|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I år vender Eurovision Song Contest tilbage til Wien. Men siden Conchita Wursts sejr i 2014 taler mange folk om at vi er på vej ind i en ny verdensorden. Og, den liberalisme som Conchita Wurst symboliserede er nu på vej ud for en mere konservativ dagsorden.

Dette paradigmeskifte ses også i musikvideoerne fra årets deltagerlande, hvori mange er optaget i mørke kontekster. Som dermed også virker som en slags metafor for den tid vi lever i.

EBU har siden 2023 forsøgt at neddrosle begreber som diversitet og inklusion til fordel for at det som forener os, er musikken. Og, det skal forstås bogstaveligt talt, for da årets svenske deltager FELICIA ytrede at hun ikke synes at Israel skulle deltage i årets ESC, så blev kvinden der lider af social angst, offentlig udskammet af EBU.

Det skete da unionen forlangte at hun kun holdt sig til at tale om musik og ikke måtte tale om musik. Efterfølgende bad de SVT om at sørge for at hun får noget medietræning.

Hvor der tidligere har været mange LGBTQ+ deltagere er feltet mere indskrænket i år. Ligesom de tekster som handler om kvinder. Ikke handler så meget om emancipation. Men i stedet for om deres rolle som gode og beskyttende mødre.

I krisetider har folk det med at vælge forskellige former for eskapisme. Nogle finder håb i nostalgien. Andre i gotikken med masser af smerte og hjerte. Endelig er der nogle prøver at flygte fra hverdagens trivialiteter.

Udfordringer i en krisetid

For ORF har det heller ikke været en nem opgave at stå for arrangementet i år for hvem vil komme og hvem vil boykotte ESC i år. Til positivsiden tæller det at de mere konservative signaler fra EBU har fået tre lande til at vende tilbage i konkurrencen. Imens fem lande har valgt konkurrencen fra i år pga. Israels deltagelse.

Selvom EBU og ORF vil nedtone dette forhold, så vidner det om at der stadig er kaotiske forhold i forhold til ESC. Hvilket startede med at tre autoritære lande, Ungarn, Belarus og Rusland, begyndende fra 2019-2022, af forskellige årsager ikke er at finde længere i konkurrencen.

Det som EBU kan trøste sig med, er at Eurovision Song Contest førhen har gennemgået alvorlige kriser i dens 70-årige historie, og overlevet dem alle.

Østrig i Eurovision Song Contest

Alpelandet debuterede i 1957. Siden da har Østrig deltaget 57 gange. I dette indlæg har jeg valgt seks historiske bidrag og årets sang. Grunden til at det netop blev disse numre skyldes primært at der er nogle spændende historier knyttet til dem.

Jeg har derfor udeladt to vindersange. “Merci, Chérie” af den legendariske østrigske sanger Udo Jürgens, der optrådte tre år i træk fra 1964-1966. Og, sidste års vindersang ”Wasted Love” af JJ, da denne allerede er blevet omtalt i en anden blog.

Derudover er der heller ikke vundet plads til nogle af de østrigske sange jeg har lyttet mest til.

Dette drejer sig om “Sonntag” af Mess (1982). “Hurricane” af Westend (1983). “Kinder dieser Welt” af Gary Luz (1985). “Loin d’ici” af Zoë (2016). Og, “My Little World” af Waterloo and Robinson (1975), som jeg har fået ørerne op for de sidste par år. Til gengæld er der så blevet plads til nogle andre.

KAROL GOTT: Tausend Fenster (1968)

I 1968 startede Alexander Dubček ”Foråret i Prag”. Han ønskede at reformere det kommunistiske system, så det blev mere demokratisk. Og gav større frihed til borgerne.

For at støtte liberaliseringen af samfundet i Tjekkoslovakiet valgte ORF,at sende Karol Gott, afsted til London. Den Gyldne Stemme fra Prag skulle fremføre”Tausend Fenster”. Hvilket endte som nummer 13 ud af 17 deltagere.

Nummeret, der var skrevet af Østrigs første ESC-vinder Udo Jürgens, var meget symbolsk. Den handler om naboer, der ikke kender hinanden. Hvilket var en skjult reference til jerntæppet i sangen.

Derudover bruges vinduer som et billede på, at mennesker får en mulighed for at se verdenen. Tænke frit. Og få nye perspektiver på tilværelsen.

I sin samtid blev sangen ofte tolket som et billede på Dubčeks reformer. Hvor folket håbede på mere åbenhed. Og mindre censur i Tjekkoslovakiet.

SCHMETTERLINGE: Boom boom boomerang (1977)

Protestgruppen Schmetterlinge stillede i 1977 op for Østrig. Det skete da de i London sang “Boom Boom Boomerang”.

Nummeret er dels en satirisk kommentar til Eurovision. Men er også en kritik af hvordan musikindustrien producerer hits på.

I stedet for at synge en klassisk kærlighedssang gør teksten grin med konkurrencens formel og gentagelser.

Hovedidéen er, at mange Eurovision-sange er ens og forudsigelige. At de bruger de samme banale ord og rim. Samt at sangen skal være let at huske og gentage. Dette medfører at sangskrivere og producenter konstruerer en simpel melodi som er skabt efter den samme opskrift.

Derfor bruger Schmetterlinge enkle ord. Gentager omkvædet mange gange. Og prøver at lave noget der kommer tilbage som en boomerang (en ørehænger). Ved at gøre det, så bliver kunstneren nærmest reduceret til et produkt. Hvori producenter og branchefolk bestemmer hvad der skal synges.

Dermed kritiserer sangen ikke kun Eurovision, men også popindustriens kommercialisering og den måde kunstnere kan blive brugt som redskaber i et markedsapparat.

Boom Boom Boomerang ses i dag som et tidligt eksempel på meta-pop i Eurovision Song Contest, da den kritiserer hitmaskinen, samtidig med at den deltager i Europas største popkonkurrence.

I sin samtid synes nogle at den var morsom og intelligent. Andre mente at sangen var for ironisk og gjorde for meget grin med konkurrencen. I østrigsk og tysk presse blev sangen beskrevet som en satirisk venstreorienteret kulturkritik om hitfabrikation og pladeindustriens kynisme i jagten på en popsucces.

Mange tv-seere fangede dog ikke disse pointer da teksten primært blev fremført på tysk. Og at satiren var ret subtil. Derfor blev den opfattet som en lidt fjollet popsang, der var for kabaretagtig og teatralsk med de marionetlignende figurer på scenen. Ud af 18 bidrag, endte Schmetterlinge med at få en 17. Plads.

SIMONE: Keine mauern mehr (1990)

En måneds tid efter at Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov i 1989 havde givet Østtysklands leder Erich Honecker dødskysset, faldt Berlinmuren. En sneboldeffekt startede og rullede igennem mange kommunistiske lande som oplevede et politisk magtskifte i de følgende uger, indtil det kulminerede i Rumænien da Ceaușescu-parret i julen blev henrettet.

Da Eurovision Song Contest nogle måneder senere stemplede ind for første og sidste gang i Jugoslavien i 1990, så var det et Europa som var præget af en stor grad af lykkefølelse, da der var et stort håb om fred, åbenhed og sammenhold.

Det handlede nu om at bryde de barrierer som i årtier havde været mellem mennesker på de to sider af Jerntæppet. Samt det forhold om nu at lægge de politiske og følelsesmæssige skel bag sig og se fremad.

I den italienske vindersang ”Insieme: 1992” sang Toto Cutugno om vigtigheden om at forene Europa i EU to år senere (Hvilket Danmark i første omgang dog ikke vil ratificere). Og, mange andre landes bidrag handlede om frihed i et nyt Europa.

Det gjaldt også for det østrigske bidrag “Keine Mauern mehr”, som blev fremført af Simone Stelzer. Et nummer som samtiden dengang betragtede som en klassisk, lidt højtidelig popballade om den nye politiske situation i Europa. Og, som sluttede midt i feltet da den blev nummer 10.

Optimismen efter Berlinmurens fald forduftede dog et års tid efter, da borgerkrigen i Eksjugoslavien brød ud. Og, i dag er der blevet bygget en ny lang mur gående fra Finland ned til Slovakiet.

ALF POIER: Weil der mensch zahit (2003)

Østrig stillede i 2003 op i ESC med kabaretkunstneren og standupkomikeren Alf Poier. Han fremførte et dadaistisk inspireret nummer med det sloganagtige budskab ”Fordi menneskeheden er den, der tæller”.

På scenen i Riga leverede han en absurd satirisk kritik af moderne samfund, hvor han kombinerede naive tegninger, sang, nonsens-filosofi og provokation. Pointen var at vise offentligheden, hvor arbitrær kultur, kunst og argumention kan være.

Tilmed var ”Weil der mensch zahit” en skarp kritik af politisk korrekthed og moralsk selvhøjtidelighed. For hvor tit møder vi ikke mennesker som fremhæver humanistiske værdier, men som i praksis handler stik modsat.

I sangteksten spiller dyr en central rolle som satiriske metaforer. Da de bruges til at kommentere menneskelig adfærd og samfundets værdier.

Poier mener at dyr opfører sig mere ærligt og naturligt end mennesker, da de følger deres instinkter. Mennesket derimod, taler om moral og humanisme, men opfører sig ofte hyklerisk ved at gøre brug af slogans som ”Weil der mensch zahit”. Dermed bliver dyrene et spejlbillede på menneskets selvmodsigelser, da både dyr og andre mennesker i virkeligheden bliver dårligt behandlet.

Kabaret og Stand-Up som et politisk redskab

Med sin optræden ved Eurovision Song Contest skrev Alf Poier sig ind i en lang tradition i tysktalende lande. Både på den østrigske og tyske kabaretscene opereres der fra scenekanten i langt højere grad med filosofisk og politisk satirisk indhold, end den man kan opleve i dansk stand-up, der oftest er bygget op omkring personlige oplevelser og hverdagsobservationer. Og, som sætter inspirationen fra amerikansk comedy ind i en dansk kontekst.

Grunden til denne forskel skyldes primært den historiske kontekst. I begyndelsen af 1900-tallet i Wien var Karl Kraus en toneangivende kunstner, der brugte kabareten til at kritisere presse, propaganda og angribe politisk hykleri. Dermed blev kabaret fra dag et en platform for intellektuel samfundskritik. Dette mønster er forsat til i dag, hvor lange monologer, filosofiske refleksioner, og politiske analyser gennemsyrer den østrigske stand-up.

I Danmark derimod, udviklede kabareten sig i af starten af det 20. århundrede primært på Nørrebros teater. Der bestod indholdet typisk af lette satiriske sketches, karikaturer af politikere og samfundstyper, og humoristiske sange. Senere hen dyrkede Cirkusrevyen I en lang årrække ordspil og genkendelige hverdagssituationer, hvor det var Dirch Passer og Kjeld Petersen som stod for underholdningen. Fokuseringen på hverdagshumor bygget op omkring personlige erfaringer er forsat til i dag hvor Casper Christensen, Anders Matthesen og Mick Øgendahl har stået for denne udvikling.

Hvor man i Danmark mere har lagt vægt på revykultur, folkelig satire og senest personlig stand-up, så er det mere den filosofiske og politiske kabaret man ser i Østrig og Tyskland.

Europa tog godt imod Alf Poier

Modsat Schmetterlinge, der i 1977 endte med at få en bundplacering, så lykkedes det Alf Poier i 2003 at få Europa til at grine, da han endte med at få en flot 6. plads.

CONCHITA WURST: Rise Like a Phoenix (2014)

I 2014 stillede Østrig op i København med den skæggede Drag Queen Conchita Wurst, som vandt Eurovision med nummeret “Rise Like a Phoenix”.

Allerede før showet gik i gang på Refshaleøen var der underskriftsindsamlinger i lande såsom Rusland og Belarus, der gik på at artisten ikke skulle have lov til at optræde. Eller i det mindste, redigeres ud af tv-udsendelsen, fordi man fandt hendes fremtoning stødende.

Den armenske deltager Aram var heller ikke positivt stemt, da han først udtalte at Wursts livsstil “ikke var naturlig”. For så efterfølgende at trække udtalelsen tilbage med en undskyldning, hvortil han supplerede at hans tidligere kommentarer havde været ment som en joke.

Modsat så opfordrede vestlige medier som New Statesman og International Business Times deres læsere til at stemme på Wurst, da det også var en stemme imod russisk homofobi og transfobi.

Og, inde i de gamle B&W-produktionshaller hvor ESC blev afholdt, var der en gigantisk pibekoncert da Ruslands repræsentanter Tolmachevy Sisters gik på scenen, af samme årsag.

LGBTQ+ samfundet bliver forfulgt i Rusland

Dette skyldtes den såkaldte “anti-LGBT propaganda-lov” der blev gennemført i Rusland i 2013. Officielt hed den ”Lov med det formål at beskytte børn mod information, der går ind for en benægtelse af traditionelle familieværdier”.

Selv om loven oprindeligt officielt kun gjaldt for mindreårige, var det nu muligt for det autoritære styre i Moskva at straffe folk som spredte “propaganda af ikke-traditionelle seksuelle forhold” til børn og unge.

Konkret kunne lovens håndhævere nu censurere enhver positiv eller neutral fremstilling af LGBTQ+-personer i medier og kultur. Herunder kunst, film, reklamer, bøger og offentlige demonstrationer. Hvilket også betød at de nu kunne arrestere aktivister, og lukke organisationer, der talte om LGBT-rettigheder.

Disse tiltag ses af menneskerettighedsorganisationer som en fortsættelse af Putin-regeringens strategi med at fremstille LGBT-rettigheder som ubehagelige vestlige værdier og beskytte “traditionel familie” som fundamentet for det russiske samfund. Og, en måde på at institutionalisere diskrimination og skabe et klima, hvor homofobi blev socialt acceptabelt eller endda opmuntret.

Senere hen er der yderligere strammet op på anti-LGBT propaganda-loven, som nu gælder alle.

Delte meninger om Wursts sejr

“Rise Like a Phoenix” fik mange stemmer, specielt fra de vesteuropæiske lande, samt Georgien og Ukraine, som Rusland i 2008 og 2014 havde udført militære aktioner i.

Efterfølgende var kritikken mod Conchita Wursts sejr hård, specielt i stærkt konservative kredse, især i Østeuropa.

Den daværende formand for Tyrkiets udenrigsudvalg, Volkan Bozkır, bemærkede at “Gudskelov deltager vi ikke længere i Eurovision”.

Jarosław Kaczyński, lederen af Polens nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti, sagde, at “Conchita Wurst er et symbol på det Europa, jeg ikke ønsker. Mit Europa er baseret på kristne værdier”.

Ruslands vicepremierminister Dmitrij Rogozin skrev på Twitter, at resultatet “viste tilhængere af europæisk integration deres europæiske fremtid: en skægget pige.

Næstformanden for Ruslands Kommunistparti, Valerij Rashkin, mente, at “Det seneste Eurovision-resultat udviskede vores tålmodighed. Vi kan ikke tolerere denne endeløse vanvid”.

Endelig erklærede ultranationalisten Vladimir Zhirinovsky, “Der er ingen grænser for vores forargelse. Det er slutningen på Europa” og tilføjede senere, at “For halvtreds år siden besatte den sovjetiske hær Østrig. Vi begik en fejl ved at befri Østrig. Vi burde være blevet.”

Wursts reaktion på kritikken

Som reaktion på disse kritikere udtalte Conchita Wurst: “Det er så latterligt! For mig ville en perfekt verden være, når vi ikke behøver at tale om seksualitet, hvor man kommer fra, hvad man tror på. Er det det værste, politikerne tænker?”.

Set i det lys, er den James Bond-agtige sang ”Rise Like a Phoenix” et yderst relevant vidnesbyrd om at basale menneskerettigheder stadig står svagt. I teksten møder vi en Kristus-lignende figur, som kan være et billede på kunstneren selv, der rejser sig som en føniks ud af asken, med styrke og selvtillid efter at være blev slået ned.

TEYA & SALENA: Who The Hell Is Edgar? (2023)

Sangen er en humoristisk kritik af den moderne musikindustri og livet som kvindelig sangskriver.

Teksten leger med idéen om, at den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe “sidder i kroppen” på sangens fortæller, og skriver sangen for hende.

Hvilket kan tolkes som en metafor for, hvordan kreativitet kan føles som om den kommer fra et “spøgelse”. Men også at hvis det er en mand som har skrevet sangen, så er det mere værd end hvis en kvinde har gjort det tilsvarende.

Men hvor kunstneren i Schmetterlinges sang Boom boom boomerang var reduceret til kun at optræde som en marionetdukke, da musikbranchen tager sig af resten. Så tjener kunstneren nu ingenting for sin optræden.

På Spotify får sangskriveren “zero dot zero zero three” dollars (0,00316 $ pr. stream). Eller stort set ingenting.

I Liverpool blev Teya & Salena heller ikke belønnet for deres ”Who The Hell Is Edgar?” da den endte på en beskeden 15. plads, efter på et tidspunkt at have været betragtet som en sort hest til at vinde konkurrencen.

Til gengæld fik den ene halvdel af duoen oprejsning da Taya (Teodora Špirić) sammen med Thomas Thurner og JJ skrev den østrigske vindersang i 2025 ”Wasted Love”, som sidstnævnte sang til sejr i Basel.

COSMÓ: Tanzschein (2026)

Østrig stiller i år op med Cosmó, som blev født som Benjamin Gedeon i nabolandet Ungarn for 19 år siden.

“Tanzschein” er humoristisk kommentar til de mange diskoteker hvor folk ikke danser. Men har mere travlt med at se cool ud eller at filme sig selv, end at turde slippe sig selv løs på dansegulvet.

Derfor er det vigtigt at uddele “Tanzschein” som kan forstås som en slags invitation til de folk som vil danse. Og, dermed også medvirke til at andre får lyst til at være en del af et fællesskab som er kreative og har det sjovt.

Tanzschein i et historisk perspektiv

Selvom “Tanzschein” er et ordspil som Cosmó har opfundet, så har ideen om noget der minder om det, eksisteret længe.

For at kunne deltage i nogle bestemte baller eller dansearrangementer skulle man i nogle østrigske byer i det 19. århundrede have en slags officiel tilladelse eller medlemskort.

især 1800- og begyndelsen af 1900-tallet skulle man i nogle byer faktisk have en slags officiel tilladelse eller medlemskort for at deltage i bestemte baller eller dansearrangementer.

Udover at have fået tildelt en invitation skulle personen kunne danse nogle bestemte danse, som eks. vals, og følge meget strenge sociale regler, for at kunne deltage.

Nogle østrigske kulturkommentatorer mener derfor at “Tanzschein” også er en kommentar til Wiens gamle, aristokratiske dansekultur, hvori der er en kontrast og sammenhæng mellem klassiske baller og moderne klubber. Samt ideen om, at man stadig skal føle, at man skal have en “tilladelse” for at være med.

Derfor rammer sangen en ret typisk østrigsk selv-ironi, hvori landet med de elegante wienervalse sender en absurd klubsang om danse-licenser.

For at opsummere, så kan Tanzschein ses som en humoristisk klubsang om at bryde nogle sociale barrierer og turde slippe sig selv løs.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Francos Spanien i ESC

Den spanske autoritære nationalistiske leder ønskede at vinde ESC for enhver pris.

Lær mere

Sverige i Eurovision

Med syv sejre, er Sverige sammen med Irland, det mest vindende land i ESC.

Lær mere

Schweiz i Eurovision

Med syv sejre, er Sverige sammen med Irland, det mest vindende land i ESC.

Lær mere

Indlægget Eurovision: Før ESC 2026 – Østrig i Eurovision Song Contest blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I filmen møder vi en gruppe amerikanske jøder som er taget på en holocausttur til Polen. Dels for at ære deres fælles forfædre, men måske i endnu højere grad, at få bearbejdet deres egne nutidige sorger.

Følsomme mennesker i en lukket cirkel

På en af de bedre hoteller i Warszawa møder vi den kønne midaldrende kvinde Marcia, som bliver spillet af Jennifer Grey. Kvinden som i firserne dansede Dirty Dancing med Patrick Swayze. Ligesom i virkelighedens verden er hun i filmen lige blevet skilt.

Grunden til at hun er med på turen er fordi hun vil hylde hendes gamle mor som overlevede den koncentrationslejr hun befandt sig i under krigen.

Overfor hende sidder et pensioneret ægtepar. De kan ikke overgå hendes historie, men konen får dog tilføjet at hendes mands forældre flygtede fra Polen i god tid før krigens udbrud.

Så er det Eloges tur til at introducere sig selv. Han ligger ud med at fortælle at han som en lille dreng sammen med sin mor undslap folkemordet i Rwanda i halvfemserne.

Efter at være ankommet til USA som flygtning mødte han nogle venligsindede jøder og dette var grunden til at han skiftede religion til jødedommen. Denne historie går rent ind i den lille forsamling, der smilende anerkender ham.

Til slut er det så filmens to hovedkarakterer, de jævnaldrende fætre David Kaplan og Benji Kaplan, der ligesom Eloge har rundet de første 30 første år af deres liv, som skal fortælle lidt om dem selv.

Det bliver dog til en lettere kaotisk præsentation da den udadvendte og mere forstyrrende Benji tager ordet fra hans mere følsomme og indadvendte fætter. Og får ham præsenteret som en fyr der sælger marketingsbannere til brug på nettet, imens han undviger fra at fortælle om hvad han selv går og laver.

Grunden til at fætrene, som ikke har talt sammen længe, er taget afsted på en tur til Polen, er fordi deres netop afdøde bedstemor (der også havde overlevet krigen i en koncentrationslejr) havde doneret nogle penge, så de kunne se hendes barndomshjem.

Warszawa

Smertens turleder er en britisk-indisk lærd fra Oxford universitet som er uddannet indenfor østeuropæiske studier.

Han indleder hans tur i Warszawa foran Ghettoopstandens monument for at synliggøre at jøderne ikke bare var svage ofre. Men som også var heltemodige mennesker der gjorde oprør mod nazisterne i 1943.

Videre på sin guidede tur i Warszawa kommer han ind på de modernistiske bygninger fra Sovjettiden. Og beretter derefter om en by som er genopstået som en anden Fugl Fønix.

Alt imens dette sker prøver Benji at kurtisere Marcia, der stadig ikke er hel klar til at komme videre efter hendes mand ud af blå havde forladt hende. Dette vil David efterfølgende gerne høre mere om.

Ved det store Warszawaopstandens monument beretter han om at Sovjetunionen lod polakkerne i stikken i deres kamp mod nazisterne. Dette fik katastrofale konsekvenser, da 90 procent af byen blev brændt ned til grunden.

Benji som ikke er så meget til historiske facts, samler nu gruppen foran monumentet til at taget en typisk turist selfie.

Foran det store værk kommer de nu til at stå i nogle akavede situationer. De går nu igang med at lave en selvfortolkning af værket.

David er ikke er så begejstret, da monumentet handler om at få folk til at reflektere over polakkernes skæbne.

Men med ordene om at vi var også på polakkernes side, så overbeviser Benji sin tvivlende fætter David.

Lublin

På vej mod Lublin er det så Benjis tur til at blive forarget. Gruppen, som er de eneste der rejser på første klasse, sidder og og spiser morgenmad sammen.

Dette synes Benji er forkastelig når tanken går på de jøder som blev fragtet som kvæg til koncentrationslejrene. Han mener at de derfor skulle være mere ydmyge, og forlader forsamlingen i raseri, da han mener at det rigtige udtryk er at rejse på anden klasse sammen med de lokale. David forlader derfor forsamlingen for at trøste sin fætter.

På den jødiske kirkegård i Lublin forsætter han sin konflikt som han lader gå ud over rejselederen. Selvom det egentlig bunder i at han mangler en kæreste som kan tage sig af ham.

Han er træt af at høre på akademiske udredninger, men vil have at gruppen skal gøre noget sammen. Og at de også skal mænge sig mere med polakkerne som bor i landet.

Turguiden som forståelig nok bliver en anelse groggy over denne vredesudbrud siger at han tager kritikken til sig. Og gruppen får nu til opgave at finde en sten som de kan placere ovenpå gravstenen af den vigtigste jøde som er begravet der.

Den sidste nadver

I en af Lublins mange hyggelige restauranter i den idylliske gamle bydel af byen er gruppen nu forsamlet over en middag.

Efter en omgang small talk som handler om hvordan deres familier var steget i graderne efter at de var ankommet til Amerika, kammer det igen over for Benji.

Da han ikke indirekte bryder sig om at blive sammenlignet med en taber. Han begynder nu at bøvse højlydt inden han forlader selskabet for at gå på toilet.

Fætteren David som igen føler sig pinlig berørt over hans opførsel undskylder overfor forsamlingen. For ham så er Benji både en person som han holder af, hader, og har lyst til at slå ihjel på samme tid.

Inden han så både fortæller om sit intetsigende liv med en yndig kone og barn. Til sidst kommer han ind på at Benji prøvede at tage livet af sig selv for et halvårs tid siden. Hvilket gør ham pinlig til måde, da han føler at han har sagt for meget.

I baggrunden bliver samtalen nu afbrudt af Benji der begynder at spille klaver, og sam et tegn på at han har overhørt fætterens bekendelse.

A Real Pain

Mødet med Majdanek koncentrationslejren, som ligger lidt udenfor Lublin, bliver en hård oplevelse for turens deltagere.

Turlederen James konstaterer tørt inden de skal ind og se lejren at det er den mest velbevarede af dem alle i Polen, da nazisterne ikke nåede at slette deres spor, pga. de havde brugt tiden på at flytte fangerne inden Den Røde Hær kom.

Senere forklarer James at fangerne fik deres hår barberet af inde i mændenes omklædningsrum inden de blev ført ind i gaskammeret. Grunden til at der er nogle markante og meget synlige blå farver på væggene skyldes gassen.

På vej væk i minibussen er alle berørte, og Benji er sønderknust og græder alt hvad han kan. Efterfølgende da bussen er ankommet til hotellet i Zamosc holder James en kort evaluering om hvordan de forskellige deltagere havde det med at være ude i Majdanek. De bekræfter at de alle er meget rystede over hvad de havde set.

Nu er det så tid for holdet at sige farvel til David og Benji, som vil bruge den sidste dag på at besøge deres farmors barndomshjem.

Sidste stop på turen

Benji får her langt mere opmærksomhed end David. Marcia vil gerne holde kontakten vedlige med Benji. Og Eloge synes han er et godt menneske. Og James takker Benji for at han for første gang i sine 4½ år som turguide havde fået en ærlig feedback, inden han giver ham et kram. Da David også regner med at få et af ham vender han om og går ind på hotellet.

Ved bedstemorens barndomshjem får de to unge herrer en venlig påtale om ikke at lægge sten foran hoveddøren. Da det kan være at fruen i huset kan falde over dem. Og det er nu tid til at vende snuden mod Chopin lufthavnen i Warszawa, inden turen går tilbage til USA.

Selvom formålet med turen var at besøge deres farmors hjem, synes der at være en pointe i, at hun gerne ville have at de to fætre skulle forsones igen. Selvom hun vidste at det ville gøre ondt på dem begge.

Efterskrift

Kieran Culkin modtog en Oscar for bedste mandlige birolle ved uddelingen i 2025. Her var filmen også blevet nomineret i kategorien bedste originale manuskript.

Jesse Eisenberg, som også spillede Mark Zuckerberg i filmen The Social Network, blev efterfølgende tildelt et polsk statsborgerskab.

Han fik den af den polske præsident Andrzej Duda, der er meget begejstret for filmen. Hvilket er forståeligt nok, også virker som en god turistfilm for Polen.

Deruover indeholder roadmovien mange brudstykker af Chopins klaversonater som baggrundsmusik,

Samme begejstring havde hans Lov og Retfærdighedsparti ikke da den polske film Ida vandt en Oscar i 2015.

Efter deres øjne er filmen alt for kritisk overfor polakkernes ageren under Anden Verdenskrig.

Efterfølgende indførte de en lov hvori folk kunne risikere en fængselsdom, hvis man mente at der har været polakker som var indblandet i holocaust.

Senere blev Jesse Eisenberg spurgt ind til i et amerikansk underholdningsprogram, hvordan han havde det med at have fået et polsk statsborgerskab.

Dette var han nu ikke så begejstret for, da Donald Tusk nu vil have alle polske mænd indkaldt til militærtræning.

Dette beroligede Tusk ham med på sociale medier, ved at sige, at ordningen er frivillig. Og at han ville få en brugbar træning som han eventuelt kan bruge i en anden rolle.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Jøden og Nazisten

Pianisten Władysław Szpilmans møde med Wilm Hosenfeld bliver mindet i Warszawa.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Ida

Skeletterne fra fortiden vælter ud af skabene i den prisvindende polske tante-niece roadmovie.

Lær mere

Indlægget Film: A Real Pain – En rejse Via Dolorosa i nutidens Polen blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

På det der engang var en central kampscene i Warszawa under Anden Verdenskrig er der nu blevet indviet et nyt og tiltrængt Museum for Moderne Kunst.

Polens mørke fortid

Polens historie er bestemt ikke hyggelæsning for hverken børn eller svage sjæle, da den rummer mange eksempler på en mørk fortid. Dette afspejler sig også i kunsten man kan erfare i Museum for Moderne Kunst.

Som en direkte konsekvens af Den Tysk-Sovjetiske Ikke-angrebspagt begået af staternes udenrigsministre Joachim von Ribbentrop og Vjatjeslav Molotov den 23 august 1939 gjorde det muligt for Tyskland at angribe Polen en uge efter.

Da en del af aftalen havde markeret hvilke geografiske interessesfærer de to stater havde på forhånd.

Dette betød også af en femtedel af Polens befolkning døde under Anden Verdenskrig. Og at mange af landets hovedstad var lagt i ruiner.

LEGO koncentrationslejr (1996)

”Aldrig igen må Auschwitz eller noget lignende gentage sig!” udtrykte en af Frankfurterskolens foregangsmænd Theodor W. Adorno sig efter Anden Verdenskrig.

I Zbigniew Liberas værk LEGO imiterer han udtryk og designet af 7 karakteriske LEGO SYSTEM bokssæt.

Han reflekter over Nazi dødsmaskinen, som den udspillede sig i den sydpolske koncentrationslejr, ved at forbinde den til massekultur.

For Libera er LEGO klodser symbolet på nogle korrigerende enheder som er med til forme hvordan vi ser kroppe. Og som er med til at disciplinere forestillingsevnen i en bestemt retning.

Ved at bruge LEGO til at bygge en koncentrationslejr med, forandrer det også vores blik på hvordan brikken kan forstås.

Kulturpaladset (1953)

Ved siden af Museum for Moderne Kunst ligger den store bygningsværk Kultur og Videnskabspaladset. Det var “en gave” fra Josef Stalin. Men også en evig påmindelse om ham.

To år før den stod færdig i 1995 malede Wojciech Fangor dette maleri. Her er tårnet i bygningen blev vendt 180 grader om. Og som en anden gul missel er den nu ved at ramme jordens overflade.

Venskab (Monument for Polsk-Sovjetisk venskab) (1954)

Alina Szapocznikows socialistisk realistisk skulptur fra 1954 stod i årene fra 1955 – 1992 inde i hovedsalen i Kultur og Videnskabspaladset.

Formålet med propagandaværket var at illustrere de to nationers fælles skæbne som to broderlande der sammen har gået meget igennem.

Her lægger den lidt større sovjetiske soldat armen om halsen på den polske arbejder.

Efter afslutningen på kold krig blev skulpturen beskadiget. Derfor er en af armene på begge af de to mænd ikke længere at se. Ligesom flagene de holdte er væk.

Det skete som en del af en bølge i Polen i starten af halvfemserne som gik ud på at fjerne genstande som mindede folk om kommunisttiden.

I mange år var der ingen der vidste hvad der var sket med skulpturen. Men i 2019 kom den til salg på en aktion. Hvor den blev solgt for en høj pris. Og, i dag er skulpturen, med sin nye betydning, at finde på Museum for Moderne Kunst i Warszawa.

Familie Modul (2024)

Goshka Macugas værk er inspireret af den argentinske performancekunstner Oscar Bonys opførelse Arbejderklassefamilien fra 1968.

I stykket havde Bony hyret en famile til at sidde med deres barn på en sokkel inde i et museum. Modellerne fik det dobbelte i løn en faderen fik for sit arbejde som fabriksarbejder.

I Magucas værk er faderen udskiftet med en kvinde, for at markere den socialistisk realistisk opfattelse af kvindens position i efterkrigstidens samfund.

Usynlige kvinder af Solidaritet (2009-2010/2025)

Solidaritetsbevægelsen startede en demokratisk revolution mod det siddende styre. For Sanja Ivekovic blev kvinderne dog glemt i tiden efter kold krigs ophør.

Hun modificerede derfor en berømt polsk valgplakat fra 1989 som blev udført af Tomasz Sarnecki.

I westernfilmen High Noon holder Gary Cooper en stemmeseddel. Denne mandelig figur har Ivekovic så skiftet ud med en kvindelig. For at få de glemte kvinder frem i lyset igen.

Billeder fra Øje for Øje serien (1998/2025)

I Artur Żmijewskis fotografier fra sluthalvfemserne bliver vi præsenteret for nogle foruroligende portrætter af muterede menneskeskikkelser.

Kunstnerens kommentar er meget lig andre i tidsperioden. Som havde det svært med fra den ene dag til den anden, at skulle vænne sig til demokrati, frie markedskræfter, polarisering og brutalisering.

Og, hvor befolkningen bevægede sig ind i et nyt samfund med overskud, vold, og lovovertrædelser.

Ved at udstille disse deforme mennesker, ønsker han at dette vil fremme værdier, såsom omsorg, lige muligheder for alle, og fælles støtte.

Spot (2016)

I 2016 nægtede Polen at tage imod 6182 kvoteflygtninge, som EU havde besluttet landet skulle gøre i 2015 pga. flygtningekrisen.

Ifølge kunstneren William Pope.L, som er tv-spottet som viser hans kommentar til denne beslutning, en gave til det polske folk fra en mærkhudet immigrant.

I indslaget ser man en polsk embedsmand banke nogle voodoo lignende figurer på bordet. Alt imens at blodet sprøjter på ham, pga. hans aktioner. Ind imellem bliver der så klippet til nogle almindelige polske kvinder som kigger på.

I indslaget ser man en polsk embedsmand banke nogle voodoo lignende figurer på bordet. Alt imens at blodet sprøjter på ham, pga. hans aktioner.

Ind imellem bliver der så klippet til nogle almindelige polakkere som undrende kigger på det han foretager sig.

Genvind Frihed – Konfisker Magt (Warszawa) (2020)

I 2020 strammede det nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti aboutlovgivningen i Polen, sådan at det næsten nu er umuligt for en polsk kvinde at få foretaget en abort.

Det tekstile banner, som Elektra KB har udformet forestiller tre feministiske krigeriske kvinder. Som er iklædt masker og bærer et flag som minder i designet om Den Teutoniske Orden / Den Tyske Orden, brugte i middelalderen.

Kvinderne repræsenter Den Teokratiske Republik af Moder Jord. Og, hvis du har lyst kan du benytte dig af banneret iforbindelse med demostartioner. Som er lig med de store der var i 2020, i kølvandet på den nye lov.

Mobilisering (2020)

Den argentinske kunstner Mariela Scafati lavede i 2020 denne installation som handler om kvinders abortrettigheder.

Det var ikke bare i Polen der var store demonstrationer i gaderne under COVID-19, men også globalt set i de store byer.

Scafati tilhører en kunstnergruppe Chromoactivismo i Argentina som henter inspiration i farveteorier, og i den modernistiske tradition.

Hver af de udstillede geometiske kvindelige repræsentationer, er en reference til kunstnerens aktivistiske veninder.

Uden titel (Klima) (2023-2024)

Arkivet for Offentlige Protester (A-P-P) er navnet på en borgergruppe, som dokumenterer aktivisme i Polen. Og, som spreder deres billeder og budskaber ud på sociale medier.

Dokumentation i denne serie, som er udstillet på Museum for Moderne Kunst i Warszawa viser fortrinsvis unges kamp for et bedre klima.

Efterskrift

Scenen for moderne kunst har fra statsligt side i Warszawa været spredt ud til nogle mindre gallerier.

Med den 4.500 m2 store og nye Museum for Moderne Kunst er der nu plads og rum til at fordybe sig i samtidskunsten i Warszawa.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om liver i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Afterimage

En film om maleren Władysław Strzemiński, som blev et offer for kommunismen.

Lær mere

Cold War

Varme følelser midt under kold krig på begge sider af Jerntæppet.

Lær mere

Indlægget Polen: Museum for Moderne Kunst i Warszawa blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Nogle er de mest kendte og synlige eksempler socialistisk realisme er at finde i Kultur og Videnskabspaladset (PKiN) og på Forfatningspladsen i Warszawa.

I 1956 blev doktrinen om socialistisk realisme ophævet, da den ny tiltrådte polske kommunistiske regering ønskede at tage afstand fra stalinismen.

Med denne nye regulering af lovgivning fik den polske befolkning større kunstnerisk frihed.

Det var ikke bare inden for arkitekturen de heroiske og hårdtarbejdende arbejdere skulle hyldes. Stilretningen skulle også inkorporeres indenfor kunsten, litteraturen, og poesien.

Socialistisk Realisme på Kultur og Videnskabspaladset

Der er ingen tvivl om at for Stalin var det en stor fjer i hatten at få Polen under sovjetisk kontrol.

At der skulle være et højt tårn i Josef Stalins Kultur og Videnskabspalads, som bygningen hed i dets første leveår, var således hans ide.

Ved sin indvielse i 1955 var det Europas anden højeste bygning, kun over overgået af en tilsvarende bygning i Moskva. På denne måde blev der kommunikeret en samhørighed imellem de to hovedstæder.

Mange fremtrædende medlemmer af det nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti ønsker at bygningen bliver destrueret.

Men pga. den historiske betydning Warszawas ”vartegn” har, kan det ikke lade sig gøre da PKiN er fredet.

I stedet for tydes der til gamle metoder fra kommunisttiden. Der blev der opført høje boligblokke rundt omkring i Polen for at eliminere kirkens synlighed.

På samme måde bliver PKiN i disse år omringet af en af kapitalismens store symboler, de høje business skyskrabere.

Socialistisk Realisme på Forvatningspladsen

I den nærliggende Forfatningsplads blev Europas første moderne forfatning skabt den 3. maj i 1791. I den er der en klar tredeling imellem, den lovgivende magt, den udøvende magt, og dømmende magt.

Også på denne centrale historiske plads i Warszawa, hvor demokratiet blev født, ønskede Stalin at sit store fingeraftryk på. For her skulle socialistisk realisme danne befolkningen om en ny fremtid.

I skyggen af fremtid

Vi lever alle i skyggen af fremtiden, var der en munk der mente for et par hundrede år siden.

Hvis vi glemmer fortiden, vil vi komme til at gentage de samme fejltagelser igen i en modificeret form.

Her til efteråret skal polakkerne til valg. Og, meget tyder pt. på at Lov og Retfærdighedspartiet i samarbejde med de fascistiske grupperinger i parlamentet, kan beholde magten.

I de seneste år er magtens tredeling ved at smelte sammen til et i Polen. Den frie presse er stort set sat ud af spillet. Og, det kan politiske modstandere, også blive det, efter at en lov er blevet gennemført.

Stalin, og ligesindede antidemokratiske personligheder, synes derfor desværre ikke at have levet forgæves.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Afterimage

En film om maleren Władysław Strzemiński, som blev et offer for kommunismen.

Lær mere

Den Sovjetiske Kirkegård i Warszawa

Kirkegården som er opført i socialistisk realistisk stil hylder de soldater der faldt under krigen.

Lær mere

Modernistiske togstationer i Warszawa

I den polske hovedstad findes der mange fine modernistiske togstaioner.

Lær mere

Indlægget Polen: Socialistisk Realisme i Warszawa blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.