|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Grundlaget for museet blev lagt i 1865, da Göteborgs Konstförening skænkede sin kunstsamling til det daværende Gøteborgs Museum i Ostindiska huset. Samlingen bestod især af datidens populære Düsseldorf-maleri og blev kernen i det, der senere udviklede sig til Göteborgs konstmuseum.

I begyndelsen af 1900-tallet fik museet en afgørende drivkraft gennem kunsthistorikeren Axel L. Romdahl. Han opbyggede samlingerne gennem internationale kontakter og støtte fra velhavende donatorer i Gøteborg.

Da samlingerne voksede, blev de gamle lokaler for små. I forbindelse med planlægningen af Gøteborgs 300-årsjubilæum udskrev byen i 1916 en arkitektkonkurrence om det nye kulturcentrum på Götaplatsen.

Museumsbygningen blev tegnet af Arvid Bjerke og Sigfrid Ericson og opført til Jubilæumsudstillingen i 1923. Selve museet åbnede dog først i 1925, efter at interiørerne var færdige, og kunstværkerne var installeret.

Arkitekturen er inspireret af romersk antik og svensk 1920’er-klassicisme. De syv store buer mod Götaplatsen er blevet et af Gøteborgs mest genkendelige vartegn.

En væsentlig del af museets samling skyldes donationer fra Gøteborgs handels- og industrifamilier. Blandt de vigtigste bidragydere var samlere som Pontus Fürstenberg og Göthilda Fürstenberg. Også opførelsen af museumsbygningen blev hjulpet af private donationer, især fra bankmanden Jonas Kjellberg.

Göteborgs konstmuseum

Museet blev udvidet i 1968 med nye udstillingssale og plads til moderne kunst. I 1996 fik det en ny entré med blandt andet Hasselblad Center.

I 2017 blev bygningen fredet som kulturhistorisk monument (“byggnadsminne”), hvilket understreger dens betydning for svensk arkitektur og Gøteborgs identitet.

I dag regnes museet blandt Nordens førende kunstmuseer med stærke samlinger af nordisk kunst samt værker af kunstnere som Edvard Munch, Anders Zorn, Claude Monet og Pablo Picasso.

Når det skrøbelige bliver monumentalt

I Same Moment of Pleasure på Göteborgs konstmuseum arbejder den finske kunstner Hanna Vihriälä med materialer, som de fleste af os normalt overser. Plastperler, sliksnore, syntetiske overflader, industrielle genstande og dekorative detaljer bliver hos hende ikke blot råstoffer, men bærere af en særlig form for poesi.

Resultatet er en udstilling, der kredser om et paradoks: Hvordan kan noget så flygtigt og skrøbeligt fremstå monumentalt? Og hvordan kan noget tilsyneladende overdådigt samtidig virke sårbart?

Same Moment of Pleasure

Allerede ved indgangen møder man værker, der udfordrer forventningen om, hvad skulptur kan være. Objekterne fremstår ved første øjekast som umiddelbart tilgængelige. Farverne er stærke, formerne dragende, materialerne genkendelige. Men jo længere man opholder sig i rummet, desto mere ustabile bliver betydningerne.

En hængekøje lover hvile uden at kunne bære nogen. Et luksuriøst køretøj fremstår både som statusobjekt og skrøbelig konstruktion. Kattefigurer med lysende blikke bevæger sig mellem det humoristiske og det urovækkende. Intet er helt, hvad det giver sig ud for at være. Det er netop her, udstillingen finder sin styrke.

Vihriälä arbejder ikke med symboler i traditionel forstand. Hun leverer ingen klare budskaber og ingen entydige fortolkninger. I stedet skaber hun situationer, hvor beskueren hele tiden må genforhandle sit forhold til det sete. Værkerne lokker med deres umiddelbare skønhed, men nægter at forblive dekorative.

Materialerne spiller en afgørende rolle. Plastperler og syntetiske overflader forbindes ofte med masseproduktion, hobbykultur eller kitsch. Hos Vihriälä gennemgår de en næsten alkymistisk transformation. Gennem et ekstremt tidskrævende håndværk ophøjes de til noget, der både virker værdifuldt og skrøbeligt.

På den måde udfordrer udstillingen også vores forestillinger om værdi. Hvad gør et materiale betydningsfuldt? Er det dets oprindelse, dets pris eller den opmærksomhed, der investeres i det?

Der ligger en stille kritik af samtidens forbrugskultur i disse spørgsmål, men den formuleres aldrig direkte. Kunstneren foretrækker antydning frem for erklæring. Derfor opleves udstillingen heller ikke som politisk i traditionel forstand. Dens styrke ligger snarere i dens evne til at skabe tvivl om de ting, vi normalt tager for givet.

Lys spiller en særlig rolle gennem hele udstillingen. Refleksioner, glimt og skinnende overflader giver værkerne en næsten scenografisk karakter. Beskueren træder ind i et rum, hvor tingene konstant synes at være i bevægelse, selv når de står stille. Det er en kunst, der kræver langsomhed.

Udstillingen lægger op til nærvær

I en tid, hvor billeder forbruges med hastige blik på skærme, insisterer Same Moment of Pleasure på nærvær. Værkerne afslører sig ikke på et øjeblik. De åbner sig gradvist, lag for lag, gennem observation.

Måske er det derfor, udstillingen gør så stærkt indtryk. Den handler ikke blot om objekter, men om opmærksomhed. Om glæden ved at se. Om den korte stund, hvor verden fremstår mere mærkelig, mere kompleks og mere levende, end vi troede.

Titlen Same Moment of Pleasure peger netop mod denne erfaring. Et flygtigt øjeblik af nydelse, fascination eller forundring. Noget, der ikke kan fastholdes, men som alligevel bliver hængende længe efter besøget er slut. Det er en sjælden kvalitet. Og det er den, der gør udstillingen værd at opleve.

Kroppen mellem ideal og frihed: En udstilling om det blik, vi aldrig slipper fri af

Udstillingen Kropp. Ideal, blick, frihet tager udgangspunkt i et af kunsthistoriens ældste motiver, menneskekroppen, men bruger det til at stille et aktuelt spørgsmål: Hvem har retten til at definere, hvordan en krop skal se ud, og hvordan den skal betragtes?

Udstillingen er bygget op omkring tre begreber: ideal, blik og frihed. Strukturen er enkel, men effektiv.

Først konfronteres beskueren med de klassiske idealer. Antikkens harmoniske proportioner, 1800-tallets akademiske nøgenstudier og de skulpturelle kroppe, der gennem århundreder har fungeret som målestok for skønhed.

Herefter flyttes fokus mod blikket. Hvem der ser, hvem der bliver set, og hvilke magtforhold der opstår i mødet mellem kunstværk og beskuer.

Til sidst åbner udstillingen sig mod samtidens mere mangfoldige forestillinger om identitet, køn, seksualitet og kropslig frihed.

Det bemærkelsesværdige er, at museet undgår den moraliserende tone, som ofte præger nutidige udstillinger om identitetspolitik og repræsentation.

Kropp. Ideal, blick, frihet

Værkerne præsenteres ikke som facitlister over rigtige og forkerte holdninger. I stedet inviteres publikum til selv at reflektere over de idealer, de møder.

Samtidig opstår der en interessant spænding i udstillingens grundfortælling. På den ene side søger den at problematisere de klassiske kropsidealer.

På den anden side viser den ufrivilligt, hvor stærkt disse idealer stadig lever videre.

De marmorskulpturer og akademiske nøgenfigurer, som skulle repræsentere fortidens normer, virker påfaldende aktuelle i en tid præget af sociale medier, fitnesskultur og konstant visuel selviscenesættelse.

Dermed bliver udstillingen ikke kun en historie om fortiden. Den bliver også en fortælling om Instagram, influencerkultur og den moderne besættelse af kroppen som projekt.

De stærkeste øjeblikke opstår netop, når historiske og samtidige værker får lov til at spejle hinanden. Her bliver det tydeligt, at kampen om kroppen ikke er ny. Det nye er blot de platforme, hvor den udspiller sig.

Udstillingen er dog ikke uden svagheder. Når den bevæger sig ind i temaet frihed, bliver perspektivet bredere, men også mindre præcist.

En udstilling som vil for meget

Ønsket om at inkludere mange forskellige erfaringer kan til tider få helheden til at fremstå fragmenteret. Man savner indimellem en tydeligere sammenhæng mellem de mange stemmer.

Endnu mere påfaldende er fraværet af kroppen som arbejdende og økonomisk størrelse.

Kroppen fremstilles primært som identitet, begær og repræsentation. Men kroppen er også arbejde, sygdom, slid, alderdom og social klasse.

Disse dimensioner fylder overraskende lidt i en udstilling, der ellers ønsker at undersøge kroppens plads i samfundet.

Alligevel lykkes Kropp. Ideal, blick, frihet med noget væsentligt. Den minder os om, at kroppen aldrig er neutral.

Den er altid genstand for vurdering, længsel, kontrol og fortolkning. Hver generation tror, den har frigjort sig fra fortidens idealer, men opdager siden, at den blot har skabt nye.

Måske er det netop udstillingens vigtigste pointe: Frihed består ikke i at slippe for blikket. Frihed består i at blive bevidst om det.

Efterskrift

Göteborgs konstmuseum er et stort galleri, hvis udstillinger både bærer præg af de historiske donationer gennem tiderne, men samtidig med også prøver at spejle den samtid vi lever i.

Særudstillingerne om kvinder og fotografi, om optisk leg, samt om krop og identitet er hver for sig relevante, men sikkert mere for et kvindeligt end et mandligt publikum.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Matters of dirt and longing

I maj 2026 kunne besøgende hos Röda Sten se årets afgangsudstilling fra HDK-Valand

Lær mere

GYS! Er den levende?

ARKENs udstilling om mennesket og kroppen i en tid, hvor robotter er på fremmarch.

Lær mere

Laibach

Når Propoganda bliver kunst. Laibach live i Filmstudion i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Göteborgs konstmuseum i Göteborg blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Barndomshjemmet er i dag indrettet som museum. Og i pladsen overfor det, er der en skulptur forestillende en siddende Picasso på en bænk.

Den er et yndet fotoobjekt for mange mennesker der gerne vil fotograferes sammen med referencen til mesteren.

Malaga

Det, der dog er mest iøjnefaldende, når man går rundt i Malagas centrum en tidlig lørdag aften, er at mærke hvor vibrerende og levende den er.

For selvom butikkerne genererer en vis form for opmærksomhed. Så er det dog hænge ud steder såsom de åbne pladser, de mange restauranter og cafeer, samt udskænkningsstederne de mange mennesker samles om.

Hvis de ikke går op og ned ad de mange stræder og større gågader, der nu er ved at være fuldt juleudsmykket.

Desværre var der ikke tid for undertegnede at se mere af byen i den spanske sydkyst.

Dette skyldes primært at den utrolig gæstfrie by Granada, med det store venlige ansigt udadtil overfor dets besøgende, blev prioriteret med en ekstra dag, end først planlagt.

Læs også: Spanien: Granada – Andalusiens perle

Men hvem ved, måske går turen tilbage til Malaga om nogle år, når byen bliver værtsby for EXPO2027.

Først er det dog snart tid til at påbegynde den lange rejse hjem fra Andalusien, over Madrid, til Warszawa, hvor det nu bliver mørkt klokken 5 (I Spanien er der pt. lyst til klokken 7).

Lad os nu se, om der sker nogle uventede bump på vejen, hvilket jeg dog ikke tror sker, da toget fra den spanske hovedstad til Malaga, kørte utroligt præcist på vejen hertil. Så, hvorfor skulle der gå kludder i det den anden vej rundt?

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Andalusiske Hund

Salvador Dali og Luis Buñuels kortfilm er et surrealistisk mesterværk.

Lær mere

Dronning Sofias Museum

Picassos maleri Guernica om Den Spanske Borgerkrigs lidelser er museets hovedattraktion.

Lær mere

Joan Miró

Den store spanske maler og skulptør bliver hyldet på hans eget museum i hjembyen Barcelona.

Lær mere

Indlægget Spanien: Malaga – Picassos fødeby blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Tilstede var bl.a. Pablo Picasso, Le Corbusier, og hele André Bretons surrealistiske gruppe.

Af frygt for publikums reaktion, havde Luis Buñuel puttet nogle sten i sine lommer, for at kunne beskytte sig selv. Og, Dali, var skuffet over publikums positive modtagelse, da den gjorde aftenen “mindre spændende”.

Den Andalusiske Hund

Noget af det som gør filmen speciel er, at den er uden et plot og at handlingen ifølge Buñuel skulle være total meningsløs.

Da der ingen grund er til at skulle “dvæle ved det der krævede rent rationelle, psykologiske eller kulturelle forklaringer”. Derudover skulle det være et voldsomt provokerende værk, som forargede biografgængerne.

På trods af disse statements, er der alligevel nogle filmkritikere der advokerer for, at der visse steder i den drømmeagtige skildring er mening i galskaben. Da der er indlagt flere intertekstuelle referencer bl.a. til Dalis eget liv.

Derudover er filmens titel en reference til det spanske ordsprog: “Den andalusiske hund hyler – nogen er død!”.

Filmen blev optaget i Le Havre, og har derfor ikke andet med Andalusien at gøre, andet end overnævnte ordsprog.

Filmen lagde stilen for den moderne musikvideo

DEN ANDALUSISKE HUND var en af den japanske filmskaber Akira Kurosawas yndlingsfilm. Og indenfor musikkens verden har bl.a. David Bowie og Pixies refereret til filmen.

I forbindelse med Bowies turne i 1976, blev den afspillet før de enkelte koncerter gik i gang. Og, i musikvideoen til hans pophit Let’s Dance fra 1982, er det også et link til filmen.

I ”klaverscenen” i DEN ANDALUSISKE HUND, ses en mand som slæber rundt på to klaverer. Denne scene er i musikvideoen blevet konverteret om til at en ung aboriginal dreng, slæber rundt med en bil i den australske hede.

Dette træk er måske ikke så mærkeligt, da filmforskeren Ken Dancyger netop har argumenteret for, at DEN ANDALUSISKE HUND kan være tilblivelsen af den filmstil, der findes i den moderne musikvideo.

”Debaser” er et nummer af Pixies som Kurt Corbain har planket en hel del inspiration fra til Nirvanas gennembrudshit ”Smells Like Teen Spirit”.

Teksten til Debaser hylder den amrikanske rockgruppe, den spanske surrealistiske kortfilmsklassiker. Inden forsangeren Black Francis konkluderer: ”Don’t know about you, But I am un chien Andalusia.’

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Dronning Sofias Museum

Picassos maleri Guernica om Den Spanske Borgerkrigs lidelser er museets hovedattraktion.

Lær mere

Joan Miró

Den store spanske maler og skulptør bliver hyldet på hans eget museum i hjembyen Barcelona.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Film: Luis Buñuel og Salvador Dali: Den Andalusiske Hund blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Dronning Sofias Museum er en kunstmuseum i Madrid, som hovedsagligt fokuserer på moderne spansk samtidskunst.

Hovedværket i museet er det store maleri Guernica, som blev udført af Pablo Picasso i Paris.

Pablo Picasso: Guernica

I Pablo Picassos dystre maleri, bliver den spanske borgerkrigs rædsler udfoldet for fuld lærred. Da maleriet er en kommentar til de tyske og italienske bombardementer af en lille baskisk landsby.

Læs også: Spanien: Malaga – Picassos fødeby

I optakten til Anden Verdenskrig, som nogle historikere i eftertiden har betegnet Den Spanske Borgerkrig, kæmpede andalusiske anarkister, kommunister, socialister og liberale, mod fascisterne der blev anført af den senere diktator Franco som vandt krigen.

Læs også: Eurovision sange fra Francos Spanien

I Franco-tiden forblev maleriet udenfor Spaniens grænser, da Picasso ikke tillod dette. Han var bange for at Franco ville censurerer værket, da han nærede et stærkt ønske om at få det til Spanien.

Så det var først efter at begge personer var døde, at den i første omgang blev bragt til det store Prada museum i 1981, for så at blive en del af Dronning Sofias Museum i 1992.

Og her valfarter tusinder af mennesker årligt fra nær og fren for at se dette kunstværk i Madrid.

Salvador Dali: Den store onanist

I det store Dronning Sofias Museum kan der også ses værker af andre store spanske kunstnere, såsom Salvador Dali og Joan Miró. På billedet ses nogle besøgende foran værket Den store onanist af Dali.

Der er nogle historikere som mener at maleriet kan repræsentere Salvador Dalís stærkt modstridende holdninger til seksuelt samkvem.

I Dalís ungdom havde hans far efterladt en bog med eksplicitte billeder af mennesker, der led af avancerede ubehandlede kønssygdomme for at “uddanne” drengen.

Billederne af de grotesk beskadigede syge kønsorganer fascinerede og forfærdede den unge Dalí. Og han fortsatte med at forbinde sex med forrådnelse og forfald ind i sin voksenalder.

Joan Miró: Månefuglen

I museets indre gårdhave er der udstillet flere skulpturer, deriblandt denne af den spanske kunstner Joan Miró (1893-1983), som var en abstrakt/surrealistisk mester, der både arbejdede med maleri og skulptur.

Denne bronzefigur er en af hans mest berømte skulpturelle værker. Med svulmende øjne, små vinger, et horn på næbbet og en halvmåne på hovedet kaldes den “Månefuglen”.

Det er blot en af ​​en ‘flok’ af lignende fugle, som Miró udformede i 1960’erne, og som nu befinder sig flere steder over hele verden.

Efterskrift

At træde ind på en museum, som er fyldt med kunstværker primært udført af spanske kunstnere, afspejler ikke bare kunstnernes individuelle udtryk, men også en reflektion over Spaniens nutidshistorie og folklore.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Joan Miró

Den store spanske maler og skulptør bliver hyldet på hans eget museum i hjembyen Barcelona.

Lær mere

Den Andalusiske Hund

Salvador Dali og Luis Buñuels kortfilm er et surrealistisk mesterværk.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Spanien: Verdensklasse kunst på Dronning Sofias Museum blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Duetten med fornyeligt afdøde Jane Birkin, blev Serge Gainsbourgs største succes som sangskriver kommercielt set.

Den blev bandlyst at blive afspillet af radiostationerne i store lande såsom eks. Italien, Spanien, Storbritannien og Sverige. De brød sig ikke om sangens erotiske indhold, hvor det lyder til at parret stønner sig til en orgasme.

Læs også: Eurovision sange fra Francos Spanien

I hjemlandet Frankrig kunne den først blive afspillet efter klokken 11 om aftenen. Og mange amerikanske radiostationer fandt nummeret for risikabelt til at blive afspillet.

3.000.000 europæere havde købt singlepladen et halvårs tid efter at den var blevet udgivet i 1969.

I 1986 havde den solgt en million kopier ekstra. Serge Gainsbourg takkede i et interview Paven, fordi han prøvede at få bremset udgivelsen af den i Italien, hvilket bare satte yderligere gang i salget.

Sangen var først tiltænkt Brigitte Bardot

”Je t’aime… moi non plus” var oprindeligt et nummer som var tiltænkt Gainsbourgs kæreste Brigitte Bardot. Da hun ønskede sig at han skrev en kærlighedssang til hende.

Selvom pladen blev indspillet, blev den lige så hurtigt trukket tilbage igen, pga. de trusler som Bardots ægtemand Gunter Sachs var kommet med. Samtidig med det sluttede forholdet mellem Gainsbourg og Bardot.

Marianne Faithfull var den næste kvinde som Serge Gainsbourg havde i tankerne til at indspille sangen, men hun takkede pænt nej tak.

Det samme gjorde kæresten Jane Birkin i første omgang, pga. hun var jalousi på Bardot.

At de afklædte Bardot og Birkin så endte i seng sammen i Roger Vadims film ”Don Juan (Or If Don Juan Were A Woman)” fra 1973, og sammen sang sangen er en anden sag.

Læs også: Musik: Serge Gainsbourg (Del IX) – Jane Birkin

Efterskrift

Mange troede at det var et ægte samleje imellem Serge Gainsbourg og Jane Birkin som fungerede som lydkulisse i nummeret.

Men det afviste de begge, og henviste til det pladestudie i London, hvor den blev produceret.

Sangens titel er inspireret af sætning, som Salvador Dali engang udtalte, som et svar på hvad der adskilte ham fra Picasso.

Han svarede: “Picasso er spansk, det er jeg også. Picasso er et geni, det er jeg også. Picasso er kommunist, og det er jeg ikke”.

Læs ogsÅ: Luis Buñuel og Salvador Dali: Den Andalusiske Hund

Orgelriffet, som bliver gentaget i en loop, var sandsynligvis inspireret af ”A Whiter Shade of Pale” af Procol Harum, som selv var inspireret af et stykke af Bach.

Serge Gainsbourg og Jane Birkin forblev som et par indtil 1980, og sammen fik de datteren Charlotte Gainsbourg

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Serge Gainsbourg (Del V)

Den franske musiker chokerede Whitney Houston da de var inviteret i et tv-studie sammen.

Lær mere

Serge Gainsbourg (Del I)

France Gall vandt Eurovision Song Centest med en sang som Serge Gainsbourg havde skrevet.

Lær mere

Serge Gainsbourg (Del II)

France Gall forguede Serge Gainsbourg indtil hun fandt ud af hvad “Les Sucettes“ handlede om.

Lær mere

Indlægget Musik: Serge Gainsbourg (Del III) – Bandlyst af Paven blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Miró, som i starten af sin karriere var inspireret af kubisme og landsmanden Picassos værker, fandt op igennem 1920erne sin helt personlige surrealistiske automatiske stil, som var både meget organiske, farverige og naive i sine streger.

Læs også: Spanien: Verdensklasse kunst på Dronning Sofias Museum

I, og efter sin samtid har han inspireret mange kollegaer, bl.a. Alexander Calder, som har af en af sine værker med i udstillingen, for at illustrere denne pointe.

Sluttelig, i en mere folkelig sammenhæng, var en inspirationskilde for grafikeren Josep Maria Trias, da han skabte logoet for Olympiaden som blev afviklet i Barcelona i 1992, og Joan Miró selv, designede en plakat til ære for F.C. Barcelona, da fodboldklubben blev 75 år.

Læs også: FC Barcelona

Efterskrift

Joan Mirós naive streg, og brug af stærke mættede farver, har inspireret mange spirende kunstnere rundt omkring på kloden som også ønsker samme legende tilgang til maleriet.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Ny Arkitektur i Barcelona

I Barcelona er mesterarkitekter såsom Frank O. Gehry og Toyo Ito repræsenteret.

Lær mere

Barcelona

Cataloniens hovedstad er en levende by fyldt med turister året rundt.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Spanien: Joan Miró Museum I Barcelona blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.