|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen er langt mere end en optagelse af David Bowies koncert på Hammersmith Odeon i London den 3. juli 1973. Den er et vidnesbyrd om den aften, hvor Bowie symbolsk dræbte den figur, der havde gjort ham til verdensstjerne.

I dag står koncerten som et af rockhistoriens mest ikoniske øjeblikke. Ikke blot fordi Bowie var på toppen af sin karriere, men fordi han valgte at afslutte sin mest succesfulde skikkelse netop på højden af dens popularitet.

Ziggy Stardust – en rockstjerne fra det ydre rum

Da David Bowie skabte Ziggy Stardust i 1972, var det langt mere end endnu et kunstnernavn. Ziggy var en gennemført rollefigur.

En androgyn, flamboyant og karismatisk rockstjerne, der ifølge albummets løse fortælling kom til Jorden, mens menneskeheden kun havde fem år tilbage.

Ziggy blev både profet, frelser og superstjerne, men blev til sidst opslugt af sin egen berømmelse.

Historien fortælles aldrig direkte i filmen. Den udspiller sig gennem sangtekster, sceneshow, kostumer og Bowies egen optræden.

Publikum skulle ikke blot høre musikken – de skulle opleve Ziggy som en levende figur.

Det var netop denne blanding af science fiction, kabaret, rockmusik og kønsmæssig tvetydighed, der gjorde Ziggy Stardust til et kulturelt chok.

Bowie udfordrede tidens forestillinger om maskulinitet og seksualitet, samtidig med at han skabte et af rockhistoriens mest genkendelige visuelle univers med ildrødt hår, kraftig makeup og ekstravagante kostumer inspireret af japansk mode og avantgardeteater.

En koncert med en skjult afslutning

Da Bowie og The Spiders from Mars gik på scenen denne sommeraften i 1973, vidste publikum ikke, at de overværede Ziggys sidste optræden.

Koncerten åbner eksplosivt med Hang On to Yourself og titelnummeret Ziggy Stardust. Publikum møder straks den figur, de er kommet for at se. Selvsikker, teatralsk og større end livet selv.

Men efterhånden udvikler koncerten sig til noget mere end en parade af hits. Bowie blander sange fra tidligere album med nyt materiale fra Aladdin Sane. Undervejs bliver stemningen mørkere.

Changes fungerer næsten som en kunstnerisk programerklæring. Selvom sangen er skrevet flere år tidligere, bliver omkvædet “Ch-ch-ch-changes” nærmest et løfte om, at endnu en forvandling er på vej.

Midterdelen af koncerten bliver mere teatralsk. Jacques Brels My Death introducerer temaer om dødelighed og afslutning, mens Cracked Actor, Time og The Width of a Circle kredser om berømmelsens pris, seksualitet, identitet og forfald.

Set i bakspejlet virker sætlisten næsten dramaturgisk opbygget. Publikum mærker det måske ikke bevidst, men Ziggy er allerede ved at gå i opløsning.

Øjeblikket der blev legendarisk

Efter et hæsblæsende forløb med Let’s Spend the Night Together, Suffragette City og Velvet Undergrounds White Light/White Heat tror publikum, at koncerten nærmer sig sin afslutning.

Så stopper Bowie op. Han siger de ord, der siden er blevet en del af rockhistorien:
“Not only is it the last show of the tour, but it’s the last show that we’ll ever do.”

Publikum tror et øjeblik, at David Bowie annoncerer sin pensionering. Selv flere medlemmer af bandet bliver overraskede.

Først senere går det op for omverdenen, at Bowie talte om Ziggy Stardust. Det sidste nummer bliver derfor ikke blot endnu en sang. Rock ‘n’ Roll Suicide bliver Ziggys begravelse.

Sangen handler om ensomhed, desperation og håb, men i koncertens sammenhæng bliver den et symbolsk farvel til en figur, der havde ændret rockmusikken.

Musikken begyndte allerede før Bowie gik på scenen

Et ofte overset element i koncertfilmen er musikken før og efter selve koncerten.
Publikum mødes af Wendy Carlos’ elektroniske fortolkning af Beethovens Niende Symfoni fra Stanley Kubricks A Clockwork Orange.

Efter koncerten høres igen musik, som forbindes med filmen. Som eksempelvis den pompøse Pomp and Circumstance.

Valget var langt fra tilfældigt. Bowie var stærkt inspireret af Kubricks film. Dens blanding af futurisme, vold, dekadence og klassisk musik passede perfekt til Ziggy-universets dystopiske atmosfære.

Allerede før koncertens første tone bliver publikum derfor placeret i en kunstig, nærmest teatralsk virkelighed.

A Clockwork Orange fungerer som en ouverture. Den fortæller publikum, at de er trådt ind i et univers, hvor rockkoncerten er blevet til teater.

Bowie spiller både Ziggy og David Bowie

En af koncertfilmens store styrker er, at den viser spændingen mellem personen David Bowie og figuren Ziggy Stardust.

Når Bowie synger Moonage Daydream, er han den kosmiske rockstjerne. Under Cracked Actor bliver han den dekadente og selvdestruktive berømthed. I My Death fremstår han som cabaretkunstner.

Og i Rock ‘n’ Roll Suicide bliver han næsten en prædikant, der rækker armene ud mod publikum som en frelser.

Det er netop denne evne til konstant at skifte rolle, der senere skulle blive Bowies kunstneriske varemærke.

Hvorfor dræbte Bowie Ziggy?

For mange virkede beslutningen uforståelig. Ziggy Stardust var en enorm succes. Albummet solgte, koncertturnéerne var udsolgte, og Bowie var blevet en international stjerne. Men netop derfor ønskede han at stoppe.

Bowie havde en næsten instinktiv modvilje mod at gentage sig selv. Han mente, at kunstnere risikerede at blive fanget af deres største succes, og han nægtede at lade Ziggy definere resten af hans karriere.

Samtidig var rollen begyndt at opsluge ham. Bowie har senere fortalt, at grænsen mellem personen David Jones og figuren Ziggy Stardust efterhånden blev vanskelig at opretholde.

Turnélivet, berømmelsen og et stigende stofmisbrug gjorde perioden psykisk belastende. Ved at “dræbe” Ziggy kunne han begynde forfra.

Kort tid efter fulgte Diamond Dogs, den amerikansk inspirerede soul på Young Americans, den aristokratiske Thin White Duke og senere Berlin-trilogien med Brian Eno og den tyske krautrock som musikalske mentorer.

Ingen af disse perioder ville sandsynligvis have været mulige, hvis Bowie var blevet ved med at være Ziggy.

Mick Ronson: Den oversete stjerne

Selv om Ziggy Stardust and the Spiders from Mars bærer David Bowies navn, ville Ziggy-universet næppe have haft samme gennemslagskraft uden guitarist Mick Ronson.

Hans skarpe, melodiske guitarspil gav sangene deres dramatiske kraft, og hans arrangementer på pladedgivelserne som ofte var med strygere og komplekse harmonier, løftede Bowies idéer fra rockmusik til musikalsk teater.

I koncertfilmen er samspillet mellem Bowie og Ronson tydeligt. De bevæger sig rundt om hinanden, udveksler blikke og deler scenen som to hovedpersoner i samme forestilling.

Under numre som Moonage Daydream og The Width of a Circle er Ronsons guitar ikke blot akkompagnement, men en medfortæller. Han giver Ziggy en lyd, der både er aggressiv, romantisk og futuristisk.

Efter opløsningen af The Spiders from Mars kom Ronson aldrig helt ud af Bowies skygge, men koncertfilmen står tilbage som et varigt vidnesbyrd om, hvor afgørende han var for Ziggy-periodens kunstneriske succes.

D.A. Pennebakers kamera: En dokumentar midt i teaterforestillingen

Instruktøren D.A. Pennebaker var allerede kendt for musikdokumentarer om blandt andre Bob Dylan og Monterey Pop Festival.

Hans stil var præget af det observerende dokumentarblik. Kameraet registrerer begivenhederne, snarere end at iscenesætte dem.

Det mærkes tydeligt i koncertfilmen. Kameraet dvæler ved Bowies ansigtsudtryk, glider hen over Ronsons koncentrerede guitarspil og vender jævnligt tilbage til publikums reaktioner.

De unge fans, mange iført glitter og farverigt tøj, synger med, græder og rækker hænderne mod scenen, som var de til en religiøs ceremoni.

Filmen er teknisk ujævn. Billedet er til tider mørkt, klipningen hektisk og lyden langt fra perfekt.

Men netop disse ufuldkommenheder giver den en autenticitet, som mange moderne koncertfilm mangler. Man føler ikke, at man ser en nøje koreograferet produktion; man føler, at man er til stede den aften, hvor historien udspiller sig.

En koncertfilm, der blev større end koncerten

Da filmen endelig udkom i 1979, havde Bowie allerede genopfundet sig selv flere gange. Mange kritikere mente dengang, at filmen teknisk var ujævn, men de fleste var enige om, at dens historiske betydning langt oversteg dens tekniske mangler.

I dag regnes Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som en af de vigtigste koncertfilm nogensinde.

Ikke nødvendigvis fordi den viser Bowies bedste koncert. Men fordi den dokumenterer det øjeblik, hvor en kunstner frivilligt opgav den figur, som havde gjort ham udødelig.

En arv, der rækker langt ud over glam rock

Da Bowie afsluttede Ziggy Stardust i 1973, satte han samtidig en ny standard for, hvad en rockkunstner kunne være.

Han viste, at en koncert kunne være et sammenhængende kunstværk, hvor musik, kostumer, lys, fortælling og scenepersona smeltede sammen.

Denne idé fik enorm betydning for senere generationer. Kunstnere som Madonna, Prince, U2 og Lady Gaga har alle arbejdet med gennemførte scenefigurer og konceptuelle turnéer, hvor koncerterne fungerer som dramatiske fortællinger snarere end blot en række sange.

Også kunstnere som Trent Reznor fra Nine Inch Nails, Marilyn Manson og Arcade Fire har peget på Bowie som en vigtig inspirationskilde, når det gælder sammensmeltningen af rockmusik, performancekunst og identitet.

I dag, hvor store koncertproduktioner ofte er minutiøst planlagte multimedieoplevelser, kan det være svært at forstå, hvor nyskabende Ziggy-turnéen var.

I begyndelsen af 1970’erne var det stadig usædvanligt, at en rockmusiker optrådte som en fiktiv karakter gennem en hel koncert. Bowie gjorde scenen til et teater. Og rockstjernen til en rolle, der kunne skabes, udvikles og afsluttes.

Mere end en koncertfilm

Det er fristende at se Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som et nostalgisk tilbageblik på glam rockens storhedstid.

Men filmens egentlige styrke ligger et andet sted. Den viser en kunstner, der bevidst afslutter sit mest succesfulde projekt, fordi han frygter at blive fanget af det.

Netop derfor føles koncerten stadig moderne. Den handler ikke kun om musik, men om identitet, forandring og modet til at give slip på det, som andre forventer af én.

Da David Bowie sang de sidste linjer i Rock ‘n’ Roll Suicide, tog han ikke blot afsked med Ziggy Stardust. Han demonstrerede, at kunstnerisk fornyelse kræver viljen til at lade selv de største succeser dø.

Det er måske derfor, koncertfilmen stadig fascinerer. Den dokumenterer ikke blot afslutningen på en epoke. Den viser fødslen af den David Bowie, som resten af verden kom til at kende: kunstneren, der aldrig stod stille.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Delia Derbyshire

Delia Derbyshire var en af de helt store pionerer indenfor elektronisk musik i tresserne.

Lær mere

Primal Scream

Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła.

Lær mere

Morrissey

Den gamle forsanger i The Smith gæstede Goteborg til stor glæde for weltschmerz-folket.

Lær mere

Indlægget Film: Da Bowie dræbte: Ziggy Stardust and the Spiders from Mars blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I ”A Clockwork Orange” fremsiger den eksistentialistiske præst filmens plot. Den går ud på at hvis et menneske ikke har det frie valg, så er det ikke længere et menneske.

I den norske prisbelønnede film ”Verdens værste menneske” har hovedpersonen Julie (Renate Reinsve) masser af frie valg. Problemet for hende er at hun ikke kan tage beslutninger. Blandt andet om hvilken retning hendes liv skal gå. Og konsekvensen af dette er at hun zapper rundet mellem uddannelser og kærester.

Ligesom Alex i Kubricks berømte klassiker, så er Julie styret af hendes impulsive drifter. Her tager ingen af dem ansvar for sine handlinger overfor sine omgivelser.

Den voldelige og sexgale hovedkarakter i det originale manuskript til ”A Clockwork Orange” af Anthony Burgess synes dog at komme videre i tilværelsen. I bogens sidste kapitel foretager han et modent valg, da han vælger at droppe sine kriminelle aktiviteter til fordel for at vil være far til et barn.

Julie dderimod, hun har det stadigvæk svært med at agere som et ansvarsfuldt menneske i den norske films afslutning.

Og, det er det med ikke at kan tage ansvar for at sætte en retning for sit liv, der har været hovedmotivationen for Joachim Trier i sit portræt af Julie.

Da han er af den holdning at hvis man opvokser i et rigt og trygt samfund som det norske, så burde man at være i stand til bedre at tage vare på sig selv.

Aksel

På mange måder er Julie ikke verdens værste menneske. Hun er en velbegavet ung kvinde der har en naturlig skønhed, og som er nem at kommunikere med for alle, da hun hverken er snobbet eller snæversynet.

I gymnasiet var hun en mønsterelev som fik gode karakterer. Men efter skiftet til universitetet, hvor der i højere grad bliver lagt vægt på de studerendes selvstændighed, så dropper Julie først ud af lægestudierne og derefter psykologistudierne, inden hun nu ønsker at blive fotograf.

Med sin umiddelbare attitude har hun nemt ved at tiltrække sig det modsatte køns opmærksom og efter et par one-night stands, er det så tegneserieforfatteren Aksel (Anders Danielsen Lie) hun ender med i sengen efter en bytur.

Da han ønsker at droppe hende om morgenen, så bliver hun forelsket i ham, og inden længe er hun flyttet ind i hans hjem.

På mange måder er han den diametrale modsætning til Julie, da han dels er meget ældre end hende. Samt fordyber sig i det med at lave undergrundstegneserier med kant. Og, hvis han ikke gør det, ønsker at få et barn med Julie. Hvilket hun dog ikke er meget for.

Eivind

Julies anden store flamme i filmen er den jævnaldrende Eivind (Herbert Nordrum), som hun møder til en privatfest hun crasher, efter at have forladt Aksels bogreception før tid.

I Eivind finder hun en fyr, som på mange måder er ligesom hende selv. Da han også arbejder i et beskedent job. Hun som bogsælger og han som resturationsmedarbejder i en cafe. Og, nærer bestemt ingen tanker om at sætte børn til verdenen.

En dag beslutter hun sig for at slå op med Aksel, som dog hurtig fornemmer at dette valg ikke er gennemtænkt fra hendes side. Og spørger hende om hvorfor hun vil destruere deres forhold. Hvilket hun ikke er i stand til at svare på.

Verdens værste menneske

Efter at Julie har været sammen med Eivind i et godt stykke tid, ser hun tilfældigvis Aksel blive grillet i tv af en feminist pga. hans mandschauvinistiske tegneserier.

Da hun fornemmer den intellektuelle side af ham og hans kamp for at kunne ytre sig frit aner man er hun bliver tændt på ham igen.

Dette giver sig konkret til udtryk da hun begynder at overfalde Eivind for ikke at være den store kunstneriske begavelse, selvom han gør alt for at gøre hende glad.

Begyndelsen til enden for hendes forhold til Eivind indtræffer da hun hører at Aksel er blevet indlagt på hospitalet pga. kræft.

For at få den sidste tid sammen med ham, nu på venskabelig base, slår hun op med Eivind. Og, med hans død, synes det at være en øjenåbner for Julie i endelig at tage lidt mere styring over hendes eget liv.

Efterskrift

Kvindens frigørelse fra manden har været et tema som der er skildret mange i de seneste par årtier.

Eksempelvis i TV-2 sangen ”Rejsen til Rio” fra 1990. Her drømmer kvinden frihed. Og drager afsted langt væk fra mand, børn og forpligtelser til Rio for at slå sig løs. Problemet er bare den at hun allerede er ”forbandet fri”. Men samtidig med ikke har forstået at der med frihed følger en forpligtigelse at tage den og sine omgivelser seriøs.

Nogle år senere synes den århusianske popgruppe at kvinderne bliver lidt for smarte, da de nu kårer årets skvat.

I Joachim Triers film har jeg det lidt med samme måde. At hverken Aksel eller Eivind for alvor tør at træde i karakter overfor Julie og give hende noget modspil. Men også den tanke at hvorfor skulle de gøre dette. Fordi ligger der ikke også et ansvar på Julies egne skulder i hendes møde med de to velmenende gutter.

Dette fornægter dog ikke i at Trier med sin film har givet et godt indblik i hvordan mennesket interagerer sammen i mellemklassen i nutidens Norge.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Gallery of God

En kulsort komedie om en gruppe kunststuderende i Göteborg.

Lær mere

The Substance

Demi Moore i rollen som en tidligere feteret mediestjerne som nu er blevet for gammel.

Lær mere

Triangle of Sadness

Ruben Östlunds Cannes vindende film om overklassens magt og afmagt

Lær mere

Indlægget Film: Verdens værste menneske blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Ligesom som så mange andre nordmænd har hun set den tjekkoslovakiske film Tre nødder for Askepot fra 1973 første juledag. Som de disse kanter har samme betydning for nordmændene som Disneys Julehilsen har i Danmark.

Tre nødder for Askepot

I den tjekkoslovakiske film skildres drengepigen Askepot som den rene skønhed som er prinsen overlegen når hun møder ham i skoven. For her demonstrerer hun at hun er bedre til at ride hans hest, skyde med armbrøsten, samt at hun har modet til at kaste en snebold efter ham.

Hjemme prøver hendes stedmoder at holde hende nede ved at kaste bælgfrugter ned på jorden som hun skal sortere. Samtidig med at hun skal finde sig i sin stedsøsters hoverende opførsel.

Men som den uskyldige pige hun er får hun hjælp fra duerne som hjælper hende med dette svære og tidskrævende arbejde. Og inden hun får set sig om, er hun til bal på slottet, hvor hun fanger alles opmærksomhed. Inklusive prinsen, som vil giftes med hende.

Inden det kommer så vidt, flygter hun fra slottet, hvor hun taber den ene sko. Og alt imens den ærgerrige stedmoder og stedsøster ender i det iskolde vand efter forgæves at have prøvet på at snyde prinsen, så bliver det Askepot der bliver gift med ham. Hvilket også giver god menig da de synes at være skabt for hinanden.

Kvinder, krop, og skønhedsidealer

I 2021 blev der lavet en norsk remake af filmen som kom til at hedde Tre nøtter til Askepott. Og fire år senere er det tid til at se endnu en norsk Askepot film, der æstetisk også er en reference til den tjekkoslovakiske klassiker. Dog i en mere kulsort horror komedie Den stygge stedsøster, hvor blodet flyder med jævne mellemrum.

Filmen, som er instrueret af Emilie Blichfeldt, fik mange rosende ord med på vejen da den blev vist på Sundance. Og fik også opmærksomhed ved filmfestivalen i Berlin. Og nu går den i mainstreambiograferne i Warszawa.

Instruktørens mission med filmen er at sætte spørgsmålstegn ved den store fokusering kvinder har på deres kroppe og deres udseende. For kan det være rigtig at de skal have opereret deres bryster og røve til at blive større og mindre for at tilfredsstille et evigt skiftende skønhedsideal? I stedet for bare at være sig selv?

Derfor mener Blichfeldt at vi egentligt burde at have større respekt for den onde stedsøster i Askepot, der ikke er født smuk. Da hun bliver tvunget ud i nogle farlige processer, såsom at deformere sine fødder for at de kan passe skoen – og samfundets behov for æstetik. Og, det er der kommet en ny film ud af.

Den stygge stedsøster

Der er ikke gået mange minutter af filmen før vi bliver præsenteret for den første dekadente løgn, da folk ikke er, som de udgiver sig for.

Det sker da den grimme Elviras mor Rebekka gifter sig Otto, der har den smukke datter Agnes (Askepot).

Efter at Otto under bryllupsmiddagen har spyttet mad på Elvira dør han pludseligt af et anfald. Og kort tid efter står det klart for Rebekka at han ligesom hende selv ikke har en krone på kistebunden.

For at opretholde det luksuøse liv er planen nu for Rebekka at bruge sine sidste midler på at forvandle Elvira til en skønhed som prinsen vil gifte sig med.

Datteren skal derfor igennem nogle meget smertefulde skønhedsoperationer som en anden Kardashian inden hun er klar til at blive sendt til bal på slottet.

På den anden side er der heller ikke meget jomfruelighed og skønhed over Agnes, der som en anden gris med røven strittende i vejret bliver onduleret i stalden af en landbrugsmedarbejder alt imens der høres store grynt i baggrunden.

Ligesom i Grimms eventyr er det dog Agnes, som i filmen bliver fremstillet som en yderst kedelig kvinde, der løber med prinsen.

Her synes det ikke ligesom i Tre nødder for Askepot, at han vælger en kvinde pga. hendes personlighed og ynde, men udelukkende går efter en kvinde han kan vise frem som en anden gås på diverse dansegulve rundt omkring i Europa.

Dette betyder også et fravalg af den kunstig fremstillede Elvira, der ikke bare har ofret sig pga. eget ønske om at komme til at se bedre ud, men også for den fallerede mor, der nu har fundet sig en ny, rig mand. Og, derfor ikke har brug for datteren længere.

Efterskrift

Den stygge stedsøster er en mørk, men også en stærk visuel oplevelse. Hvilket får en til at tænke på psykedeliske film fra halvfjerdserne, som eks. A Clockwork Orange, filmen bl.a. også linker til.

Lydsiden hvor der oftest høres noget elektronisk musik som en Wendy Carlos kunne have lavet, gør også filmen speciel. Ligesom jeg skulle lukke øjnene mange gange under filmen pga. nogle voldsomme scener.

Historien halter dog mange steder. Det kunne eksempelvis have været tiltrængt med nogle flere sammenstød imellem de to søstre.

Men helhedsindtrykket af Den stygge stedsøster fremstår dog stærkt. Da det er en debutfilm som har noget på hjerte. Og som med tiden går kan blive til en norsk kultfilmklassiker.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Greta Garbo

Den svenske skuespillerinde var en feteret Hollywoodstjerne i 1930ernes USA.

Lær mere

Companion

Scream Queen stjernen Sophie Thatcher i rollen som en social og voldelig robot.

Lær mere

Genesis P-Orridge

Genesis P-Orridge var en banebrydende britisk personlighed indenfor kunst, musik og køn.

Lær mere

Indlægget Film: Den Stygge Stedsøster – En Grimm Norsk Askepotfortælling blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

De to instruktører undersøger i dokumentaren fordelene og ulemperne for mennesket ved at have et biologisk netværk af neuroner tilkoblet et digitalt netværk af elektroder.

Hjerne-Computer Interfaces

Eksperter anslår at der vil være ca. en million mennesker i verdenen som i 2030 vil have et hjerne-interface implanteret inde i hovedet.

Enkelte videnskabsfolk og kunstnere har i årevis dannet fortrop i denne teknologiske udvikling.

Senest er forretningsmænd såsom Mark Zuckerberg og Elon Musk indirekte hoppet med på denne vogn.

Da de i disse år har kastet en del af deres kærlighed på at kunne producere brugbare og sikre hjerne-computer-interfaces engang i den nære fremtid.

Teknologien giver folk nyt livskvalitet

Mulighederne for at bruge den avancerede teknologi er mangfoldige og synes uendelige.

I filmen møder vi nogle mennesker som i deres daglig virke har forskellige lidelser som de gerne vil have styr på. For at kunne forsætte med at have en normal tilværelse.

Disse patienter er den egentlige avantgarde i udviklingen af hjerne-computer-interfaces.

Tre patienter

Bill blev fuldstændig lam i kroppen efter at være blevet kørt ned af en bilist imens han var ude at cykle. Han er opsat på at gå meget igennem for at komme ud ad denne tilstand.

Anne døjer med Parkinson i sin hverdag. Hun har derfor mistet muligheden for at kunne udøve sine kunstneriske aktiviteter. Hvilket er noget hun gerne vil forsætte med at kunne.

Stephen er blevet blind. Men håber at kunne gense sine kære. Dette er de primære årsager til at disse mennesker frivilligt indgår i et risikabelt samarbejde med videnskabsfolkene.

Stephen får synet tilbage igen. Og Anne slipper for sine rystelser i kroppen, pga. teknologien.

I første omgang lykkedes det for Bill at kunne genaktivere nogle af funktionerne i sin krop. Men slutteligt dør han pga. komplikationerne imellem kroppen ikke kan kapere koblingen til den nye teknologi.

Selvom empirien her er meget, meget begrænset, så understreger den at brugen af interfaces vil blive vejen frem for mange mennesker i fremtiden, pga. dets åbenlyse gode egenskaber.

Hvad er Elon Musk og Mark Zuckerbergs egentlige interesse i at udvikle Hjerne-Computer Interfaces

Men, hvis du spørger etikere fra humaniora, så er de anderledes skeptiske. For hvad er en Zuckerbergs interesse i projektet. Er det at få fuld kontrol over menneskets gøren og laden World Wide. Eller noget andet.

Og, vil den Trump-venlige Musk sælge knowhow om menneskets indre, som både stat og militær kan bruge og misbruge?

Denne bekymring er på ingen måde ny. F.eks. i Anthony Burgess dystopiske novelle ”A Clockwork Orange” fra 1962, ser man hovedpersonen Alex blive hjernevasket af videnskabsmændene. I sådan en grad at han mister lysten til at begå vold og udøve sex i fremtiden.

Da dette eksperiment, er hans billet væk fra fængslet, hvor han har siddet inde pga. mord og voldtægt, så synes alt på overfladen at være godt, da han ikke kan udøve disse ugerninger igen.

Problemet er bare den, at han nu som en fri mand, ikke kan forsvare sig, mod de mange fjender, som gerne vil ham til livs. Samt han ikke er i stand til at få børn.

På et større samfundsmæssigt niveau indser den samfundskritiske forfatter i bogen, at han og andre som er imod den siddende autoritære regering, kan risikere at få en lignende behandling. Sådan de ikke er i stand til at agere i fremtiden. Og at demokratiet dermed er i frit fald.

Efterskrift

Med IN A HUMAN så bidrager dokumentaren til at få os til at tænke over. Samt stille spørgsmålet, om det egentligt er udvikling som vi gerne vil. Eller, om vi stiltiende vil automatisk vil få kroppen ind under huden.

Men, den tager ikke rigtig stilling til at flere og flere betragter det at kunne være offline, som værende en luksus som er forbehold de privilegerede. Eller som er smarte nok til at lukke for strømmen.

Samt, om der fra politisk side, bliver lavet begrænsninger for hvem, og til hvilket brug, hjerne-interfaces kan blive benyttet.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cyborg

En dokumentarfilm om cyborgkunstnerparret Neil Harbisson og Moon Ribas.

Lær mere

Inferno

En robot performance udviklet af canadiske Bill Vorn og Louis-Philippe Demers.

Lær mere

Hello Robot

En særudstilling på Vitra Design Museum i Tyskland om robotter.

Lær mere

Indlægget Film: I Am Human – Brain Computer Interfaces, Etik og Moral blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Når talen går på de store pionerer indenfor den historiske udvikling af elektronisk musik, er det ofte mænd såsom Léon Theremin, Pierre Schaeffer, Karlheinz Stockhausen der bliver fremhævet.

Ligesom den transkønnede Wendy/Walter Carlos, der leverede musik til Stanley Kubricks dystopiske kultklassiker ”A Clockwork Orange” også bliver det.

Derimod er det sjældent at de kvindelige avantgardistiske kunstnere bliver nævnt i den sammenhæng.

Dette gør dokumentarfilmen ”Sisters with Transistors” op med. Da det er en hyldest til nogle af de kvinder som opererede i spændingsfeltet mellem noise og electro specielt i koldkrigstiden.

Indenfor Sci-fi er det vanskelig at forestille sig soundtracket til ”Forbidden Planet” som Bebe Barron skrev sammen med ægtefællen Louis. Og Delia Derbyshire som bl.a. er kendt for at have komponeret temaet til ”Doctor Who”.

I filmen bliver den dybt passionerede Daphne Oram, hvis entusiasme er smittende, skildret.

Ligesom vigtige figurer såsom portugisiske Pauline Oliveros og amerikanerne Maryanne Amacher og Lauire Speigel også bliver portrætteret.

Biografpublikummet som i aften havde fyldt den lille sal i Kino Iluzjon i Warszawa talte engelsk, hvilket igen fortæller noget om hvor smalt et publikum den henvender sig til.

Men også om hvor vigtigt filmens indhold er, da den dækker en historie, som ikke er blevet fortalt før.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Genesis P-Orridge

Ny film om den banebrydende personlighed indenfor performance, industrial og køn.

Lær mere

Fever Ray

En af de mest hotte svenske artister igennem to årtier præsenterede nye sange i Warszawa.

Lær mere

Björk

En storslående visuel og musikalsk udfordrende koncert med den islandske kunstner.

Lær mere

Indlægget Film: Sisters with Transistors – Kvindelige elektroniske pioneer blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.