|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I mere end fire årtier har det slovenske kunstkollektiv Laibach udfordret publikums forståelse af politik, propaganda, kunst og massepsykologi gennem en kompromisløs blanding af industrial musik, totalitær æstetik og filosofisk performancekunst.

Hvilket fra bandets begyndelse til nu også har gjort dem til et af Europas mest fascinerende og misforståede musikprojekter.

Laibach

Laibach blev grundlagt i 1980 i den slovenske industriby Trbovlje, som dengang var en del af det socialistiske Jugoslavien. Gruppen opstod i et miljø præget af kulminer, tung industri og politisk kontrol. Forhold som hurtigt blev centrale elementer i deres æstetik og lyd.

Selve navnet “Laibach” er kontroversielt., da det er det tyske navn for Ljubljana, som Nazityskland benyttede sig af under deres besættelse af Slovenien i Anden Verdenskrig.

Allerede her etablerede gruppen den strategi, som siden har defineret dem, hvilket konkret vil sige at bruge historisk og politisk ladede symboler uden at forklare sig entydigt.

Laibach blev hurtigt forbudt af de jugoslaviske myndigheder. Blandt andet på grund af deres brug af uniformsæstetik, propagandalignende plakater og aggressive sceneshows. Men forbuddet gjorde dem kun mere mytiske.

Kunsten at overidentificere sig med magten

Laibach har altid været vanskelige at placere politisk. Da de fremstår ofte som autoritære, militaristiske og næsten fascistoide i deres visuelle udtryk. Men pointen er netop, at publikum aldrig får den komfortable forklaring på, hvad der er ironi, og hvad der er alvor.

Gruppen arbejder med det, filosoffer og kulturkritikere senere har kaldt “overidentifikation”: De tager magtens symboler så ekstremt alvorligt, at magtens absurditet bliver synlig.

Deres koncerter indeholder typisk elementer af marchrytmer, uniformsæstetik, gigantiske symboler, propaganda-lignende visuals, dybe autoritære vokaler.

Resultatet er både dragende og foruroligende. Publikum bliver tvunget til at konfrontere deres egen fascination af autoritet, nationalisme og massepsykologi.

Laibach kritiserer ikke magt ved at stå udenfor den. De går ind i dens æstetik og spejler den tilbage i ekstrem form.

Industrial musik møder totalitær opera

Musikalsk bevæger Laibach sig mellem industrial, elektronisk musik, neoklassiske arrangementer og teatralsk pop. Deres lyd er monumental, mekanisk og ofte overraskende melodisk.

Mange moderne bands skylder dem mere, end de måske selv vil indrømme. Især tyske Rammstein har tydeligt arvet Laibachs marcherende rytmer, dybe barytonvokal og militaristiske sceneshow. Men hvor Rammstein primært fungerer som underholdende chokrock, arbejder Laibach på et mere konceptuelt og filosofisk plan.

Gruppen har også klare forbindelser til pionerer som Kraftwerk og Throbbing Gristle. Fra Kraftwerk har de videreført fascinationen af teknologi, maskiner, koncept og identitet. Og, fra Throbbing Gristle har de lånt industrial musikkens chokæstetik og performancekunst.

Laibach har dog videreudviklet disse elementer ved at kombinere det med geopolitik, ideologikritik og historisk symbolik.

“Opus Dei” og gennembruddet

Laibachs internationale gennembrud kom med albummet Opus Dei fra 1987. Her transformerede de popsange til nærmest totalitære hymner.

Særligt deres version af Opus-hittet “Life is Life” blev nærmest ikonisk. Den joviale stadionpop blev omdannet til noget, der lød som en marcherende propaganda-sang fra et dystopisk imperium.

Det samme skete med Queens “One Vision”, som Laibach omdøbte til den tysksprogede “Geburt Einer Nation”. Resultatet var både absurd morsomt og ubehageligt overbevisende.

Laibach afslørede dermed, hvor tæt massepop og propaganda egentlig kan ligge på hinanden.

Nationalisme, kapitalisme og geopolitik

Gennem årene har Laibach konstant ændret fokus, men altid med samfundets magtstrukturer som centrum.

Albummet Kapital fra 1992 behandlede overgangen fra kommunisme til kapitalisme i Østeuropa og beskrev markedskræfterne som en ny form for ideologisk kontrol.

I 2006 udgav de det ambitiøse værk Volk, hvor hvert nummer tog udgangspunkt i en nationalhymne fra forskellige lande. Albummet undersøgte nationalismens følelsesmæssige kraft og de myter, moderne stater bygger deres identitet på.

På Spectre fra 2014 rettede de blikket mod overvågning, neoliberal politik og samtidens protestbevægelser. Her blev lyden mere synthpop-orienteret og overraskende catchy, uden at de opgav deres politiske skarphed.

Musick: AI og kulturel overstimulering

Laibachs seneste album, Musick fra 2026, er måske deres mest samtidige værk til dato.

Hvor gruppen tidligere analyserede staten, nationen og kapitalismen, undersøger de nu selve kulturmaskinen. Hvilket vil sige streamingplatforme, sociale medier, algoritmer og AI-genereret musik.

Titlen fungerer som et ordspil mellem “music” og “sick” – en reference til den moderne oplevelse af både at være afhængig af musik og samtidig overmættet af konstant digital stimulering.

Albummet blander industrial med hyperpop, Eurodance og bevidst kitschede popreferencer. Laibach bruger elementer fra moderne mainstreamkultur som et spejl, der viser samtidens algoritmiske masseproduktion af følelser og identitet.

Det er både satire og imitation. Og præcis som altid hos Laibach er det svært at afgøre, hvor kritikken slutter, og fascinationen begynder.

Det umulige/mulige møde med Nordkorea

Et af Laibachs mest omtalte projekter fandt sted i 2015, hvor gruppen som et af de første vestlige bands nogensinde spillede koncert i Nordkorea.

Valget af repertoire gjorde situationen endnu mere surrealistisk. Blandt andet fremførte de sange fra musicalfilmen The Sound of Music. Et værk, som nordkoreanske myndigheder accepterede som relativt “ufarligt”.

Projektet blev dokumenteret i filmen Liberation Day og står i dag som et næsten perfekt billede på Laibachs metode. Dybt alvorlig, absurd humoristisk og kulturelt grænseoverskridende på samme tid.

Stadig relevante efter fire årtier

Mange bands fra industrial-scenen er blevet nostalgiske museumstykker. Laibach føles derimod stadig farlige.

Deres koncerter i 2026 beskrives af anmeldere som intense, teatralske og visuelt overvældende. Publikum fremhæver især gruppens evne til at integrere AI-tematikker, sociale medie-referencer og moderne popæstetik i deres sceneshows uden at miste den mørke autoritet, der altid har defineret dem.

I en tid præget af algoritmer, politisk polarisering og konstant digital manipulation virker Laibachs projekt næsten mere aktuelt end nogensinde.

For måske er deres egentlige budskab ikke politisk i traditionel forstand. Måske handler det snarere om, hvor let mennesker formes af billeder, rytmer, slogans og fællesskaber.

Og netop derfor bliver Laibach ved med at fascinere: De viser os ikke bare magten. De viser os vores egen fascination af den.

Efterskrift

På scenen i Filmstudion i Gøteborg behandlede de slovenske legender nutidens popæstetik, hvor det nu er algoritmerne der styrer vores bevægelser, lige fra vi skriver indlæg og liker opslag på sociale medier, til vores overdrevne brug af intetsigende memer og animererede gif-kommentarer, som på en gang er meget overfladisk, men meget kendetegnende for den metaironiske kultur vi lever i.

Efter en underholdende og meget farverigt, hvor danserne forsøgte at få at os til at danse den samme sløre TikTok dans, så startede de anden del af koncerten med Tanz fra deres industrielle dage i firserne med en mørk æstetik, og understregede deres pointe med at der ikke er langt fra totalitære politiske magter til nutidens brug af AI til at få folk til bevæge sig i samme takt.

Vi fik heller ikke den udgave af Geburt einer Nation som de havde stillet os i udsigt i første del, hvilket kan tolkes som en af mange valgløfter politikerne aldrig holder, imens de leverede et langt instrumentalt medley over deres bagkatalog.

Hvor dette træk er en selvfølge blandt politikere, så er det nærmest en dødssynd, hvis musikgrupperne ikke spiller de numre de bliver hyret på. På denne måde leverede Laibach både en underholdende koncert, men også en oplevelse, hvor man har samme oplevelse, som den statement, som de ud af det siger Bono har udtalt sig om dem: I don’t really get it!

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Genesis P-Orridge

Genesis P-Orridge var en banebrydende britisk personlighed indenfor kunst, musik og køn.

Lær mere

Kraftwerk

Med Autobahn var det muligt for Kraftwerk at nå ud til et bredere publikum.

Lær mere

Björk

En storslående visuel og musikalsk udfordrende koncert med den islandske kunstner.

Lær mere

Indlægget Musik: Når Propoganda bliver kunst – Laibach live i Filmstudion blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I 2019 var det 100 år siden at arkitektur, kunst, og designskolen Bauhaus blev grundlagt i Weimar i Tyskland.

I den anledning blev der i de tre byer som Bauhaus holdt til i sin korte levetid på 14 år, indtil den lukket af nazisterne i 1933, afholdt masser af events og udstillinger.

Samtidig med blev der også produceret mange tv-producerede indslag og programmer om skolen, der sammen med den schweiziske arkitekt Le Corbusier, blev toneangivende i udviklingen af funktionalistiske boliger og bygningskomplekser.

Britiske BBC var også en af dem der hyldede skolens eksistens, da de udgav dokumentaren Bauhaus 100 som giver en introduktion til dens samfundsmæssige placering i mellemkrigsårene.

Bauhaus 100

Bauhaus opstod i kølvandet på 1. verdenskrig. Skolens første leder, arkitekten Walter Gropius, havde deltaget i den, og overlevede mirakuløst krigens rædsler.

Det fortælles i dokumentaren at på et tidspunkt var han den eneste overlevende i en bygning, der styrtede sammen. Noget som kom til at stå i skærende kontrast til det som han senere blev kendt for, da han i 1919 skabte Bauhaus fra bunden.

Som arkitekt var han modsat sine kollegaer i branchen ikke i stand til at kunne tegne. Dette gjorde at han udviklede nogle gode organisatoriske evner til at få projekterne gennemført.

Hvilket også var en nyttig egenskab hos Bauhaus, hvis retning i starten udelukkende bestod af en manifest, han havde udformet for at lokke nye studerende til den lille by Weimar fra hele Tyskland.

I manifestet ville Bauhaus nedbryde grænserne mellem arkitektur, kunst, og håndværk, og skabe en ny bygning, som blev til den banebrydende skole.

Han sørgede for at der blev trykt tusindvis af flyers som blev delt ud i de tyske byer, og mange søgte ind på skolen med de progressive tanker og ideer.

Derudover havde han fået nogle af de bedste kunstnere såsom Vasilij Kandinskij, Paul Klee, Oskar Schlemmer, László Moholy-Nagy, til at komme og undervise på skolen.

Forkursuset

Noget af det som i en undervisningsmæssig kontekst har gjort Bauhaus kendt for eftertiden, er dens halvt årige forkursus, som blev skabt af kunstpædagogen Johannes Itten.

Her lykkedes det den schweiziske åndelige underviser at lave et abstrakt forløb som var bygget op af grundformer, geometri og farvelære, som skulle virke som en indgangsport til alle skolens discipliner.

Gennem sit virke i Mazdaznan, inddrog han elementer fra det ind i hans undervisning. Det kunne for eksempelvis handle om åndedrætsøvelser og have den rigtige kropsholdning, før man gik i gang.

Da hans personlighed var lidt for excentrisk for Gropius, endte det med at han endte med at fyre ham i 1923. Ansvaret for skolen Forkursus blev derefter givet til László Moholy-Nagy, som trak den i en mere teknisk retning.

Udstilling i 1923

Det var i Weimar at store kunstneriske personligheder såsom Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller tidligere havde slået sine folder. Da nogle af de studerende fra Bauhaus skolen havde valgt af overmale skulpturerne af dem med maling viste byens konservative indbyggere godt hvem der havde stået bag.

Da dette var kulminationen på en større skeptisk overfor den frigjorte skole, så forlangte Weimar-republikken at se nogle håndfaste beviser på hvad de udrettede på skolen. Derfor skulle de arrangere en udstilling som offentligheden kunne se et års tid efter.

Men i stedet for bare at ”lave en udstilling”. Så gik Bauhaus i gang med at bygge et hus, som efterfølgende skulle genbruges. Inde i den blev der produceret mange forskellige eksempler på de studerendes kunnen indenfor møbeldesign, tapetdesign, vævning, mm.

Reaktionen fra den lokale presse var meget kritisk, da 85-90 procent af artiklerne nedsablede udstillingen, og lokalbefolkningen var heller ikke tilfreds. Til gengæld fik udstillingen stor positiv opmærksomhed fra udlandet, hvor journalister fra hele verdenen kom, på foranledning af Walter Gropius.

Året efter da der skulle bevilliges penge til skolen, blev summen halveret. Dette var baggrunden for at skolen rykkede til Dessau året efter.

Dessau

I Dessau flyttede skolen ind i en bygning som var tegnet af Walter Gropius. Nu var det tid til at folde talentet ud på ny.

Grunden til at det var Dessau skolen rykkede til var pga. byen havde et venstreorienteret bystyre som var meget interessent i skolens tanker om gode og billige boliger og design til arbejdere.

Gropius som ønskede at gøre skolen mere arkitektonisk, fik hyret den schweiziske arkitekt Hannes Meyer til at komme. Og, da Gropius i 1928 trådte tilbage, var det den kommunistiske Meyer som tog over.

Ironisk nok var det under Meyer at produkterne som skolen udformede, blev egnet til at sætte i masseproduktion. Og, var i stand til at tjene penge.

Men pga. politiske strømme i samfundet, som blev mere og mere domineret af nazisterne, valgte byrådet i Dessau at fyre Hannes Mayer i 1930. Ny leder blev den mere konservative superarkitekt Ludwig Mies van der Rohe.

Efter at han var trådt til, tog han en individuel 1-1 samtale med alle skolens studerende. Det medførte at ca. 20 kommunistiske studerende efterfølgende blev bortvist. Men det var ikke nok til at stoppe nazisternes fremmarch. Så i 1932, inden at de lukkede skolen flyttede Bauhaus til Berlin, og forsatte som privatejet skole indtil det lukket af nazisterne året efter.

Efterskrift

Med lukningen af Bauhaus i 1933 forblev mange af skolens undervisere og studerende i Tyskland.

Nogle, såsom Walter Gropius og Ludwig Mies van der Rohe tog til USA, hvor førstnævnte til sidstnævntes store fortrydelse, blev ansat på Harvard Universitetet hvor han gerne ville have været. I stedet for blev Illinois hans base og Chicago hans scene.

Hannes Meyer tog til Sovjetunionen. Og, andre tog til Tel Aviv og skabte Den Hvide By, som er fyldt med Bauhaus arkitektur.

Så selvom nazisterne lukkede skolen var de også med til at udbrede ideen om Bauhaus på den internationale scene. Men hvor tankerne om socialt boligbyggeri blev til store kontorbygninger i USA, så blev ånden i højere grad realiseret i Tel Aviv.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Hvide By i Tel Aviv

Der er over 4000 Bauhaus-inspireret bygninger i Israels næststørste by.

Lær mere

Fagus Skofabrikken

Walter Gropius, en af de helt store pionerer indenfor modernismen, tegnede fabrikken.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Film: Bauhaus 100 – En BBC kunst dokumentar om den tyske skole blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Mindelunden i København blev anlagt lige efter Anden Verdenskrigs afslutning for at hylde de danske modstandsfolk, som mistede livet under besættelsen 1940-1945.

Selve anlæggelsen begyndte i 1945, og fem år senere blev parken officielt indviet i 1950.

Mindelunden

Mindelunden i København blev tegnet af landskabsarkitekten Aksel Andersen i samarbejde med arkitekt Kaj Gottlob.

De stod for udformningen af parken, så den både afspejler værdighed og respekt for de faldne modstandsfolk og giver plads til ro og refleksion.

Indgangsporten til Mindelunden blev udformet i en enkelt monumental stil for at understrege alvoren og historiens tyngde, som knytter sig til stedet.

Med sine rå materialer og enkle, stilrene former, skaber indgangen en stemning af respekt og eftertanke hos de besøgende.

En stor del af parken er reserveret til gravsteder for frihedskæmpere. Her kan man både se individuelle grave og mindesmærker for dem, der ikke er stedt til hvile på stedet.

I Mindelunden er der en stor mindemur med navnene på de faldne og forskellige mindre skulpturer og tavler til minde om modstanden og opofrelsen.

I Mindelunden kan man også se skulpturen Modstandsmanden af Axel Poulsen. Det er et værk som både udtrykker styrke og sorg i kampen for frihed.

Efterskrift

I Mindelunden ligger to centrale skikkelser i modstandskampen, Bent Faurschou Hviid, kendt som “Flammen”, og Jørgen Haagen Schmith, kaldet “Citronen” begravet.

Det er også muligt at se stedet, hvor medlemmer af modstandsgrupperne Holger Danske og Hvidstensgruppen blev bundet op på pæle og efterfølgende likvideret.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cisternerne

En lille del af det historiske vandreservoir i København tjener i dag som udstillingsrum.

Lær mere

Frederiksberg Have

Nyd stilheden inde i den store Frederiksberg Have, der har mere end 300 år på bagen.

Lær mere

Grundtvigskirken

Arkitekterne Peder V. J. Klint og Kaare Klint stod bag kirken som ærer N.F.S. Grundtvig.

Lær mere

Indlægget Danmark: Mindelunden i København ærer frihedskæmperne blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Leni Riefenstahl (1902-2003) var en tysk filminstruktør, fotograf, skuespiller og danser, der kunstnerisk slog igennem med nazipropagandafiilmene Viljens triumf (1935) og Olympia I og II (1938), hun instruerede.

Filminstruktører såsom George Lucas, Quentin Tarantino, og vores egen Lars von Trier, har alle ladet sig inspirere sig af Leni Riefenstahl.

Flere scener af Star Wars er nærmest taget direkte fra Viljens Triumf. Og rent teknologisk har instruktørerne gjort brug af hendes dengang innovative metoder med at skyde en film.

Bl.a. ved at have mange kameraer opstillet i forskellige positioner under indspilningen af en scene. Denne metode benyttede Lars von Trier sig af da han lavede Dancer in the Dark.

Efter krigen og resten af hendes dage skulle hun forholde sig til hendes fortid. Her fastholdt hun hendes uskyld, da hun hævdede ligesom mange andre tyskere at hun ikke anede hvad der foregik.

Denne påstand Andres Veiel gør op med i hans nye dokumentarfilm om Leni Riefenstahl, som hovedsagelig er bygget på nye materialer om hende.

Ved sin død i 2003 efterlod hun 700 kasser med masser af film, billeder, lydoptagelser, manuskrifter, breve og noter.

I 2016 blev alt dette nu gjort tilgængelig for offentligheden. Og, i 2018 startede Veiels hold med at gennemgå materialet.

Leni Reifenstahl

Som ung ønskede Riefenstahl at blive danser, men en skade gjorde en ende på den karriere.

Dette førte hende ind i en ny retning hvor hun kastede blikket på det at være filmskaber både bagved og foran kameraet, da hun i sin debutfilm ”Det blå lys” fra 1932 både var instruktør og skuespiller.

”Det blå lys” var en såkaldt bjergbestigningsfilm, som var meget populære at lave i disse år. I filmen kan man se en ung atletisk Riefenstahl på herorisk vis sætte livet på spil oppe i bjergene.

En af kommentarerne til filmen var at hvis nazisterne så den, så ville de være bjergtaget af den. Riefenstahl tager derefter kontakt med Adolf Hitler, som ved deres første møde lover hende at hun vil komme til at lave deres film, hvis de kom til magten, da han synes meget godt om filmen.

Med nazi propagandafilmene ”Viljens triumf fra 1935 og de to Olympiade film fra 1938 slog hun sit navn fast som filminstruktør, ikke bare i Tyskland. Men også udenfor landets grænser, hvor bl.a. Mussolini ønskede at hun lavede en film for ham.

Efter krigen sad hun under arrest men bliver løsladt kort tid efter. Dette betød dog ikke at hun gik ustraffet hen, da hendes karriere som filminstruktør var over, da folk enten ikke ville, eller kunne samarbejde med hende.

I starten af halvfjerdserne gjorde hun sig bemærket igen som fotograf. Hvilket blev til nogle fotobøger om Nuba-folket i Sudan, som pressen mente var fascistoide da de fokuserede meget på skønheden i menneskekroppen.

Efter et langt liv døde hun som 101-årig i 2003. I hendes hjem efterlod hun masser af materialer, da hun optog alt. Ikke bare film og billeder. Men også eksempelvis telefonsamtaler.

Det er dette materiale som primært er kildemateriale til Veiels nye film Riefenstahl.

En sygeliggørelse af folket

Andres Veiels nye film om Leni Riefenstahl er en advarsel imod den politiske højreradikalisme, som ikke bare finder sted i hans hjemland, men også i f.eks. i USA i disse år.

I den sidste telefonsamtale Riefenstahl fører i filmen, kommer hun ind på at det vil tage en eller to generationer i Tyskland at genopdage sin rolle med hensyn til moral, dyd og orden.

Disse tanker er ifølge instruktøren ikke så fjernt fra det Donald Trump fortæller hans MAGA-bevægelse om immigranter, som efter præsidentens mening ødelægger amerikansk blod.

Facistisk æstetik

I P1 radioprogrammet K-Live på DR bakker forfatter og filmkonsulent Steen Bille op om Veiels udlægning af Riefenstahl.

Da hun ifølge konsulenten dyrkede kroppen og overmenneskeidealet, som er et fascistisk udtryk der her finder sit udtryk i billeder.

”Fascismen eller nazismen, har idealet om den sunde krop eller det sunde folk. Og alt det som ikke er sundt skal udryddes. Det har ikke en plads i folket.

Derfor så myrdede nazisterne handikappede mennesker. Myrdede dem som de betragtede som fjender. Nemlig jøder, sintier, romaer, og homoseksuelle mennesker. Alt hvad der stak en smule ud.

Trump påpeger også at der er en sygdom i folket. Og sygdommen er de illegale indvandrere.

Eller indvandrende fra Haiti, der spiser alle de retskafne amerikaneres kæledyr. Så er det den samme æstetik.

Det er den samme dæmonisering af alt dette som ikke er en del af, det som de siger, en naturlig del af folkekroppen.

Det er en sygdom, en bacille, en virus. Som skal ud. Og, som skal væk. Nazisterne slog dem så ihjel og Trump nøjes så med at udvise dem”.

Derudover køber Bille heller ikke Riefenstahls påstand om at det med at lave en film såsom Viljens Triumf bare var bestillingsarbejde fra nazisterne.

Hvilket kun var noget som hun udførte fordi hun ville følge ordrer. Det mener Tysklandskenderen ikke holder på nogen måde. Da han pointerer at der altid følger et moralsk ansvar som spiller med i de valg der foretages.

Tysk dobbeltmoral

Veiels film klæder Riefenstahl af til skindet. Da han nøgternt holder hendes fornægtelser op mod fakta, som han dokumenterer med materialer fra hendes egne efterladenskaber.

Dermed afsiger han ikke sin dom over den tyske filminstruktør, da han lader det op til biografpublikummet at tage stilling.

I midten af halvfjerdserne var hun inviteret med til en tv-talkshow, hvor værten diskuterede nazisttiden med de inviterede gæster. Her fastholdt Riefenstahl sin uskyld, da hun ikke vidste hvad der foregik.

Dette udsagn blev straks dementeret af en anden af de inviterede gæster, som sagde at de vidste udmærket godt hvad der foregik. Og, da både hun og Riefenstahl var fyldt 30 da nazisterne kom til magten, så kan de ikke frasige sig deres medansvar.

et talerør for dem som fornægtede virkeligheden

Efter tv-showet fik Leni Riefenstahl mange opmuntrende ord fra de ophidsede tv-seere som tog stærkt afstand fra den anden gæsts holdninger i studiet.

Dette forstår Sten Bille godt hvorfor de gjorde: ”Riefenstahl var jo talerør for dem som sagde vi fulgte bare ordrer.

Og så synes de at hun var en genial filminstruktør. Og det var så nok til at sige at hun bare var udsat for en heksejagt. Frygtelig. Frygtelig. Frygtelig.

Det skal vi redde hende for. Vi skal sige at vi står bag hende. At vi vil styrke hende. At vi vil gå imod hendes fjender. Det er jo ikke så svært at forstå, fordi de kæmpede jo alle sammen med deres skyld.

Det er jo svært at leve med som almindelig nutidig tysker at sige at min far, min farfar, min oldefar var med i det her.

At de var skyldige. At de stod og hev folk ind i gaskamrene. Som så blev fejet væk af dem som fik lov til at overleve. Det er svært.

Jeg kan godt forstå at man har ledt efter en nem udgang fra det her. Og ikke at skulle føle sig skyldig på sin families vegne.

Men der synes jeg at det nutidige Tyskland har gjort rigtigt meget for at arbejde med en skyldkultur som ikke belaster den enkelte. Men man som efterfølgende nation efter Naziriget er nødt til at forholde sig til det her”, afslutter Sten Bille.

Efterskrift

I filmens afslutning lægger instruktøren op til at det som Riefenstahl gerne vil huskes for er hendes første film ”Det blå lys”, hvor hun klatrer i bjergene. Da hun i sine sidste optagelser er en tur op i bjergerne.

Dette giver mening ud fra den betragtning at succesen med at lave de efterfølgende nazipropagandafilm også havde en stor personlig omkostning for hende efter krigen, selvom hun undgik at blive sendt i fængsel.

Der fik hun, modsat andre tyskere, aldrig lov til at slippe for at forholde sig moralsk til sin fortid. Selvom mange almindelige borgere stadig bag de indre linjer bibeholdt de samme politiske meninger de havde under nazitiden.

At nazispøgelset ikke bare stoppede i 1945, og at det kan komme igen, synes dermed at være en af Veiels pointer med filmen som fortjener et stort publikum.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Beuys

Veiels dokumentar om hans berømte landsmand skildrer ham både som kunstner og politiker.

Lær mere

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Riget

Lars von Triers tv-serie Riget satte nye standarder for hvordan en tv-serie kan opleves.

Lær mere

Indlægget Film: Riefenstahl – Genial filminstruktør eller nyttig nazistisk idiot? blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Josef Stalin blev født den 18. december 1878 i Gori, som dengang var en del af Rusland. I 1924 blev han Sovjetunionens leder efter Vladimir Lenin.

Efter først at have elimineret politiske modstandere indenfor kommunistpartiet såsom Lev Trotskij konsoliderede han sin magtposition.

Dette skete ved en massiv masseudrensning af intellektuelle, kunstnere, videnskabsfolk, med flere. Og ved sin død i 1953 siges han at have været ansvarlig for 10.000.000 millioner civile sovjetiske medborgers død.

Godnat, Hr. Stalin

I Kodboels 18 minutter lange kortfilm tager han os med til den georgiske by Gori. Her møder vi en gruppe af byens ældre som er samlet i byens centrum for at fejre sejrens dag over Nazityskland den 9. maj.

Her befinder Nasi som er leder af stalinistgruppen er af den opfattelse at det kun var pga. Stalin at nazisterne tabte krigen. Og, at nutidens unge skal påskønne dette.

Til dette udsagn supplerer en af gruppens medlemmer at grunden til at de ikke gør dette er fordi Vesten betaler dem penge for at hade Stalin.

Andetsteds i Gori er Nasis barnebarn Zhana i gang med at vise en gruppe turister rundt i byen.

Udenfor Josef Stalins Museum bliver hun spurgt hvad det skulle hedde, da hun ikke kan lide navnet.

Zhana synes det ville være mere passende med Stalins Tortur Museum eller Sovjet Tortur Museum.

Da Zhana senere besøger Nasi, mener hendes bedstemor, at de millioner af mennesker som blev myrdet under Stalin, var folks egen skyld. De kunne bare have fulgt hans råd, så var det ikke sket.

Efterskrift

I en nutidig kontekst er Zhana ikke i tvivl om at der er en sammenhæng imellem Ruslands angreb på Georgien i 2008 hvor de besatte 20 procent af landet, og det som der sker i Ukraine i dag. Da det alt sammen handler om at Putin ønsker at genskabe Stalins Sovjetunionen

I 2010 fjernede Gori deres store Stalinmonument fra byens centrale plads. Da Nasi besøger den liggende skulptur begræder hun dens skæbne. Dette kan de ikke være bekendt.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Afterimage

En film om maleren Władysław Strzemiński, som blev et offer for kommunismen.

Lær mere

Bevægende skulpturer i Prag

Fire reflektioner over tiden med kommunisme efter murens fald i 1989.

Lær mere

Transnistrien

Der er Sovjet nostalgi for alle rubler i udbryderrepublikkens hovedby Tiraspol.

Lær mere

Indlægget Film: Godnat, Hr. Stalin – Er Sovjetlederen legitim i hjembyen i dag? blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den mest markante af alle monumenter, som også er den største af dem, står foran Højsteretsbygningen i den polske hovedstad.

Det storslåede værk viser soldater som kommer op af kloaksystemet, og som kæmper ved murbrokkerne.

Forspillet til Warszawa Opstanden

I slutningen af 1943 begyndte slutspillet om Europas fremtid i forbindelse med Teheran-konferencen. Da det stod klart for de allieredes ledere at Tyskland ville tabe krigen før eller siden.

Ved mødet som fandt sted fra den 28. november til 1. december fastlagde Josef Stalin, Franklin D. Roosevelt og Winston Churchill, bl.a. også Polens fremtidige grænser.

Dette betød at det centraleuropæiske land uden deres medvirken i beslutningsprocessen, skulle miste det østlige område Kresy med hovedbyen Lwow til Sovjetunionen. For til gengæld at få et stykke af det østlige Tyskland.

I sommeren 1944 var Den Røde Hær på vej mod Warszawa. For Churchill som ikke stolede på Stalins fremtidige hensigter da krigen var slut, ønskede derfor at befri den polske hovedstad.

Problemet var bare hvornår operationen skulle ske. For hvis et folkelig oprør fandt sted mod Nazityskland fandt sted for tidlig, så ville de kunne slå den ned. Hvis den fandt sted for sent, så ville Sovjet kunne få kontrollen over byen.

De allieredes dobbeltspil

I juni 1944 forsikrede Roosevelt den polske premierminister Stanislaw Mikolajczyk i eksilregeringen i London at USA’s regering stod “solidt” bag Polen, og at Stalin derfor ikke turde tage landets frihed. Dette skulle senere i praksis fra amerikansk side vise sig at været et falsum, da deres interesser primært var i Fjernøsten. Samt i oprettelsen af FN.

Under pres fra de vestlige allierede, ville de derfor have Mikolajczyk til at give Stalin alt det, han ønskede, for at beholde Polen på vestlig side ved krigens afslutning.

Dette betød bl.a. også at Mikolajczyk skulle gå med til A) at afstå den østlige del af Polen til Sovjet. B) At acceptere Moskvas fortolkning af Katyn-massakren, hvor de fralagde sig al ansvaret for at 22.000 polske officerer var blevet myrdet af dem, men at krigsforbrydelsen skyldes Nazityskland. C) At Polen i fremtiden ville blive ledet af en venligstemt regering overfor Sovjet.

Da Mikołajczyk vidste at det ville han aldrig få igennem internt i de polske magtcirkler, ønskede han derfor ikke at efterleve USA og Storbritanniens ønsker.

I Warszawa havde fået tilsagn fra Sovjetunionen om at de ville støtte Opstanden hvis den blev sat i værk.

Warszawa Opstanden

Den 1. august 1944 startede oprøret klokken fem om eftermiddagen. De polske frihedskæmpere med deres hvid-røde armbind angreb mange af de nazistiske nøglepunkter i Warszawa.

Hvilket kunne være alt fra varehuse, hovedpostkontoret, kraftværket, togstationer og Umschlagsplatz, stedet hvor flere hundrede tusinde jøder var sendt til udryddelse i Treblinka.

Reaktionen fra Berlin kom prompte fra Heinrich Himmler. Han anbefalede Adolf Hitler at alle indbyggere skulle dræbes. Og at hver eneste bygning i Warszawa skulle sprænges i stumper og stykker.

I de første par dage af opstanden dræbte de tyske tropper tusindvis af indbyggere daglig. Alene den 5. august blev 35.000 civile og modstandsfolk dræbt eller likvideret. Men da de løb ind i mangel på ammunition, stoppede den massive antal henrettelser af uskyldige borgere.

De allieredes svigt

Da USA kun sendte forsyninger en enkelt gang, var det i praksis kun Storbritannien som hjalp den polske hjemmehær (AK).

Men da Stalin ikke tillod vest magterne at benytte landingsbanerne i de områder af Polen de havde erobret, tog det lang tid at levere dem. Og, meget af det som blev afkastet fra flyene, ramte ikke de tilsigtede mål. hvilket var noget som tyskerne nød godt af, da de modtog mange af forsyningerne.

Sovjetunionen som havde givet tilsagn om at ville hjælpe den polske hjemmehær, nåede frem til Wisla-floden som løber igennem Warszawa den 13. september.

Men da Moskva dikterede at de ikke skulle passere floden og deltage aktivt i kampene, forblev de på deres afventende position. Derudover havde de fået ordre på at skyde de polske modstandsmænd hvis de mødte nogle.

Efterspillet

Den første oktober overgav den polske hjemmehær sig til overmagten mod en lovning på at blive beskyttet af Genevekonventionen. Og dagen efter var det slut.

Det er anslået at ca. 150.000 civile, og i alt ca. 200.000 døde under krigshandlingerne. Resten af den en million store befolkning blev sendt i fangelejre, som eks. i Pruskow udenfor Warswawa, samt til koncentrationslejre i Tyskland.

85 procent af Warszawas bygninger smadrede tyskerne efter de havde fået fjernet folk fra byen.

I januar 1945 kunne Den Røde Hær så ”befri” Warszawa fra de nazistiske styrker, der var på flugt fra den sønderbombede og ødelagte polske hovedstad.

Monumentet for Warszawa Opstanden

Det store Monument som ærer Warszawa Opstanden blev indviet i 1989. Det blev dermed en af de sidste store synlige offentlige projekter som blev til under kommunisttiden i Polen.

Monumentet blev udført af den anerkendte kunstner Wincenty Kućma baseret på et oplæg af Jacek Budyn.

Et kontroversielt værk

I sin tid var der delte meninger om værket, som mange mente blev opført nogle årtier for sent.

Der var andre der mente at monumentet viser en samling tabere og at den er for tegneserieagtig og karikeret, og at det burde være udtrykt mere abstrakt.

Det største kritikpunkt var at mindesmærket var blevet udført i socialistisk realistisk stil, hvilket var den stilart som Josef Stalin tvang igennem efter krigen.

Her skulle arbejderne skildres som helte. Eller som her, at det var modstandsfolkene som blev fremstillet som nogle heroisk kæmpende sjæle, der kæmpede en brag kamp mod overmagten.

Andre fremhævede denne dobbelttydighed, pga. Sovjetunionens meget uheldige rolle under Warszawa Opstanden hvor de ofrede Warszawa ved ikke at gribe ind.

Monumentet i populærkulturen

Hvert år opsøger mange turister, enten på egen fod eller som en del af en gruppe, Monumentet for Warszawa Opstanden, som i 2012 var en af de mest velbesøgte steder i den polske hovedstad. Og, som bliver betragtet som det vigtigste efterkrigstidsmonument i Warszawa.

Og, hvis de ikke er med på en guidet tur, så er den største tilfredsstillelse for dem at få taget en selfie sammen med de heroiske kæmpende soldater. Imens dem som er ved at kravle ned i kloaksystemet får lov til at stå i fred.

Warszawa Opstanden er mange gange blevet skildret indenfor kulturens verden. Mest kendt udenfor Polens grænser en Andrzej Wajdas film De 63 dage fra 1957.

Han kunne af åbenlyse årsager ikke skildre at Den Røde Hær stod og foretog sig ingenting på den anden side af floden Wisla.

Derfor er fokusset på de polske soldater af hjemmehæren, som i Opstandens sidste dage søger ned i kloaksystemet for at slippe ud af byen.

I den ultramørke film er der ikke meget lys for enden af tunnelen for vores helte som går en dyster fremtid i møde.

Læs også: Mødet mellem Pianisten og Nazisten i Warszawa

Men, som var med til at gøre Wajda til en international anerkendt filminstruktør, til stor frustration for kommunistpartiet, der ikke mente at De 63 dage hørte hjemme i polsk film.

Efterskrift

Hvert år samles tusinde af polakker den 1. august ved den store rundkørsel ved Kultur og Videnskabspaladset i midtbyen klokken 17 for at mindes fortidens helte som blev ofre i et storpolitisk spil.

Mange historikere har derfor sidenhen spurgt om aktionen var nødvendigt da tyskerne allerede var på retræte i Østeuropa. Specielt efter nederlagene i Stalingrad og Leningrad var en kendsgerning. Dette betød også at de før eller siden alligevel ville have blevet tvunget til at rømme Warszawa.

Da de vestligorienterede polakker på den lange bane, frygtede at blive kontrolleret fra Moskva var det vigtigt at det ikke var Den Røde Hær som fik æren for at ”befri” Warszawa.

Derfor startede de Opstanden i håb om at støtten fra de allierede kræfter kunne slå nazisterne ud af byen. Denne tro var desværre fatal da de allierede svigtede polakkerne. Der hurtig kom til at stå alene i deres kamp mod overmagten.

I dag bliver fortællingen om Warszawa Opstanden brugt af speciel de højreorienterede nationalistiske kræfter i Polen.

Da den er et eksempel på hvorfor polakkerne aldrig kan stole på hverken Tyskland eller Rusland. Hvilket er forståeligt nok.

Men fortællingen bremser Polens integration i EU, da mange polakker sætter lighedstegn imellem Tyskland og EU 80 år efter Opstanden .

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Jødiske Ghetto Opstand

Heltenes Monument var tænkt som en grædemur da den blev opført i 1948.

Lær mere

Højesteret

Polens Højesteret er et bygningsværk som blander filosofi og moderne arkitektur.

Lær mere

A Real Pain

En gruppe amerikanske jøder tager på Holocaust tur til Polen for at bearbejde deres eget liv.

Lær mere

Indlægget Polen: Monumentet for Warszawa Opstanden i 1944 blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Godt og vel en måneds tid før at staten Israel blev grundlagt i 1948, blev der den 19. april i Warszawa indviet Heltenes Monument.

Værket, som blev udført af den polsk-jødiske kunster Nathan Rapoport på oplæg af Leon Suzin, er beliggende på det sted, hvor det første væbnede sammenstød i oprøret foregik i Warszawa Ghettoen.

Ghetto Opstanden

Ghettoen i Warszawa var den største af de i alt ca. 600 jødiske ghettoer som Nazityskland havde oprettet i Polen under Anden verdenskrig.

Fra sommeren 1942 begyndte Grossaktion Warszawa, som havde til formål at deportere jøderne til udryddelseslejrene i Treblinka og Majdanek i den østlige del af Polen.

Dette medførte af en kvart million jøder blev transporteret inden af den resterende del af jøderne i ghettoen besluttede sig for at gøre oprør.

Efter at have bygget bunkere og fået smuglet våben ind i ghettoen startede opstanden den 19. april 1943. Da den jødiske befolkning nægtede at parere ordren fra SS-Brigadeführer Jürgen Stroop, der beordrede ødelæggelsen af ghettoen, blok for blok.

Jødernes motivation for at starte opstanden var ifølge den polske aktivist Marek Edelman “ikke at være det op til tyskerne alene at vælge tidspunkt og sted for deres død”.

Den 16. maj havde tyskerne fået kontrol over opstanden. I alt 13.000 jøder blev dræbt. Hvoraf omkring halvdelen af dem blev brændt levende eller kvalt af røgforgiftning. På tysk side rapporterede Stroop 110 tyske tab. Heraf 17 dræbte.

Af de resterende 50.000 indbyggere i ghettoen blev næsten alle taget til fange. De blev efterfølgende sendt til dødslejrene Treblinka og Majdanek.

Heltenes Monument

Til brug for Heltenes Monument, blev der delvist benyttet materialet labradoritsten som oprindeligt var blevet bragt af Nazityskland til Warszawa i 1942 af Albert Speer.

Hvilket oprindeligt var tænkt til at skulle bruges til nogle af hans planlagte projekter om nazistiske monumenter i Polen.

På den side af monumentet som vender indad mod pladsen ses en stor bronzerelief. I centrum af portrættet som forestiller oprørerne, hvilket kan være mænd, kvinder og børn, står en af hovedfigurerne Mordechai Anielewicz.

Han var leder af den venstreorienterede Jødiske Kamporganisation ŻOB. Og, døde i kampens hede den 8. maj.

Under opstanden var der også en højreorienteret jødisk fraktion ŻZW, hvor Dawid Wdowiński var leder af Den Jødiske Militære Union. Deres betydning for opstanden blev neddysset under Sojvettiden, og derfor er han ikke afbilledet.

På den modsatte side af monumentet er der et relief som viser jødeforfølgelsen af de nazistiske tyske undertrykkere.

Derudover er der tilføjet et skilt hvor der står: Den Jødiske nation til sine krigere og martyrer.

Prominente mennesker har besøgt Heltenes Monument

I koldkrigstiden besøgte den vesttyske kansler Willy Brandt i 1970 Warszawa.

Her knælede han foran monumentet for at ære det jødiske folk. Og dermed undskyldte han på vegne af Vesttyskland samtidig med for fortidens nazistiske folkeudrensning.

Derudover har den tidlige polske Pave Johannes Paul den II, de amerikanske præsidenter Bill Clinton og Barack Obama, samt den russiske kosmonaut Yuri Gagarin og Dalai Lama XIV besøgt Heltenes Monument.

Den 19. april 2025

Hvert år ærer polakkerne de jødiske ghettohelte den 19. april med påskeliljer, for at lægge dem ved de forskellige monumenter. Og, hvis man har glemt at tage en med, så bliver de solgt ved pladsen.

Her kan også møde mennesker med en synlig gul jødestjerne påklistret kroppen. Noget som nazisterne i sin tid befalede alle jøder at skulle bære.

Det officielle Polen var også repræsenteret med store blomsterdekorationer fra Præsident Andrzej Duda og Warszawas borgmester Rafał Trzaskowski.

Den hvid-røde dekoration, der er iklædt Polens farver, er fra præsidenten. Imens den gul-røde dekoration, der er iklædt Warszawas farver, er fra borgmesteren.

Jan Karski

Selv skulpturen som portrætterer en siddende udgave af den polske diplomat og modstandsmand Jan Karski var dækket til med gule påskeliljer.

Under krigen gjorde han sig bemærket, da han rapporterede om hvad der foregik under den jødiske opstand i Warszawas Ghetto. Og, fik dem sendt videre til London.  

I 1992 blev han tildelt den jødiske hædersbevis Retfærdige blandt nationerne, for hans kæmpe arbejde med at dokumentere nazisternes krigsforbrydelser begået overfor jøder i Polen.

Efterskrift

I dag er Warszawa Ghettoen et område med masser af monumenter som primært refererer til Nazitysklands overgreb og jøder og polakker under Anden Verdenskrig.

Dette bemærker du dog normalt ikke når du vandrer rundt i det gamle ghettoområde, som i dag er fyldt med livlige parker og socialt boligbyggeri.

Selvom der er gået 80 år siden Anden verdenskrigs afslutning, har tiden langt fra helet alle sorg i Polen.

Da der stadigvæk er et stort had i den ene halvdel af befolkningen, ikke bare mod Tyskland og Rusland, men også mod udenlandsk indflydelse i det centraleuropæiske land.

Hvorimod den anden halvdel er åbne overfor vestlige værdier og ser en klar fordel i globaliseringen.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Umschlagplatz

Perronen ved Den Jødiske Ghetto hvor 300.000 jøder blev transporteret til udrydelseslejre.

Lær mere

Jødernes og Polakkernes Martyrium

I dag er der et kirkegårdsmausoleum på stedet hvor 7000 mennesker blev likvideret.

Lær mere

A Real Pain

En gruppe amerikanske jøder tager på Holocaust tur til Polen for at bearbejde deres eget liv.

Lær mere

Indlægget Polen: Heltenes Monument ærer Ghetto Opstanden i Warszawa blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Ifølge en russisk historiker vil Kyiv, Warszawa og Vilnius, blive de tre første steder som vil blive ramt af atombomber. Hvis krigen i Ukraine eskalerer, og kommer fuldstændig ud af kontrol.

Under anden verdenskrig, kunne en by som Hamburg, lige så godt have været et atombombemål.

Det var sket, hvis ikke Nazityskland havde kapituleret 1½ måneds tid før, den første atombombe blev udløst i ørkenen i New Mexico.

Er Oppenheimer historiens vigtigste mand?

Under krigen var tyske forskere langt fremme i udviklingen af det dødbringende våben. Og i USA var man bange for at de ville vinde dette kapløb.

Derfor blev ”Manhattan-projektet” søsat, under ledelse af den amerikanske fysiker J. Robert Oppenheimer, som endte med at blive kendt som ”atombombens far”.

Netop, af den grund, mener instruktøren Christopher Nolan at den kæderygende Oppenheimer er det vigtigste menneske som har levet i historien.

Da bomben forevig har forandret menneskehedens livsførelse, pga. vi alle kan blive udslettet indenfor meget kort tid.

En film som bliver fortalt i relativ tid

I den biografiske film, der bliver fortalt i relativ tid, vises to fortællinger som foregår efter introduktionen til bomben. Samtidig med at vi i den tredje fortælling ser tilbage på Oppenheimers tidligere år.

Her møder videnskabsmanden Albert Einstein og danske Niels Bohr. Den danske fysiker havde i 1939 publicerede en artikel, hvori han konkluderede at det var muligt at udløse en ufattelig energi med den rette mængde uran.

Alt dette giver en dynamik og intensitet i det psykologiske drama. Da vi fornemmer at Oppenheimer i fremtiden vil komme til at blive miskrediteret for sit arbejde. Samtidig med at vi følger ham i hans arbejde på vej mod målet.

Nolan er tro mod kildematerialet

I Oppenheimer, som i store træk er tro mod kilderne, bliver vi introduceret til en lang række stjerneskuespillere, der alle spiller forrygende. G

I stedet for at samle dem i nogle få karakterer, som det oftest sker, så har Nolan valgt at tage dem alle med, så filmen fremstår realistisk.

Så kan vi godt leve med at det forgiftede æble som Oppenheimer havde tiltænkt sin professor på universitet, ikke som det fremgår i filmen, var et som Bohr var lige ved at spise.

I virkelighedens verden blev det forgiftede æble opdaget i tide (uden Bohrs tilstedeværelse), og Oppenheimer sendt til mental undersøgelse.

Retsopgøret mod Oppenheimer efter krigen

Der starter en FBI-høring mod den venstreorienterede Oppenheimer efter krigens ophør.

Han bliver nu set som en samfundsmæssig trussel i USA, pga. han kunne videregive sin viden til den tidligere allierede Sovjetunionen.

I sit politiske engagement med at bomben ikke skulle bruges igen i krigshandlinger, er han ikke bleg for at angive andre.

Læs også: Napoleon Bonaparte: Frankrig, Hæren, Josephine

Hvis han var blevet frikendt i høringen, som mest af alt havde karakter af et justitsmord, i et land som bryster sig af sit retsvæsen.

Så ville han ikke have fremstået som den martyr, som Nolan fremstiller ham til at blive, pga. dette faktum.

På denne måde, er der en lige linje fra filmens anslag hvor Oppenheimer bliver sammenlignet med Prometheus, som gav ilden til menneskene. Men som efterfølgende fik den straf at han skulle pines for dette.

Er Oppenheimer dette århundredes bedste film?

Mange anmeldere kalder filmen for et mesterværk. Og nogle få af dem, er gået så vidt som til at kalde dette århundredes film.

Endelig har brugerne på filmdatabasen givet den uhørte høje karakter 8.9. Normalt bliver gode film tildelt 7.2-8.4.

Læs også: The Brutalist: at skabe i en verden fyldt med had

Jeg deler denne begejstring, ikke kun pga. de store skuespilpræstationer, men også fordi denne stærkt æstetiske film, formår at skabe et drama, der holder en klistret til filmlærredet i de tre timer den varer.

Samtidig med, at den også giver mig lyst til at dykke ned i det store personregister Nolan præsenterer os for, og finde ud af mere om deres liv, og betydning for samfundet.

Heldigvis, er dette meget lettere i dag, at finde oplysninger om historiske personer, fordi vi kan google os frem til svarene ret hurtigt.

Efterskrift

Da jeg første gang hørte om Oppenheimer, var det i ”Oppenheimers formiddag”, af Kliche.

Jeg anede ikke hvem manden var før ca. et årti senere, hvor jeg tilfældigvis læste om ham i en avisartikel, selvom det stilskabende aarhusianske new wave band, gav nogle stærke hints i nummeret:

Åbner en dør.
Skærmer for lyset med hånden.
Ser den sølvgrå sky.
Og går ud i varmen.
Alt hvad jeg ser.
Er vibrerende atomer.

Læs også: Kliche: Forude ligger en Maskinel og Musikalsk triumf

Det gør jeg så heldigvis nu, efter at have set Nolans film om ham, mange år senere.

Da jeg træder ud af biografsalen og igen entrerer virkelighedens verden ser jeg masse teenagepiger klædt i pink. Gad vide hvor de er på vej hen!

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Poor Things

Emma Stone er forrygende i rollen som “Frankensteins sexmonster” Bella Baxter.

Lær mere

Barbie

Livet i pink og hvidt kan også have en bagside erfarer Barbie i filmen af samme navn.

Lær mere

Asteroid City

Rumvæsener er på spil i Wes Andersons seneste filmopus om livet i en øde flække.

Lær mere

Indlægget Film: Oppenheimer – Alt hvad jeg ser er vibrerende atomer blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Kirkegården, som er et markant udtryk for stilretningen socialistisk realisme, blev indviet den 9. maj 1950.

Dagen var valgt da styret ønskede at forbinde åbningen af kirkegården med den årlige fejring af sejren over Nazi-Tyskland.

Den Sovjetiske Kirkegård

Det er et monument, som igennem alle årene har været kontroversiel. I 1940 udslettede Den Røde Hær i 1940 hele den polske militære intelligentsia i Katyn-massakren.

Senere i 1944, stod Den Røde Hær kynisk på østsiden af Wisla-floden, og greb ikke ind i Warszawa-opstanden. Det var først efter at tyskerne havde nedkæmpet borgerne i Warszawa og nedbrændt byen, at de krydsede floden.

Efter krigen blev Polen, som nu var blevet befriet for nazisme, styret autoritært fra Moskva, indtil afslutningen på Kold Krig.

Her blev alle de ugerninger som Sovjetunionen havde påført Polen, endelig bekræftet fra russisk side, da Boris Jeltsin styrede Rusland i 1990erne.

Polsk omskrivning af budskabet i kirkegården

Efter at Lov og Retfærdighedspartiet generobrede magten i det polske parlament i 2015, er nye autoritære og nationalistiske strømninger skyllet indover Polen.

Indskriften på monumentet, lød tidligere:

”Til evig ære for de heroiske soldater fra den uovervindelige sovjetiske hær, som faldt i kampene mod angrebene fra Hitler, og for befrielsen af Polen og vores hovedstad Warszawa”.

Nu er teksten ændret til:

”Til minde om faldne sovjetiske hærsoldater i befrielsen af Polen fra tysk besættelse i årene 1944-1945”.

Det er værd at bemærke at ”Hitler” er blevet slettet i sætningen. Ligesom det er sket med mange monumenter der indeholder ordet ”nazisme”, i Polen i de senere år.

I stedet for er disse ord blevet erstattet med ”Tyskland”, eller ”Tysk besættelsesmagt”. Og, samtidig med er ”de heroiske soldater og uovervindelige sovjetiske hær”, blevet til ”et minde om faldne sovjetiske hærsoldater”.

Hvad sker der når monumenter udtrykker nye budskaber?

For Lov og Retfærdighedspartiet, som minder om Dansk Folkeparti, så er det ikke så meget den nazistiske ideologi, der er problemet. Da partiet arbejder gerne sammen med nogle beslægtede brødre og søstre, som befinder sig langt ude i den radikaliserede del af højrefløjen i Polen.

Det er derimod Tyskland som begreb, der er problemet. Dermed er de også i sync med deres vælgere, at deres naboland mod vest før og nu altid har været et problem.

Fremfor at se indad, og sørge for at retsstatsprincipperne bliver overholdt, så er de af den holdning, at det er Tyskland, som er den helt store skurk i EU,

Og, som styrer unionen, da de mener at det er Tyskland som blokerer for at Polen kan få del af den store COVID-19 genopretningspakke.

Samtidig med, er store dele af den polske befolkning imod Rusland. I disse dage behøver de polske politikere ikke at komme med eksempler på, hvorfor det store naboland mod øst er en trussel.

Efter Ruslands invasion af Ukraine skiftede betydningen af kirkegården igen

Efter at Ruslands startede fuldskalakrigen mod Ukraine den 24. februar 2022, er Den sovjetiske Kirkegård i Warszawa, igen blevet brugt til at markere politiske synspunkter.

I dagene op til den 9. maj i 2022 blev kirkegården overhældt med rød maling. Og året efter blev der placeret en masse ukrainske flag, som den russiske ambassadør i Polen, kunne iagttage i hans årlige besøg på pladsen.

Men, det virker dog ikke til at Polen vil gå lige så langt, som Letland, hvor et tilsvarende monument, blev sprængt i stumper og stykker sidste år, under kraftige protester fra landets russiske mindretal.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Afterimage

En film om maleren Władysław Strzemiński, som blev et offer for kommunismen.

Lær mere

Socialistisk Realisme i Warszawa

Stilretningen var dikteret fra Moskva og skulle hylde arbejderne.

Lær mere

Modernistiske togstationeri Warszawa

I den polske hovedstad findes der mange fine modernistiske togstaioner.

Lær mere

Indlægget Polen: Den Sovjetiske Kirkegård i Warszawa blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I starten af dette årtusinde synes der så småt at være en forbrødring af de to nabolande Tyskland og Polen. Hvilket skyldes det faktum at Polen havde skyllet den politiske styring fra Moskva ud med toiletvandet.

Pianisten

Pianisten (2002) handler om den polske jøde Władysław Szpilmans overlevelseskamp under anden verdenskrig,

Som dygtig klassisk musiker havde han gang i en lovende karriere i Warszawa, da krigen brød ud. I lighed med andre jøder blev hverdagen drastisk forandret efter at Nazi-Tyskland havde invaderet Polen i 1939.

Da han og resten af familien ventede på at skulle med toget til udryddelseslejren Treblinka, flygtede han fra stationen.

Med hjælp fra polske venner, lykkedes det ham at leve i skjul til Warszawa-opstanden indtraf i 1944. I ruinerne af den sønderbombede polske hovedstad, lykkedes det ham at finde et nyt skjulested.

Mødet med nazisten

Få måneder før tyskerne trækker sig ud af Warszawa, møder han den tyske officer Wilm Hosenfeld i slutningen af 1944.

Men i stedet for at eliminere ham på stedet, beslutter han sig for at give pianisten tøj, mad og drikke. Denne gestus varede ved indtil Den Røde Hær indtog Warszawa i begyndelsen af 1945.

Władysław Szpilman stiftede Sopot-festivalen, og Wilm Hosenfeld døde i en sovjetisk fangelejr

Efter krigen fik Władysław Szpilman gang i sin professionelle karriere igen ved Polsk Radio. Sideløbende med at komponere mange klassiske kompositioner, var han også involveret i andre projekter.

Han var således i starten af tresserne initiativtageren til en af Polens vigtigste musikfestivaler i Sopot.

Władysław Szpilman prøvede også, ligesom mange andre polakker og jøder, som Hosenfeld havde hjulpet under krigen, at få ham løsladt, men uden resultat.

I 2000 døde Szpilman i en høj alder. Cirka et halvt århundrede efter at Hosenfeld endte sine dage i en sovjetisk fangelejr i Hviderusland i 1952.

Monument i Warszawa som ærer Szpilmans møde med Hosenfeld

I Warszawa kan man dels se en transperant skulptur af to mennesker, samt et mindesmærke på den bygning hvor de to mødes, til ære for Szpilman, der blev indviet i 2007.

På mindesmærket bliver Hosenfelds humanistiske gerning også nævnt. Og i kølvandet på den store succes Pianisten fik, valgte Israel at hylde Hosenfeld. for sin store indsats med at redde jøder under anden verdenskrig.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

The Zone of Interest

Oscar-vindende film om livet i en nazi-familie som lever ved siden af kz-lejren i Auschwitz.

Lær mere

Ida

Skeletterne fra fortiden vælter ud af skabene i den prisvindende polske tante-niece roadmovie.

Lær mere

Westerplatte

Polsk antikrigsfilm om udbruddet af Anden Verdenskrig.

Lær mere

Indlægget Polen: Mødet mellem Pianisten og Nazisten i Warszawa blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.