beskrevet som en satirisk venstreorienteret kulturkritik om hitfabrikation og pladeindustriens kynisme i jagten på en popsucces.

Mange tv-seere fangede dog ikke disse pointer da teksten primært blev fremført på tysk. Og at satiren var ret subtil. Derfor blev den opfattet som en lidt fjollet popsang, der var for kabaretagtig og teatralsk med de marionetlignende figurer på scenen. Ud af 18 bidrag, endte Schmetterlinge med at få en 17. Plads.

SIMONE: Keine mauern mehr (1990)

En måneds tid efter at Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov i 1989 havde givet Østtysklands leder Erich Honecker dødskysset, faldt Berlinmuren. En sneboldeffekt startede og rullede igennem mange kommunistiske lande som oplevede et politisk magtskifte i de følgende uger, indtil det kulminerede i Rumænien da Ceaușescu-parret i julen blev henrettet.

Da Eurovision Song Contest nogle måneder senere stemplede ind for første og sidste gang i Jugoslavien i 1990, så var det et Europa som var præget af en stor grad af lykkefølelse, da der var et stort håb om fred, åbenhed og sammenhold.

Det handlede nu om at bryde de barrierer som i årtier havde været mellem mennesker på de to sider af Jerntæppet. Samt det forhold om nu at lægge de politiske og følelsesmæssige skel bag sig og se fremad.

I den italienske vindersang ”Insieme: 1992” sang Toto Cutugno om vigtigheden om at forene Europa i EU to år senere (Hvilket Danmark i første omgang dog ikke vil ratificere). Og, mange andre landes bidrag handlede om frihed i et nyt Europa.

Det gjaldt også for det østrigske bidrag “Keine Mauern mehr”, som blev fremført af Simone Stelzer. Et nummer som samtiden dengang betragtede som en klassisk, lidt højtidelig popballade om den nye politiske situation i Europa. Og, som sluttede midt i feltet da den blev nummer 10.

Optimismen efter Berlinmurens fald forduftede dog et års tid efter, da borgerkrigen i Eksjugoslavien brød ud. Og, i dag er der blevet bygget en ny lang mur gående fra Finland ned til Slovakiet.

ALF POIER: Weil der mensch zahit (2003)

Østrig stillede i 2003 op i ESC med kabaretkunstneren og standupkomikeren Alf Poier. Han fremførte et dadaistisk inspireret nummer med det sloganagtige budskab ”Fordi menneskeheden er den, der tæller”.

På scenen i Riga leverede han en absurd satirisk kritik af moderne samfund, hvor han kombinerede naive tegninger, sang, nonsens-filosofi og provokation. Pointen var at vise offentligheden, hvor arbitrær kultur, kunst og argumention kan være.

Tilmed var ”Weil der mensch zahit” en skarp kritik af politisk korrekthed og moralsk selvhøjtidelighed. For hvor tit møder vi ikke mennesker som fremhæver humanistiske værdier, men som i praksis handler stik modsat.

I sangteksten spiller dyr en central rolle som satiriske metaforer. Da de bruges til at kommentere menneskelig adfærd og samfundets værdier.

Poier mener at dyr opfører sig mere ærligt og naturligt end mennesker, da de følger deres instinkter. Mennesket derimod, taler om moral og humanisme, men opfører sig ofte hyklerisk ved at gøre brug af slogans som ”Weil der mensch zahit”. Dermed bliver dyrene et spejlbillede på menneskets selvmodsigelser, da både dyr og andre mennesker i virkeligheden bliver dårligt behandlet.

Kabaret og Stand-Up som et politisk redskab

Med sin optræden ved Eurovision Song Contest skrev Alf Poier sig ind i en lang tradition i tysktalende lande. Både på den østrigske og tyske kabaretscene opereres der fra scenekanten i langt højere grad med filosofisk og politisk satirisk indhold, end den man kan opleve i dansk stand-up, der oftest er bygget op omkring personlige oplevelser og hverdagsobservationer. Og, som sætter inspirationen fra amerikansk comedy ind i en dansk kontekst.

Grunden til denne forskel skyldes primært den historiske kontekst. I begyndelsen af 1900-tallet i Wien var Karl Kraus en toneangivende kunstner, der brugte kabareten til at kritisere presse, propaganda og angribe politisk hykleri. Dermed blev kabaret fra dag et en platform for intellektuel samfundskritik. Dette mønster er forsat til i dag, hvor lange monologer, filosofiske refleksioner, og politiske analyser gennemsyrer den østrigske stand-up.

I Danmark derimod, udviklede kabareten sig i af starten af det 20. århundrede primært på Nørrebros teater. Der bestod indholdet typisk af lette satiriske sketches, karikaturer af politikere og samfundstyper, og humoristiske sange. Senere hen dyrkede Cirkusrevyen I en lang årrække ordspil og genkendelige hverdagssituationer, hvor det var Dirch Passer og Kjeld Petersen som stod for underholdningen. Fokuseringen på hverdagshumor bygget op omkring personlige erfaringer er forsat til i dag hvor Casper Christensen, Anders Matthesen og Mick Øgendahl har stået for denne udvikling.

Hvor man i Danmark mere har lagt vægt på revykultur, folkelig satire og senest personlig stand-up, så er det mere den filosofiske og politiske kabaret man ser i Østrig og Tyskland.

Europa tog godt imod Alf Poier

Modsat Schmetterlinge, der i 1977 endte med at få en bundplacering, så lykkedes det Alf Poier i 2003 at få Europa til at grine, da han endte med at få en flot 6. plads.

CONCHITA WURST: Rise Like a Phoenix (2014)

I 2014 stillede Østrig op i København med den skæggede Drag Queen Conchita Wurst, som vandt Eurovision med nummeret “Rise Like a Phoenix”.

Allerede før showet gik i gang på Refshaleøen var der underskriftsindsamlinger i lande såsom Rusland og Belarus, der gik på at artisten ikke skulle have lov til at optræde. Eller i det mindste, redigeres ud af tv-udsendelsen, fordi man fandt hendes fremtoning stødende.

Den armenske deltager Aram var heller ikke positivt stemt, da han først udtalte at Wursts livsstil “ikke var naturlig”. For så efterfølgende at trække udtalelsen tilbage med en undskyldning, hvortil han supplerede at hans tidligere kommentarer havde været ment som en joke.

Modsat så opfordrede vestlige medier som New Statesman og International Business Times deres læsere til at stemme på Wurst, da det også var en stemme imod russisk homofobi og transfobi.

Og, inde i de gamle B&W-produktionshaller hvor ESC blev afholdt, var der en gigantisk pibekoncert da Ruslands repræsentanter Tolmachevy Sisters gik på scenen, af samme årsag.

LGBTQ+ samfundet bliver forfulgt i Rusland

Dette skyldtes den såkaldte “anti-LGBT propaganda-lov” der blev gennemført i Rusland i 2013. Officielt hed den ”Lov med det formål at beskytte børn mod information, der går ind for en benægtelse af traditionelle familieværdier”.

Selv om loven oprindeligt officielt kun gjaldt for mindreårige, var det nu muligt for det autoritære styre i Moskva at straffe folk som spredte “propaganda af ikke-traditionelle seksuelle forhold” til børn og unge.

Konkret kunne lovens håndhævere nu censurere enhver positiv eller neutral fremstilling af LGBTQ+-personer i medier og kultur. Herunder kunst, film, reklamer, bøger og offentlige demonstrationer. Hvilket også betød at de nu kunne arrestere aktivister, og lukke organisationer, der talte om LGBT-rettigheder.

Disse tiltag ses af menneskerettighedsorganisationer som en fortsættelse af Putin-regeringens strategi med at fremstille LGBT-rettigheder som ubehagelige vestlige værdier og beskytte “traditionel familie” som fundamentet for det russiske samfund. Og, en måde på at institutionalisere diskrimination og skabe et klima, hvor homofobi blev socialt acceptabelt eller endda opmuntret.

Senere hen er der yderligere strammet op på anti-LGBT propaganda-loven, som nu gælder alle.

Delte meninger om Wursts sejr

“Rise Like a Phoenix” fik mange stemmer, specielt fra de vesteuropæiske lande, samt Georgien og Ukraine, som Rusland i 2008 og 2014 havde udført militære aktioner i.

Efterfølgende var kritikken mod Conchita Wursts sejr hård, specielt i stærkt konservative kredse, især i Østeuropa.

Den daværende formand for Tyrkiets udenrigsudvalg, Volkan Bozkır, bemærkede at “Gudskelov deltager vi ikke længere i Eurovision”.

Jarosław Kaczyński, lederen af Polens nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti, sagde, at “Conchita Wurst er et symbol på det Europa, jeg ikke ønsker. Mit Europa er baseret på kristne værdier”.

Ruslands vicepremierminister Dmitrij Rogozin skrev på Twitter, at resultatet “viste tilhængere af europæisk integration deres europæiske fremtid: en skægget pige.

Næstformanden for Ruslands Kommunistparti, Valerij Rashkin, mente, at “Det seneste Eurovision-resultat udviskede vores tålmodighed. Vi kan ikke tolerere denne endeløse vanvid”.

Endelig erklærede ultranationalisten Vladimir Zhirinovsky, “Der er ingen grænser for vores forargelse. Det er slutningen på Europa” og tilføjede senere, at “For halvtreds år siden besatte den sovjetiske hær Østrig. Vi begik en fejl ved at befri Østrig. Vi burde være blevet.”

Wursts reaktion på kritikken

Som reaktion på disse kritikere udtalte Conchita Wurst: “Det er så latterligt! For mig ville en perfekt verden være, når vi ikke behøver at tale om seksualitet, hvor man kommer fra, hvad man tror på. Er det det værste, politikerne tænker?”.

Set i det lys, er den James Bond-agtige sang ”Rise Like a Phoenix” et yderst relevant vidnesbyrd om at basale menneskerettigheder stadig står svagt. I teksten møder vi en Kristus-lignende figur, som kan være et billede på kunstneren selv, der rejser sig som en føniks ud af asken, med styrke og selvtillid efter at være blev slået ned.

TEYA & SALENA: Who The Hell Is Edgar? (2023)

Sangen er en humoristisk kritik af den moderne musikindustri og livet som kvindelig sangskriver.

Teksten leger med idéen om, at den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe “sidder i kroppen” på sangens fortæller, og skriver sangen for hende.

Hvilket kan tolkes som en metafor for, hvordan kreativitet kan føles som om den kommer fra et “spøgelse”. Men også at hvis det er en mand som har skrevet sangen, så er det mere værd end hvis en kvinde har gjort det tilsvarende.

Men hvor kunstneren i Schmetterlinges sang Boom boom boomerang var reduceret til kun at optræde som en marionetdukke, da musikbranchen tager sig af resten. Så tjener kunstneren nu ingenting for sin optræden.

På Spotify får sangskriveren “zero dot zero zero three” dollars (0,00316 $ pr. stream). Eller stort set ingenting.

I Liverpool blev Teya & Salena heller ikke belønnet for deres ”Who The Hell Is Edgar?” da den endte på en beskeden 15. plads, efter på et tidspunkt at have været betragtet som en sort hest til at vinde konkurrencen.

Til gengæld fik den ene halvdel af duoen oprejsning da Taya (Teodora Špirić) sammen med Thomas Thurner og JJ skrev den østrigske vindersang i 2025 ”Wasted Love”, som sidstnævnte sang til sejr i Basel.

COSMÓ: Tanzschein (2026)

Østrig stiller i år op med Cosmó, som blev født som Benjamin Gedeon i nabolandet Ungarn for 19 år siden.

“Tanzschein” er humoristisk kommentar til de mange diskoteker hvor folk ikke danser. Men har mere travlt med at se cool ud eller at filme sig selv, end at turde slippe sig selv løs på dansegulvet.

Derfor er det vigtigt at uddele “Tanzschein” som kan forstås som en slags invitation til de folk som vil danse. Og, dermed også medvirke til at andre får lyst til at være en del af et fællesskab som er kreative og har det sjovt.

Tanzschein i et historisk perspektiv

Selvom “Tanzschein” er et ordspil som Cosmó har opfundet, så har ideen om noget der minder om det, eksisteret længe.

For at kunne deltage i nogle bestemte baller eller dansearrangementer skulle man i nogle østrigske byer i det 19. århundrede have en slags officiel tilladelse eller medlemskort.

især 1800- og begyndelsen af 1900-tallet skulle man i nogle byer faktisk have en slags officiel tilladelse eller medlemskort for at deltage i bestemte baller eller dansearrangementer.

Udover at have fået tildelt en invitation skulle personen kunne danse nogle bestemte danse, som eks. vals, og følge meget strenge sociale regler, for at kunne deltage.

Nogle østrigske kulturkommentatorer mener derfor at “Tanzschein” også er en kommentar til Wiens gamle, aristokratiske dansekultur, hvori der er en kontrast og sammenhæng mellem klassiske baller og moderne klubber. Samt ideen om, at man stadig skal føle, at man skal have en “tilladelse” for at være med.

Derfor rammer sangen en ret typisk østrigsk selv-ironi, hvori landet med de elegante wienervalse sender en absurd klubsang om danse-licenser.

For at opsummere, så kan Tanzschein ses som en humoristisk klubsang om at bryde nogle sociale barrierer og turde slippe sig selv løs.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Francos Spanien i ESC

Den spanske autoritære nationalistiske leder ønskede at vinde ESC for enhver pris.

Lær mere

Sverige i Eurovision

Med syv sejre, er Sverige sammen med Irland, det mest vindende land i ESC.

Lær mere

Schweiz i Eurovision

Med syv sejre, er Sverige sammen med Irland, det mest vindende land i ESC.

Lær mere

Indlægget Eurovision: Før ESC 2026 – Østrig i Eurovision Song Contest blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

The Open University der blev grundlagt i 1969 i Milton Keynes, Storbritannien, var et centralt eksperiment indenfor fjern- og voksenuddannelse. Det var en del af Labourpartiets socialt progressive reformer mellem 1964 og 1970.

Gennem kurser som A305 udvidede Open University den videregående uddannelse ud over en typisk klasse af studerende ved at bruge medier som et værktøj til at transformere både produktion og formidling af viden.

Som en del af deres virke, oprettede de en treårig bacheloruddannelse i kunst “A305, History of Architecture and Design, 1890-1939” som blev formidlet via tv- og radioudsendelser mellem 1975 og 1982.

Dengang fremstod det som et radikalt projekt for deling af viden gennem konvergens af massemedier og masseuddannelse. I dag er hele programrækken at finde på YouTube, hvor vidensdeling er en selvfølge i vores tid samfund. Og, nedenunder kan du se hele programserien.

Hvad er arkitektur? En arkitekt på arbejde

I den første udsendelse bruger Dr. Geoffrey Baker det hus, han tegnede til sig selv, Fletcher’s Well nær Newcastle upon Tyne, til at forklare nogle af de praktiske begrænsninger, en arkitekt står over for i designet af enhver bygning. Og til at antyde den rolle, æstetiske overvejelser spiller.

Denne diskussion forklarer i høj grad, hvordan nutidige arkitekter tænker på arkitektur, og på hvilke måder de er blevet påvirket af den moderne periode, vi har valgt at studere.

Den Universelle Internationale Udstilling i Paris 1900

Den anden tv-udsendelse er ment som en slags opsummering af de vigtigste udviklinger inden for arkitektur og design i Europa frem til 1900.

Tim Benton ser på noget af arkitekturen og indretningen i denne gigantiske fejring af århundredeskiftet. Og viser, at udstillingen i Paris langt fra var domineret af Art Nouveau. Men at de mest markante træk vat eklektiske og nationalistiske.

Charles Rennie Mackintosh: Hill Huset

Sandra Millikin ser nærmere på Hill House, som måske et det mest perfekte af alle Mackintoshs huse. Det er bygget i 1903 i Helensburgh, nær Glasgow, for forlæggeren Walter Blackie.

Udover at angive, hvordan designet imødekom den specifikke klients behov, foreslår Millikin også, hvordan huset forholdt sig til traditionelle skotske former og til Mackintoshs andre værker.

Industriel Arkitektur: AEG og Fagus Fabrikkerne

I den fjerde tv-udsendelse sammenligner Tim Benton industribygningerne af Peter Behrens til AEG i Berlin med den næsten samtidige Fagus-skolæstefabrik, som Walter Gropius tegnede til Karl Benscheidt i Alfeld-an-der-Leine, som begge blev bygget lige før Første Verdenskrig.

Fagus-fabrikken omtales ofte som den første virkelig ‘moderne’ bygning, mens AEG-bygningerne ved første øjekast synes at have en udpræget klassisk æstetik.

Frank Lloyd Wright: Robie Huset

Sandra Millikin præsenterer Robie House, der blev bygget i Hyde Park-distriktet i Chicago i 1909. Boligen repræsenterer en kulmination på den hustype, som Wright udviklede i 1890’erne, i det, der er blevet kendt som “Prairie”-stilen.

Millikin demonstrerer Wrights omhu med materialer og hans mesterlige organisering af rum.

R.M. Schindler: Lovell Strandhuset

Sandra Millikin viser Rudolf Schindlers yderst originale bidrag til den moderne bevægelse. Hvilket ofte tilskrives hans strandhus for Dr. Phillip Lovell i Newport Beach, Californien.

Dette mesterværk blev bygget i perioden 1925-26. Og dets klare design og sofistikerede stil løfter Schindlers arbejde til et niveau, der er direkte sammenligneligt med Le Corbusiers på dette tidspunkt.

Erich Mendelsohn: Einsteintårnet

Dette afsnit ser på et af de meget få færdiggjorte ekspressionistiske projekter. Erich Mendelsohns Einsteintårnet blev bygget i nærheden af Potsdam mellem 1918 og 1922.

I udsendelsen bliver Mendelsohns arbejdsmetoder analysereret gennem breve og skitser fra fronten under Første Verdenskrig.

Som en stort set symbolsk, men teknisk velgennemført bygning, opnåede Einsteintårnet øjeblikkelig berømmelse for Mendelsohn.

Han vedblev med at benytte sig af sin ekspressionistiske skitseringsteknik som et middel til at udarbejde sine ideer gennem hele sin karriere.

Bauhausskolen i Weimar 1919-1925

I dette program undersøges Bauhaus-genstande fra perioden. Og en model af Haus am Horn bliver diskuteret i studiet.

Tim Benton taler med George Adams, som var studerende på Weimar Bauhaus i dets første år. Emnerne, der vendes, omfatter hvilke holdninger de studerende havde i denne periode. Og, hvordan indflydelsen fra fremherskende tendenser indenfor avantgardekunst var.

Berlin Siedlungen

Den mest bemærkelsesværdige succes med den nye rationalitet indenfor arkitektur var løsningen på de fleste af de problemer, som massebyggeri i Tyskland skabte.

I denne udsendelse sporer Tim Benton udviklingen af Siedlungen (boligområder), der blev bygget i Berlin i 1920’erne, demonstreret gennem arbejdet af Bruno Taut, Hans Scharoun, Walter Gropius, Hugo Häring og Otto Bartning. Han viser, at på trods af disse projekters store skala var havebyidealet aldrig langt væk.

Weissenhof Siedlung i 1927

Weissenhof Siedlung, som blev bygget i Stuttgart i 1927 til en boligudstillinge der var sponsoreret af Werkbund, viste sig at være et vendepunkt i den internationale stils selvidentifikation.

Det var tænkt som en ”manifest” af den moderne bevægelse indenfor boligområdet. I programmet belyser Tim Benton værker af Peter Behrens, Walter Gropius, Mies van der Rohe, J. J. P. Oud, Mart Stam, Hans Sharoun og Le Corbusier, for at vurdere, i hvor høj grad værkerne stemmer overens med arkitekternes idealer.

Den Internationale Udstilling for Dekorativ Kunst i Paris i 1925

Tim Benton giver et detaljeret kig på den internationale udstilling af dekorativ kunst i Paris i 1925.

Benton tilbyder en gennemgang af de udstillede bygninger og designs for at belyse mange af de paradoksale karakteristika ved fransk design i denne periode. Ved hjælp af samtidige fotografier overvejer han på hvilke måder arkitekturen i udstillingens pavilloner kan siges at afspejle tendenser indenfor avantgarden.

Adolf Loos

Tim Benton ser på en række bygninger i Wien der tegnet af Adolf Loos. Herunder Goldman og Salatsch-butikken, Kniže’s, Scheu-huset og Møller-huset.

Disse projekter illustrerer Loos’ karakteristiske håndtering af rum og fokus på håndværk og materialer. Benton viser, hvordan Loos’ arbejde udviklede sig fra en sofistikeret version af Arts and Crafts til noget som lænede sig tæt opad den internationale stil.

Le Corbusier: Villa Savoye

I dette program besøger Tim Benton Le Corbusiers Villa Savoye fra 1929-1931. Det blev bygget i Poissy i nærheden af Paris, og er et af de mest imponerende monumenter indenfor den internationale stil.

I en detaljeret analyse af bygningen relaterer Benton Villa Savoye til ideer udtrykt i Le Corbusiers skrifter fra 1920’erne. Filmens motto er Le Corbusiers sætning: “Huset: en maskine at bo i”.

Engelske lejligheder i 1930erne

Tim Benton kommer ind på to meget forskellige udviklinger for at illustrere forskellene og fællesnævnerne i designet af lejligheder i 1930’erne.

Det enorme kommunale Quarry Hill-område i Leeds, designet af R.A.H. Livett, sammenlignes med Highpoint I, som er en lejlighedsblok for lejere med højere indkomst, i Highgate, London, designet af Berthold Lubetkin.

Engelske huse i 1930erne

I del 15 ser Geoffrey Baker på tre vigtige huse af arkitektfirmaet Connell, Ward og Lucas. Det var det første firma, der bragte den internationale stil til England.

Det første hus, High and Over, i Amersham, blev designet af Amyas Connell. Det andet hus af Connell, som diskuteres i dette program, er New Farm, nær Haslemere. Det sidste hus, Temple Gardens, Moor Park, blev designet og bygget af Basil Ward i 1937.

Hans Scharoun

Hans Scharoun er bedst kendt for sine ekspressionistiske designs i årene efter Første Verdenskrig. Og, for sine boliger i Siemensstadt og Breslau i slutningen af 1920’erne, samt for sit arbejde efter Anden Verdenskrig.

Mindre kendt er hans arbejde fra 1930’erne. I programmet undersøger Tim Benton to af Scharouns boligdesigns fra dette årti: Mohrmann-huset og Scharf-huset i Berlin.

Træ eller Metal? Engelsk møbeldesign i 1930erne

I dette afsnit analyseres strukturerne og produktionsprocesserne i træ- og stålmøbler omkring 1930-34, med et specielt fokus på arbejdet, der blev udført af Heal and Son og Pel Limited.

Programmet undersøger introduktionen af rørformede stålmøbler i Storbritannien fra Tyskland og Frankrig. Og, sætter spørgsmålstegn ved Charlotte Perriands forsvar af rørformet stål som et materiale til masseproduktion og overlegne teknologiske egenskaber, som blev offentliggjort i The Studio i 1929.

Edwin Lutyens: Deanery Gardens

Udsendelsen undersøger Sir Edwin Lutyens’ arbejde, som ifølge Amyas Connell er at betragte som den største engelske arkitekt i det tyvende århundrede.

Når vi tænker på, hvordan britisk arkitektur blev renset for sit tidligere traditionelle romantiske udtryk af modernister som Connell, kan dette synspunkt virke besynderligt.

I sin perspektivering af Deanery Gardens i Sonning (1899), bemærker Dr. Geoffrey Baker Lutyens’ empiriske tilgang til planlægning og ser en overordentlig engelsk karakter i Lutyens’ arbejde.

The London Underground

Geoffrey Baker besøger tre stationer som er designet af Charles Holden til London Undergrounds Piccadilly Line (Cockfosters, Oakwood og Southgate).

I en tid hvor den internationale stils billedsprog var kontroversielt i England, var Holdens opgave at udvikle et arkitektonisk udtryk for undergrundsbanen, der ville passe ind i forstæderne og som også ville projicere et billede af et moderne transportsystem.

Moderne og Modernistiske

Når man ser tilbage på britisk arkitektur i 1930’erne, var der et betydeligt antal bygninger, der så moderne ud for lægmanden, selvom puristiske fortalere for moderne arkitektur foragtede dem som farlige afvigelser og kaldte dem “Moderne” eller “Modernistiske”.

I denne udsendelse overvejer Geoffrey Baker nogle af ingredienserne i “Moderne”-idiomet med eksempler hovedsageligt hentet fra kommerciel arkitektur (herunder Wallis, Gilbert and Partners’ Firestone- og Hoover-fabrikker). Samt, kystarkitektur (Joseph Embertons bygninger i Blackpool Pleasure Beach og Oliver Hills boliger i Frinton-on-Sea).

Den anden tradion

Geoffrey Baker undersøger i dette program den akademiske klassicismes vedholdenhed i britisk arkitektur i 1920’erne og 1930’erne. Eksemplificeret i bygninger som Manchester Bybibliotek og Liverpool Katedral.

Trods voksende støtte i 1930’erne til den moderne bevægelses ideologi var eksempler på stilen forholdsvis sjældne i Storbritannien.

Med fokus på det nye hovedkvarter for Royal Institute of British Architects, bygget i 1930’erne, viser Geoffrey Baker, hvordan konservative traditioner blev modificeret af modernistisk smag.

Mekaniske serviceydelser i Biografen

I del 21 bruger Stephen Bayley biografen som et paradigme for mekanisk service i arkitekturen. Én bestemt biograf udpeges til en detaljeret analyse: Astoria i Finsbury Park i London.

Varme- og elværkets rolle beskrives i detaljer. Hvilket i forbindelse med den bizarre udsmykning skabte en følelsesmæssig og fysisk atmosfære. For mange mennesker var dette deres første smagsprøve på den bekvemmelighed og de fordele, som moderne arkitektur kunne bringe.

Dobbelthuset

Et argument kunne bygge på, at i de engelske forstæder forudsagde jordudviklere og spekulative bygherrer udformningen af havebyerne, ved at bygge individualistiske huse i folkelig stil væk fra byen.

I programmet antyder Stephen Bayley, at akkumuleringen af forskellige pres i samfundet blev kombineret for at producere en form for bolig- og samfundsplanlægning, der ligesom den romerske idé om rus in urbe, var en slags ideal.

Boligspørgsmålet

Boligen har været den mest karakteristiske udtryksform for den moderne bevægelse indenfor arkitektur. Men på trods af teoretikernes gode intentioner har resultaterne af denne interesse ikke altid været succesfulde.

I det sidste program, bliver tre boligbyggerier som er bygget efter krigen studeret. De er meget forskellige i deres karakter. L.C.C.’s Roehampton Estate. Erno Goldfingers Trellick Tower i North Kensington. Og Ralph Erskines nye ejendom i Byker i Newcastle Upon Tyne.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Hvide By i Tel Aviv

Der er over 4000 Bauhaus-inspireret bygninger i Israels næststørste by.

Lær mere

Fagus Skofabrikken

Walter Gropius, en af de helt store pionerer indenfor modernismen, tegnede fabrikken.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Film: The Open University: Arkitektur og Design Historie 1890–1939 blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Pga. Israels ageren i Gaza de sidste to års tid valgte Spanien, Irland, Holland, og Slovenien at trække sig fra Eurovision Song Contest 2026. Og, i næste uge kan det være at Island af samme årsag, vælger at sige fra overfor den årlige europæiske sangdyst.

Så det der skulle markere en ny begyndelse i jubilæumsshowet, hvortil at der er blevet udviklet et nyt grafisk design til, er nu forlængst lagt i graven, da konflikten imellem de forskellige deltagerlande i ESC på ingen måde er løst.

De turbulente starttyvere

I lighed med andre store events såsom De Olympiske Lege og Europamesterskabet i fodbold, blev Eurovision Song Contest ikke afviklet i 2020 pga. COVID-19.

Dette betød også at forhåndsfavoritterne Little Big fra Rusland og islandske Daði & Gagnamagnið ikke oplevede at vinde Eurovision Song Contest.

I stedet for kunne de dog trøste sig med at de en stor positiv omtale, da mange som normalt ikke lytter til ESC delte deres numre på sociale medier. Og, for Little Big betød det også at bandet nåede et stort vestligt publikum. Hvilket de ca. 300.000.000 visninger af den officielle video på ESCs YouTube-kanal også vidner om.

Året efter takkede de dog nej til at optræde for Rusland, da konkurrencen startede igen i Rotterdam. Her forløb eventen med store COVID-19 sikkerhedsforanstaltninger. Dette betød bl.a. andet at det kun var et begrænset publikum, der bar ansigtsmaske og sprittede hænderne, som var tilstede.

Derimod kunne Daði & Gagnamagnið fra et hotelværelse i byen se italienske Måneskin vinde konkurrencen. Her befandt de sig i isolation pga. et af bandets gruppemedlemmer var blevet smittet efter semifinalen.

Som altid var der kritik af vindersangen. Inkarnerede Eurovision fans synes sangen var for rocket og ikke hørte hjemme i ESC. Men det tror jeg at EBU så stort på. Da de kunne se nogle internationale stjerner i svøb, som henvendte sig til et ungt publikum.

Østeuropæisk exit og triumf

I 2021 blev Belarus diskvalificeret da de ville optræde med et nummer som tekstmæssigt var for kontroversielt.

I første forsøg fik de forkastet Ya Nauchu Tebya som hyldede slaveri og politisk undertrykkelse. Da de blev bedt om at ændre teksten, kom de tilbage med et nummer, hvori de tog tykt pis på homoseksuelle mænd.

Virakken omkring Belarus medførte at det østeuropæiske land ikke fik lov til at deltage i ESC. Og seks dage efter at Eurovision var blevet afholdt, blev landet smidt ud af EBU.

Året efter var det Rusland som blev udelukket af medieunionen. Det skete efter at landet havde indledt fuldskalaangrebet på Ukraine i slutningen af februar 2022.

Et par måneder senere kunne Kalush Orchestra sole sig i den sympati Ukraine fik pga. krigen som Rusland startede.

Det ukrainske band vandt suverænt med nummeret Stefania. Teksten til den var på ingen måde tligeså politisk kontroversiel som da landsmandinden Jamala i 2016 vandt med nummeret 1944.

Denne sang var modsat eks. det bidrag som Belarus tænkte at optræde med i 2021 sluppet igennem nåleøjet. Hvilket kan undre, da den var stærkt politisk, da den handlede om russernes folkeudrensning af Krim-tatarerne under 2. verdenskrig,

United by Music

Af sikkerhedsmæssige årsager kunne Eurovision Song Contest ikke blive afviklet i Ukraine i 2023.

I stedet for blev det Storbritannien der blev værtsnation. I 2022 vaskede de et kvart århundredes skuffelse fra sig, da Sam Ryder sluttede som nummer 2 i Torino. Hvilket af mange grandprixfans blev betragtet som den rigtige vinder af konkurrencen,

Under sloganet United by Music sørgede briterne for at forene britisk og ukrainsk kultur i Beatles-byen Liverpool året efter.

Nogle af deltagerlandene sendte en kommentar til krigen. Den gamle kroatiske punkgruppe Let 3 sang om en krigsliderlig Putin. Og den tjekkiske pigegruppe Vesna slog et slag for feminisme og deres ukrainske medsøstre i My Sister’s Crown.

Igen var det Sverige som vandt ESC, da Loreen for anden gang vandt konkurrencen. Denne gang med nummeret Tattoo.

Selvom kvinden der fik et stort Eurodancehit med Euphoria i 2012 var spået af bookmakerne til at vinde, så var der mange både udenfor og indenfor venuet i Liverpool der mente at Finland og Käärijä med sin Cha Cha Cha var blevet frarøvet sejren.

Og, selv i Sverige, så var der mange der var enige i kritikken. Da mange troede på at den egentlige årsag til at det skandinaviske land vandt, udelukkende skyldes at EBU gerne ville fejre 50-året for ABBAs sejr i ESC i Sverige.

EBUs Waterloo i Malmø

Den syvende oktober 2023 angreb den palæstinensiske terrororganisation Hamas Israel, og 1219 israelere blev dræbt.

Modsvaret fra Israel var mange gange mere grusomt. Og den sympati der var for Israel forsvandt udenfor dets grænser i løbet af de næste måneder. Da mange reagerede på billederne af lidende palæstinensere på Gaza-striben.

For at få Europas sympati for deres folkedrab på lokalbefolkningen ønskede Israel at stille op med nummeret October Rain til ESC i 2024. Da EBU fandt nummeret for politisk, blev israelerne bedt om at ændre teksten. Og, det nummer Hurricane (som alle vidste handlede om det samme) blev godkendt.

Da konkurrencen skulle løbe af stablen i Malmø demonstrerede tusinde af borgere mod Israels overgreb på palæstinenserne. Dette betød at den israelske deltager Eden Golan skulle køres frem og tilbage til eventstedet under politibeskyttelse.

Indenfor i Malmø Arena tog mange af deltagerne i ESC skarpt afstand til den israelske deligation. Nogle pga. de sympatiserede med den palæstinensiske sag. Andre fordi, de havde fået dødstrusler, hvis de ikke gjorde det samme.

Europe. Let’s Come Together

Denne syrlige kontekst kunne EBU ikke håndtere. Nogle timer før finalen skulle afvikles var alt kaos. Ingen vidste helt præcist hvor mange lande der ville stille op efter at den hollandske deltager Joost Klein var blevet diskvalificeret. Angiveligt pga. han havde slået en kvindelig kameramand.

En anden version hvorfor han blev smidt på porten, var fordi han under en pressekonference udbrød “Hvorfor skal hun ikke svare på det”. Dette skete efter en polsk jornalist havde spurgt Eden Golan om hvordan hun havde det med at bringe alle deltageres sikkerhed på spil pga. hendes tilstedværelse.

Derfor ønskede mange deltagere at trække sig fra konkurrencen i sympati med hollænderne. Hvis nummer ironisk nok handlede om vigtigheden af at samle Europa kulturelt. Og den polske journalist som havde dækket Eurovision i årevis blev nægtet adgang året efter af EBU.

At mediedækningen blev mere intens end EBU ønskede var fordi de havde tilladt bloggere at være tilstede i nærheden af artisterne. Og, pga. det kunne de derfor ikke “styre” kommunikationen.

The Winner Takes It All

Musikalsk set levede 2024-udgaven af ESC op til konkurrencens værdier om at være fyldt med diversitet, da stort alle musikalske stilarter var repræsenteret,

Det var bedst eksemplificeret ved Irlands bidrag. Det blev fremført af den gotiske sangerinde Bambie Thug. I hendes Doomsday Blue kunne man høre elementer fra alt lige fra pop, jazz, og noise.

Hendes show vil stå forevig i grandprixets historie. Ligesom engelske Olly Alexander, som holdt ord, og leverede den mest bøssede indslag i ESC til dato.

Indslagende fra de britiske øer provokerede meningmand. I den anden ende af skalaen kunne tv-seerne bl.a. se Danmarks bidrag Sand som på ingen måde var stødende. Nummerets vildeste effekt var da Saba strøede sand på scenen. Jeg ved ikke hvordan DR kom på denne geniale ide!

Under normale omstændigheder ville Israels sang være et hurtigt overstået kapitel, da den ligesom det danske bidrag var totalt intetsigende.

Men pga. den store opmærksomhed der var på det mellemøstlige land, og den yderst patetiske fremstilling af Hurricane, blev Eden Golan udsat for en kæmpe pibekoncert, hvilket EBU havde fjernet i transmissionen af eventen.

Under pointafgivningen endte Israel på femtepladsen, hvilket primært skyldes de mange point nummeret fik fra seerne.

Vinderen kom fra Schweiz, hvor den non-binære person Nemo, også havde delt vandene under koncerten pga. sin identitetsopfattelse. Og, mange svenskere var forarget over at ABBA-medlemmerne ikke dukkede op fysisk. Da det var eventen som introducerede dem udenfor landets grænser.

Ytringsfriheden blev indskrænket i Schweiz

Før Eurovision Song Contest blev afviklet i kulturbyen Basel i 2025, blev ytringsfriheden indskrænket fra EBUs side.

Bloggere, og andre mediefolk kunne nu ikke være ligeså tæt på deltagerne på eventstedet, pga. sikkerhedsmæssige årsager! Og, deltagerne skulle nu fremføre deres numre uden at det kunne støde nogen i alle aldersgruppe. Hvilket var en klar hilsen til de to britiske repræsentanter fra Storbritannien og Irland i 2024.

Den progressive og ungdommelige frisind som havde havde kendetegnet eventen i de første par år af 2020erne var nu bombet tilbage til start.

Grækenland stillede op med en sangerinde som lignede og lød som en klon af Nana Mouskouri. Og fyrstendømmet Luxembourg sendte en hilsen til France Galls vindersang fra 1965 Poupée de cire, poupée de son. (som dog både i sin samtid og i dag skaber debat pga. synet på kvinden).

Der var dog stadig plads til mere originale indslag. Estiske Tommy Cash gjorde grin med italiensk livsstil i Espresso Macchiato. Og da Finlands og Australiens deltagere spillede på sex, så var der stadig lidt at grine af i Basel.

Wasted Love

Selvom det var Østrig som løb med sejren, da JJ, en hver bedstemors drøm blandede opera med tekno i nummeret Wasted Love, så var det igen Israel som fungerede som en elefant i rummet.

Nærmest som en tro kopi af den emotionelle ballade Hurricane blev New Day Will Rise fremført af en ung sangerinde Yuval Raphael, som igen ledte tankerne hen på angrebet fra Hamas på Israel den 7 oktober 2023.

Yuval Raphael var en af de mange unge som deltog i musikfestivalen der dræbte mange under aktionen.

Og, publikums reaktion var det samme. Folk i salen var temmelig utilfredse med hendes tilstedeværelse, og igen fik Israel mange stemmer fra tv-seerne og få point fra fagjuryerne rundt omkring i Europa.

Dette var dog nok til at sikre Israel nok til at sikre en andenplads i Eurovision Song Contest. Men mon ikke EBU var godt tilfredse med at ESC i jubilæumsåret 2026 skulle afholdes i Jerusalem.

Kontrorversielle Afstemningsresultater

I maj 2023, hvilket var et par måneder før krigen startede i Mellemøsten, stillede Israel op med en ung sangerinde Noa Kirel.

Hendes catchy og radiovenlige sang Unicorn, der blev fremført i et energisk sceneshow, blev efterfølgende et hit mange steder i Europa.

Hun fik mange point fra både fagjury og tv-seerne hvilket skaffede hende en tredjeplads.

Bare ikke fra Danmark, som ikke tildelte nummeret et eneste point, hvilket jeg undrede mig over, da det var en af mine personlige favoritter til at vinde konkurrencen i Liverpool.

I 2024 og 2025 sluttede Israel på henholdsvis en femte og en andenplads. Men det var med nogle numre som både grandprixfans og fagjuryer fandt middelmådige.

Alligevel var der en sand pointregn som regnede ned over Israel, da hver tv-seer kan afgive op til 20 stemmer.

Lande bliver væk pga. Israels deltagelse i ESC 2026

Allerede i 2024 startede den offentlige debat om hvorfor Israel skulle deltage i Eurovision, da EBU uden at blinke af forskellige årsager havde kylet Belarus og Rusland ud af konkurrencen.

Men hvor Israel reddede skindet i 2024 med at ændre lidt i teksten til deres bidrag, så var det dels blandingen imellem Israels grusomheder mod den palæstinensiske befolkning og afstemningsresultaterne fra både 2024 og 2025 som fik mange lande op i det røde felt i 2025.

Dette førte til en ny justering af reglerne. Her blev de befolkningstynde lande tilgodeset ved at fagjuryen bliver genindført i semifinalen. Og, at det nu fremadrettet kun er mulig for tv-seerne at afgive 10 stemmer hver.

Deruover er det ikke længere tilladt for deltagelandene at lave betalte kampagner for at promovere deres numre på sociale medier. Denne regel var direkte myntet på Israel som har brugt store summer på markedsføring af de sidste to bidrag på sociale medier.

For at få fat i et yngre publikum, skal to af jurymedlemmerne i en national jury nu bestå af mindst to medlemmer i aldersgruppen 18-25 år.

Forståelig boykot af eventen

Selvom EBU på den måde prøvede at række ud til en række lande, som i lang tid har opnået skuffende placeringer i ESC, så var det ikke nok til at berolige de lande som ville udelukke Israel, da der var et flertal som talte landets sag.

Kort tid efter at beslutningen om Israels deltagelse i ESC 2026 var offentliggjort, valgte fire lande at boykotte eventen.

Det som var kendetegnet ved disse lande, er at de igennem årerne har udmærket sig ved ikke at sende kontroversielle numre med problematiske tekster afsted til konkurrencen.

På den baggrund er der ingen af de lande, som har kravlet for højt op i et træ de ikke kunne komme ned ad igen, som en kommentator fra DR udtalte til en formiddagsavis.

Men snarere nogle lande som føler sig dårlig behandlet af EBU, da de i gennem de senere år har oplevet EBUs dobbeltmoral og politiske ageren, hvor nogle lande kan sende politiske bidrag afsted uden konsekvens, imens andre bliver straffet for det.

EBU og styring af kampagner

Selvom nogle af de nye regler synes at være logisk for at forhindre at et land såsom Israel dræber konkurrencen indefra, så har jeg mine tvivl med hvordan de vil kontrollere kampagner på nettet, da det synes umuligt.

I de seneste to år har Eurovision fansider på sociale medier oplevet at der er blevet en diskurs som går på at hvis du som enkelt individ er kritisk over et bidrag fra Israel bliver stemplet som antisemit. Og, modsat hvis du roser Israels bidrag, bliver samme person betragtet som en helt.

Antallet af likes er ekstremt højt på de indlæg som omhandler Israel er ekstremt højt i forhold til andre indlæg. Dette gør at indlæggene bliver synlig, eller går viral på sociale medier overfor en modtagelig grandprixpublikum, som ikke reflekterer dybt over hvad kampagnerne dækker over.

Israelsk markedføring på sociale medier

Hvordan vil EBU nu sikre sig at de lande eller artister som bakker op om at bpykotte eventen ikke bliver forfulgt af et blodtørstig jodisk publikum?

For selom en meme der sammenligner Israels placeringer i 2018, 2023, 2024 og 2025 med Spaniens i samme år, kan synes uskyldig. Så er pointen klar, at træde Spanien over tæerne over landets dårlige placeringer i ESC.

Og når en anden meme som viser en tekstudsnit fra X hvor en blogger skriver om det ikke er en god ide at invitere Palæstina med til en musikfestival, så er svaret fra en anden blogger, at det er det ikke, for hvad sker der ikke når de bevæger sig ind på en festival. Dermed bliver palæstinensere stemplet som terrorister.

Endelig så er der kommentarer og holdninger fra gamle grandprixdeltagere som bliver benyttet til at skabe opmærksomhed om Israels sag uanset om de udtaler sig for eller imod det mellemøstlige lands deltagelse.

I ovenstående eksempler er der ingen af dem som direkte promoverer eksempelvis et israelsk bidrag, men som er med til at skabe synlighed på sociale medier. Og spørgsmålet er hvordan EBU vil forholde sig til disse mekanismer i fremtiden.

ESC 2026 i Wien

Inden for den nærmeste fremtid vil EBU vide hvor mange lande som vil deltage i ESC 2026 i Wien.

Hvis Island som ventet gør alvor af at trække sig, så vil det med Rumænien, Moldova, og Bulgariens genkomst til konkurrencen ende på 35 nationer.

Dette antal gør at det stadig giver mening at afholde to semifinaler. Men hvis opløsningstendenserne fortsætter i de følgende år, vil det så give mening at holde Eurovision Song Contest i sin nuværende koncept. Hvilket igen vil lægge et pres på dem som skal arrangere eventen. Ikke bare organisatorisk, men også finansielt.

Derfor er der et stort pres på at eventen i Wien kommer til at forløbe på en måde hvori de lande som boykotter ESC i år kan se sig selv ind i igen. Ellers ser det sløjt ud med sloganet United by Music.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Før ESC 2023

Storbritannien ønskede sammen med Ukraine at forene Europa musikalsk Liverpool.

Lær mere

Før ESC 2024 (Del II)

Politiske temaer blev behandlet i bidragene fra Israel, Serbien og Kroatien.

Lær mere

Før ESC 2025 (Del II)

Anmeldelse af Estland, Australien, og Finlands bidrag til ESC 2025 i Basel.

Lær mere

Indlægget Eurovision: Europe. Let’s Come Together. It’s Now Or Never! blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Udover fremførelsen af finalens 26 sange, så vil der være en speciel hyldest til musikere fra værtsbyen Liverpool.

Årets hovedtemaer

Krigen i Ukraine, er et af årets absolutte hovedtemaer. Den bliver kommenteret på forskellig vis i bidragende fra Kroatien, Tjekkiet, og Ukraine selv.

I lighed med de senere år, så er der også fokus på kvindefrigørelse i år. Det kommer ikke alene til udtryk i selve indholdet af sangene.

Men også i den fysiske fremtoning, hvor det nu er ”tilladt” de kvindelige deltagere at have lidt sul på kroppen. Og dermed ikke skal fremstå total åleslanke.

Bemærkelsesværdigt er det også at 80ernes pastelfarver nu er på tilbagetog. Ligesom frisurer som er inspireret af 20erne er det. Derudover har nogle af deltagerne også nogle ganske lange negle monteret.

Hyldest til musikken fra Liverpool

I aften vil der også være en speciel hyldest til musikken fra værtsbyen Liverpool, som bliver fremført af tidligere grandprixdeltagere.

I denne sektion, kan man bl.a. høre fortolkninger af John Lennons ”Imagine” og “You Spin Me Round (Like a Record)” af Dead or Alive.

Læs også: Phil Spector (del 2): War Is Over

Derudover bliver “Whole Again” af Atomic Kitten og “I Turn To You” af Melanie C. fortolket. Inden det hele bliver rundet af med en version af Gerry and the Pacemakers “You’ll Never Walk Alone“.

Kroatien (12 Point): Let 3: Mama ŠČ

Hvem ville seriøst have troet, at det skulle være et gammel legendarisk band fra punkbyen Rijeka, som fik landet ved Adriaterhavet, med i deres første finale i seks år.

Men, det er ikke desto mindre tilfældet når Let 3, dels i kjoler og lettere påklædt, fremfører deres groteske hilsen til ”Mama ŠČ!” i aften i Liverpool.

Læs også: 20 Dage i Mariupol: Krigens første dage i Ukraine

Titlen på nummeret refererer til Moder Rusland, som bl.a., har købt en traktor (hvilket, kan tolkes på et billede på Belarus), og som nu har fået moderens ondskabsfulde psykopat til at drage i krig.

Jeg er sikker på at antikrigs-nummeret vil appellere til mange af tv-seerne i Europa i aften. Og jeg ser frem til at gense ”Mama ŠČ!” i aften.

Israel (10 Point): Noa Kirel: Unicorn

I år stiller Israel op i Eurovision Song Contest med Noa Kirel, som i løbet af de seneste par år har haft flere nummer et hits i hjemlandet.

”Unicorn” har potentialet til at blive afspillet mange gange på diverse radiostationer efter at ESC er afsluttet, da det er et ret effektivt popnummer.

Finland (8 Point): Käärijä: Cha Cha Cha

Personligt håber jeg på at Käärijä fra Finland løber med det hele i aften med sin Cha Cha Cha.

Nummeret, som bliver fremført på finsk, bliver pt. spået af bookmakerne til at ende som 2, hvilket vil være den bedste placering nogensinde for en finsksproget sang i Eurovision Song Contest.

Da Lordis vindersang ”Hard Rock Hallelujah” fra 2006, samt de to sjettepladser det nordiske land fik i 1973 og 2021, alle blev fremført på engelsk.

Derudover, minder sangen mig om en sjov tur ud i nattelivet i Helsinki til den lyse morgen sammen med en pige fra min industriel design klasse, da vi var på studietur i Finland på en efterårsdag for alt for længe siden.

Sverige (7 Point): Loreen: Tattoo

I 2012 vandt Loreen Eurovision Song Contest for Sverige med “Euphoria”, som blev råspillet i mange klubber og i radioen mange steder rundt omkring i Europa.

I år er hun så tilbage med ”Tattoo”, der dog ikke er lige så kraftfuld i udtrykket som “Euphoria”, men til gengæld er svær at få ud af hovedet, når man har hørt den et par gange.

Læs også: Før ESC 2024: Sverige i Eurovision Song Contest

Hun er bookmakernes helt store favorit til at vinde ESC i aften, og jeg tror også at det vil gå hende godt.

Frankrig (6 Point): La Zarra: Évidemment

Canadiske La Zarra med de marokkanske rødder er også kendt for hittet ”Tu t’en iras”. Hun stiller op for Frankrig i år med den traditionelle kærlighedsballade ”Évidemment”.

Det som virker som en ligefrem popsang, overrasker indholdsmæssigt i slutningen af nummeret. For her kommer sangens egentlige budskab frem. Hvilket er en kritisk refleksion over hvordan hun ser Frankrig i dag.

Portugal (5 Point): Mimicat: Ai Coração

Atlanterhavslandet stiller op i år i Eurovision Song Contest med et klassisk eurovisionsnummer.

Ai Coração af Mimicat minder i fremførelsen meget om mange af Israels bidrag op igennem 80erne, i den måde danserne flankerer om sangeren på.

Det er et nummer, som får det gode humør frem hos undertegnede, da den rummer meget varme og positiv energi.

Tjekkiet (4 Point): Vesna: My Sister’s Crown

Tjekkerne stiller i år i Eurovision Song Contest op med det mest typiske eurovisionsbidrag, der nogensinde har repræsenteret det centraleuropæiske land.

Vi får her den klassiske helgardering med at blande flere sprog i sangen for at kunne appellere mere bredt.

I dette tilfælde, udover engelsk, også et vestslavisk (tjekkisk), østslavisk (ukrainsk), og sydslavisk (bulgarsk) sprogbrug.

Læs også: Apolonia, Apolonia: Kunst, Feminisme og Aktivisme

Bandet har arbejdet meget med at finde deres rette udtryk, siden de vandt den lokale sangdyst mod bl.a. Marketa Irglova, som nogle måske kan huske fra den Oscar-belønnede film ”Once”.

Udover at sende en hilsen til de ukrainske medsøstre, så er ”My Sister’s Crown”, der bliver fremført Vesna, som fandt hinanden på et musikkonservatorie i Prag, tilegnet alle jordens kvinder.

Og, det stærkt feministiske budskab, bliver bl.a. understreget i sceneshowet, hvor de synger ”We are not your dolls”.

Estland (3 Point): Alika: Bridges

Nummeret, som Estland stiller op med i år i Eurovision Song Contest, minder mig om Kate Bush. Og er et af de få klassiske ballader i dette års ESC.

Det er en komposition som bookmakerne ikke tror ret meget på. Lige nu spås Alika og hendes ”Bridges” at ende som nummer 22 ud af de 26 deltagende lande i finalen. Men, hos undertegnede, så fortjener hun en meget bedre placering.

Østrig (2 Point): Teya & Selena: Who The Hell Is Edgar?

Det er ikke første gang at alpelandet stiller op med et nummer i Eurovision Song Contest som langer ud efter musikindustriens griske bagmænd.

Første gang det skete var i 1977, hvor Østrig stillede op med ”Boom Boom Boomerang” af Schmetterlinge.

Nu sker det igen, når Teya & Salena synger ”Who The Hell Is Edgar?”, som er en reference til poeten Edgar Allen Poe, som siges at være at en af de første forfattere som var i stand til at leve af skriveriet.

Sangen er også en kommentar til kvinders vilkår i musikbranchen, hvor de ikke bliver tillagt de store evner ud i sangskrivningen. Derfor er det også Edgars spøgelse som har skrevet sangen.

Derudover får Spotify en kritisk hilsen med på vejen. I sætningen 0,003, hvilket er en reference til det beløb i dollars som musiktjenesten udbetaler når et nummer bliver afspillet.

Desværre kommer de ikke ind på hvilke forhold de som udøvende artister opererer under, når de deltager i et stort oplagt musikevent som ESC.

Storbritannien (1 Point): Mae Muller: I Wrote A Song

Egentligt var ”I Wrote A Song” som bliver fremført af Mae Muller, det nummer ved årets Eurovision Song Contest som jeg ville give mine 12 point til.

Da det er et catchy nummer som ridder med på den bølge som bl.a. Shakira og Miley Cyrus har startet med at give fingeren til ekskæresten,

Men, så hørte jeg hendes liveperformance i torsdag, hvor vokalen bestemt ikke sad i skabet. Så derfor kun 1 point herfra til Mae Muller.

Sidste år fik hun et stort radiohit, da hun sammen med NEIKED og Polo G også medvirkede på den meget iørefaldende ”Better Days”. Og, det må man håbe at hun også får i aften.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Før ESC 2024 (Del I)

Verdensmusik og kønne kvinder fra Armenien, Italien og Grækenland.

Lær mere

Før ESC 2024 (Del III)

LGBT+ samfundet var synlig repræsenteret i bidragene fra Irland, Schweiz og Storbritannien.

Lær mere

Før ESC 2024 (Del II)

Politiske temaer blev behandlet i bidragene fra Israel, Serbien og Kroatien.

Lær mere

Indlægget Eurovision: Før Eurovision Song Contest 2023 blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Efter en omfattende renovering, stod det nærmest nye stadion færdig i 2011, sådan den var klar til Europamesterskaberne i Polen og Ukraine året efter.

På Den Olympiske Stadion i Kyiv, mødte Spanien Italien i EM-finalen i 2012. En kamp som de vandt med 4-0 foran 70.000 tilskuere. Seks år senere, var det et af de førende klubber i Spanien, som gjorde landsholdet kunsten efter. Dette skete da Real Madrid slog Liverpool med 3-1 i en udsolgt Champions League-finale.

I aften var det så tid til at se hjemmeholdet Dynamo Kyiv tage imod de grønklædte hold FC Karpaty fra Lviv.

Før kampen var der underholdning med sang fra to kvinder i røde kjoler, inden holdene gik på banen.

Inden kampstart lå Dynamo Kyiv i spidsen af den ukrainske Premier League sammen med Sjakhtar Donetsk, imens FC Karpaty lå i midten af ligaen.

Efterskrift

Det var ikke jordens bedste fodboldkamp jeg har overværet på en stadion. Og, Dynamo Kyiv skuffede deres hjemmepublikum gevaldigt, da de tabte kampen med 2-0.

Der var derfor mange gode grunde til at der skulle tankes op med nye drikkevarer i pausen. Og, egentlig også efter kampen.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Legia Warszawa – FC Midtjylland

Den afgørende playoff kamp om en plads i Conference League sluttede dramatisk.

Lær mere

Tyskland Fodbold Museum

Museet i Dortmund gennemgår både tysk klub- og landsholdsfodbolds historie.

Lær mere

FC Barcelona – Girona FC

Det var en stor oplevelse at besøge Camp Nou selvom publikum så en kedelig 0-0 kamp.

Lær mere

Indlægget Ukraine: Premier League: Dynamo Kyiv – FC Karpaty Lviv 0-2 blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.