|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den måske vigtigste af dem alle sammen, er skulpturen af Gustav II Adolf på Gustaf Adolfs Torg, som bev skabt af den svenske billedhugger Bengt Erland Fogelberg, og indvidet i 1854.

Bengt Erland Fogelberg: Gustav II Adolf

Kongen er afbildet i det øjeblik, hvor han ifølge traditionen udpeger stedet, hvor Gøteborg skulle anlægges.

Derfor peger han ned mod jorden med sin hånd. Mange gøteborgere kender historien som: “Här skall staden ligga” (“Her skal byen ligge”).

Gustav II Adolf

Gustav II Adolf regerede Sverige fra 1611 til 1632 og regnes som en af landets mest betydningsfulde konger.

Han moderniserede hæren, styrkede statsforvaltningen og gjorde Sverige til en stormagt i Europa under Trediveårskrigen. Han faldt i slaget ved Slaget ved Lützen i Tyskland i 1632.

På Gustav II Adolfs initiativ blev Gøteborg grundlagt i 1621 .På den tid havde Sverige kun en smal adgang til Nordsøen og Atlanterhavet.

Byen blev anlagt som en vigtig handels- og forsvarsby for at sikre Sveriges adgang til havet. Derfor kaldes Gustav II Adolf ofte Gøteborgs grundlægger.

Alle gode gange tre

Statuen havde en usædvanlig tilblivelse. Den første bronzestøbning var af så dårlig kvalitet, at den måtte kasseres.

En senere version blev støbt i München og sendt hjem med skib. Skibet sank i Nordsøen. Statuen blev bjærget, men bjærgningsomkostningerne var så høje, at Gøteborg i stedet bestilte endnu en ny støbning. Det er denne tredje udgave, der står på torvet i dag.

Når du står foran statuen på Gustaf Adolfs Torg, ser du altså ikke blot et monument over en svensk konge, men også et symbol på Gøteborgs grundlæggelse og Sveriges vej til at blive en europæisk stormagt.

John Börjesson: Karl IX

Skulpturen af Karl IX i Gøteborg er den berømte rytterstatue, som gøteborgerne kalder “Kopparmärra”.

Den blev skabt af billedhuggeren John Börjesson og indviet i 1904 på Kungsportsplatsen. Statuen er udført i kobber og bronze og er omkring 11 meter høj.

Karl IX

Karl IX regerede Sverige fra 1604 til 1611. Han var søn af Gustav Vasa og far til Gustav II Adolf. Han spillede en vigtig rolle i at sikre, at Sverige forblev protestantisk i en tid med religiøse konflikter i Europa.

Hans regeringstid lagde også grundlaget for den svenske stormagtstid, som hans søn senere førte videre.

Karl IX forbindes med Gøteborg, fordi han grundlagde en tidligere udgave af byen ved Färjenäs på Hisingen omkring 1603–1604.

Denne første by blev dog ødelagt under krige med Danmark-Norge. Senere grundlagde hans søn Gustav II Adolf det Gøteborg, vi kender i dag, i 1621.

Kopparmärra

Statuen blev rejst i 1904 på Kungsportsplatsen. Gøteborgere begyndte hurtigt at kalde den “Kopparmärra” (“kobberhoppen”), selv om hesten faktisk er en hingst.

Nogle mener, at navnet var et humoristisk eller let hånligt kælenavn. I 1935 blev statuen flyttet nogle meter, fordi den stod i vejen for den voksende trafik på Östra Hamngatan.

Den er i dag et af Gøteborgs mest kendte mødesteder. Mange aftaler stadig at “mødes ved Kopparmärra”.

Da John Börjesson arbejdede på monumentet, var planen oprindeligt blot at lave en statue af kongen.

Under arbejdet besluttede han sig imidlertid for at gøre den til en rytterstatue. Ifølge en senere fortælling sagde han, at der simpelthen “kom en hest mellem benene på ham”.

Så mens Gustav II Adolf regnes som grundlæggeren af det nuværende Göteborg, hædrer Kopparmärra Karl IX som manden bag byens første forgænger.

Ivar Johnsson: Torgny Sederstedt

Monumentet for Torgny Segerstedt på Vasaplatsen i Gøteborg blev skabt af billedhuggeren Ivar Johnsson.

Monumentet blev afsløret den 31. marts 1955, præcis ti år efter Segerstedts død. Det er en cirka ti meter høj trekantet granitobelisk, som blev rejst til ære for hans forsvar af ytringsfriheden og hans modstand mod nazismen.

Torgny Segerstedt – En stemme for demokrati

Torgny Segerstedt (1876–1945) var oprindeligt professor i religionshistorie, men blev især kendt som chefredaktør for avisen Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning.

Allerede før nazisternes magtovertagelse i Tyskland advarede han mod Adolf Hitler og nazismen. I 1933 skrev han den berømte leder, som sluttede med ordene: “Herr Hitler är en förolämpning” (“Hr. Hitler er en fornærmelse”).

Under hele 1930’erne og Anden Verdenskrig fortsatte han med at kritisere både Nazityskland og den svenske regerings eftergivende holdning over for Hitler-regimet.

Det gjorde ham til en kontroversiel figur, men også til et symbol på pressefrihed og civil courage.

Obelisken

Monumentet er udformet som en enkel, kraftfuld obelisk. På soklen er indhugget et citat fra en lederartikel, Segerstedt skrev i oktober 1940, efter at et nummer af avisen var blevet beslaglagt af myndighederne. Citatet handler om frihed og om at tage risici for sine overbevisninger.

En interessant detalje er, at der senere blev opdaget en lille fejl i den indhuggede tekst. Et ord var blevet gengivet forkert i forhold til Segerstedts oprindelige formulering. Fejlen har selv fået sin egen lille plads i monumentets historie.

Segerstedt betragtes som en af Sveriges vigtigste stemmer for demokrati og pressefrihed i det 20. århundrede.

Mens mange europæiske aviser og politikere undervurderede Hitler, var han blandt de første i Norden til offentligt at advare om nazismens fare.

Derfor står monumentet ikke kun som et minde om en person, men også som et symbol på fri presse og modet til at sige fra over for autoritære kræfter.

Charlotte Gyllenhammar: Till minne av Raoul Wallenbergs gärning

Monumentet står ved Haga Kyrkoplan i Gøteborg og hedder Till minne av Raoul Wallenbergs gärning.

Det blev skabt af den svenske kunstner Charlotte Gyllenhammar og afsløret den 25. maj 2007 af FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan.

Monumentet består af to dele. En høj sten- og betonplade med et portræt af den unge Raoul Wallenberg. Og, en bronzeskulptur foran portrættet, der viser to sovende drenge tæt sammen under en stor frakke.

Gyllenhammar ønskede ikke at fremstille Wallenberg som en traditionel helt på en sokkel. I stedet viser værket ham som ung, før hans skæbne blev beseglet, mens drengene symboliserer de mennesker, der blev ramt af historiens undertrykkelse og krigens rædsler.

Raoul Wallenberg

Raoul Wallenberg (1912–1945?; forsvandt i 1945) var en svensk diplomat, som under Anden Verdenskrig blev sendt til Budapest i Ungarn.

Her organiserede han en omfattende redningsaktion for Ungarns jøder, der var truet af deportation til nazistiske koncentrationslejre.

Hans vigtigste indsats omfattede udstedelse af svenske beskyttelsespas (Schutzpass), som gav tusindvis af mennesker en vis beskyttelse.

Oprettelse af såkaldte “svenske huse”, hvor forfulgte jøder kunne søge tilflugt. Og, direkte indgriben ved togtransporter og deportationer for at få mennesker frigivet.

Da den sovjetiske hær erobrede Budapest i januar 1945, blev Wallenberg arresteret af sovjetiske myndigheder. Derefter forsvandt han.

Sovjetunionen hævdede senere, at han døde i fængsel i Moskva i 1947, men omstændighederne er stadig ikke fuldt afklarede. Hans skæbne er derfor et af efterkrigstidens mest omtalte mysterier.

Wallenbergs eftermæle

Wallenberg regnes som en af de største humanitære helte fra Anden Verdenskrig. Han risikerede sit eget liv for at redde andre og blev senere hædret verden over.

Mindesmærket i Gøteborg er derfor ikke kun et monument over én mand, men også over mod, civilcourage og kampen mod Holocaust.

En interessant detalje er, at Charlotte Gyllenhammar bevidst valgte en eftertænksom og menneskelig fremstilling frem for en heroisk statue.

Monumentet handler lige så meget om de mennesker, Wallenberg reddede, som om Wallenberg selv.

Ivar Johnsson: Christopher Polhem

Monumentet for Christopher Polhem i Gøteborg blev skabt af billedhuggeren Ivar Johnsson og blev rejst i 1951, 200 år efter Polhems død. Værket står ved Nya Allén nær Heden i Gøteborg og er udført i granit og bronze.

Statuen viser Christopher Polhem stående i tidstypisk 1700-talstøj med hånden på et tandhjul, som symboliserer hans arbejde med mekanik og maskinkonstruktion. Monumentet er placeret på en høj sokkel i et bassin med springvandsfunktion.

Christopher Polhem

Christopher Polhem (1661–1751) regnes ofte som “den svenske mekaniks fader”. Han var opfinder, ingeniør, industrimand og en af de vigtigste skikkelser i Sveriges tidlige industrialisering.

Blandt hans vigtigste bedrifter var udvikling af maskiner til miner, landbrug og tekstilproduktion.

Konstruktion af låse, ure og mekaniske transmissionssystemer. Oprettelsen af et tidligt teknisk uddannelsesmiljø i Stockholm, som senere blev en del af grundlaget for Sveriges ingeniøruddannelser.

Og, udviklingen af det såkaldte “mekaniske alfabet”, en samling modeller der demonstrerede grundlæggende mekaniske principper.

Han arbejdede også med projekter, der senere fik betydning for anlæg som Göta kanal, og hans idéer om automatiseret produktion var flere generationer forud for sin tid.

Monumentet blev finansieret gennem donationer fra næsten 100 industrivirksomheder i Gøteborg.

Formålet var ikke blot at hædre Polhem som person, men også at markere industriens voksende betydning for Sveriges velstand. På soklen findes en inskription, der understreger netop dette budskab.

Valget af Polhem var oplagt for Gøteborg, som gennem 1800- og 1900-tallet udviklede sig til Sveriges vigtigste industri- og havneby. Han blev derfor et symbol på opfindsomhed, teknik og industrielt fremskridt.

Polhems eftermæle

Polhems betydning i Sverige kan sammenlignes med personer som James Watt i Storbritannien eller Leonardo da Vinci i renæssancen.

Hans portræt prydede endda den svenske 500-kroneseddel fra 2001 til 2016, og Sveriges prestigefyldte ingeniørpris, Polhemspriset, er opkaldt efter ham.

Monumentet i Gøteborg er derfor både et minde om en enkelt opfinder og en hyldest til den teknologiske udvikling, der var med til at forme det moderne Sverige.

Ingel Fallstedt: John Ericsson

Skulpturen af John Ericsson i Gøteborg blev skabt af billedhuggeren Ingel Fallstedt.

Monumentet står ved Kungsportsavenyn mellem Allén og Parkgatan og blev indviet i oktober 1899.

John Ericsson

John Ericsson (1803–1889) var en svensk opfinder og ingeniør, som fik størstedelen af sin karriere i England og USA.

Han er især kendt for at have udviklet den moderne skibspropel. At have konstrueret det banebrydende panserskib USS Monitor. At have taget omkring 500 patenter i løbet af sit liv. Og, at have udviklet varm­luftsmaskinen, som blev en af hans største kommercielle succeser.

Hans konstruktion af USS Monitor gjorde ham til en nationalhelt i USA, fordi skibet spillede en afgørende rolle under den amerikanske borgerkrig.

Mange var til stede ved indvielsen

Historien bag monumentet i Gøteborg. Monumentet blev til efter initiativ fra jernbanebyggeren og politikeren Claes Adelsköld, som organiserede en indsamling blandt især Gøteborgs borgere.

Næsten en tiendedel af byens befolkning var til stede ved afsløringen i 1899, trods kraftig regn.

Monumentet blev desværre også det sidste værk af Ingel Fallstedt. Kort efter færdiggørelsen blev han indlagt med svær udmattelse.

Få måneder før statuen blev afsløret, døde han pga. selvmord under et ophold i København. Derfor oplevede han aldrig selv indvielsen af sit største monument i Gøteborg.

En af de største opfindere fra Sverige

Statuen viser Ericsson stående med en passer i hånden som symbol på ingeniørkunst og præcision.

Foran monumentet findes en bronzørn, som symboliserer hans liv og succes i USA.

Monumentet blev restaureret i 2017, hvor blandt andet den forsvundne passer blev genskabt ud fra gamle fotografier.

John Ericsson er måske mindre kendt i Sverige end Gustav II Adolf eller Victor Hasselblad.

Men internationalt set regnes han blandt de mest betydningsfulde svenske opfindere nogensinde. Hans propellerteknologi bruges stadig i princippet på moderne skibe verden over.

Ulf Celén: Viktor Hasselblad

Skulpturen af Victor Hasselblad på Götaplatsen i Gøteborg blev færdiggjort af Ulf Celén og afsløret den 8. marts 2006 på det der kunne have været hans 100-års fødselsdag.

Den oprindelige ler-model blev dog lavet af den svensk-finske forfatter og billedhugger Eino Hanski.

Efter Hanskis død videreudviklede Ulf Celén modellen ved hjælp af fotografier af Hasselblad og skabte den endelige bronzeskulptur.

Victor Hasselblad

Victor Hasselblad (1906–1978) var en af Gøteborgs mest berømte erhvervspersoner.

Han var fotograf, naturinteresseret, opfinder og grundlægger af det kamerafirma, der kom til at bære hans navn. Hans mellemformatkameraer blev verdenskendte for deres billedkvalitet.

Det, der gjorde ham internationalt berømt, var især samarbejdet med det amerikanske rumprogram.

Hasselblad-kameraer blev brugt under flere af NASA’s Apollo-missioner, herunder månelandingerne. Mange af de ikoniske billeder fra Månen blev taget med Hasselblad-kameraer.

Hasselblad er i skulpturen afbildet i en stående position med sit karakteristiske kamera i hænderne.

Ved soklen findes et aftryk af en “månestøvle” som en reference til kameraernes rolle i Apollo-programmet.

Statuen blev indviet af astronauten Harrison H. Schmitt, som selv gik på Månen under Apollo 17.

Det er derfor ikke bare en statue af en lokal erhvervsmand, men også et monument over Gøteborgs forbindelse til rumfarten og nogle af de mest berømte fotografier i menneskehedens historie.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Havnebyen Gøteborg

Havguden Poseidon beskytter Sveriges port til Kattegat og Nordsøen mod uheld.

Lær mere

Avenyn

Langs hovedpulsåren i Gøteborg står der mange skulpurer som fortæller om mennesket.

Lær mere

Skulpturerne på Olof Palmes plats

Socialdemokratiets ide om Folkhemmet bliver holdt i hævdt i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Monumenter og Skulpturer i Göteborg (Del IV) – Personer blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I mere end fire årtier har det slovenske kunstkollektiv Laibach udfordret publikums forståelse af politik, propaganda, kunst og massepsykologi gennem en kompromisløs blanding af industrial musik, totalitær æstetik og filosofisk performancekunst.

Hvilket fra bandets begyndelse til nu også har gjort dem til et af Europas mest fascinerende og misforståede musikprojekter.

Laibach

Laibach blev grundlagt i 1980 i den slovenske industriby Trbovlje, som dengang var en del af det socialistiske Jugoslavien. Gruppen opstod i et miljø præget af kulminer, tung industri og politisk kontrol. Forhold som hurtigt blev centrale elementer i deres æstetik og lyd.

Selve navnet “Laibach” er kontroversielt., da det er det tyske navn for Ljubljana, som Nazityskland benyttede sig af under deres besættelse af Slovenien i Anden Verdenskrig.

Allerede her etablerede gruppen den strategi, som siden har defineret dem, hvilket konkret vil sige at bruge historisk og politisk ladede symboler uden at forklare sig entydigt.

Laibach blev hurtigt forbudt af de jugoslaviske myndigheder. Blandt andet på grund af deres brug af uniformsæstetik, propagandalignende plakater og aggressive sceneshows. Men forbuddet gjorde dem kun mere mytiske.

Kunsten at overidentificere sig med magten

Laibach har altid været vanskelige at placere politisk. Da de fremstår ofte som autoritære, militaristiske og næsten fascistoide i deres visuelle udtryk. Men pointen er netop, at publikum aldrig får den komfortable forklaring på, hvad der er ironi, og hvad der er alvor.

Gruppen arbejder med det, filosoffer og kulturkritikere senere har kaldt “overidentifikation”: De tager magtens symboler så ekstremt alvorligt, at magtens absurditet bliver synlig.

Deres koncerter indeholder typisk elementer af marchrytmer, uniformsæstetik, gigantiske symboler, propaganda-lignende visuals, dybe autoritære vokaler.

Resultatet er både dragende og foruroligende. Publikum bliver tvunget til at konfrontere deres egen fascination af autoritet, nationalisme og massepsykologi.

Laibach kritiserer ikke magt ved at stå udenfor den. De går ind i dens æstetik og spejler den tilbage i ekstrem form.

Industrial musik møder totalitær opera

Musikalsk bevæger Laibach sig mellem industrial, elektronisk musik, neoklassiske arrangementer og teatralsk pop. Deres lyd er monumental, mekanisk og ofte overraskende melodisk.

Mange moderne bands skylder dem mere, end de måske selv vil indrømme. Især tyske Rammstein har tydeligt arvet Laibachs marcherende rytmer, dybe barytonvokal og militaristiske sceneshow. Men hvor Rammstein primært fungerer som underholdende chokrock, arbejder Laibach på et mere konceptuelt og filosofisk plan.

Gruppen har også klare forbindelser til pionerer som Kraftwerk og Throbbing Gristle. Fra Kraftwerk har de videreført fascinationen af teknologi, maskiner, koncept og identitet. Og, fra Throbbing Gristle har de lånt industrial musikkens chokæstetik og performancekunst.

Laibach har dog videreudviklet disse elementer ved at kombinere det med geopolitik, ideologikritik og historisk symbolik.

“Opus Dei” og gennembruddet

Laibachs internationale gennembrud kom med albummet Opus Dei fra 1987. Her transformerede de popsange til nærmest totalitære hymner.

Særligt deres version af Opus-hittet “Life is Life” blev nærmest ikonisk. Den joviale stadionpop blev omdannet til noget, der lød som en marcherende propaganda-sang fra et dystopisk imperium.

Det samme skete med Queens “One Vision”, som Laibach omdøbte til den tysksprogede “Geburt Einer Nation”. Resultatet var både absurd morsomt og ubehageligt overbevisende.

Laibach afslørede dermed, hvor tæt massepop og propaganda egentlig kan ligge på hinanden.

Nationalisme, kapitalisme og geopolitik

Gennem årene har Laibach konstant ændret fokus, men altid med samfundets magtstrukturer som centrum.

Albummet Kapital fra 1992 behandlede overgangen fra kommunisme til kapitalisme i Østeuropa og beskrev markedskræfterne som en ny form for ideologisk kontrol.

I 2006 udgav de det ambitiøse værk Volk, hvor hvert nummer tog udgangspunkt i en nationalhymne fra forskellige lande. Albummet undersøgte nationalismens følelsesmæssige kraft og de myter, moderne stater bygger deres identitet på.

På Spectre fra 2014 rettede de blikket mod overvågning, neoliberal politik og samtidens protestbevægelser. Her blev lyden mere synthpop-orienteret og overraskende catchy, uden at de opgav deres politiske skarphed.

Musick: AI og kulturel overstimulering

Laibachs seneste album, Musick fra 2026, er måske deres mest samtidige værk til dato.

Hvor gruppen tidligere analyserede staten, nationen og kapitalismen, undersøger de nu selve kulturmaskinen. Hvilket vil sige streamingplatforme, sociale medier, algoritmer og AI-genereret musik.

Titlen fungerer som et ordspil mellem “music” og “sick” – en reference til den moderne oplevelse af både at være afhængig af musik og samtidig overmættet af konstant digital stimulering.

Albummet blander industrial med hyperpop, Eurodance og bevidst kitschede popreferencer. Laibach bruger elementer fra moderne mainstreamkultur som et spejl, der viser samtidens algoritmiske masseproduktion af følelser og identitet.

Det er både satire og imitation. Og præcis som altid hos Laibach er det svært at afgøre, hvor kritikken slutter, og fascinationen begynder.

Det umulige/mulige møde med Nordkorea

Et af Laibachs mest omtalte projekter fandt sted i 2015, hvor gruppen som et af de første vestlige bands nogensinde spillede koncert i Nordkorea.

Valget af repertoire gjorde situationen endnu mere surrealistisk. Blandt andet fremførte de sange fra musicalfilmen The Sound of Music. Et værk, som nordkoreanske myndigheder accepterede som relativt “ufarligt”.

Projektet blev dokumenteret i filmen Liberation Day og står i dag som et næsten perfekt billede på Laibachs metode. Dybt alvorlig, absurd humoristisk og kulturelt grænseoverskridende på samme tid.

Stadig relevante efter fire årtier

Mange bands fra industrial-scenen er blevet nostalgiske museumstykker. Laibach føles derimod stadig farlige.

Deres koncerter i 2026 beskrives af anmeldere som intense, teatralske og visuelt overvældende. Publikum fremhæver især gruppens evne til at integrere AI-tematikker, sociale medie-referencer og moderne popæstetik i deres sceneshows uden at miste den mørke autoritet, der altid har defineret dem.

I en tid præget af algoritmer, politisk polarisering og konstant digital manipulation virker Laibachs projekt næsten mere aktuelt end nogensinde.

For måske er deres egentlige budskab ikke politisk i traditionel forstand. Måske handler det snarere om, hvor let mennesker formes af billeder, rytmer, slogans og fællesskaber.

Og netop derfor bliver Laibach ved med at fascinere: De viser os ikke bare magten. De viser os vores egen fascination af den.

Efterskrift

På scenen i Filmstudion i Gøteborg behandlede de slovenske legender nutidens popæstetik, hvor det nu er algoritmerne der styrer vores bevægelser, lige fra vi skriver indlæg og liker opslag på sociale medier, til vores overdrevne brug af intetsigende memer og animererede gif-kommentarer, som på en gang er meget overfladisk, men meget kendetegnende for den metaironiske kultur vi lever i.

Efter en underholdende og meget farverigt, hvor danserne forsøgte at få at os til at danse den samme sløre TikTok dans, så startede de anden del af koncerten med Tanz fra deres industrielle dage i firserne med en mørk æstetik, og understregede deres pointe med at der ikke er langt fra totalitære politiske magter til nutidens brug af AI til at få folk til bevæge sig i samme takt.

Vi fik heller ikke den udgave af Geburt einer Nation som de havde stillet os i udsigt i første del, hvilket kan tolkes som en af mange valgløfter politikerne aldrig holder, imens de leverede et langt instrumentalt medley over deres bagkatalog.

Hvor dette træk er en selvfølge blandt politikere, så er det nærmest en dødssynd, hvis musikgrupperne ikke spiller de numre de bliver hyret på. På denne måde leverede Laibach både en underholdende koncert, men også en oplevelse, hvor man har samme oplevelse, som den statement, som de ud af det siger Bono har udtalt sig om dem: I don’t really get it!

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Genesis P-Orridge

Genesis P-Orridge var en banebrydende britisk personlighed indenfor kunst, musik og køn.

Lær mere

Kraftwerk

Med Autobahn var det muligt for Kraftwerk at nå ud til et bredere publikum.

Lær mere

Björk

En storslående visuel og musikalsk udfordrende koncert med den islandske kunstner.

Lær mere

Indlægget Musik: Når Propoganda bliver kunst – Laibach live i Filmstudion blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Mindelunden i København blev anlagt lige efter Anden Verdenskrigs afslutning for at hylde de danske modstandsfolk, som mistede livet under besættelsen 1940-1945.

Selve anlæggelsen begyndte i 1945, og fem år senere blev parken officielt indviet i 1950.

Mindelunden

Mindelunden i København blev tegnet af landskabsarkitekten Aksel Andersen i samarbejde med arkitekt Kaj Gottlob.

De stod for udformningen af parken, så den både afspejler værdighed og respekt for de faldne modstandsfolk og giver plads til ro og refleksion.

Indgangsporten til Mindelunden blev udformet i en enkelt monumental stil for at understrege alvoren og historiens tyngde, som knytter sig til stedet.

Med sine rå materialer og enkle, stilrene former, skaber indgangen en stemning af respekt og eftertanke hos de besøgende.

En stor del af parken er reserveret til gravsteder for frihedskæmpere. Her kan man både se individuelle grave og mindesmærker for dem, der ikke er stedt til hvile på stedet.

I Mindelunden er der en stor mindemur med navnene på de faldne og forskellige mindre skulpturer og tavler til minde om modstanden og opofrelsen.

I Mindelunden kan man også se skulpturen Modstandsmanden af Axel Poulsen. Det er et værk som både udtrykker styrke og sorg i kampen for frihed.

Efterskrift

I Mindelunden ligger to centrale skikkelser i modstandskampen, Bent Faurschou Hviid, kendt som “Flammen”, og Jørgen Haagen Schmith, kaldet “Citronen” begravet.

Det er også muligt at se stedet, hvor medlemmer af modstandsgrupperne Holger Danske og Hvidstensgruppen blev bundet op på pæle og efterfølgende likvideret.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cisternerne

En lille del af det historiske vandreservoir i København tjener i dag som udstillingsrum.

Lær mere

Frederiksberg Have

Nyd stilheden inde i den store Frederiksberg Have, der har mere end 300 år på bagen.

Lær mere

Grundtvigskirken

Arkitekterne Peder V. J. Klint og Kaare Klint stod bag kirken som ærer N.F.S. Grundtvig.

Lær mere

Indlægget Danmark: Mindelunden i København ærer frihedskæmperne blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I sin samtid var Joseph Beuys kendt som en provokerende kunstner, der slog sit navn fast i 1960erne som en del af den performative FLUXUS bevægelse i Düsseldorf. For så senere hen i starten af firserne at engagere sig i tysk politik, da han var med til at stifte det tyske parti Die Grünen, som han var medlem af indtil sin død i 1986.

Om tilblivelsen af Beuys

Det var ikke en nem opgave for Andres Veiel at lave dokumentaren om en af sine personlige inspirationskilder, som havde en tankevækkende tilgang til både kunst og politik. Da han skulle skifte planer mange gange i løbet af tilblivelsesprocessen.

Oprindeligt havde han en ide om at behandle hans kunstværker og performances af Beuys. Men pga. der ifølge tysk lovgivning skal indhentes en godkendelse til at gøre det af boet af kunstneren (hvis denne ikke er i live), så krævede det en hel del af instruktøren for at få denne tilladelse af Beuys enke Eva Beuys.

Efter at Veiel først havde kontaktet hende skriftligt som hun ikke reagerede på, så ringede han til hende to uger efter.

I denne telefonsamtale fik han en blank afvisning af hende, da han i sit brev havde opgivet tre forkerte titler. Og, hvis han begyndte sit projektet ud fra et forkert udgangspunkt, så havde hun absolut ikke brug for en film om hendes ægtefælle. Derefter lagde hun røret på.

Efter at have sundet sig over dette ringende han hende op igen, og bad hende om at se filmen Blackbox Germany han tidligere havde lavet om den tyske terroristorganisation

Veiel, som allerede havde brugt 1½ års tid på projektet, besluttede sig derfor at opsøge hende personligt.

Her forklarede han hende at han under alle omstændigheder ville lave filmen om det så skulle uden kunstværker i den. Det endte med at hun godkendte alle de værker han ville have med i filmen, og så kunne han endelig gå i gang.

Veiels fascination af Joseph Beuys

I filmen siger Joseph Beuys på et tidspunkt at man skal smide kunstværkerne væk og tænke over kunstens idéer. Hvilket nærmest er en religiøs udsagn på linje med Martin Luthers tanker om at det er igennem troen at man skal finde vejen til Gud.

Og for Veiel så var Beuys nærmest en slags Godfather for ham og nogle af sine venner, da han udfordrede både de konservative tyske borgere, og var en modpol til den radikaliserede venstrefløj som den to sig ud i Bader-Meinhof gruppen og RAF.

Dermed banede han vejen for deres egen politiske ståsted midt imellem disse to grupperinger.

Ved finanskrisens start i 2008 var Veiel inde og se en udstilling på Nationalgaleriet ved hovedbanegården i Hamburg. Her så han 2-3 film som omhandlede Joseph Beuys.

I videoerne talte han om strømmen af penge og hvad der skaber en finanskrise. Hvis pengestrømmen bliver løsrevet fra produktionen, så vil vi få bobler. Og disse bobler vil briste.

Overskuddet vil herefter blive privatiseret, men det er kun få som vil tage profitten, hvorimod tab vil blive socialiseret. Det vil blive en sfære uden for vores demokratiske kontrol og rækkevidde.

Derfor opfordrede han beskuerne til at gøre noget ved problemstillingen. Efterfølgende tænkte Veiel, hvorfor ikke lave en dokumentar om hans Godfather.

Politikeren Beuys

Filmen tager sit afsæt i tresserne hvor Joseph Beuys som arbejdede som professor ved Kunstakademiet i Düsseldorf.

Her var han kendt som værende en streng underviser. Men også som en lærer der ikke var en akademisk kunstsnob, da han engagerede sig i relationen til sine studerende, hvis værker han hjalp med at blive udviklet, hvilket var et meget usædvanlig træk for en professor at gøre dengang.

I slutningen af årtiet efter at han havde slået sit navn fast i den internationale kunstverden, så blev hans handlinger mere politiske.

Som en protest mod at de studerende skulle igennem en optagelsesprøve, så tilbød han alle dem som blev fravalgt at de kunne starte på hans hold. Noget som de takkede ja til.

Dette betød også at op imod 400 unge var indskrevet på hans studier, hvilket ledelsen på kunstakademiet på ingen måde bifaldt, da de i første omgang gav ham en ordentlig reprimande.

Da han i de kommende år blev ved med at forsætte praksissen endte det med at han blev fyret i 1972, hvilket medførte store protester fra de studerende men også fra store anerkendte kunstnere.

De 7000 ege og Die Grünen

Han havde en stor tro på at kunst kunne ændre samfundet politisk. Dette ses bl.a. i det store sociale skulptur og gesamtkunstwerk ”De 7000 ege”.

For at få finansieret det store projekt, hvor der skulle plantes 7000 egetræer i Kassel, så stillede han op som reklamefigur for en japansk whiskymærke, ligesom han pressede på overfor de mennesker som havde tjent store penge på hans kunst om at spytte noget i kassen.

Ifølge den danske kunstner Jens Jørgen Thorsen så var FLUXUS verdens første demokratiske kunstbevægelse, da den havde en tro på alle mennesker kan udføre kunst.

Denne tanke bakkede Beuys, som en overgang var med i bevægelsen, op om. Og en vigtig del af konceptet bag ”De 7000 ege” var netop at almindelige folk skulle være med til at få kunstprojektet gennemført, og dermed i fællesskab være med til at lave et kunstværk.

I Die Grünen, som han blev en ledende frontfigur af fra begyndelsen, var for ham et parti som gentænkte demokratiet.

Han blev dog aldrig nogen succes i partiet, da det var præget af alt for mange forskellige holdninger, der strittede i alle mulige retninger.

Hans meninger om økonomi var noget som var med til at trække partiets popularitet ned.

Derfor valgte medlemmerne at han ikke skulle være opstillingsberettiget til Forbundsdagen. Og selvom han vedblev med at være en del af partiet, forsvandt han fra dets søgelys.

Kunsteren Beuys

Som ung teenager var Beuys en del af Hitlerjugend. Senere hen blev han en del af det tyske luftvåben. Her oplevede han at blive skudt ned i 1944.

Men modsat co-piloten så overlevede han ifølge eget udsagn fordi nogle krimtatarer reddede ham, ved at pakke ham ind i fedt og filt.

Efter krigen så blev materialerne fedt og filt væsentlige elementer både i sin teoretiske og fysiske praksis for Beuys. Dette kommer bl.a. til udtryk i konceptet om “social plastik”, der blev synliggjort i flere kunstinstallationer.

En svaghed i Veiels dokumentar er at han ikke giver en ordentlig indføring i dette centrale koncept. Samt rejser et kritisk spørgsmålstegn ved Beuys historie om hvad krimtatarerne gjorde ved ham.

Vi får også historierne om Beuys i forhold til forskellige dyr. Foran en gruppe af de ledende personligheder som var tilknyttet kunstakademiet begynder han at grynte som en hjort. Ligesom vi bliver indført i hans aktioner med en død hare og en prærieulv.

Hvordan man forklarer billeder til en død hare

I værket “Hvordan man forklarer billeder til en død hare” starter aktionen i Galleri Schmela i Düsseldorf.

Beuys, som har påført sig bladguld, guldstøv og honning, fører først de besøgende ud af galleriet og låser døren. Dernæst kan de se hvad der sker inde i galleriet gennem dets hovedruder.

Her vandrer Beuys rundt med den døde hare og fortæller den om de forskellige genstande i rummet.

Haren som i forskellige kultursamfund betød noget positiv, lige fra kærlighed og fertilitet, blev i kunstnernes udlægning af den betragtet som et symbol på genfødsel.

I relation til haren er der så Beuys, som mad sin maske af guld og honning kan forstås som et middel for genoplivning.

På denne måde så bringes tanken om harens dødskarakter den tilbage til livet i samspillet mellem de to aktører.

Jeg kan lide Amerika, og Amerika kan lide mig

I dette performative værk viser Joseph Beuys det fysiske billede af en mand. For hvem materialet og meningen med kunstneriske aktiviteter bestemmes af personlig erfaring og engagement.

Uden at sætte fødderne på amerikansk jord, blev han ført direkte fra lufthavnen til René Block galleriet. Her levede han i tre dage sammen med en prærieulv. Allerede inden han var steget på flyet i Tyskland havde han påført sig filt.

For det meste af tiden var prærieulven venlig overfor Beuys. Men den kunne også finde på at være mere voldelige, hvilket gav sig udtryk i at den begyndte at bide i hans filt.

Under hele aktionen så prøvede Beuys at leve sig ind i dens handlinger, ved at kopiere hvad den gjorde, for at udvikle en form for kommunikation med den.
Værket var en kritik af USA.

Den tyske kunstner som var kritisk overfor amerikanernes engagement i Vietnam, afviste af den grund mange invitationer i at komme til staterne.

Men i ”Jeg kan lide Amerika, og Amerika kan lide mig”, så vender han blikket 180 grader.

Her sætter han spotlys på de amerikanere som forfulgte prærieulven, som Beuys betragtede som et symbol på urbefolkningen. Ved at udvikle en slags venskab med ulven, så medierer han en fredshandling.

Efterskrift

Under arbejdet med at redigere filmmaterialet fremviste Veiel det foreløbige resultat til en amerikansk kollega.

Han kvitterede med at sige, at dette var så typisk tysk, fordi i USA vil man altid afslutte handlingen med at gøre hovedpersonen til en helt.

Og i din film, så ender projektet med at få rejst penge til De 7000 ege som en fiasko. Da det kun lykkes for Beuys at samle penge ind til de 1000 af dem.

Dette udsagn tænkte Andres Veiel over, og besluttede sig efterfølgende for at lade filmen køre i ring.

Dvs. at vi starter et andet sted i handlingen og slutter med et link til introen. Hvilket giver en anden indholdsmæssig afslutning end først tiltænkt.

Om denne ændring af strategi har løftet filmen, er svært at sige. Mere problematisk er det dog at det kræver en vis form for forforståelse fra beskuerens side om Beuys liv og produktion for bedre at kunne forstå pointerne fra instruktørens side noget bedre.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cabaret Voltaire

I denne bygning i Zürich mødtes dadaister og skabte revolutionerende antikunst.

Lær mere

Nam June Paik

Udstillingen I Expose the Music handler om den musiske side af Nam June Paik.

Lær mere

Kraftwerk

Med Autobahn var det muligt for Kraftwerk at nå ud til et bredere publikum.

Lær mere

Indlægget Film: Beuys – Kunstneriske aktioner som et demokratisk projekt blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Josef Stalin blev født den 18. december 1878 i Gori, som dengang var en del af Rusland. I 1924 blev han Sovjetunionens leder efter Vladimir Lenin.

Efter først at have elimineret politiske modstandere indenfor kommunistpartiet såsom Lev Trotskij konsoliderede han sin magtposition.

Dette skete ved en massiv masseudrensning af intellektuelle, kunstnere, videnskabsfolk, med flere. Og ved sin død i 1953 siges han at have været ansvarlig for 10.000.000 millioner civile sovjetiske medborgers død.

Godnat, Hr. Stalin

I Kodboels 18 minutter lange kortfilm tager han os med til den georgiske by Gori. Her møder vi en gruppe af byens ældre som er samlet i byens centrum for at fejre sejrens dag over Nazityskland den 9. maj.

Her befinder Nasi som er leder af stalinistgruppen er af den opfattelse at det kun var pga. Stalin at nazisterne tabte krigen. Og, at nutidens unge skal påskønne dette.

Til dette udsagn supplerer en af gruppens medlemmer at grunden til at de ikke gør dette er fordi Vesten betaler dem penge for at hade Stalin.

Andetsteds i Gori er Nasis barnebarn Zhana i gang med at vise en gruppe turister rundt i byen.

Udenfor Josef Stalins Museum bliver hun spurgt hvad det skulle hedde, da hun ikke kan lide navnet.

Zhana synes det ville være mere passende med Stalins Tortur Museum eller Sovjet Tortur Museum.

Da Zhana senere besøger Nasi, mener hendes bedstemor, at de millioner af mennesker som blev myrdet under Stalin, var folks egen skyld. De kunne bare have fulgt hans råd, så var det ikke sket.

Efterskrift

I en nutidig kontekst er Zhana ikke i tvivl om at der er en sammenhæng imellem Ruslands angreb på Georgien i 2008 hvor de besatte 20 procent af landet, og det som der sker i Ukraine i dag. Da det alt sammen handler om at Putin ønsker at genskabe Stalins Sovjetunionen

I 2010 fjernede Gori deres store Stalinmonument fra byens centrale plads. Da Nasi besøger den liggende skulptur begræder hun dens skæbne. Dette kan de ikke være bekendt.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Afterimage

En film om maleren Władysław Strzemiński, som blev et offer for kommunismen.

Lær mere

Bevægende skulpturer i Prag

Fire reflektioner over tiden med kommunisme efter murens fald i 1989.

Lær mere

Transnistrien

Der er Sovjet nostalgi for alle rubler i udbryderrepublikkens hovedby Tiraspol.

Lær mere

Indlægget Film: Godnat, Hr. Stalin – Er Sovjetlederen legitim i hjembyen i dag? blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Efter at Den Røde Hær havde skubbet de sidste rester af de tyske styrker ud af den polske hovedstad i januar 1945 gik ingeniørtropperne i gang med det riskable arbejde med at fjerne miner fra jorden og i bygninger.

For at takke de soldater som satte deres liv på spil med at udføre denne store opgave, blev der den 8. maj 1975 indviet dette imponerende monument i Warszawa.

Monumentet til ære for ingeniørtropperne

Værket blev lavet af billedhuggeren Stanisław Kulon (1930-2022) i samarbejde med Eugeniusz Kozak. Det består af to andre dele foruden hovedmonumentet.

Inde i monumentet ses en knælende ingeniør som med en riffel slynget hen over ryggen afvæbner en mine. Rundt om ham er der seks pyloner som symboliserer en mine der bliver eksploderet.

Ved siden af den 17 meter høje hovedskulptur, er der to store metalliske plancher hvorpå navnene på de sappere som mistede livet under arbejdet.

Monteret på de seks pyloner, er der i alt 18 bronzebasrelieffer som viser arbejdet med at rydde miner og ingeniør- og byggearbejdet med at opføre broer rundt omkring i Polen.

Reliefferne blev støbt på Marceli Nowotkas Mekaniske Værker i Warszawa. Mindre dele af arbejdet blev også udført af Wrocław Flod Skibsværftet.

Efterskrift

Efter at forsvarsministeren General Wojciech Jaruzelski indviede værket for 50 år siden i 1975 er det stadigvæk en af de bedste monumenter som kan opleves i Warszawa.

“Det frie Warszawa vil aldrig glemme dem, der med deres slid og blod var de første til at påbegynde arbejdet med at genopbygge det” (fra ordre nr. 39 fra den øverstbefalende for den polske hær af 14. marts 1945), står der på Monumentet til ære for ingeniørtropperne.

Det er der dog intet der tyder på vil ske, da der var masser af blomser og kranse som var var lagt ved det, da jeg kiggede forbi.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Jødiske Ghetto Opstand

Heltenes Monument var tænkt som en grædemur da den bleev opført i 1948.

Lær mere

Den Sovjetiske Kirkegård i Warszawa

Kirkegården som er opført i socialistisk realistisk stil hylder de soldater der faldt under krigen.

Lær mere

Warszawa Opstanden

Foran Polens Højsteretsbygning står monumentet som hylder heltene fra Warszawa Opstanden.

Lær mere

Indlægget Polen: Monumentet til ære for ingeniørtropperne i Warszawa blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Monumentet, som er designet af Hanna Szmalenberg og Władysław Klamerus, blev indviet den 18. april 1988. Hvilket også var dagen før 45-årsdagen for udbruddet af Den Jødiske Ghetto Opstand i Warszawa.

Umschlagplatz Monumentet

På en solrig forårsdag, hvor der ikke er meget trafik på Stawkigaden i Warszawa, er det tid til at se Umschlagplatz monumentet, der er beklædt med de jødiske rituelle farver hvid og sort.

Indgangsporten til mindesmærket er dekoreret med en halvcirkelformet sort plakette, som er udskåret af en syenitblok.

Basreliefen som forestiller en ødelagt skov er en gave fra det svenske folk. I jødisk begravelseskunst symboliserer et knækket træ en for tidlig og voldelig død. Eller med andre ord et symbol for jødernes udslettelse.

Bag værket, som er inspireret af en tog fragtvogn, er der plantet en stor træ, hvilket symboliserer håb.

Når man bevæger sig ind i selve det 20 x 6 meter store monumentet, er der en samling turister som kan se 400 typiske polske og jødiske fornavne som er indgraveret i muren.

Hvert navn som starter med Aba og slutter med Żana, repræsenterer hver især 1000 ofre fra Den Jødiske Ghetto.

På den ene af de to sidevægge er der et citat fra Biblen på polsk, jiddisch og hebraisk, der krydser konturerne af to vinduer og en dør.

Citatet: “Jord, dæk ikke mit blod, så mit råb ikke finder hvile!” stammer fra Jobs Bog 16:18.

Ved siden af indgraveringerne af de 400 fornavne, står der skrevet “Via denne lidelsens og dødens vej blev mere end 300.000 jøder mellem 1942 og 1943 drevet fra Warszawaghettoen til gaskamrene i nazisternes udryddelseslejre”.

Transporten af de mange jøder begyndte den 22. juli 1942. På nogle af de mest hektiske dage dage blev 7.000 mennesker deporteret. Og i alt omkring 265.000 blev ført til gaskamrene.

Efterskrift

Umschlagplatz Monumentet er af lokalbefolkningen blevet udskældt for ikke at være emotionel i sit udtryk og signalere patos.

Dette hænger formentlig sammen med at værket blev opført i tiden hvor Polen var under et kommunistisk styre, som ønskede at neddæmpe nogle af de sørgelige kapitler fra Anden verdenskrig.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Jøden og Nazisten

Pianisten Władysław Szpilmans møde med Wilm Hosenfeld bliver mindet i Warszawa.

Lær mere

Jødernes og Polakkernes Martyrium

I dag er der et kirkegårdsmausoleum på stedet hvor 7000 mennesker blev likvideret.

Lær mere

Den Jødiske Ghetto Opstand

Heltenes Monument var tænkt som en grædemur da den blev opført i 1948.

Lær mere

Indlægget Polen: Den næstsidste destination – Umschlagplatz Monumentet blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Godt og vel en måneds tid før at staten Israel blev grundlagt i 1948, blev der den 19. april i Warszawa indviet Heltenes Monument.

Værket, som blev udført af den polsk-jødiske kunster Nathan Rapoport på oplæg af Leon Suzin, er beliggende på det sted, hvor det første væbnede sammenstød i oprøret foregik i Warszawa Ghettoen.

Ghetto Opstanden

Ghettoen i Warszawa var den største af de i alt ca. 600 jødiske ghettoer som Nazityskland havde oprettet i Polen under Anden verdenskrig.

Fra sommeren 1942 begyndte Grossaktion Warszawa, som havde til formål at deportere jøderne til udryddelseslejrene i Treblinka og Majdanek i den østlige del af Polen.

Dette medførte af en kvart million jøder blev transporteret inden af den resterende del af jøderne i ghettoen besluttede sig for at gøre oprør.

Efter at have bygget bunkere og fået smuglet våben ind i ghettoen startede opstanden den 19. april 1943. Da den jødiske befolkning nægtede at parere ordren fra SS-Brigadeführer Jürgen Stroop, der beordrede ødelæggelsen af ghettoen, blok for blok.

Jødernes motivation for at starte opstanden var ifølge den polske aktivist Marek Edelman “ikke at være det op til tyskerne alene at vælge tidspunkt og sted for deres død”.

Den 16. maj havde tyskerne fået kontrol over opstanden. I alt 13.000 jøder blev dræbt. Hvoraf omkring halvdelen af dem blev brændt levende eller kvalt af røgforgiftning. På tysk side rapporterede Stroop 110 tyske tab. Heraf 17 dræbte.

Af de resterende 50.000 indbyggere i ghettoen blev næsten alle taget til fange. De blev efterfølgende sendt til dødslejrene Treblinka og Majdanek.

Heltenes Monument

Til brug for Heltenes Monument, blev der delvist benyttet materialet labradoritsten som oprindeligt var blevet bragt af Nazityskland til Warszawa i 1942 af Albert Speer.

Hvilket oprindeligt var tænkt til at skulle bruges til nogle af hans planlagte projekter om nazistiske monumenter i Polen.

På den side af monumentet som vender indad mod pladsen ses en stor bronzerelief. I centrum af portrættet som forestiller oprørerne, hvilket kan være mænd, kvinder og børn, står en af hovedfigurerne Mordechai Anielewicz.

Han var leder af den venstreorienterede Jødiske Kamporganisation ŻOB. Og, døde i kampens hede den 8. maj.

Under opstanden var der også en højreorienteret jødisk fraktion ŻZW, hvor Dawid Wdowiński var leder af Den Jødiske Militære Union. Deres betydning for opstanden blev neddysset under Sojvettiden, og derfor er han ikke afbilledet.

På den modsatte side af monumentet er der et relief som viser jødeforfølgelsen af de nazistiske tyske undertrykkere.

Derudover er der tilføjet et skilt hvor der står: Den Jødiske nation til sine krigere og martyrer.

Prominente mennesker har besøgt Heltenes Monument

I koldkrigstiden besøgte den vesttyske kansler Willy Brandt i 1970 Warszawa.

Her knælede han foran monumentet for at ære det jødiske folk. Og dermed undskyldte han på vegne af Vesttyskland samtidig med for fortidens nazistiske folkeudrensning.

Derudover har den tidlige polske Pave Johannes Paul den II, de amerikanske præsidenter Bill Clinton og Barack Obama, samt den russiske kosmonaut Yuri Gagarin og Dalai Lama XIV besøgt Heltenes Monument.

Den 19. april 2025

Hvert år ærer polakkerne de jødiske ghettohelte den 19. april med påskeliljer, for at lægge dem ved de forskellige monumenter. Og, hvis man har glemt at tage en med, så bliver de solgt ved pladsen.

Her kan også møde mennesker med en synlig gul jødestjerne påklistret kroppen. Noget som nazisterne i sin tid befalede alle jøder at skulle bære.

Det officielle Polen var også repræsenteret med store blomsterdekorationer fra Præsident Andrzej Duda og Warszawas borgmester Rafał Trzaskowski.

Den hvid-røde dekoration, der er iklædt Polens farver, er fra præsidenten. Imens den gul-røde dekoration, der er iklædt Warszawas farver, er fra borgmesteren.

Jan Karski

Selv skulpturen som portrætterer en siddende udgave af den polske diplomat og modstandsmand Jan Karski var dækket til med gule påskeliljer.

Under krigen gjorde han sig bemærket, da han rapporterede om hvad der foregik under den jødiske opstand i Warszawas Ghetto. Og, fik dem sendt videre til London.  

I 1992 blev han tildelt den jødiske hædersbevis Retfærdige blandt nationerne, for hans kæmpe arbejde med at dokumentere nazisternes krigsforbrydelser begået overfor jøder i Polen.

Efterskrift

I dag er Warszawa Ghettoen et område med masser af monumenter som primært refererer til Nazitysklands overgreb og jøder og polakker under Anden Verdenskrig.

Dette bemærker du dog normalt ikke når du vandrer rundt i det gamle ghettoområde, som i dag er fyldt med livlige parker og socialt boligbyggeri.

Selvom der er gået 80 år siden Anden verdenskrigs afslutning, har tiden langt fra helet alle sorg i Polen.

Da der stadigvæk er et stort had i den ene halvdel af befolkningen, ikke bare mod Tyskland og Rusland, men også mod udenlandsk indflydelse i det centraleuropæiske land.

Hvorimod den anden halvdel er åbne overfor vestlige værdier og ser en klar fordel i globaliseringen.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Umschlagplatz

Perronen ved Den Jødiske Ghetto hvor 300.000 jøder blev transporteret til udrydelseslejre.

Lær mere

Jødernes og Polakkernes Martyrium

I dag er der et kirkegårdsmausoleum på stedet hvor 7000 mennesker blev likvideret.

Lær mere

A Real Pain

En gruppe amerikanske jøder tager på Holocaust tur til Polen for at bearbejde deres eget liv.

Lær mere

Indlægget Polen: Heltenes Monument ærer Ghetto Opstanden i Warszawa blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Her har Alpelandet levet i fredelig sameksistens med sine nabolande i over 500 år. Derudover er Schweiz også et land, hvor der er i styreformen er inkorporeret en stor grad af borgerinddragelse i deres demokrati.

Dette medførte også at der skulle en folkeafstemning til i årets værtsby Basel om de ville afholde arrangementet, da en højreradikal politiker ikke var tilfreds med at skulle huse ”en satanistisk begivenhed”.

Nye toner i ESC 2025

Forslaget blev stemt ned. Og, det betyder også at Basel er klar til at løfte arven fra sidste års event i Malmø, der endte i en kæmpeskandale, da en af deltagerne nogle timer før finalen skulle afvikles blev udelukket i at deltage.

Efter en intern selvransagelsesproces hvor der var rejst en heftig kritik af ledelsen, nogle af deltagernes optræden, og sikkerhedsforanstaltningerne omkring den store musikalske begivenhed, blev der udsendt en erklæring i juli 2024 at dette nu ville der blive strammet op.

Dette betød bl.a. også at fremover skal deltagerne levere et show som skal kunne ses af almindelige mennesker i alle aldre. Og hvad betyder dette så?

EBU og politisk dobbeltmoral

Årets finske deltager Erika Vikman er kommet med et statement om at hun af EBU er blevet bedt om ikke at stille op i ESC 2025 i hendes latex outfit som hun havde på da hun vandt UMK25.

Dette er hun meget fortørnet over, da hendes mandlige kollegaer som repræsenterede Finland i 2023 og 2024 var endnu mere afklædt end hende. Og, derfor vil hun ikke følge deres råd.

Det har Malta dog valgt at gøre. Efter at EBU havde lyttet til nummeret Serving fandt de det maltetiske ord Kant forkastelig da det lyder som Cunt på Engelsk. Og Kant er derfor blevet erstattet med et mere EBU venligt ord.

Selvom Eurovisionsnumrene ikke må være politiske, så er Israel igen i år sluppet afsted med at sende et bidrag afsted som omhandler det terror angreb som Hamas rettede mod en israelsk musikfestival hvor 1200 unge mennesker døde, uden anmærkninger.

Dette skyldes måske det faktum at hovedsponsoren for Eurovision Song Contest, som det også har været det i de seneste par år, er den israelske virksomhed Moroccanoil.

ZOË MË: Voyage (2025)

I år stiller Schweiz i ESC 2025 op med Zoë Më, som blev født i værtsbyen Basel i 2000, og som i dag lever i Tyskland. Hun skal performe det fransksprogede nummer Voyage, som hun selv har komponeret i samarbejde med Emily Middlemas og Tom Oehler.

Sangen, som minder om noget en kunstner som Agnes Obel kunne have skrevet, handler om et ulykkelig kærlighedsforhold. Som hun dog vil blive i og kæmpe for at for det til at fungere.

I nummeret Voyage benytter hun sig af blomster som en metafor for hendes sindstilstand. Du har skåret i mig mange gange synger hun om hendes kæreste.

Men alligevel tror hun på at forholdet kan komme til at fungere, da hun tilbyder en rejse hvori hun vil give ham hendes dybeste empati og vilje til at få dem igennem svære tider.

For hende så er blomster dog smukkest når de bliver vandet. Og hun lægger derfor op til hvordan hun med omsorg og pleje kan får det til at fungere. Da hun med sit store engagement aldrig vil holde op med at synge for dem.

I en tid hvor verden dag for dag synes at blive mere kaotisk, og vestens sammenbrud nærmer sig sin realitet, tilbyder Zoë Më i ESC 2025 at kæmpe for at problematiske forhold kan komme til at fungere igen.

SANDRA SIMÓ: Canzone Per Te (1991)

Når de tre Eurovision shows vil løbe af stablen den 13.,15., og 17. maj i Basel, vil det være med Sandra Studer, som den ene af tre kvindelige værter, der skal føre ESC 2025 sikkert i havn.

I 1991 repræsenterede hun Schweiz med nummeret Canzone Per Te, der sluttede som nummer fem i Rom.

Efterfølgende har hun været synlig i medielandskabet i Schweiz i form af hendes arbejde som tv-vært, skuespillerinde, og sangerinde.

I lighed med Zoë Mës nummer handler Canzone Per Te om en kæreste som er på vej væk fra hende. Nu ønsker hun at følge ham på hans rejse. Og, at det sangen som binde dem sammen forevig.

En tæt afgørelse

1991 var øvrigt var det samme år hvor Carola Häggkvist vandt med Fångad av en stormvind. Selvom hun sluttede med det samme antal point som den franske toer Amina og hendes C’est le dernier qui a parlé qui a raison.

Grunden til at Carola blev tildelt sejren var fordi hun havde modtaget flere 10-taller end den franske kvinde. Efter at de begge havde fået tildelt 12 point lige mange gange.

Carolas sejr markerede også afslutningen på en epoke hvor det var pop schlagere som styrede Eurovision. Og som havde holdt familien sammen foran tv-skærmene op igennem firserne.

Fra da af stod der irske ballader på programmet de næste fem år tid, hvor Irland vandt konkurrencen fire gange.

CELINE DION: Ne Partez Pas Sans Moi (1988)

I 1988 stillede canadiske Celine Dion op for Schweiz og vandt Eurovision Song Contest med nummeret Ne Partez Pas Sans Moi.

Selvom sangen handler om skyhøje ambitioner og en længsel efter at være en del af noget større, så var der stort set ingen i hendes samtid som vidste hvem hun var kort tid efter hendes grandprix sejr.

Hvilket stod i skærende kontrast til eksempelvis vindersangene J’aime La Vie (1986) af Sandra Kim og Hold Me Now (1987) af Johnny Logan, der begge blev pæne sommerhits.

Ne Partez Pas Sans Moi derimod, gjorde efterfølgende kun indtryk i Belgien, hvor den lå nummer et i fire uger. Og, i Storbritannien blev nummeret ikke engang udgivet.

Where Does My Heart Beat Now

Året efter da ESC blev afholdt i Schweiz i 1989 åbnede hun showet med Where Does My Heart Beat Now.

Selvom publikum trofast klappede efter hendes performance, er der ikke ret mange som husker dette øjeblik, hvor hun for første gang præsenterede nummeret i en engelsksproget version.

Så det var først da singlen blev udgivet i løbet af det sene efterår i 1990 at hun udviklede sig til at blive en international popstjerne 2½ år efter at hun vandt ESC.

Hendes gennembrud udenfor grandprixet medførte ironisk nok at Ne Partez Pas Sans Moi nu bliver betragtet som en Eurovisions klassiker.

Livet har ikke altid været en dans på roser

Livet har dog ikke været en dans på roser for Celine Dion som i 2022 bekendtgjorde at hun lider af Stiff personsyndromet der bevirker at hun har stivhed i hendes muskler. Hvilket gør det svært for hende at optræde.

Efterfølgende har det medført at det kun er få gange at offentligheden har set hende, som de eks. gjorde da hun var med til at åbne OL sommerlegene i Paris i 2024.

Hun har dog på trods af dette udtrykt en interesse for at være en del af ESC 2025 når det bliver afholdt i Basel.

PETER, SUE & MARC: Io Senza Te (1981)

Peter, Sue & Marc stillede op for Schweiz fire gange. I 1971 deltog de med et fransksproget nummer. I 1976 blev nummeret udført på engelsk. Tre år senere i 1979 var det på tysk. Og da de optrådte i 1981, var det på italiensk med nummeret Io Senza Te.

Denne massive brug af forskelligt sprog, skyldtes landets ønske om at repræsentere de forskellige sprog og kulturer som der er i Schweiz bedst muligt. Det var først da det igen blev muligt at synge på et andet sprog end en af de officielle sprog i landet i 1998, at de gik væk fra denne strategi.

Hvor det i et historisk perspektiv måske har synes at være mest oplagt at de forskellige sproggrupperinger havde tilsluttet sig Tyskland / Østrig. Frankrig. Eller Italien. Og, tilslutte sig disse lande. Så har de forskellige kantoner valgt at forblive sammen gennem flere hundrede år.

At denne konstruktion ikke altid har været lige nemt, afspejles også i indholdet af deres Eurovisionsbidrag.

Io senza te

I deres 1981 bidrag Io senza te, som på dansk betyder mig uden dig, er moralen den samme, som i mange af bidragene fra Schweiz. At selvom et forhold kan være hårdt og stormfuld. Så vil den ene af parterne altid prøve at få det til at fungere ved at udvikle kærligheden til hinanden.

Selvom Io senza te blev det sidste nummer fra Peter, Sue & Marc i grandprixsammenhæng. Så sluttede de af med maner.

Nummeret, som af mange var spået til at vinde konkurrencen, blev måske lidt skuffende nummer 4. Kun overgået af den engelske gruppe Bucks Fizz som vandt med deres Making Your Mind Up. Og bidragene fra Tyskland og Frankrig, der sluttede som nummer 2 og 3.

Det var en af de mest spændende pointafgivninger i Eurovisions historie hvor de fire numre skiftes til at være i front, og det var først til allersidst at det blev tydelig hvem der vandt konkurrencen.

Sanger, Komponist, og Konduktør

Noget der dog har gjort Peter Reber fra gruppen kendt i grandprixhistorien, er han er en af lille håndfuld, som udover at være artist og komponist, også har agereret som konduktør.

Dette skete i 1980 da han ledede dirigentstokken i nummeret Cinéma han havde skrevet til Paola Cortellesi.

I forbindelse med et pressemøde om ESC 2025 som blev afholdt for nylig ser det ud til at Peter Reber vil blive brugt i en aktiv rolle i dette års Eurovision Song Contest.

LYS ASSIA: Refrain (1956)

Efter Anden verdenskrig var store dele af økonomien i Europa lagt i ruiner. For at underlægge sig kontrol over de europæiske lande tilbød USA Marshallhjælpen som de vesteuropæiske lande takkede ja til. Hvilket skete samtidig med at de østeuropæiske lande under pres fra Moskva afslog det amerikanske udspil.

Dette betød også at Washington pressede de vesteuropæiske lande til at indgå i en større grad af økonomisk, sikkerhedsmæssige, og kulturelle alliancer. For med tiden at kunne stå på egne ben, og styrke relationerne imellem landene. Disse politiske tanker lagde bl.a. grundfundamenterne til EU, NATO, og EBU.

Inspireret af den italienske San Remo festival, besluttede The European Broadcasting Union (EBU), der blev grundlagt i 1950, at lave en tilsvarende musikbegivenhed, som skulle samle de vesteuropæiske lande i et kulturelt fællesskab.

Den første European Song Contest

I 1955 blev strukturen og reglerne i den nye sang konkurrence godkendt. Da EBU-komiteen som stod for tilrettelæggelsen af eventen var ledet af Marcel Bezençon fra Schweiz, var det et meget naturlig valg for dem at vælge hans hjemland som vært for den første udgave af European Song Contest.

Året efter havde syv lande tilmeldt sig konkurrencen. Udover Schweiz, var de øvrige seks deltagerlande stifterne af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) som var forløberen til EU.

De syv lande kunne hver især stille med to bidrag. En af Vesttysklands to bidrag blev fremført af jøden Walter Andreas Schwarz. Han overlevede koncentrationslejren i Holzen fordi en af kommandørerne var en tidligere barndomskammerat.

I nummeret Im Wartensaal zum grossen Glück kritiserer Schwarz kritiserer den tyske Vergangenheitsbewältigung, hvilket var et begreb der dækkede over de tyskere der benægtede fortiden og fejede deres egen involvering i Holocaust ind under gulvtæppet. Så fra dag et har der altid været politiske indslag i ESC.

Vinderen blev Lys Assia fra Schweiz med nummeret Refrain. Sangen skildrer og begræder de forliste kærlighedsforhold som hun havde i hendes unge år.

Var Assia den rigtige vinder af ESC?

Afstemningsproceduren var ikke transparant, da den blandt andet omfattede en hemmelig afstemning. Her kunne hvert jurymedlem stemme på deres eget lands bidrag.

Normalt vil det ikke betyde noget, fordi så kunne alle lande i teorien få lige mange point. Problemet var bare det at den schweiziske jury fik lov til at stemme på vegne af Luxembourg, da de ikke stille op med en jury.

Derudover blev det heller ikke publiceret hvordan de forskellige juryer havde stemt. Så det offentligheden fik at vide efter et pausenummer i showet at det var Lys Assia som havde vundet.

Før hun døde i 2018 som 94-årig i Zürich, blev hun ofte inviteret til at deltage i forskellige Eurovision begivenheder. I forbindelse med fejringen af de første 50 år med ESC i København i 2005 sang hun nummeret.

Og i 2012 deltog hun igen i det schweiziske grandprix Die grosse Entscheidungs Show. Her blev hun nummer 8. Men blev inviteret til at kigge forbi Baku, hvor finalen dette år blev afholdt.

ESC 2025

Ifølge de schweiziske arrangører vil historien om at Schweiz var arnestedet for afholdelsen af den første udgave af Eurovision blive behandlet i den første semifinale af ESC 2025.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Francos Spanien i ESC

Den spanske autoritære nationalistiske leder ønskede at vinde ESC for enhver pris.

Lær mere

Intervision Song Contest

Østblokkens modsvar til Eurovision Song Contest var en kortvarig succes.

Lær mere

Sverige i Eurovision

Med syv sejre, er Sverige sammen med Irland, det mest vindende land i ESC.

Lær mere

Indlægget Eurovision: Før ESC 2025 – Schweiz i Eurovision Song Contest blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I filmen møder vi en gruppe amerikanske jøder som er taget på en holocausttur til Polen. Dels for at ære deres fælles forfædre, men måske i endnu højere grad, at få bearbejdet deres egne nutidige sorger.

Følsomme mennesker i en lukket cirkel

På en af de bedre hoteller i Warszawa møder vi den kønne midaldrende kvinde Marcia, som bliver spillet af Jennifer Grey. Kvinden som i firserne dansede Dirty Dancing med Patrick Swayze. Ligesom i virkelighedens verden er hun i filmen lige blevet skilt.

Grunden til at hun er med på turen er fordi hun vil hylde hendes gamle mor som overlevede den koncentrationslejr hun befandt sig i under krigen.

Overfor hende sidder et pensioneret ægtepar. De kan ikke overgå hendes historie, men konen får dog tilføjet at hendes mands forældre flygtede fra Polen i god tid før krigens udbrud.

Så er det Eloges tur til at introducere sig selv. Han ligger ud med at fortælle at han som en lille dreng sammen med sin mor undslap folkemordet i Rwanda i halvfemserne.

Efter at være ankommet til USA som flygtning mødte han nogle venligsindede jøder og dette var grunden til at han skiftede religion til jødedommen. Denne historie går rent ind i den lille forsamling, der smilende anerkender ham.

Til slut er det så filmens to hovedkarakterer, de jævnaldrende fætre David Kaplan og Benji Kaplan, der ligesom Eloge har rundet de første 30 første år af deres liv, som skal fortælle lidt om dem selv.

Det bliver dog til en lettere kaotisk præsentation da den udadvendte og mere forstyrrende Benji tager ordet fra hans mere følsomme og indadvendte fætter. Og får ham præsenteret som en fyr der sælger marketingsbannere til brug på nettet, imens han undviger fra at fortælle om hvad han selv går og laver.

Grunden til at fætrene, som ikke har talt sammen længe, er taget afsted på en tur til Polen, er fordi deres netop afdøde bedstemor (der også havde overlevet krigen i en koncentrationslejr) havde doneret nogle penge, så de kunne se hendes barndomshjem.

Warszawa

Smertens turleder er en britisk-indisk lærd fra Oxford universitet som er uddannet indenfor østeuropæiske studier.

Han indleder hans tur i Warszawa foran Ghettoopstandens monument for at synliggøre at jøderne ikke bare var svage ofre. Men som også var heltemodige mennesker der gjorde oprør mod nazisterne i 1943.

Videre på sin guidede tur i Warszawa kommer han ind på de modernistiske bygninger fra Sovjettiden. Og beretter derefter om en by som er genopstået som en anden Fugl Fønix.

Alt imens dette sker prøver Benji at kurtisere Marcia, der stadig ikke er hel klar til at komme videre efter hendes mand ud af blå havde forladt hende. Dette vil David efterfølgende gerne høre mere om.

Ved det store Warszawaopstandens monument beretter han om at Sovjetunionen lod polakkerne i stikken i deres kamp mod nazisterne. Dette fik katastrofale konsekvenser, da 90 procent af byen blev brændt ned til grunden.

Benji som ikke er så meget til historiske facts, samler nu gruppen foran monumentet til at taget en typisk turist selfie.

Foran det store værk kommer de nu til at stå i nogle akavede situationer. De går nu igang med at lave en selvfortolkning af værket.

David er ikke er så begejstret, da monumentet handler om at få folk til at reflektere over polakkernes skæbne.

Men med ordene om at vi var også på polakkernes side, så overbeviser Benji sin tvivlende fætter David.

Lublin

På vej mod Lublin er det så Benjis tur til at blive forarget. Gruppen, som er de eneste der rejser på første klasse, sidder og og spiser morgenmad sammen.

Dette synes Benji er forkastelig når tanken går på de jøder som blev fragtet som kvæg til koncentrationslejrene. Han mener at de derfor skulle være mere ydmyge, og forlader forsamlingen i raseri, da han mener at det rigtige udtryk er at rejse på anden klasse sammen med de lokale. David forlader derfor forsamlingen for at trøste sin fætter.

På den jødiske kirkegård i Lublin forsætter han sin konflikt som han lader gå ud over rejselederen. Selvom det egentlig bunder i at han mangler en kæreste som kan tage sig af ham.

Han er træt af at høre på akademiske udredninger, men vil have at gruppen skal gøre noget sammen. Og at de også skal mænge sig mere med polakkerne som bor i landet.

Turguiden som forståelig nok bliver en anelse groggy over denne vredesudbrud siger at han tager kritikken til sig. Og gruppen får nu til opgave at finde en sten som de kan placere ovenpå gravstenen af den vigtigste jøde som er begravet der.

Den sidste nadver

I en af Lublins mange hyggelige restauranter i den idylliske gamle bydel af byen er gruppen nu forsamlet over en middag.

Efter en omgang small talk som handler om hvordan deres familier var steget i graderne efter at de var ankommet til Amerika, kammer det igen over for Benji.

Da han ikke indirekte bryder sig om at blive sammenlignet med en taber. Han begynder nu at bøvse højlydt inden han forlader selskabet for at gå på toilet.

Fætteren David som igen føler sig pinlig berørt over hans opførsel undskylder overfor forsamlingen. For ham så er Benji både en person som han holder af, hader, og har lyst til at slå ihjel på samme tid.

Inden han så både fortæller om sit intetsigende liv med en yndig kone og barn. Til sidst kommer han ind på at Benji prøvede at tage livet af sig selv for et halvårs tid siden. Hvilket gør ham pinlig til måde, da han føler at han har sagt for meget.

I baggrunden bliver samtalen nu afbrudt af Benji der begynder at spille klaver, og sam et tegn på at han har overhørt fætterens bekendelse.

A Real Pain

Mødet med Majdanek koncentrationslejren, som ligger lidt udenfor Lublin, bliver en hård oplevelse for turens deltagere.

Turlederen James konstaterer tørt inden de skal ind og se lejren at det er den mest velbevarede af dem alle i Polen, da nazisterne ikke nåede at slette deres spor, pga. de havde brugt tiden på at flytte fangerne inden Den Røde Hær kom.

Senere forklarer James at fangerne fik deres hår barberet af inde i mændenes omklædningsrum inden de blev ført ind i gaskammeret. Grunden til at der er nogle markante og meget synlige blå farver på væggene skyldes gassen.

På vej væk i minibussen er alle berørte, og Benji er sønderknust og græder alt hvad han kan. Efterfølgende da bussen er ankommet til hotellet i Zamosc holder James en kort evaluering om hvordan de forskellige deltagere havde det med at være ude i Majdanek. De bekræfter at de alle er meget rystede over hvad de havde set.

Nu er det så tid for holdet at sige farvel til David og Benji, som vil bruge den sidste dag på at besøge deres farmors barndomshjem.

Sidste stop på turen

Benji får her langt mere opmærksomhed end David. Marcia vil gerne holde kontakten vedlige med Benji. Og Eloge synes han er et godt menneske. Og James takker Benji for at han for første gang i sine 4½ år som turguide havde fået en ærlig feedback, inden han giver ham et kram. Da David også regner med at få et af ham vender han om og går ind på hotellet.

Ved bedstemorens barndomshjem får de to unge herrer en venlig påtale om ikke at lægge sten foran hoveddøren. Da det kan være at fruen i huset kan falde over dem. Og det er nu tid til at vende snuden mod Chopin lufthavnen i Warszawa, inden turen går tilbage til USA.

Selvom formålet med turen var at besøge deres farmors hjem, synes der at være en pointe i, at hun gerne ville have at de to fætre skulle forsones igen. Selvom hun vidste at det ville gøre ondt på dem begge.

Efterskrift

Kieran Culkin modtog en Oscar for bedste mandlige birolle ved uddelingen i 2025. Her var filmen også blevet nomineret i kategorien bedste originale manuskript.

Jesse Eisenberg, som også spillede Mark Zuckerberg i filmen The Social Network, blev efterfølgende tildelt et polsk statsborgerskab.

Han fik den af den polske præsident Andrzej Duda, der er meget begejstret for filmen. Hvilket er forståeligt nok, også virker som en god turistfilm for Polen.

Deruover indeholder roadmovien mange brudstykker af Chopins klaversonater som baggrundsmusik,

Samme begejstring havde hans Lov og Retfærdighedsparti ikke da den polske film Ida vandt en Oscar i 2015.

Efter deres øjne er filmen alt for kritisk overfor polakkernes ageren under Anden Verdenskrig.

Efterfølgende indførte de en lov hvori folk kunne risikere en fængselsdom, hvis man mente at der har været polakker som var indblandet i holocaust.

Senere blev Jesse Eisenberg spurgt ind til i et amerikansk underholdningsprogram, hvordan han havde det med at have fået et polsk statsborgerskab.

Dette var han nu ikke så begejstret for, da Donald Tusk nu vil have alle polske mænd indkaldt til militærtræning.

Dette beroligede Tusk ham med på sociale medier, ved at sige, at ordningen er frivillig. Og at han ville få en brugbar træning som han eventuelt kan bruge i en anden rolle.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Jøden og Nazisten

Pianisten Władysław Szpilmans møde med Wilm Hosenfeld bliver mindet i Warszawa.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Ida

Skeletterne fra fortiden vælter ud af skabene i den prisvindende polske tante-niece roadmovie.

Lær mere

Indlægget Film: A Real Pain – En rejse Via Dolorosa i nutidens Polen blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.