|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den måske vigtigste af dem alle sammen, er skulpturen af Gustav II Adolf på Gustaf Adolfs Torg, som bev skabt af den svenske billedhugger Bengt Erland Fogelberg, og indvidet i 1854.

Bengt Erland Fogelberg: Gustav II Adolf

Kongen er afbildet i det øjeblik, hvor han ifølge traditionen udpeger stedet, hvor Gøteborg skulle anlægges.

Derfor peger han ned mod jorden med sin hånd. Mange gøteborgere kender historien som: “Här skall staden ligga” (“Her skal byen ligge”).

Gustav II Adolf

Gustav II Adolf regerede Sverige fra 1611 til 1632 og regnes som en af landets mest betydningsfulde konger.

Han moderniserede hæren, styrkede statsforvaltningen og gjorde Sverige til en stormagt i Europa under Trediveårskrigen. Han faldt i slaget ved Slaget ved Lützen i Tyskland i 1632.

På Gustav II Adolfs initiativ blev Gøteborg grundlagt i 1621 .På den tid havde Sverige kun en smal adgang til Nordsøen og Atlanterhavet.

Byen blev anlagt som en vigtig handels- og forsvarsby for at sikre Sveriges adgang til havet. Derfor kaldes Gustav II Adolf ofte Gøteborgs grundlægger.

Alle gode gange tre

Statuen havde en usædvanlig tilblivelse. Den første bronzestøbning var af så dårlig kvalitet, at den måtte kasseres.

En senere version blev støbt i München og sendt hjem med skib. Skibet sank i Nordsøen. Statuen blev bjærget, men bjærgningsomkostningerne var så høje, at Gøteborg i stedet bestilte endnu en ny støbning. Det er denne tredje udgave, der står på torvet i dag.

Når du står foran statuen på Gustaf Adolfs Torg, ser du altså ikke blot et monument over en svensk konge, men også et symbol på Gøteborgs grundlæggelse og Sveriges vej til at blive en europæisk stormagt.

John Börjesson: Karl IX

Skulpturen af Karl IX i Gøteborg er den berømte rytterstatue, som gøteborgerne kalder “Kopparmärra”.

Den blev skabt af billedhuggeren John Börjesson og indviet i 1904 på Kungsportsplatsen. Statuen er udført i kobber og bronze og er omkring 11 meter høj.

Karl IX

Karl IX regerede Sverige fra 1604 til 1611. Han var søn af Gustav Vasa og far til Gustav II Adolf. Han spillede en vigtig rolle i at sikre, at Sverige forblev protestantisk i en tid med religiøse konflikter i Europa.

Hans regeringstid lagde også grundlaget for den svenske stormagtstid, som hans søn senere førte videre.

Karl IX forbindes med Gøteborg, fordi han grundlagde en tidligere udgave af byen ved Färjenäs på Hisingen omkring 1603–1604.

Denne første by blev dog ødelagt under krige med Danmark-Norge. Senere grundlagde hans søn Gustav II Adolf det Gøteborg, vi kender i dag, i 1621.

Kopparmärra

Statuen blev rejst i 1904 på Kungsportsplatsen. Gøteborgere begyndte hurtigt at kalde den “Kopparmärra” (“kobberhoppen”), selv om hesten faktisk er en hingst.

Nogle mener, at navnet var et humoristisk eller let hånligt kælenavn. I 1935 blev statuen flyttet nogle meter, fordi den stod i vejen for den voksende trafik på Östra Hamngatan.

Den er i dag et af Gøteborgs mest kendte mødesteder. Mange aftaler stadig at “mødes ved Kopparmärra”.

Da John Börjesson arbejdede på monumentet, var planen oprindeligt blot at lave en statue af kongen.

Under arbejdet besluttede han sig imidlertid for at gøre den til en rytterstatue. Ifølge en senere fortælling sagde han, at der simpelthen “kom en hest mellem benene på ham”.

Så mens Gustav II Adolf regnes som grundlæggeren af det nuværende Göteborg, hædrer Kopparmärra Karl IX som manden bag byens første forgænger.

Ivar Johnsson: Torgny Sederstedt

Monumentet for Torgny Segerstedt på Vasaplatsen i Gøteborg blev skabt af billedhuggeren Ivar Johnsson.

Monumentet blev afsløret den 31. marts 1955, præcis ti år efter Segerstedts død. Det er en cirka ti meter høj trekantet granitobelisk, som blev rejst til ære for hans forsvar af ytringsfriheden og hans modstand mod nazismen.

Torgny Segerstedt – En stemme for demokrati

Torgny Segerstedt (1876–1945) var oprindeligt professor i religionshistorie, men blev især kendt som chefredaktør for avisen Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning.

Allerede før nazisternes magtovertagelse i Tyskland advarede han mod Adolf Hitler og nazismen. I 1933 skrev han den berømte leder, som sluttede med ordene: “Herr Hitler är en förolämpning” (“Hr. Hitler er en fornærmelse”).

Under hele 1930’erne og Anden Verdenskrig fortsatte han med at kritisere både Nazityskland og den svenske regerings eftergivende holdning over for Hitler-regimet.

Det gjorde ham til en kontroversiel figur, men også til et symbol på pressefrihed og civil courage.

Obelisken

Monumentet er udformet som en enkel, kraftfuld obelisk. På soklen er indhugget et citat fra en lederartikel, Segerstedt skrev i oktober 1940, efter at et nummer af avisen var blevet beslaglagt af myndighederne. Citatet handler om frihed og om at tage risici for sine overbevisninger.

En interessant detalje er, at der senere blev opdaget en lille fejl i den indhuggede tekst. Et ord var blevet gengivet forkert i forhold til Segerstedts oprindelige formulering. Fejlen har selv fået sin egen lille plads i monumentets historie.

Segerstedt betragtes som en af Sveriges vigtigste stemmer for demokrati og pressefrihed i det 20. århundrede.

Mens mange europæiske aviser og politikere undervurderede Hitler, var han blandt de første i Norden til offentligt at advare om nazismens fare.

Derfor står monumentet ikke kun som et minde om en person, men også som et symbol på fri presse og modet til at sige fra over for autoritære kræfter.

Charlotte Gyllenhammar: Till minne av Raoul Wallenbergs gärning

Monumentet står ved Haga Kyrkoplan i Gøteborg og hedder Till minne av Raoul Wallenbergs gärning.

Det blev skabt af den svenske kunstner Charlotte Gyllenhammar og afsløret den 25. maj 2007 af FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan.

Monumentet består af to dele. En høj sten- og betonplade med et portræt af den unge Raoul Wallenberg. Og, en bronzeskulptur foran portrættet, der viser to sovende drenge tæt sammen under en stor frakke.

Gyllenhammar ønskede ikke at fremstille Wallenberg som en traditionel helt på en sokkel. I stedet viser værket ham som ung, før hans skæbne blev beseglet, mens drengene symboliserer de mennesker, der blev ramt af historiens undertrykkelse og krigens rædsler.

Raoul Wallenberg

Raoul Wallenberg (1912–1945?; forsvandt i 1945) var en svensk diplomat, som under Anden Verdenskrig blev sendt til Budapest i Ungarn.

Her organiserede han en omfattende redningsaktion for Ungarns jøder, der var truet af deportation til nazistiske koncentrationslejre.

Hans vigtigste indsats omfattede udstedelse af svenske beskyttelsespas (Schutzpass), som gav tusindvis af mennesker en vis beskyttelse.

Oprettelse af såkaldte “svenske huse”, hvor forfulgte jøder kunne søge tilflugt. Og, direkte indgriben ved togtransporter og deportationer for at få mennesker frigivet.

Da den sovjetiske hær erobrede Budapest i januar 1945, blev Wallenberg arresteret af sovjetiske myndigheder. Derefter forsvandt han.

Sovjetunionen hævdede senere, at han døde i fængsel i Moskva i 1947, men omstændighederne er stadig ikke fuldt afklarede. Hans skæbne er derfor et af efterkrigstidens mest omtalte mysterier.

Wallenbergs eftermæle

Wallenberg regnes som en af de største humanitære helte fra Anden Verdenskrig. Han risikerede sit eget liv for at redde andre og blev senere hædret verden over.

Mindesmærket i Gøteborg er derfor ikke kun et monument over én mand, men også over mod, civilcourage og kampen mod Holocaust.

En interessant detalje er, at Charlotte Gyllenhammar bevidst valgte en eftertænksom og menneskelig fremstilling frem for en heroisk statue.

Monumentet handler lige så meget om de mennesker, Wallenberg reddede, som om Wallenberg selv.

Ivar Johnsson: Christopher Polhem

Monumentet for Christopher Polhem i Gøteborg blev skabt af billedhuggeren Ivar Johnsson og blev rejst i 1951, 200 år efter Polhems død. Værket står ved Nya Allén nær Heden i Gøteborg og er udført i granit og bronze.

Statuen viser Christopher Polhem stående i tidstypisk 1700-talstøj med hånden på et tandhjul, som symboliserer hans arbejde med mekanik og maskinkonstruktion. Monumentet er placeret på en høj sokkel i et bassin med springvandsfunktion.

Christopher Polhem

Christopher Polhem (1661–1751) regnes ofte som “den svenske mekaniks fader”. Han var opfinder, ingeniør, industrimand og en af de vigtigste skikkelser i Sveriges tidlige industrialisering.

Blandt hans vigtigste bedrifter var udvikling af maskiner til miner, landbrug og tekstilproduktion.

Konstruktion af låse, ure og mekaniske transmissionssystemer. Oprettelsen af et tidligt teknisk uddannelsesmiljø i Stockholm, som senere blev en del af grundlaget for Sveriges ingeniøruddannelser.

Og, udviklingen af det såkaldte “mekaniske alfabet”, en samling modeller der demonstrerede grundlæggende mekaniske principper.

Han arbejdede også med projekter, der senere fik betydning for anlæg som Göta kanal, og hans idéer om automatiseret produktion var flere generationer forud for sin tid.

Monumentet blev finansieret gennem donationer fra næsten 100 industrivirksomheder i Gøteborg.

Formålet var ikke blot at hædre Polhem som person, men også at markere industriens voksende betydning for Sveriges velstand. På soklen findes en inskription, der understreger netop dette budskab.

Valget af Polhem var oplagt for Gøteborg, som gennem 1800- og 1900-tallet udviklede sig til Sveriges vigtigste industri- og havneby. Han blev derfor et symbol på opfindsomhed, teknik og industrielt fremskridt.

Polhems eftermæle

Polhems betydning i Sverige kan sammenlignes med personer som James Watt i Storbritannien eller Leonardo da Vinci i renæssancen.

Hans portræt prydede endda den svenske 500-kroneseddel fra 2001 til 2016, og Sveriges prestigefyldte ingeniørpris, Polhemspriset, er opkaldt efter ham.

Monumentet i Gøteborg er derfor både et minde om en enkelt opfinder og en hyldest til den teknologiske udvikling, der var med til at forme det moderne Sverige.

Ingel Fallstedt: John Ericsson

Skulpturen af John Ericsson i Gøteborg blev skabt af billedhuggeren Ingel Fallstedt.

Monumentet står ved Kungsportsavenyn mellem Allén og Parkgatan og blev indviet i oktober 1899.

John Ericsson

John Ericsson (1803–1889) var en svensk opfinder og ingeniør, som fik størstedelen af sin karriere i England og USA.

Han er især kendt for at have udviklet den moderne skibspropel. At have konstrueret det banebrydende panserskib USS Monitor. At have taget omkring 500 patenter i løbet af sit liv. Og, at have udviklet varm­luftsmaskinen, som blev en af hans største kommercielle succeser.

Hans konstruktion af USS Monitor gjorde ham til en nationalhelt i USA, fordi skibet spillede en afgørende rolle under den amerikanske borgerkrig.

Mange var til stede ved indvielsen

Historien bag monumentet i Gøteborg. Monumentet blev til efter initiativ fra jernbanebyggeren og politikeren Claes Adelsköld, som organiserede en indsamling blandt især Gøteborgs borgere.

Næsten en tiendedel af byens befolkning var til stede ved afsløringen i 1899, trods kraftig regn.

Monumentet blev desværre også det sidste værk af Ingel Fallstedt. Kort efter færdiggørelsen blev han indlagt med svær udmattelse.

Få måneder før statuen blev afsløret, døde han pga. selvmord under et ophold i København. Derfor oplevede han aldrig selv indvielsen af sit største monument i Gøteborg.

En af de største opfindere fra Sverige

Statuen viser Ericsson stående med en passer i hånden som symbol på ingeniørkunst og præcision.

Foran monumentet findes en bronzørn, som symboliserer hans liv og succes i USA.

Monumentet blev restaureret i 2017, hvor blandt andet den forsvundne passer blev genskabt ud fra gamle fotografier.

John Ericsson er måske mindre kendt i Sverige end Gustav II Adolf eller Victor Hasselblad.

Men internationalt set regnes han blandt de mest betydningsfulde svenske opfindere nogensinde. Hans propellerteknologi bruges stadig i princippet på moderne skibe verden over.

Ulf Celén: Viktor Hasselblad

Skulpturen af Victor Hasselblad på Götaplatsen i Gøteborg blev færdiggjort af Ulf Celén og afsløret den 8. marts 2006 på det der kunne have været hans 100-års fødselsdag.

Den oprindelige ler-model blev dog lavet af den svensk-finske forfatter og billedhugger Eino Hanski.

Efter Hanskis død videreudviklede Ulf Celén modellen ved hjælp af fotografier af Hasselblad og skabte den endelige bronzeskulptur.

Victor Hasselblad

Victor Hasselblad (1906–1978) var en af Gøteborgs mest berømte erhvervspersoner.

Han var fotograf, naturinteresseret, opfinder og grundlægger af det kamerafirma, der kom til at bære hans navn. Hans mellemformatkameraer blev verdenskendte for deres billedkvalitet.

Det, der gjorde ham internationalt berømt, var især samarbejdet med det amerikanske rumprogram.

Hasselblad-kameraer blev brugt under flere af NASA’s Apollo-missioner, herunder månelandingerne. Mange af de ikoniske billeder fra Månen blev taget med Hasselblad-kameraer.

Hasselblad er i skulpturen afbildet i en stående position med sit karakteristiske kamera i hænderne.

Ved soklen findes et aftryk af en “månestøvle” som en reference til kameraernes rolle i Apollo-programmet.

Statuen blev indviet af astronauten Harrison H. Schmitt, som selv gik på Månen under Apollo 17.

Det er derfor ikke bare en statue af en lokal erhvervsmand, men også et monument over Gøteborgs forbindelse til rumfarten og nogle af de mest berømte fotografier i menneskehedens historie.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Havnebyen Gøteborg

Havguden Poseidon beskytter Sveriges port til Kattegat og Nordsøen mod uheld.

Lær mere

Avenyn

Langs hovedpulsåren i Gøteborg står der mange skulpurer som fortæller om mennesket.

Lær mere

Skulpturerne på Olof Palmes plats

Socialdemokratiets ide om Folkhemmet bliver holdt i hævdt i Gøteborg.

Lær mere

Indlægget Sverige: Monumenter og Skulpturer i Göteborg (Del IV) – Personer blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Christoffer Herwig er en canadisk fotograf som slog sit navn for en bredere offentlighed, da han udgav den første bog om busstoppesteder i det hedengangne Sovjetunionen i 2015.

Han spiller hovedrollen som sig selv i Hegnsvads dokumentarfilm. I mere end 15 år har han gjort det til sit speciale at dokumentere disse specielle værker. Som oftest kan kategoriseres i området mellem kunst, håndværk, og arkitektur.

Soviet Bus Stops

Det som giver roadmovien drama og fremdrift er fotografens møde med naturen og lokalbefolkningen. Samt det at største del af filmen er optaget om efteråret og vinteren. Her kan vejret spille ind som en aktiv aktør i de oftest hullede veje, han kører på i sin jagt efter et nyt motiv.

Vi oplever blandt andet hovedpersonens nørdede passion på vej mod en busstopsted. Den befinder sig på en snebeklædt bjergtop i Georgien. Hvad skal han gøre, når bilen har sat sig fast i sneen. Skal han droppe projektet? Eller prøve at komme i mål?

Efter at være blevet trukket fri af et andet køretøj, kan han fortsætte turen indtil han ser en øde og forladt stykke arkitektur som de fleste nok ikke ville have i deres sind, som værende en vigtig destination.

I Georgien møder han også den anerkendte, men også kontroversielle kunster Zurab Tsereteli, fordi mange mener han blev overbetalt for sine mange skulpturelle kunstværker.

De kan eksempelvis ses mange steder i Tbilisi. Samt i Rusland, hvor han var en af de ti rigeste mennesker som boede i nabolandet ved årtusindeskiftet.

På sin rejse rundt i de gamle socialistiske sovjetrepublikker, kommer han i kontakt med to gamle håndværkere Enu Mäela og Jüri Konsap i Estland. De konstruerede en busstop som er inspireret af en edderkop uden foran den møbelfabrik de arbejdede for.

Grunden til at de opførte den var ikke forbundet med at glæde styret, men derimod lokalbefolkningen i en tid hvor det var knap med økonomiske ressourcer.

Mange unikke værker

Det som er det mest fascinerende ved filmen er dog at se de mange busstoppesteder som stadig står der. Mange af dem er i fare for at blive revet ned, dels pga. dårlig stand, men også fordi de minder folk om en tid som de gerne vil fortrænge.

Mange folk som Christoffer Herwig har mødt på sin vej, er derfor også meget skeptiske over hvorfor han vil fotografere dem. Og, ofte skal han komme med en overbevisende forklaring om at det ikke er fordi han ønsker at nedgøre dem. Men det modsatte. At skildre dem inden de forsvinder.

Efterskrift

I Sovjetunionen hyldede de ensretningen. Også i valget af byggematerialer, som gerne skulle være standardiseret.

Busstoppestederne står med deres individuelle karakterer som en slags modsvar mod denne ideologi. Da de med deres mangfoldige udtryk, vidner om en hyldest til noget dybt menneskeligt, da de udtrykker en kreativitet som ikke kan være maskinskabt.

At de så er blevet opført, skyldes måske en ikke farlig reaktion mod den herskende totalitære ideologi, da nogle af dem blev opført med midler fra den lokale regions pengekasse. Andre pga. privat initiativ. Men fællesnævneren er at de kun kan opleves i de gamle postkommunistiske lande, og derfor fremstår som kulturarv.

Håbet for den georgiske arkitekt Nana Zaalishvili er dog også at de bliver bevaret, da man ikke bare kan slette historiens gang.

Hvad der så helt konkret vil ske med på den lange bane er dog svært at spå om. Men i en tid hvor gamle socialistiske modernistiske bygningsværker får en revival, kan det være at de bliver beskyttet på den ene eller anden måde.

Christoffer Herwigs arbejde med at sprede kendskabet til denne skæve forsamling af små skulpturelle arkitektoniske værker langs vejene, tjener derfor en stor applaus.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Bevægende skulpturer i Prag

Fire reflektioner over tiden med kommunisme efter murens fald i 1989.

Lær mere

Georgiens Krøniker

En af de fineste eksempler på brutalisme i Krakow er det nu delvist forladte Hotel Forum.

Lær mere

Transnistrien

Der er Sovjet nostalgi for alle rubler i udbryderrepublikkens hovedby Tiraspol.

Lær mere

Indlægget Film: Soviet Bus Stops – Hverdagskunst til folket langs hovedvejene blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Ligesom i mange andre post-kommunistiske storbyer er der i Bukarest en righoldning samling af skulpturer som ærer kulturen.

Nationalteatret

Udenfor Nationalteatret ses en skulptur forestillende den rumænske dramatiker Ion Luca Caragiale som er designet af den kontroversielle billedhugger Ioan Bolborea.

Ved at placere Caragiale på en bænk i nærheden af et monument som forestiller en vogn med vogne i det offentlige rum, ønskede Bolborea at gøre kulturen og teaterhistorien nærværende for alle, der passerer forbi.

Statscirkusset

Tæt ved det modernistiske statscirkus er der en samling skulpturer som viser artister i forskellige positioner.

Vi ser bl.a. en liggende elefant som med sin snabel jonglerer med en bold. Samt nogle mennesker som gør øvelser med en stol og en ring. Alt imens der en siddende person som holder en stang.

Vi kan også se en stående cirkusklovn samt nogle væsener som jonglerer med hinanden.

Ved siden af skulpturerne af cirkusaktørerne er der placeret en lille monument til ære for den monegaskiske regent Fyrst Rainier III, som gjorde meget for at promovere cirkusset.

Læs også: Monaco: Den uimodståelige fyrstendømme ved Middelhavet

Tre løbere

På Calea Victoriei, som er den mest eksklusive alle i Bukarest, er der en replika af skulpturen Tre løbere lavet af den franske skulptør Alfred Boucher fra 1913.

Skulpturen som Gheorghe D. Anghel lavede i 1966, er lighed med monumentet af Fyrst Rainier III et forsøg på at linke Rumænien historisk og kulturelt med romanske lande i Vesten.

Monteorus Have

Grigore Constantinescu-Monteoru var en velstående forretningsmand. I dag er hans gamle herskabsvilla omdannet til et museum hvor der er skiftende udstillinger.

I haveanlægget er der en samling buster som ikke er placeret på nogle piedestaler, som giver dette foruroligende syn.

21. december 1989 revolutionen

Genfødslens Monument blev designet af den rumænske kunstner Alexandru Ghilduș. Det blev afsløret 15 år efter revolutionen, i 2005. Og, har siden været et markant og omdiskuteret symbol i byen.

Monumentet er placeret på Revolutionens Plads i Bukarest, hvilket var det sted revolutionen startede da folket tog afstand fra Ceaușescus tale den 21. november 1989.

Læs også: Ceaușescus over 80 værelser store palæ i Bukarest

De mænd, der står foran den hvide pæl på Genfødslens Monument, symboliserer de rumænere, som kæmpede og ofrede sig under revolutionen i 1989. De repræsenterer folkets styrke, lidelse og vilje til at opnå frihed.

Kransen, der er placeret øverst på pælen, tolkes ofte som et symbol på sejr. Og, et evigt minde om nationens genfødsel. Derudover kan den også ses som en markerering om håbet for en lysere fremtid.

Universitetspladsen

Efter Ceaușescus fejlslagne tale forsatte urolighederne omkring Universitetspladsen, hvor der er mange mindesmærker som hylder revolutionens helte.

Midt i den befærdede boulevard markeres nogle af ofrene som mistede livet for en højere sag, ligesom Jesus, som der bliver draget paralleler til.

Protestsangeren Cristian Paturca bliver også mindet langs vejen da hans anti-kommunistiske nummer Imnul Golanilor samlede befolkningen i oprøret mod diktaturet.

Sangeren som led af tuberkulose og problemer med leveren døde 46 år gammel i 2011.

Udenfor det rumænske tvs bygninger, som var i vildrede om hvordan mediedækningen skulle være, da oprøret fandt sted, markerer også mindet om dem som mistede livet for et frit Rumænien.

Politikere

I indgangspartiet til Kong Michael den Førstes Park ses en statue at den franske socialistiske prøsident Charles de Gaulle.

Grunden til at der står en skulptur i mange af de post-kommunistiske stater er fordi han blev betragtet som en symbol på en person som kæmpede mod Tyskland og Sovjetunionen.

Ion C. Brătianu

Rigmandssønnen bliver igen hyldet på Universitetspladsen efter at kommunisterne fjernede monumentet i 1948.

Han blev valgt som Rumæniens første statsminister i 1878 efter at området løsrev sig fra Osmanerriget i 1877. Før det var han en vigtig skikkelse i 1848-oprøret.

Iuliu Maniu

I mellemkrigsårene var han i perioden fra 1928-1933 Rumæniens statsminister tre gange. Før det havde han bl.a. arbejdet som rådgiver for Østrig-Ungarns tronfølger Franz Ferdinand.

Læs også: Bosnien-Hercegovina: Drabet på Franz Ferdinand i Sarajevo

Efter mordet på ham i Sarajevo, arbejdede han for Rumæniens og Transylvaniens sammenslutning.

I 1947 blev han arresteret af de kommunistiske myndigheder og seks år efter døde han i et fængsel.

Monumentet som hylder ham kan ses på Revolutionspladsen, som hylder de folk der havde et andet syn på tilværelsen end den som kommunisterne havde.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Bevægende skulpturer i Prag

Fire reflektioner over tiden med kommunisme efter murens fald i 1989.

Lær mere

De kvindelige billedhuggers haver i Krakow

I Krakow kan man se nogle af tre store polske kvindelige billedhuggeres værker i det fri.

Lær mere

Modernistiske skulpturer i Tbilisi

Tbilisi er et mekka for modernistiske skulpturer og monumenter fra Sovjettiden.

Lær mere

Indlægget Rumænien: Monumenter og Skulpturer i Bukarest blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

I 2024 blev der registreret 14.720.000 besøgende i byen, hvilket gør Krakow til den mest besøgte by i Polen. Tallet inkluderer både overnattende turister og dagsbesøgende (som omfatter ca. 40 procent).

Hovedmarkedspladsen

De fleste af de besøgende tager en tur forbi byen store markedsplads, der er et af de største i Europa.

Her er der ikke bare folk som samler sig. Det gør også duerne, der hurtig opfanger hvis der er mad på vej til dem.

Lajkonik

Legenden om Lajkonik stammer ifølge overleveringen fra 1287 hvor en horde af tatarriddere havde slået sig ned i landsbyen Zwierzyniec (Nu en del af Krakow).

Lokale beboere fra Krakow overfaldt dem imens de sov. For at fejre sejren iklædte de sig deres dragter og red ind i Krakow på deres heste.

Hvert år bliver denne begivenhed markeret i Krakow, hvor udklædte mænd ridder rundt i byen på en hest. At Lajkoniks betydning er stor for byen ses bl.a. af at der i sporvognene er indkorporeret logotypes inspireret af figuren, samt at et ølmærke er omkaldt efter ham.

Sukiennice

Den mest markante bygning på markedspladsen er Sukiennice, som betyder Tøjhallen. Allerede fra da den blev opført i det 14. århundrede var den tænkt som et sted hvor de forretningsdrivende kunne sælge deres produkter, såsom kryderier, læder, og tekstile varer.

Bygningen som vi kender fra i dag stammer dog fra det 16. århundrede, hvor den blev genopført i renæssancestil.

I dag er det her at turisterne valfarter til for dels at købe souvenirs og kunsthåndværk, inden de måske besøger Galleriet for 19-hundredtallets Polske Kunst.

Adam Mickiewicz

Lige ved siden af Sukiennice kan man se en stor skulptur af digteren Adam Mickiewicz, som udover at være nationalhelt i Polen, også er det i Litauen og Belarus.

Østeuropas svar på Dante og Shakespeare er han blevet kaldt, og hans litterære betydning for området kan ikke overdrives.

Monumentet fra 1898 blev udført af Teodor Rygier. De fire figurer på monumentet symboliser A) Fædrelandet (patriotisme og nationale rødder). B) Videnskab (viden og intellektuel legimitet). C) Mod (heltegerninger og modstandskraft). D) Poesi (kunstnerisk inspiration og forestillingsevne).

Nazisterne kunne ikke lide monumentet og ødelagde det. Men heldigvis ikke så meget at det ikke var mulig at kunne genskabe den. Og i 1955 blev den genindviet.

Eros Bendato

Bronzeskulpturen Eros Bendato af Igor Mitoraj, forestiller et afskåret hoved. Det var en gave som kunstneren i 2005 gav til byen.

Tadeusz Kantor eleven Igor Mitorajs værk handle om Eros, hvilket er den græske gud for kærlighed og ønsker. Hans hoved er påført bandage, hvilket kan symbolisere indetrængte følelelser og lidenskab.

Planty parken

Rundt om Krakows historiske by er der en park, hvor mange folk til daglig færdes langs de gamle volde som omgav byen.

I parken er der mange steder hvor man kan sænke farten. Enten pga. en af de mange bænke, eller pga. de mange skulpturer som findes der.

Chopins fontæne

Fontænen som er en hyldest til Fryderyk Chopin har form som et klaver. Den blev designet af Maria Jarema i 1949 men først officielt afsløret den mange år senere i 2006.

Monumentet af klaveret får vand til at fosse fra otte strenge og hamre, hvilket skaber en unik kunstnerisk effekt, hvor det engang imellem også er mulig at se regnbuens farver.

Jan Matejko

Kunsteren blev født i 1838 og døde i Krakow i 1893. Han boede næsten hele sit liv i byen. Han er blevet kendt som Polens nationale maler, da han specialiserede i store historiske malerier som omhandler landets historie.

Han var ansat på kunstakademiet i Krakow, hvilket i dag er en institution som bærer hans navn. Udover at være en blændende maler, var han også lærer for andre kendte Krakow-kunstnere såsom Stanisław Wyspiański og Jozef Mehoffer.

Læs også: Krakows geni – Stanisław Wyspiański

Læs også: Józef Mehoffer Museum i Krakow

Krigsmindesmærker

I Krakow er der i lighed med mange andre polske byer bygninger, mindesmærker og monumenter som har til formål at få folk til aldrig at glemme deres fortid.

Barbikan

For at beskytte byens nordlige indgangsport blev der opført et rundt fæstningsværk som skulle fungere som et militært forpost for at beskytte byens indbyggere imod fremmede kræfter.

I 1498 stod Krakows gotiske Barbikan færdig. Med sine 7 tårne, 130 skyderhuller, og tre meter tykke vægge, var den en væsentlig del af forsvaret af byen under belejringen af Krakow i 1587 og under den svenske syndflod i 1655. Samt også under nogle konflikter mellem Polen og Rusland.

I dag er det en del af Krakows bymuseum, som fra tid til anden, arrangerer udstillinger om krigsførelse i den sene middelalder og om fæstningsværket.

Udover at være en bemærkelsesværdig bygning, så er den også et symbol på Krakows modstandskraft og overlevelsesevne igennem århundrede.

I det 19-århundrede havde den udspillet sin militære funktion, og stod til at blive revet ned. Men lokale kræfter i byen sørgede for at dette ikke skete. Og, det er vi mange som er glade for i dag.

Slaget ved Grunwald

I nærheden af fæstningsbygningen Barbikan er det et stort monument som markerer slaget ved Grunwald/Tannenberg i 1410.

Her slog de polske og litauriske styrker under ledelse af Kong Władysław II Jagiełło Den Tyske Orden, og forhindrede derved den forsatte ekspanision i Østeuropa.

Læs også: Korsridderne – Slaget ved Tannenberg i 1410

I 1910, i forbindelse med markeringen af 500-året for det største slag i Europa i middelalderen, så blev dette monument af Antoni Wiwulski indviet. Piedestalen blev udformet af Franciszek Black.

Den glade bidragyder var pianisten Ignacy Jan Paderewski, som senerehen blev Polens statsminister i kølvandet på 1. verdenskrigs afslutning.

Lige under kongen ses hans fætter Storhertug Vytautas, som var leder af de litauriske styker. Den liggende person foran ham er den døde krop af Den Tyske Ordens leder Ulrich von Jungingen. Dette kunne nazisterne ikke lide, så de smadrede monumentet. Som først i 1976 stod færdigrestaureret.

I forbindlelse med at Monumentet blev genindviet blev der også tilføjet en mere beskeden skulptur som er til ære for den ukendte soldat, der har mistet livet i krig.

Katyn Mindesmærke

Den 21. september 1939 rykkede Sovjetunionen ind i Polen, og bortførte toppen af den polske militær. De blev hovedsaglig interneret i den russiske landsby Katyn.

I begyndelsen af april 1940 blev de ca. 22.000 polske generaler, offiicerer, og krigsfanger likviideret ved hjælp af nakkeskud, og lagt i massegrave.

Kort tid efter at Boris Jeltsin i 1990 indrømmede at det var Sovjetunionen som stod bag massakren, blev dette monument indviet for at ære ofrene i Krakow.

Mindesmærke for Warszawa Opstanden

I Krakow minder de også polske hjemmeværn, som i Warszawa tog kampen op mod Nazi-Tyskland, med det resultat til følge at byen blev lagt i ruiner og over 200.000 mennesker blev dræbt.

Læs også: Monumentet for Warszawa Opstanden i 1944

50 år efter opstanden, blev denne mindeplade, indviet i 1994 i parkanlægget foran Wawel Slottet i Krakow.

Socialistisk realisme

Som en af resultaterne af 2. verdenskrig var at Polen var blevet omdannet til en lydhør lydstat for Moskvas beslutninger. Og, et af de første dekreter som Stalin udmyntede sig, på den kunsteriske side, var at alt kunst, design og arkitektur fremadrettes skulle udføres i socialistisk realistisk stil.

Det arbejdende folk skulle hyldes. Og udenfor AGHs hovedbygning i Krakw kan man se skulpturer udarbejdet af Jan Siek, som bl.a. forestiller ingeniører og minearbejdere.

Læs også: Afterimage – Andrzej Wajdas sidste budskab til eftertiden

Kunstens verden

Rundt omkring i Krakow kan man se forskellige skulpturer og mindesplader som hylder kunsten.

Tadeusz Kantor

6 år efter Tadeusz Kantors død i 1990 blev der indviet en mindetale til ære for avantgadekunsteren Tadeusz Kantor som holdt til med sit Cricot 2 Teater på Szczepańska gaden i Krakow.

Den blev udført Kazimierz Gustaw Zemła, og skiltet viser en relief af nogle skuespillere, samt en tekst som hylder ham for hans bidrag til polsk kunst og teater.

Læs også: Cricoteka – Tadeusz Kantors Centeret for Dokumentation

Bronisław Chromy

Chromy er repræsenteret mange steder i form af sine skulpturelle værker, der oftest handler om dyr eller mennesker.

Tæt ved Wawel slottet kan man se en lille skulptur til ære for hunden Dzok som ventede tilmodigt på sin herre i over et år efter hans død.

Læs også: Den kunstneriske Zoo – Decjusza parken i Krakow

På Plac Wolnica i Kazimierz bydelen af Krakow står De tre musikanter, hvilket var en skulptur han lavede i 1970.

Læs også: Det Kongelige Wawel Slot i Krakow (Del VI) – Dragens hule

Den forestiller tre androgyne børnelignende figurer som hver spiller et instrument som er forskellig fra de andre. Skulpturen er en hyldest til Krakows kunst og til kvarteret fortid hvor mange jøder levede side om side med polakkere.

Grazyna og Litawor

I Czapski Museets haveanlæg kan man se en skulptur fra Adam Mickiewiczs digt fra 1823 om ægteparret Grazyna og Litawor.

I digtet kæmper Grazyna imod Den Tyske Orden imens Litawor har allieret sig med dem. Hvor heltinden Grazyna tappert dør i kampen mod teutonerne, så er hendes mand Litowar en svækling, som dør kort tid efter nyheden om hendes død..

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Wisława Szymborska Parken

I Krakow har de omformet en parkeringsplads til at blive en park som hylder forfatterinden.

Lær mere

Bronisław Chromy

I 100-året for Chromys fødsel var der en udstilling til ære for ham i Krzysztofory-paladset.

Lær mere

Józef Piłsudski mindesmærket

Monumentet hylder Polens store landsfader som blev landets første leder i tiden som en republik.

Lær mere

Indlægget Polen: Krakow – Polens kulturhovedstad gennem århundreder blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

For et par måneder siden besøgte jeg Nutsubidze, som er nogle brutalistiske boligblokke i den vestlige del af Tbilisi.

Det som gør dem kendt, også udenfor Georgiens grænser, er himmelbroerne som forbinder beboelseslejlighederne i 14. etagers højde.

Her bor Mzia Sabanadze i entreen i et lille kontrolrum sammen med sine katte, og sørger for at hjælpe beboere og gæster af bygningen med at benytte sig af højhusenes elevatorer.

Så da jeg skulle op til broerne kontaktede hun mig også. Jeg forstod hende ikke, men jeg gik ud fra at hun ville fortælle mig at jeg skulle putte en mønt i elevatoren for at kunne benytte den som er specielt beregnet til gæster.

Lift Lady

Den nu over 70-årige kvinde Mzia Sabanadze har i de seneste 18 år arbejdet som elevatorbestyrer. Førhen har hun deltaget som snigskytte mod den russiske aggression i Abkhasien.

Det fandt sted i tiden lige efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor Georgien igen var blevet en selvstændig nation.

Hun blev dog selv ramt, og måtte trække sig fra krigshandlingerne. Nu i hendes karrieres efterår ser hun en stor ære i at brugerne af elevatorerne får den bedst mulige oplevelse.

En dag virker elevatorerne dog ikke. Efter at hun i første omgang selv har prøvet at fikse dem uden held kontakter hun nogle håndværkere som ignorerer hendes opkald.

Dette fører til at hun besøger rådhuset i Tbilisi hvor hun beklager sig over situationen. Og næste morgen kommer håndværkerne, hvilket både glæder hende, og de beboere som er trætte af at skulle gå op ad trapper til 14. etages højde.

Filmen som også viser hendes tab af både ægtemand og en kat, lyser dog op i kortfilmens afslutning, hvor naboerne inviterer hende på en festlig komsammen.

Efterskrift

Lift Lady undlader at fortælle at elevatorkvinden ligesom mange af den ældre generation stadigvæk ser op til Stalin, hvilket nok er et bevidst fravalg fra den polske instruktørs side. Da det vil ødelægge glansbilledet af at hun har kæmpet mod russerne.

Ligesom i mange postkommunistiske lande, så viser filmen at der er en stor grad af bureaukrati i nutidens Georgien. Som bl.a. fører til at et problem som ikke burde tage flere timer om at løse, bliver til en større udfordring.

Det der løfter dokumentaren kun varer 23 minutter så når man at mærke Mzia Sabanadzes personlighed. Og, jeg håber at hun stadig er i live næste gang jeg skal forbi de berømte beboelseslejligheder i Tbilisi.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Brutalistisk Arkitektur i Tbilisi

Hovedkvarteret for Bank of Georgia er en af mange gode eksempler på Brutalisme i Tbilisi.

Lær mere

Godnat, Hr. Stalin

En af historiens mest grusomme diktatorer bliver stadig husket i hjembyen Gori.

Lær mere

Nutsubidze Himmelbroerne

Broerne som forbinder de brutalistiske bygningerne er blevet et nyt hotspot i Tbilisi.

Lær mere

Indlægget Film: Lift Lady – Kvinden som bestyrer elevatorerne i Nutsubidze blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Josef Stalin blev født den 18. december 1878 i Gori, som dengang var en del af Rusland. I 1924 blev han Sovjetunionens leder efter Vladimir Lenin.

Efter først at have elimineret politiske modstandere indenfor kommunistpartiet såsom Lev Trotskij konsoliderede han sin magtposition.

Dette skete ved en massiv masseudrensning af intellektuelle, kunstnere, videnskabsfolk, med flere. Og ved sin død i 1953 siges han at have været ansvarlig for 10.000.000 millioner civile sovjetiske medborgers død.

Godnat, Hr. Stalin

I Kodboels 18 minutter lange kortfilm tager han os med til den georgiske by Gori. Her møder vi en gruppe af byens ældre som er samlet i byens centrum for at fejre sejrens dag over Nazityskland den 9. maj.

Her befinder Nasi som er leder af stalinistgruppen er af den opfattelse at det kun var pga. Stalin at nazisterne tabte krigen. Og, at nutidens unge skal påskønne dette.

Til dette udsagn supplerer en af gruppens medlemmer at grunden til at de ikke gør dette er fordi Vesten betaler dem penge for at hade Stalin.

Andetsteds i Gori er Nasis barnebarn Zhana i gang med at vise en gruppe turister rundt i byen.

Udenfor Josef Stalins Museum bliver hun spurgt hvad det skulle hedde, da hun ikke kan lide navnet.

Zhana synes det ville være mere passende med Stalins Tortur Museum eller Sovjet Tortur Museum.

Da Zhana senere besøger Nasi, mener hendes bedstemor, at de millioner af mennesker som blev myrdet under Stalin, var folks egen skyld. De kunne bare have fulgt hans råd, så var det ikke sket.

Efterskrift

I en nutidig kontekst er Zhana ikke i tvivl om at der er en sammenhæng imellem Ruslands angreb på Georgien i 2008 hvor de besatte 20 procent af landet, og det som der sker i Ukraine i dag. Da det alt sammen handler om at Putin ønsker at genskabe Stalins Sovjetunionen

I 2010 fjernede Gori deres store Stalinmonument fra byens centrale plads. Da Nasi besøger den liggende skulptur begræder hun dens skæbne. Dette kan de ikke være bekendt.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Afterimage

En film om maleren Władysław Strzemiński, som blev et offer for kommunismen.

Lær mere

Bevægende skulpturer i Prag

Fire reflektioner over tiden med kommunisme efter murens fald i 1989.

Lær mere

Transnistrien

Der er Sovjet nostalgi for alle rubler i udbryderrepublikkens hovedby Tiraspol.

Lær mere

Indlægget Film: Godnat, Hr. Stalin – Er Sovjetlederen legitim i hjembyen i dag? blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Den mest markante af alle monumenter, som også er den største af dem, står foran Højsteretsbygningen i den polske hovedstad.

Det storslåede værk viser soldater som kommer op af kloaksystemet, og som kæmper ved murbrokkerne.

Forspillet til Warszawa Opstanden

I slutningen af 1943 begyndte slutspillet om Europas fremtid i forbindelse med Teheran-konferencen. Da det stod klart for de allieredes ledere at Tyskland ville tabe krigen før eller siden.

Ved mødet som fandt sted fra den 28. november til 1. december fastlagde Josef Stalin, Franklin D. Roosevelt og Winston Churchill, bl.a. også Polens fremtidige grænser.

Dette betød at det centraleuropæiske land uden deres medvirken i beslutningsprocessen, skulle miste det østlige område Kresy med hovedbyen Lwow til Sovjetunionen. For til gengæld at få et stykke af det østlige Tyskland.

I sommeren 1944 var Den Røde Hær på vej mod Warszawa. For Churchill som ikke stolede på Stalins fremtidige hensigter da krigen var slut, ønskede derfor at befri den polske hovedstad.

Problemet var bare hvornår operationen skulle ske. For hvis et folkelig oprør fandt sted mod Nazityskland fandt sted for tidlig, så ville de kunne slå den ned. Hvis den fandt sted for sent, så ville Sovjet kunne få kontrollen over byen.

De allieredes dobbeltspil

I juni 1944 forsikrede Roosevelt den polske premierminister Stanislaw Mikolajczyk i eksilregeringen i London at USA’s regering stod “solidt” bag Polen, og at Stalin derfor ikke turde tage landets frihed. Dette skulle senere i praksis fra amerikansk side vise sig at været et falsum, da deres interesser primært var i Fjernøsten. Samt i oprettelsen af FN.

Under pres fra de vestlige allierede, ville de derfor have Mikolajczyk til at give Stalin alt det, han ønskede, for at beholde Polen på vestlig side ved krigens afslutning.

Dette betød bl.a. også at Mikolajczyk skulle gå med til A) at afstå den østlige del af Polen til Sovjet. B) At acceptere Moskvas fortolkning af Katyn-massakren, hvor de fralagde sig al ansvaret for at 22.000 polske officerer var blevet myrdet af dem, men at krigsforbrydelsen skyldes Nazityskland. C) At Polen i fremtiden ville blive ledet af en venligstemt regering overfor Sovjet.

Da Mikołajczyk vidste at det ville han aldrig få igennem internt i de polske magtcirkler, ønskede han derfor ikke at efterleve USA og Storbritanniens ønsker.

I Warszawa havde fået tilsagn fra Sovjetunionen om at de ville støtte Opstanden hvis den blev sat i værk.

Warszawa Opstanden

Den 1. august 1944 startede oprøret klokken fem om eftermiddagen. De polske frihedskæmpere med deres hvid-røde armbind angreb mange af de nazistiske nøglepunkter i Warszawa.

Hvilket kunne være alt fra varehuse, hovedpostkontoret, kraftværket, togstationer og Umschlagsplatz, stedet hvor flere hundrede tusinde jøder var sendt til udryddelse i Treblinka.

Reaktionen fra Berlin kom prompte fra Heinrich Himmler. Han anbefalede Adolf Hitler at alle indbyggere skulle dræbes. Og at hver eneste bygning i Warszawa skulle sprænges i stumper og stykker.

I de første par dage af opstanden dræbte de tyske tropper tusindvis af indbyggere daglig. Alene den 5. august blev 35.000 civile og modstandsfolk dræbt eller likvideret. Men da de løb ind i mangel på ammunition, stoppede den massive antal henrettelser af uskyldige borgere.

De allieredes svigt

Da USA kun sendte forsyninger en enkelt gang, var det i praksis kun Storbritannien som hjalp den polske hjemmehær (AK).

Men da Stalin ikke tillod vest magterne at benytte landingsbanerne i de områder af Polen de havde erobret, tog det lang tid at levere dem. Og, meget af det som blev afkastet fra flyene, ramte ikke de tilsigtede mål. hvilket var noget som tyskerne nød godt af, da de modtog mange af forsyningerne.

Sovjetunionen som havde givet tilsagn om at ville hjælpe den polske hjemmehær, nåede frem til Wisla-floden som løber igennem Warszawa den 13. september.

Men da Moskva dikterede at de ikke skulle passere floden og deltage aktivt i kampene, forblev de på deres afventende position. Derudover havde de fået ordre på at skyde de polske modstandsmænd hvis de mødte nogle.

Efterspillet

Den første oktober overgav den polske hjemmehær sig til overmagten mod en lovning på at blive beskyttet af Genevekonventionen. Og dagen efter var det slut.

Det er anslået at ca. 150.000 civile, og i alt ca. 200.000 døde under krigshandlingerne. Resten af den en million store befolkning blev sendt i fangelejre, som eks. i Pruskow udenfor Warswawa, samt til koncentrationslejre i Tyskland.

85 procent af Warszawas bygninger smadrede tyskerne efter de havde fået fjernet folk fra byen.

I januar 1945 kunne Den Røde Hær så ”befri” Warszawa fra de nazistiske styrker, der var på flugt fra den sønderbombede og ødelagte polske hovedstad.

Monumentet for Warszawa Opstanden

Det store Monument som ærer Warszawa Opstanden blev indviet i 1989. Det blev dermed en af de sidste store synlige offentlige projekter som blev til under kommunisttiden i Polen.

Monumentet blev udført af den anerkendte kunstner Wincenty Kućma baseret på et oplæg af Jacek Budyn.

Et kontroversielt værk

I sin tid var der delte meninger om værket, som mange mente blev opført nogle årtier for sent.

Der var andre der mente at monumentet viser en samling tabere og at den er for tegneserieagtig og karikeret, og at det burde være udtrykt mere abstrakt.

Det største kritikpunkt var at mindesmærket var blevet udført i socialistisk realistisk stil, hvilket var den stilart som Josef Stalin tvang igennem efter krigen.

Her skulle arbejderne skildres som helte. Eller som her, at det var modstandsfolkene som blev fremstillet som nogle heroisk kæmpende sjæle, der kæmpede en brag kamp mod overmagten.

Andre fremhævede denne dobbelttydighed, pga. Sovjetunionens meget uheldige rolle under Warszawa Opstanden hvor de ofrede Warszawa ved ikke at gribe ind.

Monumentet i populærkulturen

Hvert år opsøger mange turister, enten på egen fod eller som en del af en gruppe, Monumentet for Warszawa Opstanden, som i 2012 var en af de mest velbesøgte steder i den polske hovedstad. Og, som bliver betragtet som det vigtigste efterkrigstidsmonument i Warszawa.

Og, hvis de ikke er med på en guidet tur, så er den største tilfredsstillelse for dem at få taget en selfie sammen med de heroiske kæmpende soldater. Imens dem som er ved at kravle ned i kloaksystemet får lov til at stå i fred.

Warszawa Opstanden er mange gange blevet skildret indenfor kulturens verden. Mest kendt udenfor Polens grænser en Andrzej Wajdas film De 63 dage fra 1957.

Han kunne af åbenlyse årsager ikke skildre at Den Røde Hær stod og foretog sig ingenting på den anden side af floden Wisla.

Derfor er fokusset på de polske soldater af hjemmehæren, som i Opstandens sidste dage søger ned i kloaksystemet for at slippe ud af byen.

I den ultramørke film er der ikke meget lys for enden af tunnelen for vores helte som går en dyster fremtid i møde.

Læs også: Mødet mellem Pianisten og Nazisten i Warszawa

Men, som var med til at gøre Wajda til en international anerkendt filminstruktør, til stor frustration for kommunistpartiet, der ikke mente at De 63 dage hørte hjemme i polsk film.

Efterskrift

Hvert år samles tusinde af polakker den 1. august ved den store rundkørsel ved Kultur og Videnskabspaladset i midtbyen klokken 17 for at mindes fortidens helte som blev ofre i et storpolitisk spil.

Mange historikere har derfor sidenhen spurgt om aktionen var nødvendigt da tyskerne allerede var på retræte i Østeuropa. Specielt efter nederlagene i Stalingrad og Leningrad var en kendsgerning. Dette betød også at de før eller siden alligevel ville have blevet tvunget til at rømme Warszawa.

Da de vestligorienterede polakker på den lange bane, frygtede at blive kontrolleret fra Moskva var det vigtigt at det ikke var Den Røde Hær som fik æren for at ”befri” Warszawa.

Derfor startede de Opstanden i håb om at støtten fra de allierede kræfter kunne slå nazisterne ud af byen. Denne tro var desværre fatal da de allierede svigtede polakkerne. Der hurtig kom til at stå alene i deres kamp mod overmagten.

I dag bliver fortællingen om Warszawa Opstanden brugt af speciel de højreorienterede nationalistiske kræfter i Polen.

Da den er et eksempel på hvorfor polakkerne aldrig kan stole på hverken Tyskland eller Rusland. Hvilket er forståeligt nok.

Men fortællingen bremser Polens integration i EU, da mange polakker sætter lighedstegn imellem Tyskland og EU 80 år efter Opstanden .

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Jødiske Ghetto Opstand

Heltenes Monument var tænkt som en grædemur da den blev opført i 1948.

Lær mere

Højesteret

Polens Højesteret er et bygningsværk som blander filosofi og moderne arkitektur.

Lær mere

A Real Pain

En gruppe amerikanske jøder tager på Holocaust tur til Polen for at bearbejde deres eget liv.

Lær mere

Indlægget Polen: Monumentet for Warszawa Opstanden i 1944 blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Dette skyldes blandt andet at den georgiske hovedstad blev betragtet som Sovjetunionens fjerde vigtigste by.

I øjeblikket består metroen af to linjer, Akhmeteli Teatret til Varketili linjen og Saburtalo linjen. Engang ude i fremtiden vil der måske blive tilføjet en Rustaveli-Vazisubani linje.

Der findes pt. 22 stationer og 26,4 kilometer spor. De 20 af stationerne befinder sig dybt under jorden, imens to af dem befinder sig på overfladeniveau.

I 1966 åbnede den første metrostation. Og metroen blev langsomt udvidet indtil murens fald i Berlin i 1989.

Efter sin indtrædelse som præsident i 2004 lovede Mikhail Saakashvili at ville gøre metroen til den mest prestigefyldte offentlige transportmiddel i Georgien.

Dette satte skub i renoveringen af de eksisterende metrostationer. Men projektet løb hurtig ind i finansielle udfordringer, og sidenhen er der ikke sket så meget.

Formålet med denne artikel er at komme bag om nogle af de historier som knytter sig til navngivningen af metrostationerne.

300 Aragveli (1967)

Metrostationens navn er en reference til de tre hundrede aragvere, som kæmpede for Tbilisis overlevelse mod den invaderende Qajar-hær fra Iran i 1795.

Resultatet af Slaget ved Krtsanisi blev at den iranske hær vandt slaget og efterfølgende udslettede Tbilisi.

I metrostationen kan kan se et stort kunstnerisk værk af skulptørerne T. og G. Gigaurs som beretter om den heltemod de 300 aragvere besad, da de alle gik i døden for sagen.

De kæmpende krigere fik en renæssance i 2008 under Mikheil Saakashvili embedsperiode som Georgiens præsident, da der både blev indviet en lysende mindeinstallation som hylder dem i Tbilisi. Samtidig med at de af kirken blev gjort til martyrer.

I dag er der dog fredeligt udenfor metrostation der blev tegnet af T. Tevzadze og G. Batiashvili. Og som stod færdigopført i 1967.

Akhmeteli Teater (1989)

Alexander Akhmeteli (1886-1937) var en georgisk instruktør. Og en af ​​grundlæggerne af moderne georgisk teater.

Indtil 2023 eksisterede der i et teater i Gidani (som metrostationen tidligere hed) som var opkaldt efter ham.

Akhmeteli blev en af Stalins mange ofre. I 1937 blev han dømt til døden og konfiskering af ejendom pga. “mistanke om spionage til fordel for Storbritannien”. Det var først efter Stalins død at han i 1956 fik sit navn renset.

I 2007 blev metrostationen opkaldt efter ham i forbindelse med afslutningen af en gennemgribende restaurering af den. Hvilket var i overensstemmelse med Mikheil Saakashvilis ønsker om at lægge afstand til fortidens grusomheder forårsaget af Sojvetunionen.

Senere måtte Saakashvili erkende at han også medvirkede til skabelsen af nye. Da det i 2012, to uger før parlamentsvalget skulle finde sted, at der i Gidani-fænglset var videodokumentation for omfattende brug af fysisk og seksuel mishandling af fanger i landets fængsler. Dette førte til Saakashvilis fald.

Avlabari (1967)

Avlabari er beliggende i Isani området, som er et af de ældste i Tbilisi. I Sovjettiden hed metrostationen 26 kommissærer.

Dette er en betegnelse for de 26 kommunistiske revolutionære personer, der mistede livet i Baku i 1918, da de blev henrettet af engelske styrker der stod bag en mod-revolution.

I 1967 åbnede metrostationen, som blev tegnet af S. Revishvili og Sh. Chachanidze. I forbindelse med en rekonstruktion af metrostationen forsvandt det kunstneriske arbejde som Z. Lezhava havde udført.

Udenfor, er der tilføjet et stort kvadratisk udformet blomstermosaik, som er tilføjet den centrale metrostation i byen.

Delisi (1979)

Delisi er en af stationerne på Saburtalo linjen, der krydser mange universiteter i Tbilisi. Den blev tegnet af N. Lomidze og åbnet i 1979.

Det er en station som ligger i en meget befolket del af byen. Og, den har ikke knyttet en stationsbygning til sig.

På væggene er det to kunstnerisk udførte metalplader, hvis motiver er inspireret af dyre- og planteverdenen.

Modsat mange andre af Tbilisis metrostationer ligger perronen ikke dybt under jordens overflade. Af samme årsag er der heller ikke tilføjet en rulletrappe.

Didube (1966)

Didube er et trafikknudepunkt i Tbilisi, da mange busser har sit ende/begyndelsessted her. Af samme årsag er der masser af små handelsboder placeret foran en af de to indgange til stationen.

Det er en af to metrostationer på metrolinien som er placeret over jordens overflade. Den blev konstrueret af arkitekterne G. Modzmanishvili og N. Lomidze og stod kalr i 1966.

I 1997 blev Didube metrostationen utilsigtet omtale, da en tidligere politimand sprængte sig selv i luften på stationen.

Frihedspladsen (1967)

Metrostationen ved Frihedspladsen hed tidligere Leninpladsen. Stationen ligger i hjertet af Tbilisi langt under jordens overflade.

Metrostationen blev til på baggrund af arkitekterne V. Aleksi-Meskhishvili og Kobakhidzes arbejde med selve stationen. Imens at R. Bayramashvili og D. Morbedadze tog sig af tegnearbejdet med indgangspartiet, der var en integreret del af et stormagasin som nu er jævnet med jorden.

I forbindelse med en omfattende renovering i 2006 blev stationen dekoreret med de hvide og røde georgiske farver.

I metrostationen findes der dog stadig spor af den oprindelige dekoration der blev brugt ved indvielsen i 1967.

Reliefferne forestiller det hårdt arbejdende folk, som var et yndet motiv i Sovjetunionen.

Gotsiridze (1966)

Metrostationen er opkaldt efter ingeniøren og tunnelkonstruktøren Viktor Gotsiridze, som har ydet et væsentligt bidrag til opførelsen af ​​metroen i Tbilisi.

I dag fremstår den som den mest nye af alle metrostationer efter at den genåbnede igen i 2023 efter tre års omfattende renovering.

Udsmykningen fremstår derfor af samme grund mere tidstypisk, end mange af de andre på metrostationen som stadig refererer til sovjettiden.

Ved siden af stationen er der en lang gangbro som går over jernbanesporerne. Her kan man blandt andet se eldepotet som var dets tidligere navn.

Ghrmaghele (1985)

Grmagele som blev tegnet af arkitekterne T. Kalandadze og M. Turkadze blev indviet i 1985. Indgangen til metrostationen er koblet direkte til et underjordisk gangsystem.

Udenfor er der placeret nogle få kiosker, bagere og andre mindre handelsdrivende.

Inde i stationen er væggene beklædt med marmor fra uralbjergene, og gulvpartiet er beklædt med granit.

Reliefferne er udformet af kunstneren Zurab Tsereteli, som også har udformet monumenterne Georgiens krøniker og Frihedsstøtten.

Guramishvili (1985)

Guramishvili var en adelsfamilie, som fostrede digteren Davit Guramishvili (1705-1792). Han er mest kendt for værket Davitiani, som behandler emner såsom religion, politik, patriotisme og krig.

Stationen blev tidligere kaldt for Temka, hvilket er navnet på den kvarter af byen hvor metrostationen er beliggende.

Guramishvili metrostationen åbnede i slutningen af 1985. Arkitekten på projektet var N. Lomidze. Det æstetiske arbejde i metrostationen blev udført af kunstnerne I. Tabidze, A. Kharebava, og T. Tskhomelidze.

Relieffen i Guramishvili viser symbolske billeder af forskellige kunst- og videnskabsfelter, der er portrætteret af mennesker.

Isani (1971)

Isani blev grundtlagt for tusinde år siden. I dag er det både navnet på en metrostation og et kvarter som er centralt placeret i Tbilisii.

Den modernistiske stationsbygning, der blev tegnet af G. Modzmanishvili og N. Lomidze, stod færdig i 1971.

Den synlige del af stationen er genkendelig da der ovenpå glasbygningen er en original kuppel, som er udformet af beton.

I 2006 blev Isani renoveret. Forandringerne påvirkede både interiøret og eksteriøret. Forskellige typer af skærme blev installeret og anlæg for lysreklamer blev monteret til væggene.

I forhallen kan man se en stor mosaik, som i sin tid da stationen var under opførelse blev udarbejdet af S. Koiava.

Marjanishvili (1966)

Stationen er en hyldest til en af Geogiens store teaterinstuktører Kote Marjanishvili som døde af sygdom i Moskva i 1933.

Busten af Marjanishvili blev udformet af billedhuggeren Merab Berdzenishvili, som også lavede skulpturen som står uden foran Tbilisi Koncertsal.

Arkitekterne bag indgangspartiet og den underjordiske perron var G. Melkadze, T. Mikashavidze, N. Kvartskhava, og I. Kavlashvili.

Medicinsk Universitet (1979)

Langs Tbilisi anden metrolinie ligger Medicinsk Universitet fra 1979, efter oplæg af arkitekterne G. Modzenishvili, N. Lomidze and D. Iosava.

For at komme til og fra stationen skal man benytte en trappe, der fører ud til gadeplan.

Væggene langs stationens perron er beklædt og dekoreret med røde og hvide mormormaterialer.

Nadzaladevi (1966)

Under Sovjettiden hed Nadzaladevi metrostationen Oktomberi. Dette var en reference til den kommunistiske Oktober revolution i 1917.

I dag er Nadzaladevi som er opkaldt efter den bydel den er placeret i, en af de mindst benyttede metrostationer.

Arkitekterne T. Tevzadze og R. Kiknadze stod bag designet af stationen som blev indviet i 1966.

I stationen kan man se en stor mosaik som er lavet af Avtandil Gurgenidze. Kunstværket illustrerer nattelivet, og de tog som bevæger sig under byens overflade.

Rustaveli (1966)

Rustaveli er opkaldt efter Georgiens nationalpoet Shota Rustaveli som levede i middelalderen.

Stationsbygningen, som er tegnet af O. Kalandarishvili og I. Tskhomelidze, har en relief tilføjet over hovedindgangen.

Refleksionen over Shota Rustaveli og hans digt Vepkhistkaosani (Ridderen i panterens hud) er blevet udformet af Elguja Amashukeli.

Stationen er også kendt over at have den længste rulletrappe af alle stationer i Tbilisis metrosystem.

Samgori (1971)

En af af legenderne om navnet Samgori stammer fra dengang den georgiske hær under ledelse af kong Vakhtang Gorgasali slog perserne som havde invaderet området.

De dræbte geogiske krigere blev begravet i tre massegrave. Herefter kastede hver af de overlevende soldater en håndfuld jord på dem, hvilket skabte tre høje. Dalen imellem dem kom til til at hedde Samgori.

Stationen, som i dag ligger ved siden af et indkøbscenter, blev indviet i 1971 efter tegning af arkitekten N. Lomidze.

De hvide farver går igen i designet af stationen. Dette neutrale udtryk bliver udfordret af de røde relieffer på væggene som er udført af kunstnerne I. Tabidze, R. Tordia og A. Kharebava.

Sarajisvihli (1989)

David Sarajishvili van manden som grundlagde den georgiske produktion af Brandy for lidt over 100 år siden. Og så har han lagt navn til metrostationen Sarajishvili.

Der er en nedgang til Sarajishvili, som blev åbnet i 1989, som en af de senest tilføjede stationer på metrolinien.

Arkitekten på projektet var G. Modzenishvili. Og konstuktionsarbejdet blev udført af Tbilmetromsheni.

Stats Universitetet (2017)

Arbejdet med at få færdigjort metrostationen Stats Universitetet var længe undervejs.

Konstruktionsarbejdet af stationen blev påbegyndt i 1985. Men på gund af Sovjetunionens skrantende økonomi og senere kollaps blev arbejdet stoppet i 1994. Og i 2000 blev stationen droppet.

I 2015 blev stationsprojektet af arkitekten G. Modzenishvili genoplivet da Asiens udviklingsbank gav penge til at få den lavet færdig. Og to år senere, i 2017, var den klar til at blive indviet.

På grund af tidernes skiften, skiller metrostationen udtryksmæssigt markant ud fra de andre stationer på linjen.

Stationspladsen (1966)

Den mest befærdede metrostation i Tbilisi er Stationspladsens metrostation, der ligger lige ved siden af Hovedbanegården, og som den eneste, har to linjer tilknyttet.

Det første projekt, som blev konstueret, blev tegnet af arkitekterne E. Kvernadze og G. Melkadze, og stod færdig i 1966.

Ved indvielsen kunne de rejsende også se to store relieffer som blev udformet af F. Chefashvili og I. Ochiauri. De stod også bag værket der er dedikeret til 1500 års jubilæet for Tbilisi som by. Det forestiller et ha-sværd og en ha-kop.

I 1979 blev den anden metrostation i Stationspladsen åbnet. Her var det arkitekten T. Kalandadze som ledede projekets gennemførelse.

Teknisk Universitet (1979)

På universitetslinjen ligger metrostationen Teknisk Universitet, som tidligere hed Polyteknisk og Polyteknisk Institut.

Stationen, som har to ned/opgange, blev tegnet af arkitekterne G. Modzmanishvili og D. Yosava i 1979. Og konstruktionsarbejdet blev udført af design organisationen Saktransprojekt.

Af alle metrostationer er Teknisk Universitet den mest snukke. Langs væggende er der i dag reklamelystavler som fungerer fint farvemæssigt med det øvrige design.

På væggene ved de to udgange er der to kunstværker som kombinerer relieffer med mosaikker. På dem kan man se menneskelige repræsentationer af kunst, videnskab og sport.

Tsereteli (1979)

Tsereteli metrostationen er opkaldt efter digteren Akaki Tsereteli (1840-1915), som man kan se en stor buste af i endevæggen på perronen.

Han kæmpede for Georgiens kultur og selvstændighed under tiden hvor landet var regeret af den russiske Zar.

Hans tekst til Suliko (Sjæl) blev et kendt værk efter at Varinka Tsereteli satte musik til den. Senere blev den kendt som Josef Stalins yndlingssang. Og blev af samme årsag oftest spillet i sovjetisk radio.

Arkitekten som stod bag Tsereteli var M. Katsitadze. Stationen blev åbnet i 1979. De grønne plastikpaneler i interiørdesignet blev tilføjet ved en renovering i 2006.

Varketeli (1985)

Varketili er en beboelseskvarter i den østlige del af Tbilisi. Det blev opført i 1980erne og består hovedsaglig af højhusbyggeri.

I 1985 åbnede metrostationen efter oplæg af arkitekterne V. Bakhtadze, A. Surviladze.

I dag er metrostationen stadig under rekonstruktion, hvilket skyldes at vibrationerne fra togets bevægelser fik loftet til at styrte sammen i 2017. Heldigvis kom ingen til skade.

Vazha-Pshavela (2000)

Vazha-Pshavela er en af de seneste tilføjede metrostationer i i Tbilisi, da den blev tilfjøet i 2000.

Oprindelig skulle den have heddet Bakhtrioni, hvilket er et digt som Vazha-Pshavela skrev inspireret af en historisk begivenhed hvor georgiere gjorde oprør mod perserne i 1600-tallet og erobrede fæstningen Bakhtrioni.

Men det endte med at det blev forfatteren og digteren Vazha-Pshavela (1861-1915) som blev hyldet. Hvor metrostationen også er en del af den lange alle som også bærer hans navn.

Arkitekterne G. Modzenishvili og N. Lomidze, som har stået bag designet på mange andre metrostationer i Tbilisi, var også ophavsmændene til denne.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Modernistisk Arkitektur i Tbilisi

I Georgiens hovedstad findes der mange eksempler på Sovjetarkitekturen.

Lær mere

Modernistiske skulpturer i Tbilisi

Tbilisi er et mekka for modernistiske skulpturer og monumenter fra Sovjettiden.

Lær mere

Mosaikker og Relieffer i Tbilisi

Rundt omkring i byen er der mange smukke mosaikker og relieffer.

Lær mere

Indlægget Georgien: Metrostationer i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Tbilisi blev grundlagt i 455 af Kong Vakhtang I Gorgasali af Iberien. Hvilket var datidens navn for Georgien. Efterfølgende er Tbilisi blevet jævnet med jorden 29 gange og genopført tilsvarende antal gange efterfølgende.

Tbilisi Lufthavn

Jeg ankom til Shota Rustaveli lufthavnen i Tbilisi klokken 4.40 om morgenen. 40 minutter efter var jeg kommet igennem paskontrollen efter at have besvaret nogle spørgsmålet om hvad formålet var med rejsen.

I ankomsthallen blev jeg straks omringet af nogle taxachauffører som vil fragte en til byen. Dem takkede jeg nej tak til, da jeg havde hørt at nogle af dem kunne finde på at opkræve 750 kroner for en tur ind til centrum.

I stedet for gik jeg hen til Georgiens Bank for jeg kunne købe et rejsekort til offentlig transportmidler for fem kroner. Og efterfølgende at få kortet aktiveret ved en automat og betale 50 kroner ekstra for en uges billet.

Lige ankommet

En time efter kunne jeg tage den første morgenbus mod Tbilisi Hovedbanegård. Og ved 8-tiden kunne jeg tjekke ind på hotellet.

Jeg blev vist en på et lille mørkt og meget tilrøget værelse, hvilket jeg brokkede mig over da jeg havde bokket et 40 m2 stort værelse med balkon.

Hotel

2½ time senere kunne jeg tjekke ind på mit værelse som jeg fik 20 procent rabat på, af forskellige årsager.

Dels havde det taget noget tid at rengøre værelset, og bagefter så var der andre forhold som heller ikke var i orden. Bl.a. var der hul i slangen i bruseren, som også skulle fikses.

Da vejret var godt, tænkte jeg at det var bedre bare at gå ud i byen og starte med at tjekke den ud, da jeg primært bare skulle bruge værelset til at sove i.

Bitcoinautomat

En del af aftalen med hotellet var at de ville have pengene kontant. Derfor blev den betaling jeg havde fortaget på nettet tilbageført.

På jagt efter et hæveautomat, fandt jeg ud af at der stod en masse automater i byen.

De flest fungerede dog kun som en borgerservice, hvor ældre mennesker kunne få ordnet deres sager. I forlængelse af dem var der mange gange også en kryptoautomat ved siden af.

Men en hæveatomat, det var straks sværere at finde. Tilsidst lykkedes det dog og jeg fik hævet nogle kontanter som jeg kunne give til hotellet om aftenen.

Som en tur til Sovjet lige efter murens fald

Det første indtryk af Tbilisi frembragte nogle billeder frem fra nogle ture til Budapest og Sankt Peterborg i starten af halvfemserne. Da mange af betonbyggerierne fremstod nedslidte, og fortorvene er i dårlig stand.

Imellem højhusene var der mange grønne områder med små legepladser. Der var masser af liv og trafik i gaderne, og jeg følte mig godt tilpas, da jeg følte at jeg var den eneste turist i gaderne hvor jeg gik.

Efter at have gået en lang strækning langs floden med meget tung trafik besluttede jeg mig for at ændre kurs. Dette ledte mig ind i et slumkvarter.

Her hang der noget vasketøj til tørre midt ude på en lille vej. Og bygningerne lignede nogle teaterkulisser.

På en nedlagt fabriksbygning hænger et falmet georgisk nationalflag. Flaget som indeholder det store Sankt George kors og fire små georgiske korse, blev oprindelig brugt i middelalderen.

Efter at Mikheil Saakashvili kom til magten i 2004, blev flaget genindført som Georgiens nationalflag.

Rosenrevolutionen

Det skyldes dels en afstandstagen til Eduard Shevardnadze styre. Ligesom det blev var blevet en symbol for Rosenrevolutionen der væltede Gorbatjovs udenrigsminster, der efterfølgende blev præsident i Georgien.

Efter at have bevæget mig væk fra slummen så jeg denne farvestrålende bygning, som viste sig at være en skole, midt i en masse grå bygninger.

Georgien har deres eget skriftsystem, hvis første udgave stammer tilbage til det tredje århundrede før år 0.

I en af de følgende dage kunne jeg tydelig mærke forskellen på hvor de rige og de fattige bor i hvoedstaden af Georgien. For i dette velhaverkvarter af Tbilisi er der mere eksklusive fliser lagt ned i fortorvet. Og vejene var ikke fyldt med huller.

I de bedre dele af Tbilisi var der installeret et affaldssystem, der gjorde at affaldet ikke hobede sig op på stræder og gader.

Og i hovedbygningerne for Tbilisi universitet var alle bygninger istandsatte og de unge studerende gik i afslappet, men finere tøjbrug, end mange af deres landsmænd.

Politik

Georgien blev oprettet som stat for 3000 år siden. Så det er meget at skulle holde styr på i forhold til landets historie.

I nyere tid har georgierne dog mærket konsekvenserne af hvad skiftende autoritære styreformer kan betyde for folkets frihed og livsvilkår.

I souvenirbutikkerne i Tbilisi kan man købe portrætter af Josef Stalin som med fingrene danner et hjerte.

Denne form for kitsch virker som et dårlig eksempel på at menneskeliggøre en af verdenshistoriens største tyranner, der var ansvarlig for mange millioners menneskers død og lidelser.

Under hans regeringsperiode oplevede mange georgiere konsekvenserne af deres landsmands brutalitet. Og, det er da også kun i turistbutikkerne at du kan mærke hans tilstedeværelse i Tbilisi.

Nu om dage, så er det Vladimir Putin som prøver at styre Georgien fra Moskva. Den russisk-georgiske krig fra 2008 er langt fra glemt i Tbilisi. Og på murene rundt omkring i Tbilisi kan man se mange tegninger hvor han bliver sammenlignet med Adolf Hitler.

Noget som også fanger ens opmærksomhed i gadebilledet er nogle af de beskrivelser, som fortæller baggrundshistorier om personers skæbner.

Oftest er pointen dog den samme, at den pågældende kunstner måtte bøde for sin kamp for frihed under Sovjettiden. Enten med livet, hårde fængselsstraffe, eller torturering.

Shota Rustaveli er navnet på Georgiens nationalpoet. Han levede i middelalderen. Men er i dag vakt til live mange steder i byen. Han har både en lufthavn og en metrostation opkaldt efter sig. Og på billedet ses også en skulptur som ærer den gamle digter.

Kunstnerne bliver hyldet i bybilledet

Noget som også springer i øjnene i en by såsom Tbilisi, det er at det er kunstnerne som bliver mindet. Ikke så meget politikere eller kirkens mænd. Dette skyldes i høj grad arven fra Sovjet, hvor religion var ugleset, efter murens fald, så blev mange skulpturer af politiske personligheder fjernet.

På Revolutionspladsen demonstrerede vrede demonstranter imod styret i november 2003 i to uger før det faldt. Dette førte til at den neoliberale provestlige 36-årige autoritære politiker Mikheil Saakashvili blev valgt til præsident året efter.

Mikheil Saakashvili

I hans regeringsperiode fra 2004-2013 steg Georgiens BNP med 70 procent og lønningerne med 300 procent i gennemsnit.

For at bekæmpe korruption blev landets politstyrker fyret og nogle nye indsat. Alle de offentlige ansatte fik et kæmpe lønhop, for at modvirke at det ikke længere kunne betale sig at modtage bestikkelse.

Deruover blev landets politistationer og offentlige kontorer opgraderet med nye smarte transperante arkitektoniske bygningsværker. Og offentligheden kunne vandre over Fredsbroen, der nu er blevet en af byens kendetegn.

Verdensbanken roste disse initiativer. Men op til valget i 2012 braste korthuset sammen. Fængslerne var blevet overbelastede pga. af alt for mange fanger i dem.

Det blev dokumenteret at flere at dem blev udsat for fysisk og seksuel vold. Og en politisk modstander var allerede død af overgrebene.

Dette kunne have været undgået, hvis præsidenten ikke havde styret medierne så hårdt og at der var fuld ytringsfrihed i landet mente landets studerende på de højere læreanstalter. Alt dette førte til Mikheil Saakashvilis fald.

EU og NATO

I 2008 blev både Ukraines og Georgiens ønske om medlemskab af NATO afvist. For Georgiens vedkommende skyldes det russisk kontrol over to georgiske udbryderrepublikker.

Prisen for at stå udenfor NATO medførte også at der kort tid efter var krig mellem Georgien og Rusland i 2008.

Og for Ukraines vedkommende har det store land i den grad mærket konsekvenserne af dette, specielt efter Ruslands fuldskala invasion i 2022.

Kort tid efter søgte Georgien om EU medlemsskab, hvilket nu er sat på stand by pga. russisk indblanding i georgisk politik.

I centrum af Tbilisi er der dog et stort EU og NATO informationscenter, som dog var lukket da jeg vandrede forbi det.

At diplomati ikke behøver at udspille sig i magtens korridorer inde i centrum af byen, er denne skilt som hedder Svensk-Georgisk venskabshjørne et bevis for. Da den befinder sig langt ude i forstæderne i en park med masse af socialt byggeri omkring det.

Andre steder i byen kan man se at her kan folk søge om at få et amerikansk greencard. Hvordan processen er nu efter at der er kommet en ny administration til i Washington vides dog ikke.

Trafik

Allerede efter at have vandret rundt i Tbilisi i et par timer, så er noget af det man ikke kan undgå at se og høre, det er den tunge traffik som befinder sig i byen.

Den øredøvende larm gør også at der er områder at byen hvor du ser at folk ikke benytter sig af en gåtur på fortorvene, hvilket kan skyldes dette fænomen.

Ved Heltepladsen så jeg to cyklister som i den grad var kommet på afveje. Og som sundede sig inden de besluttede sig for at trække deres cykler igennem de underjordiske gangsystemer.

Senerehen så jeg denne bil, som lignede noget som er blevet efterladt for flere årtier siden. Og, hvor jeg tænkte, hvorfor der ikke er nogle som har fjernet den fra kørebanen.

At dette ikke var et særsyn oplevede jeg en anden dag da jeg så en bil som lignede noget som ikke var blevet rengjort længe holde imellem to veje uden en chauffør ved rattet.

Jeg kunne også konstatere at det stadig er muligt at se gamle russiske biler fra Sovjettiden.

Noget andet jeg også så, en gang om dagen, var biler som havde været indblandet i trafikuheld køre rundt på vejene.

Men så er det godt at det er muligt at få hjælp. På nogle gader kan man se flere små automekanikere som er placeret ved siden af hinanden. Og, de så ikke ud til ikke at have noget at lave.

På vej tilbage til hotellet ude i ingenmandsland en aften så jeg ligepludselig en skilt som skulle føre ned til en togstation.

Da jeg gik nedad stien så endte det ved nogle beboelsesejendomme. Altså blind vej. Og tilbage oppe af bakke.

Offentlig transport

I de områder af Tbilisi hvor internationale gæster må formodes at komme forbi. Såsom eksempelvis ude ved det store kongresområde er busstoppestederne af høj standard med elektroniske lystavler. Der viser hvornår de forskellige busser forventes at ankomme.

Inde i busserne er det ikke unormalt at man sidder forskudt af hinanden. Om dette mere dynamiske design er til det bedre, vil jeg lade andre om at bedømme.

Ligesom i andre metroer som blev opført da Georgien var en del af Sovjetunionen, så ligger stationerne langt under jordens overflade.

Dette benytter mange sig af til at tage et hvil, når de sidder på rulletrappen på vej nedad. Oftest imens de er i gang med at læse en bog mer høretelefoner i ørerne.

I Tbilisi findes der også nogle lift som kan føre en op på toppen af det bjerg som omkranser den sydlige del af byen.

Kunst og Arkitektur

Nær Rustaveli metrostationen findes der nogle markante museer. Blandt andet denne store og høje grønne bygning som er tilegnet kunst.

Andet steds i Tbilisi, kan turister opleve kunst i øjenhøjde. Ingen af de fremviste værker er dog værd at bruge penge på.

Gadekunsten er meget fremtrædende i den georgiske hovedstad. Her kan folk også se det på et af træerne i byen.

Der findes mange forskellige arkitektoniske stilretninger i Tbilisi. Selvom de fleste af bygningerne blev opført under tiden med kommunisme, er der også synlige spor fra mellemøstlige og vestlige typer af arkitektur.

Mange af monumenterne der blev opført i Sovjettiden står og forfalder. Dette gælder også Sejrsmonumentet, som kunstneren Zurab Tsereteli har været involveret i.

Da det store imperium nærmede sig sin udløbsdato i 1989 flyttede kunstneren og hans familie til Rusland.

Her blev han hurtig gode venner med Moskvas borgmester Yuri Luzhkov. Han gjorde straks ham til den bedst betalte kunster i den russiske hovedstad.

I starten af 2000erne var han blevet milliardær på sin kunst. Og kom med på listen over Ruslands rigeste oligarker.

Tbilisi er også kendt for sine brutalistiske arkitektoniske mesterværker. Mange af dem er dog svært at komme i nærheden af, pga. forskellige forhold.

Eksempelvis er Ritualernes Palads nu et lukket område for offentligheden da det er ejet af en oligark.

Parker

I Tbilisi er der mange store parker. Som giver befolkningen et tiltrængt pause fra det støjende gademiljø. Som her i Vake parken.

Sololakigaden siges at være den smukkeste i Tbilisi, da der er god udsigt udover byen fra bjergtoppen. Selv synes jeg at det er noget af en overdrivelse, da jeg fandt gaden noget overvurderet.

Derimod var det en større fornøjelse at begive sig nedad bjerget. Måske fordi du hele tiden også skulle holde et øje med stien og dens trapper.

Da gangstien ikke var lige velholdt alle steder kunne man hvis uheldet var ude, nemt skvatte. Og, det var jeg selvfølgelig ikke interesseret i.

I andre parker dominerer skulpturer og vandbassiner (uden vand) landskabet. Og, da der er mange bænke, og legepladser, er de et yndet sted for hele familien at opholde sig i.

Mad og drikke

Det er billig at gå ud og spise og drikke for en dansk turist i Tbilisi. Midt i turistområdet kostede en stegt fisk med brød og en øl 50 danske kroner. Hvilket er det samme som en McDonalds meal koster i landet.

I Europas kulturelle vugge blev planterne indtæmmet og blev en del af husbeholdningen. Og, det var også her at vinen blev opfundet for 8000 år siden.

Efter at have tilbragt en uge i hovedstaden i Georgien, var det nu tid til at vende snuden hjemad. Selvom jeg sagtens kunne have brugt en uge til i Tbilisi, så fik jeg set det meste af det som jeg gerne ville se.

Turen til Georgien bliver forhåbenlig ikke den sidste. Og, hvis jeg engang i fremtiden beslutter mig for at besøge landet igen, så vil det nok blive med et fokus på at se dets smukke natur som det fremtræder forskellige steder.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Den Gamle Bydel i Tbilisi

Sololaki-området i Tbilisi rummer mange bygninger og stræder med sjæl.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

Rezo Gabriadze Marionetteater

Tbilisis kunstneriske marionetdukketeater fremfører skuespil om georgisk kultur.

Lær mere

Indlægget Georgien: Tbilisi On My Mind blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.

|||| KOMMENTAR AF CHRISTIAN GJØRRET

Bag ved den ortodokse Kashveti-kirke og Nationalgalleriet på hovedpulsåren Rustaveli Allé i Tbilisi ligger 9. april parken. Den går ned af en bakkeskråning indtil den møder Giorgi Leonidze parken på den anden side af vejen.

Oprindelig hed de to parker siden dens grundlæggelse i 1865 for Alexander II parken for at ære den russiske monark som herskede over Georgien i disse år.

Efter at det kaukasiske land igen blev selvstændig i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud i starten af 1990erne, blev den navngivet 9. april parken.

9. april parken

Parkens navn er en reference til 9. april tragedien som skete 9. april 1989. Her demonstrerede anti-sovjetiske grupperinger som ønskede Georgiens uafhængighed ude i Tbilisis gader.

Begivenheden uartede sig til uroligheder. Og, mange mennesker søgte tilflugt i Kashveti-kirken og i parken. Da dagen var omme havde den sovjetiske hær dræbt 21 mennesker og kvæstet 427 af demonstranterne.

Parken hylder derfor de georgiere som kæmpede for landets frihed ca. et halvt års tid før murens fald i Berlin.

Skulpturparken

Tbilisi er en by med tung og larmende trafik. På en marts dag med høje temperaturer søgte jeg efter et sted hvor jeg kunne slappe af. Og, det fandt jeg i parken.

Sådan startede mit møde med 9. april parken, der blev anlagt af den svenske arkitekt Otto Simonson i 1865.

Det jeg først noterede mig var de mange skulpturer som alle er af høj kunstnerisk kvalitet, og meget forskelligartet i sit udtryk.

De fleste af skulpturerne hylder store georgiske kulturpersonligheder. Og er opstillet på en måde, der giver dem et selvstædigt rum, og som fungerer godt sammen i parken der er fyldt med træer.

I dag står 9. april parken som et rungende symbol på modstandskraft og fred. Specielt det sidste mærker jeg i min færden rundt i det grønne område.

På vej ned af det bakkede terræn ser jeg skulpturen af Ramaz Chkhikvadze (1928 – 2011), som med sit dynamiske kropssprog signalerer at her har vi med en skuespiller at gøre.

Efter en tiltrængt hvilepause på en bænk, var det nu tid til at forlade 9. april parken i Tbilisi. Så efter en behagelig gåtur langs de smalle stier nåede jeg frem til den tilstødende park.

Giorgi Leonidze parken

Den nederste del af den oprindelige Alexander II park blev adskilt fra den øverste, da der under Sovjettiden blev besluttet at anlægge en sporvejsforbindelse igennem parken.

I 1980erne blev denne del, som fylder 36.000 m2, renoveret. Og i år 2000 blev den navngivet Giorgi Leonidze parken.

Leonidze blev op igennem 1920erne en populær litterær skikkelse i Georgien, Det skyldes primært Sovjetstyrets ønsker om at kunstnere skulle behandle emner såsom historie og patriotisme.

Da Stalin op igennem 1930erne begyndte udrensningen af kritiske kunstnere, interlektuelle og videnskabsfolk, så gik Leonidze over til at komme med en overdreven stor hyldest til Stalin. Da han ønskede ikke samme skæbne som overgik hans bror og mange af hans kollegaer, da endte med at blive dræbt.

Senerehen i livet støttede den velhavende Leonidze (1899-1966) sin landsby økonomisk med at tildele dem store summer af sin formue. Og han endte med at blive leder af Det Georgiske Institut for Litteratur ved Det Georgiske Videnskabsakademi.

Det sidste kunstværk jeg betragtede inden jeg gik ud af Giorgi Leonidze parken var monumentet “Evigt minde om revolutionens helte” fra 1981, som blev udført af arkitekterne G. Dzhaparidze, D. Sultanishvili, og T. Tevzadze, i samarbejde med kunstneren G. Shkhvatsabay.

Efterskrift

De to parker er et populært åndehul i Tbilisis centrum. Det er et sted, hvor du via skulpturene kan dykke mere ned i Georgiens nyere kulturhistoriske og politiske udvikling.

Samtidig med er det et område hvor du føler dig godt tilpas at færdes rundt i. Og mange mennesker benytter det da også som et sted, hvor de kan lege med deres børn ved legepladserne, eller tage sig en slapper på en af de mange bænke som er opstillet der.

SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET

Modernistiske skulpturer i Tbilisi

Tbilisi er et mekka for modernistiske skulpturer og monumenter fra Sovjettiden.

Lær mere

Georgiens Krøniker

Georgiens 3000 år som stat og Kristendommens 2000 år som religion bliver fortalt i monumentet.

Lær mere

Street Art i Varketili

Langt ude i en af de østlige forstæder til Tbilisi findes byens bedste Street Art.

Lær mere

Indlægget Georgien: 9. april og Giorgi Leonidze parkerne i Tbilisi blev først udgivet på SINCERAMENTE |||| CHRISTIAN GJØRRET.