|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Christoffer Herwig er en canadisk fotograf som slog sit navn for en bredere offentlighed, da han udgav den første bog om busstoppesteder i det hedengangne Sovjetunionen i 2015.

Han spiller hovedrollen som sig selv i Hegnsvads dokumentarfilm. I mere end 15 år har han gjort det til sit speciale at dokumentere disse specielle værker. Som oftest kan kategoriseres i området mellem kunst, håndværk, og arkitektur.

Soviet Bus Stops

Det som giver roadmovien drama og fremdrift er fotografens møde med naturen og lokalbefolkningen. Samt det at største del af filmen er optaget om efteråret og vinteren. Her kan vejret spille ind som en aktiv aktør i de oftest hullede veje, han kører på i sin jagt efter et nyt motiv.

Vi oplever blandt andet hovedpersonens nørdede passion på vej mod en busstopsted. Den befinder sig på en snebeklædt bjergtop i Georgien. Hvad skal han gøre, når bilen har sat sig fast i sneen. Skal han droppe projektet? Eller prøve at komme i mål?

Efter at være blevet trukket fri af et andet køretøj, kan han fortsætte turen indtil han ser en øde og forladt stykke arkitektur som de fleste nok ikke ville have i deres sind, som værende en vigtig destination.

I Georgien møder han også den anerkendte, men også kontroversielle kunster Zurab Tsereteli, fordi mange mener han blev overbetalt for sine mange skulpturelle kunstværker.

De kan eksempelvis ses mange steder i Tbilisi. Samt i Rusland, hvor han var en af de ti rigeste mennesker som boede i nabolandet ved årtusindeskiftet.

På sin rejse rundt i de gamle socialistiske sovjetrepublikker, kommer han i kontakt med to gamle håndværkere Enu Mäela og Jüri Konsap i Estland. De konstruerede en busstop som er inspireret af en edderkop uden foran den møbelfabrik de arbejdede for.

Grunden til at de opførte den var ikke forbundet med at glæde styret, men derimod lokalbefolkningen i en tid hvor det var knap med økonomiske ressourcer.

Mange unikke værker

Det som er det mest fascinerende ved filmen er dog at se de mange busstoppesteder som stadig står der. Mange af dem er i fare for at blive revet ned, dels pga. dårlig stand, men også fordi de minder folk om en tid som de gerne vil fortrænge.

Mange folk som Christoffer Herwig har mødt på sin vej, er derfor også meget skeptiske over hvorfor han vil fotografere dem. Og, ofte skal han komme med en overbevisende forklaring om at det ikke er fordi han ønsker at nedgøre dem. Men det modsatte. At skildre dem inden de forsvinder.

Efterskrift

I Sovjetunionen hyldede de ensretningen. Også i valget af byggematerialer, som gerne skulle være standardiseret.

Busstoppestederne står med deres individuelle karakterer som en slags modsvar mod denne ideologi. Da de med deres mangfoldige udtryk, vidner om en hyldest til noget dybt menneskeligt, da de udtrykker en kreativitet som ikke kan være maskinskabt.

At de så er blevet opført, skyldes måske en ikke farlig reaktion mod den herskende totalitære ideologi, da nogle af dem blev opført med midler fra den lokale regions pengekasse. Andre pga. privat initiativ. Men fællesnævneren er at de kun kan opleves i de gamle postkommunistiske lande, og derfor fremstår som kulturarv.

Håbet for den georgiske arkitekt Nana Zaalishvili er dog også at de bliver bevaret, da man ikke bare kan slette historiens gang.

Hvad der så helt konkret vil ske med på den lange bane er dog svært at spå om. Men i en tid hvor gamle socialistiske modernistiske bygningsværker får en revival, kan det være at de bliver beskyttet på den ene eller anden måde.

Christoffer Herwigs arbejde med at sprede kendskabet til denne skæve forsamling af små skulpturelle arkitektoniske værker langs vejene, tjener derfor en stor applaus.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Bevægende skulpturer i Prag

Fire reflektioner over tiden med kommunisme efter murens fald i 1989.

Lær mere

Georgiens Krøniker

En af de fineste eksempler på brutalisme i Krakow er det nu delvist forladte Hotel Forum.

Lær mere

Transnistrien

Der er Sovjet nostalgi for alle rubler i udbryderrepublikkens hovedby Tiraspol.

Lær mere

Indlægget Film: Soviet Bus Stops – Hverdagskunst til folket langs hovedvejene blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Dette skyldes blandt andet at den georgiske hovedstad blev betragtet som Sovjetunionens fjerde vigtigste by.

I øjeblikket består metroen af to linjer, Akhmeteli Teatret til Varketili linjen og Saburtalo linjen. Engang ude i fremtiden vil der måske blive tilføjet en Rustaveli-Vazisubani linje.

Der findes pt. 22 stationer og 26,4 kilometer spor. De 20 af stationerne befinder sig dybt under jorden, imens to af dem befinder sig på overfladeniveau.

I 1966 åbnede den første metrostation. Og metroen blev langsomt udvidet indtil murens fald i Berlin i 1989.

Efter sin indtrædelse som præsident i 2004 lovede Mikhail Saakashvili at ville gøre metroen til den mest prestigefyldte offentlige transportmiddel i Georgien.

Dette satte skub i renoveringen af de eksisterende metrostationer. Men projektet løb hurtig ind i finansielle udfordringer, og sidenhen er der ikke sket så meget.

Formålet med denne artikel er at komme bag om nogle af de historier som knytter sig til navngivningen af metrostationerne.

300 Aragveli (1967)

Metrostationens navn er en reference til de tre hundrede aragvere, som kæmpede for Tbilisis overlevelse mod den invaderende Qajar-hær fra Iran i 1795.

Resultatet af Slaget ved Krtsanisi blev at den iranske hær vandt slaget og efterfølgende udslettede Tbilisi.

I metrostationen kan kan se et stort kunstnerisk værk af skulptørerne T. og G. Gigaurs som beretter om den heltemod de 300 aragvere besad, da de alle gik i døden for sagen.

De kæmpende krigere fik en renæssance i 2008 under Mikheil Saakashvili embedsperiode som Georgiens præsident, da der både blev indviet en lysende mindeinstallation som hylder dem i Tbilisi. Samtidig med at de af kirken blev gjort til martyrer.

I dag er der dog fredeligt udenfor metrostation der blev tegnet af T. Tevzadze og G. Batiashvili. Og som stod færdigopført i 1967.

Akhmeteli Teater (1989)

Alexander Akhmeteli (1886-1937) var en georgisk instruktør. Og en af ​​grundlæggerne af moderne georgisk teater.

Indtil 2023 eksisterede der i et teater i Gidani (som metrostationen tidligere hed) som var opkaldt efter ham.

Akhmeteli blev en af Stalins mange ofre. I 1937 blev han dømt til døden og konfiskering af ejendom pga. “mistanke om spionage til fordel for Storbritannien”. Det var først efter Stalins død at han i 1956 fik sit navn renset.

I 2007 blev metrostationen opkaldt efter ham i forbindelse med afslutningen af en gennemgribende restaurering af den. Hvilket var i overensstemmelse med Mikheil Saakashvilis ønsker om at lægge afstand til fortidens grusomheder forårsaget af Sojvetunionen.

Senere måtte Saakashvili erkende at han også medvirkede til skabelsen af nye. Da det i 2012, to uger før parlamentsvalget skulle finde sted, at der i Gidani-fænglset var videodokumentation for omfattende brug af fysisk og seksuel mishandling af fanger i landets fængsler. Dette førte til Saakashvilis fald.

Avlabari (1967)

Avlabari er beliggende i Isani området, som er et af de ældste i Tbilisi. I Sovjettiden hed metrostationen 26 kommissærer.

Dette er en betegnelse for de 26 kommunistiske revolutionære personer, der mistede livet i Baku i 1918, da de blev henrettet af engelske styrker der stod bag en mod-revolution.

I 1967 åbnede metrostationen, som blev tegnet af S. Revishvili og Sh. Chachanidze. I forbindelse med en rekonstruktion af metrostationen forsvandt det kunstneriske arbejde som Z. Lezhava havde udført.

Udenfor, er der tilføjet et stort kvadratisk udformet blomstermosaik, som er tilføjet den centrale metrostation i byen.

Delisi (1979)

Delisi er en af stationerne på Saburtalo linjen, der krydser mange universiteter i Tbilisi. Den blev tegnet af N. Lomidze og åbnet i 1979.

Det er en station som ligger i en meget befolket del af byen. Og, den har ikke knyttet en stationsbygning til sig.

På væggene er det to kunstnerisk udførte metalplader, hvis motiver er inspireret af dyre- og planteverdenen.

Modsat mange andre af Tbilisis metrostationer ligger perronen ikke dybt under jordens overflade. Af samme årsag er der heller ikke tilføjet en rulletrappe.

Didube (1966)

Didube er et trafikknudepunkt i Tbilisi, da mange busser har sit ende/begyndelsessted her. Af samme årsag er der masser af små handelsboder placeret foran en af de to indgange til stationen.

Det er en af to metrostationer på metrolinien som er placeret over jordens overflade. Den blev konstrueret af arkitekterne G. Modzmanishvili og N. Lomidze og stod kalr i 1966.

I 1997 blev Didube metrostationen utilsigtet omtale, da en tidligere politimand sprængte sig selv i luften på stationen.

Frihedspladsen (1967)

Metrostationen ved Frihedspladsen hed tidligere Leninpladsen. Stationen ligger i hjertet af Tbilisi langt under jordens overflade.

Metrostationen blev til på baggrund af arkitekterne V. Aleksi-Meskhishvili og Kobakhidzes arbejde med selve stationen. Imens at R. Bayramashvili og D. Morbedadze tog sig af tegnearbejdet med indgangspartiet, der var en integreret del af et stormagasin som nu er jævnet med jorden.

I forbindelse med en omfattende renovering i 2006 blev stationen dekoreret med de hvide og røde georgiske farver.

I metrostationen findes der dog stadig spor af den oprindelige dekoration der blev brugt ved indvielsen i 1967.

Reliefferne forestiller det hårdt arbejdende folk, som var et yndet motiv i Sovjetunionen.

Gotsiridze (1966)

Metrostationen er opkaldt efter ingeniøren og tunnelkonstruktøren Viktor Gotsiridze, som har ydet et væsentligt bidrag til opførelsen af ​​metroen i Tbilisi.

I dag fremstår den som den mest nye af alle metrostationer efter at den genåbnede igen i 2023 efter tre års omfattende renovering.

Udsmykningen fremstår derfor af samme grund mere tidstypisk, end mange af de andre på metrostationen som stadig refererer til sovjettiden.

Ved siden af stationen er der en lang gangbro som går over jernbanesporerne. Her kan man blandt andet se eldepotet som var dets tidligere navn.

Ghrmaghele (1985)

Grmagele som blev tegnet af arkitekterne T. Kalandadze og M. Turkadze blev indviet i 1985. Indgangen til metrostationen er koblet direkte til et underjordisk gangsystem.

Udenfor er der placeret nogle få kiosker, bagere og andre mindre handelsdrivende.

Inde i stationen er væggene beklædt med marmor fra uralbjergene, og gulvpartiet er beklædt med granit.

Reliefferne er udformet af kunstneren Zurab Tsereteli, som også har udformet monumenterne Georgiens krøniker og Frihedsstøtten.

Guramishvili (1985)

Guramishvili var en adelsfamilie, som fostrede digteren Davit Guramishvili (1705-1792). Han er mest kendt for værket Davitiani, som behandler emner såsom religion, politik, patriotisme og krig.

Stationen blev tidligere kaldt for Temka, hvilket er navnet på den kvarter af byen hvor metrostationen er beliggende.

Guramishvili metrostationen åbnede i slutningen af 1985. Arkitekten på projektet var N. Lomidze. Det æstetiske arbejde i metrostationen blev udført af kunstnerne I. Tabidze, A. Kharebava, og T. Tskhomelidze.

Relieffen i Guramishvili viser symbolske billeder af forskellige kunst- og videnskabsfelter, der er portrætteret af mennesker.

Isani (1971)

Isani blev grundtlagt for tusinde år siden. I dag er det både navnet på en metrostation og et kvarter som er centralt placeret i Tbilisii.

Den modernistiske stationsbygning, der blev tegnet af G. Modzmanishvili og N. Lomidze, stod færdig i 1971.

Den synlige del af stationen er genkendelig da der ovenpå glasbygningen er en original kuppel, som er udformet af beton.

I 2006 blev Isani renoveret. Forandringerne påvirkede både interiøret og eksteriøret. Forskellige typer af skærme blev installeret og anlæg for lysreklamer blev monteret til væggene.

I forhallen kan man se en stor mosaik, som i sin tid da stationen var under opførelse blev udarbejdet af S. Koiava.

Marjanishvili (1966)

Stationen er en hyldest til en af Geogiens store teaterinstuktører Kote Marjanishvili som døde af sygdom i Moskva i 1933.

Busten af Marjanishvili blev udformet af billedhuggeren Merab Berdzenishvili, som også lavede skulpturen som står uden foran Tbilisi Koncertsal.

Arkitekterne bag indgangspartiet og den underjordiske perron var G. Melkadze, T. Mikashavidze, N. Kvartskhava, og I. Kavlashvili.

Medicinsk Universitet (1979)

Langs Tbilisi anden metrolinie ligger Medicinsk Universitet fra 1979, efter oplæg af arkitekterne G. Modzenishvili, N. Lomidze and D. Iosava.

For at komme til og fra stationen skal man benytte en trappe, der fører ud til gadeplan.

Væggene langs stationens perron er beklædt og dekoreret med røde og hvide mormormaterialer.

Nadzaladevi (1966)

Under Sovjettiden hed Nadzaladevi metrostationen Oktomberi. Dette var en reference til den kommunistiske Oktober revolution i 1917.

I dag er Nadzaladevi som er opkaldt efter den bydel den er placeret i, en af de mindst benyttede metrostationer.

Arkitekterne T. Tevzadze og R. Kiknadze stod bag designet af stationen som blev indviet i 1966.

I stationen kan man se en stor mosaik som er lavet af Avtandil Gurgenidze. Kunstværket illustrerer nattelivet, og de tog som bevæger sig under byens overflade.

Rustaveli (1966)

Rustaveli er opkaldt efter Georgiens nationalpoet Shota Rustaveli som levede i middelalderen.

Stationsbygningen, som er tegnet af O. Kalandarishvili og I. Tskhomelidze, har en relief tilføjet over hovedindgangen.

Refleksionen over Shota Rustaveli og hans digt Vepkhistkaosani (Ridderen i panterens hud) er blevet udformet af Elguja Amashukeli.

Stationen er også kendt over at have den længste rulletrappe af alle stationer i Tbilisis metrosystem.

Samgori (1971)

En af af legenderne om navnet Samgori stammer fra dengang den georgiske hær under ledelse af kong Vakhtang Gorgasali slog perserne som havde invaderet området.

De dræbte geogiske krigere blev begravet i tre massegrave. Herefter kastede hver af de overlevende soldater en håndfuld jord på dem, hvilket skabte tre høje. Dalen imellem dem kom til til at hedde Samgori.

Stationen, som i dag ligger ved siden af et indkøbscenter, blev indviet i 1971 efter tegning af arkitekten N. Lomidze.

De hvide farver går igen i designet af stationen. Dette neutrale udtryk bliver udfordret af de røde relieffer på væggene som er udført af kunstnerne I. Tabidze, R. Tordia og A. Kharebava.

Sarajisvihli (1989)

David Sarajishvili van manden som grundlagde den georgiske produktion af Brandy for lidt over 100 år siden. Og så har han lagt navn til metrostationen Sarajishvili.

Der er en nedgang til Sarajishvili, som blev åbnet i 1989, som en af de senest tilføjede stationer på metrolinien.

Arkitekten på projektet var G. Modzenishvili. Og konstuktionsarbejdet blev udført af Tbilmetromsheni.

Stats Universitetet (2017)

Arbejdet med at få færdigjort metrostationen Stats Universitetet var længe undervejs.

Konstruktionsarbejdet af stationen blev påbegyndt i 1985. Men på gund af Sovjetunionens skrantende økonomi og senere kollaps blev arbejdet stoppet i 1994. Og i 2000 blev stationen droppet.

I 2015 blev stationsprojektet af arkitekten G. Modzenishvili genoplivet da Asiens udviklingsbank gav penge til at få den lavet færdig. Og to år senere, i 2017, var den klar til at blive indviet.

På grund af tidernes skiften, skiller metrostationen udtryksmæssigt markant ud fra de andre stationer på linjen.

Stationspladsen (1966)

Den mest befærdede metrostation i Tbilisi er Stationspladsens metrostation, der ligger lige ved siden af Hovedbanegården, og som den eneste, har to linjer tilknyttet.

Det første projekt, som blev konstueret, blev tegnet af arkitekterne E. Kvernadze og G. Melkadze, og stod færdig i 1966.

Ved indvielsen kunne de rejsende også se to store relieffer som blev udformet af F. Chefashvili og I. Ochiauri. De stod også bag værket der er dedikeret til 1500 års jubilæet for Tbilisi som by. Det forestiller et ha-sværd og en ha-kop.

I 1979 blev den anden metrostation i Stationspladsen åbnet. Her var det arkitekten T. Kalandadze som ledede projekets gennemførelse.

Teknisk Universitet (1979)

På universitetslinjen ligger metrostationen Teknisk Universitet, som tidligere hed Polyteknisk og Polyteknisk Institut.

Stationen, som har to ned/opgange, blev tegnet af arkitekterne G. Modzmanishvili og D. Yosava i 1979. Og konstruktionsarbejdet blev udført af design organisationen Saktransprojekt.

Af alle metrostationer er Teknisk Universitet den mest snukke. Langs væggende er der i dag reklamelystavler som fungerer fint farvemæssigt med det øvrige design.

På væggene ved de to udgange er der to kunstværker som kombinerer relieffer med mosaikker. På dem kan man se menneskelige repræsentationer af kunst, videnskab og sport.

Tsereteli (1979)

Tsereteli metrostationen er opkaldt efter digteren Akaki Tsereteli (1840-1915), som man kan se en stor buste af i endevæggen på perronen.

Han kæmpede for Georgiens kultur og selvstændighed under tiden hvor landet var regeret af den russiske Zar.

Hans tekst til Suliko (Sjæl) blev et kendt værk efter at Varinka Tsereteli satte musik til den. Senere blev den kendt som Josef Stalins yndlingssang. Og blev af samme årsag oftest spillet i sovjetisk radio.

Arkitekten som stod bag Tsereteli var M. Katsitadze. Stationen blev åbnet i 1979. De grønne plastikpaneler i interiørdesignet blev tilføjet ved en renovering i 2006.

Varketeli (1985)

Varketili er en beboelseskvarter i den østlige del af Tbilisi. Det blev opført i 1980erne og består hovedsaglig af højhusbyggeri.

I 1985 åbnede metrostationen efter oplæg af arkitekterne V. Bakhtadze, A. Surviladze.

I dag er metrostationen stadig under rekonstruktion, hvilket skyldes at vibrationerne fra togets bevægelser fik loftet til at styrte sammen i 2017. Heldigvis kom ingen til skade.

Vazha-Pshavela (2000)

Vazha-Pshavela er en af de seneste tilføjede metrostationer i i Tbilisi, da den blev tilfjøet i 2000.

Oprindelig skulle den have heddet Bakhtrioni, hvilket er et digt som Vazha-Pshavela skrev inspireret af en historisk begivenhed hvor georgiere gjorde oprør mod perserne i 1600-tallet og erobrede fæstningen Bakhtrioni.

Men det endte med at det blev forfatteren og digteren Vazha-Pshavela (1861-1915) som blev hyldet. Hvor metrostationen også er en del af den lange alle som også bærer hans navn.

Arkitekterne G. Modzenishvili og N. Lomidze, som har stået bag designet på mange andre metrostationer i Tbilisi, var også ophavsmændene til denne.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Modernistisk Arkitektur i Tbilisi

I Georgiens hovedstad findes der mange eksempler på Sovjetarkitekturen.

Lær mere

Modernistiske skulpturer i Tbilisi

Tbilisi er et mekka for modernistiske skulpturer og monumenter fra Sovjettiden.

Lær mere

Mosaikker og Relieffer i Tbilisi

Rundt omkring i byen er der mange smukke mosaikker og relieffer.

Lær mere

Indlægget Georgien: Metrostationer i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Tbilisi blev grundlagt i 455 af Kong Vakhtang I Gorgasali af Iberien. Hvilket var datidens navn for Georgien. Efterfølgende er Tbilisi blevet jævnet med jorden 29 gange og genopført tilsvarende antal gange efterfølgende.

Tbilisi Lufthavn

Jeg ankom til Shota Rustaveli lufthavnen i Tbilisi klokken 4.40 om morgenen. 40 minutter efter var jeg kommet igennem paskontrollen efter at have besvaret nogle spørgsmålet om hvad formålet var med rejsen.

I ankomsthallen blev jeg straks omringet af nogle taxachauffører som vil fragte en til byen. Dem takkede jeg nej tak til, da jeg havde hørt at nogle af dem kunne finde på at opkræve 750 kroner for en tur ind til centrum.

I stedet for gik jeg hen til Georgiens Bank for jeg kunne købe et rejsekort til offentlig transportmidler for fem kroner. Og efterfølgende at få kortet aktiveret ved en automat og betale 50 kroner ekstra for en uges billet.

Lige ankommet

En time efter kunne jeg tage den første morgenbus mod Tbilisi Hovedbanegård. Og ved 8-tiden kunne jeg tjekke ind på hotellet.

Jeg blev vist en på et lille mørkt og meget tilrøget værelse, hvilket jeg brokkede mig over da jeg havde bokket et 40 m2 stort værelse med balkon.

Hotel

2½ time senere kunne jeg tjekke ind på mit værelse som jeg fik 20 procent rabat på, af forskellige årsager.

Dels havde det taget noget tid at rengøre værelset, og bagefter så var der andre forhold som heller ikke var i orden. Bl.a. var der hul i slangen i bruseren, som også skulle fikses.

Da vejret var godt, tænkte jeg at det var bedre bare at gå ud i byen og starte med at tjekke den ud, da jeg primært bare skulle bruge værelset til at sove i.

Bitcoinautomat

En del af aftalen med hotellet var at de ville have pengene kontant. Derfor blev den betaling jeg havde fortaget på nettet tilbageført.

På jagt efter et hæveautomat, fandt jeg ud af at der stod en masse automater i byen.

De flest fungerede dog kun som en borgerservice, hvor ældre mennesker kunne få ordnet deres sager. I forlængelse af dem var der mange gange også en kryptoautomat ved siden af.

Men en hæveatomat, det var straks sværere at finde. Tilsidst lykkedes det dog og jeg fik hævet nogle kontanter som jeg kunne give til hotellet om aftenen.

Som en tur til Sovjet lige efter murens fald

Det første indtryk af Tbilisi frembragte nogle billeder frem fra nogle ture til Budapest og Sankt Peterborg i starten af halvfemserne. Da mange af betonbyggerierne fremstod nedslidte, og fortorvene er i dårlig stand.

Imellem højhusene var der mange grønne områder med små legepladser. Der var masser af liv og trafik i gaderne, og jeg følte mig godt tilpas, da jeg følte at jeg var den eneste turist i gaderne hvor jeg gik.

Efter at have gået en lang strækning langs floden med meget tung trafik besluttede jeg mig for at ændre kurs. Dette ledte mig ind i et slumkvarter.

Her hang der noget vasketøj til tørre midt ude på en lille vej. Og bygningerne lignede nogle teaterkulisser.

På en nedlagt fabriksbygning hænger et falmet georgisk nationalflag. Flaget som indeholder det store Sankt George kors og fire små georgiske korse, blev oprindelig brugt i middelalderen.

Efter at Mikheil Saakashvili kom til magten i 2004, blev flaget genindført som Georgiens nationalflag.

Rosenrevolutionen

Det skyldes dels en afstandstagen til Eduard Shevardnadze styre. Ligesom det blev var blevet en symbol for Rosenrevolutionen der væltede Gorbatjovs udenrigsminster, der efterfølgende blev præsident i Georgien.

Efter at have bevæget mig væk fra slummen så jeg denne farvestrålende bygning, som viste sig at være en skole, midt i en masse grå bygninger.

Georgien har deres eget skriftsystem, hvis første udgave stammer tilbage til det tredje århundrede før år 0.

I en af de følgende dage kunne jeg tydelig mærke forskellen på hvor de rige og de fattige bor i hvoedstaden af Georgien. For i dette velhaverkvarter af Tbilisi er der mere eksklusive fliser lagt ned i fortorvet. Og vejene var ikke fyldt med huller.

I de bedre dele af Tbilisi var der installeret et affaldssystem, der gjorde at affaldet ikke hobede sig op på stræder og gader.

Og i hovedbygningerne for Tbilisi universitet var alle bygninger istandsatte og de unge studerende gik i afslappet, men finere tøjbrug, end mange af deres landsmænd.

Politik

Georgien blev oprettet som stat for 3000 år siden. Så det er meget at skulle holde styr på i forhold til landets historie.

I nyere tid har georgierne dog mærket konsekvenserne af hvad skiftende autoritære styreformer kan betyde for folkets frihed og livsvilkår.

I souvenirbutikkerne i Tbilisi kan man købe portrætter af Josef Stalin som med fingrene danner et hjerte.

Denne form for kitsch virker som et dårlig eksempel på at menneskeliggøre en af verdenshistoriens største tyranner, der var ansvarlig for mange millioners menneskers død og lidelser.

Under hans regeringsperiode oplevede mange georgiere konsekvenserne af deres landsmands brutalitet. Og, det er da også kun i turistbutikkerne at du kan mærke hans tilstedeværelse i Tbilisi.

Nu om dage, så er det Vladimir Putin som prøver at styre Georgien fra Moskva. Den russisk-georgiske krig fra 2008 er langt fra glemt i Tbilisi. Og på murene rundt omkring i Tbilisi kan man se mange tegninger hvor han bliver sammenlignet med Adolf Hitler.

Noget som også fanger ens opmærksomhed i gadebilledet er nogle af de beskrivelser, som fortæller baggrundshistorier om personers skæbner.

Oftest er pointen dog den samme, at den pågældende kunstner måtte bøde for sin kamp for frihed under Sovjettiden. Enten med livet, hårde fængselsstraffe, eller torturering.

Shota Rustaveli er navnet på Georgiens nationalpoet. Han levede i middelalderen. Men er i dag vakt til live mange steder i byen. Han har både en lufthavn og en metrostation opkaldt efter sig. Og på billedet ses også en skulptur som ærer den gamle digter.

Kunstnerne bliver hyldet i bybilledet

Noget som også springer i øjnene i en by såsom Tbilisi, det er at det er kunstnerne som bliver mindet. Ikke så meget politikere eller kirkens mænd. Dette skyldes i høj grad arven fra Sovjet, hvor religion var ugleset, efter murens fald, så blev mange skulpturer af politiske personligheder fjernet.

På Revolutionspladsen demonstrerede vrede demonstranter imod styret i november 2003 i to uger før det faldt. Dette førte til at den neoliberale provestlige 36-årige autoritære politiker Mikheil Saakashvili blev valgt til præsident året efter.

Mikheil Saakashvili

I hans regeringsperiode fra 2004-2013 steg Georgiens BNP med 70 procent og lønningerne med 300 procent i gennemsnit.

For at bekæmpe korruption blev landets politstyrker fyret og nogle nye indsat. Alle de offentlige ansatte fik et kæmpe lønhop, for at modvirke at det ikke længere kunne betale sig at modtage bestikkelse.

Deruover blev landets politistationer og offentlige kontorer opgraderet med nye smarte transperante arkitektoniske bygningsværker. Og offentligheden kunne vandre over Fredsbroen, der nu er blevet en af byens kendetegn.

Verdensbanken roste disse initiativer. Men op til valget i 2012 braste korthuset sammen. Fængslerne var blevet overbelastede pga. af alt for mange fanger i dem.

Det blev dokumenteret at flere at dem blev udsat for fysisk og seksuel vold. Og en politisk modstander var allerede død af overgrebene.

Dette kunne have været undgået, hvis præsidenten ikke havde styret medierne så hårdt og at der var fuld ytringsfrihed i landet mente landets studerende på de højere læreanstalter. Alt dette førte til Mikheil Saakashvilis fald.

EU og NATO

I 2008 blev både Ukraines og Georgiens ønske om medlemskab af NATO afvist. For Georgiens vedkommende skyldes det russisk kontrol over to georgiske udbryderrepublikker.

Prisen for at stå udenfor NATO medførte også at der kort tid efter var krig mellem Georgien og Rusland i 2008.

Og for Ukraines vedkommende har det store land i den grad mærket konsekvenserne af dette, specielt efter Ruslands fuldskala invasion i 2022.

Kort tid efter søgte Georgien om EU medlemsskab, hvilket nu er sat på stand by pga. russisk indblanding i georgisk politik.

I centrum af Tbilisi er der dog et stort EU og NATO informationscenter, som dog var lukket da jeg vandrede forbi det.

At diplomati ikke behøver at udspille sig i magtens korridorer inde i centrum af byen, er denne skilt som hedder Svensk-Georgisk venskabshjørne et bevis for. Da den befinder sig langt ude i forstæderne i en park med masse af socialt byggeri omkring det.

Andre steder i byen kan man se at her kan folk søge om at få et amerikansk greencard. Hvordan processen er nu efter at der er kommet en ny administration til i Washington vides dog ikke.

Trafik

Allerede efter at have vandret rundt i Tbilisi i et par timer, så er noget af det man ikke kan undgå at se og høre, det er den tunge traffik som befinder sig i byen.

Den øredøvende larm gør også at der er områder at byen hvor du ser at folk ikke benytter sig af en gåtur på fortorvene, hvilket kan skyldes dette fænomen.

Ved Heltepladsen så jeg to cyklister som i den grad var kommet på afveje. Og som sundede sig inden de besluttede sig for at trække deres cykler igennem de underjordiske gangsystemer.

Senerehen så jeg denne bil, som lignede noget som er blevet efterladt for flere årtier siden. Og, hvor jeg tænkte, hvorfor der ikke er nogle som har fjernet den fra kørebanen.

At dette ikke var et særsyn oplevede jeg en anden dag da jeg så en bil som lignede noget som ikke var blevet rengjort længe holde imellem to veje uden en chauffør ved rattet.

Jeg kunne også konstatere at det stadig er muligt at se gamle russiske biler fra Sovjettiden.

Noget andet jeg også så, en gang om dagen, var biler som havde været indblandet i trafikuheld køre rundt på vejene.

Men så er det godt at det er muligt at få hjælp. På nogle gader kan man se flere små automekanikere som er placeret ved siden af hinanden. Og, de så ikke ud til ikke at have noget at lave.

På vej tilbage til hotellet ude i ingenmandsland en aften så jeg ligepludselig en skilt som skulle føre ned til en togstation.

Da jeg gik nedad stien så endte det ved nogle beboelsesejendomme. Altså blind vej. Og tilbage oppe af bakke.

Offentlig transport

I de områder af Tbilisi hvor internationale gæster må formodes at komme forbi. Såsom eksempelvis ude ved det store kongresområde er busstoppestederne af høj standard med elektroniske lystavler. Der viser hvornår de forskellige busser forventes at ankomme.

Inde i busserne er det ikke unormalt at man sidder forskudt af hinanden. Om dette mere dynamiske design er til det bedre, vil jeg lade andre om at bedømme.

Ligesom i andre metroer som blev opført da Georgien var en del af Sovjetunionen, så ligger stationerne langt under jordens overflade.

Dette benytter mange sig af til at tage et hvil, når de sidder på rulletrappen på vej nedad. Oftest imens de er i gang med at læse en bog mer høretelefoner i ørerne.

I Tbilisi findes der også nogle lift som kan føre en op på toppen af det bjerg som omkranser den sydlige del af byen.

Kunst og Arkitektur

Nær Rustaveli metrostationen findes der nogle markante museer. Blandt andet denne store og høje grønne bygning som er tilegnet kunst.

Andet steds i Tbilisi, kan turister opleve kunst i øjenhøjde. Ingen af de fremviste værker er dog værd at bruge penge på.

Gadekunsten er meget fremtrædende i den georgiske hovedstad. Her kan folk også se det på et af træerne i byen.

Der findes mange forskellige arkitektoniske stilretninger i Tbilisi. Selvom de fleste af bygningerne blev opført under tiden med kommunisme, er der også synlige spor fra mellemøstlige og vestlige typer af arkitektur.

Mange af monumenterne der blev opført i Sovjettiden står og forfalder. Dette gælder også Sejrsmonumentet, som kunstneren Zurab Tsereteli har været involveret i.

Da det store imperium nærmede sig sin udløbsdato i 1989 flyttede kunstneren og hans familie til Rusland.

Her blev han hurtig gode venner med Moskvas borgmester Yuri Luzhkov. Han gjorde straks ham til den bedst betalte kunster i den russiske hovedstad.

I starten af 2000erne var han blevet milliardær på sin kunst. Og kom med på listen over Ruslands rigeste oligarker.

Tbilisi er også kendt for sine brutalistiske arkitektoniske mesterværker. Mange af dem er dog svært at komme i nærheden af, pga. forskellige forhold.

Eksempelvis er Ritualernes Palads nu et lukket område for offentligheden da det er ejet af en oligark.

Parker

I Tbilisi er der mange store parker. Som giver befolkningen et tiltrængt pause fra det støjende gademiljø. Som her i Vake parken.

Sololakigaden siges at være den smukkeste i Tbilisi, da der er god udsigt udover byen fra bjergtoppen. Selv synes jeg at det er noget af en overdrivelse, da jeg fandt gaden noget overvurderet.

Derimod var det en større fornøjelse at begive sig nedad bjerget. Måske fordi du hele tiden også skulle holde et øje med stien og dens trapper.

Da gangstien ikke var lige velholdt alle steder kunne man hvis uheldet var ude, nemt skvatte. Og, det var jeg selvfølgelig ikke interesseret i.

I andre parker dominerer skulpturer og vandbassiner (uden vand) landskabet. Og, da der er mange bænke, og legepladser, er de et yndet sted for hele familien at opholde sig i.

Mad og drikke

Det er billig at gå ud og spise og drikke for en dansk turist i Tbilisi. Midt i turistområdet kostede en stegt fisk med brød og en øl 50 danske kroner. Hvilket er det samme som en McDonalds meal koster i landet.

I Europas kulturelle vugge blev planterne indtæmmet og blev en del af husbeholdningen. Og, det var også her at vinen blev opfundet for 8000 år siden.

Efter at have tilbragt en uge i hovedstaden i Georgien, var det nu tid til at vende snuden hjemad. Selvom jeg sagtens kunne have brugt en uge til i Tbilisi, så fik jeg set det meste af det som jeg gerne ville se.

Turen til Georgien bliver forhåbenlig ikke den sidste. Og, hvis jeg engang i fremtiden beslutter mig for at besøge landet igen, så vil det nok blive med et fokus på at se dets smukke natur som det fremtræder forskellige steder.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Gamle Bydel i Tbilisi

Sololaki-området i Tbilisi rummer mange bygninger og stræder med sjæl.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

Rezo Gabriadze Marionetteater

Tbilisis kunstneriske marionetdukketeater fremfører skuespil om georgisk kultur.

Lær mere

Indlægget Georgien: Tbilisi On My Mind blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Et godt sted at starte rundturen er at tage en tur til EXPO Georgien området. Her kan man se markante mosaikker og relieffer.

På vej på gåben fra Gotsiridze metro stationen mod EXPO Georgien så jeg denne relief på Atletikcenterets gavl.

Den er udført af Kukuri Tsereteli, som også har lavet den første mosaik du kan se efter du har passeret hovedindgangen i EXPO området. Tseretelis mere abstrakte arbejde mangler dog mange fliser.

Kunstværket er en del af en del af en række mosaikker som tilsammen kaldes “kommunisternes drømme”, hvilket var en titel som var inspireret af den tjekkiskfødte, østtyske kunstner Walter Womacka.

Temaet på tværs af alle mosaikker er fremskridt og succes, hvor videnskab og teknologi er de vigtigste omdrejningspunkter.

Den næste mosaik du vil møde er dette værk fra Guram Kalandadze, som blev tilføjet kongrescenterområdet i 1961.

I den bliver der fokuseret på industrien. Her bringer den store moderne og frigjorte sovjetiske kvinde alt det gode frem. Lige fra nye produkter til selve solen.

Visionen bliver også synliggjort i Leonardo Shengelias lange mosaik fra 1963 på pavillon nr. 8.

Her bliver den sovjetiske mands og kvindes beherskelse over videnskabelige fremskridt skildret.

I en lang relief på pavillion 5 kan man se Georgiens tidlige historie, hvor datidens bøndere opfandt vinen og lærte at bruge planter til hjemmebrug.

Efter at have set mosaikkerne og relieffen i EXPO Georgien som sætter fokus på videnskab og teknologi var det til at se fire værker som er udført af den store kunstner Zurab Tsereteli.

Zurab Tsereteli

Under mit besøg i Tbilisi så jeg tre eksempler på mosaikker og et enkelt på en relief som Tsereteli er repræsenteret med i den georgiske bovedstad.

I Gogla Leonidze parken har dekoreret en store vandbassin. Som dog var uden vand, da jeg så den.

Til vandbassinet har Zurab Tsereteli, der også har udformet Georgiens krøniker, og andre markante værker i Tbilisi, valgt et abstrakt mønster.

I den store Vake park lavede Zurab Tsereteli dette store værk, hvor det georgiske flag bliver brugt som dekoration, er en del af Ærens monument fra 1973.

Og til brug for Fagforeningens Kulturcenter udarbeede han Mennesket, Arbejdet – Tilværelsens formål og skønhed i 1970-1971. Mosaikken er en eksempel på en af ​​Tseretelis tidligste bestillinger

Blomstermosaikken på toppen af ​​den tre-etagers store Fagforeningens Kulturcenter, er centreret med et mytisk tema omkring en menneskelig figur med armene strakt ud mod en gylden sol. Figuren er flankeret af to store kaniner, der ser ud til at være drægtige.

I 1978 udførte Zurab Tsereteli denne relief, som med sit legende design blev valgt til at pryde den tidligere bygning for politisk uddannelse 2 x 42 meter store facade.

Valget af Tseretelis udkast, var også et fravalg af en mere ideologisk tematisk relief. I denne skulle Lenin, en sovjetisk arbejder og soldater fra den røde hær pryde bygningen, hvilket var mere i overensstemmelse med bygningens oprindelige funktion.

Relieffer

Rundt omkring i Tbilisi kan man se store relieffer, som oftest hænger sammen med indvielsen af en modernistisk bygning.

Ovenover indgangen til den store hostel Fabrika, der holder til i en renoveret fabrik fra sovjettiden, er der montereret en stor relief, med astrologiske motiver.

På en gade som er fyldt med små autoværksteder i et ghettoområde i Tbilisi er der ovenover en af dem indkorporeret denne imponerende relief i husmuren. Motivet minder mest af alt om en kompleks stamtavle.

I det store Radio Computer Centret som ligger i den nordlige del af Tbilisi, er der to meget synlige relieffer. Den første viser en familie med far og mor og barn i samtale med en fremmed.

I den anden er der portrætteret mange arbejdere. Nogle af dem trækker i en land reb. Andre står og kigger lige ud. Helt ude i højre siden af relieffen hilser de største af figurerne, hvor mændene holder et værktøj i hånden, og kvinden ser bedårende ud, til publikum.

Efterskrift

Dette er en lille udplug af de mange mosaikker og relieffer som står i Tbilisi. Dels pga. stærke følelser mod sovjetidens styre, er mange af dem dog blevet ødelagt. Ligesom mange forfalder.

Dette er en skam, da de fleste af kunstværkerne er af virkelig høj standard. Og i en tid hvor interessen for den gamle socialistiske modernisme er i fremmarch er håbet herfra at at værkerne også i fremtiden bliver bevaret.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Modernistisk Arkitektur i Tbilisi

I Georgiens hovedstad findes der mange eksempler på Sovjetarkitekturen.

Lær mere

Modernistiske skulpturer i Tbilisi

Tbilisi er et mekka for modernistiske skulpturer og monumenter fra Sovjettiden.

Lær mere

Metrostationer i Tbilisi

I mange af Tbilisis metrostationer er der udsmykningerne med mosaikker og relieffer.

Lær mere

Indlægget Georgien: Mosaikker og relieffer fra Sovjettiden i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Lidt udenfor Tbilisis centrum står Georgiens krøniker placeret på Keeni bjerget som rejser sig ca. 200 meter over byens centrale plan.

Georgiens krøniker

Efter at have taget en bybus fra hovedbanegården i Tbilisi, så var det tid til at se Georgiens krøniker.

Det første jeg mødte var denne store skulptur, som beskriver at monumentet er en hyldest til 3000 år for den geogiske stat og 2000 år med kristendom.

Indgangspartiet

Ved synet at den lange trappe som fører op til den 30-35 meter høje samling af skulpturelle søjler, tænkte jeg at der var tid til at sunde mig i en 5-10 minutters tid.

Her ses det også tydeligt at monumentet aldrig er blevet færdiggjort. Da arbejdet påbegyndtes i 1985 var der store økonomiske udfordringer i Sovjetunionen.

Og i starten af halvfemserne kollapsede økonomien ved Sovjets sammenbrud. Senere hen har krigen mellem Rusland og Georgien også gjort det vanskeligt at få det færdigjort.

Selvom der stadig arbejdes på projektet er det tvivlsomt om den nogensinde kommer til at stå færdig med det udtryk som kunstnerern ønsker sig, da han bliver ældre som tiden går.

16 søjler fortæller historien om Georgien og Kristendom

Der har levet mennesker i Kaukasus i flere tusinde år. Her har Homo erectus levet og udviklet sig langsomt til Homo Sapiens siden den ældste stenalder (12.800 f.Kr. – 8.900 f.Kr.).

Det var i Georgien at ideen om at lave vin opstod. Derudover blev planter integreret som del af husbeholdningen hos de enkelte landbrug. Dette er sidenhen blevet kaldt for en forhistorisk europæisk landbrugsrevolution.

I toppen af monumentet kan man se historien om keramikfremtstilling. Det blev en del af Georgisk kultur efter kristendommens indførelse i år 337.

I den midterste del af Georgiens krøniker er det Georgien store konger og dronninger som der bliver skildret indtil at landet blev annekteret af Rusland i 1801. Og senerehen igen i 1921 af Sojvetunionen.

Selvom Josef Stalin var geogier og har sat sit aftryk mange andre steder i postkommunistiske lande, så bliver han ikke hyldet her.

I bunden af søjlerne er det kristendommens historie som bliver fortalt. Her er det primært fortællingen om Jesus som bliver fortalt.

Bygningerne som omkranser monumentet

Som en del af det samlede udtryk af Georgiens krøniker er der også nogle små brutalistiske bygninger med udstillingslokale og andre faciliteter.

Det er også muligt at gå ovenpå dem og få et godt view udover byen og naturen i det fjerne.

Sankt Nino den oplystes kirke

Ved siden af monumentet er der en krike som ærer Georgiens vigtigste gejstelige figur Sankt Nino den oplyste.

Hendes symbol er vinrankorset, som kan ses oven på kirkens bygning. Og hun er en meget synlig geogisk ortodosk skikkelse der går igen i mange af landets kirker.

Tbilisi havet

Oppe fra Georgens krøniker er der en god udsigt over Tbilisi havet som er en kunstig anlagt sø.

Søen, som er over 25 kvadratkilometer stor, blev anlagt i 1953, og er placeret i en hæjde på 650-800 meter over havniveau.

Efterskrift

Georgiens krøniker er en nærmest ukendt turistspot i Tbilisi. Måske fordi den ligger langt væk fra byens historiske centrum.

Men efter at Instagram er kommet til, og interessen for den arkitektoniske stirlretning brutalisme er stadig stigende, så er mindesmærket begyndt at få en større opmærksomhed.

Dette betyder den ikke at seværdigheden er overrendt af turister. Da jeg var derude var der 20-30 mennesker der. Så det er på ingen måde en stressende oplevelse at være der, sammenlignet med eksempelvis Akropolis.

Hvis du som person har set Georgiens krøniker vil du aldrig glemme det. Fordi udtrykket er så bastant og så massivt. Nu var det tid til at finde tilbage til bustoppestedet og forsætte rejsen mod nutidens krøniker fra Georgien.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Gamle Bydel i Tbilisi

Sololaki-området i Tbilisi rummer mange bygninger og stræder med sjæl.

Lær mere

Tbilisi On My Mind

Strøtanker om emner såsom samfund, politik, trafik og turisme i Georgiens hovedstad.

Lær mere

Rezo Gabriadze Marionetteater

Tbilisis kunstneriske marionetdukketeater fremfører skuespil om georgisk kultur.

Lær mere

Indlægget Georgien: Det brutale Stonehenge monument Georgiens krøniker blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Dette indlæg kredser sig om en brøkdel af de mange kunstneriske udtryk som jeg så på min vej da jeg besøgte Tbilisi fra den 8.-15. marts 2025.

Halvdelen af dem stammer fra tiden hvor Georgien var en sovjetisk republik, og den anden halvdel fra tiden efter kold krigs ophør.

EXPO Georgien

I den eneste kongrescenterområde i Georgien er det muligt at se forskellige modernistiske skulpturer.

Deriblandt “Monumentet for kreativitet”, som kan ses i billedet allerøverst i denne artikel. Samt “Forhøjelse af sindet” ovenover.

Georgiernes Mor (Kartlis Deda)

I 1958 fejrede Tbilisi sit 1500-års jubilæum. I den forbindelse blev statuen af Georgiernes mor indviet.

Den 20 meter høje statue, som er lavet af den georgiske billedhugger Elguja Amashukeli (1928-2002), viser en kvinde iført den georgiske nationaldragt.

I den ene hånd holder hun en skål som er fyldt med vin. Og i den anden hånd et sværd. Disse to artefakter symboliserer den georgiske nationalkarakter.

Hvis du kommer som ven vil du blive budt på vin. Og hvis du kommer som fjende vil du blive mødt med et sværd.

Den udgave som de besøgende kan se på toppen af ​​Sololaki-bakken stammer fra 1997, og kan bedst ses hvis du går lidt ned af højen.

Modersmålsmonumentet

Et andet centralt monument som Elguja Amashukeli har skabt i Tbilisi er Modersmålsmonumentet.

Den symboliserer Georgiens uafhængighedskamp. Og, står placeret i Modersmålsparken, som er et yndet sted for demonstranter at mødes.

I 1977 ønskede Sovjetunionen at ændre en forfatning fra 1936, som fastslog at georgisk var nationalsproget i Georgien, til at denne regel ikke længere var gyldig.

Det medførte en række protester. Den 14. april 1978 blev der holdt et stort møde i Modersmålsparken for at kræve bevarelsen af ​​sprogets status. Dette bar frugt og georgisk forblev nationalsproget.

I momumentet ses en figur som symboliserer de georgiske helte som ofrede deres liv for uafhængighed.

Figurens kropsholdning og strakte arme opad udtrykker ønsket om at bryde fri fra holde sig tilbage, samt at stræbe efter frihed.

Den åbne bue ovenover figuren, som består af flere kampesten, symboliserer historiens vægt og håbets dør, der åbner til Georgiens fremtid.

Pendulet som hænger over skulpturen, symboliserer tidernes gang. Og kan også referere til lidelsen og den vedholdende tro på Georgiens vej mod uafhængighed.

Hurtig flag

I Giorgi Leonidze parken i Tbilisi kan man se det store monument “Hurtig Flag” udformet af billedhuggeren Giorgi Shkhvatsabaia (Født 1940).

Skulpturen forestiller en mand med en kæmpe kappe som han holder. I højre side under den, er der to rifler som peger op mod himlen.

Monumentet er inspireret af digtet “Lad bannerne bølge højt!”, som er skrevet af den berømte digter Galaktion Tabidze. Og som handler om februarrevolutionen i 1917.

Mzechabuki

Ude foran det socialistisk modernistiske Sportspaladset i Tbilisi står der en stor skulptur af en atletisk udformet olympisk sportsudøver.

I 1965 blev skulptuen rejst efter et oplæg af arkitekten Alexis Meskhishvili, og som blev modelleret og udført af Juna Mikatadze.

Muse

Foran den nyopførte Tbilisi Koncerthal blev der i 1971 installeret bronzeskulpturen “Muse”. Folk kunne ikke lide skulpturen til at starte med. Men i dag har den udviklet sig til at blive et ikonisk symbol på byen.

Det enestående kunstværk blev omhyggeligt udformet af den ansete georgiske billedhugger Merab Berdzenishvili (1929 – 2016). Og betragtes i dag som en integreret del af Tbilisis kulturelle arv.

Berikaoba

Tæt ved Rezo Gabriadze marionetteater er der en skulptur som er fyldt med sprudlende og smilende dansere i en livlig rundedans.

Den hylder et gammelt hedensk ritual der er kendt som Berikaoba. Og dansen bliver afviklet for at hilse forårets frugtbarhed velkommen. Samt at ønske hinanden held og lykke gennem året.

Under fejringen af begivenheden gik maskerede berikaer gennem landsbyer og efterspurgte varer som æg og vin.

Hvis landsbyens borgere leverede varerne til dem, troede de på at de fik et produktivt og velstående forår. Paraden blev afsluttet med fest, brydning og spil.

Tusinder af år senere er traditionen næsten forsvundet. Kun nogle få landsbyer i Kakheti i det østlige hjørne af Georgien fejrer stadig Berikaoba.

Skulpturen er skabt af Avtandil Monaselidze i 1981. Den er en påmindelse om, at den georgiske kultur som helhed altid har været en smeltedigel af forskellige traditioner og retninger.

Lygtetænderen

Monumentet er et minde om byens historiske lampetændere. Statuen forestiller en mand som er i gang med at tænde en gadelampe, hvilket symboliserer en svunden tid, hvor gaslamper oplyste Tbilisis gader.

Skulpturen der tjener som en nostalgisk påmindelse om byens fortid er udarbejdet af Irakli Tsuladze.

Monumentet for Georgisk film

Udenfor Ambassadori Tbilisi Hotel er der en samling skulpturer som hylder store og folkekære georgiske skuespillere.

Skuespillerene som bliver portrætteret er Sofiko Chiaureli, Dodo Abashidze, Ipolite Khvichia, Kakhi Kavsadze, Mamuka Kikaleishvili, Sandro Zhorzholiani, Otar Megvinetukhutsesi og Guram Pirtskhalava.

Mikheil Tsotsorias værk er betillingsarbejde for hotellet. Formålet er dels at sætte et spotlys på georgisk film, men også at lære besøgende samt folk som går forbi disse populære fotospots om georgisk kultur.

Monumentet for karaktererne fra filmen Mimino

I 2011 blev der indviet et nyt monument af Zurab Tsereteli (Født 1934) i Tbilisi, som hylder de tre hovedkarakterer fra den sojvetiske film Mimino fra 1977 og dens instruktør George Danelia.

Filmen handler om den georgiske amatørpilot Valiko Mizandari som tager til Moskva, da han gerne vil arbejde som pilot på stor passagerfly. I storbyen møder han den armenske lastbilchauffør Ruben Khachikyan, og den russiske 2. verdenskrigs veteran Ivan Volokhov. Og, de oplever mange ting sammen.

Monumentet, der står på pladsen foran Avlabari metrostationen er et fremtrædende og værdsat vartegn i Tbilisi. Den hylder ikke kun Georgiens og Armeniens kulturarv, men tjener også som en påmindelse om glæde og venskabets vedvarende kraft, der er portrætteret i filmen.

Bronzestatuerne på Baratashvilibroen

Den 150 meter lange Baratashvilibroen i Tbilisi hylder den georgiske romantiske digter Nikoloz Baratashvili.

Broen, der også kendes også som Kærlighedsbroen, fik i 2006 tilføjet nogle bronzeskulpturer, der er udformet af billedhuggeren Gia Japaridze (Født 1945)

Broen som de lokale associere med begreber som historie, kunst og romantik, er et yndet sted at bevæge sig på, da der er en god udsigt over byen.

Drengen med ræven

I indgangsporten til den store Mziuri Park i Vake bydelen af Tbilisi er der påmonteret en anden af Gia Japaridzes værker.

Værket Drengen med ræven blev indviet i 1983. Og, er i lighed med skulpturene på Kærlighedsbroen og skulpturen af den georgiske instruktøren Mikhail Tumanishvili, blandt kunstnerens markante bidrag i Tbilisi.

Musikfontaine ved Vake Park

Udenfor det store offentlige Vake Pake i velhaverkvarteret Vake i Tblisi står der denne samling af musikanter.

Jeg har ikke kunne finde yderligere oplysninger om hvem der har har lavet skulpturen som står i et udtømt vandbassin, eller hvornår det blev opført.

Ærens mindesmærke

De første tanker om en stor bypark i Vake-området i Tbilisi blev udfoldet et par måneder efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 af stadsarkitekten Zakaria Kurdiani. Og arbejdet med at anlægge parken startede seks år senere.

I 1981 blev Ærens mindesmærke, som er anlagt i forlængelse af den centrale akse af Vake Park, åbnet. Og parken blev samtidig med omdøbt til Sejrsparken.

Mindesmærket er designet af arkitekterne Vladimer Alexi-Meskhishvili, Kiazo Nakhutsrishvili i samabejde med kunstneren Zurab Tsereteli.

Det indeholder bl.a. også et monument for den ukendte soldat. Og en skulptur på toppen. De er begge udarbejdet af Giorgi Ochlauri.

Sankt Nino Monumentet

Monumentet som blev opført i 1988-1994 hylder Sankt Nino (296 – 338/340). Hun var een kvinde som var en væsentlig figur i at kristne Kongedømmet Iberia, det daværende Georgien, i det 4. århundrede.

I lighed med Georgiens krøniker, designet af Ærens mindesmærke, og Monumentet for karaktererne fra filmen Mimino, er det Zurab Tsereteli som er den kunstneriske ophavsmand til værkerne.

Den 20 meter høje monument står placeret på den samme høj hvor man kan finde Tbilisi Arkæologiske Museum i den nordligere del af byen.

Monumentet kan være svært at nå frem til hvis du stoler blindt på Google Maps. Det fandt jeg ud af på den hårde måde. Så spørg derfor nogle lokale om hvad der er den letteste vej frem til det.

Frihedsmonumentet

Det 35 meter store monument der står midt på Frihedspladsen, og som stod færdig i 2006, er en gave til Tbilisi fra Zurab Tsereteli.

Den egentlige skulptur er 5,6 meter høj og forestiller Sankt George som slagter dragen. Værkets budskab er en hyldest til Georgiens frihed og uafhængighed. Og, erstattede den tidligere monument af Vladimir Lenin, som blev fjernet i 1991.

Heltemonumentet

På Heltepladsen er der placeret et 51 meter højt monument. Den blev opført i 2009 i Mikhail Saakasjvilis tid som præsident.

På monumentet er der indskrevet navnene på mange af de faldne georgiske helte som døde i kampen landets frihed og uafhængighed.

Det primære formål med skulpuren at ære mindet om faldne helte fra Georgien. Primært dels i krigen mod den sovjetiske hær i 1921 og oprøret i 1924.

Samt ofrene i Abkhasien i 1992-1993, og de over 4000 georgiere som døde i den russiske-georgiske krig i 2008.

Livets træ

I den centrale Rike Park står skulpturen Livets træ som blev tilføjet parken i 2016. Den er blevet udført af billedhuggeren David Monavardisashvili.

Træet er rigt dekoreret med fuglehuse, insekter, blade og agern. Monavarlisashvili ide er at oversætte livet i den gamle by i et kunstnerisk udtryk som også fortæller Tbilisis historie.

Udenfor Teknisk Universitets Metro Station i Tbilisi kan man se en anden af David Monavardisashvilis træer.

Efterskrift

Tbilisi er en by som er fyldt med monumenter og skulpturer. Mange af dem er af særdeles høj kunstnerisk kvalitet. Og for mange georgiske billedhuggere har dette også betydet at de har fået bestillingsarbejde udenfor landets grænser.

I modsætning til mange andre lande, er det dog ikke konger, biskopper, eller andre af magtens mænd som er mest synlig i gadebilledet.

Derimod er det stærke aktører fra kulturens verden som bliver hyldet, ligesom abstrakte begreber såsom frihed, heltemod, ære, modersmål, osv. også bliver det.

Ved at dykke ned i historierne om værkerne gemmer der sig oftest nogle sidehistorier om et land og et folk som er dybt forankret og bevidste om værdien af deres kulturarv.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Brutalistisk Arkitektur i Tbilisi

Hovedkvarteret for Bank of Georgia er en af mange gode eksempler på Brutalisme i Tbilisi.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

9. April Parken i Tbilisi

Parken som ligger i Centrum af byen indeholder en righoldig samling af skulpturer.

Lær mere

Indlægget Georgien: Monumenter og Skulpturer i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I den nordlige del af Tbilisi kan man se det brutalistiske bygningsværk, som i dag er i meget forfalden tilstand.

Den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole

Inden jeg tog afsted hjemmefra var det en af de bygninger som jeg gerne ville se under min tur til den georgiske hovedstad.

Men om morgenen på sidste rejsedag afskrev jeg at se den, fordi jeg ikke tidsmæssigt ville kunne nå det.

At det så alligevel lykkedes skyldes et uheld. Jeg nåede ikke at stige af bybussen i rette tid. Og, næste stop lå flere kilometer væk.

Efter at være hoppet af bussen kunne jeg ligepludselig se den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole på en bakketop.

Nu da jeg var så tæt på, besluttede jeg mig for at droppe noget af den mere turistede område af Tbilisi for at bevæge mig op for at se den tidligere uddannelsesinstitution.

Livet går af krogede veje

Heldigvis havde solen skinnet i en hel del dage. Vejen opad bakken var derfor knastør, og ikke glat på nogen måde.

Det betød også at jeg kom frem på de krogede veje uden større problemer, da mine sko ikke lige pludselig gled i nogle uventede retninger.

Da jeg kom tættere på, kunne jeg se den karakteristiske auditorium af den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole rejse sig stolt på højen.

Tidligere var der på auditoriumet monteret en stor relief som blev kaldt for Tbilisi Batman. Relieffen var udført af den berømte kunstner Zurab Tsereteli.

Men i løbet af 2018 og 2019 blev den fjernet af ukendte gerningsmænd. Og, ingen ved hvad der er hændt med relieffen.

I dag er bygningen Et flygtningecenter

I forlængelse af auditoriumet huser de tidligere undervisningslokaler i hovedblokken i dag flygtninge.

Først blev det beboet af georgiske flygtninge fra Abkhasien efter Sojvetunionens sammenbrud i starten af 1990erne.

Efter den russisk-georgiske krig i 2008 blev stedet hjemsted for flygtninge fra Samachablo. Begge grupper bor i bygningen side om side med skillevægge og separate indgange.

I barndommens korridorer

Alt imens jeg går rundt om den store auditorium, så er det ikke det pulviserende liv fra de studerende som fylder pladsen.

Derimod er mere vindens lyde og trafikken fra hovedpulsåren som jeg bemærker samtidig med at stedet minder om et af de rum jeg som barn holdt af at udforske.

For hvad gemmer der sig af historier inden i de forfaldne bygningsværker? Vil der lige pludselig komme en person som vil råbe og skrige af en?

Da jeg bevæger mig ind i den nedre del af auditoriumet prøver jeg at forestille mig hvordan rummene har set ud da bygningen var fuldt funktionsdygtig.

Ligepludselig kan jeg se en trappe som fører opad i bygningen. Da jeg går op ad den, finder jeg hurtig ud af at opgangen er afspærret. Og, at jeg derfor skal vende om igen.

I et af de tilstødende lokaler finder jeg en masse tøj og soveposer. Et tegn på at der har levet hjemløse her fornylig. Og, som måske stadig holder til her.

Efter at have set alle de rum der er tilgængelige i de fugtige lokaler, beslutter jeg mig for at bevæge mig ud af bygningen igen.

Nye bygninger skyder frem

Udenfor kan jeg se nogle af de nye bygninger som bliver opført i nabolaget. Som er en varsel mod en ny tid for Georgien.

Men som også samtidig med er en afstandstagen til de gamle socialistiske modernistiske bygningsværker. Noget som ikke mange georgiere ønsker at bevare, og derfor lader forfalde.

Alt imens jeg kan se nye højhuse skyde frem i horisonten, kan jeg høre to gøende hunde som vil have mig til at gå væk fra deres territorie.

Efterskrift

I en tid hvor brutalismen vinder større anerkendelse og hvor interessen for den arkitektoniske stilart vokser, så er der også ildsjæle i Georgien som ønsker at bevare den bygningsmæssige arv fra Sovjet.

I 2018 blev der oprettet en arbejdsgruppe INHABIT! som organiserede en konference for at bevare disse bygninger.

I samarbejde med Tbilisi Arkitektur Biennale udarbejdede Thomas Ibrahim, kunstneren Gio Sumbadze, og arkitekterne Givi Machavariani og Claudio Vekstein med at bringe liv ind i bygningen.

Det første tiltag var at gøre auditoriumet tilgængelig ved at tilføje det en trappe. Området omkring det blev rengjort for første gang i årtier. Og der er blevet afholdt forskellige workshops i lokalerne til glæde for børnene i området.

Selvom disse tiltag er glædelig, så kan de gode tanker hurtig forsvinde igen hvis der ikke løbende bliver fulgt op omkring projektet i den tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Nutsubidze Himmelbroerne

Broerne som forbinder de brutalistiske bygningerne er blevet et nyt hotspot i Tbilisi.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

Brutalistisk Arkitektur i Tbilisi

Hovedkvarteret for Bank of Georgia er en af mange gode eksempler på Brutalisme i Tbilisi.

Lær mere

Indlægget Georgien: Tidligere Industripædagogiske Tekniske Højskole i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.