|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Steven Patrick Morrissey har gennem mere end fire årtier været en af populærmusikkens mest markante og samtidig mest polariserende stemmer.

Hans karriere er en sjælden kombination af stor kunstnerisk konsekvens, lyrisk særpræg og en konstant spænding mellem mainstream-succes og bevidst afstandtagen fra den.

Gennembruddet i 80erne med The Smiths

Morrisseys musikalske gennembrud kom i 1982 med dannelsen af The Smiths sammen med Johnny Marr. Gruppen blev på få år definerende for britisk alternativ rock.

Hvor samtidens pop og postpunk ofte lænede sig mod elektronik eller politisk slogans, byggede The Smiths deres lyd på en mere klassisk guitarbaseret struktur. Men med en ny form for følelsesmæssig og sproglig kompleksitet.

Johnny Marrs guitar var melodisk, arpeggio-baseret og inspireret af både 60’ernes pop og postpunkens minimalisme:

Morrisseys vokal var teatralsk, sarkastisk og sårbar på samme tid. Og, tekstuniverset var præget af ensomhed, social fremmedgørelse, humor og kulturel referencebevidsthed.

Med albums som The Queen Is Dead (1986) og Meat Is Murder (1985) cementerede gruppen sin status. Især “There Is a Light That Never Goes Out” og “How Soon Is Now?” blev ikoniske sange, der stadig definerer britisk indie-rock.

Solokarrieren: Klassisk sangskrivning og kontrovers

Efter opløsningen af den banebrydende gruppe i 1987 indledte Morrissey en solokarriere, der hurtigt viste sig at være langt mere end et efterslæb fra The Smiths.

Allerede debutalbummet Viva Hate (1988) viste en ny retning: mere poleret produktion, større fokus på klassisk popstruktur og en tydeligere vokal i centrum. Hits som “Suedehead” og “Everyday Is Like Sunday” etablerede ham som soloartist.

I 1990’erne bevægede han sig mellem britpop-bølgen og sin egen outsiderposition. Albums som Your Arsenal (1992) og Vauxhall and I (1994) bliver af mange betragtet som kunstneriske højdepunkter:

Hvor Your Arsenal, der er produceret af Mick Ronson (som er kendt for sit samarbejde med David Bowie), var mere rock-orienteret og glam-inspireret, så var Vauxhall and I mere moden, reflekterende og lyrisk stram i sit udtryk, og af mange kaldt hans bedste soloalbum

2000’erne: Comeback og ny loyal fanskare

Efter en periode med labelproblemer og lavere kommerciel synlighed vendte Morrissey stærkt tilbage med You Are the Quarry (2004).

Her ramte han igen en bredere offentlighed med sange som “Irish Blood, English Heart”, hvor hans politiske og kulturelle identitet blev tydeligere end før.

Musikalsk kombinerede han klassisk britisk guitarrock, moderne indie-produktion
med en stadig stærk vokal og melodisk sans.

Efterfølgende albums som Ringleader of the Tormentors (2006) og Years of Refusal (2009) viste en mere rå og direkte rocklyd.

I de senere år har Morrissey bevæget sig endnu længere væk fra mainstream-industrien, men samtidig fastholdt en loyal global fanskare.

Albums som World Peace Is None of Your Business (2014), Low in High School (2017) og I Am Not a Dog on a Chain (2020) viser en kunstner, der stadig eksperimenterer med mere orkestrale arrangementer, politiske og kulturelle temaer, og en blanding af crooner-tradition og moderne rock.

Koncerten i Gøteborg

Bienvenue en Suède, Morrissey. Publikums begejstring for den engelske stilikon var ikke til at tage fejl af da han endelig entrede scenen ved 9-tiden efter at have underholdt os med musikvideoer af sine personlige musikpræferencer i 40 minutter.

De tæller bl.a. Cherry Bomb med The Runaways. She’s the One af Ramones. Where Have All the Flowers Gone? fremført af Marlene Dietrich. Fade To Grey af Visage. David Bowies Rebel Rebel. Kraftwerks Autobahn. Og, Girls Were Made To Love And Kiss af Anthony Newley.

Han indledte koncerten, primært med smagsprøver fra sin nye album ”Make-Up Is a Lie”. Her har titelnummeret fra albummet endnu engang nået en Top-10 placering, ligesom BBC endnu engang, ifølge Morrissey ikke gider at spille den.

Det blev også tid til nogle af sine egne klassikere, såsom ”Suedehead”, ”First of the Gang to Die” og ”Everyday Is Like Sunday” inden han som det eneste ekstranummer sluttede af med The Smiths evergreenen ”There Is a Light That Never Goes Out”.

Dette fik følelserne til at boble lidt for meget for publikum, der mange gange under koncerten havde råbt Morrissey. Her sprang to mænd op på scenen for at kramme idolet, hvilket de dog ikke fik lov til af vagten, som førte dem tilbage ud over scenekanten.

Da koncerten var afsluttet, var folk generelt set tilfredse med at have fået det de var kommet efter. Hvilket vil sige en kunstner, der igennem hele karrieren har udtrykt en forkærlighed for outsiderfigurer, både i musik og lyrik, der blander ironi, melankoli og kulturelle referencer, og som bliver leveret med en vokalstil, der balancerer mellem crooner-tradition og dramatisk fremførelse.

Efterskrift

Morrisseys karriere er sjælden, fordi den ikke følger den typiske kurve fra indiehelt til klassisk legacy-artist. I stedet har han bevaret en konstant spænding mellem pop, kunst og provokation.

Fra The Smiths’ melankolske guitarunivers til hans soloalbums teatralske crooner-rock står han tilbage som en kunstner, der aldrig har forsøgt at blive tilpasset – men i stedet har insisteret på at definere sin egen plads i musikhistorien.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Primal Scream

Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła.

Lær mere

Laibach

Når Propoganda bliver kunst. Laibach live i Filmstudion i Gøteborg.

Lær mere

Tricky

Filmstudion i Gøteborg havde besøg af Trip Hop pioneeren Tricky og polske Marta Złakowska.

Lær mere

Indlægget Musik: Morrissey: Make Up is A Lie Tour – Partille Arena i Göteborg blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

Det idylliske nationalromantiske album cover refererer til 1930ernes Tyskland. Her kan man se en folkevogn som kører på et motorvejsnet som nazisterne udviklede.

Der mangler stort set kun en brølende kronhjort på en af de grønne bjergtoppe, før iscenesættelsen er total.

Referencen til Nazityskland

Selvom alt dermed synes at signalere ro, var albumcoveret en torn i øjnene på mange ældre tyskere.

De havde hverken lyst til at tale eller blive mindet om, hvad de lavede i årene 1933-1945.

Da de i de sidste mange år, enten var vidner til eller deltog aktiv i jødeudryddelserne og bekæmpelsen af kommunister og homoseksuelle.

Alt sammen i et forsøg på at tjene Adolf Hitler og hans håndlangeres uhyggelige forsøg på at genrejse Tysklands storhed efter den ydmygende fredsaftale i 1919 i Versailles,

Her blev det store centraleuropæiske land pålagt af specielt Frankrig at betale store krigsskadeserstatninger i kølvandet efter første verdenskrig.

Hvilket reelt set på den lange bane ifølge historikere var med til at starte Anden Verdenskrig. Da Hitler og hans ligesindede brugte dette, til at opildne en had i befolkningen.

Autobahn

Albummet er kendt for det banebrydende lange åbningsnummer AUTOBAHN der på albummet varede 22:47 minutter. Af eftertiden signalerede nummeret ”fødslen” på elektro-og teknomusikken,

De tyske medier var lunkne overfor albummet og kvitterede fejlagtig med at sammenligne Kraftwerk med nynazister, da bandmedlemmerne var korthårede og gik i habitsæt ligesom deres tavse forældre.

Die Stunde null

Det medierne ikke havde opfattet, var den problematik som børnene der var født lige efter ”Die Stunde Null” i 1945, ikke kunne tale med deres forældre om hvad det vil sige at være tysk.

”Die Stunde Null” er en betegnelse for den periode i efterkrigsårene hvor det stærkt indskrumpede Tyskland øjeblikkeligt skulle genopfinde sig selv politisk, økonomisk og kulturelt,

Dette var nogle af grundene til at albummet provokerede mange i Tyskland.

Ungdomsoprøret i tresserne

I slutningen af 1960erne kom denne frustration frem hos unge tyske intellektuelle, som forsøgte at forstå hvad tysk identitet var, bl.a. i politik og i kulturen.

Kraftwerk var musikalsk startet i krautrocken, hvilket var et forsøg på at skabe en selvstændig tysk lyd, som skilte sig ud fra de amerikanske og engelske forbilleder.

Det var god tone i et tysk samfund hvor nationalismens rædsler stadig kastede skygger af sig, var det først med AUTOBAHN fra 1974, hvor projektet begyndte at give mening.

Pladen blev godt modtaget i England og Frankrig

Udenfor Tysklands grænser, specielt i Frankrig og i Storbritannien var de vilde med den nye lyd.

De engelske journalister mødte med Kraftwerk et band som kom til tiden, og som helst ville snakke hvad er tysk musik.

Samtidig med var de begjestrede for at høre Kraftwerk tale om at det er lyden fra en af bandmedlemmernes folkevogn man kan høre der er samplet ind i AUTOBAHN.

Det var total anderledes toner end de normalt hørte. Og i modsætning til de tyske journalister, så var de britiske mere end begejstret netop pga. dette.

Stigende tysk nationalisme i dag

Selvom Kraftwerk blev anset for at være futuristiske, så tror jeg ikke at de i deres vildeste fantasi i 1974 kunne forstille sig at fascistiske og nazistiske ideer igen kunne blive moderne og appellere til mange mennesker.

Ikke bare i Tyskland, hvor et parti som Alternative für Deutschland, får flere og flere stemmer. Men også mange andre steder rundt omkring i verdenen, der tidligere blev anset for at være demokratiske højborge.

Det, det er bemærkelsesværdigt her, det er at hvor de voksne borgere som var til stede i Tyskland i årene 1933-45 efter krigen undskyldte sig med, at de ikke vidste hvad der foregik, og at det var deres lederes skyld at det skete,

Så kan nutidens borgere på ingen måde komme med de samme undskyldninger, hvis de stemmer et totalitært parti til magten. Da de burde at være 120 procent bevidste om hvad der kan ske.

Er folkevognen nu kørt i garagen?

I dag eksisterer Kraftwerk stadig. Selvom de mest produktive, kreative og gyldne år var imellem 1974 og 1983.

De er nu fra deres base i Düsseldorf blevet kuratorer for deres egen retrospektive musikkatalog, som bandet løbende finjusterer både musikalsk og æstetisk.

Dette har betydet at der op igennem årene er kommet forskellige bokssæts og senest en remixalbum.

Album covernes er også blevet redesignet så de fremstår mere grafisk minimalistiske og som er mere tidløse. Da de er renset for bandets medlemmer.

Det gælder også for AUTOBAHN som i dag er et hvidt, globalt, international motorvejspiktogram på en blå baggrund.

Dermed distancerer Kraftwerk sig i dag også indholdsmæssigt kraftig fra det oprindelige cover med de stærke tvetydige tyske historiske referencer.

Efterskrift

Selvom der igennem årene er blevet talt om der er et nyt Kraftwerk-album på vej, så synes det ikke at ske.

Måske fordi den historiske arv nu spænder ben for gruppen fra industribyen Düsseldorf. Samt at bandet ikke har lyst til at udfordre skæbnen med at udgive en plade som måske flopper stort både kunstnerisk og kommercielt set.

Endelig kan det også være fordi Kraftwerk måske føler at bandet har sagt alt det som der var at sige.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Kliche

Bogen Supertanker fortæller historien om det banebrydende danske New Wave band.

Lær mere

Hello Robot

En særudstilling på Vitra Design Museum i Tyskland om robotter.

Lær mere

Serge Gainsbourg (Del VII)

Den franske L’Enfant Terrible udsendte “nazi-pladen” Rock Around the Bunker i 70erne.

Lær mere

Indlægget Musik: Kraftwerk – Hyldesten til motorvejen fylder 50 blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

Ret hurtigt meldte tømmermændene sig dog på banen for Sveriges TV (SVT), da de begyndte at beregne de økonomiske omkostninger ved at afholde arrangementet. Dette belyses i en ny dokumentar Den Svenske Schlagerkrig af Sveriges Television.

I et årti, hvor venstrefløjen stod stærkt, var der også en stor folkelig modstand i befolkningen at spore imod sang konkurrencen, og i de følgende år udviklede ESC sig til at blive et ”Waterloo” for SVT.

I dokumentaren ”Den svenske schlagerkrig” belyses den store konflikt som udspillede sig i 1975, da Sverige var værtsland for ESC for første gang.

Læs også: Før ESC 2024: Storpolitik, Musik og Samfund

For samme dag og tidspunkt som finalen blev afholdt i Stockholm, var der også blevet etableret en helt ny Alternativfestival, af svenske agitprop kunstnere, som ikke kunne forlige sig med ESCs intetsigende kommercielle univers, hvor teksterne oftest handlede om noget så banalt som kærlighed, og mente at det skulle være seriøse tekster om problematikker i samfundet, der skulle være i hovedsædet.

Dette gjorde også at de svenske tv-seere kunne zappe mellem de to begivenheder på SVT 1 og 2.

Den stærke kritik af ESC fra venstrefløjens musikere var reel nok. For de penge som SVT skulle bruge på ESC, svarede til at det statslige svenske tv-selskab kunne producere 50-100 programmer, som dækkede forskellige musikalske genrer, og som også kunne tage udgangspunkt i de forskellige svenske regioners musikalske særkende. Og, dette forhold gav også dybe panderynker i SVT.

Men, i sin samtid, havde eks. et tysk band som Kraftwerk i 1974 også meldt sig på kørebanen. For med gennembrudspladen ”Autobahn” skildrede de rationelt lyden af en folkevogn som kørte på den tyske motorvej, alt imens gruppens medlemmer havde klædt sig ud, som deres forældres generation, der var unge under 2. verdenskrig.

Læs også: Kraftwerk: Den tyske hyldest til motorvejen fylder 50

Og, alt imens de engelske journalister var helt vilde med gruppen, der ville tale om tysk identitet og lyden af Tyskland, var der stor opstandelse i hjemlandet, som fejlagtig stemplede bandet som være nynazister, da Kraftwerk, i modsætning til agitpropmusikerne, ikke ønskede at belære folk om hvad der var den rette lære, men nærmest i Luthers ånd, selv at finde vejen til hvad der er sandt eller falsk.

Tilbage i Sverige, og Den Svenske Schlagerkrig. Den årlige Melodifestivalen blev afviklet igen, hvilket i1975 udgaven af den, blandt andet bød på ABBA-drengenes komposition ”Bang-A Boomerang”, der blev fremført af Svenne og Lotta, og ”Michelangelo” af Björn Skifs, hvilket var den første svenske musiker, som toppede Billboards hitliste, med sin coverversion af ”Hooked on a Feeling”.

Læs også: ABBA: Waterloo blev ikke den musikalske endestation

Vinderen blev dog noget overraskende Lasse Berghagen med sin ”Jennie, Jennie”. Med dette valg, så følte SVT sig også sikker på ikke at vinde en gang til på hjemmebane.

I 1976 meldte SVT fra overfor at deltage i ESC. Officielt pga. de store økonomiske udgifter der var forbundet med at være værtsland året forinden.

Uofficielt, pga. den store modstand de havde mødt fra agitpropmusikerne. Men, dette var åbenbart den bedste medicin de kunne give befolkningen i et land, hvor det at se ESC kan sættes lig med amerikanernes hang til at se Super Bowl.

For svenskerne havde det dårligt med denne beslutning, og allerede året efter var Sverige at finde igen i Eurovision Song Contest, hvor de dog sluttede allersidst med sølle to point fra Vesttyskland. Og, svenskerne fandt først melodigrandprixformlen i 1984 da Herreys vandt med ”Digge-loo, Digge-ley”. Så selvom ABBA generelt set har haft stor betydning for udviklingen af ESC, så gik der mange år, før svenskerne var tilbage på sporet.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Sverige i Eurovision

Med syv sejre, er Sverige sammen med Irland, det mest vindende land i ESC.

Lær mere

ABBA

Waterloo blev ikke endestationen for den svenske pop gigant gruppe.

Lær mere

Intervision Song Contest

Østblokkens modsvar til Eurovision Song Contest var en kortvarig succes.

Lær mere

Indlægget Eurovision: Den Svenske Schlagerkrig – Melodifestivalen 1975 blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.