|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Dette skyldes blandt andet at den georgiske hovedstad blev betragtet som Sovjetunionens fjerde vigtigste by.

I øjeblikket består metroen af to linjer, Akhmeteli Teatret til Varketili linjen og Saburtalo linjen. Engang ude i fremtiden vil der måske blive tilføjet en Rustaveli-Vazisubani linje.

Der findes pt. 22 stationer og 26,4 kilometer spor. De 20 af stationerne befinder sig dybt under jorden, imens to af dem befinder sig på overfladeniveau.

I 1966 åbnede den første metrostation. Og metroen blev langsomt udvidet indtil murens fald i Berlin i 1989.

Efter sin indtrædelse som præsident i 2004 lovede Mikhail Saakashvili at ville gøre metroen til den mest prestigefyldte offentlige transportmiddel i Georgien.

Dette satte skub i renoveringen af de eksisterende metrostationer. Men projektet løb hurtig ind i finansielle udfordringer, og sidenhen er der ikke sket så meget.

Formålet med denne artikel er at komme bag om nogle af de historier som knytter sig til navngivningen af metrostationerne.

300 Aragveli (1967)

Metrostationens navn er en reference til de tre hundrede aragvere, som kæmpede for Tbilisis overlevelse mod den invaderende Qajar-hær fra Iran i 1795.

Resultatet af Slaget ved Krtsanisi blev at den iranske hær vandt slaget og efterfølgende udslettede Tbilisi.

I metrostationen kan kan se et stort kunstnerisk værk af skulptørerne T. og G. Gigaurs som beretter om den heltemod de 300 aragvere besad, da de alle gik i døden for sagen.

De kæmpende krigere fik en renæssance i 2008 under Mikheil Saakashvili embedsperiode som Georgiens præsident, da der både blev indviet en lysende mindeinstallation som hylder dem i Tbilisi. Samtidig med at de af kirken blev gjort til martyrer.

I dag er der dog fredeligt udenfor metrostation der blev tegnet af T. Tevzadze og G. Batiashvili. Og som stod færdigopført i 1967.

Akhmeteli Teater (1989)

Alexander Akhmeteli (1886-1937) var en georgisk instruktør. Og en af ​​grundlæggerne af moderne georgisk teater.

Indtil 2023 eksisterede der i et teater i Gidani (som metrostationen tidligere hed) som var opkaldt efter ham.

Akhmeteli blev en af Stalins mange ofre. I 1937 blev han dømt til døden og konfiskering af ejendom pga. “mistanke om spionage til fordel for Storbritannien”. Det var først efter Stalins død at han i 1956 fik sit navn renset.

I 2007 blev metrostationen opkaldt efter ham i forbindelse med afslutningen af en gennemgribende restaurering af den. Hvilket var i overensstemmelse med Mikheil Saakashvilis ønsker om at lægge afstand til fortidens grusomheder forårsaget af Sojvetunionen.

Senere måtte Saakashvili erkende at han også medvirkede til skabelsen af nye. Da det i 2012, to uger før parlamentsvalget skulle finde sted, at der i Gidani-fænglset var videodokumentation for omfattende brug af fysisk og seksuel mishandling af fanger i landets fængsler. Dette førte til Saakashvilis fald.

Avlabari (1967)

Avlabari er beliggende i Isani området, som er et af de ældste i Tbilisi. I Sovjettiden hed metrostationen 26 kommissærer.

Dette er en betegnelse for de 26 kommunistiske revolutionære personer, der mistede livet i Baku i 1918, da de blev henrettet af engelske styrker der stod bag en mod-revolution.

I 1967 åbnede metrostationen, som blev tegnet af S. Revishvili og Sh. Chachanidze. I forbindelse med en rekonstruktion af metrostationen forsvandt det kunstneriske arbejde som Z. Lezhava havde udført.

Udenfor, er der tilføjet et stort kvadratisk udformet blomstermosaik, som er tilføjet den centrale metrostation i byen.

Delisi (1979)

Delisi er en af stationerne på Saburtalo linjen, der krydser mange universiteter i Tbilisi. Den blev tegnet af N. Lomidze og åbnet i 1979.

Det er en station som ligger i en meget befolket del af byen. Og, den har ikke knyttet en stationsbygning til sig.

På væggene er det to kunstnerisk udførte metalplader, hvis motiver er inspireret af dyre- og planteverdenen.

Modsat mange andre af Tbilisis metrostationer ligger perronen ikke dybt under jordens overflade. Af samme årsag er der heller ikke tilføjet en rulletrappe.

Didube (1966)

Didube er et trafikknudepunkt i Tbilisi, da mange busser har sit ende/begyndelsessted her. Af samme årsag er der masser af små handelsboder placeret foran en af de to indgange til stationen.

Det er en af to metrostationer på metrolinien som er placeret over jordens overflade. Den blev konstrueret af arkitekterne G. Modzmanishvili og N. Lomidze og stod kalr i 1966.

I 1997 blev Didube metrostationen utilsigtet omtale, da en tidligere politimand sprængte sig selv i luften på stationen.

Frihedspladsen (1967)

Metrostationen ved Frihedspladsen hed tidligere Leninpladsen. Stationen ligger i hjertet af Tbilisi langt under jordens overflade.

Metrostationen blev til på baggrund af arkitekterne V. Aleksi-Meskhishvili og Kobakhidzes arbejde med selve stationen. Imens at R. Bayramashvili og D. Morbedadze tog sig af tegnearbejdet med indgangspartiet, der var en integreret del af et stormagasin som nu er jævnet med jorden.

I forbindelse med en omfattende renovering i 2006 blev stationen dekoreret med de hvide og røde georgiske farver.

I metrostationen findes der dog stadig spor af den oprindelige dekoration der blev brugt ved indvielsen i 1967.

Reliefferne forestiller det hårdt arbejdende folk, som var et yndet motiv i Sovjetunionen.

Gotsiridze (1966)

Metrostationen er opkaldt efter ingeniøren og tunnelkonstruktøren Viktor Gotsiridze, som har ydet et væsentligt bidrag til opførelsen af ​​metroen i Tbilisi.

I dag fremstår den som den mest nye af alle metrostationer efter at den genåbnede igen i 2023 efter tre års omfattende renovering.

Udsmykningen fremstår derfor af samme grund mere tidstypisk, end mange af de andre på metrostationen som stadig refererer til sovjettiden.

Ved siden af stationen er der en lang gangbro som går over jernbanesporerne. Her kan man blandt andet se eldepotet som var dets tidligere navn.

Ghrmaghele (1985)

Grmagele som blev tegnet af arkitekterne T. Kalandadze og M. Turkadze blev indviet i 1985. Indgangen til metrostationen er koblet direkte til et underjordisk gangsystem.

Udenfor er der placeret nogle få kiosker, bagere og andre mindre handelsdrivende.

Inde i stationen er væggene beklædt med marmor fra uralbjergene, og gulvpartiet er beklædt med granit.

Reliefferne er udformet af kunstneren Zurab Tsereteli, som også har udformet monumenterne Georgiens krøniker og Frihedsstøtten.

Guramishvili (1985)

Guramishvili var en adelsfamilie, som fostrede digteren Davit Guramishvili (1705-1792). Han er mest kendt for værket Davitiani, som behandler emner såsom religion, politik, patriotisme og krig.

Stationen blev tidligere kaldt for Temka, hvilket er navnet på den kvarter af byen hvor metrostationen er beliggende.

Guramishvili metrostationen åbnede i slutningen af 1985. Arkitekten på projektet var N. Lomidze. Det æstetiske arbejde i metrostationen blev udført af kunstnerne I. Tabidze, A. Kharebava, og T. Tskhomelidze.

Relieffen i Guramishvili viser symbolske billeder af forskellige kunst- og videnskabsfelter, der er portrætteret af mennesker.

Isani (1971)

Isani blev grundtlagt for tusinde år siden. I dag er det både navnet på en metrostation og et kvarter som er centralt placeret i Tbilisii.

Den modernistiske stationsbygning, der blev tegnet af G. Modzmanishvili og N. Lomidze, stod færdig i 1971.

Den synlige del af stationen er genkendelig da der ovenpå glasbygningen er en original kuppel, som er udformet af beton.

I 2006 blev Isani renoveret. Forandringerne påvirkede både interiøret og eksteriøret. Forskellige typer af skærme blev installeret og anlæg for lysreklamer blev monteret til væggene.

I forhallen kan man se en stor mosaik, som i sin tid da stationen var under opførelse blev udarbejdet af S. Koiava.

Marjanishvili (1966)

Stationen er en hyldest til en af Geogiens store teaterinstuktører Kote Marjanishvili som døde af sygdom i Moskva i 1933.

Busten af Marjanishvili blev udformet af billedhuggeren Merab Berdzenishvili, som også lavede skulpturen som står uden foran Tbilisi Koncertsal.

Arkitekterne bag indgangspartiet og den underjordiske perron var G. Melkadze, T. Mikashavidze, N. Kvartskhava, og I. Kavlashvili.

Medicinsk Universitet (1979)

Langs Tbilisi anden metrolinie ligger Medicinsk Universitet fra 1979, efter oplæg af arkitekterne G. Modzenishvili, N. Lomidze and D. Iosava.

For at komme til og fra stationen skal man benytte en trappe, der fører ud til gadeplan.

Væggene langs stationens perron er beklædt og dekoreret med røde og hvide mormormaterialer.

Nadzaladevi (1966)

Under Sovjettiden hed Nadzaladevi metrostationen Oktomberi. Dette var en reference til den kommunistiske Oktober revolution i 1917.

I dag er Nadzaladevi som er opkaldt efter den bydel den er placeret i, en af de mindst benyttede metrostationer.

Arkitekterne T. Tevzadze og R. Kiknadze stod bag designet af stationen som blev indviet i 1966.

I stationen kan man se en stor mosaik som er lavet af Avtandil Gurgenidze. Kunstværket illustrerer nattelivet, og de tog som bevæger sig under byens overflade.

Rustaveli (1966)

Rustaveli er opkaldt efter Georgiens nationalpoet Shota Rustaveli som levede i middelalderen.

Stationsbygningen, som er tegnet af O. Kalandarishvili og I. Tskhomelidze, har en relief tilføjet over hovedindgangen.

Refleksionen over Shota Rustaveli og hans digt Vepkhistkaosani (Ridderen i panterens hud) er blevet udformet af Elguja Amashukeli.

Stationen er også kendt over at have den længste rulletrappe af alle stationer i Tbilisis metrosystem.

Samgori (1971)

En af af legenderne om navnet Samgori stammer fra dengang den georgiske hær under ledelse af kong Vakhtang Gorgasali slog perserne som havde invaderet området.

De dræbte geogiske krigere blev begravet i tre massegrave. Herefter kastede hver af de overlevende soldater en håndfuld jord på dem, hvilket skabte tre høje. Dalen imellem dem kom til til at hedde Samgori.

Stationen, som i dag ligger ved siden af et indkøbscenter, blev indviet i 1971 efter tegning af arkitekten N. Lomidze.

De hvide farver går igen i designet af stationen. Dette neutrale udtryk bliver udfordret af de røde relieffer på væggene som er udført af kunstnerne I. Tabidze, R. Tordia og A. Kharebava.

Sarajisvihli (1989)

David Sarajishvili van manden som grundlagde den georgiske produktion af Brandy for lidt over 100 år siden. Og så har han lagt navn til metrostationen Sarajishvili.

Der er en nedgang til Sarajishvili, som blev åbnet i 1989, som en af de senest tilføjede stationer på metrolinien.

Arkitekten på projektet var G. Modzenishvili. Og konstuktionsarbejdet blev udført af Tbilmetromsheni.

Stats Universitetet (2017)

Arbejdet med at få færdigjort metrostationen Stats Universitetet var længe undervejs.

Konstruktionsarbejdet af stationen blev påbegyndt i 1985. Men på gund af Sovjetunionens skrantende økonomi og senere kollaps blev arbejdet stoppet i 1994. Og i 2000 blev stationen droppet.

I 2015 blev stationsprojektet af arkitekten G. Modzenishvili genoplivet da Asiens udviklingsbank gav penge til at få den lavet færdig. Og to år senere, i 2017, var den klar til at blive indviet.

På grund af tidernes skiften, skiller metrostationen udtryksmæssigt markant ud fra de andre stationer på linjen.

Stationspladsen (1966)

Den mest befærdede metrostation i Tbilisi er Stationspladsens metrostation, der ligger lige ved siden af Hovedbanegården, og som den eneste, har to linjer tilknyttet.

Det første projekt, som blev konstueret, blev tegnet af arkitekterne E. Kvernadze og G. Melkadze, og stod færdig i 1966.

Ved indvielsen kunne de rejsende også se to store relieffer som blev udformet af F. Chefashvili og I. Ochiauri. De stod også bag værket der er dedikeret til 1500 års jubilæet for Tbilisi som by. Det forestiller et ha-sværd og en ha-kop.

I 1979 blev den anden metrostation i Stationspladsen åbnet. Her var det arkitekten T. Kalandadze som ledede projekets gennemførelse.

Teknisk Universitet (1979)

På universitetslinjen ligger metrostationen Teknisk Universitet, som tidligere hed Polyteknisk og Polyteknisk Institut.

Stationen, som har to ned/opgange, blev tegnet af arkitekterne G. Modzmanishvili og D. Yosava i 1979. Og konstruktionsarbejdet blev udført af design organisationen Saktransprojekt.

Af alle metrostationer er Teknisk Universitet den mest snukke. Langs væggende er der i dag reklamelystavler som fungerer fint farvemæssigt med det øvrige design.

På væggene ved de to udgange er der to kunstværker som kombinerer relieffer med mosaikker. På dem kan man se menneskelige repræsentationer af kunst, videnskab og sport.

Tsereteli (1979)

Tsereteli metrostationen er opkaldt efter digteren Akaki Tsereteli (1840-1915), som man kan se en stor buste af i endevæggen på perronen.

Han kæmpede for Georgiens kultur og selvstændighed under tiden hvor landet var regeret af den russiske Zar.

Hans tekst til Suliko (Sjæl) blev et kendt værk efter at Varinka Tsereteli satte musik til den. Senere blev den kendt som Josef Stalins yndlingssang. Og blev af samme årsag oftest spillet i sovjetisk radio.

Arkitekten som stod bag Tsereteli var M. Katsitadze. Stationen blev åbnet i 1979. De grønne plastikpaneler i interiørdesignet blev tilføjet ved en renovering i 2006.

Varketeli (1985)

Varketili er en beboelseskvarter i den østlige del af Tbilisi. Det blev opført i 1980erne og består hovedsaglig af højhusbyggeri.

I 1985 åbnede metrostationen efter oplæg af arkitekterne V. Bakhtadze, A. Surviladze.

I dag er metrostationen stadig under rekonstruktion, hvilket skyldes at vibrationerne fra togets bevægelser fik loftet til at styrte sammen i 2017. Heldigvis kom ingen til skade.

Vazha-Pshavela (2000)

Vazha-Pshavela er en af de seneste tilføjede metrostationer i i Tbilisi, da den blev tilfjøet i 2000.

Oprindelig skulle den have heddet Bakhtrioni, hvilket er et digt som Vazha-Pshavela skrev inspireret af en historisk begivenhed hvor georgiere gjorde oprør mod perserne i 1600-tallet og erobrede fæstningen Bakhtrioni.

Men det endte med at det blev forfatteren og digteren Vazha-Pshavela (1861-1915) som blev hyldet. Hvor metrostationen også er en del af den lange alle som også bærer hans navn.

Arkitekterne G. Modzenishvili og N. Lomidze, som har stået bag designet på mange andre metrostationer i Tbilisi, var også ophavsmændene til denne.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Modernistisk Arkitektur i Tbilisi

I Georgiens hovedstad findes der mange eksempler på Sovjetarkitekturen.

Lær mere

Modernistiske skulpturer i Tbilisi

Tbilisi er et mekka for modernistiske skulpturer og monumenter fra Sovjettiden.

Lær mere

Mosaikker og Relieffer i Tbilisi

Rundt omkring i byen er der mange smukke mosaikker og relieffer.

Lær mere

Indlægget Georgien: Metrostationer i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Dette indlæg kredser sig om en brøkdel af de mange kunstneriske udtryk som jeg så på min vej da jeg besøgte Tbilisi fra den 8.-15. marts 2025.

Halvdelen af dem stammer fra tiden hvor Georgien var en sovjetisk republik, og den anden halvdel fra tiden efter kold krigs ophør.

EXPO Georgien

I den eneste kongrescenterområde i Georgien er det muligt at se forskellige modernistiske skulpturer.

Deriblandt “Monumentet for kreativitet”, som kan ses i billedet allerøverst i denne artikel. Samt “Forhøjelse af sindet” ovenover.

Georgiernes Mor (Kartlis Deda)

I 1958 fejrede Tbilisi sit 1500-års jubilæum. I den forbindelse blev statuen af Georgiernes mor indviet.

Den 20 meter høje statue, som er lavet af den georgiske billedhugger Elguja Amashukeli (1928-2002), viser en kvinde iført den georgiske nationaldragt.

I den ene hånd holder hun en skål som er fyldt med vin. Og i den anden hånd et sværd. Disse to artefakter symboliserer den georgiske nationalkarakter.

Hvis du kommer som ven vil du blive budt på vin. Og hvis du kommer som fjende vil du blive mødt med et sværd.

Den udgave som de besøgende kan se på toppen af ​​Sololaki-bakken stammer fra 1997, og kan bedst ses hvis du går lidt ned af højen.

Modersmålsmonumentet

Et andet centralt monument som Elguja Amashukeli har skabt i Tbilisi er Modersmålsmonumentet.

Den symboliserer Georgiens uafhængighedskamp. Og, står placeret i Modersmålsparken, som er et yndet sted for demonstranter at mødes.

I 1977 ønskede Sovjetunionen at ændre en forfatning fra 1936, som fastslog at georgisk var nationalsproget i Georgien, til at denne regel ikke længere var gyldig.

Det medførte en række protester. Den 14. april 1978 blev der holdt et stort møde i Modersmålsparken for at kræve bevarelsen af ​​sprogets status. Dette bar frugt og georgisk forblev nationalsproget.

I momumentet ses en figur som symboliserer de georgiske helte som ofrede deres liv for uafhængighed.

Figurens kropsholdning og strakte arme opad udtrykker ønsket om at bryde fri fra holde sig tilbage, samt at stræbe efter frihed.

Den åbne bue ovenover figuren, som består af flere kampesten, symboliserer historiens vægt og håbets dør, der åbner til Georgiens fremtid.

Pendulet som hænger over skulpturen, symboliserer tidernes gang. Og kan også referere til lidelsen og den vedholdende tro på Georgiens vej mod uafhængighed.

Hurtig flag

I Giorgi Leonidze parken i Tbilisi kan man se det store monument “Hurtig Flag” udformet af billedhuggeren Giorgi Shkhvatsabaia (Født 1940).

Skulpturen forestiller en mand med en kæmpe kappe som han holder. I højre side under den, er der to rifler som peger op mod himlen.

Monumentet er inspireret af digtet “Lad bannerne bølge højt!”, som er skrevet af den berømte digter Galaktion Tabidze. Og som handler om februarrevolutionen i 1917.

Mzechabuki

Ude foran det socialistisk modernistiske Sportspaladset i Tbilisi står der en stor skulptur af en atletisk udformet olympisk sportsudøver.

I 1965 blev skulptuen rejst efter et oplæg af arkitekten Alexis Meskhishvili, og som blev modelleret og udført af Juna Mikatadze.

Muse

Foran den nyopførte Tbilisi Koncerthal blev der i 1971 installeret bronzeskulpturen “Muse”. Folk kunne ikke lide skulpturen til at starte med. Men i dag har den udviklet sig til at blive et ikonisk symbol på byen.

Det enestående kunstværk blev omhyggeligt udformet af den ansete georgiske billedhugger Merab Berdzenishvili (1929 – 2016). Og betragtes i dag som en integreret del af Tbilisis kulturelle arv.

Berikaoba

Tæt ved Rezo Gabriadze marionetteater er der en skulptur som er fyldt med sprudlende og smilende dansere i en livlig rundedans.

Den hylder et gammelt hedensk ritual der er kendt som Berikaoba. Og dansen bliver afviklet for at hilse forårets frugtbarhed velkommen. Samt at ønske hinanden held og lykke gennem året.

Under fejringen af begivenheden gik maskerede berikaer gennem landsbyer og efterspurgte varer som æg og vin.

Hvis landsbyens borgere leverede varerne til dem, troede de på at de fik et produktivt og velstående forår. Paraden blev afsluttet med fest, brydning og spil.

Tusinder af år senere er traditionen næsten forsvundet. Kun nogle få landsbyer i Kakheti i det østlige hjørne af Georgien fejrer stadig Berikaoba.

Skulpturen er skabt af Avtandil Monaselidze i 1981. Den er en påmindelse om, at den georgiske kultur som helhed altid har været en smeltedigel af forskellige traditioner og retninger.

Lygtetænderen

Monumentet er et minde om byens historiske lampetændere. Statuen forestiller en mand som er i gang med at tænde en gadelampe, hvilket symboliserer en svunden tid, hvor gaslamper oplyste Tbilisis gader.

Skulpturen der tjener som en nostalgisk påmindelse om byens fortid er udarbejdet af Irakli Tsuladze.

Monumentet for Georgisk film

Udenfor Ambassadori Tbilisi Hotel er der en samling skulpturer som hylder store og folkekære georgiske skuespillere.

Skuespillerene som bliver portrætteret er Sofiko Chiaureli, Dodo Abashidze, Ipolite Khvichia, Kakhi Kavsadze, Mamuka Kikaleishvili, Sandro Zhorzholiani, Otar Megvinetukhutsesi og Guram Pirtskhalava.

Mikheil Tsotsorias værk er betillingsarbejde for hotellet. Formålet er dels at sætte et spotlys på georgisk film, men også at lære besøgende samt folk som går forbi disse populære fotospots om georgisk kultur.

Monumentet for karaktererne fra filmen Mimino

I 2011 blev der indviet et nyt monument af Zurab Tsereteli (Født 1934) i Tbilisi, som hylder de tre hovedkarakterer fra den sojvetiske film Mimino fra 1977 og dens instruktør George Danelia.

Filmen handler om den georgiske amatørpilot Valiko Mizandari som tager til Moskva, da han gerne vil arbejde som pilot på stor passagerfly. I storbyen møder han den armenske lastbilchauffør Ruben Khachikyan, og den russiske 2. verdenskrigs veteran Ivan Volokhov. Og, de oplever mange ting sammen.

Monumentet, der står på pladsen foran Avlabari metrostationen er et fremtrædende og værdsat vartegn i Tbilisi. Den hylder ikke kun Georgiens og Armeniens kulturarv, men tjener også som en påmindelse om glæde og venskabets vedvarende kraft, der er portrætteret i filmen.

Bronzestatuerne på Baratashvilibroen

Den 150 meter lange Baratashvilibroen i Tbilisi hylder den georgiske romantiske digter Nikoloz Baratashvili.

Broen, der også kendes også som Kærlighedsbroen, fik i 2006 tilføjet nogle bronzeskulpturer, der er udformet af billedhuggeren Gia Japaridze (Født 1945)

Broen som de lokale associere med begreber som historie, kunst og romantik, er et yndet sted at bevæge sig på, da der er en god udsigt over byen.

Drengen med ræven

I indgangsporten til den store Mziuri Park i Vake bydelen af Tbilisi er der påmonteret en anden af Gia Japaridzes værker.

Værket Drengen med ræven blev indviet i 1983. Og, er i lighed med skulpturene på Kærlighedsbroen og skulpturen af den georgiske instruktøren Mikhail Tumanishvili, blandt kunstnerens markante bidrag i Tbilisi.

Musikfontaine ved Vake Park

Udenfor det store offentlige Vake Pake i velhaverkvarteret Vake i Tblisi står der denne samling af musikanter.

Jeg har ikke kunne finde yderligere oplysninger om hvem der har har lavet skulpturen som står i et udtømt vandbassin, eller hvornår det blev opført.

Ærens mindesmærke

De første tanker om en stor bypark i Vake-området i Tbilisi blev udfoldet et par måneder efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 af stadsarkitekten Zakaria Kurdiani. Og arbejdet med at anlægge parken startede seks år senere.

I 1981 blev Ærens mindesmærke, som er anlagt i forlængelse af den centrale akse af Vake Park, åbnet. Og parken blev samtidig med omdøbt til Sejrsparken.

Mindesmærket er designet af arkitekterne Vladimer Alexi-Meskhishvili, Kiazo Nakhutsrishvili i samabejde med kunstneren Zurab Tsereteli.

Det indeholder bl.a. også et monument for den ukendte soldat. Og en skulptur på toppen. De er begge udarbejdet af Giorgi Ochlauri.

Sankt Nino Monumentet

Monumentet som blev opført i 1988-1994 hylder Sankt Nino (296 – 338/340). Hun var een kvinde som var en væsentlig figur i at kristne Kongedømmet Iberia, det daværende Georgien, i det 4. århundrede.

I lighed med Georgiens krøniker, designet af Ærens mindesmærke, og Monumentet for karaktererne fra filmen Mimino, er det Zurab Tsereteli som er den kunstneriske ophavsmand til værkerne.

Den 20 meter høje monument står placeret på den samme høj hvor man kan finde Tbilisi Arkæologiske Museum i den nordligere del af byen.

Monumentet kan være svært at nå frem til hvis du stoler blindt på Google Maps. Det fandt jeg ud af på den hårde måde. Så spørg derfor nogle lokale om hvad der er den letteste vej frem til det.

Frihedsmonumentet

Det 35 meter store monument der står midt på Frihedspladsen, og som stod færdig i 2006, er en gave til Tbilisi fra Zurab Tsereteli.

Den egentlige skulptur er 5,6 meter høj og forestiller Sankt George som slagter dragen. Værkets budskab er en hyldest til Georgiens frihed og uafhængighed. Og, erstattede den tidligere monument af Vladimir Lenin, som blev fjernet i 1991.

Heltemonumentet

På Heltepladsen er der placeret et 51 meter højt monument. Den blev opført i 2009 i Mikhail Saakasjvilis tid som præsident.

På monumentet er der indskrevet navnene på mange af de faldne georgiske helte som døde i kampen landets frihed og uafhængighed.

Det primære formål med skulpuren at ære mindet om faldne helte fra Georgien. Primært dels i krigen mod den sovjetiske hær i 1921 og oprøret i 1924.

Samt ofrene i Abkhasien i 1992-1993, og de over 4000 georgiere som døde i den russiske-georgiske krig i 2008.

Livets træ

I den centrale Rike Park står skulpturen Livets træ som blev tilføjet parken i 2016. Den er blevet udført af billedhuggeren David Monavardisashvili.

Træet er rigt dekoreret med fuglehuse, insekter, blade og agern. Monavarlisashvili ide er at oversætte livet i den gamle by i et kunstnerisk udtryk som også fortæller Tbilisis historie.

Udenfor Teknisk Universitets Metro Station i Tbilisi kan man se en anden af David Monavardisashvilis træer.

Efterskrift

Tbilisi er en by som er fyldt med monumenter og skulpturer. Mange af dem er af særdeles høj kunstnerisk kvalitet. Og for mange georgiske billedhuggere har dette også betydet at de har fået bestillingsarbejde udenfor landets grænser.

I modsætning til mange andre lande, er det dog ikke konger, biskopper, eller andre af magtens mænd som er mest synlig i gadebilledet.

Derimod er det stærke aktører fra kulturens verden som bliver hyldet, ligesom abstrakte begreber såsom frihed, heltemod, ære, modersmål, osv. også bliver det.

Ved at dykke ned i historierne om værkerne gemmer der sig oftest nogle sidehistorier om et land og et folk som er dybt forankret og bevidste om værdien af deres kulturarv.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Brutalistisk Arkitektur i Tbilisi

Hovedkvarteret for Bank of Georgia er en af mange gode eksempler på Brutalisme i Tbilisi.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

9. April Parken i Tbilisi

Parken som ligger i Centrum af byen indeholder en righoldig samling af skulpturer.

Lær mere

Indlægget Georgien: Monumenter og Skulpturer i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Udstillingen er tilrettelagt af Det Danske Kulturinstitut og Den Danske Ambassade i Estland.

Publikum kan læse om relationerne imellem Danmark og Estland som det har udspillet sig igennem 800 år.

Historien starter for 800 år siden da Dannebrog faldt ned fra Himlen. Denne mytiske beginhed er senere blevet genskabt i vore tider af nogle faldskærmsudspringere som holder flaget imens de et på vej ned til Tallinn.

Kort tid efter at Estland blev en selvstændig nation igen i 1991, så besøgte Dronning Margrethe d. 2. og Prins Henrik Tallinn et par måneder senere, i løbet af sommeren 1992.

Læs også: Den Danske Dronnings Rose Have i Tallinn

I forbindelse med Majestætens besøg i 2019 udtrykte Dronningen en stor begejstring over hvor meget byen har rejst sig væk fra Sovjetunionens skygger, da hun tydelig kunne se den modernisering som er sket i det baltiske land.

Selvom Kronprins Frederik også interesserede sig for de baltiske lande efter at de blev uafhængig for godt og vel 30 år siden, så har Danmark desværre ikke fulgt op på at styrke relationerne til Baltikum siden hen. Men det kan dette kulturfremstød måske rette lidt op på.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Nationalbiblioteket i Tallinn

I Nationalbiblioteket kunne de lokale se en lille udstilling om den danske historie i Estland.

Lær mere

Kiek in de Kök

Dronning Margrethe d. 2 åbnede udstillingen om Dannebrog og Estland i fæstningsmuseet.

Lær mere

En dansk by blev født for 800 år siden

På Tallinn Bymuseum kunne man se en udstilling om Dannebrog og Tallinns grundlæggelse.

Lær mere

Indlægget Estland: Udstilling om estisk-danske relationer på Frihedspladsen blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Dronningen og den estiske præsident Kersti Kaljulaid var sammen med den estiske statsminister Jüri Ratas tilstede på Frihedspladsen i Tallinn for at fejre 800 året for Dannebrog, og 135 året for tilblivelsen af det estiske flag.

Før flagcermonien gik i gang blev der lagt kranse fra både den estiske stat, og fra Dronning Margrethe d. 2. på vegne af Danmark.

Tilstede på Frihedspladsen, var der udover en masse mennesker, også medlemmer af den estiske regering. Samt den afgående danske udenrigsminister Anders Samuelsen, som i sin tale fortalte at Danmark vil støtte Estalnd med at sende 200 danske soldater til Estland, for at deltage i forsvaret af det lille baltiske land.

Efter de officielle taler var der også tid til at kunne høre noget musik på scene. Bl.a. med den danske sangerinde Caroline Henderson. Samtidig med kunne man gå hen til nogle af de opstillede telte, hvor man i en af dem kunne bygge Dannebrogsflag med LEGO klodser.

Arrangementet på Frihedspladsen var blevet til i et samarbejde imellem Det estiske regeringskontor, Den danske ambassade, og Det danske kulturinstitut.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Danske Dronnings Rose Have

Dronning Margrethe d. 2. var med til at indvie haven under hendes besøg til Tallinn.

Lær mere

Gudstjeneste i Tallinn Domkirke

Dronning Margrethe d. 2. var tilstede til gudstjensten til Tallinn Domkirke.

Lær mere

Den Danske Konges Have

I Haven kan man bl.a. se stedet hvor Dannebrog landede efter at være drattet ned fra Himlen.

Lær mere

Indlægget Estland: Fejring af både det estiske og det danske flag i Tallinn blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den første dag gik med at komme en tur forbi et lægehus i Manufaktura. Her skulle jeg gennemgå en obligatorisk test, som jeg skal bestå, for at kunne bestride jobbet.

Efter at have været til konultation hos en læge som tjekkede ens generelle helbred, så var det tid til et besøg hos en øjenspecialist som skulle tjekke synet.

Tilsidst fik jeg to sæt dokumentet. En som jeg skulle aflevere hos NORDEA og et andet som jeg selv kunne beholde.

På vej tilbage til hotellet spurgte jeg taxachaufføren hvad der var at se i Łódź, så svarede han intet!.

Næste dag startede onboardingen. Efter at have underskrevet en helt masse dokumenter, skulle jeg aflevere dem, sammen med beviser for arbejde.

Ved middagstid blev jeg sammen med en anden person som skulle starte i samme afdeling, kørt hen til vores fremtidige arbejdsplads, der var oppe på niende sal.

Her var det tid til at hilse på ens kollegaer, og se den fantastiske view udover den gamle tekstilby.

Et par dage efter var der en stor NORDEA stævne i Łódź. Til stede var der nogle af topbosserne fra Norden, samt alle af bankens medarbejdere i Łódź.

Efter at have hørt nogle taler, var der en stor buffet med masser af drikkelse til. Så eftermiddagen blev til aften inden jeg sagde farvel til de sidste rester. Dagen efter var min Teamleder blevet brieftet om at jeg var med til den bitre ende.

Registrering i Łódź

For at kunne oprette en bankkonto hos en af Polens største banker MBank så krævede de at få oplyst et PESEL-nummer. Hvilket svarer til CPR-nummeret. Den kunne få oppe hos kommunen.

Pga. jeg først kunne blive registreret et par uger efter, så blev min bankkonto oprettet hos en anden bank, hvor det var nok at vise ens danske pas.

Min nye bopæl

Efter at have søgt lidt på nettet fandt jeg et værelse i en helt nyrenoveret bygning på Próchnika som ligger tæt ved Manufaktura og .Piotrkowska. Hvilket er byens to absolutte hotspots.

Inde i lejligheden var der et lille køkken og badeværelse. Samt et lille værelse, som jeg skulle give 600 złoty for om måneden.

Allerede inden jeg så lejligheden havde udlejeren sendt kontrakten til mig. Så det var dejlig nemt. Også fordi jeg kunne rykke ind med det samme.

Da jeg dagen efter fortalte en kollega at jeg var flyttet ind på Próchnika gaden sagde hun Oh No. Det er Łódźs værste sted at bo.

En anden kollega supplerede med at sige, at han var blevet fortalt af sine forældre, at han måtte han ikke bevæge sig rundt efter klokken 12 om aftenen.

Og, det forstod jeg godt. Fordi det første jeg købte i IKEA i udkanten af byen, var nogle skarpe knive!.

Próchnika

Før jeg to afsted til Łódź søgte jeg efter noget information omkring byen på nettet. Her fandt jeg en artikel fra Jyllands Posten med den smigrende titel “Måske Europas grimmeste by”.

I den skriver journalisten at det var en gåde for ham, hvorfor den som en af de eneste storbyer i Polen ikke blev bombet sønder sammen under 2. verdenskrig, fordi den var så grim.

Filminstruktøren David Lynch var af en anden holdning. Da han synes rigtig godt om byen. Og, om aftenen, når det gule lys falder på bygningerne, fornemmer man hurtigt hvorfor. Da byen lægger op til spændende dramaer i en trappeopgang eller i en skummel baggård.

Selvom bygningerne havde set bedre dage på Próchnika, så følte jeg tryg i de nye omgivelser. Og, noget som også talte til gadens fordel var at der var en god Carre Four dagligvarebutik meget tæt på bopælen.

Frihedspladsen

Et par hundreder meter væk fra hvor jeg nu bor ligger Plac Wolności. Som på dansk betyder Frihedspladsen. Det er her at den flere km lange handelsgade Piotrkowska ender i nordgående retning.

På pladsen er der en underjordisk tunnel som man kan besøge, samt et museum for lægemidler.

Også ved pladsen er den katolske kirke Kościół Zesłania Ducha Świętego som er ved at blive renoveret. Og midt på pladsen er det monument som ærer krigshelten Tadeusz Kościuszko.

Efterskrift

På den første søndag i Łódź fandt jeg ud af hvor populær kirken er i forhold til Danmark. Når der ikke er plads til meningheden indenfor, så står de udenfor og lytter med via højtalerne.

Nogle hektiske dage er ved at tage sin afslutning. Mest glædeligt er det at alt fra lægebesøg, onboarding, det at finde et sted at bo, og få åbnet bankkonto, mm, nu er kommet på plads.

Derfor kunne jeg med sindsro nyde aftensolen inden den gik helt ned. I morgen truer en ny uge. Men jeg er fortrøstningsfuld.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

OFF Piotrkowska Center

Hipstermiljøet i Łódź samles i OFF som ligger ved byens berømte handelsgade.

Lær mere

Łódź Fabryczna

Den mest prestigefyldte stationsbygning i nyere tid i Polen er lige blevet indviet.

Lær mere

Manufaktura

I mange år stod Izrael Poznańskis gamle tekstilkompleks og forfaldt før det blev i stand sat.

Lær mere

Indlægget Polen: De første par dage i i den gamle tekstilby Łódź blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.