|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen er langt mere end et portræt af en af Storbritanniens største kunstnere. Den er en invitation til at se verden gennem David Hockneys øjne og netop det gør den til en usædvanlig kunstfilm.

Udgangspunktet er Hockneys store udstillinger på Royal Academy of Arts i London, hvor publikum føres gennem de monumentale landskabsmalerier fra Yorkshire og den bemærkelsesværdige serie 82 Portraits and 1 Still-life.

Men filmen handler i virkeligheden mindre om værkerne end om manden bag dem, da filmen forsøger at forklare, hvordan et menneske tænker.

David Hockney

Hockney er en sjældent engagerende fortæller. Han taler med en smittende nysgerrighed om lys, farver, perspektiv og den menneskelige evne til at se.

Det bliver hurtigt klart, at han ikke blot maler det, han ser. Han undersøger selve det at se. Hans refleksioner er præget af humor, intelligens og en livslang lyst til at eksperimentere.

Filmen gør ingen forsøg på at presse Hockney ind i en traditionel biografisk fortælling. Den gennemgår ikke systematisk hans liv fra barndommen i Yorkshire til årene i Californien.

I stedet væver den korte biografiske nedslag sammen med lange samtaler om kunst, så publikum gradvist forstår, hvorfor Hockney regnes blandt det 20. århundredes mest betydningsfulde britiske kunstnere.

Netop denne tilgang er filmens største styrke. Den behandler sit publikum som nysgerrige medspillere frem for elever, der skal undervises. Man får lov til at dvæle ved malerierne, studere penselstrøgene og lytte til kunstnerens egne overvejelser uden konstante afbrydelser.

En visuel mester

Filmens visuelle kvalitet er en oplevelse i sig selv. Kameraet bevæger sig langsomt hen over lærrederne og indfanger detaljer, som let overses under et museumsbesøg.

De stærke farver, de enorme formater og Hockneys karakteristiske brug af lys får plads til at folde sig ud på det store lærred. På den måde bliver filmen næsten en forlængelse af udstillingen.

Samtidig bliver det tydeligt, hvorfor Hockney har haft så stor betydning for moderne kunst. Han begyndte som en central skikkelse i den britiske popkunst, men nægtede at lade sig begrænse af én stil.

Han skabte ikoniske billeder af Californiens swimmingpools, genopfandt landskabsmaleriet med sine enorme Yorkshire-panoramaer og var blandt de første internationalt anerkendte kunstnere, der tog digitale medier som iPad og computer til sig. Fælles for hele hans produktion er en ukuelig nysgerrighed efter at forstå, hvordan mennesker oplever verden.

Filmen formidler denne nysgerrighed uden at gøre Hockney til et ufejlbarligt geni. Tværtimod fremstår han som et menneske, der stadig stiller spørgsmål, stadig eksperimenterer og stadig lader sig begejstre. Det er måske netop derfor, dokumentaren virker så levende.

Filmen blev positiv modtaget af dagspressen

Da filmen udkom for et årti siden tog anmelderne generelt set godt imod filmen. Flere fremhævede dens rolige tempo og dens respekt for både kunstværkerne og publikum.

I stedet for hurtige klip og dramatiske virkemidler lader filmen Hockneys egne ord og billeder tale. Nogle kritikere pegede dog på, at den især henvender sig til seere med en interesse for kunsthistorie og moderne maleri.

Ønsker man en traditionel biografi med fokus på privatliv, konflikter og kronologiske nedslag, vil man sandsynligvis savne mere dybde.

Men som kunstfilm fungerer Exhibition on Screen: David Hockney at the Royal Academy of Arts overbevisende.

Den giver ikke blot et indblik i Hockneys værker, men også i den tankeverden, der ligger bag dem.

Man forlader filmen med en større forståelse af, hvorfor han regnes blandt Storbritanniens største kunstnere. Ikke kun fordi hans malerier hænger på verdens førende museer, men fordi han gennem et helt liv har udfordret vores måde at se på.

Efterskrift

Det mest bemærkelsesværdige er dog, at filmen ikke kræver forhåndskendskab til David Hockney. Tværtimod vækker den lysten til at opleve hans kunst i virkeligheden.

Når lyset tændes i biografen, sidder man tilbage med følelsen af, at man ikke blot har set en dokumentar om en kunstner, men har tilbragt halvanden time i selskab med et usædvanligt nysgerrigt menneske.

Exhibition on Screen: David Hockney at the Royal Academy of Arts er en smuk, tankevækkende og velkomponeret dokumentar, der giver publikum en sjælden mulighed for at komme tæt på en kunstner, som gennem mere end 60 år har været med til at ændre vores syn på både maleriet og den verden, det forsøger at indfange.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Georgiens krøniker

En af de fineste eksempler på brutalisme i Krakow er det nu delvist forladte Hotel Forum.

Lær mere

More Than A Museum

En dokumentarfilm om det nye Munch museum i Oslo som blev opført af et lille spansk bureau.

Lær mere

Joseph Beuys

Dokumentarfilmen portrætterer en af verdenens vigtigste aktionskunster.

Lær mere

Indlægget Film: David Hockney at the Royal Academy of Arts blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Filmen er langt mere end en optagelse af David Bowies koncert på Hammersmith Odeon i London den 3. juli 1973. Den er et vidnesbyrd om den aften, hvor Bowie symbolsk dræbte den figur, der havde gjort ham til verdensstjerne.

I dag står koncerten som et af rockhistoriens mest ikoniske øjeblikke. Ikke blot fordi Bowie var på toppen af sin karriere, men fordi han valgte at afslutte sin mest succesfulde skikkelse netop på højden af dens popularitet.

Ziggy Stardust – en rockstjerne fra det ydre rum

Da David Bowie skabte Ziggy Stardust i 1972, var det langt mere end endnu et kunstnernavn. Ziggy var en gennemført rollefigur.

En androgyn, flamboyant og karismatisk rockstjerne, der ifølge albummets løse fortælling kom til Jorden, mens menneskeheden kun havde fem år tilbage.

Ziggy blev både profet, frelser og superstjerne, men blev til sidst opslugt af sin egen berømmelse.

Historien fortælles aldrig direkte i filmen. Den udspiller sig gennem sangtekster, sceneshow, kostumer og Bowies egen optræden.

Publikum skulle ikke blot høre musikken – de skulle opleve Ziggy som en levende figur.

Det var netop denne blanding af science fiction, kabaret, rockmusik og kønsmæssig tvetydighed, der gjorde Ziggy Stardust til et kulturelt chok.

Bowie udfordrede tidens forestillinger om maskulinitet og seksualitet, samtidig med at han skabte et af rockhistoriens mest genkendelige visuelle univers med ildrødt hår, kraftig makeup og ekstravagante kostumer inspireret af japansk mode og avantgardeteater.

En koncert med en skjult afslutning

Da Bowie og The Spiders from Mars gik på scenen denne sommeraften i 1973, vidste publikum ikke, at de overværede Ziggys sidste optræden.

Koncerten åbner eksplosivt med Hang On to Yourself og titelnummeret Ziggy Stardust. Publikum møder straks den figur, de er kommet for at se. Selvsikker, teatralsk og større end livet selv.

Men efterhånden udvikler koncerten sig til noget mere end en parade af hits. Bowie blander sange fra tidligere album med nyt materiale fra Aladdin Sane. Undervejs bliver stemningen mørkere.

Changes fungerer næsten som en kunstnerisk programerklæring. Selvom sangen er skrevet flere år tidligere, bliver omkvædet “Ch-ch-ch-changes” nærmest et løfte om, at endnu en forvandling er på vej.

Midterdelen af koncerten bliver mere teatralsk. Jacques Brels My Death introducerer temaer om dødelighed og afslutning, mens Cracked Actor, Time og The Width of a Circle kredser om berømmelsens pris, seksualitet, identitet og forfald.

Set i bakspejlet virker sætlisten næsten dramaturgisk opbygget. Publikum mærker det måske ikke bevidst, men Ziggy er allerede ved at gå i opløsning.

Øjeblikket der blev legendarisk

Efter et hæsblæsende forløb med Let’s Spend the Night Together, Suffragette City og Velvet Undergrounds White Light/White Heat tror publikum, at koncerten nærmer sig sin afslutning.

Så stopper Bowie op. Han siger de ord, der siden er blevet en del af rockhistorien:
“Not only is it the last show of the tour, but it’s the last show that we’ll ever do.”

Publikum tror et øjeblik, at David Bowie annoncerer sin pensionering. Selv flere medlemmer af bandet bliver overraskede.

Først senere går det op for omverdenen, at Bowie talte om Ziggy Stardust. Det sidste nummer bliver derfor ikke blot endnu en sang. Rock ‘n’ Roll Suicide bliver Ziggys begravelse.

Sangen handler om ensomhed, desperation og håb, men i koncertens sammenhæng bliver den et symbolsk farvel til en figur, der havde ændret rockmusikken.

Musikken begyndte allerede før Bowie gik på scenen

Et ofte overset element i koncertfilmen er musikken før og efter selve koncerten.
Publikum mødes af Wendy Carlos’ elektroniske fortolkning af Beethovens Niende Symfoni fra Stanley Kubricks A Clockwork Orange.

Efter koncerten høres igen musik, som forbindes med filmen. Som eksempelvis den pompøse Pomp and Circumstance.

Valget var langt fra tilfældigt. Bowie var stærkt inspireret af Kubricks film. Dens blanding af futurisme, vold, dekadence og klassisk musik passede perfekt til Ziggy-universets dystopiske atmosfære.

Allerede før koncertens første tone bliver publikum derfor placeret i en kunstig, nærmest teatralsk virkelighed.

A Clockwork Orange fungerer som en ouverture. Den fortæller publikum, at de er trådt ind i et univers, hvor rockkoncerten er blevet til teater.

Bowie spiller både Ziggy og David Bowie

En af koncertfilmens store styrker er, at den viser spændingen mellem personen David Bowie og figuren Ziggy Stardust.

Når Bowie synger Moonage Daydream, er han den kosmiske rockstjerne. Under Cracked Actor bliver han den dekadente og selvdestruktive berømthed. I My Death fremstår han som cabaretkunstner.

Og i Rock ‘n’ Roll Suicide bliver han næsten en prædikant, der rækker armene ud mod publikum som en frelser.

Det er netop denne evne til konstant at skifte rolle, der senere skulle blive Bowies kunstneriske varemærke.

Hvorfor dræbte Bowie Ziggy?

For mange virkede beslutningen uforståelig. Ziggy Stardust var en enorm succes. Albummet solgte, koncertturnéerne var udsolgte, og Bowie var blevet en international stjerne. Men netop derfor ønskede han at stoppe.

Bowie havde en næsten instinktiv modvilje mod at gentage sig selv. Han mente, at kunstnere risikerede at blive fanget af deres største succes, og han nægtede at lade Ziggy definere resten af hans karriere.

Samtidig var rollen begyndt at opsluge ham. Bowie har senere fortalt, at grænsen mellem personen David Jones og figuren Ziggy Stardust efterhånden blev vanskelig at opretholde.

Turnélivet, berømmelsen og et stigende stofmisbrug gjorde perioden psykisk belastende. Ved at “dræbe” Ziggy kunne han begynde forfra.

Kort tid efter fulgte Diamond Dogs, den amerikansk inspirerede soul på Young Americans, den aristokratiske Thin White Duke og senere Berlin-trilogien med Brian Eno og den tyske krautrock som musikalske mentorer.

Ingen af disse perioder ville sandsynligvis have været mulige, hvis Bowie var blevet ved med at være Ziggy.

Mick Ronson: Den oversete stjerne

Selv om Ziggy Stardust and the Spiders from Mars bærer David Bowies navn, ville Ziggy-universet næppe have haft samme gennemslagskraft uden guitarist Mick Ronson.

Hans skarpe, melodiske guitarspil gav sangene deres dramatiske kraft, og hans arrangementer på pladedgivelserne som ofte var med strygere og komplekse harmonier, løftede Bowies idéer fra rockmusik til musikalsk teater.

I koncertfilmen er samspillet mellem Bowie og Ronson tydeligt. De bevæger sig rundt om hinanden, udveksler blikke og deler scenen som to hovedpersoner i samme forestilling.

Under numre som Moonage Daydream og The Width of a Circle er Ronsons guitar ikke blot akkompagnement, men en medfortæller. Han giver Ziggy en lyd, der både er aggressiv, romantisk og futuristisk.

Efter opløsningen af The Spiders from Mars kom Ronson aldrig helt ud af Bowies skygge, men koncertfilmen står tilbage som et varigt vidnesbyrd om, hvor afgørende han var for Ziggy-periodens kunstneriske succes.

D.A. Pennebakers kamera: En dokumentar midt i teaterforestillingen

Instruktøren D.A. Pennebaker var allerede kendt for musikdokumentarer om blandt andre Bob Dylan og Monterey Pop Festival.

Hans stil var præget af det observerende dokumentarblik. Kameraet registrerer begivenhederne, snarere end at iscenesætte dem.

Det mærkes tydeligt i koncertfilmen. Kameraet dvæler ved Bowies ansigtsudtryk, glider hen over Ronsons koncentrerede guitarspil og vender jævnligt tilbage til publikums reaktioner.

De unge fans, mange iført glitter og farverigt tøj, synger med, græder og rækker hænderne mod scenen, som var de til en religiøs ceremoni.

Filmen er teknisk ujævn. Billedet er til tider mørkt, klipningen hektisk og lyden langt fra perfekt.

Men netop disse ufuldkommenheder giver den en autenticitet, som mange moderne koncertfilm mangler. Man føler ikke, at man ser en nøje koreograferet produktion; man føler, at man er til stede den aften, hvor historien udspiller sig.

En koncertfilm, der blev større end koncerten

Da filmen endelig udkom i 1979, havde Bowie allerede genopfundet sig selv flere gange. Mange kritikere mente dengang, at filmen teknisk var ujævn, men de fleste var enige om, at dens historiske betydning langt oversteg dens tekniske mangler.

I dag regnes Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som en af de vigtigste koncertfilm nogensinde.

Ikke nødvendigvis fordi den viser Bowies bedste koncert. Men fordi den dokumenterer det øjeblik, hvor en kunstner frivilligt opgav den figur, som havde gjort ham udødelig.

En arv, der rækker langt ud over glam rock

Da Bowie afsluttede Ziggy Stardust i 1973, satte han samtidig en ny standard for, hvad en rockkunstner kunne være.

Han viste, at en koncert kunne være et sammenhængende kunstværk, hvor musik, kostumer, lys, fortælling og scenepersona smeltede sammen.

Denne idé fik enorm betydning for senere generationer. Kunstnere som Madonna, Prince, U2 og Lady Gaga har alle arbejdet med gennemførte scenefigurer og konceptuelle turnéer, hvor koncerterne fungerer som dramatiske fortællinger snarere end blot en række sange.

Også kunstnere som Trent Reznor fra Nine Inch Nails, Marilyn Manson og Arcade Fire har peget på Bowie som en vigtig inspirationskilde, når det gælder sammensmeltningen af rockmusik, performancekunst og identitet.

I dag, hvor store koncertproduktioner ofte er minutiøst planlagte multimedieoplevelser, kan det være svært at forstå, hvor nyskabende Ziggy-turnéen var.

I begyndelsen af 1970’erne var det stadig usædvanligt, at en rockmusiker optrådte som en fiktiv karakter gennem en hel koncert. Bowie gjorde scenen til et teater. Og rockstjernen til en rolle, der kunne skabes, udvikles og afsluttes.

Mere end en koncertfilm

Det er fristende at se Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som et nostalgisk tilbageblik på glam rockens storhedstid.

Men filmens egentlige styrke ligger et andet sted. Den viser en kunstner, der bevidst afslutter sit mest succesfulde projekt, fordi han frygter at blive fanget af det.

Netop derfor føles koncerten stadig moderne. Den handler ikke kun om musik, men om identitet, forandring og modet til at give slip på det, som andre forventer af én.

Da David Bowie sang de sidste linjer i Rock ‘n’ Roll Suicide, tog han ikke blot afsked med Ziggy Stardust. Han demonstrerede, at kunstnerisk fornyelse kræver viljen til at lade selv de største succeser dø.

Det er måske derfor, koncertfilmen stadig fascinerer. Den dokumenterer ikke blot afslutningen på en epoke. Den viser fødslen af den David Bowie, som resten af verden kom til at kende: kunstneren, der aldrig stod stille.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Delia Derbyshire

Delia Derbyshire var en af de helt store pionerer indenfor elektronisk musik i tresserne.

Lær mere

Primal Scream

Bobby Gillespie og Co. havde Warszawa i deres hule hånd da de var en tur forbi Klub Stodoła.

Lær mere

Morrissey

Den gamle forsanger i The Smith gæstede Goteborg til stor glæde for weltschmerz-folket.

Lær mere

Indlægget Film: Da Bowie dræbte: Ziggy Stardust and the Spiders from Mars blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Västforbindelsen er navnet på et ambitiøst anlægsprojekt for den offentlige trafik i Vestsverige, som pga, økonomiske udfordringer tærer på omegnens tålmodighed.

For at bløde op for den dårlige stemning som er skabt pga. projektet har Trafikverket valgt at forskønne de grønne plankværk med street art, sådan folk kan få et mere positivt indtryk imens de venter.

Det er det kommet meget godt Street Art ud af, bl.a. ved stedet hvor den kommende Haga Station bliver opført.

Mister Copy: Children of the Forrest

Dette kunstværk genopfinder det svenske eventyr om Tomtebo Barnen af ​​Elsa Beskow (1910).

Historien inviterer børn tilbage til naturen. Til en verden langt rigere end nogen skærm.

I en tid, hvor teknologi, tablets og telefoner fængsler unge sind, er det let at glemme, at skoven er et sted med undren, eventyr og fred.

Værket er udført af Mister Copy. En sydafrikansk gadekunstner af svensk afstamning, der nu bor i Paris, Frankrig.

Hans vægmalerier væver gamle historier ind i den moderne verden, en vision han kalder moderne mytologi.

Med kunsten og ordene i disse kunstværker genopliver han folklore, eventyr og myter og bringer deres magi ud i gaderne.

Hans kunst er en bro mellem fortid og nutid og minder alle generationer om historiefortællingens kraft og kulturhistoriens rigdom.

Pablo Thomas: Morning in Kattegat

Sejlads er en integreret del af Gøteborgs historie, og byens havn har spillet en central rolle i den svenske maritime arv.

Ved at vise billeder og portrætter fra den nære fortid er Morning in Kattegat et forsøg på at ære de fiskere og sømænd, der i århundreder navigerede i Kattegats, Nordsøens og Østersøens farvande.

Morning in Kattegat er lavet af Pablo Thomas Lopez, som er en tværfaglig spansk kunstner bosat mellem Madrid og London.

Han kommer fra en animationsbaggrund og er stærkt påvirket af grafisk design, musik, film og popkultur.

Hans arbejde er gennemsyret af minder, nostalgi og anemone, der indfanger øjeblikke og skildrer historier fra almindelige mennesker.

Artez: Simple Acrobatics

Den simple akrobatiske bevægelse, der er afbildet på vægmaleriet, er en påmindelse om, at fysisk aktivitet er afgørende for et individs sunde udvikling.

En saltomortale, eller flip, er en bevægelse, hvor kroppen roterer fremad, bagud eller sidelæns.

Noget, de fleste børn typisk mestrer i en alder af tre år. Men med fremkomsten af ​​”skærmkultur” er flere og flere børn ikke i stand til at udføre denne bevægelse, når de starter i skole.

Artez er en af ​​de førende serbiske gadekunstnere og muralister, som har været aktiv på den globale gadekunstscene i de senere år.

Han har skabt murmalerier i mange forskellige lande såsom Spanien, Italien, Tyskland, Indien, Georgien, Argentina, Serbien og mange flere.

Læs også: Georgien: Street Art i Tbilisi (Del I) – Varketili

Jonathan Josefsson & Oskar Bråne: Spårvagnsspår

Her mødes byens puls og det kunstneriske udtryk i en legende, farverig komposition.

Kunstnerne har skabt et vægmaleri, hvor abstrakte mønstre og ikoniske sporvogne smelter sammen.

Oskar Bråne bidrager med sine detaljerede skildringer af sporvogne. Et motiv, han har udforsket i over 400 akvareller og akrylmalerier.

Hans præcision og kærlighed til byens køretøjer møder Ollios eksplosive, abstrakte mønstre, hvor farve og bevægelse skaber en levende, interaktiv overflade.

Jonathan “Ollio” har over 25 års erfaring med at male offentlige vægge, fra graffiti til vægmalerier på skoler og festivaler.

Oskar, med sin baggrund i akvarel og akryl, bringer en unik stil, der giver maleriet dybde og historie.

Marika Stark: Intågåndet

En ny orden hersker nu på Järntorget. En gruppe magthavende, hvis motto er “Spis, spis eller bliv spist”. Den største går først. Og det er bestemt ikke os længere.

Marika Starks kunstneriske arbejde har længe koncentreret sig om en udforskning af iscenesættelse.

At placere en figur i en kontekst, hvor den ikke hører hjemme, er barnligt og udfordrer vores opfattelse af virkeligheden.

Ofte er det dyr, der får rollen som malplacerede og en plads i det nærmiljø, der er scenen.

Carlos MLOK: Concrete Nature

En repræsentation af den naturlige skønhed i Atlanterhavsskoven, især i Brasilien. Dens rige, farverige flora, vandets renhed.

Dets gamle og nye jernbaner. Guarapuvurus. Jacatirões, gule og lilla ipês, lyserød ceder, rød sapucia, jatobás og Jequitibás er en del af landskabet med de gamle og permanente togrejser, der krydser den store Atlanterhavsskov.

Carlos MLOK blev født i São Paulo, Brasilien. Han fulgte sin mor til hendes maletimer, da han stadig var barn.

Under sine busture i barndommen blev hans interesse for sms’erne på
byens mure vakt. I 1987 lavede han sin første graffiti.

Han er billedkunstner med en grad fra University of Fine Arts i São Paulo og en grad i reklame fra Pan American School of the Arts.

Monique van der Wal: Views of Gothenburg

De første udsigter over skærgården, Röda Sten, og Kvinna vid havet har altid
blevet i min hukommelse, siger den hollandske grafiske artist Monique van der Wal, og fortsætter.

I de år, jeg har tilbragt her, er mange flere seværdigheder og minder blevet
føjet til denne samling.

Som international studerende i dette land oplevede jeg, at jeg så udsigten over byen anderledes end de lokale.

For at skabe en forbindelse med andre, har jeg besluttet at indramme disse seværdigheder og minder, så alle kan se dem.

Monique van der Wal er en hollandsk kunstner, der fik sin kandidatgrad i billedkunst fra HDK-Valand i 2023.

Hun arbejder i øjeblikket som grafisk designer i Holland, men driver også sit eget kunststudie.

Med en kærlighed til Gøteborg besøger hun byen ofte for at holde sig opdateret med den kulturelle udvikling i byen og dens omgivelser.

Efterskrift

At lave en fyldestgørende gennemgående gennemgang af alle de mange værker som er placeret ved det nye byggeri af Haga stationen er foromfattende.

Nedenunder er det dog muligt at mærke noget af den heftige kreativitet som gøteborgerne kan opleve i deres by i disse dage.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Street Art i Porto

Modsat andre storbyer er Street Art ikke det mest synlige i Portos gader.

Lær mere

Street Art i Tirana

Albaniens hovedstad er et vibrerende mekka for Street Art som udfolder sig på mange måder.

Lær mere

Street Art i Chugureti

I Tbilisis hipsterkvarter Chugureti trives gadekunsten i et mere råt miljø.

Lær mere

Indlægget Sverige: Göteborg – Street Art ved den kommende Haga Station blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Det der gør Pannverkstaden specielt i dag er at den på sine ydre vægge, har fået påført sig Street Art af tre forskellige artister.

De tre street art personligheder som der er tale om er Captain Kris, Tavar Zawacki og Hoxxoh.

Captain Kris

Captajn Kris er en international gadekunstner og illustrator, som oprindeligt er fra New Zealand, men i dag er bosat i London.

Han er især kendt for en stil, der er inspireret af tegneserier, videospil og popkultur. Samt store, farverige figurer med klare konturer og ofte let aggressive eller humoristiske udtryk.

I maleriet af Captain Kris i Gøteborg fra 2024, kan man se både historiske og nutidige elementer såsom kraner, både og elementer fra miljøet, men også dyr, der har Lindholmen som hjem.

“Der er meget at se på, så jeg håber, at mange mennesker har lyst til at besøge og se både dette maleri og dem, vi har skabt i tidligere år”, udtaler Torgny Tennby, der er teknisk chef hos sponsoren Älvstranden Utveckling AB.

Tavar Zawacki

Tavar Zawacki er en amerikansk abstrakt kunstner, som er bosiddende i Berlin. Fra 2001 og i løbet af de næste to årtier, har han skabt vægmalerier og offentlige værker i mere end 100 byer på tværs af seks kontinenter.

Zawackis praksis formet af et dybt engagement i kulturel mangfoldighed og globale perspektiver. Disse oplevelser præger hans visuelle sprog, som centrerer sig om todimensionel abstraktion karakteriseret ved levende farver, rene linjer og udforskninger af gennemsigtighed, hvor overlappende nuancer skaber nye former.

Inspireret af minimalisme, Color Field-maleri og Hard-Edge-traditioner udvider hans arbejde disse arve gennem et fokus på forbindelse, perception og transformation.

I Gøteborg har Tavar Zawacki skabt gadekunstværket Papel, som stækker sig ud over den 160 meter lange facade af kedelværkstedet. Ialt dækker de abstrakte malerier 1.500 kvadratmeter facadeoverflade.

Dette projekt er unikt, og takket være facadens store overfladeareal har jeg haft mulighed for at skabe et galleri med ti malerier i et bymiljø, hvor man kan gå fra arbejde til arbejde, som om de havde været indendørs. Der er ikke mange steder som det i verden, så det er meget spændende, sagde Tavar Zawacki i 2022, da han havde påbegyndt arbejdet.

Hoxxoh

Sveriges største Street Art maleri er udført af den amerikanske kunstner HOXXOH, også kendt som Douglas Hoekzema, på Pannverkstaden.

Værket som dækker over 2.800 kvadratmeter er blevet til i 2023 i et samarbejde mellem kunstneren, Älvstranden Utveckling AB og street art-organisationen Artscape.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Street Art i Porto

Modsat andre storbyer er Street Art ikke det mest synlige i Portos gader.

Lær mere

Street Art i Tirana

Albaniens hovedstad er et vibrerende mekka for Street Art som udfolder sig på mange måder.

Lær mere

Street Art i Varketili

Langt ude i en af de østlige forstæder i Tbilisi findes byens bedste Street Art.

Lær mere

Indlægget Sverige: Göteborg – Street Art på Pannverkstaden i Lindholmen blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I 2017 viste Netflix den otte afsnit store tv-dokumentar som hylder nogle af tidens mest innovative designere i den vestlige verden, og sætter fokus på design i et positivt lys.

De otte personer som bliver præsenteret er Christoph Niemann, Tinker Hatfield, Es Devlin, Bjarke Ingels, Ralph Gilles, Paula Scher, Platon, Ilse Crawford.

Disse giver nogle forskelligeartede holdninger til hvad design kan være. Og, hvad er design egentligt. Da det ikke eks. giver god mening at tage nogle deignere som beskæftiger sig med biler og sko, hvorfor skal en illustrator og en arkitekt være med i denne kontekst. Er alt design?

Christoph Niemann: Illustration

Christoph Niemann er en tysk-amerikansk illustrator, grafisk designer og børnebogsforfatter.

Han er primært kendt for sit arbejde for The New York Times og sine Sunday Sketches, der leger med skala og position.

Tinker Hatfield: Fodtøjsdesign

Tinker Linn Hatfield Jr. er en amerikansk designer, som har designet adskillige af Nike-sportssko. Pga. sine mange innovative designs og talrige kreationer over mere end tre årtier betragtes Hatfield som en designlegende.

Efter en skade satte en stopper på en lovende karriere indenfor atletik, blev han uddannet arkitekt. Nogle år efter startede han hos Nike i starten af firserne, hvor han brugte sin viden fra arkitektur og sport til at designe prisvindende skomodeller.

Es Devlin: Scenedesign

Esmeralda Devlin er en engelsk kunstner og scenograf, som er blevet hædret af Dronning Elizabeth II for sine tjenester inden for design.

Hun er specielt kendt for sit arbejde med scenografi, både indenfor teaterverdenen og indenfor musikbranchen, hvor hun har samarbejdet om storstilede scenedesigns for kunstnere som Kanye West, Beyoncé, Adele, U2, The Weeknd, Lorde og Pet Shop Boys.

Devlin, var også kvinden som skabte scenografien til afslutningsceremonien ved OL i London i 2012, og fire år senere designede scenografien til åbningsceremonien ved OL i Rio.

Bjarke Ingels: Arkitektur

Bjarke Bundgaard Ingels er en dansk arkitekt og grundlægger af BIG, som slog sit navn fast pga. opførelsen af VM-husene og Bjerget i Ørestad.

I 2011 udnævnte The Wall Street Journal Ingels til Årets Innovator inden for arkitektur, og i 2016 udnævnte Time ham til en af de 100 mest indflydelsesrige personer.

Ralph Gilles: Bildesign

Ralph Victor Gilles er en amerikansk bildesigner. Hans karriere startede i 1992, hvor han kom til Chrysler. I sin tid hos Chrysler var han ansvarlig for at designe Chrysler 300 som vandt prisen som årets nordamerikanske bil i 2005.

Siden han var otte år gammel startede Gilles med at tegne konceptbiler. Da han var fjorten år gammel, sendte hans tante en af hans skitser til den daværende Chrysler-formand Lee Iacocca.

Chryslers daværende designchef svarede og foreslog at han skulle søge ind på en af de tre designskoler han anbefalede ham at gøre. Derefter gik hans karriere i gang.

Paula Scher: Grafisk Design

Paula Scher er en amerikansk grafisk designer, maler og designunderviser. I halvfjerdserne designede hun 150 pladecovers om året for virksomheder som CBS og Atlantic.

Efter at hun i 1982 blev selvstændig inkorporerede hun skrifttyper der opstod i forbindelse med Art Deco og russisk konstruktivisme med hendes helt personlige fortolkning, inden hun to år senere grundlagde firmaet Koppel og Scher.

De udviklede corporate visual identities for store virksomheder, og beskæftigede sig også med emballage, bogomslag og reklamer.

I starten af 90erne begyndte hun som grafisk konsulent og underviser. Og, samarbejdede i samme periode med virksomheder såsom Bloomberg, Microsoft, Coca-Cola, og mange andre.

Platon: Fotografi

Platon Antoniouer en britisk portræt- og dokumentarfotograf. Nogle af Platons kommercielle arbejde omfatter fotografering for Levi’s, IBM, Nike, Motorola, Timex og Ray-Ban, m. fl.

Hans fotografier har også været på forsiden af magasiner, herunder Time, Esquire og Wired.

Derudover har han samarbejdet med Human Rights Watch, National Center for Civil and Human Rights, ExxonMobil og FN-fonden.

Gennem hans projekt Folkets Portefølje sigter Platon mod at øge bevidstheden om dem, der står over for undertrykkelse.

Ilse Crawford: Interiør Design

Ilse Catherine Crawford er en britisk interiør- og møbeldesigner, som i 2000 grundlagde Crawford afdelingen for Mennesker og Velvære på Design Academy Eindhoven i Holland.

I 2003 etablerede hun interiørfirmaet Studio Ilse, som designede Soho House-klubben i New York, Babington House, Electric Cinema og Hong Kong-restauranten Duddell’s. Derudover har hun lavet værker for Georg Jensen og IKEA, samt udgivet en del bøger om design.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Hvide By i Tel Aviv

Der er over 4000 Bauhaus-inspireret bygninger i Israels næststørste by.

Lær mere

Fagus Skofabrikken

Walter Gropius, en af de helt store pionerer indenfor modernismen, tegnede fabrikken.

Lær mere

Barcelona Pavilionen

Udstillingsbygningen blev Ludwig Mies van der Rohes internationale gennembrud.

Lær mere

Indlægget Film: Netflix hylder nutidens designere: Abstract – The Art of Design blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Genesis P-Orridge var en banebrydende britisk personlighed. Med sine performative og subversive handlinger lavede de transgressive art længe før der var opfundet et begreb til at beskrive kunstretningen.

Senerehen blev de betragtet som gudfaderen af musikgenren industrial, da de grundlagde bandet Throbbing Gristle i 1975. Som seks år senere blev fulgt op af et andet musikalsk multimedie projekt Psychic TV.

Her tog de fat i skabe koncepter for hvordan grupper kan opbygge et samfund, i stedet for at ville nedbryde det, som det bl.a. hvor på mode i tresserne og specielt i halvfjerdserne, eksemplificeret i punk-bevægelsen.

I midten af halvfemserne mødte Genesis P-Orridge Lady Jaye som de blev gift med. Sammen lavede de Pandrogeny-projektet, hvor de ikke bare psykisk, men også fysisk igennem mange kropsoperationer smeltede sammen til at ligne et spejlbillede af den anden.

På denne måde blev Genesis P-Orridge også et ikon indenfor queerbevægelsen, da de konstant udforskede og synliggjorde at et menneske ikke bare rummer en personlighed og identitet, men at der er mange af dem.

Kort tid for deres død i 2020 mødte instruktøren David Charles Rodrigues Genesis P-Orridge seks gange i New York, hvor de havde nogle lange samtaler sammen.

Dette blev startskuddet til den nye film S/He Is Still Her/e fra 2024, som giver en kronologisk gennemgang af hovedpersonens liv.

Instruktørens motivation for at lave filmen

David Charles Rodrigues er af amerikansk og græsk afstamning. I sine barndomsår blev han betragtet som græker, da familien brugte meget tid med det græske samfund i USA.

Da han otte årig sammen med hans familie flyttede til Brasilien, blev han omtalt som værende amerikaner. Og da han rykkede tilbage til Staterne tyve år senere, var han nu en latino.

I den nordlige del af Californien kom han i forbindelse med et filmprojekt i kontakt med queermiljøet. Og, selvom han som person ikke identificerer sig med dem, så havde han en forståelse for deres livssituation, da han også havde følt sig som en person med en diffus identitetsopfattelse.

Dette, sammenholdt med, at han som teenager var fan af Throbbing Gristle, og i særdeleshed mere med Psychic TV gjorde at han også havde en personlig interesse i at møde Genesis P-Orridge, efter at de var blevet ramt af en livstruende sygdom i 2018.

I starten vidste han ikke om samtalerne med dem ville føre til en film, men som de skred frem, begyndte han at blive mere tændt på ideen om at lave en dokumentar om Genesis P-Orridge.

S/He Is Still Her/e

I filmen bliver vi introduceret for den unge dreng Neil Andrew Megson, der blev mobbet i skolen og som led meget af astma, til han fordyber sig mere og mere ind i kunstens verden.

Efter at være flyttet til London i starten af halvfjerdserne skifter han navn til Genesis P-Orridge. Her møder han også Cosey Fanni Tutti som han stifter kunstprojektet COUM Transmissions sammen med.

COUM udfører S/M provokerende musikalske performances som ofte chokerer offentligheden, som er med til at gøre dem kendt i undergrunden.

Da han på en bar løber ind i en fyr, som giver ham det råd, at han skal tænke over hvordan han kan formidle hans ideer til offentligheden sådan at de kan forstå dem, fører det til dannelsen af Throbbing Gristle som Cosey Fanni Tutti også er med i.

Throbbing Gristle som på Yorkshire-slang betyder erigeret penis. betragtes som verdenens første industrial musikgruppe.

Mødet med cut-up teknikken, hvor tekster og billeder bliver klippet fra hinanden og samlet igen på en ny måde, fodrer hans kreative sans. Disse ideer tager han sig med i Psychic TV, som er et forsøg på at nå mainstreampublikummet.

Familiemennesket Genesis P-Orridge

Genesis P-Orridge fik sammen med Paula P-Orridge to døtre Genesse P-Orridge og Caresse P-Orridge.

I dokumentaren får de en afgørende rolle at spille, da de viser ham som en kærlig og omsorgsfuld far, hvilket er i stærk kontrast til hans hang til sadomasochistiske tematikker, som var ved at bringe ham i en eksistentiel krise.

For alt imens familien dyrkede religiøse interesser i Østen, så ransagede politiet i Storbritannien deres hjem for om de kunne finde belastende materiale om misbrug af børn i hans lejlighed.

Det fandt de dog ikke, men det medførte at familien flygtede til USA, da Genesis P-Orridge var bange for at myndighederne ville fratage ham hans døtre.

Pandrogeny

I 1995 mødte Genesis P-Orridge Lady Jaye i en BDSM-sexklub, hvor hun arbejdede. Han var med det samme tiltrukket af hende, og det endte med at han blev gift med sit livs kærlighed.

Sammen med hende genoptog han nu noget af ånden fra COUM-projektet i starten af halvfjerdserne, hvor han skar i sin egen krop. Men nu i en mere radikal form.

Dette skete bl.a. ved at Genesis P-Orridge fik foretaget en kønsskifteoperation og at parret efterfølgende fik lavet mange indgreb i kroppen i et forsøg på komme til at ligne hinanden.

For at få råd til alle de kostbare operationer medførte også at Throbbing Gristle og Psychic TV blev gendannet.

Sideløbende med blev Pandrogeny-projektet løbende dokumenteret via billeder og videomateriale, og udstillet på gallerier.

I 2007 døde Lady Jaye, og Genesis P-Orridge kom sig aldrig for alvor over hendes alt for tidlige bortgang.

Efterskrift

Til at starte med ville instruktøren kun bruge Genesis P-Orridges stemme i filmen. Men efter deres bortgang, manglede han en hel del materialer.

Dette bragte ham i kontakt med deres børn, som i dag varetager boet efter kunstneren. Og da de nævnte at han skulle tage kontakt med en gammel ven af Genesis P-Orridge, gjorde at persongalleriet langsomt voksede.

Dog stillede Rodrigues det krav over for sig selv, at det kun skulle være folk med en dyb indsigt i deres liv som blev benyttet.

Dette gør også at der kommer flere vinkler på den unikke person, hvor det dog kunne have været oplagt med nogle kommentarer fra Cosey Fanni Tutti om hvorfor hun synes han var en aggressiv person. Og, hvordan det konkret gav sig udslag. Samt fra andre som havde en torn i øjet på Genesis P-Orridge.

Derudover kunne det have været ønskelig med lidt flere optagelser om Throbbing Gristle.

Filmen er meget godt komponeret, og fastholder seeren igennem hele dokumentaren. Den er en nødvendighed for alle som interesserer sig for performancekunst, eksperimenterende musik og queer.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Cyborg

En dokumentarfilm om cyborgkunstnerparret Neil Harbisson og Moon Ribas.

Lær mere

Cabaret Voltaire

I denne bygning i Zürich mødtes dadaister og skabte revolutionerende antikunst.

Lær mere

Beuys

Veiels dokumentar om hans berømte landsmand skildrer ham både som kunstner og politiker.

Lær mere

Indlægget Film: S/He Is Still Her/e: The Genesis P-Orridge Documentary blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

Udstillingen af den franske kunstner Zaven Paré i Det Amerikanske Center i Prag, hylder karaktererne i Karel Čapeks drama fra 1920/21, der gav verdenen ordet ”Robot”. Hvilket er en tilpasning af det tjekkiske ord ”Robota”, som betyder en arbejder, der laver ensformigt, monotont, og tvunget arbejde.

Læs også: Prag: Habsburgerne lagde fundamentet for ordet robot

Inspirationen til de udstillede værker fik Zaven Paré efter at han havde købt nogle gamle prints med portrætfotografier modificerede dem, var at føre tuschstreger på dem. Han ville gerne ramme et Art Deco udtryk, hvori han tænkte nogle af persongalleriet i R.U.R. I forbindelse med 100-året for Karel Čapeks udgivelse i 2021 ville han gerne have haft disse prints udstillet i Prag, men pga. pandemien, så forblev det bare som en strøtanke.

Som en del af åbningsarrangementet af udstillingen blev der også afholdt nogle taler om forholdet imellem Rossum’s Universal Robots og USA. Hvilket i sig selv er unikt, da dette er et emne som sjældent bliver berørt.

Pga. den aktuelle krise i Mellemøsten, og USA’s aktive deltagelse i mange af verdenens brændpunkter, blev ferniseringen forkortet pga. sikkerhedsmæssige årsager et par timer før den skulle finde sted, da en varslet pro-palæstinensisk demonstration ville passere det kulturelle organ for USA i Tjekkiet.

Christian Gjørret: The RUR-Play and US

Demonstrationen betød også at jeg valgte at skrotte mit indlæg, som skulle have handlet om The RUR-Play and US, for at give plads til de andre oplægsholdere.

”The RUR-Play” var den første udgave af Rossum’s Universal Robots hvor alle aktører i stykket bliver spillet af robotter. Efter et forslag fra Christian Gjørret i 2012, valgte LEGO samme år at sige ja til at stykket kunne blive gennemført, da de stod for leveringen af de LEGO MINDSTORMS sæt som blev brugt under opførelsen af skuespillet.

Tre år senere fik ”The RUR-Play” premiere efter en gymnasieklasse fra det nordlige Tjekkiet havde udviklet det.

SE TRAILER: The RUR-Play (Rossum’s Universal Robots)

I det der skulle have været mit indlæg, var det også tænkt at publikum skulle have hørt om MIT-professoren Seymour Papert, hvis tanker om MINDSTORMS, LEGO købte og implementerede i samarbejde med Mitch Rescnik fra MIT. Derudover ville de også have blevet introduceret til det amerikanske gør-det-selv fænomen Maker Space. Samt, afslutningsvis også lidt om firmaet Universal Robots, som i dag er ejet af amerikanske indehavere.

Jana Horáková: Playing Robots in America

Første oplægsholder blev derfor Jana Horáková fra Masaryk Universitetet i Brno. Hun er først uddannet som danser i 1990 og var i fem år medlem af balletensemblet på Nationalteatret i Prag. Efterfølgende studerede hun teater ved Karlsuniversitet i Prag og Masaryk Universitetet i Brno. Her tog hun sin ph.d. fra Instituttet for Teater og Interaktive Medier. Siden 2004 har hun undervist om interaktive medier der. Hendes interesseområdet omfatter robotkunst, robottens kulturhistorie og softwareteori. Hvilket er emner hun har publiceret artikler om.

I hendes tale fastslog hun at kort tid efter at Rossum’s Universal Robots fik sin officielle premiere den 25. januar 2021 i Nationalteatret i Prag, at teaterkritikere dengang, allerede så stykket som en oplagt mulighed for eksport til udlandet. Andre anmeldere hæftede sig ved at det var en refleksion over den amerikanske industrialisme. Karel Čapek blev derfor beskyldt for at være et kommercielt tænkende væsen, da det var tydeligt at han ikke prøvede at tilfredsstille intellektuelle skikkelser fra Europa med R.U.R.

Det var primært pga. at Rossum’s Universal Robots blev godt modtaget i 1922 ved det mest anerkendte teater i New York for udenlandske opførelser, at stykket efterfølgende gik sin sejrsgang kloden rundt. Året efter, i 1923 blev det vist i London, og en engelsksproget udgave af R.U.R. blev publiceret. Og, efterfølgende blev ordet robot optaget i ordbøger. F.eks. i Oxford. En tjekkisk journalist kunne samme år konstatere at begrebet robot nu var mere brugt i udlandet end hjemme. Hvad der efterfølgende skete med Rossum’s Universal Robots var bare en lang succesfuld rækker af succeser.

Matej Hoffmann: 100 years later: Rossum’s robots still teach us how to make self-aware machines

Sidste oplægsholder var Matej Hoffmann fra Fakultet for Elektroteknik ved Det Tjekkiske Tekniske Universitet i Prag, hvor han i øjeblikket fungerer som lektor og leder en gruppe fokuseret på kognitiv, neuro-, kollaborativ og humanoid robotteknologi. I 2013 var han en del af iCub-afdelingen ved Det Italienske Teknologiske Institut under ledelse af prof. Giorgio Metta.

I sin tale kom Matej Hoffman ind på, at efter du har læst R.U.R., hvordan er udviklingen så indenfor robotteknologi i dag, sammenlignet med dengang Karel Čapek skrev Rossum’s Universal Robots for 100 år siden. Første spørgsmål han stillede publikum, var om der i dag findes robotter som er lig med det som Čapek beskrev i R.U.R. Det var der en som mente. Dette var Hoffman dog ikke enig med ham i. Og, med udgangspunkt i nogle nutidige robotter argumenterede han for hvorfor han havde et andet standpunkt.

I mange af videoerne fra virksomheder, der viser dyrelignende eller menneskelignende robotter, ses robotter som nogle der f.eks. kan stille tallerkner på plads i opvaskemaskinen. Men for at de kan gøre dette, så har det krævet et halvt års programmeringsarbejde fra nogle ingeniører, før de er i stand til at gøre dette.

Samtidig med, tilføjede han, at dette ikke er ensbetydende med at robotter ikke kan lave betydningsfuldt og nyttigt arbejde. Hvilket bl.a. ses indenfor industrien hvor robotarme er med til producere biler.

Læs også: Prag: Bevægende skulpturer i hjertet af Tjekkiets hovedstad

De robotter som kan opleves i Rossum’s Universal Robots, de var langt mere avancerede end nutidens robotter. For selvom de var mekaniske i deres udtryk, så var de lavet af naturlige materialer. Og, var selvlærende og intelligente. Men samtidig med, så var de ikke nytænkende, havde ikke en fri vilje, eller havde nogle passioner, eller interesserede sig for deres historie. Tilmed forstod de hverken kærlighed eller smerte. Og, de kunne ikke forsvare sig selv. De var perfekte arbejdere, men de manglede nogle essentielle ting som gør os til mennesker. I R.U.R. så forstår Helena Glory intuitivt dette, og spørger Harry Domain om han ikke kan give dem en sjæl. Og, det er her at R.U.R. begynder at udvikle sig til at blive en dystopi, da han opfylder hendes ønske.

Noget som forskere arbejder på i dag, er at få robotterne til at lære. Hvilket, er lykkedes meget godt i mange situationer. F.eks. kan en robot i dag lære ved at studere en instruktionsvideo. Andre forskere arbejder med at få robotterne til at føle smerte, sådan de kan lære af deres omgivelser. Men, dette er ikke ensbetydende med at de er i stand til at reflektere over smerten. Og, det at de kan formere sig, er langt ude i fremtiden, ligesom andre ting, som at kunne lave en revolution, eller forene og organisere sig, som det ses i Rossum’s Universal Robots.

Dette kan de ikke i dag, og lad os se om 100 år om de er i stand til det i 2121, konkluderede Matej Hoffman.

Zaven Paré: Robots – Prints in honor of R.U.R. (Rossum’s Universal Robots) by Karel Čapek 104 years ago

Efter at åbningstalerne var overstået var det for muligt for både kunstneren Zaven Paré, talere og gæster at interagere med hinanden i udstillingen. Her kunne de bl.a. se en original plakat af R.U.R. da den officielt blev fremvist for første gang udenfor Prag den første marts 1921.

Efterfølgende mødes nogle af deltagerne af åbningen i en af Prags mange hyggelige cafeer, hvor der var der god tid til at tale om robotter og hvad de der ellers rører sig i hverdagen.

En times tid efter kom demonstranterne forbi cafeen, efterfulgt af fire store politivogne, og i forsamlingen var det tid til at bryde op senere op aftenen. Nu var det tid til at sige farvel og tak til talere og gæster.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Bevægende skulpturer i Prag

Fire reflektioner over tiden med kommunisme efter murens fald i 1989.

Lær mere

David Černý Musoleum

Ny museum i Prag som viser en retrospektiv udstilling af David Černýs værker.

Lær mere

Ordet Robot

Det var Habsburgerne som op igennem 1700-tallet lagde grunden for ordet robot.

Lær mere

Indlægget Tjekkiet: Rossum’s Universal Robots – Ny udstilling hylder R.U.R. blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Enten synes folk at hans værker er helt vildt morsomme, og lyser op i en trist hverdag, eller så bliver han mødt med had og misundelse for at have indtaget Prag med nogle kunstneriske udtryk som den institutionelle kunstverden i Tjekkiet har svært ved at omfavne og tage til sig.

På den måde kan han godt minde lidt om popkunstens mester Andy Warhol, hvis værker oftest blev grint af, men på den anden side også nåede ud til et bredt publikum, som også talte dem som normalt ikke interesser sig for kunst.

Han kan som mange andre tjekkere godt lide ”at hænge ud”, som et af hans værker hedder. Her kan folk se en hængende skulptur af Sigmund Freud svævende ud fra en af byens tage i Prags indre bys smalle gademiljø.

Andetsteds i Prags centrum kan man i gårdhaven til det tilstødende museum for Franz Kafka se skulpturen Pis. Her står to mænd som hver især pisser ned i et vandbassin hvis omkransende form er lig med Tjekkiets grænser dets nabolande. Dette funderede nogle tyske skkoleelever sig over, for hvor er det lige på skulpturen at grænserne er til Tyskland en dag jeg kiggede forbi. På et andet tidspunkt så jeg en gruppe tyrkiske mandlige studerende som alle trak deres bukser lidt ned, og som så at sige nærmest pissede med. Og en sen nattetime, hvor jeg var sammen med en dansk kvinde som besøgte mig, så tog hun fat i en af lemmene, og ville have et billede af det!

Oprindeligt var skulpturen også tænkt i interaktive baner, da du kunne sende en sms med en tekst, og så ville de to fyre som står i vandbassinet efterfølgende skrive beskeden med deres peniser i vandet.

Når alt dette er sagt, så er han også en hårdtarbejdende iværksætter, som med sin kunstneriske fabarik Meetfactory, der både indeholder et galleri, et teater og en koncertsal. Derudover tilbyder venuet workshoppladser til kunstnere som har fået et stipendie. Og, senest har han åbnet Musaleum, der er et kunstmuseum udelukkende er fyldt op med hans værker, i den grad har bidraget til er rigt kulturliv i Prag.

Dette har danske bands som eksempelvis Efterklang og The Raveonettes nydt godt af, da de har givet koncerter i Meetfactory. Ligesom eks. den amerikanske robotkunster Kal Spelletich på et tidspunkt fik tildelt et stipendie som bragte ham til Prag i nogle måneder i 2011.

Dette indlæg vil først og fremmest dreje sig om MUSOLEUM, der som navnet antyder er en sammentrækning af et museum og et mausoleum, omhandlende den tjekkiske billedhugger og kunstner David Černý.

Pik, fisse, og Hornmusik

David Černý er med sin karakteristiske sorte manke og det sorte tøj, Tjekkiets svar på en Mick Jagger, da han har tillagt sig en lignende attitude af sex, drugs and rock and roll. Og, hvis han ikke var blevet kunstner, så havde han sikkert kørt rundt i en gammel stor Corvette på jagt efter nye kvinder.

Indenfor i DAVID ČERNÝ MUSOLEUM fylder en stor skulptur af en ubåd en stor del af pladsen, da den som en anden erigeret penis rejser sig fra den etage til den anden. På denne etage kan du så på væggene se store tredimensionelle vægskulpturer som er inspireret af kvinders vagina. Og, hvis du står og betragter dem tæt på, kan du opleve at der kommer dampe ud af dem.

I kunstmuseet er det også muligt at se modellen af LONDON BOOSTER, som laver høje erotiske støn, når den laver armbøjninger. Efter at den blevet udstillet uden for det tjekkiske hus i forbindelse med OL i London i 2012, blev den fragtet til en plads i en af Prags sydlige forstæder.

Den store positive feedback som den robotagtige skulptur fik, gjorde at han også i forbindelse med legene i Rio 2016 og Paris 2024 bidrog med store spetakulære automatiske værker inspireret af de tjekkiske sportsstjerner Emil Zátopek og Věra Čáslavská.

Entropa: Begyndelsen til enden for sammenholdet i EU?

Det absolutte hovedværk er dog ENTROPA fra 2009, da det var dette kærlige familieportræt af EU, som for alvor gjorde Černý kendt udenfor Tjekkiets grænser. Sammen med tre andre kunstneriske sjæle udarbejdede de ENTROPA, som blev præsenteret for offentligheden i forbindelse med åbningsarrangementet for Tjekkiets formandsskab i Bruxelles.

Meningen med værket var ifølge David Černý at få Europa til at grine, da det udstiller europæernes fordomme mod hinanden. I MUSOLEUM ses udkastet til det store kunstværk.

Eksempelvis bliver Italien fremstillet som et land af mastuberende fodboldspillere. Danmark er portrætteret som en Muhammed-tegning opført med LEGO-klodser. Bulgarien er et land fyldt med tyrkiske urinaler, og Storbritannien er slet ikke med på kortet, fordi de vil altid være udenfor som Černý udtrykte det syv år før Brexit.

Hvor der ikke kom nævneværdige reaktioner fra Italien, så viste stærkt højreorienterede danske partier ikke hvad de skulle mene om ENTROPA. Hvilket synes mærkelig da de nogle år for inden gjorde en stor dyd ud af at forsvare ytringsfriheden under Muhammedkrisen. Nu var de tavse, og havde ingen kommentarer til værket. LEGO derimod ville gerne udtale sig. De gav udtryk for at det ikke repræsenterede deres værdier i en global verden, og at enhver kunne se at dette var et udtryk for en kreativ persons tanker. Bulgarien derimod var på ingen måde interesset i at skulle sammenlignes som en tyrkisk toilet. Og det fremkaldte en diplomatisk krise nogle dage mellem Tjekkiet og Bulgarien indtil at en tjekkisk minister og Černý selv senndte en uforbeholden undskyldning afsted. Og, i resten af tiden under Tjekkiets formandsskab af EU var portrættet af Bulgarien dækket til med en sort tæppe.

Oprindeligt var det tanken at efter at ENTROPA udstillingen var overstået i Bruxelles, at den skulle hænge på Det ny teatersbygning lige ved siden af Nationalteatret i hjertet af Prag. Men efter den store negative diplomatiske krise den også fremkaldte, så blev det besluttet ikke at sætte den op der. Nogle år senere have et stort videnskabscenter i Pilsen købt værket. Og, det skal nu fungere som en del af undervisningen til skolebørn om hvad EU er for en størrelse!

GUNS: Er vi på vej mod en ny storkrig mellem mange nationer?

I dag oplever vi nogle af verdenens stormagter rette pistolen mod andre. Rusland har længe været i gang med en krig mod nabolandet Ukraine. I Kina er der et ønske om at Taiwan er udslettet fra landkortet inden 2049, hvilket er 100 året for den kinesiske borgerkrig, der blev afsluttet i 1949. Og, i USA har en Donald Trump planer om at gøre Amerika stort igen, hvis han bliver valgt som præsident den 5. november 2024.

GUNS er et af de første værker som David Černý lavede, tilbage i 1994. Selvom murens fald i Berlin signalerede en ny tro på at Europa igen kunne fungere som brødre og søstre igen, efter at have været adskilt af et jerntæppe igennem flere årtier, så var borgerkrigen i Eks-Jugoslavien et synligt bevis på at der stadig var mange uforløste konflikter som kunne eksplodere når og hvor som helst.

Det, der giver GUNS en ekstra dimension som ikke kan ses på billedet, det er det, at først kan du som beskuer opleve at først trækker den ene pistol, og gør klar til at skyde. Dernæst gør den næste pistol det samme, og så fremdeles. Men, der er ingen af pistolerne som faktisk begynder at skyde på hinanden, de truer kun. Og, selvom det aldrig er en speciel god situation for et land eller en person at blive truet af, så er det trods alt et bedre scenarie, end hvis det ender med at skuddene falder alligevel.

Efterskrift

Det fem-etagers store galleri er placeret i den oprindelige historiske Varna bryghusbygning, som var en del af det gamle Smíchov-destilleri, som havde været i ruiner i mere end 20 år.

I 2021 besluttede Trigema-gruppen og Černýs arkitektstudie, Black n’ Arch, at give det et nyt liv og udvikle stedet til et boligkompleks med et gastronomisk og kulturelt center (som er ved at blive opført ved siden af galleriet), efter endnu en dialog mellem Nationalgalleriet og David Černý var kørt af sporet.

Konflikten startede i kunstnerens unge år. Her ville han gerne have sine værker udstillet på Nationalgalleriet, men de fandt ikke hans skulpturer gode nok. Som en reaktion overfor denne afvisning fra den etablerede kunstverden lavede han Brown Noser, som er et værk der kan opleves i en baggård til Futura galleriet andetsteds i Prag, og som består af to store skulpturer, hvor der er placeret en stige på en af dem.

Hvis du bestiger den, og kigger ind i skulpturens røvhul, så kan du se en video hvor den daværende direktør af Nationalgalleriet og den tidligere præsiden Václav Klaus fodrer hinanden med puree imens “We Are The Champions” af Queen bliver afspillet.

To årtier senere ønskede Nationalgalleriet endelig at lave en udstilling med David Černýs værker. Dette blev dog ikke til noget, da Černý ikke ønskede at de skulle tjene penge på at vise hans kunst. Med renoveringen af den gamle bryghusbygning, så fik mange af hans værker endelig ro i det nye MUSOLEUM, efter at have have opmagasineret i det nærliggende Meetfactory, som også kan befales at se samtidig med.

Da mange af værker er maskinelle, er det vigtigt at understrege at billederne i denne anmeldelse kun er markører, da den fulde oplevelse kun fås ved at være på selve lokationen, som er placeret et stykke udenfor byens midtby.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Bevægende skulpturer i Prag

Fire reflektioner over tiden med kommunisme efter murens fald i 1989.

Lær mere

Cross Club

Prags mekaniske steampunk undergroundsclub som er et mødested for alternativ kultur.

Lær mere

Inferno

En robot performance udviklet af canadiske Bill Vorn og Louis-Philippe Demers.

Lær mere

Indlægget Tjekkiet: David Černý – Prags elskede og udskældte kunstnersøn blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Tre af de mere kreative, ambitiøse og provokerende bidrag til dette års Eurovision Song Contest kommer fra OLLY ALEXANDER, BAMBIE TRUG, og NEMO. 

Mange fra LGBT-samfundet ser showet

Den transkønnede Dana International vandt Eurovision Song Contest for Israel i 1998. Efterfølgende fandt arrangørerne bag verdens største tv-dækkede musik event ud af, at der var mange fra LGBT-samfundet som så showet.

Det skete i en tid hvor engelsktalende lande som Irland og Storbritannien var ved at sejre konkurrencen igen. Og, hvor nye deltagerlande fra Central- og Østeuropa ønskede at være med i konkurrencen.

Ved at sprede vesteuropæiske ideer om tolerence, som en fast del af showets indholdsmæssige udtryk, kunne det være med til at danne de nye deltagerlande.

Disse tanker var ikke et problem i starten. Da specielt de gamle postkommunistiske lande ønskede at vifte med flaget.

Men i takt med at autoritære ledere tog over i omtalte lande. Har dette ført til at lande såsom Tyrkiet og Ungarn nu har valgt at trække sig. Dette skete samtidig med at Eurovision Song Contest blev mere progressiv i udtrykket.

Efterfølgende har Eurovision i 2021 og 2022 valgt at udelukke Belarus og Rusland, pga. nogle andre årsager.

STORBRITANNIEN: Olly Alexander: Dizzy

I år har BBC valgt at sende den tidligere frontfigur i YEARS & YEARS afsted til Sverige. Nogle husker måske bandet, som hittede stort med numrene ”KING” og ”SHINE” i 2015.

BBCs valg giver god mening. Da lidt over 20 procent af tv-seerne af Eurovision Song Contest i Storbritannien tilhører LGBT-samfundet. Hvilket OLLY ALEXANDER er en aktiv stemme for.

På den anden side, så vil homoseksuelle ALEXANDER, bruge ESC til at få gang i sin solokarriere.

Solisten har tidligere samarbejdet med ELTON JOHN, KYLIE MINOGUE, og PET SHOP BOYS. Derudover har han en vokskopi stående af sig i MADAME TUSSAUD i London.

Dizzy

Nummeret ”DIZZY” bliver af The Guardian betegnet som en god sang. Avisen synes dog at der mangler noget passion fra ALEXANDERs side.

Tilmed synes The Guardian at nummeret minder om noget som kunstig intelligens kunne have skrevet, hvis den fik denne opgave. Hvordan ville det lyde hvis PET SHOP BOYS stillede op i ESC?

Derudover hæfter mediet sig også ved, at han i teksten til ”DIZZY” refererer til et andet firserband DEAD OR ALIVE. Som havde queer-ikonet PETE BURNS som forsanger.

Da OLLY ALEXANDER i omkvædet synger følgende. ”Won’t you make me dizzy from your kisses? Will you take my hand and spin me ’round and ’round until the moment never ends”.

Specielt den sidste linie kan fortolkes som en direkte reference ti DEAD OR ALIVEs store hitsingle YOU SPIN ME ROUND.

På sociale medier udtrykker gamle fans af YEARS & YEARS dog stor begejstring for nummeret.

Nogle af dem vil dog gerne have lagt noget mere bass på. Så i skrivende stund, bliver der stadig arbejdet på nummeret.

Bookmakernes vurdering

Bookmakerne er ikke helt oppe og ringe over ”DIZZY”. Og regner med at det britiske bidrag vil ende midt i finalefeltet.

IRLAND: Bambie Thug: Doomsday Blue

Efter at Sverige sidste år vandt Eurovision Song Contest, er de nu sammen med Irland de mest vindende lande i konkurrencen. Da begge lande har vundet konkurrencen syv gange.

I år er det så den nonbinære irsk-svenske gotiske sangerinde BAMBIE THUG, der repræsenterer hjemlandet Irland.

Men på sin vis repræsenterer hun også Sverige, da svenskerne i år har valgt to nordmænd at stille op for værtslandet. Når konkurrencen bliver afviklet om mindre end en måneds tid i Malmø.

Læs også: Før ESC 2024: Sverige i Eurovision Song Contest

Irlands gyldne periode var imellem 1990-1997. Her vandt den grønne ø fire gange, og blev nummer to, to gange.

Men lige siden, så har det set meget slemt ud for Irland. Dette hang bl.a. sammen med, at efter det igen blev mulig for deltagerlandene at synge på et andet sprog, end deres officielle sprog.

Siden 2013 har Irland kun formået at kvalificere sig til finalen en gang, og der blev de nummer 18 i 2016.

Doomsday Blue

Det er set mange gange før i konkurrencen, at når et land ikke performer godt rent resultatmæssigt, så sniger der en desperation ind.

Og, det mærkes tydeligt i år i nummeret ”DOOMSDAY BLUE”, som handler om de svære følelser der opstår efter et brud med en kæreste.

Her blandes elementer fra Industrial, Noise, Jazz og Pop, ind i noget, der mest af alt lyder som et skizofrent råb efter kærlighed.

Læs også: Før ESC 2024: Verdensmusik og kønne kvinder med attitude

I Irland har nummeret delt vandene. Grandprix-legenden Johnny Logan mener at det har potentiale til at vinde konkurrencen. Og han er sikker på at Europa nok vil huske nummeret mange år efter.

Knap så positiv er meldingen ikke fra en af de højreorienterede irske politikere i parlamentet. Han mener at nummeret er en skændsel og en skamplet på Irland.

Og, en katolsk præst tilføjede i en prædiken ”at den lille djævel hverken kan synge eller danse”.

Stilen i musikvideoen

Da musikvideoen til ”DOOMSDAY BLUE” skulle laves, ønskede holdet bag, at den skulle holdes meget mørk.

Men da de fik meldinger om at det specielt var børn som kunne lide sangen, ændrede de videoen til at være lidt lysere, mere uhyggelig og komisk.

Derfor kan den godt kan minde lidt om Tim Burtons animationsfilm ”The Nightmare Before Christmas”.

Bookmakernes vurdering

Efter at ”DOOMSDAY BLUE” igennem længere tid lå på 20. pladsen på bookmakernes liste. Er der sket ting og sager indenfor den sidste uges tid, da den nu er rykket op på 10. pladsen, hvilket er en placering bedre end Sverige.

Meget afhænger dog af om den klarer cuttet i semifinalen, hvor BAMBIE THUG kæmper med et par andre deltagere om de sidste par pladser.

SCHWEIZ: NEMO: The Code

Sidste gang Schweiz vandt Eurovision Song Contest var da CELINE DION i 1988 sang ”NE PARTEZ PAS SANS MOI” i Dublin.

Bookmakernes vurdering

Men i år kan det være, at det for første gang i 36 år lykkedes for alpelandet at få deres tredje sejr i alt i sangkonkurrencen.

Da bookmakerne i skrivende stund tror på at NEMO, der med ”THE CODE”, har fundet nøglen til hvordan sejren skal komme i hus, da artisten ligger øverst på deres liste.

Populært at blande musikalske stilarter i ESC

En stigende tendens i de senere års udgaver af ESC, er at blande mange forskellige musikalske stilarter i et nummer.

Det skyldes de enkelte landes tv-selskaber er bange for at netop deres nummer af tv-publikummet bliver benyttet til at holde en tissepause.

Derfor skal der ske meget mere under de tre minutter som hvert land har til at afvikle deres nummer.

”THE CODE” er ingen undtagelse. Og vi bliver bl.a. præsenteret for pop, opera, og rap, mm. Men alt sat sammen på en måde, der virker naturligt og ikke påtaget.

The Code

Nummeret, der får undertegnede til at tænke på en tidlig udgave af QUEEN i mødet med MARC ALMOND, handler om artistens vej til en selvforståelse som en nonbinær person.

Læs også: ABBA: Waterloo blev ikke den musikalske endestation

Efterfølgende har NEMO fået meget ros fra omverdenen for at komme frem til denne selverkendelse.

Samtidig med har han også modtaget mange hadefulde beskeder som er under bæltestedet på sociale medier.

Nogle af kommentarerne har vist sig at være så grove, at NEMO nu har måttet trække stikket og aflyse nogle offentlige arrangementer. Da disse sætninger har ramt NEMO så meget at artisten er gået ned med flaget rent følelsesmæssigt.

Efterskrift

Om ”THE CODE” vil vinde i Malmø er dog for tidligt at spå om. For selvom NEMO har demonstreret ved diverse pre-ESC-events, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre at synge det svære nummer live, så er der 3-4 andre bidrag i år som også kan snuppe titlen.

Hvilket også bevirker at 2024-udgaven af ESC bliver mere spændende at overvære end de to foregående udgaver af popdysten, hvor der ikke var den store tvivl om at Ukraine og Sverige ville vinde i henholdsvis 2022 og 2023.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Før ESC 2024 (Del I)

Verdensmusik og kønne kvinder fra Armenien, Italien og Grækenland.

Lær mere

Før ESC 2024 (Del IV)

Der var mange numre som bød op til en fest. Bl.a. fra Finland, Estland og Holland.

Lær mere

Før ESC 2024 (Del II)

Politiske temaer blev behandlet i bidragene fra Israel, Serbien og Kroatien.

Lær mere

Indlægget Eurovision: Før ESC 2024 – Homosex og nonbinære personer blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

Synspunktet bliver ligesom så mange andre steder på kloden dog udfordret af fundamentalistiske nationalistiske, etniske, og religiøse holdning.

Dette gælder også for Sarajevo, som er en by der både fungerer som hovedstad for landet Bosnien-Hercegovina.

Samt, for delstaten Føderationen Bosnien-Hercegovina, der i dag hovedsageligt består af bosniakker og kroater.

Sarajevos Rose

Ligesom mange andre steder i de eks-jugoslaviske lande, bliver borgerkrigen som opløste føderationen markeret i Sarajevo.

Oftest er det med brug af skulpturer og monumenter der fortæller om de forskellige etniske befolkningsgruppers grusomheder mod hinanden.

Sådan er det ikke i Sarajevo, som på en mere stille, men også mere blodig måde, hvor de mange Sarajevos roser markerer stedet hvor en person blev skudt.

Disse markeringer får folk til at huske rædslerne, men også at reflektere om borgerkrigen på en mere ikke fordømmende tilgang, hvor forskellige nationaliteter bliver hængt ud.

Kært barn har mange navne

Sarajevo er blevet kaldt for ”Europas Jerusalem”, pga. mange forskellige trossamfund er repræsenteret i byen.

Men, også for ”Porten hvor Øst møder Vest” fordi både vestligt og østligt byggestil kommer til syne her, uden at det samtidig med bliver alt for skizofrent.

Sarajevo er en by med diversitet

Byen ligger nede i en dal omgivet af bjerge, så man kan hurtig få pulsen op at køre hvis man bevæger sig lidt væk fra centrum.

I det ene øjeblik føler du at du render rundt i Den Store Bazar i Istanbul. For så minuttet efter, at rende rundt i Habsburgsk miljø, med jugendhuse.

Som så igen er suppleret med socialistiske bygninger opført i tiden under Jugoslavien. Inden du ender i noget der minder om London, med store glas kontorbygninger.

Det er et sted, hvor dine sanser konstant bliver stimuleret, og hvor du kan mærke historiens vingesus.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

I Sarajevo startede 1. Verdenskrig

Mordet på det Østrig-Ungarske tronfølgerpar forandrede Europakortet forevigt.

Lær mere

Hotel Sarajevo

Hotellet fungerede som mediecenter for Vinter OL i 1984 og igen under Den Jugoslaviske Borgerkrig.

Lær mere

War Childhood Museum

Historierne fra de børn, som boede i Sarajevo da byen var belejret i 1494 dage bliver fortalt her.

Lær mere

Indlægget Bosnien-Hercegovina: Sarajevo – Europas Jerusalem blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.