|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I begyndelsen af 1920’erne skabte Oskar Schlemmer et af det 20. århundredes mest radikale scenekunstværker: Triadisk Ballet. Det er et værk, der på trods af sin korte varighed, har fået en enorm betydning inden for performancekunst, modernisme og kroppens æstetik. Det er ikke kun en dans, det er et levende manifest om form, rum, krop og maskine.

Triadisk Ballet

I sin kerne er Triadisk Ballet ikke en traditionel ballet. Den er en undersøgelse af kroppen som skulptur, rytme og rum. Schlemmer trækker ikke på narratives eller psykologisk drama, men på geometriske relationer og visuelle modsigelser. Forestillingen fremstår som en levende, tredimensionel komposition – en slags kinetisk skulptur.

De tre satser (deraf “triadisk”) har hver deres tempo, rytme og atmosfære. Det er som om, kroppen går fra det organiske til det mekaniske og tilbage. De bevægelser er stramme, fokuserede og samtidig legende; det er en bevægelse mod det abstrakte uden at miste sin menneskelige tilstedeværelse.

Kostumerne – fra menneske til form

Schlemmers kostumer er måske det mest ikoniske ved værket. De er ikke dekorative, men funktionelle elementer i et visuelt eksperiment:

Geometriske former som kugler, cylindre og plader omdefinerer kroppen.
De bryder naturlige proportioner, så kroppen nærmest bliver et objekt, en maskine.

Materialerne virker stive og uforanderlige – som om kroppene er arkitektoniske moduler.

Kostumerne gør noget radikalt: de ændrer vores blik på kroppen. Den menneskelige figur bliver til abstrakte elementer i et visuelt spil mellem form og bevægelse. Det er en kritisk pointe: kroppens identitet er ikke uforanderlig, men kan formgives, analyseres og omformes.

Bevægelse og rytme

Schlemmer ser kroppen som en kraft, der kan kvantificeres og designes. I Triadisk Ballet:

• Er bevægelserne ikke emotionelle, men strukturelle.
• Danserens krop er et instrument i et grafisk system.
• Der skabes en rytme ikke kun gennem lyd, men gennem rumlige relationer.

Der er en særlig følelse af afstemt gentagelse og mekanisk præcision, som nærmer sig teknisk koreografi snarere end dramatisk dans. Dette gør værket banebrydende: det tegner linjer til senere eksperimenterende performances og avantgarde-teater.

Æstetik og filosofi

Schlemmer var ikke interessert i at underholde. Han ville reflektere. Hans arbejde er gennemsyret af Bauhaus’ idéer: integrationen af kunst, form og funktion. Triadisk Ballet er derfor ikke bare en forestilling, den er en filosofisk undersøgelse af kroppen – som form, som idé, som maskine og som symbol.

Værket bringer spørgsmål op som:

• Kan kroppen blive til form?
• Hvordan interagerer menneske og rum?
• Hvor begynder performance. Og hvor slutter skulptur?

Det er et banebrydende kunstværk, som fortsat udfordrer vores forestillinger om, hvad en krop kan være, og hvordan vi opfatter scenekunst. Det er æstetisk stringent, filosofisk og formmæssigt kompromisløst.

En klassiker i moderne kunst, ikke kun som et historisk dokument, men som en levende inspirationskilde for nye scenekunstnere og performere.

Denne kollision mellem kropslig tilstedeværelse og formmæssig abstraktion gør balletten til en tankefuld og ofte provokerende oplevelse.

Efterskrift

Triadisk Ballet har haft en enorm betydning for moderne dans, performancekunst og scenografi. Schlemmer var forud for sin tid i måden at nedbryde kroppens figurative identitet og udfordre både publikum og udøver til at tænke udenfor narrativet.

Man kan se værket som en direkte forløber for:

• Performancekunst
• Kroppen som skulptur og installation
• Eksperimentelle bevægelsesstudier i moderne dans

Oskar Schlemmers Triadisk Ballet er ikke blot en forestilling. Det er en analytisk undersøgelse af:

• Krop og form
• Bevægelse og rum
• Menneske og maskine

Det er ikke et værk, man “forstår” med det samme. Men et værk man oplever, reflekterer over og vender tilbage til.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Bauhaus Ånden

Dokumentaren fokuserer på den globale arv fra en radikal utopi fra 1920ernes Tyskland.

Lær mere

Bauhaus 100

BBC dokumentar om den tyske arkitektur, kunst og designskole Bauhaus.

Lær mere

BauhausWORLD

De tre programmer fokuserer på hvilken betydning Bauhaus har for eftertiden.

Lær mere

Indlægget Film: Oskar Schlemmer – Triadisk ballet (1923) blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Genesis P-Orridge var en banebrydende britisk personlighed. Med sine performative og subversive handlinger lavede de transgressive art længe før der var opfundet et begreb til at beskrive kunstretningen.

Senerehen blev de betragtet som gudfaderen af musikgenren industrial, da de grundlagde bandet Throbbing Gristle i 1975. Som seks år senere blev fulgt op af et andet musikalsk multimedie projekt Psychic TV.

Her tog de fat i skabe koncepter for hvordan grupper kan opbygge et samfund, i stedet for at ville nedbryde det, som det bl.a. hvor på mode i tresserne og specielt i halvfjerdserne, eksemplificeret i punk-bevægelsen.

I midten af halvfemserne mødte Genesis P-Orridge Lady Jaye som de blev gift med. Sammen lavede de Pandrogeny-projektet, hvor de ikke bare psykisk, men også fysisk igennem mange kropsoperationer smeltede sammen til at ligne et spejlbillede af den anden.

På denne måde blev Genesis P-Orridge også et ikon indenfor queerbevægelsen, da de konstant udforskede og synliggjorde at et menneske ikke bare rummer en personlighed og identitet, men at der er mange af dem.

Kort tid for deres død i 2020 mødte instruktøren David Charles Rodrigues Genesis P-Orridge seks gange i New York, hvor de havde nogle lange samtaler sammen.

Dette blev startskuddet til den nye film S/He Is Still Her/e fra 2024, som giver en kronologisk gennemgang af hovedpersonens liv.

Instruktørens motivation for at lave filmen

David Charles Rodrigues er af amerikansk og græsk afstamning. I sine barndomsår blev han betragtet som græker, da familien brugte meget tid med det græske samfund i USA.

Da han otte årig sammen med hans familie flyttede til Brasilien, blev han omtalt som værende amerikaner. Og da han rykkede tilbage til Staterne tyve år senere, var han nu en latino.

I den nordlige del af Californien kom han i forbindelse med et filmprojekt i kontakt med queermiljøet. Og, selvom han som person ikke identificerer sig med dem, så havde han en forståelse for deres livssituation, da han også havde følt sig som en person med en diffus identitetsopfattelse.

Dette, sammenholdt med, at han som teenager var fan af Throbbing Gristle, og i særdeleshed mere med Psychic TV gjorde at han også havde en personlig interesse i at møde Genesis P-Orridge, efter at de var blevet ramt af en livstruende sygdom i 2018.

I starten vidste han ikke om samtalerne med dem ville føre til en film, men som de skred frem, begyndte han at blive mere tændt på ideen om at lave en dokumentar om Genesis P-Orridge.

S/He Is Still Her/e

I filmen bliver vi introduceret for den unge dreng Neil Andrew Megson, der blev mobbet i skolen og som led meget af astma, til han fordyber sig mere og mere ind i kunstens verden.

Efter at være flyttet til London i starten af halvfjerdserne skifter han navn til Genesis P-Orridge. Her møder han også Cosey Fanni Tutti som han stifter kunstprojektet COUM Transmissions sammen med.

COUM udfører S/M provokerende musikalske performances som ofte chokerer offentligheden, som er med til at gøre dem kendt i undergrunden.

Da han på en bar løber ind i en fyr, som giver ham det råd, at han skal tænke over hvordan han kan formidle hans ideer til offentligheden sådan at de kan forstå dem, fører det til dannelsen af Throbbing Gristle som Cosey Fanni Tutti også er med i.

Throbbing Gristle som på Yorkshire-slang betyder erigeret penis. betragtes som verdenens første industrial musikgruppe.

Mødet med cut-up teknikken, hvor tekster og billeder bliver klippet fra hinanden og samlet igen på en ny måde, fodrer hans kreative sans. Disse ideer tager han sig med i Psychic TV, som er et forsøg på at nå mainstreampublikummet.

Familiemennesket Genesis P-Orridge

Genesis P-Orridge fik sammen med Paula P-Orridge to døtre Genesse P-Orridge og Caresse P-Orridge.

I dokumentaren får de en afgørende rolle at spille, da de viser ham som en kærlig og omsorgsfuld far, hvilket er i stærk kontrast til hans hang til sadomasochistiske tematikker, som var ved at bringe ham i en eksistentiel krise.

For alt imens familien dyrkede religiøse interesser i Østen, så ransagede politiet i Storbritannien deres hjem for om de kunne finde belastende materiale om misbrug af børn i hans lejlighed.

Det fandt de dog ikke, men det medførte at familien flygtede til USA, da Genesis P-Orridge var bange for at myndighederne ville fratage ham hans døtre.

Pandrogeny

I 1995 mødte Genesis P-Orridge Lady Jaye i en BDSM-sexklub, hvor hun arbejdede. Han var med det samme tiltrukket af hende, og det endte med at han blev gift med sit livs kærlighed.

Sammen med hende genoptog han nu noget af ånden fra COUM-projektet i starten af halvfjerdserne, hvor han skar i sin egen krop. Men nu i en mere radikal form.

Dette skete bl.a. ved at Genesis P-Orridge fik foretaget en kønsskifteoperation og at parret efterfølgende fik lavet mange indgreb i kroppen i et forsøg på komme til at ligne hinanden.

For at få råd til alle de kostbare operationer medførte også at Throbbing Gristle og Psychic TV blev gendannet.

Sideløbende med blev Pandrogeny-projektet løbende dokumenteret via billeder og videomateriale, og udstillet på gallerier.

I 2007 døde Lady Jaye, og Genesis P-Orridge kom sig aldrig for alvor over hendes alt for tidlige bortgang.

Efterskrift

Til at starte med ville instruktøren kun bruge Genesis P-Orridges stemme i filmen. Men efter deres bortgang, manglede han en hel del materialer.

Dette bragte ham i kontakt med deres børn, som i dag varetager boet efter kunstneren. Og da de nævnte at han skulle tage kontakt med en gammel ven af Genesis P-Orridge, gjorde at persongalleriet langsomt voksede.

Dog stillede Rodrigues det krav over for sig selv, at det kun skulle være folk med en dyb indsigt i deres liv som blev benyttet.

Dette gør også at der kommer flere vinkler på den unikke person, hvor det dog kunne have været oplagt med nogle kommentarer fra Cosey Fanni Tutti om hvorfor hun synes han var en aggressiv person. Og, hvordan det konkret gav sig udslag. Samt fra andre som havde en torn i øjet på Genesis P-Orridge.

Derudover kunne det have været ønskelig med lidt flere optagelser om Throbbing Gristle.

Filmen er meget godt komponeret, og fastholder seeren igennem hele dokumentaren. Den er en nødvendighed for alle som interesserer sig for performancekunst, eksperimenterende musik og queer.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cyborg

En dokumentarfilm om cyborgkunstnerparret Neil Harbisson og Moon Ribas.

Lær mere

Cabaret Voltaire

I denne bygning i Zürich mødtes dadaister og skabte revolutionerende antikunst.

Lær mere

Beuys

Veiels dokumentar om hans berømte landsmand skildrer ham både som kunstner og politiker.

Lær mere

Indlægget Film: S/He Is Still Her/e: The Genesis P-Orridge Documentary blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I sin samtid var Joseph Beuys kendt som en provokerende kunstner, der slog sit navn fast i 1960erne som en del af den performative FLUXUS bevægelse i Düsseldorf. For så senere hen i starten af firserne at engagere sig i tysk politik, da han var med til at stifte det tyske parti Die Grünen, som han var medlem af indtil sin død i 1986.

Om tilblivelsen af Beuys

Det var ikke en nem opgave for Andres Veiel at lave dokumentaren om en af sine personlige inspirationskilder, som havde en tankevækkende tilgang til både kunst og politik. Da han skulle skifte planer mange gange i løbet af tilblivelsesprocessen.

Oprindeligt havde han en ide om at behandle hans kunstværker og performances af Beuys. Men pga. der ifølge tysk lovgivning skal indhentes en godkendelse til at gøre det af boet af kunstneren (hvis denne ikke er i live), så krævede det en hel del af instruktøren for at få denne tilladelse af Beuys enke Eva Beuys.

Efter at Veiel først havde kontaktet hende skriftligt som hun ikke reagerede på, så ringede han til hende to uger efter.

I denne telefonsamtale fik han en blank afvisning af hende, da han i sit brev havde opgivet tre forkerte titler. Og, hvis han begyndte sit projektet ud fra et forkert udgangspunkt, så havde hun absolut ikke brug for en film om hendes ægtefælle. Derefter lagde hun røret på.

Efter at have sundet sig over dette ringende han hende op igen, og bad hende om at se filmen Blackbox Germany han tidligere havde lavet om den tyske terroristorganisation

Veiel, som allerede havde brugt 1½ års tid på projektet, besluttede sig derfor at opsøge hende personligt.

Her forklarede han hende at han under alle omstændigheder ville lave filmen om det så skulle uden kunstværker i den. Det endte med at hun godkendte alle de værker han ville have med i filmen, og så kunne han endelig gå i gang.

Veiels fascination af Joseph Beuys

I filmen siger Joseph Beuys på et tidspunkt at man skal smide kunstværkerne væk og tænke over kunstens idéer. Hvilket nærmest er en religiøs udsagn på linje med Martin Luthers tanker om at det er igennem troen at man skal finde vejen til Gud.

Og for Veiel så var Beuys nærmest en slags Godfather for ham og nogle af sine venner, da han udfordrede både de konservative tyske borgere, og var en modpol til den radikaliserede venstrefløj som den to sig ud i Bader-Meinhof gruppen og RAF.

Dermed banede han vejen for deres egen politiske ståsted midt imellem disse to grupperinger.

Ved finanskrisens start i 2008 var Veiel inde og se en udstilling på Nationalgaleriet ved hovedbanegården i Hamburg. Her så han 2-3 film som omhandlede Joseph Beuys.

I videoerne talte han om strømmen af penge og hvad der skaber en finanskrise. Hvis pengestrømmen bliver løsrevet fra produktionen, så vil vi få bobler. Og disse bobler vil briste.

Overskuddet vil herefter blive privatiseret, men det er kun få som vil tage profitten, hvorimod tab vil blive socialiseret. Det vil blive en sfære uden for vores demokratiske kontrol og rækkevidde.

Derfor opfordrede han beskuerne til at gøre noget ved problemstillingen. Efterfølgende tænkte Veiel, hvorfor ikke lave en dokumentar om hans Godfather.

Politikeren Beuys

Filmen tager sit afsæt i tresserne hvor Joseph Beuys som arbejdede som professor ved Kunstakademiet i Düsseldorf.

Her var han kendt som værende en streng underviser. Men også som en lærer der ikke var en akademisk kunstsnob, da han engagerede sig i relationen til sine studerende, hvis værker han hjalp med at blive udviklet, hvilket var et meget usædvanlig træk for en professor at gøre dengang.

I slutningen af årtiet efter at han havde slået sit navn fast i den internationale kunstverden, så blev hans handlinger mere politiske.

Som en protest mod at de studerende skulle igennem en optagelsesprøve, så tilbød han alle dem som blev fravalgt at de kunne starte på hans hold. Noget som de takkede ja til.

Dette betød også at op imod 400 unge var indskrevet på hans studier, hvilket ledelsen på kunstakademiet på ingen måde bifaldt, da de i første omgang gav ham en ordentlig reprimande.

Da han i de kommende år blev ved med at forsætte praksissen endte det med at han blev fyret i 1972, hvilket medførte store protester fra de studerende men også fra store anerkendte kunstnere.

De 7000 ege og Die Grünen

Han havde en stor tro på at kunst kunne ændre samfundet politisk. Dette ses bl.a. i det store sociale skulptur og gesamtkunstwerk ”De 7000 ege”.

For at få finansieret det store projekt, hvor der skulle plantes 7000 egetræer i Kassel, så stillede han op som reklamefigur for en japansk whiskymærke, ligesom han pressede på overfor de mennesker som havde tjent store penge på hans kunst om at spytte noget i kassen.

Ifølge den danske kunstner Jens Jørgen Thorsen så var FLUXUS verdens første demokratiske kunstbevægelse, da den havde en tro på alle mennesker kan udføre kunst.

Denne tanke bakkede Beuys, som en overgang var med i bevægelsen, op om. Og en vigtig del af konceptet bag ”De 7000 ege” var netop at almindelige folk skulle være med til at få kunstprojektet gennemført, og dermed i fællesskab være med til at lave et kunstværk.

I Die Grünen, som han blev en ledende frontfigur af fra begyndelsen, var for ham et parti som gentænkte demokratiet.

Han blev dog aldrig nogen succes i partiet, da det var præget af alt for mange forskellige holdninger, der strittede i alle mulige retninger.

Hans meninger om økonomi var noget som var med til at trække partiets popularitet ned.

Derfor valgte medlemmerne at han ikke skulle være opstillingsberettiget til Forbundsdagen. Og selvom han vedblev med at være en del af partiet, forsvandt han fra dets søgelys.

Kunsteren Beuys

Som ung teenager var Beuys en del af Hitlerjugend. Senere hen blev han en del af det tyske luftvåben. Her oplevede han at blive skudt ned i 1944.

Men modsat co-piloten så overlevede han ifølge eget udsagn fordi nogle krimtatarer reddede ham, ved at pakke ham ind i fedt og filt.

Efter krigen så blev materialerne fedt og filt væsentlige elementer både i sin teoretiske og fysiske praksis for Beuys. Dette kommer bl.a. til udtryk i konceptet om “social plastik”, der blev synliggjort i flere kunstinstallationer.

En svaghed i Veiels dokumentar er at han ikke giver en ordentlig indføring i dette centrale koncept. Samt rejser et kritisk spørgsmålstegn ved Beuys historie om hvad krimtatarerne gjorde ved ham.

Vi får også historierne om Beuys i forhold til forskellige dyr. Foran en gruppe af de ledende personligheder som var tilknyttet kunstakademiet begynder han at grynte som en hjort. Ligesom vi bliver indført i hans aktioner med en død hare og en prærieulv.

Hvordan man forklarer billeder til en død hare

I værket “Hvordan man forklarer billeder til en død hare” starter aktionen i Galleri Schmela i Düsseldorf.

Beuys, som har påført sig bladguld, guldstøv og honning, fører først de besøgende ud af galleriet og låser døren. Dernæst kan de se hvad der sker inde i galleriet gennem dets hovedruder.

Her vandrer Beuys rundt med den døde hare og fortæller den om de forskellige genstande i rummet.

Haren som i forskellige kultursamfund betød noget positiv, lige fra kærlighed og fertilitet, blev i kunstnernes udlægning af den betragtet som et symbol på genfødsel.

I relation til haren er der så Beuys, som mad sin maske af guld og honning kan forstås som et middel for genoplivning.

På denne måde så bringes tanken om harens dødskarakter den tilbage til livet i samspillet mellem de to aktører.

Jeg kan lide Amerika, og Amerika kan lide mig

I dette performative værk viser Joseph Beuys det fysiske billede af en mand. For hvem materialet og meningen med kunstneriske aktiviteter bestemmes af personlig erfaring og engagement.

Uden at sætte fødderne på amerikansk jord, blev han ført direkte fra lufthavnen til René Block galleriet. Her levede han i tre dage sammen med en prærieulv. Allerede inden han var steget på flyet i Tyskland havde han påført sig filt.

For det meste af tiden var prærieulven venlig overfor Beuys. Men den kunne også finde på at være mere voldelige, hvilket gav sig udtryk i at den begyndte at bide i hans filt.

Under hele aktionen så prøvede Beuys at leve sig ind i dens handlinger, ved at kopiere hvad den gjorde, for at udvikle en form for kommunikation med den.
Værket var en kritik af USA.

Den tyske kunstner som var kritisk overfor amerikanernes engagement i Vietnam, afviste af den grund mange invitationer i at komme til staterne.

Men i ”Jeg kan lide Amerika, og Amerika kan lide mig”, så vender han blikket 180 grader.

Her sætter han spotlys på de amerikanere som forfulgte prærieulven, som Beuys betragtede som et symbol på urbefolkningen. Ved at udvikle en slags venskab med ulven, så medierer han en fredshandling.

Efterskrift

Under arbejdet med at redigere filmmaterialet fremviste Veiel det foreløbige resultat til en amerikansk kollega.

Han kvitterede med at sige, at dette var så typisk tysk, fordi i USA vil man altid afslutte handlingen med at gøre hovedpersonen til en helt.

Og i din film, så ender projektet med at få rejst penge til De 7000 ege som en fiasko. Da det kun lykkes for Beuys at samle penge ind til de 1000 af dem.

Dette udsagn tænkte Andres Veiel over, og besluttede sig efterfølgende for at lade filmen køre i ring.

Dvs. at vi starter et andet sted i handlingen og slutter med et link til introen. Hvilket giver en anden indholdsmæssig afslutning end først tiltænkt.

Om denne ændring af strategi har løftet filmen, er svært at sige. Mere problematisk er det dog at det kræver en vis form for forforståelse fra beskuerens side om Beuys liv og produktion for bedre at kunne forstå pointerne fra instruktørens side noget bedre.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cabaret Voltaire

I denne bygning i Zürich mødtes dadaister og skabte revolutionerende antikunst.

Lær mere

Nam June Paik

Udstillingen I Expose the Music handler om den musiske side af Nam June Paik.

Lær mere

Kraftwerk

Med Autobahn var det muligt for Kraftwerk at nå ud til et bredere publikum.

Lær mere

Indlægget Film: Beuys – Kunstneriske aktioner som et demokratisk projekt blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Og, nogle af optagelserne fra København danner anslaget til filmen, hvori vi primært også bliver præsenteret for hans livslange medsammensvorne Cyborg-partner Moon Ribas, og deres fælles udvikling igennem de sidste 10 års tid, til nu, hvor dokumentaren fik verdenspremiere i forbindelse med CPH:DOX 2023.

I går var instruktøren så til stede i Warszawa, da den vist i forbindelse med byens store årlige filmfestival.

Farveblinde Neil Harbisson fik koblet en antenne til hans hjerne sådan han kan sanse farver

CYBORG er et varmt portræt af parret, og deres vej fra at være unge, kendte fremadstormende kunstnere i undergrunden, til i dag, hvor de mere er blevet til et brand, som sælger sanseudvidende chips, og er blevet advokater og prædikanter for at vi alle skal tage teknologien ind under huden, og blive cyborg, igennem deres Cyborg Foundation projekt.

Neil Harbisson blev født farveblind, og i sin barndom og ungdom så han verden i sort/hvide gradueringer. Ønsker om at kunne ”se farver” gjorde at han i 2003 fik foretaget en illegal operation, hvor en antenne blev koblet til hans hjerne, som gjorde det muligt ”at oversætte” farvebølger til lydbølger. Dvs. at når antennen sanser en dominerende farve i omgivelserne, så bliver den omsat til en svag eller høj lyd, der gør at Harbisson ved hvilken farve som antennen har opfanget.

Efter operationen havde Harbisson ondt i hovedet pga. det stærke lydinferno, i de efterfølgende fem uger. 5 måneder senere havde hjernen vænnet sig til den nye device, og i dag er antennen en integreret del af hans udvidede sanseapparat, som han også bruger som inspiration til hans geometriske malerier.

Kæresten Moon Ribas, som der ikke bliver fokuseret så meget på i filmen, har en sensor implanteret i hendes fødder, som vibrerer i forskellige niveauer når der et jordskælv på kloden. Hun bruger disse vibrationer til at skabe danseperformances. Derudover har hun udviklet andre sanse-devices.

Efterskrift

Ikke alle er dog vild begejstret for sammensmeltningen imellem menneske og maskine, da de anser dette for at være blasfemisk. Specielt i konservative kredse har reageret kraftigt imod Harbisson, hvilket helt konkret at han er blevet truet på livet. Dette har skabt en frygt hos ham, og han bor til daglig i en kælder uden vinduer af samme årsag.

I 2014, samme år som instruktøren mødte ham for første gang, der inviterede undertegnede parret til Prag, for at være en del af Cafe Neu Romance 2014. De var begge to interesserede i at komme, men da de af gode grunde 10 måneder før eventen fandt sted, ikke kunne garantere at de ville befinde sig i Europa, omkring tidspunktet hvor robot performance festivalen fandt sted, så kunne vi desværre ikke mødes.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cross Club

Prags mekaniske steampunk undergroundsclub som er et mødested for alternativ kultur.

Lær mere

I Am Human

Amerikansk dokumentarfilm om Brain Computer Interfaces, Etik og Moral.

Lær mere

Inferno

En robot performance udviklet af canadiske Bill Vorn og Louis-Philippe Demers.

Lær mere

Indlægget Cyborg: En dokumentar om cyborg kunstneren Neil Harbisson blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I 1916 mødtes en gruppe af de mere prominente navne af bevægelsen i Zürich, i det neutrale Schweiz.

Læs også: Schweiz: Finanscentret Zürich

De var blevet drevet på flugt fra forskellige dele af Europa, og nu gik de sammen om at skabe Cabaret Voltaire, der var en kortvarig natklub.

Dada

I Cabaret Voltaire kunne kunstnerne, der bestod af poeter, musikere, og billedkunstnere, grafikere, m.fl., udøve deres anti-kunstneriske aktiviteter, som oftest havde performancelignende karakterer.

De afviste logik og årsag som forklaringsmodeller, og søgte i stedet for meningsløsheden, paradokserne og tilfældighederne.

Med deres destruktive og nihilistiske adfærd, hvor de bl.a. klippede aviser, fotos, og poesi fra hinanden, og satte dem sammen igen i et nyt udtryk. Var de med til at skabe nye kunstneriske innovative udtryk, såsom collager, cut-up technique, og fotomontager.

Cabaret Voltaire

Selve navnet Cabaret Voltaire, som udover linket til natklubben, var også et link til den franske filosof Voltaire, hvis roman Candide hånede datidens religiøse og filosofiske normer.

Hovedrolleindehaveren i romanen stoler blindt på at vi lever i den bedste af alle verdener, skønt ulykkerne vælter ned over ham.

Til sidst i bogen opgiver han dog sin naive optimisme og konstaterer nødvendigheden i at dyrke sin have.

Selvom Dada var et kortvarigt fænomen, så runger det høje barneskrig stadigt højt på himlen.

Da bevægelsen minder os om at kunst ikke behøver at være lig med det konforme, internaliserede, og (næsten) ligegyldige, som er tilpasset de skiftende tiders regelsæt i samfundet.

Efterskrift

I Zürich genopstod Cabaret Voltaire i starten af dette årtusinde, i den samme bygning som den oprindelige holdt til i.

Andre beslægtede kunstneriske retninger, såsom spøgefuglene fra FLUXUS, og de mere intellektuelle kunstnere fra popkunsten, har lånt tanker og ideer fra Dada.

Ligesom den engelske industrielle elektroniske band Cabaret Voltaire også har gjort det.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Adam Garnek

Adam Garnek er en polsk nutidig kunstner, som er inspireret af Dada og Fluxus.

Lær mere

Jean Tinguely

Den schweiziske kunstner var inspireret af dadaisme i mange af sine værker.

Lær mere

Nam June Paik

Udstillingen I Expose the Music handler om den musiske side af Nam June Paik.

Lær mere

Indlægget Schweiz: I Cabaret Voltaire blev Dada undfanget blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.