|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Ligesom som så mange andre nordmænd har hun set den tjekkoslovakiske film Tre nødder for Askepot fra 1973 første juledag. Som de disse kanter har samme betydning for nordmændene som Disneys Julehilsen har i Danmark.

Tre nødder for Askepot

I den tjekkoslovakiske film skildres drengepigen Askepot som den rene skønhed som er prinsen overlegen når hun møder ham i skoven. For her demonstrerer hun at hun er bedre til at ride hans hest, skyde med armbrøsten, samt at hun har modet til at kaste en snebold efter ham.

Hjemme prøver hendes stedmoder at holde hende nede ved at kaste bælgfrugter ned på jorden som hun skal sortere. Samtidig med at hun skal finde sig i sin stedsøsters hoverende opførsel.

Men som den uskyldige pige hun er får hun hjælp fra duerne som hjælper hende med dette svære og tidskrævende arbejde. Og inden hun får set sig om, er hun til bal på slottet, hvor hun fanger alles opmærksomhed. Inklusive prinsen, som vil giftes med hende.

Inden det kommer så vidt, flygter hun fra slottet, hvor hun taber den ene sko. Og alt imens den ærgerrige stedmoder og stedsøster ender i det iskolde vand efter forgæves at have prøvet på at snyde prinsen, så bliver det Askepot der bliver gift med ham. Hvilket også giver god menig da de synes at være skabt for hinanden.

Kvinder, krop, og skønhedsidealer

I 2021 blev der lavet en norsk remake af filmen som kom til at hedde Tre nøtter til Askepott. Og fire år senere er det tid til at se endnu en norsk Askepot film, der æstetisk også er en reference til den tjekkoslovakiske klassiker. Dog i en mere kulsort horror komedie Den stygge stedsøster, hvor blodet flyder med jævne mellemrum.

Filmen, som er instrueret af Emilie Blichfeldt, fik mange rosende ord med på vejen da den blev vist på Sundance. Og fik også opmærksomhed ved filmfestivalen i Berlin. Og nu går den i mainstreambiograferne i Warszawa.

Instruktørens mission med filmen er at sætte spørgsmålstegn ved den store fokusering kvinder har på deres kroppe og deres udseende. For kan det være rigtig at de skal have opereret deres bryster og røve til at blive større og mindre for at tilfredsstille et evigt skiftende skønhedsideal? I stedet for bare at være sig selv?

Derfor mener Blichfeldt at vi egentligt burde at have større respekt for den onde stedsøster i Askepot, der ikke er født smuk. Da hun bliver tvunget ud i nogle farlige processer, såsom at deformere sine fødder for at de kan passe skoen – og samfundets behov for æstetik. Og, det er der kommet en ny film ud af.

Den stygge stedsøster

Der er ikke gået mange minutter af filmen før vi bliver præsenteret for den første dekadente løgn, da folk ikke er, som de udgiver sig for.

Det sker da den grimme Elviras mor Rebekka gifter sig Otto, der har den smukke datter Agnes (Askepot).

Efter at Otto under bryllupsmiddagen har spyttet mad på Elvira dør han pludseligt af et anfald. Og kort tid efter står det klart for Rebekka at han ligesom hende selv ikke har en krone på kistebunden.

For at opretholde det luksuøse liv er planen nu for Rebekka at bruge sine sidste midler på at forvandle Elvira til en skønhed som prinsen vil gifte sig med.

Datteren skal derfor igennem nogle meget smertefulde skønhedsoperationer som en anden Kardashian inden hun er klar til at blive sendt til bal på slottet.

På den anden side er der heller ikke meget jomfruelighed og skønhed over Agnes, der som en anden gris med røven strittende i vejret bliver onduleret i stalden af en landbrugsmedarbejder alt imens der høres store grynt i baggrunden.

Ligesom i Grimms eventyr er det dog Agnes, som i filmen bliver fremstillet som en yderst kedelig kvinde, der løber med prinsen.

Her synes det ikke ligesom i Tre nødder for Askepot, at han vælger en kvinde pga. hendes personlighed og ynde, men udelukkende går efter en kvinde han kan vise frem som en anden gås på diverse dansegulve rundt omkring i Europa.

Dette betyder også et fravalg af den kunstig fremstillede Elvira, der ikke bare har ofret sig pga. eget ønske om at komme til at se bedre ud, men også for den fallerede mor, der nu har fundet sig en ny, rig mand. Og, derfor ikke har brug for datteren længere.

Efterskrift

Den stygge stedsøster er en mørk, men også en stærk visuel oplevelse. Hvilket får en til at tænke på psykedeliske film fra halvfjerdserne, som eks. A Clockwork Orange, filmen bl.a. også linker til.

Lydsiden hvor der oftest høres noget elektronisk musik som en Wendy Carlos kunne have lavet, gør også filmen speciel. Ligesom jeg skulle lukke øjnene mange gange under filmen pga. nogle voldsomme scener.

Historien halter dog mange steder. Det kunne eksempelvis have været tiltrængt med nogle flere sammenstød imellem de to søstre.

Men helhedsindtrykket af Den stygge stedsøster fremstår dog stærkt. Da det er en debutfilm som har noget på hjerte. Og som med tiden går kan blive til en norsk kultfilmklassiker.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Greta Garbo

Den svenske skuespillerinde var en feteret Hollywoodstjerne i 1930ernes USA.

Lær mere

Companion

Scream Queen stjernen Sophie Thatcher i rollen som en social og voldelig robot.

Lær mere

Genesis P-Orridge

Genesis P-Orridge var en banebrydende britisk personlighed indenfor kunst, musik og køn.

Lær mere

Indlægget Film: Den Stygge Stedsøster – En Grimm Norsk Askepotfortælling blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Leni Riefenstahl (1902-2003) var en tysk filminstruktør, fotograf, skuespiller og danser, der kunstnerisk slog igennem med nazipropagandafiilmene Viljens triumf (1935) og Olympia I og II (1938), hun instruerede.

Filminstruktører såsom George Lucas, Quentin Tarantino, og vores egen Lars von Trier, har alle ladet sig inspirere sig af Leni Riefenstahl.

Flere scener af Star Wars er nærmest taget direkte fra Viljens Triumf. Og rent teknologisk har instruktørerne gjort brug af hendes dengang innovative metoder med at skyde en film.

Bl.a. ved at have mange kameraer opstillet i forskellige positioner under indspilningen af en scene. Denne metode benyttede Lars von Trier sig af da han lavede Dancer in the Dark.

Efter krigen og resten af hendes dage skulle hun forholde sig til hendes fortid. Her fastholdt hun hendes uskyld, da hun hævdede ligesom mange andre tyskere at hun ikke anede hvad der foregik.

Denne påstand Andres Veiel gør op med i hans nye dokumentarfilm om Leni Riefenstahl, som hovedsagelig er bygget på nye materialer om hende.

Ved sin død i 2003 efterlod hun 700 kasser med masser af film, billeder, lydoptagelser, manuskrifter, breve og noter.

I 2016 blev alt dette nu gjort tilgængelig for offentligheden. Og, i 2018 startede Veiels hold med at gennemgå materialet.

Leni Reifenstahl

Som ung ønskede Riefenstahl at blive danser, men en skade gjorde en ende på den karriere.

Dette førte hende ind i en ny retning hvor hun kastede blikket på det at være filmskaber både bagved og foran kameraet, da hun i sin debutfilm ”Det blå lys” fra 1932 både var instruktør og skuespiller.

”Det blå lys” var en såkaldt bjergbestigningsfilm, som var meget populære at lave i disse år. I filmen kan man se en ung atletisk Riefenstahl på herorisk vis sætte livet på spil oppe i bjergene.

En af kommentarerne til filmen var at hvis nazisterne så den, så ville de være bjergtaget af den. Riefenstahl tager derefter kontakt med Adolf Hitler, som ved deres første møde lover hende at hun vil komme til at lave deres film, hvis de kom til magten, da han synes meget godt om filmen.

Med nazi propagandafilmene ”Viljens triumf fra 1935 og de to Olympiade film fra 1938 slog hun sit navn fast som filminstruktør, ikke bare i Tyskland. Men også udenfor landets grænser, hvor bl.a. Mussolini ønskede at hun lavede en film for ham.

Efter krigen sad hun under arrest men bliver løsladt kort tid efter. Dette betød dog ikke at hun gik ustraffet hen, da hendes karriere som filminstruktør var over, da folk enten ikke ville, eller kunne samarbejde med hende.

I starten af halvfjerdserne gjorde hun sig bemærket igen som fotograf. Hvilket blev til nogle fotobøger om Nuba-folket i Sudan, som pressen mente var fascistoide da de fokuserede meget på skønheden i menneskekroppen.

Efter et langt liv døde hun som 101-årig i 2003. I hendes hjem efterlod hun masser af materialer, da hun optog alt. Ikke bare film og billeder. Men også eksempelvis telefonsamtaler.

Det er dette materiale som primært er kildemateriale til Veiels nye film Riefenstahl.

En sygeliggørelse af folket

Andres Veiels nye film om Leni Riefenstahl er en advarsel imod den politiske højreradikalisme, som ikke bare finder sted i hans hjemland, men også i f.eks. i USA i disse år.

I den sidste telefonsamtale Riefenstahl fører i filmen, kommer hun ind på at det vil tage en eller to generationer i Tyskland at genopdage sin rolle med hensyn til moral, dyd og orden.

Disse tanker er ifølge instruktøren ikke så fjernt fra det Donald Trump fortæller hans MAGA-bevægelse om immigranter, som efter præsidentens mening ødelægger amerikansk blod.

Facistisk æstetik

I P1 radioprogrammet K-Live på DR bakker forfatter og filmkonsulent Steen Bille op om Veiels udlægning af Riefenstahl.

Da hun ifølge konsulenten dyrkede kroppen og overmenneskeidealet, som er et fascistisk udtryk der her finder sit udtryk i billeder.

”Fascismen eller nazismen, har idealet om den sunde krop eller det sunde folk. Og alt det som ikke er sundt skal udryddes. Det har ikke en plads i folket.

Derfor så myrdede nazisterne handikappede mennesker. Myrdede dem som de betragtede som fjender. Nemlig jøder, sintier, romaer, og homoseksuelle mennesker. Alt hvad der stak en smule ud.

Trump påpeger også at der er en sygdom i folket. Og sygdommen er de illegale indvandrere.

Eller indvandrende fra Haiti, der spiser alle de retskafne amerikaneres kæledyr. Så er det den samme æstetik.

Det er den samme dæmonisering af alt dette som ikke er en del af, det som de siger, en naturlig del af folkekroppen.

Det er en sygdom, en bacille, en virus. Som skal ud. Og, som skal væk. Nazisterne slog dem så ihjel og Trump nøjes så med at udvise dem”.

Derudover køber Bille heller ikke Riefenstahls påstand om at det med at lave en film såsom Viljens Triumf bare var bestillingsarbejde fra nazisterne.

Hvilket kun var noget som hun udførte fordi hun ville følge ordrer. Det mener Tysklandskenderen ikke holder på nogen måde. Da han pointerer at der altid følger et moralsk ansvar som spiller med i de valg der foretages.

Tysk dobbeltmoral

Veiels film klæder Riefenstahl af til skindet. Da han nøgternt holder hendes fornægtelser op mod fakta, som han dokumenterer med materialer fra hendes egne efterladenskaber.

Dermed afsiger han ikke sin dom over den tyske filminstruktør, da han lader det op til biografpublikummet at tage stilling.

I midten af halvfjerdserne var hun inviteret med til en tv-talkshow, hvor værten diskuterede nazisttiden med de inviterede gæster. Her fastholdt Riefenstahl sin uskyld, da hun ikke vidste hvad der foregik.

Dette udsagn blev straks dementeret af en anden af de inviterede gæster, som sagde at de vidste udmærket godt hvad der foregik. Og, da både hun og Riefenstahl var fyldt 30 da nazisterne kom til magten, så kan de ikke frasige sig deres medansvar.

et talerør for dem som fornægtede virkeligheden

Efter tv-showet fik Leni Riefenstahl mange opmuntrende ord fra de ophidsede tv-seere som tog stærkt afstand fra den anden gæsts holdninger i studiet.

Dette forstår Sten Bille godt hvorfor de gjorde: ”Riefenstahl var jo talerør for dem som sagde vi fulgte bare ordrer.

Og så synes de at hun var en genial filminstruktør. Og det var så nok til at sige at hun bare var udsat for en heksejagt. Frygtelig. Frygtelig. Frygtelig.

Det skal vi redde hende for. Vi skal sige at vi står bag hende. At vi vil styrke hende. At vi vil gå imod hendes fjender. Det er jo ikke så svært at forstå, fordi de kæmpede jo alle sammen med deres skyld.

Det er jo svært at leve med som almindelig nutidig tysker at sige at min far, min farfar, min oldefar var med i det her.

At de var skyldige. At de stod og hev folk ind i gaskamrene. Som så blev fejet væk af dem som fik lov til at overleve. Det er svært.

Jeg kan godt forstå at man har ledt efter en nem udgang fra det her. Og ikke at skulle føle sig skyldig på sin families vegne.

Men der synes jeg at det nutidige Tyskland har gjort rigtigt meget for at arbejde med en skyldkultur som ikke belaster den enkelte. Men man som efterfølgende nation efter Naziriget er nødt til at forholde sig til det her”, afslutter Sten Bille.

Efterskrift

I filmens afslutning lægger instruktøren op til at det som Riefenstahl gerne vil huskes for er hendes første film ”Det blå lys”, hvor hun klatrer i bjergene. Da hun i sine sidste optagelser er en tur op i bjergerne.

Dette giver mening ud fra den betragtning at succesen med at lave de efterfølgende nazipropagandafilm også havde en stor personlig omkostning for hende efter krigen, selvom hun undgik at blive sendt i fængsel.

Der fik hun, modsat andre tyskere, aldrig lov til at slippe for at forholde sig moralsk til sin fortid. Selvom mange almindelige borgere stadig bag de indre linjer bibeholdt de samme politiske meninger de havde under nazitiden.

At nazispøgelset ikke bare stoppede i 1945, og at det kan komme igen, synes dermed at være en af Veiels pointer med filmen som fortjener et stort publikum.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Beuys

Veiels dokumentar om hans berømte landsmand skildrer ham både som kunstner og politiker.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Riget

Lars von Triers tv-serie Riget satte nye standarder for hvordan en tv-serie kan opleves.

Lær mere

Indlægget Film: Riefenstahl – Genial filminstruktør eller nyttig nazistisk idiot? blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

De to instruktører undersøger i dokumentaren fordelene og ulemperne for mennesket ved at have et biologisk netværk af neuroner tilkoblet et digitalt netværk af elektroder.

Hjerne-Computer Interfaces

Eksperter anslår at der vil være ca. en million mennesker i verdenen som i 2030 vil have et hjerne-interface implanteret inde i hovedet.

Enkelte videnskabsfolk og kunstnere har i årevis dannet fortrop i denne teknologiske udvikling.

Senest er forretningsmænd såsom Mark Zuckerberg og Elon Musk indirekte hoppet med på denne vogn.

Da de i disse år har kastet en del af deres kærlighed på at kunne producere brugbare og sikre hjerne-computer-interfaces engang i den nære fremtid.

Teknologien giver folk nyt livskvalitet

Mulighederne for at bruge den avancerede teknologi er mangfoldige og synes uendelige.

I filmen møder vi nogle mennesker som i deres daglig virke har forskellige lidelser som de gerne vil have styr på. For at kunne forsætte med at have en normal tilværelse.

Disse patienter er den egentlige avantgarde i udviklingen af hjerne-computer-interfaces.

Tre patienter

Bill blev fuldstændig lam i kroppen efter at være blevet kørt ned af en bilist imens han var ude at cykle. Han er opsat på at gå meget igennem for at komme ud ad denne tilstand.

Anne døjer med Parkinson i sin hverdag. Hun har derfor mistet muligheden for at kunne udøve sine kunstneriske aktiviteter. Hvilket er noget hun gerne vil forsætte med at kunne.

Stephen er blevet blind. Men håber at kunne gense sine kære. Dette er de primære årsager til at disse mennesker frivilligt indgår i et risikabelt samarbejde med videnskabsfolkene.

Stephen får synet tilbage igen. Og Anne slipper for sine rystelser i kroppen, pga. teknologien.

I første omgang lykkedes det for Bill at kunne genaktivere nogle af funktionerne i sin krop. Men slutteligt dør han pga. komplikationerne imellem kroppen ikke kan kapere koblingen til den nye teknologi.

Selvom empirien her er meget, meget begrænset, så understreger den at brugen af interfaces vil blive vejen frem for mange mennesker i fremtiden, pga. dets åbenlyse gode egenskaber.

Hvad er Elon Musk og Mark Zuckerbergs egentlige interesse i at udvikle Hjerne-Computer Interfaces

Men, hvis du spørger etikere fra humaniora, så er de anderledes skeptiske. For hvad er en Zuckerbergs interesse i projektet. Er det at få fuld kontrol over menneskets gøren og laden World Wide. Eller noget andet.

Og, vil den Trump-venlige Musk sælge knowhow om menneskets indre, som både stat og militær kan bruge og misbruge?

Denne bekymring er på ingen måde ny. F.eks. i Anthony Burgess dystopiske novelle ”A Clockwork Orange” fra 1962, ser man hovedpersonen Alex blive hjernevasket af videnskabsmændene. I sådan en grad at han mister lysten til at begå vold og udøve sex i fremtiden.

Da dette eksperiment, er hans billet væk fra fængslet, hvor han har siddet inde pga. mord og voldtægt, så synes alt på overfladen at være godt, da han ikke kan udøve disse ugerninger igen.

Problemet er bare den, at han nu som en fri mand, ikke kan forsvare sig, mod de mange fjender, som gerne vil ham til livs. Samt han ikke er i stand til at få børn.

På et større samfundsmæssigt niveau indser den samfundskritiske forfatter i bogen, at han og andre som er imod den siddende autoritære regering, kan risikere at få en lignende behandling. Sådan de ikke er i stand til at agere i fremtiden. Og at demokratiet dermed er i frit fald.

Efterskrift

Med IN A HUMAN så bidrager dokumentaren til at få os til at tænke over. Samt stille spørgsmålet, om det egentligt er udvikling som vi gerne vil. Eller, om vi stiltiende vil automatisk vil få kroppen ind under huden.

Men, den tager ikke rigtig stilling til at flere og flere betragter det at kunne være offline, som værende en luksus som er forbehold de privilegerede. Eller som er smarte nok til at lukke for strømmen.

Samt, om der fra politisk side, bliver lavet begrænsninger for hvem, og til hvilket brug, hjerne-interfaces kan blive benyttet.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cyborg

En dokumentarfilm om cyborgkunstnerparret Neil Harbisson og Moon Ribas.

Lær mere

Inferno

En robot performance udviklet af canadiske Bill Vorn og Louis-Philippe Demers.

Lær mere

Hello Robot

En særudstilling på Vitra Design Museum i Tyskland om robotter.

Lær mere

Indlægget Film: I Am Human – Brain Computer Interfaces, Etik og Moral blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.