|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I mere end fire årtier har det slovenske kunstkollektiv Laibach udfordret publikums forståelse af politik, propaganda, kunst og massepsykologi gennem en kompromisløs blanding af industrial musik, totalitær æstetik og filosofisk performancekunst.

Hvilket fra bandets begyndelse til nu også har gjort dem til et af Europas mest fascinerende og misforståede musikprojekter.

Laibach

Laibach blev grundlagt i 1980 i den slovenske industriby Trbovlje, som dengang var en del af det socialistiske Jugoslavien. Gruppen opstod i et miljø præget af kulminer, tung industri og politisk kontrol. Forhold som hurtigt blev centrale elementer i deres æstetik og lyd.

Selve navnet “Laibach” er kontroversielt., da det er det tyske navn for Ljubljana, som Nazityskland benyttede sig af under deres besættelse af Slovenien i Anden Verdenskrig.

Allerede her etablerede gruppen den strategi, som siden har defineret dem, hvilket konkret vil sige at bruge historisk og politisk ladede symboler uden at forklare sig entydigt.

Laibach blev hurtigt forbudt af de jugoslaviske myndigheder. Blandt andet på grund af deres brug af uniformsæstetik, propagandalignende plakater og aggressive sceneshows. Men forbuddet gjorde dem kun mere mytiske.

Kunsten at overidentificere sig med magten

Laibach har altid været vanskelige at placere politisk. Da de fremstår ofte som autoritære, militaristiske og næsten fascistoide i deres visuelle udtryk. Men pointen er netop, at publikum aldrig får den komfortable forklaring på, hvad der er ironi, og hvad der er alvor.

Gruppen arbejder med det, filosoffer og kulturkritikere senere har kaldt “overidentifikation”: De tager magtens symboler så ekstremt alvorligt, at magtens absurditet bliver synlig.

Deres koncerter indeholder typisk elementer af marchrytmer, uniformsæstetik, gigantiske symboler, propaganda-lignende visuals, dybe autoritære vokaler.

Resultatet er både dragende og foruroligende. Publikum bliver tvunget til at konfrontere deres egen fascination af autoritet, nationalisme og massepsykologi.

Laibach kritiserer ikke magt ved at stå udenfor den. De går ind i dens æstetik og spejler den tilbage i ekstrem form.

Industrial musik møder totalitær opera

Musikalsk bevæger Laibach sig mellem industrial, elektronisk musik, neoklassiske arrangementer og teatralsk pop. Deres lyd er monumental, mekanisk og ofte overraskende melodisk.

Mange moderne bands skylder dem mere, end de måske selv vil indrømme. Især tyske Rammstein har tydeligt arvet Laibachs marcherende rytmer, dybe barytonvokal og militaristiske sceneshow. Men hvor Rammstein primært fungerer som underholdende chokrock, arbejder Laibach på et mere konceptuelt og filosofisk plan.

Gruppen har også klare forbindelser til pionerer som Kraftwerk og Throbbing Gristle. Fra Kraftwerk har de videreført fascinationen af teknologi, maskiner, koncept og identitet. Og, fra Throbbing Gristle har de lånt industrial musikkens chokæstetik og performancekunst.

Laibach har dog videreudviklet disse elementer ved at kombinere det med geopolitik, ideologikritik og historisk symbolik.

“Opus Dei” og gennembruddet

Laibachs internationale gennembrud kom med albummet Opus Dei fra 1987. Her transformerede de popsange til nærmest totalitære hymner.

Særligt deres version af Opus-hittet “Life is Life” blev nærmest ikonisk. Den joviale stadionpop blev omdannet til noget, der lød som en marcherende propaganda-sang fra et dystopisk imperium.

Det samme skete med Queens “One Vision”, som Laibach omdøbte til den tysksprogede “Geburt Einer Nation”. Resultatet var både absurd morsomt og ubehageligt overbevisende.

Laibach afslørede dermed, hvor tæt massepop og propaganda egentlig kan ligge på hinanden.

Nationalisme, kapitalisme og geopolitik

Gennem årene har Laibach konstant ændret fokus, men altid med samfundets magtstrukturer som centrum.

Albummet Kapital fra 1992 behandlede overgangen fra kommunisme til kapitalisme i Østeuropa og beskrev markedskræfterne som en ny form for ideologisk kontrol.

I 2006 udgav de det ambitiøse værk Volk, hvor hvert nummer tog udgangspunkt i en nationalhymne fra forskellige lande. Albummet undersøgte nationalismens følelsesmæssige kraft og de myter, moderne stater bygger deres identitet på.

På Spectre fra 2014 rettede de blikket mod overvågning, neoliberal politik og samtidens protestbevægelser. Her blev lyden mere synthpop-orienteret og overraskende catchy, uden at de opgav deres politiske skarphed.

Musick: AI og kulturel overstimulering

Laibachs seneste album, Musick fra 2026, er måske deres mest samtidige værk til dato.

Hvor gruppen tidligere analyserede staten, nationen og kapitalismen, undersøger de nu selve kulturmaskinen. Hvilket vil sige streamingplatforme, sociale medier, algoritmer og AI-genereret musik.

Titlen fungerer som et ordspil mellem “music” og “sick” – en reference til den moderne oplevelse af både at være afhængig af musik og samtidig overmættet af konstant digital stimulering.

Albummet blander industrial med hyperpop, Eurodance og bevidst kitschede popreferencer. Laibach bruger elementer fra moderne mainstreamkultur som et spejl, der viser samtidens algoritmiske masseproduktion af følelser og identitet.

Det er både satire og imitation. Og præcis som altid hos Laibach er det svært at afgøre, hvor kritikken slutter, og fascinationen begynder.

Det umulige/mulige møde med Nordkorea

Et af Laibachs mest omtalte projekter fandt sted i 2015, hvor gruppen som et af de første vestlige bands nogensinde spillede koncert i Nordkorea.

Valget af repertoire gjorde situationen endnu mere surrealistisk. Blandt andet fremførte de sange fra musicalfilmen The Sound of Music. Et værk, som nordkoreanske myndigheder accepterede som relativt “ufarligt”.

Projektet blev dokumenteret i filmen Liberation Day og står i dag som et næsten perfekt billede på Laibachs metode. Dybt alvorlig, absurd humoristisk og kulturelt grænseoverskridende på samme tid.

Stadig relevante efter fire årtier

Mange bands fra industrial-scenen er blevet nostalgiske museumstykker. Laibach føles derimod stadig farlige.

Deres koncerter i 2026 beskrives af anmeldere som intense, teatralske og visuelt overvældende. Publikum fremhæver især gruppens evne til at integrere AI-tematikker, sociale medie-referencer og moderne popæstetik i deres sceneshows uden at miste den mørke autoritet, der altid har defineret dem.

I en tid præget af algoritmer, politisk polarisering og konstant digital manipulation virker Laibachs projekt næsten mere aktuelt end nogensinde.

For måske er deres egentlige budskab ikke politisk i traditionel forstand. Måske handler det snarere om, hvor let mennesker formes af billeder, rytmer, slogans og fællesskaber.

Og netop derfor bliver Laibach ved med at fascinere: De viser os ikke bare magten. De viser os vores egen fascination af den.

Efterskrift

På scenen i Filmstudion i Gøteborg behandlede de slovenske legender nutidens popæstetik, hvor det nu er algoritmerne der styrer vores bevægelser, lige fra vi skriver indlæg og liker opslag på sociale medier, til vores overdrevne brug af intetsigende memer og animererede gif-kommentarer, som på en gang er meget overfladisk, men meget kendetegnende for den metaironiske kultur vi lever i.

Efter en underholdende og meget farverigt, hvor danserne forsøgte at få at os til at danse den samme sløre TikTok dans, så startede de anden del af koncerten med Tanz fra deres industrielle dage i firserne med en mørk æstetik, og understregede deres pointe med at der ikke er langt fra totalitære politiske magter til nutidens brug af AI til at få folk til bevæge sig i samme takt.

Vi fik heller ikke den udgave af Geburt einer Nation som de havde stillet os i udsigt i første del, hvilket kan tolkes som en af mange valgløfter politikerne aldrig holder, imens de leverede et langt instrumentalt medley over deres bagkatalog.

Hvor dette træk er en selvfølge blandt politikere, så er det nærmest en dødssynd, hvis musikgrupperne ikke spiller de numre de bliver hyret på. På denne måde leverede Laibach både en underholdende koncert, men også en oplevelse, hvor man har samme oplevelse, som den statement, som de ud af det siger Bono har udtalt sig om dem: I don’t really get it!

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Genesis P-Orridge

Genesis P-Orridge var en banebrydende britisk personlighed indenfor kunst, musik og køn.

Lær mere

Kraftwerk

Med Autobahn var det muligt for Kraftwerk at nå ud til et bredere publikum.

Lær mere

Björk

En storslående visuel og musikalsk udfordrende koncert med den islandske kunstner.

Lær mere

Indlægget Musik: Når Propoganda bliver kunst – Laibach live i Filmstudion blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I den dystopiske fremtidskommentar, hvor teknologi erstatter menneskelige relationer og følelsesmæssig nærhed, retter Jiří Trnka en skarp kritik af en automatiseret, koldt samfund, som tager sig af at passe og underholde børn.

Her møder vi kontrasten mellem den menneskelige bedstemor og den teknologiske kopi, hvori moralen synes at være at kunstig funktionalitet ikke kan erstatte ægte kærlig omsorg og menneskeligt nærvær. Noget HC Andersen også kommer ind på i Nattergalen, hvor den mekaniske fugl ikke kan udkonkurrere den virkelige nattergal.

”Den Kybernetiske Bedstemor” var ligesom mange andre tjekkoslovakiske produktioner i sin samtid tæt på at være ordløs, da det var tænkt til brug overfor et internationalt publikum.

Filmen bygger derfor stemningen og fortællingen op igennem billeder, lyd og musik. Og, benytter sig af scenografiske symbolske virkemidler såsom maskiner, mennesketomme landskaber, og mekanisk ordnede systemer.

Den Kybernetiske Bedstemor

Filmen ses gennem øjnene på en lille pige, hvis biologiske bedstemor bringer hende hen til en forlystelsespark, hvor hun rejser gennem en futuristisk, teknologisk verden.

Efterfølgende møder barnet en kybernetisk bedstemor, som er et robotlignende væsen, der er designet til at ligne en komfortabel kontorstol med mekaniske “vinger”.

Den er programmeret til at virke venlig venlig i sin form, men mangler empati og menneskelighed. Pga. dens adfærd er kold, mekanisk og fremmedgørende, skræmmer robottens adfærd pigen.

Til sidst genforenes pigen med sin rigtige bedstemor, som slukker robotten og giver hende menneskelig omsorg og varme.

Efterskrift

I kølvandet på Sputnik-opsendelsen, var der i begyndelsen af 1960erne en stor optimisme omkring teknologi i de postkommunistiske lande, hvilket ledte til at naturvidenskaben blev hyldet.

Det, Trnka advarer imod i ”Den Kybernetiske Bedstemor”, er en alt for blind tro på automatisering, hvori mennesket kan blive erstattet af maskiner i et samfund, hvor effektivitet er vigtigere end relationer. Dette gør filmens budskab relevant i dag i en tid med AI og robotter. Da robotbedstemoren kan symbolisere et system der siger det passer på mennesker, men i praksis kontrollerer og fremmedgør dem.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Flow

Lettisk animationsfilm om en kat som møder andre dyr efter en naturkatastrofe.

Lær mere

Robot Dreams

Den ensomme Hund får en ny buddy da han køber en Robot.

Lær mere

Hånden

Prisbelønnet animation af Jirí Trnka om en kunstner som tvinges til at lave en skulptur.

Lær mere

Indlægget Film: Den Kybernetiske Bedstemor – Jiří Trnkas kolde fremtidsvision blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Lo and Behold, Reveries of the Connected World er en dokumentarfilm fra 2016, der handler om menneskets møde med Internet, IoT, AI og robotteknologi.

I den udtalte filmens instruktør Werner Herzog at en maskine ikke vil være i stand til at lave en film lige så god som hans egen i de næste 4.500 år.

Kasper Hauser og brugen af AI-teknologi

Dette statement er indfaldsvinklen for filmen About a Hero, der er skrevet af Kasper Hauser, hvilket er navnet på en computer. Samt er en reference til Herzogfilmen Gåden om Kasper Hauser fra 1974.

Efter at Herzog godkendte at Winiewicz kunne benytte sig af alt hans materiale, gik projektet i gang.

Computeren blev derefter fodret med alle de film Werner Herzog har lavet, samt de interviews og videnskabelige artikler hvori han indgår.

Dermed blev der brugt en digital kopi af instruktørens hjerne i den kreative proces med at skrive dokumentaren.

Da Kasper Hausers AI-manuskript ikke fuldt ud kunne bruges, blev det redigeret. Og det er den efterbehandlede version som vi oplever der bliver udfoldet i filmen.

Filmen er delt op i kapitler. Til at starte med så er det kapitel 1,2,3, for så at blive 5, 11½. Allerede der viser AI sin sjove side af sig selv.

Til at føre os igennem About a Hero er Werner Herzog, der bliver fremført af en skuespiller. Hvor der efterfølgende er lagt en syntetisk udgave af Herzogs stemme indover i filmen.

Piotr Winiewicz kommer i et interview ind på at hvor det i dag er relativt nem for en computer at gengive en andens side, så var der store udfordringer med at skabe Herzogs karakteristiske stemmeføring. Men dette lykkedes langt hen ad vejen.

Udfordringer ved brug af AI i About a Hero

About a Hero er svært at forholde sig til uden at have læst nogle anmeldelser af filmen først, da den lægger op til at alt er fiktion i krimidramaet.

Hvilket også vil sige de faktuelle interviews der bliver vist af en række eksperter indenfor alt fra kunstens til videnskabens verden som udtaler sig om brugen af AI.

Dette træk er et bevidst valg fra instruktørens side, der gerne vil have os til at forholde over den problematik i en tid hvor de to begreber synes at glide sammen.

Ingen udvikling over tid af hovedrollens karakter

Et andet forhold som udfordrer biografpublikummet er at hovedkarakteren Fru Clery ikke gennemgår nogen udvikling igennem filmen, da hun ikke har noget ”drive” hverken efter mandens død til afslutningen af den.

Det har Juliette Binoche i rollen som Julie heller ikke efter at hendes mand og datter er død i en trafikulykke i Blå.

Men her sørger instruktøren Krzysztof Kieslowski for at der er nogle karakterer ind i handlingen der langsomt trækker hende ud af sorgtilstanden.

Her kunne Piotr Winiewicz med fordel havde valgt at give filmens fortæller noget magt til at kunne påvirke karaktererne i filmen.

Filmen følger ikke historierne til dørs

Det tredje forhold som er problematisk i About a Hero, det er at filmens manuskript ikke følger op på de spor som der bliver lagt ud.

Her har filmens forskellige karaktererr forskellige opfattelser af hvorfor Dorem Clery døde. Var det pga. mord, selvmord, eller naturlig død?

Midt inde i handlingen fortæller direktøren for den fabrik hvor Dorem Clery arbejdede at det højst sandsynligvis skete pga. at en maskine forelskede sig i ham. Nogle scener senere ser vi så hans kone dyrke sex med en brødrister.

En ikke emotionel film

Det sidste forhold der gør det vanskelig at leve sig ind i filmen er at alle karakterernes opførsel minder om hinanden, da ingen af dem udtrykker følelser.

Det er derfor nærmest kun de forskellige titler de er udstyret med der gør at vi kan skille dem fra hinanden.

About a Hero

Filmens fysiske kontekst er byen Getunkirchenburg, som til forveksling kan minde om en by i det industrielle Ruhr-distrikt i Tyskland.

Her er fabriksarbejderen Dorem Clery blevet fundet død i hans seng. Men hvad dødsårsagen er, det er der meget forskellige opfattelser af.

Politiet siger at det var en ganske naturlig død og at de ikke se at der var blevet forgået noget kriminelt.

En journalist mener derimod at der var fyldt med blod på væggen som sengen lænede sig opad.

Og en nabokvinde mener at Dorem ikke kan have begået selvmord, da han jo fik et hjerteanfald. Jeg har selv forsøgt at få et hjerteanfald i otte år uden held. Så det er umuligt at gøre med vilje.

Filmens klimaks

Midtvejs i filmen fortæller en karakter at vi skal tage det afslappet med at filmen ikke giver mening. Da det ikke er alt i livet som kan forklares.

Instruktøren fortæller Kasper Hauser at han ikke føler sig fortrolig med filmens handling og selv vil afslutte den. Dette får han ikke lov til af AI-botten. Den befaler nu at bruge manuskriptet som den forlægger.

Den fiktive udgave af Werner Herzog har også fået nok. Han tager nu skeen i sin egen hånd. Alt imens at enken til Dorem Clery begynder at få seksuel udløsning i berøring med en brødrister!

Filmens afslutning

I en de sidste scener i filmen møder vi Fru Clery og Wener Herzog. De sidder sammen med en vært i et tv-underholdningsprogram.

Her står der en altvidende maskine, som er blevet produceret på den fabrik hvor Dorem Clery arbejdede.

Hver af deltagerne må nu stille maskinen et enkelt spørgsmål. Fru Clery lægger ud. Har du nogensinde virkelig eksisteret?

Det har jeg. Men jeg vil sige, at det er et relativt spørgsmål. Livet har ingen mening i det øjeblik, du mister illusionen om at være evig. Og nu kan jeg eksistere uden denne illusion. Vi ses på den anden side. Min elskede.

Fru Clery er berørt over svaret men er ikke helt tilfreds med det: Nå, ved han overhovedet, hvad kærlighed er?

Werner Herzog er ligeglad med kærligheden. Jeg vil vide, hvad meningen med livet er?

Maskinen svarer: Den eneste gyldige grund til din eksistens er netop den ting, du er ligeglad med. Og det er KÆRLIGHED.

Hvem har ejerskabet over et værk?

I dag lever vi i en tid hvor et prompt kan generere tekst og visualisere tegninger, billeder og videomaterialer på ingen tid, bare maskinen har noget at øve sig på.

Dette rejser også nogle spørgsmål om hvem der har retten til at bruge materialet og hvem der skal have betaling for arbejdet. Er det eksempelvis dem som har udviklet maskinen, eller dem som retten til af bruge den? Eller, er det dem som har originalmaterialet.

Spørgsmålet er ikke nyt. Da Franz Kafka døde var det hans ønske at alt hans materiale skulle brændes og destrueres.

Dette gjaldt værker såsom Processen, Slottet, og Amerika. Dette ønske ignorerede hans gode ven Max Brod, som efter at have redigeret i værkerne, på en måde at de fremstår mere åndelig, udgav dem.

Selvom disse udgivelser efterfølgende er kommet mange mennesker til gode, så respekterede Brod ikke vennens ønske. Derudover er det et problem når vi tror at manuskripterne er som Kafka ønskede dem.

Indenfor musikkens verden sker det mange gange at en kunstner laver en coverversion af en sang.

Her er dette ifølge englænderne ikke et spørgsmål om hvem der har lavet originalversionen, men hvem der laver den bedste fortolkning af den, da sangen har sit eget liv. Der er dog det i mente, at dem som har skrevet sangen, også får royalties for arbejdet.

I About a Hero giver Herzog tilladelse til projektet, hvilket er et scoop. Ikke kun fordi han er en anerkendt instruktør. Men også fordi han er en instruktør som er kendt for at være humanistisk anlagt i sine værker. Og denne kontrast i forhold til AI skaber en ny fortælling, beretter Winiewicz om i et interview.

Efterskrift

Det som gør filmen værd at se, det er konceptet om det, fremfor selve værket. Dermed opererer About a Hero indenfor konceptkunstens reglement.

Filmen ville måske være elsket af aktionskunsteren Joseph Beuys, der mente at efter en udstilling er blevet fremvist til en fernisering, at den skulle tages ned igen. Da det væsentligste i den er ideen om den.

I virkelighedens Kasper Hauser var en 15-årig dreng som i begyndelsen af 1800-tallet blev fundet i Tyskland uden at kunne tale et sprog.

På lignende måde prøver Kasper Hauser i AI-udgaven at finde et sprog. Som filmen viser er der på nuværende tidspunkt nogle markante udfordringer for kunstig intelligens på nuværende tidspunkt at levere varen, da manuskriptet skulle kraftig revideres.

Men den viser også at teknologien er på vej. Og at der ikke vil gå 4.500 år fra nu af før AI kan lave en film som er bedre end en Werner Herzog film.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

I Am Human

Amerikansk dokumentarfilm om Brain Computer Interfaces, Etik og Moral.

Lær mere

Their Eyes

Et portræt af de arbejdere som daglig arbejder med at optimere selvkørende bilers syn.

Lær mere

Pierre-Jaquet Drozs automater

En af de helt store milepæle i robothistorien er de tre musikalske automater af Pierre-Jaquet Droz.

Lær mere

Indlægget Film: About a Hero – Werner Herzog som et AI-genereret objekt blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Rundt omkring i den sydlige halvkugle sidder folk i lande såsom Venezuela, Kenya og Filippinerne og arbejder med at fritlægge objekter på billeder de får tilsendt. Når et objekt er blevet fritlagt, så skal de anmærkes i forskellige kategorier.

Disse kategorier kan eks. være mennesker og deres arbejdsfunktioner, veje, skilte, bygninger, himmel, etc.

De forskellige billeder som danner baggrund for deres arbejde, stammer fra videooptagelser af en biltur igennem byen eller et landskab.

Dermed danner arbejdet de udfører grundlaget for de bilernes syn, eller Their Eyes som en af dem konstaterer tørt.

Aflønningsforhold

Det arbejde de udfører, er dårligt betalt fra de store virksomheder der har fået kontrakten.

F.eks. får en medarbejder i Venezuela 0,2 amerikanske dollars, imens en tilsvarende kollega i USA får 2 USD for det samme arbejde.

Selvom den pågældende kvinde i Venezuela synes at de er meget godt aflønnet i Staterne, så er det også i ”Guds eget land” tale om en meget lav løn.

Og at aflønningen er horribelt, afspejles også i at de tilknyttede medarbejdere bliver betalt på grundlag af hvor mange billeder de får anmærket. Da nogle er billederne, kan tage en hel formiddag at fritlægge, hvis der er tale om et komplekst job.

Teamwork

Their Eyes viser også hvor lidt information der er blevet givet på forhånd til kontraktarbejderne.

De aner eksempelvis ikke hvilke lokationer hvor billederne er taget. Men ved brug af logisk sans kan de vurdere at billedet er taget et eller andet sted på den nordlige halvkugle, da de kan se hvide mennesker.

Ved hjælp af navnene på vejskilte kan de se på Google Maps at billedet er blevet filmet i USA.

Dette er ikke en del af jobbeskrivelsen, men dokumenterer menneskets ønske om at have ejerskab over det arbejde de udfører, og som de her bliver fremmedgjort overfor.

Fra tid til anden mødes medarbejderne over nettet. Her erfarede en kenyaner at det ikke kun er mennesker fra Kenya som er tilknyttet projektet, men også fra andre steder i verdenen.

Til disse møder taler de bl.a. om aflønning, men også om hvordan de kan snyde systemet.

Ved at skifte IP-adresse på VPNen kan de foregive at de eksempelvis arbejder i USA eller Tyskland. Da de bliver lønnet efter hvilken lokation de befinder sig på, så oplevede de i en periode at få en højere løn.

Det stoppede dog brat da en medarbejder havde taget et screenshot af deres chatskriverier og havde sendt dette til en administrator.

Their Eyes

I filmens afsluttende scener forlader medarbejderne deres laptops og går en tur i deres nærområde.

Her forklarer de instruktøren om hvordan de opfatter verdenen hvis de skulle se den igennem de øjne de til daglig benytter sig af i deres arbejde.

Optagelserne fra de forskellige verdensdele viser forskellige grader af kompleksiteter.

I Kenyas hovedstad Nairobi så er trafikken kaotisk fordi der ikke er fodgængerovergange.

Dette betyder så også at folk går ud i trafikken, og da bilisterne ikke altid overholder færdselsreglerne i den massive trafik så kan der let opstå trafikuheld.

Trafikken er også massiv i Filippinerne. Her vil det være en udfordring for kontraktarbejderen at skulle fritlægge de mange kabler som er imellem lygtepælene.

Samt at skulle håndtere de mange mennesker som plejer at stimle sig sammen på fortovene ved de små boder.

I Venezuela fører kvinden også med ud i hendes have, hvor der vil være masser af planter som skal fritlægges.

Samtidig med konstaterer hun at hendes havelåge med masser af rum imellem stængerne vil være et tidskrævende arbejde. Derudover mener hun at himlen er problematisk, da de glider i et med bygningerne.

Efterskrift

Their Eyes sætter fokus på hvilke arbejdsvilkår disse arbejdere i AI-industrien opererer under, og om hvordan arbejdet foregår. Begge dele er meget interessante da begge forhold ikke er noget som til dagligt bliver visualiseret for offentligheden.

Selvom der synes at være arbejde nok for flere år for medarbejderne da kompleksiteten i have selvkørende biler til at fungere optimalt i trafikken skal tilpasses lokale forhold, så mærkes der også en bekymring.

Dette kommer konkret til udtryk, da slutreplikken i dokumentaren handler om en frygt for at det kan være at robotteknologien en dag bliver så avanceret, at der ikke er behov for deres arbejdsindsats.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

I’m Not a Robot

Hollandsk Oscar prisvindende kortfilm om Lara, som bliver i tvivl om hun er et menneske.

Lær mere

Kraftwerk

Med Autobahn var det muligt for Kraftwerk at nå ud til et bredere publikum.

Lær mere

Cyborg

En dokumentarfilm om cyborgkunstnerparret Neil Harbisson og Moon Ribas.

Lær mere

Indlægget Film: Their Eyes – Hvordan får en selvkørende bil et syn i trafikken? blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.