|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I mere end fire årtier har det slovenske kunstkollektiv Laibach udfordret publikums forståelse af politik, propaganda, kunst og massepsykologi gennem en kompromisløs blanding af industrial musik, totalitær æstetik og filosofisk performancekunst.

Hvilket fra bandets begyndelse til nu også har gjort dem til et af Europas mest fascinerende og misforståede musikprojekter.

Laibach

Laibach blev grundlagt i 1980 i den slovenske industriby Trbovlje, som dengang var en del af det socialistiske Jugoslavien. Gruppen opstod i et miljø præget af kulminer, tung industri og politisk kontrol. Forhold som hurtigt blev centrale elementer i deres æstetik og lyd.

Selve navnet “Laibach” er kontroversielt., da det er det tyske navn for Ljubljana, som Nazityskland benyttede sig af under deres besættelse af Slovenien i Anden Verdenskrig.

Allerede her etablerede gruppen den strategi, som siden har defineret dem, hvilket konkret vil sige at bruge historisk og politisk ladede symboler uden at forklare sig entydigt.

Laibach blev hurtigt forbudt af de jugoslaviske myndigheder. Blandt andet på grund af deres brug af uniformsæstetik, propagandalignende plakater og aggressive sceneshows. Men forbuddet gjorde dem kun mere mytiske.

Kunsten at overidentificere sig med magten

Laibach har altid været vanskelige at placere politisk. Da de fremstår ofte som autoritære, militaristiske og næsten fascistoide i deres visuelle udtryk. Men pointen er netop, at publikum aldrig får den komfortable forklaring på, hvad der er ironi, og hvad der er alvor.

Gruppen arbejder med det, filosoffer og kulturkritikere senere har kaldt “overidentifikation”: De tager magtens symboler så ekstremt alvorligt, at magtens absurditet bliver synlig.

Deres koncerter indeholder typisk elementer af marchrytmer, uniformsæstetik, gigantiske symboler, propaganda-lignende visuals, dybe autoritære vokaler.

Resultatet er både dragende og foruroligende. Publikum bliver tvunget til at konfrontere deres egen fascination af autoritet, nationalisme og massepsykologi.

Laibach kritiserer ikke magt ved at stå udenfor den. De går ind i dens æstetik og spejler den tilbage i ekstrem form.

Industrial musik møder totalitær opera

Musikalsk bevæger Laibach sig mellem industrial, elektronisk musik, neoklassiske arrangementer og teatralsk pop. Deres lyd er monumental, mekanisk og ofte overraskende melodisk.

Mange moderne bands skylder dem mere, end de måske selv vil indrømme. Især tyske Rammstein har tydeligt arvet Laibachs marcherende rytmer, dybe barytonvokal og militaristiske sceneshow. Men hvor Rammstein primært fungerer som underholdende chokrock, arbejder Laibach på et mere konceptuelt og filosofisk plan.

Gruppen har også klare forbindelser til pionerer som Kraftwerk og Throbbing Gristle. Fra Kraftwerk har de videreført fascinationen af teknologi, maskiner, koncept og identitet. Og, fra Throbbing Gristle har de lånt industrial musikkens chokæstetik og performancekunst.

Laibach har dog videreudviklet disse elementer ved at kombinere det med geopolitik, ideologikritik og historisk symbolik.

“Opus Dei” og gennembruddet

Laibachs internationale gennembrud kom med albummet Opus Dei fra 1987. Her transformerede de popsange til nærmest totalitære hymner.

Særligt deres version af Opus-hittet “Life is Life” blev nærmest ikonisk. Den joviale stadionpop blev omdannet til noget, der lød som en marcherende propaganda-sang fra et dystopisk imperium.

Det samme skete med Queens “One Vision”, som Laibach omdøbte til den tysksprogede “Geburt Einer Nation”. Resultatet var både absurd morsomt og ubehageligt overbevisende.

Laibach afslørede dermed, hvor tæt massepop og propaganda egentlig kan ligge på hinanden.

Nationalisme, kapitalisme og geopolitik

Gennem årene har Laibach konstant ændret fokus, men altid med samfundets magtstrukturer som centrum.

Albummet Kapital fra 1992 behandlede overgangen fra kommunisme til kapitalisme i Østeuropa og beskrev markedskræfterne som en ny form for ideologisk kontrol.

I 2006 udgav de det ambitiøse værk Volk, hvor hvert nummer tog udgangspunkt i en nationalhymne fra forskellige lande. Albummet undersøgte nationalismens følelsesmæssige kraft og de myter, moderne stater bygger deres identitet på.

På Spectre fra 2014 rettede de blikket mod overvågning, neoliberal politik og samtidens protestbevægelser. Her blev lyden mere synthpop-orienteret og overraskende catchy, uden at de opgav deres politiske skarphed.

Musick: AI og kulturel overstimulering

Laibachs seneste album, Musick fra 2026, er måske deres mest samtidige værk til dato.

Hvor gruppen tidligere analyserede staten, nationen og kapitalismen, undersøger de nu selve kulturmaskinen. Hvilket vil sige streamingplatforme, sociale medier, algoritmer og AI-genereret musik.

Titlen fungerer som et ordspil mellem “music” og “sick” – en reference til den moderne oplevelse af både at være afhængig af musik og samtidig overmættet af konstant digital stimulering.

Albummet blander industrial med hyperpop, Eurodance og bevidst kitschede popreferencer. Laibach bruger elementer fra moderne mainstreamkultur som et spejl, der viser samtidens algoritmiske masseproduktion af følelser og identitet.

Det er både satire og imitation. Og præcis som altid hos Laibach er det svært at afgøre, hvor kritikken slutter, og fascinationen begynder.

Det umulige/mulige møde med Nordkorea

Et af Laibachs mest omtalte projekter fandt sted i 2015, hvor gruppen som et af de første vestlige bands nogensinde spillede koncert i Nordkorea.

Valget af repertoire gjorde situationen endnu mere surrealistisk. Blandt andet fremførte de sange fra musicalfilmen The Sound of Music. Et værk, som nordkoreanske myndigheder accepterede som relativt “ufarligt”.

Projektet blev dokumenteret i filmen Liberation Day og står i dag som et næsten perfekt billede på Laibachs metode. Dybt alvorlig, absurd humoristisk og kulturelt grænseoverskridende på samme tid.

Stadig relevante efter fire årtier

Mange bands fra industrial-scenen er blevet nostalgiske museumstykker. Laibach føles derimod stadig farlige.

Deres koncerter i 2026 beskrives af anmeldere som intense, teatralske og visuelt overvældende. Publikum fremhæver især gruppens evne til at integrere AI-tematikker, sociale medie-referencer og moderne popæstetik i deres sceneshows uden at miste den mørke autoritet, der altid har defineret dem.

I en tid præget af algoritmer, politisk polarisering og konstant digital manipulation virker Laibachs projekt næsten mere aktuelt end nogensinde.

For måske er deres egentlige budskab ikke politisk i traditionel forstand. Måske handler det snarere om, hvor let mennesker formes af billeder, rytmer, slogans og fællesskaber.

Og netop derfor bliver Laibach ved med at fascinere: De viser os ikke bare magten. De viser os vores egen fascination af den.

Efterskrift

På scenen i Filmstudion i Gøteborg behandlede de slovenske legender nutidens popæstetik, hvor det nu er algoritmerne der styrer vores bevægelser, lige fra vi skriver indlæg og liker opslag på sociale medier, til vores overdrevne brug af intetsigende memer og animererede gif-kommentarer, som på en gang er meget overfladisk, men meget kendetegnende for den metaironiske kultur vi lever i.

Efter en underholdende og meget farverigt, hvor danserne forsøgte at få at os til at danse den samme sløre TikTok dans, så startede de anden del af koncerten med Tanz fra deres industrielle dage i firserne med en mørk æstetik, og understregede deres pointe med at der ikke er langt fra totalitære politiske magter til nutidens brug af AI til at få folk til bevæge sig i samme takt.

Vi fik heller ikke den udgave af Geburt einer Nation som de havde stillet os i udsigt i første del, hvilket kan tolkes som en af mange valgløfter politikerne aldrig holder, imens de leverede et langt instrumentalt medley over deres bagkatalog.

Hvor dette træk er en selvfølge blandt politikere, så er det nærmest en dødssynd, hvis musikgrupperne ikke spiller de numre de bliver hyret på. På denne måde leverede Laibach både en underholdende koncert, men også en oplevelse, hvor man har samme oplevelse, som den statement, som de ud af det siger Bono har udtalt sig om dem: I don’t really get it!

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Genesis P-Orridge

Genesis P-Orridge var en banebrydende britisk personlighed indenfor kunst, musik og køn.

Lær mere

Kraftwerk

Med Autobahn var det muligt for Kraftwerk at nå ud til et bredere publikum.

Lær mere

Björk

En storslående visuel og musikalsk udfordrende koncert med den islandske kunstner.

Lær mere

Indlægget Musik: Når Propoganda bliver kunst – Laibach live i Filmstudion blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I 2019 var det 100 år siden at arkitektur, kunst, og designskolen Bauhaus blev grundlagt i Weimar i Tyskland.

I den anledning blev der i de tre byer som Bauhaus holdt til i sin korte levetid på 14 år, indtil den lukket af nazisterne i 1933, afholdt masser af events og udstillinger.

Samtidig med blev der også produceret mange tv-producerede indslag og programmer om skolen, der sammen med den schweiziske arkitekt Le Corbusier, blev toneangivende i udviklingen af funktionalistiske boliger og bygningskomplekser.

Britiske BBC var også en af dem der hyldede skolens eksistens, da de udgav dokumentaren Bauhaus 100 som giver en introduktion til dens samfundsmæssige placering i mellemkrigsårene.

Bauhaus 100

Bauhaus opstod i kølvandet på 1. verdenskrig. Skolens første leder, arkitekten Walter Gropius, havde deltaget i den, og overlevede mirakuløst krigens rædsler.

Det fortælles i dokumentaren at på et tidspunkt var han den eneste overlevende i en bygning, der styrtede sammen. Noget som kom til at stå i skærende kontrast til det som han senere blev kendt for, da han i 1919 skabte Bauhaus fra bunden.

Som arkitekt var han modsat sine kollegaer i branchen ikke i stand til at kunne tegne. Dette gjorde at han udviklede nogle gode organisatoriske evner til at få projekterne gennemført.

Hvilket også var en nyttig egenskab hos Bauhaus, hvis retning i starten udelukkende bestod af en manifest, han havde udformet for at lokke nye studerende til den lille by Weimar fra hele Tyskland.

I manifestet ville Bauhaus nedbryde grænserne mellem arkitektur, kunst, og håndværk, og skabe en ny bygning, som blev til den banebrydende skole.

Han sørgede for at der blev trykt tusindvis af flyers som blev delt ud i de tyske byer, og mange søgte ind på skolen med de progressive tanker og ideer.

Derudover havde han fået nogle af de bedste kunstnere såsom Vasilij Kandinskij, Paul Klee, Oskar Schlemmer, László Moholy-Nagy, til at komme og undervise på skolen.

Forkursuset

Noget af det som i en undervisningsmæssig kontekst har gjort Bauhaus kendt for eftertiden, er dens halvt årige forkursus, som blev skabt af kunstpædagogen Johannes Itten.

Her lykkedes det den schweiziske åndelige underviser at lave et abstrakt forløb som var bygget op af grundformer, geometri og farvelære, som skulle virke som en indgangsport til alle skolens discipliner.

Gennem sit virke i Mazdaznan, inddrog han elementer fra det ind i hans undervisning. Det kunne for eksempelvis handle om åndedrætsøvelser og have den rigtige kropsholdning, før man gik i gang.

Da hans personlighed var lidt for excentrisk for Gropius, endte det med at han endte med at fyre ham i 1923. Ansvaret for skolen Forkursus blev derefter givet til László Moholy-Nagy, som trak den i en mere teknisk retning.

Udstilling i 1923

Det var i Weimar at store kunstneriske personligheder såsom Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller tidligere havde slået sine folder. Da nogle af de studerende fra Bauhaus skolen havde valgt af overmale skulpturerne af dem med maling viste byens konservative indbyggere godt hvem der havde stået bag.

Da dette var kulminationen på en større skeptisk overfor den frigjorte skole, så forlangte Weimar-republikken at se nogle håndfaste beviser på hvad de udrettede på skolen. Derfor skulle de arrangere en udstilling som offentligheden kunne se et års tid efter.

Men i stedet for bare at ”lave en udstilling”. Så gik Bauhaus i gang med at bygge et hus, som efterfølgende skulle genbruges. Inde i den blev der produceret mange forskellige eksempler på de studerendes kunnen indenfor møbeldesign, tapetdesign, vævning, mm.

Reaktionen fra den lokale presse var meget kritisk, da 85-90 procent af artiklerne nedsablede udstillingen, og lokalbefolkningen var heller ikke tilfreds. Til gengæld fik udstillingen stor positiv opmærksomhed fra udlandet, hvor journalister fra hele verdenen kom, på foranledning af Walter Gropius.

Året efter da der skulle bevilliges penge til skolen, blev summen halveret. Dette var baggrunden for at skolen rykkede til Dessau året efter.

Dessau

I Dessau flyttede skolen ind i en bygning som var tegnet af Walter Gropius. Nu var det tid til at folde talentet ud på ny.

Grunden til at det var Dessau skolen rykkede til var pga. byen havde et venstreorienteret bystyre som var meget interessent i skolens tanker om gode og billige boliger og design til arbejdere.

Gropius som ønskede at gøre skolen mere arkitektonisk, fik hyret den schweiziske arkitekt Hannes Meyer til at komme. Og, da Gropius i 1928 trådte tilbage, var det den kommunistiske Meyer som tog over.

Ironisk nok var det under Meyer at produkterne som skolen udformede, blev egnet til at sætte i masseproduktion. Og, var i stand til at tjene penge.

Men pga. politiske strømme i samfundet, som blev mere og mere domineret af nazisterne, valgte byrådet i Dessau at fyre Hannes Mayer i 1930. Ny leder blev den mere konservative superarkitekt Ludwig Mies van der Rohe.

Efter at han var trådt til, tog han en individuel 1-1 samtale med alle skolens studerende. Det medførte at ca. 20 kommunistiske studerende efterfølgende blev bortvist. Men det var ikke nok til at stoppe nazisternes fremmarch. Så i 1932, inden at de lukkede skolen flyttede Bauhaus til Berlin, og forsatte som privatejet skole indtil det lukket af nazisterne året efter.

Efterskrift

Med lukningen af Bauhaus i 1933 forblev mange af skolens undervisere og studerende i Tyskland.

Nogle, såsom Walter Gropius og Ludwig Mies van der Rohe tog til USA, hvor førstnævnte til sidstnævntes store fortrydelse, blev ansat på Harvard Universitetet hvor han gerne ville have været. I stedet for blev Illinois hans base og Chicago hans scene.

Hannes Meyer tog til Sovjetunionen. Og, andre tog til Tel Aviv og skabte Den Hvide By, som er fyldt med Bauhaus arkitektur.

Så selvom nazisterne lukkede skolen var de også med til at udbrede ideen om Bauhaus på den internationale scene. Men hvor tankerne om socialt boligbyggeri blev til store kontorbygninger i USA, så blev ånden i højere grad realiseret i Tel Aviv.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Hvide By i Tel Aviv

Der er over 4000 Bauhaus-inspireret bygninger i Israels næststørste by.

Lær mere

Fagus Skofabrikken

Walter Gropius, en af de helt store pionerer indenfor modernismen, tegnede fabrikken.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Film: Bauhaus 100 – En BBC kunst dokumentar om den tyske skole blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Boghandlen er ikke kun et sted, hvor du kan købe bøger. Den fungerer også som et kulturelt mødested, hvor folk samles om litteratur, kunst, musik og hyggelige oplevelser.

Cărturești Verona

Cărturești-kæden blev grundlagt i begyndelsen af 2000’erne af to unge entreprenører, der ønskede at skabe et moderne, åbent og inspirerende rum for bogelskere.

I 2003 åbnede Cărturești Verona i en gammel villa, der tidligere havde været ejet af en velhavende rumænsk familie.

Villaen blev nænsomt restaureret, så den bibeholdt sin charme med originale trægulve, smukke trapper og hyggelige kroge, hvor man kan fordybe sig i en bog.

Gennem årene har boghandlen udviklet sig til et kulturelt vartegn i Bukarest. Den har været vært for utallige boglanceringer, forfattermøder, koncerter, workshops og kunstudstillinger.

Cărturești Verona har dermed spillet en vigtig rolle i byens kulturelle liv og har været med til at fremme læselyst og kreativitet blandt både unge og voksne.

Efterskrift

Med sin base i en klassisk villa med højt til loftet, smukke detaljer og hyggelige rum, føles det mere som at besøge et hjem end en traditionel boghandel.

Ud over bøger kan du også finde musik, kunsthåndværk, designprodukter, te, kaffe og gaver. Det gør stedet til et kulturelt univers, hvor alle kan finde noget interessant.

Cărturești Verona har også en populær café og en hyggelig have, hvor du kan nyde din bog med en kop kaffe eller te. Det er et oplagt sted at mødes med venner eller bare slappe af alene.

Derudover er boghandlen kendt for sine mange events, der tiltrækker både lokale og turister. Det kan være alt fra oplæsninger og koncerter til kunstudstillinger og kreative workshops.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cafeer og Restauranter i Krakow

I den sydpolske by er der mange hyggelige steder at hænge ud.

Lær mere

Cărturești Carusel

Bogkarusselen i Bukarests gamle bydel tiltrækker lokale og turister pga. dens indretning.

Lær mere

Kyiv Biografen

Det var i den æstetiske biograf i Krakow at Schindlers Liste fik sin verdenspremiere.

Lær mere

Indlægget Rumænien: Cărturești Verona boghandlen i Bukarest blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Udstillingen udforsker Polens kunstneriske relationer med regioner og lande i tredjeverdens lande, herunder Latinamerika, Indien, Vietnam og Palæstina.

Udgangspunktet er begrebet ‘internationalistisk venskab’ som det hed sig under kommunisttiden og dets underliggende infrastruktur.

Dette venskab i de socialistiske lande var dybt ambivalent. På den ene side et udtryk for frigørende og forenende aspirationer.

Men som på den anden side, samtidig med var baseret på afhængigheder rodfæstet i udnyttelsen af naturressourcer, billig arbejdskraft og vold.

Udstillingen er ikke et forsøg på at idealisere den kommunistiske periode. Men snarere derimod et statement for at anerkende dens kompleksitet.

Her lægges der op til at de besøgende kan overveje, hvad denne historie kan afsløre om vores nutid og de mulige scenarier for en fælles fremtid.

Ifølge kuratorerne er historien om disse internationale venskaber, der blev opgivet efter 1989, også stedet hvori man kan se kunstens potentiale som et redskab til politisk modstand og solidaritet.

Et rum for mangfoldighed

Sammen med de inviterede kunstnere og aktivister rejser udstillingen spørgsmål om kulturinstitutioners rolle i forbindelse med Polens voksende etniske og nationale mangfoldighed.

Og i en tid med intensiveret fremmedhad, udelukkelse og diskrimination er What Are Our Collective Dreams en invitation til os om at se det moderne Polen som et rum åbent for en mangfoldighed af stemmer, sprog, identiteter og oplevelser.

Eller sagt med andre ord, et sted, hvor mangfoldighed ikke er et problem, der skal løses, men selve fundamentet for et fælles liv.

Her søger kuratorene Taras Gembik, Joanna Kordjak, Antonina Stebur at forestille sig en kulturinstitution, der ikke blot er et rum til at præsentere kunst. Men først og fremmest et sted for dialog og fælles refleksion.

Efterskrift

Heldigvis kom ingen til skade ved denne åbning. I 1922 blev Polens første prøsident af den anden republik, Gabriel Narutowicz, skudt under en fernisering på Zachęta af den højre radikale nationalist Eligiusz Niewiadomski.

Derimod var der flere hundrede glade og forventningsfulde mennesker til ferniseringen på særudstillingen. Og efter en halv times åbningstaler kunne folk se udstillingen, som virker som et meget farverigt og forfriskende pust i efterårskulden.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

MOCAK

Museet for Moderne Kunst i Krakow sætter fokus på lokale talenter og internationale navne.

Lær mere

MSN Warszawa

Efter mange års venten kunne Warszawa endelig indvie byens Museum for Moderne Kunst i 2024.

Lær mere

Bunkier Sztuki

Krakows progressive galleri for samtidskunst fejrede sin 60 års fødselsdag.

Lær mere

Indlægget Polen: Fernisering på What Are Our Collective Dreams i Zachęta blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den 24. september 2025 fejrede galleriet sig selv med en stor fødselsdagskage da de afholdt en tredobbelt fernisering af tre forskellige udstillinger.

Bunkier Sztuki

I Krakows centrum hvor der er mange fine Art Nouveau bygninger beliggende, så bryder Bunkier Sztuki med dette mønster, da den brutalistiske galleribygning signalerer anderledes og mere moderne ideer.

Dette falder fint i hak med en kunstnerisk institution som nu i 60 år har holdt fanen høj for samtidskunsten. Og vel og mærke den type af moderne kunst som er af den mere eksperimenterende og socialt engagerende art.

Fordelt over tre etager er det et mellemstort galleri, som har mange venner, der var mødt talrigt op på den store aften.

I stueetagen vises lige for tiden udstillingen Ruch, który wraca do ciała (Bevægelse der vender tilbage til kroppen). Her præsenteres den mest eksperimenterende af de tre udstillinger i galleriet.

Det som danner bevægelsen er bl.a. den store brug af tekstile værker, videoinstallationskunst.

På 1. sal fejres fødselsdagsbarnet i udstillingen Bunkier. Historia aktywna (Bunkeren. Aktiv historie). Denne udstilling er en blanding af dokumentation, fotografier og objekter i rummet.

Den tredje og sidste udstilling Grafiozbiór albo migotliwy urok konfiguracji (Graphisset eller konfigurationens flimrende charme) er det mere dens titel fremfor de grafiske værker som er det mest spændende element.

Efterskrift

Bunkeren fremstår ganske frisk på en aften hvor efteråret er ved at gå på hæld. Ligesom årstiden er der mange forskellige farver og nuancer som presser sig på for at komme frem i rampelyset.

De tre udstillinger giver tilsammen et solidt indtryk af hvad det er at Bunkier Sztuki har villet markere igennem seks årtier.

At kunsten på ingen måde er reduceret til dekoration, men at den stadig er viral og har modet til at give en konstruktiv kritik af sin samtid og af omverdenen.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cricoteka

I Tadeusz Kantor Centeret for Dokumentation i Krakow kan se mesterens værker.

Lær mere

Manggha

Det Japanske Museum for Kunst og Teknologi blev stiftet af Andrzej Wajda og hans kone.

Lær mere

MOCAK

Museet for Moderne Kunst i Krakow sætter fokus på lokale talenter og internationale navne.

Lær mere

Indlægget Polen: Bunkier Sztuki Galleriet i Krakow fejrer sin 60-års fødselsdag blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

De tre kvinder som bliver hyldet er Teofila Certowitz, som oprettede Krokows første skole for kvindelige kunstnere. Magdalena Abakanowitz og Barbara Falender, der begge opnåede anerkendelse i både ind- og udland.

Teofila (Tero) Certowitz (1862-1918)

Morfeus er i græsk mytologi Guden for drømmene. Og i Teofila Certowitzs værk fra 1903 bliver han skildret symbolsk.

Fontainen med skulpturen kan ses inde i haveanlægget til Czapski Paladset i Krakows midtby.

Magdalena Abakanowitz (1930-2017)

Samme sted kan den prisbelønnede polske kunstner Magdalena Abakanowitzs skulpturinstallation Gående Figurer fra 2005-2006 ses.

De tre hovedløse skulpturer er afstemt til at passe ind i det omgivende miljø som hovedsagelig består af træer.

Læs også: Det Kongelige Wawel Slot i Krakow (Del V) – Haverne

Barbara Falender (1947-)

Lige ved siden af Stanislaw Wyspianski museet i Krakow kan man finde tre skulpturer af Barbara Farender.

Værkerne er fra venstre mod højre Sarkofag til min mor, Sarkofag til min forældre, og Hyldest til Alina Szapocznikow

Efterskrift

De kvindelige billedhuggers haver er et kunstnerisk projekt som fortjener opmærksomhed, da det er kvalitet over kvantitet. Og som samlet set giver en lyst til at dykke ned i de tre kvinders kunstneriske bagkatalog.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cricoteka

I Tadeusz Kantor Centeret for Dokumentation i Krakow kan se mesterens værker.

Lær mere

Manggha

Det Japanske Museum for Kunst og Teknologi blev stiftet af Andrzej Wajda og hans kone.

Lær mere

MOCAK

Museet for Moderne Kunst i Krakow sætter fokus på lokale talenter og internationale navne.

Lær mere

Indlægget Polen: De kvindelige billedhuggers haver i Krakow blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Ideen om Suiseki stammer fra Kina, men den er blevet modificeret meget i Japan i middelalderen hvor den også skulle afstemmes med Zenbudhisme.

I takt med afviklingen af det japanske feudalsamfundet i midten af 1800-tallet var Suiseki også ved at gå i graven. Men i løbet af de sidste mange årtier er der fremvokset en fornyet interesse i at lave stenkunst også udenfor Japans grænser.

Siden årtusindeskiftet er traditionen bl.a. spedt sig til de tre centraleuropæiske lande Tjekkiet, Slovakiet, og Polen, hvor der årligt bliver afholdt en festival for Suiseki.

Suiseki

Der er seks faktorer som er vigtig at tage i betragtning hvis man vil lave ordentlig suiseki.

1) Stenens form: Den skal helst repræsentere et landskab, et dyr, eller et menneske.

2) Stenens kvalitet: Stenen skal være svær at ødelægge.

3) Stenens farve: Alle sten hvis farver er i harmoni med nature er ønsket. Når det er sagt så er de mørke sten som vurderes til at være mest æstetisk.

4) Stenens overflade: Hvis de ligner hud, eller har linjer eller små huller, løfter det værdien af stenen.

5) Stenens alder: Her er det vigtigt at stenen har et gammelt udtryk.

6) Yaseki: Dette punkt handler om hvordan stenen er blevet opdrættet med kærlig pleje med vand indtil det er blevet moden.

Efterskrift

Udover suisekifestivallens udstilling er der også en udstilling lavet af japanske mestre.

For at entrere udstillingen skal man af med skoene. Der er mulighed for at låne nogle hvide strømper.

I udstillingen som er stramt komponeret er stenene placeret på små brune borde, der løfter dem lidt fra gulvhøjde, og dermed gør dem lidt forhøjede i sit udtryk.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cricoteka

I Tadeusz Kantor Centeret for Dokumentation i Krakow kan se mesterens værker.

Lær mere

MOCAK

Museet for Moderne Kunst i Krakow sætter fokus på lokale talenter og internationale navne.

Lær mere

Cafeer og Restauranter i Krakow

I den sydpolske by er der mange hyggelige steder at hænge ud.

Lær mere

Indlægget Polen: Det Japanske Museum for Kunst og Teknologi i Krakow blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Tadeusz Kantor var en polsk kunstner som beskæftigede sig både med at udforme visuel kunst og indenfor scenekunsten.

I Krakow blev hans mest kendte teaterstykke Dødeklassen opført for første gang i et galleri for 50 år siden i 1975. Og, det er også i den sydpolske by, hvor han både blev uddannet, og senere hen underviste, på kunstakademiet, som bærer hans navn videre i dag.

Hans museum, der er tegnet af arkitektfirmaerne Wizja/Vision og nsMoonStudio, bærer navnet Cricoteka, hvilket er en reference til den teatergruppe som han oprettede.

Dødeklassen

I år handler hovedudstillingen på Cricoteka om hans mest kendte teaterstykke Dødeklassen. Hvor i moralen er at intet bliver det samme som det engang var. Dette erfarer nogle ældre herrer da de vender tilbage til den klasse på deres skole mange år efter.

Udstillingen prøver at introducere publikummet til det stykke der gjorde polsk teater internationalt kendt i 1970erne med at undersøge hvorfor det fremkalder så stærke følelser. For derefter at forbinde værket med beskueren uden at komme at komme med et facit på hvad stykket handler om.

Efterskrift

Tadeusz kantor var i begyndelsen af sin karriere i 1950ernes Polen inspireret af dadaisme og konceptkunst.

I de tidlige tressere begyndte han samtidig med at Joseph Beuys karriere begyndte at tage fart i Vesttyskland at udvikle sin egen for readymades, samtidig med han rettede blikket mod happenings og performancekunsten.

LÆS OGSÅ: Beuys – Kunstneriske aktioner som et deMOKRATISK Projekt

Alt dette førte ham over i skabelsen at Cricot 2 teatret i halvfjerdserne, inden han i 1990 takkede af med skuespillet I dag er det min fødselsdag som blev opført efter hans død.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om liver i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

MOCAK

Museet for Moderne Kunst i Krakow sætter fokus på lokale talenter og internationale navne.

Lær mere

Afterimage

En film om maleren Władysław Strzemiński, som blev et offer for kommunismen.

Lær mere

Indlægget Polen: Cricoteka – Tadeusz Kantors Centeret for Dokumentation blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

MOCAK, som er beliggende lige ved siden af Oskar Schindlers Emaljefabrik, er Krakows vigtigste center for formidling af moderne kunst.

Udenfor kunstmuseet kan man som besøgende i disse dage se ”Laughing is suspicious” af den tyske kunstner Fabian Knecht.

Det store værk viser 40 camouflagenet som ukrainske kvinder og børn har lavet til at beskytte deres boliger og militære installationer. På grund af krigen er eksempler som disse blevet en fast integreret del af landskabet i Ukraine.

Nostalgi

Når man træder ind i selve udstillingsbygningen, er det også refleksioner over tyverne hvori begreber som pandemi og krig spiller en stor rolle i folks hverdag.

For at få styr over livet i en tid med stor usikkerhed kan folk vælge at rette blikket indadtil og fokusere på en fortid for det hele synes at være mere ubesværet. Dette er omdrejningspunktet i den midlertidige hovedudstilling Nostalgi.

Her giver 22 kunstnere som alle har det til fælles at de er bosiddende i Krakow området en kommentar til hvordan de ser tilværelsen lige nu og her.

Efterskrift

I museets faste samling kan man bl.a. se og interagere med Krystian Lupas værk Live Factory 2 som er en kommentar til Andy Warhols The Factory.

Mange af popkunstnerens gamle medarbejdere har givet en tommelfinger opad for den polske kunstners installation.

En anden iøjnefaldende installation er Concept Shapes af Stanisław Dróżdż. Her kan du bogstaveligt talt bliver omgivet af bogstaver i et lukket rum.

Hvis turen alligevel går forbi Schindlers gamle fabrik kan det anbefales at afsætte en time eller to til at blive opdateret i hvad der rører sig på kunstscenen i Krakow ved at besøge naboen MOCAK.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om liver i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

MSN Warszawa

Efter mange års venten kunne Warszawa endelig indvie byens Museum for Moderne Kunst i 2024.

Lær mere

Afterimage

En film om maleren Władysław Strzemiński, som blev et offer for kommunismen.

Lær mere

Indlægget Polen: MOCAK – Museum for Moderne Kunst i Krakow blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I dag kan man stadig se de karakteristiske hvide og grå bygninger, der blev blev opført i starten af 1900-tallet, og som har givet området på Vesterbro tilnavnene Den Hvide og Den Grå Kødby.

Kødbyen

I de seneste årtier har Kødbyen gennemgået en stor forvandling. Mange af de gamle industribygninger er blevet omdannet til restauranter, barer, kunstgallerier, kreative kontorer og kultursteder.

Det har gjort området til et af byens mest populære steder at gå ud. Både for lokale københavnere og turister.

Her finder du alt fra hippe cocktailbarer og gourmetrestauranter til street food, natklubber og kunstudstillinger. Stemningen er rå, urban og kreativ, og området summer af liv både dag og nat.

Desuden afholdes der ofte events, markeder og festivaler i Kødbyen, hvilket tiltrækker endnu flere besøgende.

Området er kendt for sin mangfoldighed og sit afslappede miljø, hvor folk samles for at spise, feste, arbejde eller opleve kultur.

Efterskrift

Københavns Kommune har stadig en vision om at bevare Kødbyens historiske og industrielle karakter, samtidig med at man videreudvikler det som et kreativt og kulturelt centrum.

Der arbejdes på at gøre området endnu mere attraktivt for både erhvervsliv og besøgende, blandt andet gennem renoveringer, nye byrum og flere kulturelle aktiviteter.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Christiania

Fristaden har med tiden udviklet sig til et af Københavns største turistattraktioner.

Lær mere

NOMA

Restauranten har sat København på den gastonomiske verdenskort.

Lær mere

Wonderful Copenhagen

Den danske hovedstad udvikler sig i disse år til at blive til et moderne metropol.

Lær mere

Indlægget Danmark: Kødbyen i København – Fra industri til kulturelt område blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.