|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen er langt mere end en optagelse af David Bowies koncert på Hammersmith Odeon i London den 3. juli 1973. Den er et vidnesbyrd om den aften, hvor Bowie symbolsk dræbte den figur, der havde gjort ham til verdensstjerne.

I dag står koncerten som et af rockhistoriens mest ikoniske øjeblikke. Ikke blot fordi Bowie var på toppen af sin karriere, men fordi han valgte at afslutte sin mest succesfulde skikkelse netop på højden af dens popularitet.

Ziggy Stardust – en rockstjerne fra det ydre rum

Da David Bowie skabte Ziggy Stardust i 1972, var det langt mere end endnu et kunstnernavn. Ziggy var en gennemført rollefigur.

En androgyn, flamboyant og karismatisk rockstjerne, der ifølge albummets løse fortælling kom til Jorden, mens menneskeheden kun havde fem år tilbage.

Ziggy blev både profet, frelser og superstjerne, men blev til sidst opslugt af sin egen berømmelse.

Historien fortælles aldrig direkte i filmen. Den udspiller sig gennem sangtekster, sceneshow, kostumer og Bowies egen optræden.

Publikum skulle ikke blot høre musikken – de skulle opleve Ziggy som en levende figur.

Det var netop denne blanding af science fiction, kabaret, rockmusik og kønsmæssig tvetydighed, der gjorde Ziggy Stardust til et kulturelt chok.

Bowie udfordrede tidens forestillinger om maskulinitet og seksualitet, samtidig med at han skabte et af rockhistoriens mest genkendelige visuelle univers med ildrødt hår, kraftig makeup og ekstravagante kostumer inspireret af japansk mode og avantgardeteater.

En koncert med en skjult afslutning

Da Bowie og The Spiders from Mars gik på scenen denne sommeraften i 1973, vidste publikum ikke, at de overværede Ziggys sidste optræden.

Koncerten åbner eksplosivt med Hang On to Yourself og titelnummeret Ziggy Stardust. Publikum møder straks den figur, de er kommet for at se. Selvsikker, teatralsk og større end livet selv.

Men efterhånden udvikler koncerten sig til noget mere end en parade af hits. Bowie blander sange fra tidligere album med nyt materiale fra Aladdin Sane. Undervejs bliver stemningen mørkere.

Changes fungerer næsten som en kunstnerisk programerklæring. Selvom sangen er skrevet flere år tidligere, bliver omkvædet “Ch-ch-ch-changes” nærmest et løfte om, at endnu en forvandling er på vej.

Midterdelen af koncerten bliver mere teatralsk. Jacques Brels My Death introducerer temaer om dødelighed og afslutning, mens Cracked Actor, Time og The Width of a Circle kredser om berømmelsens pris, seksualitet, identitet og forfald.

Set i bakspejlet virker sætlisten næsten dramaturgisk opbygget. Publikum mærker det måske ikke bevidst, men Ziggy er allerede ved at gå i opløsning.

Øjeblikket der blev legendarisk

Efter et hæsblæsende forløb med Let’s Spend the Night Together, Suffragette City og Velvet Undergrounds White Light/White Heat tror publikum, at koncerten nærmer sig sin afslutning.

Så stopper Bowie op. Han siger de ord, der siden er blevet en del af rockhistorien:
“Not only is it the last show of the tour, but it’s the last show that we’ll ever do.”

Publikum tror et øjeblik, at David Bowie annoncerer sin pensionering. Selv flere medlemmer af bandet bliver overraskede.

Først senere går det op for omverdenen, at Bowie talte om Ziggy Stardust. Det sidste nummer bliver derfor ikke blot endnu en sang. Rock ‘n’ Roll Suicide bliver Ziggys begravelse.

Sangen handler om ensomhed, desperation og håb, men i koncertens sammenhæng bliver den et symbolsk farvel til en figur, der havde ændret rockmusikken.

Musikken begyndte allerede før Bowie gik på scenen

Et ofte overset element i koncertfilmen er musikken før og efter selve koncerten.
Publikum mødes af Wendy Carlos’ elektroniske fortolkning af Beethovens Niende Symfoni fra Stanley Kubricks A Clockwork Orange.

Efter koncerten høres igen musik, som forbindes med filmen. Som eksempelvis den pompøse Pomp and Circumstance.

Valget var langt fra tilfældigt. Bowie var stærkt inspireret af Kubricks film. Dens blanding af futurisme, vold, dekadence og klassisk musik passede perfekt til Ziggy-universets dystopiske atmosfære.

Allerede før koncertens første tone bliver publikum derfor placeret i en kunstig, nærmest teatralsk virkelighed.

A Clockwork Orange fungerer som en ouverture. Den fortæller publikum, at de er trådt ind i et univers, hvor rockkoncerten er blevet til teater.

Bowie spiller både Ziggy og David Bowie

En af koncertfilmens store styrker er, at den viser spændingen mellem personen David Bowie og figuren Ziggy Stardust.

Når Bowie synger Moonage Daydream, er han den kosmiske rockstjerne. Under Cracked Actor bliver han den dekadente og selvdestruktive berømthed. I My Death fremstår han som cabaretkunstner.

Og i Rock ‘n’ Roll Suicide bliver han næsten en prædikant, der rækker armene ud mod publikum som en frelser.

Det er netop denne evne til konstant at skifte rolle, der senere skulle blive Bowies kunstneriske varemærke.

Hvorfor dræbte Bowie Ziggy?

For mange virkede beslutningen uforståelig. Ziggy Stardust var en enorm succes. Albummet solgte, koncertturnéerne var udsolgte, og Bowie var blevet en international stjerne. Men netop derfor ønskede han at stoppe.

Bowie havde en næsten instinktiv modvilje mod at gentage sig selv. Han mente, at kunstnere risikerede at blive fanget af deres største succes, og han nægtede at lade Ziggy definere resten af hans karriere.

Samtidig var rollen begyndt at opsluge ham. Bowie har senere fortalt, at grænsen mellem personen David Jones og figuren Ziggy Stardust efterhånden blev vanskelig at opretholde.

Turnélivet, berømmelsen og et stigende stofmisbrug gjorde perioden psykisk belastende. Ved at “dræbe” Ziggy kunne han begynde forfra.

Kort tid efter fulgte Diamond Dogs, den amerikansk inspirerede soul på Young Americans, den aristokratiske Thin White Duke og senere Berlin-trilogien med Brian Eno og den tyske krautrock som musikalske mentorer.

Ingen af disse perioder ville sandsynligvis have været mulige, hvis Bowie var blevet ved med at være Ziggy.

Mick Ronson: Den oversete stjerne

Selv om Ziggy Stardust and the Spiders from Mars bærer David Bowies navn, ville Ziggy-universet næppe have haft samme gennemslagskraft uden guitarist Mick Ronson.

Hans skarpe, melodiske guitarspil gav sangene deres dramatiske kraft, og hans arrangementer på pladedgivelserne som ofte var med strygere og komplekse harmonier, løftede Bowies idéer fra rockmusik til musikalsk teater.

I koncertfilmen er samspillet mellem Bowie og Ronson tydeligt. De bevæger sig rundt om hinanden, udveksler blikke og deler scenen som to hovedpersoner i samme forestilling.

Under numre som Moonage Daydream og The Width of a Circle er Ronsons guitar ikke blot akkompagnement, men en medfortæller. Han giver Ziggy en lyd, der både er aggressiv, romantisk og futuristisk.

Efter opløsningen af The Spiders from Mars kom Ronson aldrig helt ud af Bowies skygge, men koncertfilmen står tilbage som et varigt vidnesbyrd om, hvor afgørende han var for Ziggy-periodens kunstneriske succes.

D.A. Pennebakers kamera: En dokumentar midt i teaterforestillingen

Instruktøren D.A. Pennebaker var allerede kendt for musikdokumentarer om blandt andre Bob Dylan og Monterey Pop Festival.

Hans stil var præget af det observerende dokumentarblik. Kameraet registrerer begivenhederne, snarere end at iscenesætte dem.

Det mærkes tydeligt i koncertfilmen. Kameraet dvæler ved Bowies ansigtsudtryk, glider hen over Ronsons koncentrerede guitarspil og vender jævnligt tilbage til publikums reaktioner.

De unge fans, mange iført glitter og farverigt tøj, synger med, græder og rækker hænderne mod scenen, som var de til en religiøs ceremoni.

Filmen er teknisk ujævn. Billedet er til tider mørkt, klipningen hektisk og lyden langt fra perfekt.

Men netop disse ufuldkommenheder giver den en autenticitet, som mange moderne koncertfilm mangler. Man føler ikke, at man ser en nøje koreograferet produktion; man føler, at man er til stede den aften, hvor historien udspiller sig.

En koncertfilm, der blev større end koncerten

Da filmen endelig udkom i 1979, havde Bowie allerede genopfundet sig selv flere gange. Mange kritikere mente dengang, at filmen teknisk var ujævn, men de fleste var enige om, at dens historiske betydning langt oversteg dens tekniske mangler.

I dag regnes Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som en af de vigtigste koncertfilm nogensinde.

Ikke nødvendigvis fordi den viser Bowies bedste koncert. Men fordi den dokumenterer det øjeblik, hvor en kunstner frivilligt opgav den figur, som havde gjort ham udødelig.

En arv, der rækker langt ud over glam rock

Da Bowie afsluttede Ziggy Stardust i 1973, satte han samtidig en ny standard for, hvad en rockkunstner kunne være.

Han viste, at en koncert kunne være et sammenhængende kunstværk, hvor musik, kostumer, lys, fortælling og scenepersona smeltede sammen.

Denne idé fik enorm betydning for senere generationer. Kunstnere som Madonna, Prince, U2 og Lady Gaga har alle arbejdet med gennemførte scenefigurer og konceptuelle turnéer, hvor koncerterne fungerer som dramatiske fortællinger snarere end blot en række sange.

Også kunstnere som Trent Reznor fra Nine Inch Nails, Marilyn Manson og Arcade Fire har peget på Bowie som en vigtig inspirationskilde, når det gælder sammensmeltningen af rockmusik, performancekunst og identitet.

I dag, hvor store koncertproduktioner ofte er minutiøst planlagte multimedieoplevelser, kan det være svært at forstå, hvor nyskabende Ziggy-turnéen var.

I begyndelsen af 1970’erne var det stadig usædvanligt, at en rockmusiker optrådte som en fiktiv karakter gennem en hel koncert. Bowie gjorde scenen til et teater. Og rockstjernen til en rolle, der kunne skabes, udvikles og afsluttes.

Mere end en koncertfilm

Det er fristende at se Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som et nostalgisk tilbageblik på glam rockens storhedstid.

Men filmens egentlige styrke ligger et andet sted. Den viser en kunstner, der bevidst afslutter sit mest succesfulde projekt, fordi han frygter at blive fanget af det.

Netop derfor føles koncerten stadig moderne. Den handler ikke kun om musik, men om identitet, forandring og modet til at give slip på det, som andre forventer af én.

Da David Bowie sang de sidste linjer i Rock ‘n’ Roll Suicide, tog han ikke blot afsked med Ziggy Stardust. Han demonstrerede, at kunstnerisk fornyelse kræver viljen til at lade selv de største succeser dø.

Det er måske derfor, koncertfilmen stadig fascinerer. Den dokumenterer ikke blot afslutningen på en epoke. Den viser fødslen af den David Bowie, som resten af verden kom til at kende: kunstneren, der aldrig stod stille.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Delia Derbyshire

Delia Derbyshire var en af de helt store pionerer indenfor elektronisk musik i tresserne.

Lær mere

Primal Scream

Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła.

Lær mere

Morrissey

Den gamle forsanger i The Smith gæstede Goteborg til stor glæde for weltschmerz-folket.

Lær mere

Indlægget Film: Da Bowie dræbte: Ziggy Stardust and the Spiders from Mars blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Ligesom som så mange andre nordmænd har hun set den tjekkoslovakiske film Tre nødder for Askepot fra 1973 første juledag. Som de disse kanter har samme betydning for nordmændene som Disneys Julehilsen har i Danmark.

Tre nødder for Askepot

I den tjekkoslovakiske film skildres drengepigen Askepot som den rene skønhed som er prinsen overlegen når hun møder ham i skoven. For her demonstrerer hun at hun er bedre til at ride hans hest, skyde med armbrøsten, samt at hun har modet til at kaste en snebold efter ham.

Hjemme prøver hendes stedmoder at holde hende nede ved at kaste bælgfrugter ned på jorden som hun skal sortere. Samtidig med at hun skal finde sig i sin stedsøsters hoverende opførsel.

Men som den uskyldige pige hun er får hun hjælp fra duerne som hjælper hende med dette svære og tidskrævende arbejde. Og inden hun får set sig om, er hun til bal på slottet, hvor hun fanger alles opmærksomhed. Inklusive prinsen, som vil giftes med hende.

Inden det kommer så vidt, flygter hun fra slottet, hvor hun taber den ene sko. Og alt imens den ærgerrige stedmoder og stedsøster ender i det iskolde vand efter forgæves at have prøvet på at snyde prinsen, så bliver det Askepot der bliver gift med ham. Hvilket også giver god menig da de synes at være skabt for hinanden.

Kvinder, krop, og skønhedsidealer

I 2021 blev der lavet en norsk remake af filmen som kom til at hedde Tre nøtter til Askepott. Og fire år senere er det tid til at se endnu en norsk Askepot film, der æstetisk også er en reference til den tjekkoslovakiske klassiker. Dog i en mere kulsort horror komedie Den stygge stedsøster, hvor blodet flyder med jævne mellemrum.

Filmen, som er instrueret af Emilie Blichfeldt, fik mange rosende ord med på vejen da den blev vist på Sundance. Og fik også opmærksomhed ved filmfestivalen i Berlin. Og nu går den i mainstreambiograferne i Warszawa.

Instruktørens mission med filmen er at sætte spørgsmålstegn ved den store fokusering kvinder har på deres kroppe og deres udseende. For kan det være rigtig at de skal have opereret deres bryster og røve til at blive større og mindre for at tilfredsstille et evigt skiftende skønhedsideal? I stedet for bare at være sig selv?

Derfor mener Blichfeldt at vi egentligt burde at have større respekt for den onde stedsøster i Askepot, der ikke er født smuk. Da hun bliver tvunget ud i nogle farlige processer, såsom at deformere sine fødder for at de kan passe skoen – og samfundets behov for æstetik. Og, det er der kommet en ny film ud af.

Den stygge stedsøster

Der er ikke gået mange minutter af filmen før vi bliver præsenteret for den første dekadente løgn, da folk ikke er, som de udgiver sig for.

Det sker da den grimme Elviras mor Rebekka gifter sig Otto, der har den smukke datter Agnes (Askepot).

Efter at Otto under bryllupsmiddagen har spyttet mad på Elvira dør han pludseligt af et anfald. Og kort tid efter står det klart for Rebekka at han ligesom hende selv ikke har en krone på kistebunden.

For at opretholde det luksuøse liv er planen nu for Rebekka at bruge sine sidste midler på at forvandle Elvira til en skønhed som prinsen vil gifte sig med.

Datteren skal derfor igennem nogle meget smertefulde skønhedsoperationer som en anden Kardashian inden hun er klar til at blive sendt til bal på slottet.

På den anden side er der heller ikke meget jomfruelighed og skønhed over Agnes, der som en anden gris med røven strittende i vejret bliver onduleret i stalden af en landbrugsmedarbejder alt imens der høres store grynt i baggrunden.

Ligesom i Grimms eventyr er det dog Agnes, som i filmen bliver fremstillet som en yderst kedelig kvinde, der løber med prinsen.

Her synes det ikke ligesom i Tre nødder for Askepot, at han vælger en kvinde pga. hendes personlighed og ynde, men udelukkende går efter en kvinde han kan vise frem som en anden gås på diverse dansegulve rundt omkring i Europa.

Dette betyder også et fravalg af den kunstig fremstillede Elvira, der ikke bare har ofret sig pga. eget ønske om at komme til at se bedre ud, men også for den fallerede mor, der nu har fundet sig en ny, rig mand. Og, derfor ikke har brug for datteren længere.

Efterskrift

Den stygge stedsøster er en mørk, men også en stærk visuel oplevelse. Hvilket får en til at tænke på psykedeliske film fra halvfjerdserne, som eks. A Clockwork Orange, filmen bl.a. også linker til.

Lydsiden hvor der oftest høres noget elektronisk musik som en Wendy Carlos kunne have lavet, gør også filmen speciel. Ligesom jeg skulle lukke øjnene mange gange under filmen pga. nogle voldsomme scener.

Historien halter dog mange steder. Det kunne eksempelvis have været tiltrængt med nogle flere sammenstød imellem de to søstre.

Men helhedsindtrykket af Den stygge stedsøster fremstår dog stærkt. Da det er en debutfilm som har noget på hjerte. Og som med tiden går kan blive til en norsk kultfilmklassiker.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Greta Garbo

Den svenske skuespillerinde var en feteret Hollywoodstjerne i 1930ernes USA.

Lær mere

Companion

Scream Queen stjernen Sophie Thatcher i rollen som en social og voldelig robot.

Lær mere

Genesis P-Orridge

Genesis P-Orridge var en banebrydende britisk personlighed indenfor kunst, musik og køn.

Lær mere

Indlægget Film: Den Stygge Stedsøster – En Grimm Norsk Askepotfortælling blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Når talen går på de store pionerer indenfor den historiske udvikling af elektronisk musik, er det ofte mænd såsom Léon Theremin, Pierre Schaeffer, Karlheinz Stockhausen der bliver fremhævet.

Ligesom den transkønnede Wendy/Walter Carlos, der leverede musik til Stanley Kubricks dystopiske kultklassiker ”A Clockwork Orange” også bliver det.

Derimod er det sjældent at de kvindelige avantgardistiske kunstnere bliver nævnt i den sammenhæng.

Dette gør dokumentarfilmen ”Sisters with Transistors” op med. Da det er en hyldest til nogle af de kvinder som opererede i spændingsfeltet mellem noise og electro specielt i koldkrigstiden.

Indenfor Sci-fi er det vanskelig at forestille sig soundtracket til ”Forbidden Planet” som Bebe Barron skrev sammen med ægtefællen Louis. Og Delia Derbyshire som bl.a. er kendt for at have komponeret temaet til ”Doctor Who”.

I filmen bliver den dybt passionerede Daphne Oram, hvis entusiasme er smittende, skildret.

Ligesom vigtige figurer såsom portugisiske Pauline Oliveros og amerikanerne Maryanne Amacher og Lauire Speigel også bliver portrætteret.

Biografpublikummet som i aften havde fyldt den lille sal i Kino Iluzjon i Warszawa talte engelsk, hvilket igen fortæller noget om hvor smalt et publikum den henvender sig til.

Men også om hvor vigtigt filmens indhold er, da den dækker en historie, som ikke er blevet fortalt før.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Genesis P-Orridge

Ny film om den banebrydende personlighed indenfor performance, industrial og køn.

Lær mere

Fever Ray

En af de mest hotte svenske artister igennem to årtier præsenterede nye sange i Warszawa.

Lær mere

Björk

En storslående visuel og musikalsk udfordrende koncert med den islandske kunstner.

Lær mere

Indlægget Film: Sisters with Transistors – Kvindelige elektroniske pioneer blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.